Ildtilbedelse fra vulkanerne. - Vulkaneksperten.dk

Menneskene har altid igennem årtusinder betragtet ilden som en gave fra de højere magter.

I første bind af Johannes V. Jensens: ”Den lange rejse” skriver han, at Guning Api, ildbjerget er en vulkan, der tilbedes som en guddom af urtidsmennesker.

Johannes V. Jensen placerer ganske vidst Gunung Api i Skåne, der havde aktive vulkaner for mange millioner år siden, men jeg vil tro han fik ideen til beskrivelsen efter sit besøg på Java i Indonesien, hvor menneskene også i fortiden tilbad den hellige ild fra vulkanerne. Gunung Api = Ildbjerget eller på indonesisk deres ord for vulkan.

Johannes V. Jensen fortæller om den unge mand Fyr – ildhenteren – den glade og frygtløse og menneskenes leder – der vover sig op på vulkanen med stor ærefrygt, da ildbjerget jo var helligt for menneskene. Ilden blev betragtet som et væsen. Fyr kunne mærke den glødende lavas varme fra krateret.

Til sidst blev han modig nok, stak en træpind ind i en hed klippesprække og løb hujende ned ad bjerget med den brændende træpind. Han havde bragt ilden til menneskene. Derfor blev han kaldt Fyr.

Skovfolket ved Gunung Apis fod tilbad ilden, som gav dem varme og holdt de vilde dyr borte. Fyr blev til sidst tilbedt som ”Ildguden” selv.

Men en dag blev Gung Api så underlig tavs. Var det mon, fordi Fyr havde taget Ilden fra menneskets overmand, Ildguden deroppe i vulkanen?

Den rette guddom måtte være naturkraften i vulkanen selv. Derfor sonede menneskene brøden ved at brænde Fyr levende på bålet.

Der skete ham hans ret, fordi han havde taget, hvad der ikke tilkom ham eller var hans. Han gav til menneskene, men kun for selv at tage og når mennesket går ud over mennesket skal det falde.

Men nu bliver Gunung Api endnu mere tavs, og der kom sne på toppen af vulkanen. En ny tid var begyndt istiden. Var det mon alligevel fordi de havde ofret Fyr.

Enhver ild kan gå ud, og tabet af den ville være uerstatteligt for menneskene, hvis ilden ikke selv forstod den kunst påny at fremkalde sine flammer – specielt før i tiden. Naturen har selv opbevaret en såkaldt ”evig brand til menneskene” i vulkanerne hvorfra de blot behøvede at antænde deres egen ild med et stykke træ eller andet brændbart. I Midten af det 18. århundrede i staten Michoacan i Mexico opstod der en helt ny vulkan, Jorrullo 1759 – på en frugtbar højslette efter en serie stærke jordskælv. Egnen dækkedes af mange hundrede små 2 – 3 meter høje lava – jordhøje, der som muldvarpeskud skød op af jorden, hvor igennem lava som skumsprøjt og hede gasser sivede ud. Midt i det hele opbyggedes 6 slaggebjerge af udslyngede lavaklumper, hvoraf det højeste er ca. 510 meter højt.

Indbyggerne i de nærliggende landsbyer flygtede forfærdet bort, men vendte tilbage igen, da det hele synes at være forbi.De fandt deres gamle frugtbare jord oversået og gennempløjet af de mange nye udslyngede vulkanske udbrudsprodukter. Det så nærmest ud, som hvis en enorm trylleplov havde gennempløjet de store landarealer. Midt i det hele hævede små lavaforhøjninger sig som brændende ildovne, hvorfra rødlig røg og gasser trængte ud. Det varede ikke længe før indbyggerne benyttede dem som en slags kogesteder, hvorover de kunne tilberede deres mad. De døbte dem det mexicanske ord ”hornitos” der betyder ovn. Mange slog sig permanent ned ved siden af, og de bogstavelig talt kogte deres suppe på vulkaner.
De slukkedes dog lidt efter lidt, men endnu 20 år senere kunne man stadig antænde træspåner i de varme lavasprækker.

På Hawaii hentede indbyggerne den ild de skulle bruge fra vulkanerne.

Her i Europa malede mange kunstmalere flotte malerier af vulkaner i udbrud som et symbol på verdenssjælen selv. Kort og godt i vulkanen så de det gode ved den frugtbare jord og det onde ved udslettelsen af al form for liv.

Det gode og det onde som i alle former for religionstilbedelse.

Ildtilbeldelsen er efter min opfattelse den ældste form for religionstilbedelse på jorden.

Den gamle spådom var gået i opfyldelse: ”Fra dybet vil det onde komme, og hvad der er sikkert vil forsvinde, og hvad der ikke er, vil komme!” Mange årtier gik og Lava-folket herskede enevældigt på øen Gorm. Men uden at have fjender at bekæmpe, blev den onde energi langsomt svækket: uden sjæle, ingen fornyelse af energi. Magors ondskab vendte sig mod ham selv. Hans onde og triumferende latter blev langsomt til en arrig snerren. Hans styrke forsvandt også, så derfor besluttede han at flytte tilbage til vulkanens indre, hvor han kunne samle fornyet energi til igen at give sine kræfter frit løb.

En efter en kravlede Lava-folket tilbage i Ildbjerget og forsvandt i den kogende magma og efterlod øen Gorm øde og livløs. Flere årtier gik … Den gamle Vismand ventede længe i sit hemmelige gemmested, hvor han græd mange tårer for sine gamle venner, som nu ikke var længere. Legenden fortæller, at hans tårer blev til en blå og lysende klar flamme, som fik navnet ”Livets Øje”. En flamme, som huskede Den gamle Vismand på hans mål: at genopbygge Gorm og opnå den endelige sejr over Magor – Den onde Hersker. Efter Lava-folkets tilbagetog, og da Den gamle Vismand var vendt tilbage til sin ø, begyndte Livets Øje at skinne endnu mere. Et langt og udmattende arbejde ventede Den gamle Vismand: at give Gormiti-folket nyt liv.

Han var nødt til at genskabe sit folk og for at gøre dette, besluttede han at benytte naturens elementer og forme dem med sine kræfter. Der opstod derfor 4 folkeslag:

Gormiti of the Forest (skovfolket): hårdføre og kloge som gamle træer.
Gormiti of the Sky (luftfolket): adrætte og muntre som fugle
Gormiti of the Sea (havfolket): hurtige og snedige som fiskene i havet
Gormiti of the Earth (jordfolket): stærke og storsindede som Moder Jord.
Den gamle Vismand var tilfreds med sit arbejde, men vidste også godt, at vulkanen ulmede. Og han vidste også, at dens ondskab ville vågne op igen. Som modvægt skabte han nogle ”Lords” (herrer), der var større og med flere kræfter end de almindelige Gormiti-folk. En ”Lord” blev skabt til hvert folk. De blev skabt uden erindringer og allerede voksne, og de blev sendt til hver sin landsby. Under de store muskler og kraftfulde sjæle skjulte sig venlige folk, der var parate til at dø for deres eget folk.

En skønne dag blev Magors onde energi så lysende og kraftig som den havde været én gang før og hans tilbagevenden til Gorm var nær …. meget nær! Denne gang skulle invasionen ikke være så alt-ødelæggende som første gang. Magor huskede den fejl, som han havde begået ved at ødelægge alt og alle og samtidig ødelægge det, der kunne sikre hans energi. Denne gang skulle hans undersåtter (bestående af Lava-folket og Magma-folket) erobre Gorm uden at ødelægge den, men i stedet herske over Gorm og gøre Gorm og befolkningen på Gorm til sine slaver for derigennem at få de nødvendige midler til at vedligeholde kræfterne.

Så en skønne dag viste der sig fra den røg, som dagligt kunne ses på Ildbjerget, nogle gloende røde spor på himlen. Først lignede de bare lavasten, men Den gamle Vismand indså straks, at disse røde spor var lava-folk, som Den onde Hersker Magor havde kastet op mod himlen fra Ildbjergets indre. Den gamle Vismand advarede straks alle herrerne (”Lords”) med et telepatisk signal og de sikrede alle Gorms landsbyer med det samme. Der var ingen tid at spilde: Den uendelige krig mellem det gode og det onde var ved at starte igen … Men den frygtelige Magor var gået længere end det … Ikke blot havde han planlagt angrebet på øen, men med sin sorte magi angreb han alle folk på øen. Hans magi var ikke tilstrækkelig til at ødelægge dem, men nok til at folkene ikke anså de andre folk som venner. Folkeslagene stolede ikke på hinanden længere. De som havde været venner før, turde ikke være det længere. Det var sådan at den store slag begyndte… Alle folkeslagene begyndte at kæmpe, ikke bare mod de onde folk fra vulkanen, men også mod hinanden og alle drevet af ønsket om at erobre og dominere, og alle var overbeviste om, at den eneste måde at opnå fred igen, var at herske over alle andre.

Den første fase af det store slag om øen Gorm var lige begyndt…