Merapi på Java er igen i udbrud

På det østlige Java er vulkanen Merapi igen i udbrud. Jeg har opdateret nyheden plus kapitel 7 fra min bog om Indonesiens vulkaner: “Indonesiens ildøer”. 

Merapi er berømt for sine askelaviner ved sine udbrud, der som tordnende ildlaviner og askeskyer fejer fra krateret med raketfart nedover vulkanens skråninger. Derfor holdes vulkanen under konstant opsyn. 

Den vulkanstation, der overvåger vulkanen, observerer en askeskyer til ca. 3.000 meters højde.

En talsmand for observatoriet, Abdul Muhari, udtaler, at man skal holde sig udenfor og væk fra de risikononer, som vulkanologer har vurderet, at askelavinerne kan nå i sine eksplosioner. 

På disse billeder kan det ses, hvordan asken indhyller vulkanens nærmeste områder.

 

  • Vulkanen Merapi på øen Java i Indonesien udsendte i dag røg og askeskyer. (Foto: © DEVI RAHMAN, Ritzau Scanpix)
  • En mand, der baner sig vej igennem asken, hvor skyerne  ikke er så tætte. (Foto: © ANTARA FOTO, Ritzau Scanpix)
  • Ifølge landets katastrofemyndigheder Reuters. (Foto: © FEBRI WASPODO, Ritzau Scanpix)

 

Kapitel 9 – I skyggen af Merapi. 

Bogen: “indonesiens ildøer” kan købes hos vulkaneksperten. dk, tlf. 20764247 og 38193411 og lånes på bibliotekerne. 

På det centrale Java hæver den majestætiske vulkan  Merapi – Ildbjerget -sig med sine godt 2911 meter høje vulkankegle sig og en af Indonesiens mest aktive vulkaner. Vulkanen er en evig trussel for omegnens beboere og betegnes som en af verdens farligste vulkaner, fordi den består af en sej lavaprop, der sidder fast i selve vulkanens øverste flaskehals og dens seje kiselsyrerige lavatype danner hede aske og gaslaviner, hvilket igen i dens udbrud med raketfart rutsjer ned ad vulkanens tæt beboede flanker. Merapi bedømmes til at have været virksom i mere end 10.000 år.

En langsom opadstigende strøm af sejtflydende andesitisk, d.v.s  kiselsyrerig magma skydes op som en lavaprop igennem vulkanens indvendige rørsystem og får til sidst lavaproppen til at kollapse i selve øverst i toppen af vulkanens krateråbning og glødende askelaviner fuser buldrende ned ad vulkanens flanker og griller alle og alt på sin vej til døde. Det er disse lavapropper eller ” domer”, som vi også kalder dem, som Merapi er berømt for, der består sejtflydende lava, der afgasser sig selv i form af eksplosive udbrud og ikke ved rødglødende flydende lavastrømme, der ellers normalt flyder ned ad en vulkans skråninger. Disse lavapropper bevæger sig mere eller mindre hele tiden og på et tidspunkt eksploderer de med udbrud til følge. Hvor stærkt eller voldsomt udbruddet bliver, afhænger af det indre overtryk i den smeltede magma(lava), der presses i vejret, men lavapropper dannes generelt i lavatyper, der er sejtflydende.

Indonesiske vulkanforskere forudsagde i år 2000, at Merapis knapt så hidsige udbrud i det 20. århundrede nu vil blive afbrudt af større og mere eksplosive udbrud i løbet af de kommende årtier, fordi dens lavatype ændrer sig og har gjort det i de senere år.

Jeg talte med en af beboerne på Merapis nedre skråning på et af mine besøg til Java: ”Vi kender alt for godt denne her vulkan, ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger en gammel bonde fra en af de over 100 landsbyer, der ligger spredt på Merapis skråninger. ”Vi kan få næsten alt til at gro her og få lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Asken beriger jorden så meget, at det er et af de mest frugtbare områder på Java, som giver os det vigtigste kornkammer i vores land.

Den frugtbare vulkanske jord er skyld i, at vi bor her. Stik en en plante i jorden, og på kort tid vil afgrøderne sprede sig”. Det udslyngede vulkanske aske og støv frigør grundstofferne kalium og fosfor, og så forvitrer jorden hurtigt og holder på fugtigheden omkring planternes rødder. ”Vi elsker Merapi, men vi hader den også. Hvis røgen oppe fra krateret bliver alt for mørk og jorden begynder at ryste, så løb det bedste du har lært og så langt væk du kan. Jeg taler af erfaring. Vulkanen har både været en velsignelse men også en forbandelse i al den tid, der har boet mennesker her. Inden et større udbrud udspyr Merapi tonsvis af gloende hed aske og slagger i et tæppe så tykt, at det skygger for solen. De erfarne stikker af og beder for deres liv, fordi de ved, at det værste er på vej.

Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres vulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Som den gamle bonde sagde til mig: ”Vulkanen giver os – ligesom vores forfædre – et glimt ind i Pararadis og Helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de lyse og mørke sider af vores sjæl”.

Under større udbrud slynges klippeblokke så store som huse op fra vulkanen og lavaproppen eksploderer totalt væk og forsvinder, så rødglødende floder af lava frit kan flyder ned ad skrænterne, skærer nye kløfter i det arrede landskab og fortærer alt, der ligger i vejen, marker, landsbyer, afgrøder, foruden husdyr og mennesker, der ikke nåede at flygte i tide. Dette er sket igen og igen gennem Javas lange historie.

En embedsmand, som har opsyn med landvindings- og evakueringsforanstaltningerne omkring Merapi, fortalte mig: ”Jeg voksede op i en landsby her i nærheden. Første gang jeg oplevede Merapis vredesudbrud, var jeg kun et lille barn. Senere så jeg det igen som voksen, når jeg kom hjem for at besøge mine forældre. Frygten er naturligvis altid til stede og stor. Endnu større er dog følelsen af sin egen hjælpeløshed og ubetydelighed. Ethvert menneske i området her kender til den følelse. Den sidder i een. Alligevel er der noget ved Merapi, der altid kalder en tilbage”.

Et af de mest ødelæggende udbrud, som man har optegnelser om, fandt sted i 1672. Dengang flyttede vulkanen ni floder ud af deres leje, jævnede snesevis af byer og landsbyer og dannede nye landskaber i store dele af egnen omkring i det centrale Java. Ifølge hollandske kilder skal mindst 3000 mennesker have mistet livet på et tidspunkt, hvor Java ikke var så tæt befolket som i dag.

Sandheden er dog, at ingen i virkeligheden ved, om denne katastrofe virkelig var den største. Der findes en inskription på templet i Borobudur,der taler dystert om en stor katastrofe i år 1006.

Gennemsnitlig har Merapi udbrud med fra 5 til 7 års mellemrum.

I det 19. århundrede optegnede de koloniembedsmænd 9 større udbrud fra Merapi. Alene i første halvdel af det 20. århundrede har der været 15 udbrud, hvoraf et i 1943 fik de japanske besættelsestroppe til med skræk at forlade området. Siden har der været udbrud med intervaller på få år, bl.a. et i 1930, der kostede 30 mennesker livet.

Er udbrud i 1969 overbeviste den indonesiske regering om, at der måtte sættes ind mod den konstante trussel, som vulkanen udgør for de omkringboende mennesker og projektet ”Kontrol med vulkanske udbrud” blev etableret. Man var enig om, at et sådant projekt burde have været etableret for længst og nu, hvor det har eksisteret i mange år, er man enige om, at det er et langtidsprojekt men dog langt sværere at gennemføre end man først havde forestillet sig.

Hvorfor er det så tilfældet, kunne man spørge?

”På grund af Merapis uberegnelige natur”, forklarer en af ingeniørerne mig, da jeg besøger et af deres kontorer ved vulkanens fod. ”Man når kun lige at rydde op, inden det næste udbrud indtræffer. Det er en dyr, fortvivlende utaknemmelig og endeløs opgave. En utålmodig eller pessimistisk person ville blive vanvittig”, sagde ingeniøren.

Ikke desto mindre har man hugget mindst 100 kilometer landevej ud i bjergets sider. Vejene kan benyttes i al slags vejr og var under alle omstændigheder stærkt tiltrængte. Desuden er der opført ca. 25 kilometer forstærkede diger af beton til at lede lava og mudderstrømme væk og udenom landsbyer, marker overrislingsanlæg. Disse diger og forbedringerne er med til at beskytte områdets normale vandforsyning, da vandet er vigtigt til at gøde jorden. Vi må sige, at Merapis vulkanske udbrudsprodukter, der gøder jorden og gør den frugtbar, beriger os med noget af det mest frugtbare jord, der findes på Java. Ingeniøren fortsatte og sagde til mig: ”Derfor har vi ikke råd til at miste det”, udtalte ingeniøren.

Projektet omfatter også opfyldninger til forstærkning af de store anlagte diger, dæmninger og broer og også med det formål at skabe sikre evakueringsruter, der kan benyttes ved større udbrud fra Merapi. Bønderne i de evigt truede områder sætter stor pris på disse veje. Med den gamle bondes ord til mig: ”Når man ønsker at flygte fra en eksploderende vulkan, så vil man gøre det hurtigt og uden fumlen og forvirring”.

Det var ikke så vanskeligt at overbevise folk om det nødvendige med evakueringsruterne. Man kalder dem for ”sikre flugtveje” og det er præcis, hvad de er anlagt for.

I begyndelsen af 1970 anslog man, at der var 60 millioner kubikmeter udslynget vulkansk materiale, at rydde væk, hvoraf det halve stammede fra udbruddet i 1969. Med meget store anstrengelser havde man fået fjernet halvdelen, da vulkanen i 1972 eksploderede i et nyt udbrud. Ni mennesker blev dræbt, og der aflejredes på ny adskillige millioner kubikmeter udbrudsmateriale. Det løse udslyngede udbrudsmateriale i form af aske, sten og mudder, der har ødelagt en del af de anlagte veje på vulkanens nedre skråninger bliver fjernet, således at man kan køre på vejene igen.

Desuden bruger man vulkanens udbrudsprodukter af aske og lava  til byggemateriale af al slags.

De mere end 1000 arbejdere var kun lige kommet i gang igen, da Merapi slog til for anden gang det år. Denne gang nøjedes vulkanen med at udslette to landsbyer og ingen blev dræbt.

Men året efter indtraf et nyt udbrud, som om vulkanen var blevet irriteret over denne hær af små mænd og kvinder, der fremturede med at kravle rundt på dens skråninger. Hvad bildte de sig ind med det, som de var i færd med?

Denne gang tilintetgjorde Merapi en større landsby, ødelagde 5 broer og 29 mennesker mistede livet. Hertil kom en større mængde af vulkanske udslyngede materialer til stor bestyrtelse for de næsten opgivende arbejdere.

Det er et farligt job af fjerneudbrudsmaterialet, fordi det er meget ustabilt og kan pludselig bevæge sig ned fra den inderste ”forbudte zone” over 2 kilometer længere oppe, især i form af mudderfloder under den lange regntid og lægge sig over veje og marker længere nede ad skråningerne.

Herefter holdt Merapi sig i ro i næsten 10 år, indtil vulkanen i 1984 fik et nyt voldsomt udbrud, efter at projektets arbejdsstyrke havde ryddet næste halvdelen af udbrudsmaterialet væk fra forrige gang, men takket være de nye evakueringsveje blev ingen dræbt. Så måske forstår De nu, hvorfor dette arbejde er så frustrerende”, sluttede ingeniøren sin samtale med mig.

Med udgangen af 1980-erne var der investeret over 100 millioner dollars i projektet. Den indonesiske regering har fået hjælp fra mange lande, bl.a. via Colombo-planen (det britiske Commonwealth`s bistandprogram), EU, det sydøstasiatiske samarbejde ASEAN, Canada, USA, samt Japan, der indtil videre har været den største enkelte bidragyder.

Det har været et stort problem at skaffe fødevarer til alle de mange mænd og kvinder, der har udført det beskidte arbejde. Den største hjælp kom fra World Food Programme (FAO`s og FN`s program for fødevarehjælp) med en bistand på 13 millioner dollars. Rationerne fra dette ”mad for arbejde” program bestod af tørmælk, hvede og bælgfrugter fra Canada og USA, ris fra Italien og fiskekonserves fra Japan og Norge.

Hertil skal tilføjes, at på trods af de åbne farer, der har været forbundet med arbejdet, har projektet ikke haft besvær med at skaffe arbejdere og det lettede på områdets kroniske arbejdsløshedsproblem. Dette projekt fortsætter, og det er heller ikke sandsynligt, at projektet med dets arbejde og mangfoldighed af forbedringer vil kunne afsluttes i den nærmeste fremtid. Hvad det angår har Merapi selv et stort ord at skulle have sagt.

Man forestiller sig naturligvis ikke, at man med projektet kan tæmme Merapi. Det ville være en umulig opgave. Formålet er at gøre det muligt for områdets befolkning at leve sammen med vulkanen under et minimum af risiko. De fleste mennesker, der bor ved Merapi ville ikke tage andre steder hen, selvom de havde mulighed for det.

Det er ikke kun under udbrud, at Merapi udgør en trussel. Under hver regntid

kan voldsomme regnskyl løsne kolde lavablokke på vulkanens top og rive det med ned ad dens sider. Sådanne regn – lahar – altså mudderstrømme kan føre lavablokke på størrelse med huse med sig og bevæge sig med over 30 kilometer i timen. Det er især farligt for alle dem, der bor ved de floderne, som har deres udspring i nærheden af vulkanens top.

Da millionvis af mennesker ikke kan lade være med at bo ved vulkanen grundet jordens frugtbarhed, har man siden 1980-erne anlagt disse flugtveje og dæmninger, som skulle kunne holde dels lavastrømme, men også mudderfloder væk fra landsbyerne. Der lever ca. en million mennesker indenfor en radius af 10 kilometer fra vulkanens krater. Problemet er bare, at de såkaldte glødende askelaviner og hede gasskyer kan nå ud i en afstand af 10 – 15 kilometer fra vulkanens krater, hvis de uheldige omstændigheder er til stede ved sjældne og ekstremt eksplosive udbrud.

Merapis regelmæssige udbrud er altså en prøvelse for humanitære indgreb og især inklusive dem, der forsøger at afbalancere lokal viden med tekniske beskyttelsesforanstaltninger.

Troen hos de mennesker, der bor ved Merapi er ofte stærkere end hvad videnskaben siger. Hvis folk ikke forstår, hvad de får at vide og at det ikke er betydningsfuldt for dem, så accepterer de det ikke, og de bliver dræbt ved et udbrud, og det er sket her mange gange.

Grænser for lokal viden

Visse lokale samfund nær Merapi mener, at overnaturlige ånder eller sjæle lever på toppen af vulkanen og kontrollerer dens opførsel. Andre overbevisninger inspirerer nogle til at gennemføre ritualer som at ofre et afskåret bøffelhoved nær toppen. En af de lokale beboere sagde engang til mig, da jeg kørte forbi: Når folk dør og forsvinder i et udbrud fra Merapi, er det fordi de ikke fulgte de regler eller tabuer, der kræves for at gøre ånderne glade”.

Det er min overbevisning, at når Indonesiens største hovedreligion – Islam – i dag har undgået den mere ortodokse udvikling, som vi oplever i mange andre lande, så skyldes det i høj grad troen på de gamle myter – legender og ånder i naturen og specielt i vulkanerne, der holder smilet og tolerancen i behold i befolkningen. Dermed er ikke sagt, at de ikke er troende muslimer. Tværtimod, men troen på de naturlige ånder og sjæle, der har bolig i naturkræfterne er stærkere her end jeg har oplevet det andre steder på jorden.

Oprindelige advarselsskilte ved og på Merapis skråninger inkluderer: Pyroklastiske askelaviner, (varme gas og askeskyer fra vulkanen), jordskælv og abernes nedstigning i store flokke fra skovene på vulkanens skråninger og lyn og storme forårsages ofte af de hede askeskyer fra vulkanen.

For eksempel advarede regeringsembedsmænd beboere i en landsby, der lå mindre end 5 kilometer fra Merapi, om at lade sig evakuere, da vulkanen havde nået en niveau 5-alarm (den højest mulige), men lokalbefolkningen nægtede at forlade stedet med henvisning til manglen på de åndelige signaler, som de var bekendt med. Beboerne havde her så dybe åndelige forhold til Merapi, at de troede, at der ville komme yderligere naturlige advarsler inden et stort udbrud.

Mennesker, der bor omkring Merapi er for det meste landmænd; for mange er kvæg deres eneste aktiv. En eventuel evakuering kræver, at man efterlader alt, hvad de ejer, hvilket de ofte ikke vil. De er ekstremt fattige mennesker og alt, hvad de har er jord, kvæg og hjem.

Selvom landsbyboere med 100 procent sikkerhed ved, at hvis de evakuerer, vil deres land ikke blive opdrættet, og køerne ikke vil blive fodret, hvornår og i hvilken udstrækning vulkanen vil bryde ud, er nogle gange usikkert, og sommetider tror de det slet ikke på, at der vil ske noget, så folk er ofte villige til at tage den risiko.

Bonden sagde videre: “Forestil dig, at hele din bankkonto er en ko bundet i et skur, og hvis denne ko sulter ihjel, går din samlede indkomst tabt.” Folk er bekymrede over deres køer, som føder dem. De spørger: ”vil du tage ansvar, når vores ko er død, fordi vi er i husly og ikke kan fodre den? ‘” udtalte Ahmad Husein, talsmand for International Federation af Røde Kors og den Røde Halvmåneforening (IFRC) i Indonesien.

Han forklarede, at folk efter evakuering ofte sniger sig tilbage til deres gårde, mens udbruddet fortsætter, for at fodre deres køer og samtidig sætter de deres eget liv i fare.

For at tackle dette dilemma har regeringen siden 2010 udarbejdet en evakueringsplan af husdyr i beredskabsplanerne i flere udsatte distrikter. Køer transporteres med lastbiler på samme tid som mennesker, ifølge Iskander Lehman, en nødretningslinje (LEGS) for husdyr i Indonesien.

Udfordringen var at finde et såkaldt passende ”evakueringscenter for husdyrene” og det har man fundet på steder, hvor familierne også kan opholde sig,” sagde Lehman og forklarede, at krisecentrene har mad og vand til køerne, og at familier kan tjekke deres husdyr her uden at risikere deres liv.

Eksperter siger, at det er vigtigt at uddanne ledere, der kan motivere folk til at handle fornuftigt.

”På trods af, at der er blevet udsendt tidlige advarselsbulletiner ud til offentligheden, tror indbyggerne ofte, at de ikke er i fare, fordi pålidelige åndelige ledere eller samfundsledere i området ikke ønsker at evakuere,” forklarede Nugroho og pegede på et 2010-udbrud af Merapi, der dræbte mere end 300 mennesker og tvang evakueringen af hundreder af tusinder. Hvis ikke de var blevet tvunget væk, så havde de nu været døde.

De lokale samfund omkring Merapi har en stærk tro på Mbah Marijan, som er blevet udpeget til en slags “åndelig portvagter” af vulkanen af selveste sultanen fra Yogyakarta. Sultanen af Yogyakarta er den øverste indflydelsesrige lokale Islamiske religiøse og politiske leder. Portvogteren Marijan nægtede at evakuere ved udbruddet og sagde, at han foretrak at “dø på vulkanen”, og påvirkede snesevis af andre til at gøre det samme, rapporterede de lokale medier rapporter. Lokalbefolkningen opfattede Mbah Marijan som ansvarlig for at udføre de ritualer, der skulle til for at formilde det uhyre, som mange troede boede på toppen af Merapi. Det er denne gamle mands ansvar at formilde Merapis vrede, når vulkanen skruer bissen på. Han ser og betragter et udbrud af vulkanen som en slags naturlig ting og bevis på, at vulkanens kongedømme vokser og ikke kun en trussel mod mennesker.

Når vi så ved, at i Indonesien er vulkanerne et symbol på selve livet. Den vulkanske aske gøder jorden, og bønderne på Java kan høste ris den ene gang efter den anden.

Regeringen prøver at bekæmpe dette ved at skabe ”vulkanhelte” – altså en slags ledere, hvis sociale position kan påvirke befolkningens adfærd og det lykkes langt hen ad vejen.

Bas Surono, leder af centeret for vulkanologi og geologisk katastrofebegrænsning ved ministeriet for energi og mineral – ressourcer, og er blevet men sådan indflydelsesrig helt, ifølge IFRC.

”Han spreder information på tv og radio, og rækkevidden er god med ca. 70 millioner tv- og internetbrugere i Indonesien,” sagde Husein, der tilføjede, at på grund af Suronos indflydelse, ”når vulkanerne begynder at hoste, starter folk på at forberede sig selv. ”

Det må dog siges, at ”Projekt kontrol med vulkanske udbrud” har reddet mange menneskeliv og skånet både marker og byer ved Merapis vredesudbrud og det uanset om man tror på den mandlige vulkanvogter, der tilbeder den guddommelige kraft inde i Merapi eller myndighederne.

At Merapi er utæmmelig og en hidsig vulkan kan ingen være i tvivl om. Den ryger konstant og glimter ind imellem med mørkerøde ildglimt i nattens mørke. Ved siden af Merapi ligger der sovende vulkaner, som med århundreders mellemrum lader høre fra sig og får voldsomme hosteanfald. Man skulle næsten tro, at de er som levende sjæle og ånder, der ønsker at tysse på den hidsige Merapi.

Det Buddhistiske tempel Borobudur ligger ca. 40 kilometer nordvest for Yogyakarta og er det største af sin art i verden. Det stammer fra slutningen af 700-tallet og blev pludselig forladt omkring år1006, hvor Merapi dækkede hele egnen i tykke lag af vulkansk aske og senere junglevækst. Først i 1814 fandt den engelske viceguvernør Sir Thomas Stamford Raffles templet og herefter vidste alle, hvor templet lå og heldigvis er det nu udgravet og sat godt i stand og besøges af buddhister såvel som turister.

Det Buddhistiske tempel Borobudur ligger ca. 40 kilometer nordvest for Yogyakarta og er det største af sin art i verden. Det stammer fra slutningen af 700-tallet og blev pludselig forladt omkring år1006, hvor Merapi dækkede hele egnen i tykke lag af vulkansk aske og senere junglevækst. Først i 1812 fandt den engelske viceguvernør Sir Thomas Stamford Raffles templet, der nærmest lå i  ruiner og var dækket af junglebevoksning. Templet blev af Raffles udgravet og med tiden sat i god stand og besøges ofte af buddhister såvel som turister. Navnet kan komme fra sanskrit, Vihara Buddha Ur, som kan oversættes til buddhistempelet på bjerget. Anlægget er et af Indonesiens førende turistmål.

Tempelanlægget blev i 1991 indskrevet på UNESCOs liste over Verdensarven.

For mange af indonesere er både jordskælv og vulkanudbrud et udtryk for gudernes vrede. Så derfor er det nok bedre at ofre til ånderne og guderne, der bor i vulkanerne for en sikkerheds skyl selvom man også tror på de indonesiske vulkanologer og videnskaben.

Millionbyen Yogjakarta  strækker sig næsten til Merapis sydlige skråninger, men er gået ram forbi af vulkanens vrede  Byen er værd at besøge med  de hyggelige farverige gader og gyder.  I år 2010 lå der der et tyndt hvidt askelag fra Merapi over byens huse og gader. En hilsen fra den temperamentsfulde nabo.

Kapitel 10 – Lidt mere om Javas vulkaner og menneskene

Forfatterens citat: ”Vi har ikke lært af historien. Derfor gentager den sig”….

Java er Jordens tættest befolkede ø med sine lunefulde og smukke kegleformede vulkankegler, der ligger snorlige som på en lang linje fra vest til øst på række og holder liv i Java med den yderst frugtbare vulkanske jord, der først og fremmest skyldes vulkanerne, der igen er et produkt af sammenstødet imellem kontinentalpladernes bevægelser – den Indo – Australske fra syd øst og den Euroasiske mod nord.

Indoneserne ved udmærket hvad det vil sige at leve i skyggen af disse mere eller mindre uberegnelige bjerge, der er lige så lunefulde, som de ser fredelige og godmodige ud. Adskillige af vulkanernes kratere, er ofte tæt bevokset med skove. Vi er jo nær Ækvator og derfor er de to skiftende årstider – regntid eller tørtid årsagen til, at den vulkanske jord forvitrer hurtigere, så igen kan bønderne høste afgrøder mere end ellers andre steder på jorden i vulkanske egne, hvor klimaet er koldere.

Man kan i alle højeste grad sige, at det er vulkanerne, der holder liv i Java, der anses som den mest aktive vulkanske ø i Indonesien. Det gamle ord Sunda, som man i sig tid kaldte Indonesien for Sundaøerne, skyldes den hvide vulkanske aske, som Javas meget aktive vulkaner har efterladt sig (jo mere sur – kiselsyrerig aske er, desto hvidere).

Man kan sige, at øen Java er et af naturens mesterværker med sine imponerende vulkantoppe, der skyder op hen over den smalle, langstrakte ø, afvekslende med dale og plateauer, der afvandes af store floder. Den næringsrige aske fra vulkanerne har sammen med solens varme og monsunregnen skabt en frodighed, der er usædvanlig selv for troperne. Utallige generationer har anlagt og vedligeholdt terrasser og vandingskanaler til risdyrkning, og man frembringer i dag stadig et udbytte, der er større end de fleste andre steder, hvor man ligeledes anvender traditionelle dyrkningsmetoder.

Java er verdens tættest befolkede ø med over 120 millioner indbyggere og i hovedstaden Jakarta bor der nu 11 millioner mennesker. Hovedstaden blev stærkt udvidet under hollændernes kolonisering fra 1600 – tallet og siden 1949 været center for Indonesiens politiske magt og økonomiske liv. Nu har den indonesiske regering bestemt, at man ønsker at flytte hovedstaden til Kalimantan – lig Borneo i 2024, fordi Jakarta, der jo ligger på Javas nordkyst synker langsomt lidt næsten som Venedig, grundet alt for mange byggerier i den bløde vandrige undergrund, og Borneo hører til Indonesiens mindst udsatte steder for vulkanudbrud og jordskælv.

De alle første mennesker man har fundet spor af å Java, var medlemmer af Homo Erectus, som der er almindelig enighed om udvikledes og udvandrede fra Afrika. Der er fundet kranier af de såkaldte Javamennesker i aflejringer, der er op til en million år gamle. Det diskuteres stadig, om der går  en lige linje fra Javamennesket, og om de første mennesker i Asien udviklede sig herfra eller om de uddøde, og der kom en ny indvandring fra Afrika.

De første mennesker i Australien synes at være kommet ”forbi i Indonesien” for en ca. 30.000 år siden at dømme efter hovedskaller, som man har fundet på det østlige Java. Nogle mener, at visse fysiske træk fra disse mennesker er overlevet i Javas befolkning i dag. Vi ved det ikke med sikkerhed, men ellers er de fleste indonesere etnisk nært beslægtet med de folk, der boede nord herfor og med næsten alle de andre på de sydøstsasiatiske øer, Filippinerne og øerne i Stillehavet.

Om de nuværende indonesere kan siges, at landets snart omkring 270 millioner mennesker fordelt på officielt 13.700 øer,(faktisk er der 17.500 øer, hvoraf mange er ubeboet) hvoraf den tættest befolkede er Java med 120 millioner indbyggere. Allerede tidligt begyndte man at udvikle såkaldte kongedømmer på øerne Java og Sumatra med kulturel og religiøs indflydelse fra Indien ved handel og man erhvervede sig hovedsageligt ved risproduktion.

Fra det 13. århundrede begyndte der en langsom islamiseringsproces, der ikke blev direkte gennemført af erobrere, men langsomt og forholdsvis enkelt tilpassede sig de forhold, som der var i befolkningerne ved siden af de lokale trossamfund. Islam spredte sig først fra øen Sumatra og siden til det meste af det nuværende Indonesien. I dag er ca. 85 % af hele befolkningen muslimer. 10 % kristne, resten hinduer og buddhister. Jeg vil gerne understrege, at Islam blev blandet med de i forvejen eksisterende kulturer og religioner, hvilke ofte holdes i hævd i dag hos troende muslimer.

Det ville svare lidt i retning af, at dengang kristendommen kom til Danmark med Ansgar, så lod vi os kristne, men beholdt stadig troen på guderne ved siden af.

Når vi mennesker ser på naturen, kommer vi ofte til at beundre den og hertil kan tilføjes tilbedelsen.  Religionerne opstår ved tilbedelsen af de magter og de kræfter, som vi ikke altid lige forstår og som vi betragter styrer os mere eller mindre. En af de første gaver, som naturen har givet os mennesker, er ilden. Ilden er den eneste forskel mellem mennesker og andre levende væsner. Vi ved i virkeligheden ikke hvornår og hvor henne i verden mennesket første gang lærte at bruge ilden og selv fremstille ild ved at gnide to stykker træ imod hinanden.

Måske var en vovehals modig nok til at snuppe et stykke brændende træ fra en skovbrand eller som Johannes V. Jensen skriver i ”Den lange rejse” om Fyr, den unge mand, der går op på vulkanen ”Gunung Api” Ildbjerget, en vulkan, der dyrkes som en guddom af menneskene, der bor i skovene ved vulkanens fod. Fyr stikker en træpind ned i den røde lava i en sprække i jorden, hvor det ryger kraftigt op fra og løber hujende ned til folket med den brændende træstok. Han bragte ilden til menneskene.

Ilden kunne bruges til at varme sig med i de kolde vintre i hulerne. Ilden giver varme og holder de vilde dyr borte. Ilden er derfor af mennesker igennem årtusinder betragtet som et næsten levende væsen.

Ildtilbedelsen er efter min mening den ældste form for religionstilbedelse på jorden. Ilden er symbolet på det gode men også det onde, når den tager magten og udsletter alt, præcis som vulkanen. Tænkt blot på risbonden ved vulkanen Merapi på Java, der i vulkanen betragter både det gode og onde.

Når vulkanen har udbrud er det en kamp imellem skoven og det omkringliggende land og vulkanen.

Sender glødende lavastrømme langt ud fra vulkanen brænder og skovene af på dens skråninger og landet omkring. Der er intet mennesker og dyr kan gøre andet end at flygte, men når vulkanen falder til ro igen vender folket og dyrene tilbage til de nye sletter og skove, der vokser op oven i den vulkanske jord. Da mennesker ikke har magt over disse naturkræfter, må der ofres til dem. Herved opstår offertilbedelsen. Den ældste religionstilbedelse på jorden.

Hvis nogen spørger, hvad jeg vil med vulkanerne, er mit svar konkret: ”Når man kommer dem ganske nær og bliver fortrolig med dem og kun ikke ser på dem som skønheder eller fjender på afstand, så mærker man dem som med en næsten menneskelig voldsomhed over sig”.

Menneskene og vulkanerne er både lykkelige men også ulykkelige sammen. Her har vi det frodige land, hvor solen, kærligheden og de ekstreme naturkræfter er fremkaldt af både det gode og det onde.

Lad os fantasere os om en tænkt katastrofe, der ofte har været virkelighed for befolkningen mange gange igennem Javas historie.

Midt på Java ligger et stort vulkanbjerg. Det er et godmodigt bjerg, der ikke længe har udspyet lava, så vulkanens kegle er forvandlet til overordentlig frugtbar jord og menneskene er lykkelige, men en skønne solskinseftermiddag kunne man se op mod den gamle rygende vulkan, der længe havde været i ro, at der nu kom røg op. Uanset hvor man end vendte sig, kunne man se floder og vandløb, hvor vandbøfler væltede sig i mudderet. Her var mad nok til alle. Ingen var fattige, fordi vulkanerne gav jo folket alt, hvad de skulle bruge. Milliarder tons frugtbar aske, hvor alt kan gro uden at man behøvede at gøde jorden.

Pludselig skete det en eftermiddag, hvor indoneserne havde søgt ly i deres huse på grund af middagsheden. At jorden begyndte at ryste og rumle. Sorte skyer hævede over vulkanens top. På få øjeblikke forsvandt solen og dagen forvandlet til mørke. Vældige strømme af kogende mudder og vand strømmede ned gennem dalene og fejede alt til side. Næste dag var udbruddet forbi, men både landsbyer og opdyrkede marker lå begravet under tykke lag af vulkanske udbrudsprodukter.

Ikke et græsstrå eller eneste busk var at øjne, øde landskaber havde afløst de før så frugtbare jorder.

8 dage senere fik vulkanen et nyt raserianfald og denne gang voldsommere end det første udbrud.

Havde der været noget tilbage efter det, var det denne gang forsvundet. I mange dale havde mudderstrømmene dækket selv de højeste trækroner.

Alle, der ikke var flygtet i tide, lå nu døde sammen med deres dyr, druknede i mudder og lava, eller kvalt af aske fra vulkanen.

Hver eneste vulkan er sig selv og tager ordet til sin tid, og når den har talt og raset ud, er verden omkring den forvandlet.

Man kunne måske kalde Java for både livets og dødens ø. Livets ø, fordi den vulkanske aske gøder jorden og dødens på grund af den evige trussel, men hvad er vi mennesker ikke i stand til at gøre for at tjene penge?

NB: En askelavine eller ”Nuee Ardente”fransk ord for glødende gassky, består af to dele – overophedede gasser og askepartikler, som ruller ned over vulkanens flanker i form af en askelavine med en fart på omtrent 200 kilometer –somme tider op til 500 kilometer i timen. Gas – og askeskyen kan have en temperatur helt op til 900 grader Celsius. En ”Nuee Ardente” er noget af det farligste en vulkan kan præstere dels på grund af den høje hastighed, men også de høje temperaturer, der dræber alt levende på sin vej. ”Nuée Ardente” kendes også under navnet ”Pyroklastiske askelaviner”. Afsætningerne af de såkaldte askelag efter en ”Nuee Ardente” kaldes Ignimbriter (ignis = ild, brit = sky).

Der er forskel på en “Nuee Ardente og en pyroklastisk askelavine ved, at Nuee Ardente består af to dele – gasser og aske og støv – og er som regel hedere i det end en pyroklastisk askelavine.

Askelaviner opstår ved, at den sure eller seje lava i vulkanens krater pludselig bryder i stykker, hvorved der frigives enorme mængder gas fra den endnu flydende del af den smeltede lava, eller når de såkaldte ”domer” brister. ”Domer” eller ”lavapropper” dannes ved, at delvis størknet lava som en prop øverst i en vinflaske langsomt skubbes i vejret for i første omgang at sætte sig fast i selve vulkanens krateråbning eller hals. ”Domer” er altså et resultat af trægtflydende – kiselsyrerige – lavatyper. På et tidspunkt stiger gastrykket under ”domen” så meget, at den revner eller sprænges væk, og herved opstår askelavinerne.

Det var ved Mt. Pelees udbrud i 1902, som sendte en sådan askelavine ned over byen St. Pierre på øen Martinique og på få minutter stegte næsten 30.000 mennesker til døde, at man for første gang i historisk tid observerede sådanne askelaviner. I ældre geologilærebøger betragtes fænomenet som noget specielt, men nu ved vi, at askelavinerne er ganske almindelige ved voldsomme vulkanudbrud. Dette kan aflæses i analyser af askelagene. Faktisk blev både Herculaneums og Pompejis indbyggere i år 79 ved Vesuvs udbrud kvalt af sådanne hede aske- og gasskyer. Også Mt. St. Helens udbrud i staten Washington i 1980 producerede askelaviner, og vi så det ved Mount Serrat i Caribien i 1995. Endelig bør tilføjes Merapi på Java er ligeså berømt for sine askelaviner.

 

Copyright: vulkaneksperten. dk

Henning Andersen, tlf. 20764247 og 38193411.