Pinatubo
Første vellykkede eksempel på evakuering ved en eksplosiv vulkan
Den 15.juni 1991 eksploderede vulkanen Pinatubo på Filippinerne i den største vulkaneksplosion på jorden i det 20. århundrede. Efter udbruddet havde vulkanen udslynget mere end 5 kubik-kilometer af vulkanske udbrudsprodukter. På få timer vaskede enormt kraftige regnskyl al det løse udbrudsmateriale med sig fra vulkanens skråninger ned i det omkringliggende land i hurtigt strømmende mudderfloder, de såkaldte ”lahars”. I de efterfølgende 4 regnsæsoner førte disse lahar-floder halvdelen af al askenedfaldet med sig og noget, der faktisk skabte større ødelæggelser i lavlandet end selve vulkanens udbrud.
En stor aske – og gassky viste sig over Pinatubo den 12.juni 1991. Tre dage senere eksploderede vulkanen. Forudsigelser af geologer fra PHIVOLCS og USGS førte heldigvis i tide til evakuering af de mennesker, som boede tæt ved vulkanen, og dette reddede mindst 5000 menneskeliv.
Det begyndte året i forvejen den 16.juli 1990 med, at et jordskælv, som målte 7.8 på Richters skala, ramte egnen ca.100 km nordøst for Pinatubo, på øen Luzon. Dette var i størrelsesorden af samme styrke, som det, der i 1906 ramte San Francisco i Californien. Ved Pinatubo førte dette kraftige jordskælv til flere jord- og bjergskred, flere mindre lokale jordskælv, og et større, men kort dampudbrud i et ellers tidligere aktivt vulkansk område, men ellers synes selve Pinatubo-vulkanen at fortsætte sin 500 årige lange søvn uforstyrret af disse jordskælv. I marts og april 1991 begyndte magma at stige op mod overfladen fra mere end 32 kilometer nede i selve vulkanens undergrund. Dette medførte igen mindre jordskælv, og kraftige dampeksplosioner fandt nu sted fra kratere på vulkanens nordflanke. Tusindevis af små jordrystelser indtraf i april, maj og juni måned, og flere tusinds tons svovlholdige gasser fra den smeltede magma, blev nu sendt ud fra vulkanens krater og viste dermed tydeligt, at magmaen bevægede sig op nedefra under stort tryk igennem vulkanens krater.
Fra den 7. til den 12. juni nåede den første magma Pinatubos overflade og dannede en såkaldt lavakuppel – eller lavaprop af – kiselsyrerig sur lava – i mundingen af vulkanens krater. Den 12 juni, på Filippinernes uafhængighedsdag, eksploderede vulkanen i mægtige brag og sendte askeskyer mange kilometer til vejrs. Den 15.juni pressedes ny gasrig magmaop til overfladen, og vulkanen eksploderede nu igen, og mere end 5 kubikkilometer materiale blev blæst ud i enorme eksplosioner. Den mest omfattende fase af udbruddet varede mere end 10 timer og dannede en enorm sky af vulkansk aske, som løftede sig mere end 35 kilometer til vejrs og bredte sig 500 kilometer ud i diameter og forvandlede dag til nat på Luzon. Et tæppe af vulkansk aske, sandkorn og forskellige stykker af vulkanske mineraler og glas, pimpsten og lapilli dalede ned over Luzonøen. Finkornet aske faldt over hele Det Indiske Ocean, og satelliter fulgte askeskyerne adskillige gange rundt om jorden.
Nedfaldet askemateriale dækkede et område på tusinder af kvadratkilometer, og pyroklastiske askelaviner tordnede ned over vulkanskråningerne og udfyldte dybe dale med aske og mudder i lag, som mange steder var mere end 200 meter tykke.
Ved udbruddet den 15.juni 1991, kollapsede i tusindevis af hustage under den store vægt af det våde askenedfald. Mudderstrømme – lahars – som opstod sammen med monsunregnen, førte til endnu større ødelæggelser end selve vulkanens udbrud.
Dette vulkanudbrud spyede så meget magma ud, at vulkantoppen brast sammen og dannede en stor caldera på 2,5 km i diameter oven i det delvist udtømte magmakammer. Mindre men stadig et fantastisk syn var de efterfølgende udbrud i begyndelsen af september 1991. Fra juli til oktober 1992, blev en ny kuppel – lavaprop – presset op inde i calderaen ved fortsat magmatilførsel nede fra.
Efter mere end 5 år, var dog stadig de farligste eftervirkninger fra udbruddet 15 juni 1991, til stede. Den tykke masse af det pyroklastiske udbrudsmateriale indkapslede sig selv og havde beholdt meget af sin varme i sig. Nogle steder havde denne masse en temperatur på 500°C i 1996, og denne varme holdt sig i årevis. Når regnvand eller grundvand kommer i kontakt med disse varme aflejringer, eksploderer de, og fin aske spreder sig atter med vinden. Flere steder førte det også til store skred ved, at den årlige og tilbagvendende monsunregn blandede sig med nedfaldet og dannede nu igen mudderfloder, lahars af de vulkanske udbrudsprodukter.
Pinatubos eksplosive udbrud på Filippinerne den 15.juni 1991, var det største vulkanudbrud i det 20. århundrede og langt det største til at påvirke et meget tæt befolket område.Udbruddet producerede bl.a. pyroklastiske askeskyer(se ordet pyroklastisk i mini-leksikon) og mudderstrømme (lahar) foruden, at askeskyerne blev spredt ud over hele Filippinerne.
Omkring 20 millioner tons svovldioxid blev pumpet op i stratosfæren i disse vulkaneksplosioner i 1991, og spredningen af denne gas-sky gik jordkloden rundt og bevirkede, at den globale temperatur sank midlertidig (fra 1991 til 1993) med omkring 0,5°C. Udbruddet forandrede dramatisk udseendet af det centrale Luzon, hvor der bor omkring 3 millioner mennesker
Heldigvis havde både ‘The Philippine Institute of Volcanology and Seismology’ (PHIVOLCS) og ‘U.S. Geological Survey’ forudsagt et større udbrud, og dette førte til, at mindst 5000 menneskeliv og mindst 1.7 milliarder kroner i værdier blev reddet. Luftfarten blev advaret mod askeskyerne fra udbruddet den 15. juni, og de fleste undgik den. Alligevel drog et antal jetfly vest for Filippinerne ind i askeskyen, og dette førte til tab af 700 millioner kr. i materielle ødelæggelser. Selv om meget materiale blev tilstrækkelig beskyttet, så blev strukturen til de to største amerikanske militærbaser på Filippinerne meget stærkt ødelagte.
Omtrent 20.000 indfødte Aeta-beboere, en gruppe dværgfolk, som holder til i højlandet på øen Luzon – blev totalt fordrevet fra deres områder i årevis. Omkring 200.000 mennesker, som evakueredes fra de lavereliggende områder rundt omkring Pinatubo inden vulkanen eksploderede, er nu vendt tilbage. Rismarker og sukkerplantager, som ikke blev begravet, fungerer nu igen.
Før 1991 havde vulkanen befundet sig i en længere hvileperiode på ca. 500 år, hvor tropiske plantevækster havde bredt sig på vulkanens skråninger. Samtidig med var befolkningen i regionen vokset til næsten 1 million mennesker i byer og landsbyer såvel som den største amerikanske militærbase på Filippinerne blev bygget på de brede skråninger ved vulkanens fod. Da Pinatubo vågnede op igen i April 1991, satte både PHIVOLCS og USGS en udvidet overvågning af vulkanen igang. De undersøgte Pinatubos trussel og konkluderede, at store lavtliggende landområder rundt omkring vulkanen hovedsagelig bestod af utallige store mudderstrømme af vulkansk materiale (lahar) fra tidligere store kraftige udbrud, der engang i fortiden også havde opbygget vulkanen af sine egne udbrudsprodukter. De konkluderede også, at lahars igen ville kunne komme væltende ned over vulkanskråningene i dens næste udbrud og være en fare for alle bebyggelser, der var blevet anlagt i de sidste 500 år.
Eksplosive vulkanudbrud udslynger enorme mængder aske og andet vulkansk materiale ud over vulkanens skråninger. Lahar dannes, når regnskyl blandet med enten smeltet sne og is, eller ved pludselig sammenbrud af en naturlig dæmning eller troperegn, der opblandes med dette løse vulkanske materiale danner disse mudderstrømme, som er meget farlige og ødelæggende. Til trods for, at lahars indeholder mindst 40% alene i vægt af vulkansk aske såsom sten/lava-fragmenter, noget som gør den tyktflydende og sej som cement eller beton, som igen bevirker, at den tit strømmer hurtigere end klart vand gør. Disse mudderstrømme kan fosse ned over siderne på en vulkan med en hastighed på over 65 km i timen og bevæge sig mere end 80 km væk. Lahars, som indeholder løse udbrudsprodukter på op til 90%, bevæger sig meget hurtigt og er også som følge heraf enormt ødelæggende.
Forhold, der skaber mudderstrømme eller lahars ved Pinatubo er specielt, at den årlige nedbør varierer mellem 2.000 mm (2 meter) på Pinatubos nordøstside, til mere end 4.000 mm (4 meter) på toppen og sydvestsiden. Næsten al den nedbør kommer under sydvestmonsunen (fra juni til september), og dette overlapper igen tyfonsæsonen (juni til oktober). Nedbøren i en tyfon kan blive så intens som 50 mm (5.cm) i timen. Siden det store udbrud i juni 1991 har den maksimale nedbør ved Pinatubo i en 24 timers periode været på mere end 780 mm, noget som tilsvarende andre steder på jorden sker i løbet af et helt år. Aske og andet materiale fra Pinatubos udbrud i 1991, har ødelagt og begravet meget af den frodige vegetation, som har dækket vulkanens flanker. Da nedbøren på Pinatubo oversteg 12 mm på 30 minutter, førte dette til, at der hurtig dannede sig bække og mindre vandløb, som tog alt med sig, der lå på dens vej, og hurtig voksede til disse mudderstrømme.
Siden da er ny vegetation begyndt at vokse op på det, der var tilbage, og nye bække og vandløb har atter dannet sig, noget som formindsker erosionen. Mudderstrømmene ved Pinatubo siden 1991 er næsten utrolige. I de første år efter udbruddet i 1991, havde mudderstrømmene bragt med sig mere end 3 kubikkilometer materiale og begravet et hundredvis kvadrat-kilometer stort landområde. Under et kraftigt regnskyl kan laharerne fra Pinatubo transportere flere millioner kubikmeter mudder på een eneste dag. Da de største og hurtigste mudderstrømme nåede lavlandet rundt omkring Pinatubo, havde de en hastighed på over 30 kilometer i timen, var op til 10 m høje og 100 meter brede, og transporterede mere end 1000 kubikkmeter udbrudsprodukter og mudder med sig pr. PR. SEKUND. De kan medføre store kampesten, biler og til og med broer og kan ødelægge og begrave alt på sin vej. Når laharerne når lavere-liggende områder, spreder de sig ud og mindsker farten og aflejrer alt det medførte materiale over mange kvadratkilometer.
En speciel farlig type lahars er opstået ved Pinatubo som et resultat af opdæmning af vandløb efter det store askeudslip og ved tidligere mudderstrømme, som har dannet større eller mindre søer og damme. Efter nogle uger eller måneder nedbrydes kanten på en sådan dæmning, og hele væggen eroderer hurtigt og udløser store mængder vand, som så igen fører til endnu voldsommere mudderstrømme. Fordi disse store og kraftige mudderstrømme kan opstå uden varsel, selv når det ikke er regnvejr, hører det til blandt de mest farlige eftervirkninger ved Pinatubo. En sø i Pasig-Potrerofloden, på vulkanens østside, dannedes og fossede gennem en sådan dæmning tre gange (1991, 1992 og 1994), og dannede store mudderstrømme, der har dræbt mange mennesker.
Før eksplosionen boede 1 million mennesker i områderne rundt omkring Pinatubo inklusiv omkring 20,000 amerikansk militær-personale med deres familier på de to største amerikanske militærbaser på Filipperne. Skråningerne og de omkringliggende dale husede hjem og beboelse for tusindevis af landsbybeboere. Til trods for det store antal beboere, der udsattes for udbruddet, var der forholdsvis få ofre for katastrofen den 15.juni. Dette var ikke som følge af held, men snarere et resultat af intensiv overvågning af Pinatubo, udført af videnskabsmænd ved The Philippine Institute of Volcanology and Seismology (PHIVOLCS) og The U.S. Geological Survey (USGS). Mandskab fra PHIVOLCS begyndte øjeblikkelig overvågningen og erklærede en zone på 10 kilometer i radius rundt omkring vulkanen for farligt område. Efter få uger kom også mandskab fra USGS The Volcano Disaster Assistance Program, et samarbejde blev muliggjort af Office of Foreign Disaster Assistance of the U.S. Agency for International Development. (Amerikansk katastrofehjælp til udlandet).
Videnskabsmændene fra USGS havde specialt udviklede instrumenter med sig, som de i fællesskab med Filippinerne satte op og brugte til at overvåge Pinatubovulkanen. Der blev også klarlagt og forsket i vulkanens tidligere udbrudscyklus. Da data fra disse undersøgelser blev tolket, havde man fået beviser på, at et større udbrud var mere end sandsynligt og der udsendtes indtrængende advarsler. Disse forudsigelser kom i tide, således at civile og militære myndigheder kunne evakuere befolkningen, flymateriel og andet vigtigt udstyr, inden Pinatubo eksploderede den 15. juni.
USGS og PHIVOLCS har anslået, at deres forudsigelser har reddet mindst 5000 menneskeliv – måske så mange som 20.000. Menneskene, der boede boede i lavlandet rundt omkring Pinatubo blev alarmeret om det kommende udbrud i så god tid, og mange flygtede til byer i en mere sikker afstand fra vulkanen, eller søgte tilflugt i bygninger med stærke hustage. I tillæg hertil blev mere end 15.000 amerikanske tjenestemænd og deres familier evakueret fra Clark Air Base inden udbruddet den 15.juni. Under udbruddet kollapsede flere tusinder svage hustage inklusiv Clark basen, under vægten af den våde aske og kraftige regnskyl. Alligevel blev ”kun” 250 beboere dræbt, som boede i lavlandet. Af de 20.000 indfødte Aeta – beboere, som levde på skråningerne af Pinatugo, blev alle med undtagelse af 20 evakueret i sikkerhed, inden udbruddet fuldstændigt ødelagde deres landsbyer. En del har sikkert forladt området alene på grund af problerne med dampskyer og jordskælv under udbruddets indledningsfase, men de fleste var nok blevet, hvis de ikke var blevet advaret og evakueret af myndighederne.
I tillæg hertil, at mange liv blev skånet, blev ejendomme i værdier til flere hundrede millioner dollar beskyttet mod ødelæggelse eller skade under udbruddet. Da fly og andet udstyr ved de amerikanske baser blev fløjet i sikkerhed eller dækket, blev tab på minst 1.5 til 2 milliarder kroner undgået. Filippinske og andre kommersielle luftfartsselskaber hindrede tab på yderligere over 1/2 millioner kroner, ved at tage tilsvarende forholdsregler.Ved at varsle luftfarten om de farlige askeskyer fra Pinatubo, undgik også kommercielle og militære fly alvorlige ødelæggelser på deres fly og sparede derved også hundredvis af menneskeliv. Andre kommercielle gevinster er vanskeligere at sætte tal på, men var antagelig mindre end 3/4 million kroner, og det er ikke mulig at værdsætte hverken på den ene eller den anden måde, værdien af personlig ejendom, som befolkningen selv bragte i sikkerhed.
PHIVOLCS og USGS videnskabsmænd brugte mindre end 10 millioner kroner til at forudsige udbruddet ved Pinatubo den 15 juni, 1991, inklusiv lønninger, helikoptere og anden transport og support, samt erstatning af instrumenter og udstyr som blev ødelagt under udbruddet. Deres fordudsigelser blev muliggjort ved det tidligere arbejde i området både af PHIVOLCS og af USGS’ mobile overvågingsafdeling, som også er i stand til at rykke ud ved eventuelle vulkanudbrud i U.S.A. Omkostninger til alle dette kan groft set sættes til rundt regnet 100 millioner kroner (10 procent af det kombinerede 1980-1990 budget til PHIVOLCS og USGS vulkanske afdelinger. I tillæg hertil brugte Filippinske og Amerikanske myndigheder og ikke-offentlige organisasioner i alt rundt regnet 250 millioner kroner til evakuering, tilflugtssteder for de evakuerede, samt madvarer for de evakuerede.
Overvågingen af Pinatubo i 1991 og den vellykkede varsling af 15.juni – udbruddet hindrede et tab for mere end 1.5 milliarder kroner. Det er ikke muligt at udregne i kroner hvad mere end 5.000 sparede menneskeliv vurderes til, selv om nogen har prøvet at kalkulere med fra 1/2 til 1.5 millioner kr. Pr. liv. Selv medregnet omkostningene til at udvikle overvågingsudstyr og de studier som blev gjort af Pinatubo i tiden forinden, så var de totale omkostninger for at sikre liv og ejendom fra udbruddet på omkring 350 millioner kroner.
Besparelserne i ejendom og udstyr beløb sig til mindst 5 gange det totalt investerede beløb.Mange menneskeliv kan spares og ejendom og udstyr reddes ved andre vulkan-udbrud gennem lignende moderate investeringer i overvåging af vulkaner og varslingssystemer. Erfaringerne, som videnskabsmændene fik ved Pinatubos 1991 – udbrud bliver nu brugt af USGS i U.S.A og af PHIVOLCS i Filippinerne til bedre at beskytte befolkningens liv og ejendom ved fremtidige vulkanske udbrud, der uden tvivl igen vil finde sted.
Min konklusion af dette er: ”Pinatubo er det virkelig første store eksempel på en vellykket redningsindsats ved en eksplosiv vulkan. Lad os håbe det også lykkes fremover andre steder på jordkloden”….
