Jordskælv forstærker vulkanudbrud

Forskere har med data fra Nasa’s jordobservationssatellitter vist, at større jordskælv kan forstærke den vulkanske aktivitet i et område. Med tiden håber de på at kunne finde et mønster, der kan indgå i modeller for jordskælvs påvirkning af udbrud.

Af Thomas A. E. Andersen, onsdag 25. apr 2007.

Intensiteten af to aktive vulkanudbrud på den Indonesiske ø Java voksede kraftigt i tre dage i maj sidste år. Væksten skete lige efter et kraftfuldt jordskæl med en styrke svarende til 6,4 på Richter-skalen. Den forøgede aktivitet varede i ni dage.

Eksemplet viser, at skælven under jordens skorpe forplanter sig og forstærker den vulkanske aktivitet i et område. Bag den opdagelse står et hold forskere under ledelse af Andrew Harris fra Hawaii’s Universitet.

Deres resultater, der er offentliggjort tidsskriftet the American Geophysical Union’s Geophysical Research Letters, viser ifølge Harris, at jordskælvet fik begge vulkaner til at frigive store mængder varme og lava, som steg to til tre gange højere op end før udbruddet.

Seismiske bølger optrapper udbrud.

De to vulkaner, Merapi og Semeru, var overvåget af Nasa’s Terra- og Aqua-satellitter. De målte vulkanernes varme som den del af satellitternes program for overvågning af aktive områder på jorden.

Satellitternes Modis-instrument (Moderate Resolution Imaging Spectroradiometer) bliver benyttet til at steder, hvor overfladetemperaturerne er meget højere end deres omgivelser.

De to vulkaner befinder sig 260 kilometer fra hinanden og henholdsvis 50 kilometer nord og 280 kilometer øst for jordskælvets centrum. Forskerne mener, at jordskælvets seismiske bølger har pumpet magmaen ind i revnerne fra vulkanerne og herved forøget deres udbrud.

Jordskælv har ofte tendens til at aktivere vulkaner ved åbning af nye sprækker og revner, der baner vej for opadstigende magma.

Taupo vulkanen er 760 meter høj og bestaår af en meget stor caldera(kraterindsynkning)med adskillige krateråbninger i bunden af den sø af vand, som befinder sig i calderaen.

I de fleste udbrud produceres rhyolitlava, (d.v.s. kiselsyrerig – se mit minileksikon), som omdannes til aske og pimpsten i selve vulkanens udbrud, når den er aktiv.

I år 186 e.v.t. fandt det femte største udbrud sted i historisk tid i denne vulkan på vores jordklode, som man har bedømt til at være. Endnu stærkere udbrud fandt sted for 26.500 år siden i denne vulkan.

Et jordskælv eller rystelse i jordens skorpe forplanter sig og forstærker den vulkanske aktivitet i et vulkansk område. Det er bekræftet oftere og oftere i disse år, der giver os mere ny viden om jordens indre.

Det er forskere på Hawaiis Universitet, som fremkom med denne konklusion.

En vulkans rør – eller rodsystem kan ændres og give mere plads for den opstigende magma i fundamentet af en vulkan.

Jordskælsbølgerne pumper magma(lava) ind i revner og sprækker i vulkanen og forøger dens aktivitet, og hvis det er en gammel vulkan kan det vække den til live igen, hvilket vi så et så tydeligt eksempel på med Pinatubo på Filippinerne i 1991, hvor et kraftigt jordskælv i regionen et år i forvejen, banede vej for magma i vulkanens fundament.

Vi sidder på terrassen foran Skovhytten og kigger på aberne i junglen Ujung Kulon på Javas sydvestspids.
Vi er sejlet de godt 50 km fra Krakatau hertil, ca. 6 timers sejlads. Man kan kun komme til Ujung Kulon med båd, da ingen større veje fører gennem junglen.
Det er omtrent 35 grader varmt. Med en kop te i hånden kan man sidde helt afslappet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke enorme modsætninger der findes på vores jordklode. Her i naturens omgivelser føler jeg min afmagt og dog på samme tid overlegenhed over for dyrene.
Græsplænen vrimler med aber, nogle af dem leger endda lige ved terrassen, hvor jeg sidder med gæsterne i min gruppe. En lille abeunge er sprunget op på gelænderet en halv meter fra min stol. Nu kan jeg ikke dy mig. Jeg vil tage ungen i hånden og klø den, men knapt har jeg rørt mig, før anføreren for abeflokken kommer springende som et lyn fra en klar himmel. Den er parat til at hoppe på mig, åbner gabet og hvæser fjendsk ad mig med sine spidse tænder. Jeg skal så sandelig ikke komme hans afkom for nær.
At aberne kan huske mig viser sig næste morgen, da jeg går på den smalle sti i junglens udkant. Anføreren sidder henne i græsplænens hjørne og hvæser lige fjendsk ad mig…
Men da kommer en varan, et næsten 2 m langt krybdyr, vraltende ud af krattet, spillende og hvislende med sin slangetunge på jagt efter bytte. Den sætter kursen over mod aberne i håb om at nedlægge en af dem til morgenmad. Som et vindpust er hele flokken forsvundet op i træerne.

Vi begiver os ind i junglen med en indfødt guide, der instinktivt kan fornemme, om der er vilde dyr i nærheden. Adskillige steder har man bygget trætårne, hvorfra fotografer og zoologer kan betragte dyrene. Vilde okser ses hyppigt, og hvis man er meget heldig, kan man få et kort glimt af et af de enhornede javanesiske næsehorn, der er så få tilbage af i denne jungle. Men så heldige er vi ikke på denne rejse. Til gengæld kan vi høre fuglekvidder og slangehvislen rundt omkring i træerne.
En kano med førere ligger parat i sumpen. Lydløst sejler vi ind i Ujung Kulons eventyrlige verden. Omkring os har vi træer af alle mulige slags, og en gang imellem gennembrydes den gule, rådne vandoverflade af en slanges bugtende krop. Pludselig sætter et regnskyl ind. Det varme vand fra himlen vælter ned over os og virker behageligt afsvalende i den fugtige tropehede.
Vores jungleguide sidder tavs forrest i kanoen og lytter til omgivelserne. Nu ligger der en væltet træstamme halvvejs ude i floden. Vi må vende om, men også af en anden årsag — krokodiller. Langs bredden er der mørke huller i mudderet. Derinde lever krokodillerne. Den såkaldte sumpkrokodille kan blive 4 m lang og er meget aggressiv.
Jeg spørger guiden, hvad han ville gøre, hvis et sådant uhyre angriber os?
Han svarer smilende: I know the way to face it!
Der er nu aldrig hændt turister noget i denne jungle. Det er til gengæld også begrænset, hvor mange turister der kommer hertil.

Et helle for dyrelivet
Ujung Kulon-halvøen alene er på 300 km2, med tæt junglebevoksning — noget af det sidste tropiske lavlands-regnskov på Java — og rene, hvide strande langs kysten. Der ligger mange sorte lavasten i strandkanten. De stammer fra Krakataus eksplosion i 1883 og er ført hertil med tsunamien. Også træer, som er “forstenede” af vulkansk støv, kan ses.
I 1921 blev junglen erklæret for “Fredet vildtdyrsreservat” af hollænderne som et tilflugtssted for det allerede dengang truede javanske næsehorn, og i 1980 blev den en af Indonesiens første nationalparker — og Javas største. Med Panaitan og andre øer ud for halvøen, samt Krakatau, dækker Ujung Kulon Nationalpark tilsammen dækker 786 km2. Oprettelsen af reservaterne tilskrives æren for at have reddet mange dyre- og fuglearter fra udryddelse.
Foruden næsehorn og vilde bøfler (banteng) lever her bl.a. tapirer, vildsvin og leoparder, og man har optegnet ca. 200 fuglearter. Ni af parkens pattedyr er på listen over truede dyrearter, og der findes over 50 sjældne plantearter. Parken var det sidste tilholdssted for javatigeren; den uddøde for en del år siden, og af næsehornet findes der kun 50-60 dyr — som kun få er så heldige at se andet end sporene af.
Jungleparken er delt op i zoner, hvoraf nogle ikke må betrædes: “Vær så venlig at overholde reglerne. De er indført for at beskytte både Dem og omgivelserne. Det er helt sikkert, De vil nyde Ujung Kulon.”

Da Java allerede i det forrige århundrede var tæt befolket, tænkte mange javanesere på at flytte til øens vestende — og her til det sydvestlige område, som halvøen skyder sig ud fra.
Herude var der ikke så tæt befolket, dels på grund af den mere sure jord, dels på grund af Sunda-strædets høje bølger, hvortil kom befolkningens stærke overtro ikke at forglemme.
Var alt gået efter planerne, havde der ingen jungle været på dette sted i dag og heller intet dyreliv, men tæt befolket af mennesker. At det er gået anderledes, skyldes Krakataus eksplosion. Flodbølgen stod ind over hele dette område og begravede alt i mudder og slagger. Herefter var det kun få af de overlevende, der turde bosætte sig herude med udsigt til den farlige vulkanø midt i strædet. Området blev hurtigt dækket af junglebevoksning, og det vilde dyreliv kunne formere sig frit…

Når jeg sidder på terrassen foran Skovhytten og sammen med min gruppe beundrer abernes leg på plænen, tænker jeg på, at disse dyr kan takke denne uhyggelige vulkan for deres eksistens på netop dette sted