Plinisk -subplinisk udbrudstype

Et meget voldsomt vulkanudbrud (lig et paroxysmalt udbrud) med udkastning af store mængder løst materiale til en højde af 20 til 30 kilometer, somme tider op til 45.000 – 50.000 meters højde. Plinius den Yngre var den første, som beskrev denne udbrudstype. Han var 17 år gammel, da han oplevede Vesuvs udbrud på afstand i år 79 og er så nøjagtig og godt beskrevet, at denne type udbrud opkaldes efter ham. Plinisk – Pliniansk.(se de to artikler: “Plinius breve til Tacitus” og “Plinius var den første vulkanolog” under artikler)

Først stiger udbrudssøjlen til vejrs af det enorme gastryk nedefra. Derefter kollapser udbrudssøjlen i form af hede askelaviner og vælter som laviner nedover vulkanflanken. Det er den voldsomste af alle typer for normal vulkanvirksomhed. Plinius sammenlignede askeskyen over Vesuv med et pinjetræ. Samtidig er det den ældste beskrivelse af et vulkanudbrud på jordkloden og så nøjagtigt en beskrivelse af en vulkans udbrudsforløb, at moderne vulkanologer i dag kalder den type vulkanudbrud for den “pliniske type”. Egentlig kan man kalde ham for den første vulkanolog efter denne meget nøjagtige beskrivelse, som han i år 104 e.Kr.f. sendte til den romerske historieskriver Tacitus. Oftest dannes der en caldera efter udtømning af magmakammeret under vulkanen ved en vulkans udbrud af dette format. Nogle af de største udbrud i senere tid har været pliniske, bl.a. Pinatubo, Filippinerne i 1991 – og Tambora i 1815 i Indonesien, hvoraf sidsnævnte forårsagede “Året uden sommer” i Europa og U.S.A. i 1816 grundet enorme mængder aerosoldråber, så jordens overfladetemperatur sank stærkt. Også Krakatau i Indonesien i 1883 var et “Plinisk” udbrud.

Et subplinisk udbrud er et eksplosivt vulkanudbrud men en tand lavere i udbrudsstyrke end det pliniske.