Plinius breve til Tacitus - Vulkaneksperten.dk

“Plinius` beretning om Pompejis sidste timer”.

Caius Plinius Secundus var admiral over den romerske flåde, der havde sit hovedkvarter i Misenum ved Naplibugten nord for Vesuv. Plinius var en ivrig naturforsker, og i et bogværk havde han ofret vulkaner et kapitel, men indtil nu ikke studeret fænomenet nøjere. Han boede i en herskabsvilla sammen med sin søster og hendes søn: Den Yngre Plinius, hvis far var død nogle år i forvejen. Det var denne Yngre Plinius, vi kan takke for to breve, han skrev om det store Vesuvudbrud til historieskriveren Tacitus omtrent 25 år senere. Hans beskrivelse er så nøjagtig, at vulkanologer i dag kalder ham for den første vulkanolog og beretningen for den “Pliniske vulkanaktivet”, nemlig fald af aske og slagger fra en kraftig “eksplosionssky”. Hans morbroder – flådeadmiralen “Plinius den Ældre”, omkom ved et redningsforsøg af nogle venner, men vel også fordi hans nysgerrighed tvang ham for nær vulkanen. I sit første brev til Tacitus skriver nevøen:

Kære Tacitus.

Du beder mig fortælle om min onkels død for at kunne berette om den for eftertiden. Det siger jeg dig tak for, for jeg er klar over, at hans død kan vente et udødeligt ry, hvis den bliver fortalt af dig.

Min onkel befandt sig i Misenum og førte personlig kommando over flåden. Den 24. august ved et-tiden om eftermiddagen fortalte min moder ham om en sky, der var usædvanlig både i størrelse og udseende. Onkel havde netop ligget i solen og derpå taget et koldt bad – fået lidt at spise og var nu i gang med sine studier. Han bad om sine sandaler og gik op på et sted, hvorfra han kunne iagttage naturfænomenet. Der rejste sig en sky, men når man betragtede den på lang afstand var det umuligt at afgøre, fra hvilket bjerg den kom. Først senere fik vi at vide, at det var Vesuv. Skyen mindede i facon mest om en pinje, idet den nemlig steg op som en høj stamme, bredte sig ud ligesom med grene, formentlig fordi den blev drevet i vejret af en kraftig eksplosion – men så efterhånden mistede sit tryk eller af sin egen vægt blev tynget ud i bredden for derpå at gå i opløsning. På sine steder var skyen hvid, andre steder snavset eller grumset, alt efter om den førte jord eller aske med sig op i luften. Som den lærde mand min onkel var, fandt han også, at han måtte undersøge fænomenet på nærmere hold. Han gav ordre til at gøre et fartøj klar og gav mig lov til at tage med, hvis jeg havde lyst, men jeg foretrak at læse, og han havde netop givet mig en skriftlig opgave.

Lige som min onkel var på vej ud ad døren kom der et skriftligt budskab fra Rectina Tascus, der var helt ude af sig selv på grund af den fare, der truede hende i hendes landsted lige under Vesuv, og hun havde kun mulighed for at undslippe pr. skib over havet. Nu bad hun onkel komme hende til undsætning i den overhængende fare. Onkel ændrede straks plan, og det han havde påbegyndt ud fra en videnskabelig interesse, kastede han sig nu ud i med ansvarsbevidst heltemod. Han gav ordre til at lade de store krigsskibe stikke til søs og gik selv med om bord, ikke blot for at komme Rectina til undsætning, men også mange andre, for den smukke kyststrækning var tæt befolket. Han ilede derhen, hvorfra andre flygtede. Han holdt den lige kurs – han stævnede direkte mod faren, så frygtløs, at han kunne diktere enhver udvikling og enhver fase af fænomenet til sine optegnelser, sådan som han optegnede det med sine øjne.

Nu faldt asken som en regn nedover skibene, og jo nærmere de kom, desto varmere og tættere blev den. Snart kom der også pimpsten ned, sorte og forkullede stenstumper, der var sprængt af ilden, vandet blev pludselig lavt, og kyststrækningerne utilgængelige på grund af nedstyrtende klippestykker. Et kort øjeblik spekulerede onkel på, om han ikke skulle vende om, men så sagde han til styrmanden, der på det kraftigste opfordrede ham til dette: “Lykken stå den kække bi, styr over til Pomponianus. Pomponianus opholdt sig i Stabiae, helt inde i den anden ende af bugten. Selvom der endnu ikke var nogen overhængende fare der, var den dog i sigte og meget truende, eftersom den tog til. Han havde derfor bragt sin bagage ombord i nogle skibe, besluttet på at flygte, hvis modvinden lagde sig. Derhen sejlede nu min onkel med vinden i ryggen og omfavnede trøstende den skælvende mand, og for at mildne hans angst ved selv at demonstrere ro, lod han sig føre til badeværelset – efter selv at have taget bad, lå han til bords, spiste og var meget munter.

Nu viste der sig imidlertid på Vesuv adskillige steder brede flammer og ildsøjler, hvis glans var fremhævet af nattemørket. Onkel påstod for at berolige de andre, at det var bønderne, som i deres nervøsitet havde ladet arneilden brænde, og at de forladte gårde gik op i luer. Så lage han sig til hvile og sov virkelig. For hans åndedrag, der på grund af hans svære legeme var noget besværet og snorkende, kunne høres, når man nærmede sig døren. Men gårdspladsen, hvorfra der var adgang til værelset, var allerede fyldt med aske blandet med pimpsten og havde hævet sig, så at det ikke var muligt at slippe ud, hvis man blev længere inde i værelset. Onkel blev vækket, kom ud, og han vendte tilbage til Pomponianus og de andre, som havde våget om natten.

I fællesskab rådslog de, om man skulle blive indendøre eller gå omkring i det fri. Husene vaklede nemlig ustandseligt ved de hyppige og voldsomme rystelser. Man havde ligefrem indtryk af, at de blev rystet løs af grunden og bevægede sig frem og tilbage, snart i den ene, snart i den anden retning. Men på den anden side frygtede man regnen af de ganske vist lette og porøse pimpsten ude i det fri. Når man sammenlignede farerne valgte man dog at blive i det fri. De anbragte puder på hovederne og bandt dem fast med tøjstykker. Det ydede beskyttelse mod nedfaldende sten. Andre steder var det nu dag, men der var det nat, mørkere og tættere end nogen nat kunne blive. Dog bødede mange fakler og forskellige lys på mørket. Man besluttede så at gå ned til stranden og på nærmere hold se, om havet nu bød på nogen mulighed, men det var stadig voldsomt og fjendtligt. Onkel satte sig på et lagen på jorden og bad om koldt vand og drak det. Flammer og en stærk svovllugt som forvarsel om ild under anmarch jog nu de andre på flugt. Han kom op at stå, støttet til to slavedrenge, men sank sammen igen, fordi – såvidt jeg forstår – hans åndedræt var hæmmet og hans luftveje, der af naturen var svage og tit astmatiske – lukkedes. Da det atter blev dag, fandt man hans lig uskadt, uden læsioner og tildækket med de klæder, han havde haft på. Han indtog en stilling mere som en sovende end som en død.

Mor og jeg befandt os imidlertid i Misenum, men det vedkommer ikke sagen. Og du ønsker jo kun at høre om min onkels død. Derfor vil jeg slutte nu. Kun et vil jeg tilføje: Jeg har fremstillet alt, hvad jeg selv var med til, og hvad jeg hørte. Nu må du så selv plukke ud, for et er at skrive et brev, et andet er at skrive historie, og et er at skrive til en ven, et andet er at skrive til alle.

Venlig hilsen
Caius Plinius.

Plinius’ andet brev til Tacitus om sine egne oplevelser under Vesuvs udbrud i år 79.

Selv Misenum godt og vel 25 kilometer i luftlinje fra Vesuv fik sin andel af Vesuvs raseriudbrud. I sit andet brev til Tacitus skriver Plinius den Yngre bl.a.:

“Da onkel var taget af sted, brugte jeg den tid, jeg nu fik til rådighed til mine studier. Så tog jeg bad, spiste til middag og gik til ro, men jeg fik næsten ikke lukket et øje. I dagevis var der gået jordrystelser forud, men de er ikke særlig foruroligende, eftersom de er ganske almindelige i Campanien. Men i løbet af denne nat tog de til, sådan at man ikke blot havde indtryk af, at alt skælvede, men at det hele var ved at falde sammen. Så
kom min mor pludselig ind i mit soveværelse. Vi satte os ud på terrassen, der skilte havet fra vort vindue. Jeg ved snart ikke, om jeg skal kalde det mod eller dumdristighed, jeg var kun 17 år gammel, men jeg forlangte en bog af Livius og begyndte at læse, som om der var fred og ingen fare. Nu dukkede en ven af min onkel pludselig op. Han var ankommet fra Spanien for at hilse på ham, og da han fandt mig siddende med en bog i hånden, bebrejdede han min moder for hendes koldblodighed og dadlede mig for min sorgløshed, men jeg blev ved med at læse. – Nu var kl. 6 om morgenen, men dagslyset var stadig sløret og mat. De omkringliggende huse havde allerede slået revner, og selvom vi befandt os under åben himmel, var vi dog tæt omgivet af bygninger, og frygten for sammenstyrtninger var alvorlig og berettiget.

Så besluttede vi omsider at forlade byen. Den skrækslagne befolkning fulgte efter, og hvad der kan minde om klogt overlæg i en paniksituation – den foretrak at følge andre fremfor selv at finde på råd, så hele skaren fulgte lige i hælene på os, da vi drog af og puffede os fremad. Vi stoppede op, da vi var kommet væk fra husene. Der blev vi udsat for mange mærkelige og frygtindgydende oplevelser. For køretøjerne, som vi havde ladet køre frem, rullede frem og tilbage og stod ikke engang stille på stedet – selvom terrænet var helt fladt, og de var sikret med sten under hjulene. Desuden så vi havet synke tilbage og ligesom blive tvunget væk fra kysten af jordrystelserne. I hvert fald var kystlinjen rykket længere ud og holdt mange af havets dyr tilbage i det tørre sand. I modsat retning så man en sort og uhyggelig sky, der sprængtes af forvredne og flakkende zig-zak-linjer fra flammende eksplosioner og splittedes i lange flammeformationer, de mindede om lynglimt, men var voldsommere. Nu sagde den omtalte ven fra Spanien heftigt til min mor: “Hvis din broder og din onkel er i live, er det hans ønske, at I er i god behold, hvis han er omkommet, har det været hans ønske, at I skal overleve. Hvorfor tøver I så med at komme væk herfra?” Vi svarede, at vi ikke kunne gå med til at hytte vort eget skind, når vi svævede i uvished om hans redning. Så lod han sig ikke sinke yderligere, men søgte i vildt løb at bringe sig ud af faren.
Og inden længe sænkede den omtalte sky sig over jorden, dækkede havet og omsluttede og skjulte Capri og lukkede udsigten til den yderste pynt af Misenum. Så opfordrede mor mig bønligt til at flygte, som jeg bedst kunne og til sidst forlangte hun ligefrem, at jeg gjorde det. Jeg havde chancen for det, for jeg var ung, og hun – der var tynget af alderdommens svagheder – kunne roligt se sin død i øjnene, hvis hun ikke blev årsag til min. Jeg holdt derimod på, at jeg kun ønskede at redde livet, hvis det blev sammen med hende. Så greb jeg hendes hånd og tvang hende til at sætte tempoet op. Hun adlød nødtvunget og bebrejdede sig selv, at hun sinkede mig. Nu begyndte der at falde aske ned, men dog endnu ret spredt. Jeg kastede et blik bagud, bagfra truede en tæt tåge, der skyllede henover jorden som en rivende strøm og fulgte efter os. “Vi må hellere dreje af”, sagde jeg, “mens vi endnu kan se, for at vi ikke skal blive rendt over ende her på vejen og i mørket blive trampet ned af alle dem, der kommer bagefter”. Vi havde knapt fået sat os ned, før det blev nat, ikke sådan som når månen ikke skinner eller det er overskyet, men som i et lukket rum, hvor lyset er gået ud. Man hørte kvinders jamren, barneskrig og mændenes råb. Nogle søgte råbende efter deres forældre, andre efter deres børn og andre igen efter deres ægtefæller, og de kunne kun genkende hinanden på deres stemmer. Nogle jamrede over deres egen ulykke, andre over den, der ramte deres kære, der var også dem, der bad om døden af lutter dødsangst. Mange strakte hænderne mod guderne, men flere blev enige med sig selv o m, at der ikke længere var guder til, og at denne var verdens sidste og evige nat. Det skortede heller ikke på folk, der gjorde de virkelige farer værre end de var ved at lyve og fortælle opdigtede rædselshistorier, og man stødte på personer, der berettede, at det og det var styrtet sammen i Misenum, og at det og det stod i lys lue. Det passede ikke, men de talte ikke for døve øren. – Det begyndte at blive lidt lysere igen. Vi forestillede os dog ikke, at det var dagslyset, men tog det som tegn på, at ilden nærmede sig. Ilden holdt sig imidlertid ret langt væk fra os. Det blev atter mørkt, og der faldt igen en askeregn, denne gang voldsom og tung. Vi rejste os gang på gang og rystede asken af os. Ellers var vi blevet helt dækket, ja endog knust under vægten af den. Jeg ville kunne prale af, at der i denne farens stund ikke undslap mig en klage eller et umandigt ord, hvis ikke jeg som en elendig, men alligevel stærk trøst mod døden havde troet, at jeg gik til grunde med alt og alle, og at alt og alle gik til grunde med mig. Omsider lettede den mørke tåge, og opløstes så at sige i røg eller dis. Snart blev det rigtig dag. Solen begyndte endog at skinne, om end bleg, som den plejer at være, når den ikke rigtig kan bryde igennem. Alt, hvad der mødte vort endnu usikre blik, var helt forandret, idet det var dækket af et tykt askelag, der lå som sne over alt. Nu gik vi tilbage til Misenum og ordnede os lidt, hvorefter vi tilbragte en ængstelig og urolig nat i en blanding af håb og frygt. Frygten var det fremherskende, for dels fortsatte jordrystelserne, og dels gjorde mange grin med såvel deres egen, som andres ulykke, drevet til vanvid af rædselsvækkende spådomme. Men ikke engang nu fik vi den tanke at drage bort, førend vi fik meddelelse om onkel, selvom vi både havde følt faren på vores krop og regnede med, at der var mere i vente.

Alt dette er slet ikke værdigt til at gå over i historien, og du skal ikke læse det med henblik på at skrive om det, og eftersom du selv har bedt mig skrive, har du også dig selv at takke, hvis du ikke synes, at det ikke engang er et brev værd.

C. Plinius.

Den unge Plinius beskrivelse af det store udbrud fra Vesuv betragtes som en historisk klassiker. Den mørke rullende sky, som Plinius beretter om, er en af de askestrømme, som vulkanen sendte nedover flankerne og udover det omkringliggende land som en brændende lavine af overophedet aske – pimpsten og vulkanske gasser. Den havde kraft nok til at bruse udover Napolibugten mod Misenum på den anden side.

I Kamma Svensson og Torben Gregersens beretning: “Pompeji den begravede by” fra 1959, fortælles meget levende om den romerske dreng Lucius brev til en fætter i udkanten af det Romerske Rige. Han er sammen med sin familie flyttet ud på et landsted i udkanten af Napolibugten.

Han skriver: “Min kære Marcus. Der er sket noget forfærdeligt. Pludselig hørte jeg en dump rumlen, og det var som om hele huset rystede. Mor og Gerina talte sammen på terrassen. De lød så ophidsede, og bedstemor sagde hele tiden: Jeg frygter det værste. Jeg har oplevet det engang før. Er det ikke ligesom det buldrer dybt nede i jorden?

Og Gerina skreg, at hun kunne se havet var i vildt oprør, skønt himlen var blå, og ikke en vind rørte sig. Der var skum på bølgerne. Men lidt efter blev vandet roligt igen, og kun lange dønninger viste, at der havde været høje bølger lidt før.

Mor sagde, at det sikkert ikke betød noget. Vi havde så tit oplevet, at jorden rystede lidt, og at en væg slog revner. Det var da ikke noget, man plejede at tage så alvorligt. Fordi der var lidt uhygge i luften, skulle bedstemor ikke straks tro, at der ville ske en katastrofe som den, hun oplevede et par år før, jeg blev født.

Så sendte min mor Gerina bort, men hun og Bedste og jeg blev stående på terrassen og så ud over havet. Og bedstemor fortalte om engang, da der indtraf et lille jordskælv, netop som kejser Nero skulle synge på teatret i Napoli. Hele teatret bævede, og folk løb ind på scenen for at advare Nero. Men han fortsatte sin sang, som om intet var hændt. Det fandt man dengang var meget modigt gjort. Men tænk dig, næppe havde Nero og de andre tilskuere forladt teatret, før det styrtede sammen. Sådan noget er temmelig uhyggeligt at høre om, når man selv lige har mærket jorden bæve under sine fødder. Og jeg vil ærligt indrømme, at jeg begyndte at blive bange.

Min lærer gik ned gennem haven og op på udsigtshøjen. Han sagde, at der sikkert kom uvejr. Alt var dødstille. Ikke en vind rørte sig. Solen bagte og bagte, og havet, der før havde været uroligt, lå nu som smeltet bly.

Alt dette skete om formiddagen. Gerina havde taget mine små søstre med ud i køkkenet, og her sad hun og snakkede om alle de varsler og ulykker, man i den sidste tid havde været ude for. En brønd, som i årevis havde givet det fineste, klareste vand, var pludselig tør. Vandet var sporløst forsvundet. Og hun spurgte, om vi havde lagt mærke til, at fuglene ikke mere ville synge. De tav stille dagen igennem og flagrede hvileløst omkring.

Den næste dag om morgenen var der heller ikke noget usædvanligt, Det var stadig varmt og lummert. Men henimod middag skete det. Et mægtigt jordskælv rystede hele egnen, og terrassen på bedstemors hus blev fuldstændig ødelagt. Søjlerne knækkede, og det smukke mosaikgulv brød sammen, Væggene slog revner, og møblerne raslede rundt mellem hinanden.

Hvad sagde jeg, sukkede bedste og var med et roligere end nogen anden. Lidt efter gik et frygteligt uvejr hen over vore hoveder. Det lynede og knitrede og bragede. Men det mærkelige var, at bragene og lynene både kom fra skyerne og fra Vesuv, bjerget, som hæver sig over vor slette. Himlen var nu helt mørk, men Gerina påstod, at hun havde set høje flammer over Vesuv. Det samme mente min lærer at have set. Vi andre var alt for forskrækkede til at undersøge den slags ting. Og min mor talte ustandseligt om min far, som efter aftalen for længst skulle have været her sammen med os.

Efterhånden var det mørkt som om natten, skønt det var midt på dagen. Og det regnede. Men det var en underlig snavset regn. Den strømmede ned som en syndflod, og pludselig dukkede min far og hans ledsagere op. Han kunne fortælle, at en forfærdelig katastrofe truede byerne i nærheden af Vesuv. Sagen er den, at bjerget havde åbnet sig, noget som vidst aldrig var sket før. Og det havde slynget sten og aske, giftige dampe og glødende ting op i luften. Fuglene faldt døde ned fra himlen sagde min far, og havet kastede døde fisk op på land. Hvis ikke han og hans ledsagere havde begivet sig på vej, ville de have lukket sig inde i huset og være blevet i byen, men nu var de akkurat så langt, at de ligeså godt kunne fortsætte.
Senere blev vi klar over, at det var fars store held, at han kom af sted i rette tid. For det viste sig, at mange, mange mennesker – både folk, vi kender og ikke kender – var døde i deres huse, fordi de ikke turde flygte ud i uvejret.

Vinden førte en masse aske mod vort hus. Alle de grønne træer i haven var gråhvide af asken, og luften var dårlig at indånde. Det begyndte at regne med små lette pimpsten. De faldt i store mængder. På gader og veje, i folks haver og på husene. Folk blev meget forskrækkede over jordskælvet og stenregnen og flygtede ind i deres huse for at finde ly. De troede, at verden var ved at gå under. Nogle sagde, at solen faldt ned på jorden, andre at det var guderne, der steg ned fra deres himmel for at straffe menneskene. Og hvor skulle de flygte hen, når hele verden styrtede sammen.

Efterhånden blev jordskælvet svagere, mens regnen af pimpsten blev ved. Til deres rædsel mærkede folk, at der rullede skyer af giftig luft fra bjerget og ned over byen. Mange blev dårlige og døde. Den giftige luft krøb helt ned i kældrene, og når folk ville bringe deres penge og smykker i sikkerhed der, inden de flygtede, hændte det mange gange, at de aldrig nåede op fra kælderen igen. De blev forgiftede dernede og døde.
Fordi folk var så forvirrede og skrækslagne og hverken vidste ud eller ind, kom mange af dem for sent i tanker om at slippe bort fra byen. Pimpstensregnen fyldte hurtigt gaderne op til 1ste sals højde, og når så staklerne endelig besluttede sig til at flygte, blev mange af dem stikkende i grusdyngerne. Men der var dog også en del mennesker, som slap levende ud af gaderne og bort fra byen. Det er synd for menneskene, men det er også synd for vores lænkehund, som ingen tænkte på at løse fra sin lænke. Den er død som så mange andre mennesker og dyr.

Mange familier, som er flyttet ud på landet eller til Napli, har ikke mere råd til at have deres slaver. De kan simpelthen ikke skaffe mad til dem. Og hvis de ikke kan sælge dem og på den måde få lidt kontanter ind, giver de dem fri, hvad de stakkels slaver under disse omstændigheder slet ikke er begejstrede for. Hvad skal de stille op? Overalt er der for mange mennesker. I stedet for en familie bor der nu ti i hvert hus her på egnen. I Napoli, som er en stor by, er det naturligvis ikke så slemt. Flygtningene skal hjælpes har den guddommelige kejser Titus bestemt. Og han har lovet at sende folk herned for at se på ødelæggelserne. De skal undersøge, om det kan betale sig at grave byerne ud og bygge dem op igen.
¨Men vi tror, at det er håbløst. Alle vil bort herfra. Ingen bryder sig om at bo på denne forgiftede egn mere.
Men der er også sket andre ulykker. Tænk. Kommandanten for sikkerhedsflåden i Det Tyrrhenske hav er omkommet.
Hans navn er Plinius, og han havde i sin bolig ved Misenum ikke hørt det mægtige brag fra bjerget, men han havde set uvejret og en stor sort sky over Vesuv. Da han ville tage disse ting i nærmere øjesyn, havde han givet ordre til, at en hurtiggående båd skulle være parat til at tage ham ombord. Det var hans mening at sejle langs med kysten for at se, hvad der foregik.(Læs Plinius brev og om hans død, som netop beskrevet i de to breve til Tacitus i denne bog).

Tænkt at en hel by sådan kan forsvinde. I løbet af 48 timer blev Pompeji begravet med templer, huse, mindesmærker, badeanstalter, teatre og mangfoldige mennesker. Det er ikke til at forstå.
Bjerget Vesuv, som er skyld i alle ulykker, ser nu helt anderledes ud. Det er, som om bjerget er kløvet af en kæmpemæssig økse. Min far siger, at ukrudtet snart vil brede sig over den begravede by. Ja, det vil ikke undre ham det allermindste, om der er skønne dag er grønne marker oven på den by, der engang var vor”.

Lucius Cornelius Tegeter.

“Gå, bad han, gå og drag dit æsel af stalden og spænd det for din vogn. Tag din kvinde og børn ved hånden og drag bort. Hører I mig, I må tro mig, Pompeji er dømt til undergang. Drag bort, ikke i overmorgen eller i morgen, men nu…nu…inden det er for sent. Skælvende flyttede staven sig og udpegede Vesuvs kegletop. “Hør skreg han, hør hvor det tordner. Snart åbner Vesuv sig og lader byen forsvinde i et glødende hav af ild”…

Citat af Poul Knudsens bog: “Det forsvundne Pompeji”, Branner og Korch, 1955.

Igennem mange år har man troet, at Herculaneum blev begravet af en tyk mudderstrøm – en lahar – men de nyere undersøgelser har vist, at det 20 meter tykke materiale er afsætninger af askelaviner. Temperaturen i skyerne formodes til at have været ca. 400 graders Celsius, idet træværket er bevaret. Mikroskopiske undersøgelser viser, at indholdet bl.a. består af skarpe glas og mineralkorn.

Herculaneum blev ramt af den første store askelavine om natten mellem den 24. og 25. august. I udbruddets begyndelse drev vinden aske- og pimpstensregnen i sydvestlig retning mod Pompeji, og man mener, at byens ca. 3000 indbyggere ikke er blevet ret skræmte på det tidspunkt. Mange flygtninge fra Pompeji er strømmet nordpå igennem Herculanum – mod Napoli og har fortalt rystende beretninger om fald af aske og pimpsten. Måske er en del af indbyggere blevet bange for, at vinden skulle vende og tog til Napoli, hvor de slog sig ned i et bykvarter, der stadig i dag har navnet Herculanum.

Ifølge denne holdning forestillede man sig, at dette store udbrud for beboelserne nord for Vesuv åbenbart ikke har opskræmt indbyggerne så meget i begyndelsen. Men i dag tror vi ikke rigtigt mere på det Netop fordi vi jo fra vulkanudbrud af samme styrke i dag ser og har erfaret, at alle bebyggelser op til 40 – 50 kilometer fra en vulkan faktisk ligger i en risikozone, og Herculanum ligger mindre end 4 kilometer fra Vesuvs krater. Måske har en del af byens indbyggere taget flugten dage i forvejen, idet vi ved, at der er kommet varsler i form af mindre jordskælv og rumlerier et stykke tid inden selve udbruddet fra vulkanen.

Da man fra 1982 arbejdede med arkæologiske udgravninger på stranden neden for byen, stødte man på en del menneskeskeletter – og siden fandt man 40 andre som lå ved siden af hinanden, tæt sammenkrøbet. Man kunne se, at de havde lidt en voldsom død på den krampagtige måde, som de lå på. En mand og hans kone klyngede sig til hinanden og skærmede et barn imellem sig. I alt ca. 200 skeletter fandt man. De var fantastisk velbevarede, da grundvandet holdt jordlagene fugtige. Det ser ud til, at indbyggerne ret så pludselig er flygtet for den første store askelavine fra Vesuv – og er løbet alt hvad de kunne ned til havnemolen, hvor de har forsøgt har forsøgt at sætte både i vandet, men den kraftige storm, der fulgte med udbruddet forhindrede dem i det.

Arkæologen Giuseppe Maggi udtaler: “Tre fjerdedele af Herculaneum mangler stadig at blive udgravet, da en anden by jo ligger oven over. En af arkæologiens mest oplagte og ufuldendte opgaver ligger foran os. Og et eller andet sted langs stranden eller under skræntens hvælvinger – der endnu ikke er gravet ud – tror jeg, at resten af byens indbyggere vil dukke op”.

De sidste 20 års vulkanologiske udforskninger – ikke mindst i forbindelse med Mount Saint Helens udbrud i staten Washington i 1980 – Pinatubos udbrud på Filippinerne i 1991 og endelig Montserras udbrud i slutningen af 90-erne, har givet os ny viden om de såkaldte askelaviners (hede askeskyers forløb). Hvis vi ser i Plinius’ breve og lægger mærke til hans omtalte “pludseligt opståede flammebælter på Vesuv”, kan det udmærket være identisk med disse hede askeskyer. “Den mørke sky, der indhyller havet, øen Capri og kommer rullende over mod Misenum – den kraftige svovllugt – den pludseligt opståede hede luft og det voldsomme askenedfald, er netop en sådan skys måde at bevæge sig på. Forskerne har også for længst konstateret, at det, som man igennem tiderne har betragtet som en stivnet mudderagtig flod over Herculanum i virkeligheden består af sammensvejset aske-pimsten og slagger som cement. I Pompeji derimod haglede det ned fra himlen med aske og pimpsten,(på grund af vindretningen fra nordøst), men også her nåede askelavinerne byen.

Da Pompeji jo ligger længere fra Vesuv end Herculaneum, havde askelavineskyerne her tabt en del af sin varme, inden de nåede byen. Mange af pompejanerne, der ikke var flygtet ved udbruddets begyndelse – men som havde søgt tilflugt inde i husene for aske og stenregnen, omkom dels ved, at hustagene på et tidspunkt brast sammen over dem, og andre døde ved kvælning af de giftige gasarter, som fulgte med askelavinerne. Kødet blev ikke brændt af kroppen på dem, som på ofrene i Herculanum, og det må forklares ved, at skyerne her havde tabt en del af sit varmeindhold, på grund af Pompejis beliggenhed længere fra vulkanen end Herculaneum. Mange af ofrene i Pompeji ligger i mere afslappede stillinger.

Plinius den Yngre skriver i sit brev om onklens død også om den svovlholdige luft, der kom glidende henover jorden ved Stabia vest for Pompeji. Det så ud, som om hans onkel kun sov på jorden, da de fandt ham. Kuldioxiden er en af de gasser, der kommer ud af vulkaner i udbrud, og der er ingen tvivl om, at mange af de omkomne er kvalt af kuldioxiden, som er trængt nedover landet fra Vesuv.

“Op fra Kyklopernes esse slår gnister,
vidner om dybets det flammende bål;
det er Vulcanus, der gløder så bister
inde i essen sit stål”

Horatius Flaccus i sit forårsdigt til
Lucius Sertius Quirinus

“Vesuvs heks”

“Hør mig en ulykke svæver over denne stad. Flygt mens det endnu er tid. Du ved, at jeg bor på det bjerg, hvor under efter et gammelt sagn en ild endnu skal brænde, og i min hule er der en dyb afgrund, Hele natten igennem følte jeg tydeligt, hvorledes klippen bævede og skælvede. Da besteg jeg bjergets top, og i denne top så jeg en uhyre fordybning, som jeg aldrig før har set, og hvorfra en tågeagtig røg hvirvlede i vejret, men dampen var dræbende, jeg snappede efter vejret, mit hoved svimlede, og jeg var nær død. Jeg tog mit guld og mine urter og forlod det sted, hvor jeg havde boet så mange år, for jeg tænkte på den spådom, som siger: “Når bjerget åbner sig, vil staden falde… Så sandt du lever, har jeg den faste overbevisning, at det jordskælv, der for 16 rystede denne stad i sin grundvold, kun var en forløber for en endnu skrækkeligere skæbne. Lad dig advare og flygt”….

Uddrag af Bulwer Lyttons roman: “Pompejis sidste dage”.

Vesuvs udbrudsrytme efter år 79.

Efter det store udbrud i 79 hævede Vesuv sin rygende bjergkegle i det gamle sprængte krater Monte Somma. Vulkantoppen byggedes højere op af sine egne udslyngede produkter, der hobede sig op omkring krateret.
Vesuv er selvfølgelig ikke den eneste vulkan, som har bragt ulykker over Middelhavets folkeslag. Vulkanøer som Stromboli, Ischia, Vulcano, Etna og Santorin har, så langt man husker tilbage, været truende overfor befolkningen. Mere end 150 gange i historien har en eller anden af Middelhavets vulkaner haft udbrud og været årsag til ødelæggelser og mange menneskers død. Ingen Middelhavsvulkan har eksploderet så voldsomt som Santorin for ca. 3600 år siden. Forskere fremhæver, at det har været et af de stærkeste vulkanudbrud på vores planet i historisk tid. Ikke desto mindre lagde både grækere og romere mere mærke til Etna, Stromboli og Vulcano, der var ligeså aktive vulkaner dengang som i dag.

“Tænk hvor vidunderligt, når engang de hærgede agre grønnes på ny. Mon da folket vil tro, at her ligger begravet byer og svundne slægtled dybt under julde, og at havet sig trak tilbage fra den smilende kyst. Stedse dog truer dens top og varsler død og fordærv”.

Dette romerske digt er skrevet af digteren Publius Statius, der levede i årene 45 – 96 e. Kr.f. og boede i Napoli. Han har måske oplevet udbruddet på passende afstand og iflg. ham ser det ud til, at vulkanen har været svagt aktiv efter det store udbrud..

Stærkere udbrud har der dog været i hvert århundrede. Vi finder kun få omtaler af vulkanen indtil Dio Cassius i det andet århundrede efter Kristus skriver om vulkanen en beretning, som også af nogle tolkes som en beskrivelse af udbruddet i år 79:

“I Kampanien fandt forfærdelige og sælsomme begivenheder sted, thi sent på efteråret udbrød der på en gang en stor brand….
Bjerget Vesuv ligger ved havet ved Neapolis og har vældige ildkilder. Tidligere var det lige højt overalt, og ilden steg op af dets midte; thi kun her er det kommet i brand, medens hele ydersiden indtil nu er uden ild. Fordi der nu ikke er gået ild i denne, medens det indre forstørres og bliver til aske, så har væggene omkring toppen deres oprindelige højde endnu, men det indre er fortæret af tiden og blevet hult ved sammenbrud, således at hele bjerget ligner, når man sammenligner noget stort med noget småt, en skueplads for dyrekampe. Bjerget har på sin top mange træ- og vinplantninger, men den indre kreds er overladt til ilden og afgiver om dagen røg om om natten en flamme, som ser ud som der var antændt al slags røggivende materiale. Og dette finder altid sted snart stærkere og snart svagere, bjerget udstøder ofte aske, når der er sunket meget ind på en gang, og kaster sten op, når dampen presser sig for stærkt på, da larmer og brøler det, fordi den ikke har faste, men smalle og skjulte luftkanaler. Således er Vesuv, og sådant sker med det næsten hvert år. Men alt, hvad der er hændet tidligere, selvom det også har forekommet øjenvidner usædvanligt stort, så er det dog, selvom alt lægges sammen, at anse for ringe i sammenligning med, hvad der tildrog sig i det år, hvorom vi taler. Der hændte nemlig følgende. Mange og store overmenneskelige mænd, således som man maler giganterne, blev sete vandre omkring, snart på bjerget, snart i de omliggende egne og byer og snart i luften både om dagen og om natten. Derpå fulgte der et frygteligt brag og pludselige jordrystelser, således at hele jordbunden her blev rystet op og hævede sig. Og man hørte toner, dels tordenlignende under jorden og dels over den som brølen; og samtidig brusede havet og trak himlen ned til sig. Derefter hørte man et voldsomt knald, som om bjergene styrtede sammen, og der foer først vældige store sten op således, at den endog nåede til spidsen af bjerget, dernæst en masse ild og en tyk røg, således at luften formørkedes fuldstændigt og solen blev fuldstændig indhyllet som ved en solformørkelse. Dagen forvandledes til nat og lyset til mørke, og mange troede, at giganterne rejste sig, thi der viste sig atter alle slags kæmpemæssige skikkelser i røgen, og man hørte stød ligesom af trompeter, men der var andre som troede, at verden forgik fuldstændig, og blev til intet eller blev til ild. Derfor flygtede alle, nogle fra husene ud på gaderne, andre udefra ind i husene, atter andre fra søen ind på land og fra land ud på søen, i bestyrtelse og i overbevisningen om, at alle andre steder var sikrere end det sted, hvor de befandt sig i øjeblikket. Medens dette skete, opstod der en uhyre askeregn, som opfyldte land og hav og hele luften. Dette anrettede skade på mange steder, hvorledes og hvor det traf sig, på mennesker, land og kvæg, dræbte samtlige fiske og fugle og ødelagde endogså ganske to byer, Herculanum og Pompeji, da dette sidste steds befolkning, netop sad i teatret. Askemængden blev tilsidst så stor, at en del af den nåede til Afrika, Syrien og Ægypten og endog til Rom, hvor den opfyldte luften og formørkede solen. Derfor opstod der også i denne stad en ikke ringe frygt, der varede i flere dage, thi ingen vidste, hvad der var sket, og ingen kunne formode det; man indbildte sig, at der blev vendt op og ned på hele verden, og at solen sank ned i jorden, og udslukkedes, medens samtidig jorden hævede sig op i himlen. Dengang anrettede dog denne aske ingen skade, men der udbrød senere en forfærdelig pest som følge af den”….

På et par punkter synes Dio`s beretning ikke at være rigtig. Han antager, at Vesuv har været i virksomhed før året 79. Dette står i modstrid til alle vore opfattelser, bl.a. Strabo`s beskrivelse, der hævder, at Vesuv betragtedes som en udslukket vulkan, og at bjerget var affladet på toppen, medens der efter udbruddet havde dannet sig en kegleformet spids, som hævede sig i den midterste del af den affladede top. Vulkanologen L. Palmieri, der i mange år var direktør på Vesuvobservatoriet, fremkommer også med denne formodning.

Om pompejanerne var samlet i amfiteatret, da udbruddet begyndte, har vi heller ikke bevis for. Vi må gå ud fra, at denne beretning er bygget på fortælling af overlevende.

Plutarch, som var en ung mand, da Vesuvs udbrud fandt sted, kalder ulykken for “den nylig indtrådte ulykke”, Han skriver om sibylliske orakeludsagn, der omtaler katastrofen som en straf for Jerusalems ødelæggelse nogle år i forvejen.

Vulkanologernes undersøgelse af aske- og lavalagene har vist, at der må have været udbrud i Vesuv i år 203 og 472, hvor der faldt aske faldt ned over Istanbul og mange steder i Europa. I 512 var et udbrud så voldsomt, at Goterkongen Theodorik, som havde erobret Italien, frigav den ramte befolkning deres skatter. Igen i 685 og 787 synes der at have været udbrud. Der er enkelte omtaler af udbrud i 1306 og måske i 1500. Man kan sige, at Syditalienerne mere eller mindre havde tolereret Vesuvs tilbagevende voldsomme anfald på samme måde, som at deres land blev invaderet af fremmede folkeslag. For Middelalderens mennesker blev Vesuv betragtet, ligesåvel som den Islandske vulkan Hekla, som indgangen til Helvede….

Herefter ser det ud til, at Vesuv er gået ind i en længere hvileperiode. Aldrig er nogen befolkning blevet så overraskede som i 1631, da Vesuv ret så uventet kom i udbrud igen. Selv i dalen imellem den gamle sprængte kraterrand, Monte Somma, og Vesuvkeglen, “Giganternes dal”, havde folk bygget huse. Tætte skove dækkede keglen. En videnskabelig ekspedition havde i efteråret 1631 besøgt krateret og rapporterede, at det målte 5 miles i omkreds, og var 5 – 6.000 fod dybt. I bunden var der en slette i hvis midte befandt sig en forhøjning af golde klipper, og som kunne bestiges ad en smal sti. Oven i forhøjningen befandt sig tre søer med vand, en varm og smagløs, en anden varm og bitter for tungen, og en tredje uforklarlig kold men mere salt end havet. Således var Vesuvs krater, og man betragtede den for at være uddød. Men det skal også siges, at der var kommet varsler, som man ignorerede. Allerede måneder i forvejen fandt flere jordrystelser sted omkring Napolibugten. Dyrene var urolige og brøndene tørrede ud, et tydeligt tegn på opstigende magma under vulkanbjerget. I begyndelsen af december 1631 var krateret fyldt af kogende væsker, men ingen tog notits af det. Ved syvtiden om morgenen den 16. december så bønderne, at der fra Vesuv steg en en kæmpemæssig røgsky mod himlen. Nu fulgte kraftige eksplosioner og tordenskrald, og en søjle af aske dækkede snart sollyset, og som i år 79 haglede det nedover egnen med aske og pimpsten. Det gjaldt om at komme væk, ikke mindst da man med rædsel så, at glødende lavastrømme med stærk fart bevægede sig nedover vulkanens skråninger. Askeregnen blandede sig med vanddampene og forårsagede mudderstrømme, der som vandfald fossede nedover de opdyrkede vinmarker og landsbyer. Som om dette ikke var nok, så åbnedes næste dag en sprække i sydflanken af Vesuv, hvorfra lavaen med stærk fart oversvømmede og tilintetgjorde oplandet. Mange steder glemte beboerne at løsne deres husdyr i staldene, inden de flygtede. Ca. 6.000 husdyr indebrændte i deres huse. En strøm på 40.000 rædselsslagne flygtninge fra Vesuvområdet hamrede fortvivlet på Napolis byporte, som var lukkede på grund af en pestepedemi, der hærgede hele Syditalien i denne tid, men Napolis vicekonge havde ingen anden udvej end at lade dem komme ind i byen, idet hjemvejen var afskåret af mudder- og lavastrømme.

Lavastrømmene forgrenede sig og flød udover det gamle Herculanum – Torre del Greco – og ud i havet. Fra Napoli så det ud, som om bølgerne på havet stod i høje flammer. Selve Napoli by ligger til dels uden for risiko for at blive hjemsøgt af lavastrømme, men askeregn og hede gasskyer er ligeså stor en trussel for millionbyen. En heftig askeregn begyndte at falde over Napoli, og fortvivlet foranstaltede man processioner med den hellige Jannuarius blod, Napolis skytshelgen, i Domkirken. Pludselig flød blodet i glaskolben – et sikkert tegn for byen. Askeregnen holdt op, idet vinden ændrede retning. Heldigt, da et 30 cm tykt lag allerede havde lagt sig i gaderne. Da Vesuv, efter nogle døgns forløb, begyndte at falde til ro, var 6 byer ødelagt af lava, Herculanum var dækket af et tykt lag størknet lava og 9 byer var oversvømmet af mudderfloder. Mindst 4000 mennesker var omkommet direkte under udbruddet, fordi de ikke flygtede straks. Det så ud som om hele landskabet brændte og røg. Alt var forandret til sand, aske og ørken, Faktisk så var den arme befolknings oplevelser og lidelser måske værre end i år 79. Selve vulkantoppen var blevet lavere – typisk for Vesuv – ved stærkere udbrud sprænges toppen eksplosivt og voldsomt – inden en ny aktiv periode vil begynde, og hvor vulkanen bygger sin kegle op af alt det udslyngede materiale igennem krateret.
Det var dette udbrud i 1631, der satte Vesuv ind i en mere aktiv udbrudsrytme, der har varet helt frem til det sidste udbrud i 1944, nemlig mere eller mindre konstant aktivitet…

For at advare kommende generationer og slægter mod tilsvarende ulykker, satte Napolis daværende vicekonge, Philip den 4, en sten med følgende inskription ved foden af Vesuv i byen Portici: “O børn og børnebørn – dette har bud til jer – Den ene dag lyser over den anden, og dagen i morgen indhenter sin lære fra dagen i går. Hør mig, mindst 20 gange siden solen begyndte at skinne, har Vesuv stået i flammer. Uden barmhjertighed tilintetgjorde den de flygtninge, der var for langsomme. Jeg advarer jer, at ikke ulykken igen skal finde jer uforberedte. Vulkanen udspyr flammer – røg og lyn bringer luften til at dirre, drøne og jager indbyggerne bort. Snart brister bjerget og udsender en strøm af ild, der hastigt vælter nedover og spærrer vejen for de flygtende – Hvis den indhenter dig er det ude med dig. Du er dødsens. Ænser man den ikke, så straffer den dumdristige og de begærlige, hvis gods og guld er ham kærere end livet. Tænk derfor ikke på hjemmets arne, men flygt uden tøven”…

Anno Domini 1632, Philip 4. Konge af Napoli.

Det var i øvrigt under de mange genopbygninger og reparationer i egnen omkring Vesuv, at man stødte på de begravede byer fra Oldtiden. Efter at have været dækket i mere end 1600 år begyndte først udgravningsarbejdet af Pompeji – og siden Herculaneum…