Pladetektonikken

I vulkanske oceanrygge når magmaet fra Jordens kappe op til havbundens overflade. Her dannes der derfor ny havbund i de aflange spaltedale, som udgør grænsen imellem oceanbundspladerne, der tvinges fra hinanden. Bevægelseshastigheden er fra 2 – 20 cm om året, men der regnes med en gennemsnitshastighed på ca 6 cm pr. år. Disse områder kaldes tilvækstzoner Det opstigende basaltiske materiale – lava – udfylder spalterne der og flyder ud på havbunden. Hvis der er tale om større lavaproduktion dannes der øer, der som Island når op over havets overflade, ja nogle højderygge er helt op til 4000 meter høje fra havbunden.

Destruktionszoner eller subduktionszoner er områder, hvor en jordskorpeplade – eller havbundsplade går til grunde ved, at havbundspladen, der er den tungeste tvinges ned i dybet og dykker ned under kontinentalpladen, der som regel er tykkere, men består af lettere bjergarter. Disse sedimenter bliver skubbet op som foldebjerge langs kontinentranden. Der opstår jordskælv langs grænsefladen mellem pladerne, Benioff-zonen, der hælder ind under kontinentet. Det var en jugoslav, Benioff, der i forrige århundrede opdagede, at i dette område opstod jordskælv som følge af bevægelser i brudområder, hvor skorpen gned imod hinanden. Den frigjorte varme, der opstår ved pladernes bevægelser langs med hinanden, er medvirkende til, at der dannes en ny opsmeltning af Oceanbundspladen. Da de smeltede bjergarter er lettere end de omgivende faste klipper, vil de stige op mod jordens overflade. Det opadstigende magma har modtaget tilskud fra oceanbundpladen og fra kontinentpladen og er derfor mere sejtflydende, og de opløste gasser i smelten har sværere ved at undvige. Derfor opbygges der et overtryk i disse magmabeholdere elller kamre under vulkanerne langs disse subduktionszoner eller destruktionszoner, og resultatet er derfor meget eksplosive vulkanudbrud, der ofte afstedkommer calderadannelse i forbindelse med de stærke eksplosioner og store askestrømme eller glødende askelaviner, båret oppe af undvigne gasser fra den smeltede lava.

F.eks. også under ø-buer som Aleuterne og Kurillerne, mødes to jordskorpeplader, hvor den tungeste tvinges i dybet og begynder at smelte. De dele af pladen, der har det laveste smeltepunkt begynder først at smelte, og de indgår i det opad stigende magma nederfra, der igen nærer ø-buevulkanerne.

Inde på en plade eller en oceanbund kan der dannes vulkaner oven på et varmeområde – en såkaldt “hot-spot” eller plume, der stammer nede fra dybere dele af jordens kappe. Efterhånden som ocenbundspladen eller kontinentet bevæger sig hen over det såkaldte varmeområde, vil der dannes en vulkankæde med virksomme vulkaner i den ende, der ligger over det opstrømmende varme magmamateriale. Et meget tydeligt eksempel er Hawaii-ø-kæden i Stillehavet, der alle næres af tyndtflydende basaltiske lavamasser, som har opbygget store skjoldvulkaner, fordi magmaet er tyndtflydende.

Forskellige steder er tyndtflydende, basaltisk magma fra tid til anden som enorme lavastrømme vældet ud fra spalter og revner i store områder. Op til flere tusinde meters tykkelse finder man adskillige steder på jorden i flere hundrede tusinde kvadratkilometers områder, hvor sådanne lavaudbrud har fundet sted fra tid til anden. Feks. ved vi nu, at adskillelsen af Grønland fra Europa og dermed Nordatlantens dannelse må ses som et resultat af sådanne enorme lavaudbrud i Tertiærtiden.

Riftdale eller sprækkezoner eller spredningszoner, bl.a. den Øst-afrikanske gravsænkning er nye åbninger, hvor kontinentet eller pladen er ved at gå i stykker og langsomt trækker sig fra hinanden. Bunden imellem synker ned, og der strømmer magma op og dannes som følge heraf vulkaner i bunden af dalen.