Tusindvis af mindre jordskælv og rystelser på Island de seneste to uger har ført til frygt for, at et større vulkanudbrud er på vej.
De islandske beredskabsmyndigheder har udsendt et varsel, og den verdensberømte turistattraktion Den Blå Lagune er blevet lukket.
– Omkring 200 jordskælv er blevet registreret siden midnat, alle under 2 på skalaen, skriver den islandske vejrtjeneste på sin hjemmeside.
I alt er der registreret 23.000 jordskælv, siden den underjordiske aktivitet begyndte at tage til 25. oktober.
Der er derfor frygt for et vulkanudbrud fra Thorbjørn-bjerget nær byen Grindavik på den sydvestlige spids af Islands hovedø, hvor rystelserne er koncentreret.
I sommer var der også et mindre udbrud fra Fagradalsfjall-vulkanen.
Bjerget ligger tæt på de termiske kilder i Den Blå Lagune, der hvert år tiltrækker turister fra hele verden.
40 gæster forlod hotel
En af disse turister, Brian Harris fra Florida, oplevede natten til onsdag områdets mange jordskælv.
– I løbet af natten var der måske 10-15 jordskælv. Vi spekulerede over, om det var normalt for Island, eller om det var noget, vi skulle være bekymret over. Men til sidst lagde vi os bare til at sove, siger han til den Islands nationale tv-station RÚV. Taxachaufføren fortalte os, at vi skulle holde os væk, men billetterne var allerede booket. Omkring 40 gæster valgte dog at forlade hotellet, efter at et skælv målt til 4,8 på jordskælvsskalaen rystede bygningen