Pladetektonik

Henning Andersen: Vi er født af pladetektonik.

Den engelske professor Lewis Dartnell fra University of Westminster har i sin bog: ”Oprindelse” fra 2020 beskrevet om livets og menneskets tilblivelse på jorden som følge af pladetektonik. Jeg finder hans beskrivelse fascinerende selvom mangt og meget er udforsket og klarlagt langt henad vejen. Her følger hans opdateringer plus mine egne tilføjelser.

”Vi er født af pladetektonik. Hvert spring i menneskets udvikling hænger sammen med ændringer i vores omgivelser og klima. Alt sammen fordi vores geologiske hjem – jordkloden – som vi bor på – har formet os. I det gamle Grækenland udviklede demokratiet sig på grund af landets bjergrige landskaber, der betagede menneskene. Menneskene så på naturen og kom til at beundre og tilbede den. Menneskehedens største byer er anlagt, hvor flere tektoniske plader støder sammen. Kontinenternes sammenstød dannede Middelhavet som en boblende smeltedigel af mangfoldige kulturer. Kort og godt mennesker og livet på jorden er påvirket af naturens kræfter.

Vores klode er et hvileløst aktivt sted, der konstant ændrer sin overflade. Kontinenterne tørner sammen, hvorefter de bliver revet fra hinanden igen, mens enorme have åbnes for dernæst at skrumpe ind og forsvinde igen. Store kæder af vulkaner rejser sig, udspyr gasser, mens jorden sitrer af jordskælv, bjergrygge krølles op for derefter at blive malet til støv igen. Maskinen i jorden, der driver al denne aktivitet er pladetektonik. Jordens overflade, skorpen er en skrøbelig æggeskal, der omslutter den varmere og mere klæbrige kappe nedenunder. Jordskorpens skal er knækket i et væld af separate plader, der strejfer om på jorden. Kontinenterne består af en tykkere skorpe af mindre kompakte klipper, mens oceanbundspladerne er tyndere og derfor ikke kommer så tæt på overfladen som kontinentalpladerne. De tektoniske plader puffer konstant til hinanden, mens de sejler rundt oven på den varme, hvirvlende kappe.

Hvor to plader støder ind i hinanden langs det, der kaldes konvergerende, d.v.s. nærmer sig hinanden, og den ene plade ender ovenpå. bliver den ene plade altså skubbet ind og ned under den anden, hvilket igen udløser jordskælv og vulkanudbrud. Denne proces kaldes subduktion – underskydning. ”Det skabende og det ødelæggende hænger sammen”.

En spredningszone er omvendt et sted, hvor to plader trækkes fra hinanden. Varm kappe fra dybet stiger op som blod, der pibler ud fra en rift i en arm og danner ny klippeskorpe, når den størkner som lava. Spredningszonerne kan åbne sig midt på et kontinent og rive det midtover eller på havbunden. Den Midtatlantiske Ryg er et fremtrædende eksempel på en sådan havbundsdrift – med bl.a. Island som tydeligt eksempel.

For omkring 30 millioner år siden steg en paddehatteformet magmamasse – en såkaldt plume – af varm kappe op fra jordens indre under det nordøstlige Afrika. Landmassen – jordskorpen – blev tvunget til at bulne ud og op som en enorm bums. Hinden af kontinentalpladen over denne ophovnede kuppel strakte sig og blev tyndere , indtil den til sidst revnede og begyndte at blev flået op i en række rifts. Den Østafrikanske Rift blev revet op langs en nord-syd-gående linje og dannede en østlig gren i det, der nu er Etiopien, Kenya, Tanzania og Maili og en vestlig gren, der skærer gennem den Demokratiske Republik Congo og fortsætter til Tanzania.

NB: ”Dette citat er af vulkaneksperten: En plume er et stationært varmeområde i Jordens kappe, hvor strømbevægelser bringer magma op mod Jordens overflade. Jorden skal af med sin indre overskudsvarme. Plumer menes i dag at være årsag til pladetektonikken – også kaldet kontinentaldrift. Vi kalder det også for kappediapirer, hvilket igen betyder en varm opadstigende strømbevægelse i jordens kappe. Når varmestrømmen som en slags paddehat er trængt op under den faste jordskorpe eller havbund, er trykket faldet så meget, at materialet begynder at smelte og danne magma, der flyder ud som lava i vulkanudbrud på jordens overflade.” Citat slut.

Fra nord strømmede vand ind i denne dybe riftdal og dannede det Røde Hav mens en anden riftdal dannede Adenbugten. De havbundsspredende riftsdale rev en bid af Afrikas Horn af og dannede en ny tektonisk plade, Den Arabiske Plade. Det Østafrikanske Rift Valleysystem løber flere tusinde kilometer fra Etiopien til Mozambique. Da udbulingen af den opstigende magma fortsætter, bliver Riften stadig trukket fra hinanden. For mellem 5,5 og 3,7 millioner år siden skabte denne proces Riftens nuværende landskab, en bred, dyb dal en lille kilometer over havniveau omkranset af bjergkamme på begge sider.

Udvidelsen af Riften og opstigningen af magma resulterede i voldsomme vulkanudbrud og aske, der spyede aske og pimpsten ud over hele regionen. De fleste vulkaner ligger i selve Riften, men på kanten ligger de største og højeste, bl.a. Mount Kenya, Mount Elgon og Kilimanjaro, hvoraf sidstnævnte er Afrikas højeste bjerg. Et perfekt klima og de ideelle betingelser for alt levende livs skabelse og udvikling. Her udviklede de første mennesker sig fra aber til mennesker.  Disse Hominiers udvikling, d.v.s. fra menneskeabestadie til , forandrede sig og her var der planteædende pattedyr, som menneskene kunne jage. Her lærte de tidlige mennesker, der lige som os i dag var forholdsvis svage at arbejde sammen og jage i fællesskab. Nyere forskning har vist, at mennesket er nærmere beslægtet med de afrikanske menneskeaber end med orangutangen, og hominider bruges nu ofte som samlebetegnelse for mennesket, chimpansen, bonoboen og gorillaen samt uddøde arter på disses udviklingslinjer. Vi ser altså, at det er tektoniske pladebevægelser og vulkanaktivitet, der har skabt de rette betingelser for livets udvikling på jorden.

Igen vi mennesker er børn af pladetektonikken. Pladetektonik skabte ikke kun Østafrikas mangfoldige miljø, hvor de første mennesker udviklede os som art. Det blev også en faktor, hvor menneskeheden begav sig i kast med at opbygge vores tidlige civilisationer. Hvis man kigger på et kort over, hvor de tektoniske plader støder og skurer sammen mod hinanden, så vil man se placeringen af verdens store antikke civilisationer i disse udsatte områder ved pladegrænserne, ligger udsatte for jordskælv og vulkanudbrud. Det er meget usandsynligt, at det skulle have været tilfældigt. De tidlige civilisationer lader til at have valgt at lægge sig op ad de tektoniske brudlinjer, flere årtusinder før videnskabsmænd identificerede deres eksistens. Der må være noget ved pladegrænserne, der gjorde dem så gunstige for grundlæggelsen af antikke kulturer, til trods for faren for jordskælv, tsunamier og vulkaner, som brudlinjerne i jordens skorpe hele tiden er skyld i.

I Indusdalen opstod harappakulturen omkring år 3200 f. Kr. f. som en af de tidligste i verden ikke langt fra foden af Himalayabjergene, hvor Indien havde banket sig ind i den Eurasiske Plade. I Mesopotamien flød Tigris og Eufrat også langs en brudlinje, hvor den Arabiske Plade ved underskydning gled ind under den Eurasiske Plade. Jorden blev her beriget med sedimenter eroderet ud af den her dannede bjergkæde. Begge de assyriske og persiske civilisationer opstod begge lige præcis oven på dette knudepunkt mellem den Arabiske og Eurasiske Plade og sådan kan vi gå videre. Minoerne, grækerne, etruskerne og romerne udviklede også deres kulturer tæt på pladegrænser i Middelhavets tektoniske miljø med frugtbar landbrugsjord ved vulkanerne. Civilisationerne i Middelhavsområdet opstod i et område, hvor den Afrikanske Plade føres ned under de mindre plader, som Middelhavsregionen ved pladebevægelserne er delt op i. Nok er Middelhavets havbund og jordskorpe delt op i en række mindre knækkede plader, men årsagen her er Afrikapladens fremrykning imod Europa, hvorved Alperne er foldet op som dugen på et bord, der skubbes imod.

I Mellemamerika opstod mayafolket omkring år 2000 f. Kr. f. og bredte sig over det meste af det sydøstlige Mexico, Guatemala med større byer i bjergene, der var dannet og hævet af underskydningen af Cocospladen under den Nordamerikanske og den Caribiske Plade. Den senere aztekerkultur trivedes tæt på den samme pladegrænse, med sine mange jordskælv og vulkaner som Popocatepetl, ”Det rygende bjerg” og som var helligt for aztekerne. Hvis floderne skabte den frodige landbrugsjord, så skabte vulkanerne også fed landbrugsjord af aske og lava, som de spyede ud.

De to undtagelser til dette mønster af tidlige civilisationer, der opstod på tektoniske plade-grænser er civilisationerne i Egypten og Kina. Den egyptiske civilisation blev hjulpet med oversvømmelse af Nilen, som aflejrede frugtbart slam fra de bjerge, der ligger ved den tektoniske riftdal i Etiopien og Rwanda og den kinesiske civilisation begyndte på sletterne af den Gule flod og Yangtzefloden og begge floder flyder ned fra det Tibetanske  bjergplateau, der blev dannet ved sammenstødet af den Indiske og Eurasiske plade. Så selvom ingen af dem ligger på en pladegrænse, kan både den egyptiske og den kinesiske civilisation takke nylige tektoniske begivenheder for deres rigdom og udvikling.

Byer som Teheran, San Francisco, Los Angeles og Tokyo ligger også på kanten af forkastningslinjer og nogle af de mest udsatte steder, hvor pladerne bevæger sig. Nogle af verdens største byer er truet. Som summa summarium på det hele kan jeg tilføje, at nok er vi børn af pladetektonikken, men vi er også selv oftest skyld i, at det går så galt. Vi mennesker lever kun i ca. 100 år – en millionte del af et sekund i Jordklodens eksistens på ca. 4,5 milliarder år. Vesuv har haft5 over 30 udbrud siden Pompejis undergang i Oldtiden og alligevel bor der i dag snart 4 millioner mennesker i vulkanens skygge. Vulkanske udbrudsprodukter er frugtbare og fyldt med næringssalte og mineraler.

Vulkanerne er nok skyld i store naturkatastrofer på jorden, men altså også uundværlige for livet på jorden, som vi netop har set. Den første atmosfære er dannet af vanddampe fra vulkanerne og igen medvirkende til atmosfærens indhold af kuldioxid. Uden kuldioxid ingen drivhuseffekt og dermed en kold planet uden liv. Jordens vulkanske aktivitet er en afgørende betingelse for, at livet har kunnet udvikle sig på jorden.

Den indre jordvarme er altså årsag til dannelse af det vand – ilt – luft hvilket giver betingelser for alle former for levende organismer på jorden og i sidste instans også mennesket. Vores indre jordvarme er livgivende og dermed årsag til at alt levende liv på jorden. Igen pladetektonikken er fundamentet for alting.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

 

 

 

image_print