Kilaueavulkanen på Hawaii er en Hotspot – vulkantype.

Vulkanen Kilauea på Hawaii, der nu er i udbrud er en såkaldt hot-spot vulkantype.

En “hot-spot” er et varmeområde i Jordens kappe, hvor en varm opstrømning på grund af kerneprocesser i jordens indre frigiver energi i enorme mængder og i form af magma (lava) mere konstant til vejrs end andre steder. Eksempelvis ligger Island, Hawaii-øgruppen og De Kanariske Øer på sådanne hotspots. Man må endvidere sige, at i mange tilfælde bringer en hotspot magma (lava) op fra dybere dele af jordens kappe, og det ser ud til, at hotspotten forbliver på samme sted, mens havbundspladen eller kontinentalpladen oven over flytter sig. Det er Hawaii-øerne det bedst kendte eksempel på, men også Island – Galapagosøerne i Ecuador og Yellowstone i U.S.A. ligger på en hotspot, men her på Hawaii er der tale om større varmeområde.

Kilauea har været konstant i udbrud siden 1983 og bedømmes i dag til at være verdens mest aktive vulkan. Det skyldes netop, at magmaproduktionen her er temmelig stor på grund af den opstigende mængde af smeltet materiale fra jordens indre her er større end andre steder. At vulkanen nu er mere i pressen skyldes, at dens lavastrømme finder nye veje ud, idet bevægelser og trykændringer inde i vulkanens rørsystem har forskubbet udbrudskanalen. Jordskælv af forskellig styrkegrad er også med til at forårsage trykændringer i magmakammeret under vulkanen, der igen får den smeltede lavamasse – magmaet til at ændre sig og øger hermed trykket i vulkanen. Det bør ikke glemmes, at lavamængden – udbrudsmaterialet – her er mere konstant opadstigende end andre steder. Derfor er denne vulkan konstant virksom.  

Andre hotspot på jorden er: Tristan da Cunha i Sydatlanten – Reunion i det Indiske Ocean – de Canariske Øer – Eifel i Tyskland – Kap Verdeøerne – Ascension.

De højeste lavatemperaturgrader er målt i Kilauea, der nu er i udbrud  på Hawaii med 1500 graders Celsius.

Man kan sige, at en hotspot ikke tilhører grænserne af de store tektoniske plader – udover Island – men ligger oftest inde på midten af en plade.

Geologer har konkluderet, at der befinder sig mellem 40 og 50 hotspots rundt om på kloden med Hawaii, Island, Galapagos, Reunion og Yellowstone som nogle af de mest aktive for tiden.

Vulkaner i forbindelse med Pladetektonisk sammenhæng. 

I vulkanske oceanrygge når magmaet fra Jordens kappe op til jordens eller havbundens overflade. Her dannes der derfor ny havbund i de aflange spaltedale, som udgør grænsen imellem oceanbundspladerne. , der jo tvinges fra hinanden. Bevægelseshastigheden er fra 2 – 20 cm om året, men der regnes med en gennemsnitshastighed på ca 6 cm pr. år. Disse områder kaldes tilvækstzoner Det opstigende basaltiske materiale – lava – udfylder spalterne der og flyder ud på havbunden. Når der er tale om en større lavaproduktion dannes der øer, der som Island når op over havets overflade, ja nogle højderygge er helt op til 4000 meter høje fra havbunden.

Destruktionszoner eller subduktionszoner er områder, hvor en jordskorpeplade – eller havbundsplade går til grunde ved, at havbundspladen, der er den tungeste tvinges ned i dybet og dykker ned under kontinentalpladen, der som regel er tykkere, men består af lettere bjergarter. Disse sedimenter bliver skubbet op som foldebjerge langs kontinentranden. Der opstår jordskælv langs grænsefladen mellem pladerne, Benioff-zonen, der hælder ind under kontinentet. Det var en jugoslav, der i forrige århundrede opdagede, at i dette område opstod jordskælv som følge af bevægelser i brudområder, hvor skorpen gned imod hinanden. Den frigjorte varme, der opstår ved pladernes bevægelser langs med hinanden, er medvirkende til, at der dannes en ny opsmeltning af Oceanbundspladen. Da de smeltede bjergarter er lettere end de omgivende faste klipper, vil de stige op mod jordens overflade. Det opadstigende magma har modtaget tilskud fra oceanbundpladen og fra kontinentpladen og er derfor mere sejtflydende, og de opløste gasser i smelten har sværere ved at undvige. Magmaet indeholder opløste gasser, der på et tidspunkt grundet trykændringer i smelten vil undvige og presser materialet ud som lava i et vulkanudbrud. 

Der opbygges et overtryk i disse magmabeholdere eller kamre under vulkanerne langs disse subduktionszoner eller destruktionszoner, og resultatet er derfor ofte meget eksplosive vulkanudbrud, der  afstedkommer calderadannelse i forbindelse med de stærke eksplosioner og store askestrømme eller glødende askelaviner, båret oppe af undvigne gasser fra den smeltede lava. 

F.eks. også under ø-buer som Aleuterne og Kurillerne, mødes to jordskorpeplader, hvor den tungeste tvinges i dybet og begynder at smelte. De dele af pladen, der har det laveste smeltepunkt begynder først at smelte, og de indgår i det opad stigende magma, der nærer ø-buevulkanerne.
Inden på en plade eller en oceanbund kan der dannes vulkaner oven på et varmeområde – en såkaldt “hot-spot” eller plume, der stammer nede fra dybere dele af jordens kappe. Efterhånden som ocenbundspladen eller kontinentet bevæger sig hen over det såkaldte varmeområde, vil der dannes en vulkankæde med virksomme vulkaner i den ende, der ligger over det opstrømmende varme magmamateriale.

Tydeligt eksempel er netop Hawaii-ø-kæden i Stillehavet, der alle næres af tyndtflydende basaltiske lavamasser, der opbygger store skjoldvulkaner, fordi magmaet er tyndtflydende.
Forskelliges steder er tyndtflydende, basaltisk magma fra tid til anden som enorme lavastrømme vældet ud fra spalter og revner i enorme områder. Op til flere tusinde meters tykkelse finder man adskillige steder på jorden og flere hundrede tusinde kvadratkilometer områder har sådanne lavaudbrud fundet sted fra tid til anden. F.eks. ved vi nu, at adskillelsen af Grønland fra Europas og dermed Nordatlantens dannelse ses som et resultat af sådanne enorme lavaudbrud i Tertiærtiden.

Riftdale eller sprækkezoner eller spredningszoner, bl.a. den øst-afrikanske gravsænkning er nye åbninger, hvor kontinentet eller pladen er ved at gå i stykker og trækker sig fra hinanden. Bunden imellem synker ned, og der strømmer magma op og danner vulkaner i bunden af dalen.