Krakatau i udbrud igen… - Vulkaneksperten.dk

Vulkanøen Anak Krakatau(Krakataus barn), der ligger i Indonesien i Sundastrædet, har vist stigende aktivitetsrytme igen. Det er en ubeboet vulkanø midt i Sundastrædet imellem Java og Sumatra. Stærke eksplosioner af frigivne gasser fra den gasrige smeltede magma inde I vulkanen får sorte røg og askeskyer til at hæve sig flere kilometer I vejret og igår opstod en tsunamibølge, der druknede hundredvis af mennesker(hvor mange indtil nu er uvist?)

Området er også kendt for sine kraftige jordskælv, som gang på gang har fundet sted i regionen, og kan medvirke til at aktivere vulkanerne i området. Adskillige vulkaner er allerede mere urolige end normalt, og det gælder også Anak Krakatau i denne tid. Nye sprækker og revner ved kontinentalpladebevægelserne i området får magma nedefra som sirup til at strømme op i de oven over liggende vulkaners magmakamre – og sætter derved vulkanerne i gang.

Mindre kraftige jordskælv plus eksplosioner, der sender askeskyer adskillige kilometre i vejret er bevis på magmabevægelser under Krakatau – vulkanen. Glødende magma er som lava er også strømmet ud. Sandstranden på øen er hedere end normalt. Aktivitetsniveauet er stigende ud af det internationale vulkanaktivitetsniveau, og det betyder igen, at større udbrud kan forekomme når som helst(se VEI-skala på minileksikon på vulkaneksperten.dk).
Den magmatype – eller også kaldet for lava – som vulkanen Anak Krakatau producerer ved sine udbrud, er en mellemting mellem basalt og andesit, d.v.s. den indeholder et siliciumindhold på fra imellem 54 – 55 %, hvilket I sig selv gør vulkanens virksomhed mere eksplosiv, fordi gasserne har sværere ved at undvige. Krakatau er berygtet for sine voldsomme udbrud, specielt 1883. Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen.
Ordet subduktion betyder underskydning, og det er et område, hvor to af jordskorpens plader mødes og presses imod hinanden, og den letteste – ofte oceaniske – presser sig ned i kappen under den anden kontinentale – altså underskydning. Derved sker der en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og det nydannede magma har en mere sejtflydende konsistens. Dette medfører, at den opstigende magma vil danne mere eksplosive vulkaner på jordens overflade, da den sejtflydende lavas konsistens bevirker, at gasserne har sværere ved at undslippe i vulkanens udbrud. Man kalder det også for en destruktiv pladegrænse.
For at gøre Krakataus tilfælde mere indviklet, så ligger vulkanen ikke alene kun på underskydningen af den australske kontinentalplade ind under den euroasiske men også på en tværgående forkastning – en slags åbent sår – hvor igennem magma nedefra trænger op og er medvirkende til at sætte gang I vulkanens udbrudsrytme.
Mange gange er der i artikler nævnt, at en neddykkende havbundsplade er mere vandholdig end ellers, og det er da også rigtigt, at der er H2O med ned, men det anvendes hovedsageligt til mineraldannelsen, bl.a. amfibolens tilstedeværesle i andesitmagma, men det er ikke det, som giver den eksplosive vulkanisme, det er derimod SiO2 – indholdet(kiselsyre) og den deraf seje smeltemasse.

Krakatau er en 338 meter høje keglevulkan på den lille ø i midten af den store vandfyldte calderagryde(det betyder kraterindsynkning efter en større eksplosion) og som opstod efter det store udbrud i 1883. Anak Krakatau, d.v.s. Krakataus barn opstod som en undersøisk vulkan i 1927 oven i den gamle vulkans bortsprængte vandfyldte kratergryde efter de kraftige eksplosioner i 1883, der kostede mindst 36.417 mennesker livet alene ved de store tsunami – bølger, der væltede ind over Indonesiens tæt bebyggede kyster i farvandet. Ved dette udbrud udslyngedes 18 kubikkilometer af aske og pimpsten(lavaskum) til en højde afmindst 80 kilometer, og 295 byer blev udslettet af tsunami – bølgerne.

Selve braget, da vulkanen eksploderede den 26. august kunne høres 4653 kilometer væk, og vulkanske udbrudsprodukter som aske og svovldioxidgasser cirklede verden rundt i stratosfæren i lang tid bagefter og påbvirkede klimaet i store dele af verden. Eksplosionerne opstod dels på grund af magmakammerets sammenstyrtning og havvandets indtrængen i de rødglødende smeltede stenmasser under vulkanen, en dødelig coktailblanding. En liter vand kan pr. sekund omdannes til flere tusinde liter vanddamp pr. sekund.

Se artiklen om ”Krakatau – Krakatoa da verden gik amok”under artikler på min hjemmeside.

Henning har skrevet bogen: ”Øer født af ild”, der handler om Indonesiens vulkaner.

Henning Andersen

tlf. 20764247.

Herunder min artikel om:

KRAKATOA – KRAKATAU – DA VERDEN GIK AMOK – VERDENS STØRSTE BRAG.

“I en mørk eftermiddagstime torsdag den 29. november 1883 samledes københavnerne i småklynger på Kongens Nytorv og Rådhuspladsen for at diskutere et uforklarligt, stærkt rødligt skær, som oplyste hele den sydvestlige himmel.
Solnedgangen kunne det jo ikke være i den retning, så det måtte nok stamme fra en eller anden storbrand. Enkelte kloge hoveder foreslog Carlsberg-bryggerierne som lysskærets ophavssted, for “der gik de jo ude og rodede med indlæggelse af det nye elektriske lys”. Men nogen sikker løsning nåede man ikke frem til.”
Den følgende dag kunne Berlingske Tidende – med Berliner Tageblatt som kilde – meddele, at fænomenet også var observeret i den tyske hovedstad. Først den 3. december kom forklaringen med gengivelse af et læserbrev i Times et par dage tidligere, hvori en engelsk meteorolog “satte luftsynet i forbindelse med lysbrydninger i cirkulerende støv fra det vældige vulkanudbrud i Sunda-strædet mellem Java og Sumatra tre måneder før, som havde farvet solen blå i Trinidad og grøn på Ceylon. Nogle dage senere blev lidt af støvet samlet op i England og præsenteret ved et møde i det højtærede Royal Society, hvor man også året efter etablerede Krakataurådet. I England undrede man sig over, at dele af dette askestøv blev tiltrukket af en magnet på samme måde, som det var sket med det støv, som faldt i Venedig efter det store Islandske vulkanudbrud 100 år tidligere, altså i året 1783.
Så blev der ikke talt så meget mere om det i de danske aviser. Først senere blev det bevist, at det store udbrud på øen Krakatoa i august 1883 Indonesien skulle komme til at sætte skub i den vulkanologiske videnskab”…..

Ringen sluttet
Så længe kontinenterne bevæger sig, og det vil de fortsat gøre, vil der dannes nyt magma nede i dybet, og den vulkanske cyklus vil fortsætte på Jordens overflade.
I 1927 dukkede en ny vulkankegle op af havet dér, hvor Perbuatan og Danan havde ligget. Gentagne gange blev keglens top skyllet bort af bølgerne. Men de vulkanske kræfter var de stærkeste, og den nye ø Anak Krakatau, d.v.s.Krakataus barn, hæver sig nu ca. 200 m over havets overflade. Ikke længe efter at øen var dukket op af havet, fløj en fugl hen over de øde lavaklipper, tabte en klat med et frø, og livet begyndte forfra på ny.

Da Krakatau sprang i luften

Vulkanen vågner
Det billede, som eftertiden har dannet sig af vulkanøen Krakataus store eksplosive udbrud i 1883, hviler mere end de fleste andre katastrofebeskrivelser på rekonstruktion.
Ingen overlevende så, at Krakatau sprang i luften, og kun to mennesker vides med sikkerhed at have set bare et glimt af den store flodbølge på vej bort fra eksplosionsstedet.
I mange kilometers omkreds havde vulkanens askesky indhyllet land og hav i bælgmørke, og de druknende så formentlig intet, før de ufattelige vandmasser brølede ind over dem.
Alligevel har det været muligt bagefter at danne sig et uhyggeligt billede af dette udbrud, dels gennem undersøgelser af de naturfænomener, det var skyld i, og dels gennem de få øjenvidneskildringer, vi har modtaget fra overlevende og fra forbisejlende skibskaptajner.
I over 200 år havde man intet mærket til vulkanen, da den i maj 1883 begyndte at røre på sig. Den aflange klippeø var skovbevokset og bestod af flere vulkankegler med kratere på toppen. De indfødte hentede i ny og næ tømmer på øen.
Men den 20. maj det år hævede der sig pludselig en kæmpehøj dampsøjle over vulkanøen. Fra et forbisejlende skib målte man søjlens højde til 17 km, og kaptajnen noterede i sin logbog, at solen lignede “en azurblå kugle, som hang i en uhyre kuppel af mælkeglas”. Dampsøjlen indeholdt aske, der dryssede ned i mange kilometers omkreds og længe fulgte skibet.
I Jakarta, 170 km fra vulkanen, kunne eksplosionerne høres som artilleriild. På daværende tidspunkt var man nu ikke særlig foruroliget over udbruddet. Vulkanudbrud er jo så almindelige i Indonesien.
En del indonesere ængstedes dog. De hviskede, at det måtte være bjergdæmonen Orang Aljeh, der var på spil igen. Men ingen turde sige noget konkret. Indtil nu var Krakatau blevet anset for at være udslukt. Det forrige udbrud havde fundet sted i 1680 og havde, så vidt det berettedes, ikke været særlig kraftigt.
Bragene fra den fjerne vulkan blev imidlertid stærkere, og jorden rystede, så vinduer og døre klirrede og klaprede…

Landgang på øen
En uge senere besluttede den hollandske generalguvernør, at der skulle sendes en ekspedition til vulkanøen for at undersøge situationen, og en gruppe geologer skulle deltage for at give en vurdering af udbruddet.
Skibet nærmede sig den godt 45 km2 store ubeboede ø fra læsiden. Ca. hvert femte minut lød der eksplosioner, og pimpsten og aske slyngedes højt til vejrs. Der var udbrud i tre kratere.
Redningsbåde blev sat i vandet. Forsigtigt nærmede man sig den dirrende vulkanø, lagde til og gik i land. En af deltagerne, grubeingeniør Schuurman, fortalte bagefter:
“Jeg nærmest kravlede fremad i hælene på de modigste, eller skal vi sige de dumdristigste. Vi havde ikke andet fodfæste end den bløde aske, vi sank ned i. Vi så nøgne, afbrændte træstammer rundt omkring. Det så ud, som om grenene var flået af i en voldsom ildstorm eller glødende hvirvelvind(dette ved vi i dag er en hed askelavines måde at bevæge sig på). Jo højere vi kom op, desto hedere blev luften og ligeså jorden under vore fødder. Vi nåede kanten af det store krater netop som en dampkaskade rejste sig med øredøvende hvæsen. En af vore mænd affyrede sit gevær. Det lød som når man åbner en flaske champagne under en banket sammenlignet med drønene omkring os.”
Geologerne konstaterede, at et nyt krater var opstået på toppen af Krakatau, med et tværsnit på godt en kilometer!
Da vovehalsene igen sejlede væk fra øen, udslyngede vulkanen pludselig glødende stenblokke, der knustes i småstumper på bjergsiden, hvor de kort forinden havde gået. Glødende lavastrømme var der intet spor af.
Ekspeditionsmedlemmerne troede, de havde oplevet kulminationen af Krakataus udbrud. De kunne ikke ane, at den endelige eksplosion skulle finde sted et par måneder senere, og at den ville kunne mærkes over store dele af verden.

Vulkanen bliver voldsommere
I løbet af de næste par måneder voksede vulkanens virksomhed. Der åbnede sig stadig nye kratere, hvorfra eksplosioner slyngede aske og slagger mange kilometer til vejrs. Den sidste, der besøgte øen inden den store eksplosion, var chefen for Javas topografiske institut, kaptajn Ferzenaar, som vovede sig i land den 11. august. Alle træer stod som afbrændte tændstikstumper i den svedne jord. Han lagde også mærke til, at der var flere aktive kratere, end de forrige besøgende havde bemærket. De lå nærmest på en spalte tværs gennem øen. Under enormt gastryk slyngedes aske og pimpsten op af kraterne. Ferzenaar så også, at den gamle kraterkegle, Danan, midt mellem de tre øer var styrtet helt sammen, og dagen efter konstaterede en forbisejlende engelsk kaptajn, at Danans krateråbning nu kun lå knap en meter over havets overflade…
Natten til den 26. august havde næsten ingen lukket et øje i Jakarta på grund af de atmosfæriske forstyrrelser og jordrystelser, som blev stadig stærkere. Det var, som om der var forbindelse mellem de atmosfæriske og de underjordiske vulkanske kræfter.
Næste morgen kunne man høre eksplosionsbragene fra vulkanen blive endnu voldsommere. Samme morgen lå kaptajn Watson med sit skib 16 km syd for Krakatau og skrev i sin logbog: “Eksplosionerne indtraf med få sekunders mellemrum og lød som stærk artilleriild. Himlen var dækket af en umådelig tyk, sort sky, hvorfra det lynede næsten konstant. Ved 17-tiden faldt der pludselig en regn af pimpsten på dækket. Selv om det var stormvejr, var luften kvælende af svovlstank. Ankeret kom varmt op fra 60 meters dybde, og der var mange elektriske udladninger.”
På et andet skib, ca. 70 km borte, blev masterne ramt af lyn, og det regnede med varmt mudder. De indfødte fyrbødere kom springende op på skibets dæk for at slukke en pludselig ildløs, som de troede var antændt af onde ånder, der ville sprænge skibet i luften, hvis de fik lov til at komme ned under dækket.
Om eftermiddagen stod en søjle af aske og pimpsten 26 km op i himlen (nogle kilder siger 80 km!), og sten og støv fra den sprængte vulkan regnede ned over et område på 150 km i alle retninger som fra et skytæppe, der gjorde dag til nat. Man har beregnet, at 18 km3 sten og aske var blevet sendt til vejrs.

Vulkanen eksploderer
Hen på natten til den 27. august, mandag morgen, indtraf der en stilstand i aktiviteten. Luften kølede af. Skulle det mon være overstået, tænkte man i de områder på Java og Sumatra, der lå nærmest vulkanen.
Det er bl.a. på grund af denne stilstand, at visse geologer bagefter har hævdet, at vulkanens glødende, øverste aktive område kan være sunket under havets overflade, så havet har afkølet den buldrende vulkan. De mente, at der på den måde kunne være opstået en kæmpeprop i vulkanrøret. Men det hjælper ikke at lukke for sikkerhedsventilen, hvis der stadig fyres op under kedlen. Allerede da det begyndte at dages den 27. august, kunne man iagttage en stærkt tiltagende bevægelse i havet omkring vulkanen.
Kl. 5.30 morgen indtraf en voldsom eksplosion. Kl. 6.44 endnu en, og kl. 10.02 den tredje, den voldsomste, verden havde oplevet i århundreder: Som havde en dæmon sprængt sine lænker efter at have spændt sine kræfter til det yderste for at slippe fri af dem.
Dette eksplosionsbrag var så stærkt, at det vækkede sovende mennesker i Australien over 3000 km borte, og i visse retninger kunne eksplosionen høres 5000 km væk, som fra Oslo til ned i Sahara eller 1/12 – del af jordens overflade.Lufttrykbølgen fra eksplosionen bevægede sig jordkloden rundt syv gange. I første runde var dens hastighed 1140 km i timen, ved den femte havde den sagtnet farten til 1081.
I lang tid derefter fremkaldte askestøvet de skønneste blodrøde solnedgange mange steder i verden og “Luftsyn” som det, der blev observeret i København, forsvandt først med udgangen af december. Temperaturen faldt med ½ grad, hvilket bevirkede vejrændringer mange steder.Endnu en eksplosion, men svagere, fandt sted kl. 10.52. Efter eksplosionerne var hele den centrale del af Krakatau forsvundet, og havets bølger skyllede hen over det sted, hvor den rasende vulkan havde ligget.
Kun nogle få rester af caldera-randens yderside stod tilbage foruden en del af Rakata, der nu lignede en stejl, gennemskåret klippe.

De overlevende beretter
Selve øen Krakatau var som før omtalt ubeboet og det, der skabte den store katastrofe, var tsunamien, den 35-40 m høje flodbølge, der rejste sig i kølvandet på den store eksplosion kl. 10.02. Denne dræberbølge skyllede med en fart på 550 km i timen ind over de nærliggende kyster, druknede mindst 36.000 mennesker og udslettede 165 landsbyer.
Bølgen registreredes Jorden rundt af automatiske tidevandsmålere. For eksempel i Sydafrika (8000 km borte) steg vandet 14-15 timer senere 40-60 cm, og selv i Kanalen mellem England og Frankrig mærkedes bølgen halvanden dag efter. Men dens store højde og ødelæggende virkning var aftaget ret hurtigt uden for strædet. I Jakarta steg vandstanden således “kun” et par meter, men dog nok til, at byens lavest liggende kvarterer blev oversvømmet, og mange omkom. På strækningen fra Javas nordvestlige hjørne til Jakarta mistede “1794 indonesere og 546 kinesere” livet.
I Serang, som ligger lidt inde i landet, hørte man kæmpeeksplosionen lidt over 10. Kl. 11.10 afgik et telegram til Batavia (Jakarta): “Det regner med grus.” Kl. 11.30 blev telegraflinjen afbrudt. Det næste par timer sad folk indendørs og lyttede til grusregnen, der knækkede træer og grene. Kl. 14 lysnede det akkurat så meget, at en hane troede, det blev dag, og begyndte at gale. Man havde tændt lys inde i husene lige indtil kl. 16.
I den ret betydelige havneby Merak, der ligger på Sunda-strædets smalleste sted, overlevede kun én europæer flodbølgen, nemlig havnefogeden H. Pechler. Kl. 8 mandag morgen var han på vej hen for at sende et telegram for distriktsingeniør Neumann, hvori denne indberettede til regeringen, at byen siden søndag aften havde været hjemsøgt af ødelæggende oversvømmelser, at byens rangerbanegård lå i ruiner, at havnens kraner og landingsbroer endnu stod, men at mange jernbanevogne var væltet i havet.
Pechler fik afleveret telegrammet og befandt sig ved 10-tiden neden for det højdedrag, der ligger bag byen, da flodbølgen pludselig var der. Han styrtede op ad højdedraget, men bølgen fulgte efter ham og nåede ham allerede til knæene, da hans erindring pludselig holdt op. Antagelig er han besvimet af anstrengelse. Da han vågnede næste dag, lå der to indonesere ved siden af ham, som også var sluppet med livet – i modsætning til ingeniør Neumann. Han druknede to timer efter at have overgivet Pechler sit telegram, sammen med 12 andre europæere og 169 indonesere.
Fra den lille by Tjilagon var den unge embedsmand Abell tidligt om morgenen redet af sted mod Merak. Næppe havde han nået byen, før han så en kolossal havbølge, “måske på højde med en kokospalme” vælte frem fra havet i det tiltagende mørke. Han styrtede op på den nærmeste højde og reddede således livet. Men da han så sig tilbage, lå hele den omliggende kyststrækning druknet under flodbølgen. Efter 4 timers ophold på højden i bælgmørke kunne han søge hjem. Han var den ene af de to, der havde set bølgen, før den kom.
Af alle de omkomne i Merak blev der kun fundet et eneste lig. Jernbanesporene var revet op og krøllet sammen som bændler, og det viste sig, at vandstanden havde været 30 m over normalen.
I havnebyen Anjer, der lå vulkanen nærmest (50 km), havde man søndag aften haft en lille bølge på et par meter, men hele natten var havet i oprør. Tidligt mandag morgen havde teknikere arbejdet med at reparere den afbrudte telegraflinje, men allerede kl. 6.30 var der kommet en bølge, som næsten havde ødelagt byen. Af dem, der overlevede den, var en straks redet til nærmeste by for at telegrafere, men var vendt om for åbenbart at redde et eller andet i Anjer. Han var knapt kommet halvvejen, da hans trommehinder næsten sprængtes af den frygtelige eksplosion ved 10-tiden.
Så kom den store tsunamis-bølge. Den tog, hvad den første havde levnet, fortet, fængslet og fyrtårnet på Javas “4. punkt” (ved Anjer). Hvilken tragedie, der knytter sig til fyrtårnet, må vi gætte os til. Vi ved kun, at fyrmesterkonen, fru Schuit, bagefter var i stand til at beskrive, hvilke rystelser tårnet var udsat for allerede under den første bølge – samt at hendes mand og to børn fandtes på listen over de omkomne tillige med en ældre næringsdrivende, fru Schuit, der måske har været hendes mands mor. I alt druknede der 14 europæere i Anjer, deriblandt den hollandske regerings repræsentant. Hans kone blev reddet, men barnet i hendes arme var dødt.
Også fra Tjaringin, 35 km sydligere, er beretningerne kortfattede, men dramatiske. Søndag aften havde en mindre bølge revet mange huse væk og væltet “palitah”erne (lamperne) i flere andre, så der var gået ild i dem. En del af natten var derfor gået med at slukke. Ved 6,30-tiden var vejinspektør Gaston redet 4 km mod nord til Tjerita for at inspicere en ødelagt jernbro. Da han næsten var hjemme igen, så han langt ude over havet i dæmringen – han var den anden af de to, der så den – den enorme tsunamis-bølge nærme sig. Med sporerne i siden på sin hest galopperede han det sidste stykke og fik blæst så megen alarm, at der reddedes 150 indonesere op på højen bag byen. Blandt de omkomne var regenten “patihen” og hans familie, i alt 55 personer. Hans lig blev senere fundet – uden hoved.
Byens gamle skatteopkræver nægtede at flygte; han blev siddende på den kasse, han nu havde haft ansvaret for i 48 år, lige til bølgen kom. Alene i Tjaringin omkom der 1880 og i hele distriktet ca. 12.000.”

På Javas sydvestspids, ved indsejlingen til Sunda-strædet, stod der et fyrtårn på en 40 m høj klippe. Søndag noterede fyrmesteren i sin journal:
“Kl. 2.30: Himlen formørket nordpå. Kl. 6.00: Mørkt overalt. Kl. 7.00: Vinden i øst. Kl. 7.50: Stærke jordstød. Kl. 10.00: Heftigt uvejr til 4 morgen.” Og videre mandag:
Kl. 4.30: Våd aske, regn, storm, vinden i sydøst. Kl. 5.30: Vinden i vest. Kl. 6.30: Dagen kommer ikke. Vi lader fyret brænde. Kl. 7.00: Vinden i nord. Kl. 7.45: Slukker fyret for at skifte væger. Kl. 8.00: Voldsom storm, himlen helt dækket, vejret endnu dårligere. Kl. 9.00: Komplet mørke. Kl. 11.00: Vældige detonationer, døre og vinduer springer op. Kl. 11.10: Lynaflederen knuses, lynet springer ind i tårnet, sårer de 4 af vore straffefanger, som havde jernhalsbånd, og svider dem ned ad ryggen, fortsætter gennem gulvet, op ad trappen igen til lygterummet, så ud. Kl. 1.30: Vejret lidt bedre, stadig mørke, vinden svagere. Kl. 4.00: Vinden i sydøst.”Alene disse skiftende vindretninger siger noget om, hvilke bevægelser i atmosfæren vulkaneksplosionerne førte med sig.

På Sumatra-siden af Sunda-strædet var ofrenes antal kun lidt over halvdelen af Javas, men ødelæggelserne var lige så pludselige og store. “Byen Ketimbong 15 km inde i Lampung-bugten udslettedes på samme tid og af samme bølge, som opslugte Anjer på den anden side af strædet. Stadskæmneren Beyerinck, der sammen med byskriveren, Tokaya, i tide var flygtet op ad vulkanen Rajabasas skrænter, fortæller at det mandag formiddag regnede med sten, hvoraf nogle var store som et barnehoved. Efter den store eksplosion ved 10-tiden var der indtrådt komplet mørke, hvorunder det var umuligt at vare sig mod den brændende aske, der faldt ned fra himlen. Det lindrede noget, da nedbøren skiftede til koldt dynd. Fem dage tilbragte han under et usselt halvtag sammen med sin kone og sine børn og mange indfødte, af hvilke flere var frygteligt tilredt af den brændende aske, før der kom hjælp fra Batavia. Bølgen havde her været 24 m høj, og der omkom næsten 5000..
I distriktshovedstaden Telok-Betong i bunden af Lampung-bugten undgik kun residensbygningen, fortet, fængslet og kirkegården at blive revet ud i oceanet. De lå alle 24 m over havet, og bølgen standsede ved 22 m. (…)
Ingen har set, hvad der skete i Telok-Betong de sidste minutter, den eksisterede. De, der overlevede udslettelsen, sad inden døre i residensbygningen i et bælgmørke, “sortere end den sorteste nat”, skønt klokken jo kun var 10 om formiddagen. De hørte orkanens bragen, havets hærgen, træer, der væltede, og vulkandyndet, der piskede på vinduer og døre, men flodbølgen havde ingen set, skønt den nåede bogstavelig talt til husets tærskel.
Først tirsdag morgen fik man overblik over katastrofens omfang. Hele den lavere liggende del af byen var forvandlet til en slette, overstrøet af ruiner, der var dækket af et næsten halv meter tykt lag af aske og dynd. En damper var kastet 3-4 km op i land, et stort sømærke stod blandt korsene på kirkegården, og hele bugten var, så langt øjet rakte, et eneste gråt pimpstenstæppe, som i mange måneder hindrede al sejlads.
Også fra udslettelsen af Semangka-bugtens hovedby, den langt mindre Beniawang, var det den overlevende stadskæmner, le Sueur, der kunne fortælle lidt. Mandag morgen var han blevet revet med af den første bølge, men havde dog fundet fodfæste, da bølgen trak sig tilbage. Et par timer senere blev han på ny væltet af sted, men havde klamret sig til en træstamme, der bar ham oppe, til han atter havde fast grund under fødderne. Sammen med et par indonesere havde han famlet sig frem i mørket, til de endelig traf en mand med en fakkel, der førte dem i sikkerhed.
Ca. 250 indonesere omkom i Beniawang, deriblandt næsten alle egnens lokale høvdinge, der var mødt frem for på festlig vis at modtage den hollandske resident, som skulle besøge byen om mandagen.”

Dagen efter katastrofen sejlede en damper så tæt på, som den kunne komme. Kaptajnen noterede: “Overalt var den samme grå farve fremherskende. Landsbyer og træer var forsvundet. Vi kunne end ikke se ruiner; bølgerne havde fortæret og slugt indbyggerne, deres hjem og deres plantager. Det var i sandhed en dommedagscene.”
Hverken askestøvet, der nåede til Danmark, eller de få, der reddede livet, har i virkeligheden kunnet fortælle os om den ufattelige gru, som de druknende mennesker må have oplevet i deres sidste minutter. Måske har der været nogle, der holdt hinanden i hånden i dødens øjeblik og mindedes dette gamle kærlighedsvers fra en af Sunda-øerne:

”Hvor lang end vejen er, vil jeg gå den med dig.
Hvis vandet er dybt, bærer jeg dig gennem det.
Du kan holde dig fast i mit løsnede hår.”

Landgang på Anak Krakatau
Ude i horisonten dukker en stejl bjergkegle nu tydeligt frem af varmedisen. Det er Rakata, vi har foran os, den højeste af resterne af den gamle, sprængte vulkan på den sagnomspundne ø Krakatau. Som man sejler nærmere, kan enhver se, at der må være sket noget dramatisk.
Rakata er ca. 800 m høj. Dens ene side falder næsten lodret ned i havet. Det ser ud, som om øen er skåret igennem af en kæmpemæssig kniv.
Den forsvundne del skred ned under havet ved det voldsomme udbrud i 1883. Den tilbageblevne del af Rakata og de andre ø-rester lå dækket af et omtrent 60 m tykt lag aske og lignede et trøstesløst månelandskab, aldeles goldt.
Men kun et par år efter var plante- og dyrelivet så småt på vej frem igen på Rakata. I dag er der nogle steder en tæt vegetation med efterhånden 200 plantearter, og et rigt dyreliv, såsom flagermus med et vingefang på over en meter, edderkopper på størrelse med en hånd, varaner og kvælerslanger. Videnskaben har her fået en enestående mulighed for at følge koloniseringen af et stykke land fra det rene ingenting og senere også på den nye Anak Krakatau, hvor casuarinaer var blandt de første til at slå rod på den nøgne strand.
Indoneserne selv undgår Rakata. De siger, at onde ånder holder til på øen. Man sejler forbi i den store vandfyldte kratergryde og passerer det sted, hvor den store eksplosion fandt sted 1883, i en båd på havets overflade. Der, hvor der nu er 300 m dybt vand, var der fast grund, indtil øen forsvandt i havet i august 1883. Energien i eksplosionen var så stor, at det svarer til hele 2. verdenskrigs samlede ammunition affyret på én gang, inklusive de to atombomber over Hiroshima og Nagasaki!
Det var nu ikke selve vulkanudbruddet, der var årsag til, at så mange mennesker blev dræbt. Dette skyldtes de kæmpestore tsunami-bølger, som blev dannet ved de voldsomme eksplosioner, og specielt den store tsunami to minutter over ti den 27. august, der med en højde på 35 til 40 m skyllede ind over Javas og Sumatras kyster, oversvømmede 165 landsbyer og druknede mindst 36.000 mennesker.”
Man kigger betaget på de sprængte vulkanøer, bare selve iagttagelserne fortæller mere end ord, at her må være sket noget voldsomt. Inde i midten af den forhenværende bortsprængte vulkans vandfyldte krater, ligger et muldvarpeskud af en ø, som om en kæmpemæssig muldvarp havde rejst sig fra havbunden og presset sig i vejret over havets overflade og nu får luft gennem krateret i toppen. Man kan se, at det ryger lidt fra toppen. Det er Anak Krakatau — “Krakataus barn”.
I 1928 stak denne “nye” vulkan sit dampende hoved op af havet på det samme sted, hvor den “gamle” vulkanø havde ligget. Gennem sprækker i jordskorpen står den i forbindelse med det magmakammer, der skabte dens forgænger. Magmakammer er betegnelsen for en isoleret masse af smeltede bjergarter, magma(græsk ord for smeltede bjergarter), under vulkanen; og magmaet bliver til lava(italiensk ord), når det er strømmet ud og har afgivet sit gasindhold.
Øen er lidt efter lidt blevet bygget op af det materiale, der slynges ud gennem dens krater, og den vokser for hvert udbrud. Nu er toppen 200 m over havets overflade, og med 300 m ned til havbunden er der altså dannet en 500 m høj vulkankegle i løbet af 100 år.
Navnet Krakatau stammer muligvis fra det gamle sanskrit ord karkata, der betyder “krabbe”, hvilket kan være inspireret af den krabbelignende atol, der er dannet langs vulkanens calderarand.
Andre vil vide, at en forbisejleden skibskaptajn engang spurgte en indoneser: ”Hvad hedder den der klippeø?” ”Kaga tau (Det ved jeg ikke), lød svaret, og dermed havde øen fået sit navn, Krakatau.
Man maser på. Først gennem et buskads, og så op ad den sorte aske- og slaggedynge, som vulkanskråningen består af. Selvom det kun drejer sig om 200 m, må vi stoppe flere steder for at puste ud; vi er jo nær ved ækvator. Asken er nogle steder presset sammen som korn i en kagemasse. Andre steder, hvor asken er løsere, er der spredt plantevækst. Vi går tæt bag hinanden.
Halvvejs oppe på skråningen ligger der en tynd gummisnor ned over vulkanflanken. Den er en del af et måleinstrument. Når magmaet presser på inden i vulkanen, vil vulkansiden hæve sig som et varmt brød i en bageovn,. Selvom det kun drejer sig om en millimeter, kan det registreres på meget fintfølende instrumenter og udgør på den måde en af metoderne til at forudsige kommende vulkanudbrud på.
Man kommer op på toppen af en ældre, lidt lavere forskudt kraterrand og har foran Anak Krakataus dampende hoved. Krateret er næsten åbent, og man kan ned i det. Det ryger ækelt ud fra revner og sprækker.
Man sætter sig og kigger på vulkanen. Kun 123 år har det taget at opbygge dette 500 m høje barn af den gamle vulkan fra havbunden. Ved hvert udbrud lægges der et nyt lag af slagger og aske omkring krateret. For neden er lavaen presset ud fra kraterrøret ved de seneste udbrud, som tandpasta ud af en tube.
Der kommer stærkere, hvæsende lyde fra krateret. Svovlholdige dampe driver væk. Man hoster af og til, men sidder alligevel og kigger betaget over på vulkanen. Sandet under fødderne er varmere, end det normalt ville have været selv i den stærke tropesol.
Alt sammen en påmindelse om, at de underjordiske, vulkanske kræfter kun slumrer ganske let på stedet her.
Det er anstrengelserne værd at sejle ud og bestige vulkanen.

På toppen af Anak Krakatau føler man kontrasten mellem vildskab og fred. Kontrasten mellem det ødelæggende og det skabende. Netop på dette sted, hvor man føler jordens hjerte
banke, og hvor en af de voldsomste vulkaneksplosioner fandt sted i 1883, ser man et bevis på, hvordan livet vender tilbage.Det levende vinder over det døde. Først opbygges der fra det dybe hul i havbunden en 500 m høj vulkankegle, og på toppen af denne rygende slaggedynge finder man et tegn på livets genfødsel: En myre kravler af sted i det sorte lavasand…

Derfor eksploderede Krakatau

Jordens yderste skal er delt op i kæmpestore plader, som bærer vores kontinenter — de såkaldte lithosfære-plader. Lithosfæren er den geologiske betegnelse for jordskorpen, den faste del af kloden — i modsætning til atmosfæren (luftrummet) og hydrosfæren (havene). Jordskorpen er fra 20 til 130 km tyk, mens kappen mellem den og Jordens kerne er på næsten 3000 km.
Først i forrige århundrede erkendte man, at varmen fra Jordens indre trænger op gennem kappen og derved bevæger lithosfære-pladerne, så land og hav har skiftet udseende gennem klodens historie. Det er også pladernes bevægelser på 5-10 cm om året, der skaber jordskælv og giver ophav til såvel vulkaner som bjergkædefoldninger.
Nogle steder findes spredningszoner — eller åbningszoner — hvor pladerne bevæger sig fra hinanden. Under spredningszonerne stiger materiale i Jordens kappe opad mod havbunden. Herved sker der en delvis smeltning af kappematerialet, fordi trykket bliver mindre. Det smeltede materiale, magmaet, fortsætter opefter og kommer til udbrud gennem vulkaner på havbunden. Ved disse vulkanudbrud opbygges undersøiske højderygge, der altså følger spredningszonerne. Island udgør et af de få steder, hvor en sådan højderyg når op over havets overflade.
Andre steder bevæger to plader sig forbi hinanden. Der opbygges periodiske spændinger, som regelmæssigt giver jordskælv på overfladen. Et typisk eksempel er Sankt Andreas-forkastningen i Californien. Denne forkastning danner grænsen mellem Stillehavspladen og Den nordamerikanske plade.
Så finder vi endelig de såkaldte underskydningszoner, hvor en plade bevæger sig ind under en anden plade. Et sådant eksempel er Indonesien: Her dykker Den indo-australske lithosfæreplade flere hundrede kilometer ned under Den eurasiske plade, og den bevæger sig med nogle få cm om året; hver gang pladen rykker lidt, mærker man det som et jordskælv på Jordens overflade. Der sker en delvis opsmeltning af materialet i underskydningszonen, og dette magma har tit et højt kiselsyreindhold og er derfor mere sejtflydende end det magma, der dannes langs spredningszonerne, hvilket bevirker, at de opløste gasser i smeltemassen har sværere ved at undvige. Vulkanerne i en underskydningszone bliver derfor mere eksplosive, og dette er netop tilfældet med vulkanerne i Indonesien, heriblandt Krakatau.
Hele Stillehavet rundt har vi underskydningszoner og en ring af vulkaner — Ildringen kaldes den. To tredjedele af alle Jordens virksomme vulkaner findes her. Indonesiens vulkaner befinder sig på en slags udløber eller sidegren, som går helt fra Seram i Molukkerne, over Banda-havet, de Små Sunda-øer, Bali og Java, til Sumatra – en strækning, der svarer til afstanden fra Karachi (Pakistan) til Hong Kong.

Krakatau er en såkaldt stratovulkan. Det vil sige, at den er bygget op af skiftevis løse udbrudsprodukter og størknede lavastrømme. De smeltede stenmasser under Krakatau er sejtflydende og fyldt med opløste gasser, der forsøger at slippe ud. Til sidst kan vulkanrørets prop ikke længere modstå trykket. Det smeltede, gasrige magma “bobler” over på samme måde, som hvis man trækker en flaske champagne op: Når proppen er væk, strømmer den indespærrede champagne ud…
Den ene eksplosion afløser den anden. Gasserne undviger og river dele af magmaet med sig som skumsprøjt, der størkner undervejs gennem luften og danner skyer af aske, som kan sendes mange kilometer til vejrs. Senere i udbruddet kan mindre gasrigt magma fra dybere dele af magmakammeret under vulkanen strømme op gennem vulkanrøret og komme ud som lava.
På et tidspunkt er gaseksplosionerne ikke længere i stand til at sende materialet op i så stor højde. Søjlen af udbrudsprodukter over vulkanen kollapser med mellemrum, og dette bevirker, at glødende aske og gas med mellemrum ruller ned ad vulkanens flanker. Disse askelaviner er noget af det farligste, en vulkan kan præstere. De kan have en temperatur på op til 800 grader celsius og opnå en fart på 200 km i timen.
Til sidst kan vulkantoppen synke ned i det tømte magmakammer. På denne måde opstår en caldera, som kan være mange kilometer bred og meget dyb. En indsunken caldera dannes ofte i forbindelse med kraftige vulkanudbrud, og tit opstår der også en sø i calderaen, eller havvandet kan trænge ind, som det skete ved Krakataus udbrud.
Det nedfaldende udbrudsmateriale sætter ofte havets bølger i voldsomme bevægelser, der forplanter sig som flodbølger, de såkaldte tsunamier. I dette tilfælde var tsunamibølgerne dobbelt så høje som ved det undersøiske jordskælv i år 2004, der skabte den store katastrofe i det Indiske Ocean, og det primære er også, at det var denne tsunami, som slog folk ihjel i forbindelse med vulkanens udbrud. Ikke hverken askeregn eller lavastrømme. I gamle leksika kan man læse, at Krakataus eksplosion skyldtes havets indtrængen i kraterets glødende lava og den deraf følgende dampudvikling.
Dette er den forklaring, der blev givet af en videnskabelig komité, som den hollandske regering havde sat til at undersøge resterne af vulkanøen kort tid efter for om muligt at forklare årsagen.
Der er skrevet bøger og lavet film om vulkanøers tilsvarende undergang i sådanne kæmpeeksplosioner, bl.a. Jules Vernes Den hemmelighedsfulde ø. Her fortælles om en vulkanø, hvor havvandet fosser gennem en underjordisk kanal ned i vulkanens glødende lavagryde og forvandles til vanddamp.
Endvidere fortæller Jules Vernes i sin roman: “Men gennem krateret kunne disse dampe ikke finde tilstrækkelig udvej. Der skete en eksplosion, som kunne høres i tusinder af kilometers omkreds, klippeblokkene styrtede ned i Stillehavets vande, og få minutter efter skyllede oceanet hen over det sted, hvor øen før havde ligget.”

Den hollandske komité havde fundet, at det aske- og pimpstensmateriale, der lå på Rakata og de andre øer, visse steder var op til 60 m tykt, og mikroskopiske undersøgelser viste, at askepartiklerne var små iturevne stykker af glasagtig lava og nydannet aske fra magmakammeret under vulkanen.
Udbrudspartiklerne var altså ikke, som man havde troet, resterne af den gamle vulkans top fra før eksplosionen. Undersøgelseskomiteen stillede derfor spørgsmålet: Hvis den gamle vulkans top ikke var blevet sprængt i luften, hvad var der så blevet af den?
Der var og er stadig enighed om, at vulkantoppen må være sunket ned i det delvis udtømte magmakammer, hvorved calderaen blev dannet.
Ny forskning har stillet spørgsmålstegn ved, om indtrængende havvand i Krakataus tilfælde faktisk var årsagen til den kraftige eksplosion.
Undersøgelser af udbrudsmaterialerne viser, at det snarere er et meget kraftigt plinisk udbrud, der har tømt magmakammeret plus en magmablanding, som før forklaret i denne artikel, af tilførsel af nyt magma nedefra og som har givet ekstra gastilskud og fornyet kraftig eksplosivitet i vilkanen.
Vulkanen Tambora på Sumbawa, en ø øst for Bali, havde i 1815 et udbrud, der var otte gange voldsommere end Krakataus i 1883, og her var der med sikkerhed tale om et plinisk udbrud fra en stratovulkan. Også i Tamboras tilfælde blev der dannet en caldera(en stor grydeformet kraterindsynkning, som dannes ved udtømning af en vulkans magmakammer).
Ligesom der har været flere forklaringer på, hvorfor vulkanen sprang i luften, har der også været flere forklaringer på, hvad årsagen var til den enorme tsunami, der rejste sig ved den store eksplosion kl. 10.02. Nogle mener, at eksplosionen var den direkte årsag, mens andre mener, at tsunamien opstod, da krateret styrtede sammen. Atter andre mener, at tsunamien skyldes nedfaldet af udbrudsprodukter på havets overflade tæt ved vulkanen efter en kollaps af askesøjlen. Den sidste antagelse har i de senere år vundet anseelse blandt geologer inklusive indoneserne selv. I den forbindelse skal det nævnes, at der forud for den store tsunami var flere mindre flodbølger, som alle kan sættes i forbindelse med de svagere eksplosioner, som gik forud for hovedeksplosionen kl. 10.02.
.
At Krakatau vil eksplodere igen er helt sikkert, dog næppe i vores tid. Men ind imellem de eksplosive udbrud har naturen sin egen forunderlige evne til at genskabe livet.