Et jordskælv eller rystelse i jordens skorpe forplanter sig og forstærker den vulkanske aktivitet i et vulkansk område. Det er bekræftet oftere og oftere i disse år, der giver os mere ny viden om jordens indre.

Det er forskere på Hawaiis Universitet, som fremkom med denne konklusion.

En vulkans rør – eller rodsystem kan ændres og give mere plads for den opstigende magma i fundamentet af en vulkan.

Jordskælsbølgerne pumper magma(lava) ind i revner og sprækker i vulkanen og forøger dens aktivitet, og hvis det er en gammel vulkan kan det vække den til live igen, hvilket vi så et så tydeligt eksempel på med Pinatubo på Filippinerne i 1991, hvor et kraftigt jordskælv i regionen et år i forvejen, banede vej for magma i vulkanens fundament.

Vi sidder på terrassen foran Skovhytten og kigger på aberne i junglen Ujung Kulon på Javas sydvestspids.
Vi er sejlet de godt 50 km fra Krakatau hertil, ca. 6 timers sejlads. Man kan kun komme til Ujung Kulon med båd, da ingen større veje fører gennem junglen.
Det er omtrent 35 grader varmt. Med en kop te i hånden kan man sidde helt afslappet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke enorme modsætninger der findes på vores jordklode. Her i naturens omgivelser føler jeg min afmagt og dog på samme tid overlegenhed over for dyrene.
Græsplænen vrimler med aber, nogle af dem leger endda lige ved terrassen, hvor jeg sidder med gæsterne i min gruppe. En lille abeunge er sprunget op på gelænderet en halv meter fra min stol. Nu kan jeg ikke dy mig. Jeg vil tage ungen i hånden og klø den, men knapt har jeg rørt mig, før anføreren for abeflokken kommer springende som et lyn fra en klar himmel. Den er parat til at hoppe på mig, åbner gabet og hvæser fjendsk ad mig med sine spidse tænder. Jeg skal så sandelig ikke komme hans afkom for nær.
At aberne kan huske mig viser sig næste morgen, da jeg går på den smalle sti i junglens udkant. Anføreren sidder henne i græsplænens hjørne og hvæser lige fjendsk ad mig…
Men da kommer en varan, et næsten 2 m langt krybdyr, vraltende ud af krattet, spillende og hvislende med sin slangetunge på jagt efter bytte. Den sætter kursen over mod aberne i håb om at nedlægge en af dem til morgenmad. Som et vindpust er hele flokken forsvundet op i træerne.

Vi begiver os ind i junglen med en indfødt guide, der instinktivt kan fornemme, om der er vilde dyr i nærheden. Adskillige steder har man bygget trætårne, hvorfra fotografer og zoologer kan betragte dyrene. Vilde okser ses hyppigt, og hvis man er meget heldig, kan man få et kort glimt af et af de enhornede javanesiske næsehorn, der er så få tilbage af i denne jungle. Men så heldige er vi ikke på denne rejse. Til gengæld kan vi høre fuglekvidder og slangehvislen rundt omkring i træerne.
En kano med førere ligger parat i sumpen. Lydløst sejler vi ind i Ujung Kulons eventyrlige verden. Omkring os har vi træer af alle mulige slags, og en gang imellem gennembrydes den gule, rådne vandoverflade af en slanges bugtende krop. Pludselig sætter et regnskyl ind. Det varme vand fra himlen vælter ned over os og virker behageligt afsvalende i den fugtige tropehede.
Vores jungleguide sidder tavs forrest i kanoen og lytter til omgivelserne. Nu ligger der en væltet træstamme halvvejs ude i floden. Vi må vende om, men også af en anden årsag — krokodiller. Langs bredden er der mørke huller i mudderet. Derinde lever krokodillerne. Den såkaldte sumpkrokodille kan blive 4 m lang og er meget aggressiv.
Jeg spørger guiden, hvad han ville gøre, hvis et sådant uhyre angriber os?
Han svarer smilende: I know the way to face it!
Der er nu aldrig hændt turister noget i denne jungle. Det er til gengæld også begrænset, hvor mange turister der kommer hertil.

Et helle for dyrelivet
Ujung Kulon-halvøen alene er på 300 km2, med tæt junglebevoksning — noget af det sidste tropiske lavlands-regnskov på Java — og rene, hvide strande langs kysten. Der ligger mange sorte lavasten i strandkanten. De stammer fra Krakataus eksplosion i 1883 og er ført hertil med tsunamien. Også træer, som er “forstenede” af vulkansk støv, kan ses.
I 1921 blev junglen erklæret for “Fredet vildtdyrsreservat” af hollænderne som et tilflugtssted for det allerede dengang truede javanske næsehorn, og i 1980 blev den en af Indonesiens første nationalparker — og Javas største. Med Panaitan og andre øer ud for halvøen, samt Krakatau, dækker Ujung Kulon Nationalpark tilsammen dækker 786 km2. Oprettelsen af reservaterne tilskrives æren for at have reddet mange dyre- og fuglearter fra udryddelse.
Foruden næsehorn og vilde bøfler (banteng) lever her bl.a. tapirer, vildsvin og leoparder, og man har optegnet ca. 200 fuglearter. Ni af parkens pattedyr er på listen over truede dyrearter, og der findes over 50 sjældne plantearter. Parken var det sidste tilholdssted for javatigeren; den uddøde for en del år siden, og af næsehornet findes der kun 50-60 dyr — som kun få er så heldige at se andet end sporene af.
Jungleparken er delt op i zoner, hvoraf nogle ikke må betrædes: “Vær så venlig at overholde reglerne. De er indført for at beskytte både Dem og omgivelserne. Det er helt sikkert, De vil nyde Ujung Kulon.”

Da Java allerede i det forrige århundrede var tæt befolket, tænkte mange javanesere på at flytte til øens vestende — og her til det sydvestlige område, som halvøen skyder sig ud fra.
Herude var der ikke så tæt befolket, dels på grund af den mere sure jord, dels på grund af Sunda-strædets høje bølger, hvortil kom befolkningens stærke overtro ikke at forglemme.
Var alt gået efter planerne, havde der ingen jungle været på dette sted i dag og heller intet dyreliv, men tæt befolket af mennesker. At det er gået anderledes, skyldes Krakataus eksplosion. Flodbølgen stod ind over hele dette område og begravede alt i mudder og slagger. Herefter var det kun få af de overlevende, der turde bosætte sig herude med udsigt til den farlige vulkanø midt i strædet. Området blev hurtigt dækket af junglebevoksning, og det vilde dyreliv kunne formere sig frit…

Når jeg sidder på terrassen foran Skovhytten og sammen med min gruppe beundrer abernes leg på plænen, tænker jeg på, at disse dyr kan takke denne uhyggelige vulkan for deres eksistens på netop dette sted

DR

14-03-2005 12:55:55

Det sker sikkert inden 2032. Amerikanske geologer og seismologer har slået fast, at risikoen er 62% for at et Richterskala 6,7 eller kraftigere jordskælv rammer San Fransisco-området indenfor 30 år.

De amerikanske seismologer ved, at kraftige jordskælv kan ramme enhver del af det hurtigt voksende San Fransisco-område. Derfor understeger de hvor vigtigt det er, at alle forbereder sig på katastrofen.

Ingen metode til at forudse jordskælv.

Meteorologer kan forudsige orkaner og tornadoer med så stor præcision, at folk kan nå at forberede sig eller blive evkaueret. Men jordskælv rammer uden varsel.
Forskere fra Rusland, Japan og USA har arbejdet i lande, der ofte rammes af jordskælv, i håb om at ændre det faktum.

Naturen er for uforudsigelig.

Men indtil nu har ingen videnskabsfolk været i stand til at forudsige et jordskælv.

“Det kan vi ikke, nej,” svarer seismolog Tine Larsen fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. “Det er der ikke nogen, der succesfuldt har gjort. Der er mange der forsøger, men naturen er så utroligt uregelmæssig – du kan bare kigge på en potteplante og kigge på bladene og se, at de alle sammen er forskellige og sidder lidt forskelligt. Og sådan er undergrunden også. Den er fyldt med uregelmæssigheder, så man kan aldrig vide nøjagtigt hvor og hvornår der sker et jordskælv.”

Vidste du, at der verden over er en halv mio. jordskælv hvert år?

Vi må nøjes med risiko-faktorer.

“Man kan vide hvilke områder, der har forhøjet risiko for jordskælv,” fortsætter Tine Larsen. “Man kan også lave nogle mål for, hvor stor er risikoen i et bestemt område, hvor stort et jordskælv man forventer indenfor en periode på nogle årtier. Den type forudsigelser kan man lave. Men man kan ikke sige: I overmorgen kommer der et jordskælv på 7,2 i Los Angeles.”

Vi kommer aldrig til at forudsige jordsjælv
Desværre er der ikke noget der tyder på, at forskerne en dag ville være i stand til at forudsige jordskælv.

USGS-forsker med sin bærbare seismograf under Northridge-jordskælvets efterskælv. Stedet er foran resterne af California State University. (c)USGS

“Det tvivler jeg stærkt på,” fortæller Tine Larsen. “Hvis man tager en gren, og bøjer den, så vil den på et eller andet tidspunkt knække.

Men man kan ikke vide hvornår den knækker. Man kan heller ikke vide nøjagtigt hvor på grenen, den knækker. Man kan heller ikke vide, om den knækker i et “rent” knæk eller i nogle små knæk og barken hænger sammen, eller om det bliver noget lidt flosset noget. Det kan man ikke vide.
Så har man måske målt meget nøjagtigt, hvordan ens gren opførte sig, da man knækkede den. Men tager man en ny gren – og prøver at gentage eksperimentet – så opfører den nye gren sig ikke fuldstændigt ligesom den første gren. Der kan være små svagheder indeni og det er der også i Jordens plader. Små svagheder som vi ikke kender til.”

Jorden ryster konstant.

Langs Jordens aktive forkastningszoner kan seismologerne måle den seismiske aktivitet. Og jordskorpen rører hele tiden på sig.

Den seismistiske aktivitet kan i en periode stige eller falde. Men seismologerne kan ikke vide, om det blot være er del af en helt naurlig ændring – eller forvarslet om et altødelæggende jordskælv.