En vulkan i Atlanterhavet som kollapser, kan udløse en enorm tsunamibølge, som efter kort tid ville oversvømme de Caribiske øer og meget af USA`s østkyster..  Dr. Simon Day, ved Benfield Greig Hazard Research Centre på University College London, England, tror at en af siderne på Cumbre Vieja bjergryggen på La Palma i Canarieøgruppen, er ustabil – og kan skride ud i havet.  Under udbruddet i 1949 fra San Juan-vulkanen på La Palma, opstod der en sprække  på flere kilometers længde, og den ser ud til at fortsætte under jorden og bjergmassivet. Langs hele denne sprække kan bjergmassivet skride ud i havet, fra Puerto Naos til Punta de Fuencaliente og frigive mere end 200 kubikkkilometer materiale efter beregningerne(okt.97)  “Hvis jeg boede i Miami eller New York og hørte, at vulkanen Cumbre Vieja fik et utbrud, ville jeg følge meget nøje med på de næste nyhedssendinger….” Prof Bill McGuire  Sveizsiske forskere, som har lavet modeller af et skred på La Palma, siger, at en halv milliard tons sten, som skrider i vandet på een gang, ville danne en tidevandsbølge på 650 meters højde, og den ville sprede  sig udover hele Atlanterhavet i høj hastighed.  Bølgen ville naturligvis mindskes på sin vej over Atlanten, men vil fortsat være mellem 40 og 50 meter høj, når den rammer kysten af Amerika. En sådan bølge ville skabe kaos i Nord-Amerika indtil 20 kilometer ind over land.

Dette ville naturligvis ikke bare berøre beboerne på selve La Palma, men også beboere på den anden siden af havet – beboere som aldrig før i sit liv ville have hørt om La Palma overhovedet.  Som følge af en rapport, som nylig blev publiseret i the Journal of Volcanology and Geothermal Research, har Londons Geologiske Selskab skrevet til en minister i England, for at  gøre ham opmærksom på farerne, som ville fremkaldes af en enorm mega-tsunamibølge i Atlanterhavet.  Videnskaben har kendt til de ødelæggende kræfter ved tsunamier, enorme havbølger – i mange århundreder. Så sent som i 1998 blev over 2.000 mennesker dræbt af en stor bølge som traf kysten af Papua New Guinea. Den blev udløst af et jordskælv ude i havet, men forskere tror, at langt større bølger vil kunne fremkaldes af gigantiske skred på land.  En af de største bølger, som man har registreret i historien, oplevedes i Alaska i 1958, og blev udløst af en tårnhøj klippe i Letuya-bugten. Bølgen var højere end nogen skyskraber på jorden, og væltede trærne i op til 500 meters højde over havets overflade.!  Geologiske studier har fundet beviser for enorme skred andre steder, f.eks. på Hawaii, Kap Verde-øerne og på Reunion i det Indiske Hav. For Nylig er der også fremlagt en rapport fra  Italien om et historisk skred fra Stromboli-vulkanen.  Når det gælder vulkanen på La Palma, har man konstateret, at der er flere kratere, hvorfra et udbrud ville kunne komme. Det er også tænkeligt, at vand, som er fanget mellem lagene i selve bjergmassivet, ville kunne frembringe et så stort tryk med det resultat, at hele bjergryggen ville kunne skride ned under et fremtidigt udbrud.  En tsunamis – havbølge på 650 meters højde, ville have en bølgelængde på mellom 30 og 40 km, vælte vestover og krydse hele Atlanterhavet med en hastighed på 720 km i timen! Man forsikrer dog  om, at man ikke tror, at en sådan katastrofe vil indtræffe før om nogle årtier…….  Der kan komme op til fem flere udbrud fra Cumbre Vieja før vestsiden kollapser, bliver der sagt. Måske også 10 eller 20 – vi ved det kort og godt slet ikke, men se det samme: Hvis jeg boede i Miami eller New York og hørte, at Cumbre Vieja havde utbrud, ville jeg følge godt med på de næste nyhedssendinger… Det skal dog siges, at når man taler om, at bjergmassivet kan skride ud i havet, så snakker man om geologiske tidsperioder – og de er lidt længere end måneder og år…. Sydvestsiden af øen skrider ikke ud sådan uden videre. Før det sker, så må vulkanen få et nyt udbrud, og  midt i sprækken. I tillæg hertil, så bliver nu den vulkanske aktivitet målt på seismiske instrumenter, og enhver åbning af sprækken bliver nøjagtigt målt. De sidste fire år har den ikke bevæget  sig så meget som en centimeter. Så der er ingen grund til at sprede panik – hverken på den ene eller anden side af Atlanterhavet…..(okt.97) (hentet fra en artikkel på BBC’s Sci/Tech onsdag 4.oktober, 2000)

Følgende er et uddrag fra en artikkel i The Independent, 24.6.1996: Tsunamier kan også opstå, når store landmasser skrider ud i havet. Det har ikke vært set i historisk tid, men videnskaben har nu identifiseret La Palma som en mulig risiko.  “Der er en fare for, at den side af vulkanen, som vender mod vest, kan skride ud i Atlanterhavet”, siger Professor Bill McGuire ved The Centre of Volcanic Research i  Cheltenham, som for nylig var med på en ekspediton til La Palma  “Det kan bogstavelig talt ske i løbet af de næste uger eller måneder eller år”, sagde han. “Men ligeså gerne om 100 år eller længere ud i fremtiden. Øen er meget ustabil, og dette er noget, som kan ske meget snart”.  La Palma er ikke bare den stejleste ø i verden, men har også været den mest vulkanske aktive ø på Canarieøerne i løbet af de sidste 500 år. Der har været to udbrud på øen i dette århundrede alene – det sidste var i 1971.  Selve vulkanerne er som så ikke særlig farlige. La Palma-lavaen bevæger sig så langsomt, at de fleste mennesker let kan løbe fra den, så der ikke er nogen grund til ængstelse for de mange turister som besøger øen. Den virkelige fare ligger i den mulighed, at et udbrud kan få hele den uholdbare vulkanbjergryg gennem øen til at kollapse.  Problemet begyndte med et udbrud i 1949, da adskillige kubikkilometer stenmasser skred nogle få meter mod havet. Der åbnede sig også en to kilometer lang sprække,  som let kan ses idag.  Der er ikke bare frygt for, at et fremtidigt udbrud vil føre til, at bjergryggen skrider igen, men næste gang det sker, vil skredet ikke standse op, før det har nået havet. Hvis det  sker (eller måske skulle man hellere sige hvornår det sker?), vil en tsunami-bølge i kølvandet blive katastrofal.  “Der har været tre sådanne kollapser i øens historie”, siger Juan Carlos Carracedo fra The Spanish National Research Council. Ikke bare landskabet har ”ar” efter disse katastrofer, men undervands fotografier viser bjergtoppene på de gamle vulkaner langt ude i havet. “Faren for en ny kollaps er overhængende. Den eneste måde at gardere sig mod  skader, er at studere omstændigt nok”.  Ved at overvåge ændringene i formen på bjergskråningerne, håber teamet på ikke bare at opdage om vestsiden kollapser på grund af bevægelserne under jorden, men også at kunne forudsige, om den sovende vulkan begynder at blive rastløs igen. Før et udbrud, hæver vulkaner altid flankerne lidt i vejret og buler ud.

Denne optrængning af de smeltede masser kan være usynlige for det menneskelige øje. Kun ved at overvåge tilstanden af bjerggrunden med meget følsomme instrumenter, kan små ændringer opdages.  Sent på året 1994, satte videnskabsmænd et netværk af stationer op på bjergskråningerne  og målte med stor nøjagtighed afstanden imellem dem. Efter et og et halvt år, kom de tilbage for at måle netværket igen. Hvis afstanden mellem stationerne var blevet større i løbet af denne periode, ville det betyde, at bjergsiden begyndte at skride eller at grunden  var sunket på grund af, at flydende lava bevægede sig under vulkanen.  For øjeblikket viser resultatene, at der ikke har været nogle bevægelser. Mens resten af os kan trække vejret lettet, er målingene meget værdifulde for videnskaben, da det giver  dem et holdepunkt og viser, hvordan vulkanen opfører sig under normale forhold.  Skulle fremtidige målinger og studier åbenbare, at vulkanen har ændret sig fra dagens status, så er muligheden for, at Amerikas kyst kommer til at blive oversvømmet mere en frygtelig virkelighed – end et mulig framtidsperspektiv.

NB:Tilføjes til denne artikel skal, at disse forskninger er blevet fornyet efter år 2000, og vi oplevede jo tsunami`sen i det Indiske Ocean i 2004. (Henning Andersen)

Ordet vulkan kommer af navnet på øen Vulcano, nord for Sicilien, hvor det er en aktiv vulkan den dag i dag, med samme navn – eller fra navnet til den romerske ildgud, som ifølge romernes gudelære boede der.
Vulkaner er huller/åbninger (kratere) eller sprækker i jordskorpen, hvor igennem smeltede stenmasser, gasser eller bjergartsfragmenter (tefra, pyroklaster) bryder – eller har brudt – frem. De forekommer vanligvis på steder, hvor jordskorpen har svage punkter (f.eks. hot spots), ofte i områder med geologisk instabilitet, f.eks. langs kanterne af pladerne i jordskorpen.
Vulkaner er vigtige for mennesker, fordi de giver os uvurderlige informationer om jordens indre, men også fordi jord af vulkansk oprindelse er mere frodig og velegnet for dyrking. Kraftige vulkanudbrud kan imidlertid ødelægge store områder, og der kræves tilfredsstillende metoder for forudsigelse af vulkanudbrud, hvis store katastrofer skal undgås.
Man regner idag med at det er over 2500 aktive vulkaner på Jorden og enda flere påhavbunden.

Hvordan vulkaner dannes
Forskingen har ennu ikke helt klarlagt årsakene til at vulkaner dannes. Det ser ut som om den nedre delen av jordskorpen eller øvre delen av Jodkappen (astenosfæren) kan smelte på steder, specielt hvor kappen er mere varm eller i de områder, hvor dele af jordskorpen presses ned i kappen(dvs ved grensen mellem to litosfæreplader).
Det smeltede stenmateriale – som kalles magma – står under tryk, som formeres, når mere magma dannes, og da den har lavere tæthed end de omliggende bjergarter omkring, stiger den opad, ofte langs svake punkter i jordskorpen, som forkastninger og andre sprækker. Når magmaen stiger, smelter den vej selv og samles, sammen med gasser som er blevet frigjort fra de smeltede stenmasser, i magmakamre et par kilometer under jordoverfladen.

Bilde fra: U S Geologic Survey

Med tiden kan overtrykket i magmakammeret blive så stort, at en kanal sprænges gennom de over- liggende bjergarter, og et vulkanudbud begynder. Udstrømmende lava (som magmaen nu kalles) stivner til den typiske kegleform,eller til en udstrækt og relativt flad form, beroende på lavaens sammensættning og flydetræghed.

Norske vulkaner.
På Jan Mayen er der en aktiv vulkan, Beerenberg , og på Bouvetøya og Peter I’s Ø i Antarktis er der udslukte vulkaner knyttet til den Midtatlantiske rygg. På den nordlige del af Vest-Spitsbergen har der været vulkansk aktivitet i forholdsvis ny tid (efter sidste istid). Her ligger Sverrefjeldlet med bl.a. et ejendommelig vulkansk materiale med peridotittfragmenter som er ført med op fra jordens kappe.
Blant de yngste vulkanske dannelser udenfor kysten af Norge er en lavaplugg på soklen udenfor Kristiansund (ca. 55 millioner år gammel) og flere opptil 65 m høje topper med brud-stykkebjergarter som rejser sig over havbunden vest for Lista. De sidste kan være rester av ‘Skagerakvulkanene’ som gav stort tilskud af vulkansk aske til avlejringerne fra undre tertiær i Danmark(moleret).
På det norske fastland er der ingen vulkaner, men mange steder findes rigelig med vulkanske bjergarter dannet i tidligere tider. Der har været vulkansk virksomhed flere ganger i prekambrium
(med lavaer i Telemark, Trysil og Finnmark), kambrium-ordovicium (undersøisk lava omdannet til grønn skifer på Vestlandet og i Trøndelag m.m.), devon (lidt lava og vulkansk tuff i sandsten fra ydre Sogn) og perm (lavastrømme på flere tusinde meters tykkelse i Østlandsområdet)eller Oslofeltet. Denne aktivitet aftog imidlertid for så lang tid siden, at der ikke er fare for nye udbrud.

Selve processen i vulkanernes udbrud har man længe vidst en hel del om, mens magmaets dannelsesproces længe har været et mysterium…

”Hovedmassen af det, der udstødes fra jordens indre gennem vulkanerne, er ikke ild, ikke glødende stenmasser, men vanddamp”, skriver professor N.V.Ussing i sin bog om vulkaner i 1904.

”Selve udbruddet skyldes luftudvikling i magmaet, der ved den nederste ende af kraterkanalen fremkalder dampbobler, som efterhånden udøver et så stort tryk på, at den overliggende, størknede lava sprænges. Idet modtrykket herved indskrænkes betydeligt, foregår der pludselig en en yderst livlig udvikling af luftbobler, der med eksplosionsagtig voldsomhed slynger størknede lavabrokker i vejret og får den flydende lava til at stige op igennem krateret. Virksomheden kan bedst sammenlignes med den langsomme og spruttende kogning af kogning af grød, harpix eller lim, der til sidst koger over. Derimod foregår der ingen virkelig forbrænding i vulkanerne, og det er egentlig galt at kalde det fine lavastøv for aske. Det lysende ildskær, man om natten ser over krateret, skyldes ikke flammer, men er kun den glødende lavas genskin på dampskyerne. Da de øverste dele af af de kegleformede vulkanbjerge kun består af løst sammenhobede slagger, der ikke kan modstå trykket af lavaen, hæves denne næsten aldrig op til selve kraterranden, men bryder frem på bjergets sider. ”

Disse linjer om selve processen i et vulkanudbrud har man sandfærdigt tolket allerede for mere end 100 år siden og står omtalt i leksika fra begyndelsen af 1900 – tallet.
Derimod dannelsen af magma inde i jorden har længe været mere mystisk, og det er først indenfor de seneste 30 år man er begyndt at løfte sløret…

Opsmeltning af bjergarter inde i jorden har hovedsagelig tre årsager: stigende temperatur – aftagende tryk – eller tilsætning af bestanddele, der sænker smeltepunktet. Dette er hovedfaktoren for at danne magma i Astenosfæren(det bløde lag) – altså i ca. 100 til 300 kilometers dybde under jordens overflade – men kun i 10 – 20 kilometers dybde i de midtoceaniske højderygge – kontinentalspalter og underskydningsgrave(hvor en plade presses ned under en anden). Sedimenter i en vandholdig havbundsplade(altså underskydning) har som regel et noget lavere smeltepunkt, da der er mere vand i den og nedsænker det ovenfra liggende pres igen. Konvektionsbevægelser i jordens kappe opvarmer bjergarterne, der langsomt hæves opad gennem jordens kappe mod jordskorpen indtil de på et tidspunkt smelter og danner magma.

Et vulkanudbruds voldsomhed afhænger af to ting. Nemlig kisel og vandindhold. Kiselindholdet bestemmer flydetrægheden af smelten, det opløste vand i smelten bestemmer dets eksplosivitetsniveau. Ligger et magmakammer tæt ved jordens overflade kan den smeltede magma yderligere beriges af vand og kisel fra de omliggende klipper og fra gyndvandet.

Generelt kan man sammenligne et vulkanudbrud med åbningen af en sodavandsflaske, hvor den overophedede damp bobler i stedet for kulsyrebobler. I en tæt tillukket flaske holdes gassen usynlig i opløsningen af det oven overliggende tryk. I det øjeblik flasken åbnes, flyder boblerne i den ekspanderende gas som regel stille og roligt op til overfladen som netop tilfældet i et roligt vulkansk udbrud.

Hvis derimod væsken eller smelten er under et stort tryk, bliver den overmættet med gas, i det øjeblik kapslen tages af flasken, og væsken strømmer voldsomt skummende ud. I et eksplosivt vulkanudbrud er trykket på det sejtflydende og vandholdige magma så enormt, at boblerne ekspanderer eksplosivt.

Lavt vand og kiselindhold giver et roligt udbrud med tyndtflydende lava.

Lidt kisel og meget vand strømmer dampboblerne ud gennem den tynde lava og danner høje lavafontæner.

Er der lidt vand og meget kisel skydes en dejagtig træg kuppel eller prop af lava op og danner en dome i vulkanens flaskehals.

Er der meget kisel og meget vand i smelten forhindrer den trægtflydende lava dampen i at slippe roligt ud, og når trykket ovenover pludselig forsvinder, eksploderer den indespærrede gas og danner askelaviner.

En isoleret smeltemasse under en vulkan. Sådan et magmakammer kan variere i størrelse og ligge i både den øvre og den nedre del af jordskorpen eller i Jordens kappe. Magmakamrene kan dannes på flere måder, men altid i forbindelse med opstrømning af smeltemasser fra dybet ved kontinentalpladernes bevægelser. Når omgivelsernes massefylde er lig med eller mindre end magmaets, standses opdriften, og der dannes et magmakammer, hvori der på grund af temperaturforskelle opstår strømninger. Da omgivelserne er koldere end magmaet og de langsomt faldende temperaturer, begynder smelten at størkne, hvorved der udskilles krystaller af mineralerne, som får gastrykket til at stige i restsmelten. I den øverste del af magmakammeret dannes gasbobler, der nedsætter magmaets vægt, og et udbrud kan begynde. Dæklaget gennembrydes ved det øgede gastryk og det lavere tryk ovenfra medfører, at gasserne frigøres som ved en slags sodavandseffekt.

Man ved, at der f.eks. under hele Napolibugten i 12-14 kilometers dybde befinder sig et kæmpemæssigt magmakammer, der dækker et område med en omkreds på ca. 450 kvadratkilometer. Det svarer til et areal som Lolland og Falster tilsammen. Dette magmakammer fylder periodevis Vesuvs ovenover liggende magmakammer. Andre steder befinder magmakamrene sig i flere hundrede kilometers dybde alt afhængigt af plade- og kontinentalbevægelserne enten fra eller imod hinanden.

Det ser ud til, at vulkáner i deres ungdom udsender flydende lava og bliver mere eksplosive i deres alderdom.

Gas- og kiselindholdet er afgørende for en vulkans udbrudsnatur. Når vulkanrøret er åbent siver den gasrige lava opad og begynder at danne bobler, der nedsætter den smeltede lavas vægt, og den flyder ud fra vulkanen. Omvendt, hvis kraterrøret er tilstoppet af klipper opbygges der et enormt tryk under denne forhindring. Udbruddet indledes med en eksplosion, hvorefter udbruddet går igang. Hvis en vulkan har et langt indvendigt rørsystem, skydes der enorme søjler af aske og gasser højt til vejrs ofte helt op i stratosfæren.

Et magmakammer er altså reservoirer, hvor magma opsamles og størkner. De opstår ved, at magma lettere bevæger sig ud til siden end opad under opstigningen pga. massefyldeforskelle eller andre fysiske forhold, fx opsprækkede bjergarter. Magmakamres størrelse og form kan bestemmes ved hjælp af geofysiske målinger. De er ofte åbne: opad ved at være fødekamre for vulkaner, nedad ved at få tilført nyt magma, som evt. kan være årsag dels til nye vulkanudbrud eller til magmakomplekser opbygget af flere suiter af bjergarter, dels til blanding af magmaer.