Merapi - Vulkaneksperten.dk

Gennemsnitlig har Merapi udbrud med 5 – 7 års mellemrum. Da millionvis af menesker ikke kan lade være med at bo ved vulkanen grundet jordens frugtbarhed, har man siden 1980-erne anlagt flugtveje og dæmninger, som skulle kunne holde dels lavastrømme, men også mudderfloder væk fra landsbyerne. Et projekt, som har kostet henimod 80 millioner dollars….

Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres vulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Som den gamle bonde sagde: ”Vulkanen giver os – ligesom vores forfædre – et glimt ind i Pararadis og Helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de lyse og mørke sider af vores sjæl”.

Uddrag af Henning Andersens bog: ”Øer født af ild”, som handler om Indonesiens vulkaner.

Merapi, Java, Indonesien, er 2911 meter høj og ligger på 7.5S og 110.4E. Merapi er en stratovulkan med en lavadome(se minileksikon) i krateret og ligger på det centrale Java og producerer typisk andesitlava. Ca. 70 udbrud siden 1548. merapi er en aktiv lavadome, der som regel sender glødende askelaviner ned over oplandet, og mange mennesker har mistet livet igennem årene. Vulkanen ligger kun 30 kilometer fra millionbyen Yogyakarta på java med et indbyggerantal på nær 1 million. Vulkanen betrages som en god nabo grundet den yderst frugtbare jord i det tropiske klima. Unesco har anlagt såkaldte dæminer for at lede lahars – mudderstrømme – og lava væk fra de mange landsbyer på vulkanenes nedre skråninger.

Ifølge et gammelt sagn er vulkanen bosted for Sydhavets dronning Loro Kidul, hvis skønhed ikke overgåas af andre kvinder, og selv i dag ofrer sultanen af Yogyakarta hvewrt år dyre gaver til loro kidul ved at kaste gaverne ned i vulkanens krater på toppen.

Merapi kollapsede sidst i år 1006, hvorved templet Borobudur blev begravet i tykke askelag. Vulkanens magmakammer blev udtømt, og der dannedes en enorm kratergryde – en Caldera. Caldera er et spansk ord for en kedelformet kraterindsynkning. En Caldera dannes oftest efter et eksplosivt vulkanudbrud, hvor magmakammeret under vulkanen og selve krateret er blevet fuldstændigt eller delvist tømt for udbrudsmateriale. Dermed bliver vægten af den overliggende vulkan tungere end undergrunden kan bære, og vulkanen – eller resterne af den – synker ned og danner en kedelformet dal oven i det udtømte magmakammer. Sådanne calderaer er ofte fyldte med vand (kratersøer), eller havet er trængt ind i uddybningen, som det skete med Krakatoa i 1883. Den vulkanske cyklus (udbrudsperiode) er som regel tilbagevendende og opbygger igennem årtusinder – alt afhængig af ny magmatilførsel nedefra – en ny vulkankegle indenfor calderaens område. (Se tegning af vulkankollaps i mit mini-leksikon).

Uddrag fra min bog: “Øer født af ild”
“I skyggen af Merapi”. På det centrale Java omkring 30 km nord for Yogyakarta, hovedstad i et gammelt sultanat, rejser den majestætiske vulkan Merapi sig med sin 2911 m høje, næsten perfekte kegle. Merapi – Ildbjerget – er en evig trussel for omegnens beboere. Selvom man er født og opvokset på stedet, indgyder synet af vulkanen ærefrygt hos de omkring en million mennesker, der lever i dens skygge, for Merapi er ikke bare en af Indonesiens, men også en af verdens mest aktive vulkaner. “Vi kender alt for godt denne her vulkan, ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger en gammel bonde fra en af 102 landsbyer, der ligger spredt på Merapis nedre skråninger. “Vi kan få næsten alt til at gro her og få næsten lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Men den har også forårsaget megen sorg og smerte. Der er ikke én familie her, som ikke har lidt under vulkanens endeløse udbrud. Vi elsker Merapi, men vi hader den også”. Den gamle mand overdriver ikke. I gennemsnit eksploderer Merapi i et større udbrud hvert syvende år og er en af verdens mest aktive vulkaner. Mindre udbrud forekommer så ofte, at de ikke tælles med. På den anden side beriger asken, som vulkanen spreder ud over markerne, området så meget, at det er et af de mest frugtbare på hele Java, som i sig selv er det vigtigste kornkammer i det indonesiske øhav – og et af verdens rigeste landbrugsområder. Vulkanen har således været både en velsignelse og en forbandelse i al den tid, der har boet mennesker her. I den tørre årstid, fra sidst i april til midt i november, kan Merapi ses fra en afstand på 50 km. Uanset årstiden, dag ind og dag ud, stiger der røg op fra dens krater, og landsbybeboerne følger nøje røgens mønster. “Hvis røgen bliver alt for mørk,” fortæller bonden videre, “og specielt hvis jorden samtidig begynder at ryste, så løb det bedste, du har lært… og så langt væk, du kan. Jeg taler af erfaring”.

Inden et større udbrud udspyr Merapi tonsvis af glohed, fin aske og slagger i et tæppe så tykt, at det ganske skygger for den stærke sol, og jorden begynder at bevæge sig. De erfarne stikker af eller beder for deres liv – måske begge dele; de ved, at det værste først er på vej. Under selve udbruddet slynges klippeblokke på størrelse med huse op fra vulkanens krater, og rødglødende floder af lava flyder ned ad skrænterne, skærer nye kløfter i det arrede landskab og fortærer alt på deres vej: Marker, afgrøder, gårde, landsbyer, veje, broer, dæmninger, skove, foruden husdyr og mennesker, der ikke har nået at slippe væk. Dette er sket igen og igen gennem Javas lange historie. En embedsmand, som har opsyn med landindvindings og evakueringsforanstaltningerne omkring Merapi, fortæller: “Jeg voksede op i en landsby her i nærheden. Første gang jeg oplevede Merapis vredesudbrud, var jeg kun et barn. Senere så jeg det igen som voksen, når jeg kom hjem for at besøge mine forældre. Frygten er naturligvis altid til stede og stor. Endnu større er dog følelsen af éns egen hjælpeløshed og ubetydelighed”.

”Vi kender alt for godt denne her vulkan,ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger en gammel bonde fra en af de 102 landsbyer, der ligger spredt på Merapis nedre skråninger. ”Vi kan få næsten alt til at gro her og få lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Den frugtbare vulkanske jord er skyld i, at vi bor her. Stik en en plante i jorden, og på kort tid vil afgrøderne sprede sig”.Den udslyngede vulkanske aske frigører grundstoffer som kalium og fosfor, og den forvitrede aske holder på fugtigheden omkring deres rødder. ”Vi elsker Merapi, men vi hader den også”. Hvis røgen oppe fra krateret bliver alt for mørk og jorden begynder at ryste, så løb alt hvad du kan og så langt væk du kan. Jeg taler af erfaring”. Gennemsnitlig har Merapi udbrud med 5 – 7 års mellemrum. Da millionvis af menesker ikke kan lade være med at bo ved vulkanen grundet jordens frugtbarhed, har man siden 1980-erne anlagt flugtveje og dæmninger, som skulle kunne holde dels lavastrømme, men også mudderfloder væk fra landsbyerne. Et projekt, som har kostet henimod 80 millioner dollars….
Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres vulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Som den gamle bonde sagde: ”Vulkanen giver os – ligesom vores forfædre – et glimt ind i Pararadis og Helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de lyse og mørke sider af vores sjæl”.

Uddrag af Henning Andersens bog: ”Øer født af ild”, som handler om Indonesiens vulkaner.