Mount St. Helens

Mount St. Helens-vulkanen er igen begyndt at buldre og brumme. Siden den dræbte adskillige mennesker i 1980 har den opført sig fint, men nu er den begyndt at røre på sig.

Af Erik Holm, fredag 01. okt 2004

Amerikanske forskere har sat nærkikkerten på vulkanen Mount St. Helens i USA. For en uge siden rapporterede forskerne om »vulkanske uroligheder«, og siden da er aktiviteten øget betragteligt. Men der er et stykke vej til udbrud, siger dansk ekspert.

Mount St. Helen ligger i staten Washington ved den amerikanske vestkyst, hvor en række vulkaner ligger som perler på en snor, forklarer den danske vulkanekspert, lektor Erik Schou Jensen fra Geologisk Museum.

»Vulkanen har opført sig rimeligt fornuftigt siden den i 1980 dræbte 57 mennesker, men nu er den begyndt at røre på sig igen. Gas strømmer op gennem en enormt tyktflydende magma, og det giver en række jordskælv og sprækker i det øverste lag, der består af størknet sten og slagger, også kaldet domen,« siger Erik Schou Jensen til Ing.dk.

Mount St. Helens ligger i Kaskadebjergene i det vestligste USA. Her holder det lokale vulkan-observatorium grundigt øje med de farlige bjerge.

Centret hedder Cascades Volcano Observatory, CVO, og ligger i Vancouver i Washington. De opererer med en skala fra tre til et i forhold til advarsler. Tre er roligt, to alarmerende og et er niveauet, hvor lokale skal evakueres.

»Det er stadig et godt stykke vej, til vulkanen når det niveau, hvor det gik galt i 1980, men forskerne har da øget beredskabet og sat det på niveau to,« forklarer Schou Jensen.

Rumler og bumler

Vulkanen rumler og bumler, hvilket skyldes en række jordskælv forårsaget af gasser, der bobler op gennem den ekstremt tykke plasma. Lidt som hvis man koger havregrød, forklarer den danske vulkanekspert. Det er gasserne, der udløser en række små jordskælv – tre til fire i minuttet – og det er dem, der rumler og brummer i vulkanen.

Selv om det kan lyde voldsomt med så mange jordskælv, er der langt til det begynder at blive farligt.

»Ved det store udbrud var der 200 jordskælv i minuttet, og det er først der, det bliver rigtigt farligt. Op til 600 grader varme gasser strømmer op i luften og ned af bjergsiden med en fart af hundrede kilometer i timen, når domen letter på låget, om man så kan sige.«

Men foreløbig holder vulkanologerne blot øje med Mount St. Helens

3132_full

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

3132_2_full

 

3132_3_full

 

3132_4_full

image_print