Jordskælv i Island.

 

Et jordskælv med en beregnet størrelse på 5,5 har tirsdag ramt det sydvestlige Island tæt ved landets hovedstad, Reykjavik.
Det meddeler Islands Meteorologiske Institut (IMO).
Der er ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne, skriver netmediet Reykjavik Grapevine, der tilføjer, at rystelserne kunne mærkes over hele den sydvestlige del af øen.
Skælvet var ‘enormt’ og ‘varede flere sekunder, men føltes mere som en evighed’, skriver mediet.
Skælvet indtraf klokken 15.43 dansk tid kun 3,3 kilometer under jordens overflade, viser tal fra IMO. Det blev fulgt af adskillige mindre efterskælv.
Islands statsminister, Katrín Jakobsdóttir, var midt i et videointerview med den amerikanske avis Washington Post, da rystelserne begyndte.
Et klip, der er blevet delt på Twitter, viser hende fare sammen, da der lød et brag og rystelserne gik i gang.
– Wow, der var et jordskælv lige nu, lyder det fra statsministeren, der dog hurtigt genfinder roen.
– Sådan er Island, griner hun, inden hun fortsætter interviewet.
Endnu er der ikke kommet meldinger om materielle skader. Men et skælv af den styrke ventes at have forårsaget let til moderat skade, skriver den britiske avis Daily Express.

NB: Når det så er sagt så er et jordskælv af den styrke ikke noget en islænding hidser sig op over”.

www.vulkaneksperten.dk 

 

image_print