Ildbjerget Merapi - Vulkaneksperten.dk

Merapi, Java, Indonesien, er 2911 meter høj og ligger på 7.5S og 110.4E. Merapi er en stratovulkan og ligger på det centrale Java med typisk andesitlava.Ca. 70 udbrud siden 1548. merapi er en aktiv lavadome, der som regel sender glødende askelaviner ned over oplandet, og mange mennesker har mistet livet igennem årene. Vulkanen ligger kun 30 kilometer fra millionbyen Yogyakarta på java med et indbyggerantal på nær 1 million. Vulkanen betrages som en god nabo grundet den yderst frugtbare jord i det tropiske klima. Unesco har anlagt såkaldte dæminer for at lede lahars – mudderstrømme – og lava væk fra de mange landsbyer på vulkanenes nedre skråninger.

Ifølge et gammelt sagn er vulkanen bosted for Sydhavets dronning Loro Kidul, hvis skønhed ikke overgåas af andre kvinder, og selv i dag ofrer sultanen af Yogyakarta hvewrt år dyre gaver til loro kidul ved at kaste gaverne ned i vulkanens krater på toppen.

Merapi kollapsede sidst i år 1006, hvorved templet Borobudur blev begravet i tykke askelag. Vulkanens magmakammer blev udtømt, og der dannedes en enorm kratergryde – en Caldera. Caldera er et spansk ord for en kedelformet kraterindsynkning. En Caldera dannes oftest efter et eksplosivt vulkanudbrud, hvor magmakammeret under vulkanen og selve krateret er blevet fuldstændigt eller delvist tømt for udbrudsmateriale. Dermed bliver vægten af den overliggende vulkan tungere end undergrunden kan bære, og vulkanen – eller resterne af den – synker ned og danner en kedelformet dal oven i det udtømte magmakammer. Sådanne calderaer er ofte fyldte med vand (kratersøer), eller havet er trængt ind i uddybningen, som det skete med Krakatoa i 1883. Den vulkanske cyklus (udbrudsperiode) er som regel tilbagevendende og opbygger igennem årtusinder – alt afhængig af ny magmatilførsel nedefra – en ny vulkankegle indenfor calderaens område. (Se tegning af vulkankollaps i mit mini-leksikon).

Uddrag fra min bog: “Øer født af ild”
“I skyggen af Merapi”. På det centrale Java omkring 30 km nord for Yogyakarta, hovedstad i et gammelt sultanat, rejser den majestætiske vulkan Merapi sig med sin 2911 m høje, næsten perfekte kegle. Merapi – Ildbjerget – er en evig trussel for omegnens beboere. Selvom man er født og opvokset på stedet, indgyder synet af vulkanen ærefrygt hos de omkring en million mennesker, der lever i dens skygge, for Merapi er ikke bare en af Indonesiens, men også en af verdens mest aktive vulkaner. “Vi kender alt for godt denne her vulkan, ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger en gammel bonde fra en af 102 landsbyer, der ligger spredt på Merapis nedre skråninger. “Vi kan få næsten alt til at gro her og få næsten lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Men den har også forårsaget megen sorg og smerte. Der er ikke én familie her, som ikke har lidt under vulkanens endeløse udbrud. Vi elsker Merapi, men vi hader den også”. Den gamle mand overdriver ikke. I gennemsnit eksploderer Merapi i et større udbrud hvert syvende år og er en af verdens mest aktive vulkaner. Mindre udbrud forekommer så ofte, at de ikke tælles med. På den anden side beriger asken, som vulkanen spreder ud over markerne, området så meget, at det er et af de mest frugtbare på hele Java, som i sig selv er det vigtigste kornkammer i det indonesiske øhav – og et af verdens rigeste landbrugsområder. Vulkanen har således været både en velsignelse og en forbandelse i al den tid, der har boet mennesker her. I den tørre årstid, fra sidst i april til midt i november, kan Merapi ses fra en afstand på 50 km. Uanset årstiden, dag ind og dag ud, stiger der røg op fra dens krater, og landsbybeboerne følger nøje røgens mønster. “Hvis røgen bliver alt for mørk,” fortæller bonden videre, “og specielt hvis jorden samtidig begynder at ryste, så løb det bedste, du har lært… og så langt væk, du kan. Jeg taler af erfaring”.

Inden et større udbrud udspyr Merapi tonsvis af glohed, fin aske og slagger i et tæppe så tykt, at det ganske skygger for den stærke sol, og jorden begynder at bevæge sig. De erfarne stikker af eller beder for deres liv – måske begge dele; de ved, at det værste først er på vej. Under selve udbruddet slynges klippeblokke på størrelse med huse op fra vulkanens krater, og rødglødende floder af lava flyder ned ad skrænterne, skærer nye kløfter i det arrede landskab og fortærer alt på deres vej: Marker, afgrøder, gårde, landsbyer, veje, broer, dæmninger, skove, foruden husdyr og mennesker, der ikke har nået at slippe væk. Dette er sket igen og igen gennem Javas lange historie. En embedsmand, som har opsyn med landindvindings og evakueringsforanstaltningerne omkring Merapi, fortæller: “Jeg voksede op i en landsby her i nærheden. Første gang jeg oplevede Merapis vredesudbrud, var jeg kun et barn. Senere så jeg det igen som voksen, når jeg kom hjem for at besøge mine forældre. Frygten er naturligvis altid til stede og stor. Endnu større er dog følelsen af éns egen hjælpeløshed og ubetydelighed”.

. Udbruddet i 1969, hvorunder 20 mennesker omkom, overbeviste omsider den indonesiske regering om, at der måtte sættes ind mod den konstante trussel, som Merapi udgør for de omkringboende, og projektet “Kontrol med vulkanske udbrud” blev etableret. Man var da enige om, at et sådant projekt burde have været iværksat for længst. Og nu hvor det har eksisteret i over 20 år, er man enige om, at det er et virkeligt langtidsprojekt — og langt vanskeligere at gennemføre, end man først havde forestillet sig. Hvorfor er det tilfældet? “På grund af Merapis uberegnelige natur,” forklarer en af ingeniørerne ved projektet. “Man når kun lige at rydde op, inden det næste udbrud indtræffer. Det er en dyr, fortvivlende, utaknemmelig og endeløs opgave. En utålmodig eller pessimistisk person ville blive vanvittig”.

Ikke desto mindre er der blevet hugget næsten 100 km landevej ud i bjergets sider. Vejene kan benyttes i al slags vejr og var under alle omstændigheder hårdt tiltrængte. Endvidere er der bygget ca. 25 km tredobbelt forstærkede “diger” af beton til at lede Merapis lava- og mudderstrømme væk fra byer og landsbyer, marker, overrislingskanaler og flodlejer. Digerne og andre forbedringer forhindrer oversvømmelser og beskytter områdets vitale vandforsyning, der er lige så usikker her som over det meste af Java.

“Ud over Merapis gødning af markerne udgør vulkanen og de omliggende højdedrag det naturlige vandskel for denne del af det sydlige Centraljava,” oplyser ingeniøren. “Det er noget af vores mest frugtbare jord, og vi har ikke råd til at miste det.” Projektet omfatter også “opfyldninger” til forstærkning af de enorme diger, dæmninger og broer. Meget af vejarbejdet er udført for at skabe sikre “evakueringsruter”, der kan benyttes under de uundgåelige større udbrud fra Merapi. Bønderne i de evigt truede områder sætter særlig pris på disse veje.

Med den gamle bondes ord: “Når man ønsker at flygte fra en eksploderende vulkan, så vil man gøre det hurtigt, uden fumlen eller forvirring.”

Det var ikke nødvendigt at overbevise folk om det ønskelige i de nye evakueringsruter. De kalder dem “flugtveje”, ganske enkelt, og ud over andre formål er det, hvad de er. I begyndelsen af 1970 anslog man, at der var 60 mlo. m3 vulkansk materiale at rydde væk fra Merapis skråninger, hvoraf næsten halvdelen stammede fra udbruddet året før. Med meget store anstrengelser havde man fået fjernet omkring halvdelen, da vulkanen i 1972 eksploderede i et nyt udbrud. Ni mennesker blev dræbt, og der aflejredes på ny adskillige millioner kubikmeter udbrudsmateriale. De nu mere end tusinde arbejdere var kun lige kommet i gang igen, da Merapi slog til for anden gang det år. Denne gang nøjedes den med at rasere to landsbyer og ødelægge 114 huse; ingen blev dræbt. Men året efter indtraf et nyt udbrud, som om vulkanen var blevet irriteret over denne hær af små mænd og kvinder, der fremturede med at kravle rundt på dens skråninger… Hvad bildte de sig ind, de var i færd med? Denne gang tilintetgjorde Merapi en større landsby, ødelagde fem broer, og udslettede 387 hjem. 29 mennesker mistede livet. Hertil kom endnu en kolossal mængde materiale – ligesom for en ordens skyld og til stor bestyrtelse for de allerede opgivende arbejdere. Det er et farligt arbejde at fjerne udbrudsmaterialet, fordi det er meget ustabilt og kan bevæge sig ned fra den “forbudte” zone over 2 km oppe, især i form af mudderfloder under den lange regntid, og lægge sig over veje, marker og floder længere nede. Derefter forholdt Merapi sig rolig i de følgende ni år — så rolig, som man nu engang kan forvente det af den.

Indtil den i 1984 fik et nyt voldsomt udbrud, efter at projektets arbejdsstyrke atter havde ryddet næsten halvdelen af udbrudsmaterialet væk. Men især takket være de nyanlagte evakueringsveje – om end det var mindre end halvdelen af de planlagte – blev ingen dræbt. Selv i “rolige” år lækker Merapi mindst 1,5 mlo. m3. Under udbruddet i 1984 udsendte den over 5 mlo. m3 på en enkelt dag… “Så måske forstår De nu, hvorfor dette arbejde er så frustrerende,” slutter ingeniøren. Med udgangen af 80erne var der investeret et pænt stykke over 100 mlo. dollars i projektet. Den indonesiske regering har fået hjælp fra mange lande, bl.a. via Colombo-planen (det britiske Commonwealth’s bistandsprogram), EF, det sydøstasiatiske samarbejde ASEAN, Canada, USA, samt Japan, der indtil videre har været den største enkelte bidragyder. Det har været et stort problem blot at skaffe fødevarer til de mange kvinder og mænd, der udfører det anstrengende og beskidte, uendelige arbejde. Den største hjælp i de kritiske år 1978-84 kom fra World Food Programme (FAO’s og FN’s program for fødevarehjælp), som med en bistand på 13 mlo. dollars finansierede 5,1 mlo. arbejdsdage. Rationerne fra dette “mad for arbejde”-program bestod af tørmælk, hvede og bælgfrugter fra Canada og USA, ris fra Italien og fiskekonserves fra Japan og Norge.

På trods af de åbenbare farer, der er forbundet med dette arbejde, har projektet ikke haft besvær med at ansætte arbejdere. Faktisk letter det noget på områdets kroniske arbejdsløshedsproblem, som er endog mere akut her end på resten af Java. Det er heller ikke sandsynligt, at projektet med dets arbejde og mangfoldighed af nødvendige lokale forbedringer vil kunne afsluttes i den nærmeste fremtid. Hvad det angår, har Merapi selv et stort ord at skulle have sagt. Man forestiller sig naturligvis ikke, at man med projektet skulle kunne tæmme Merapi – det ville være en umulig opgave. Formålet er at gøre det muligt for områdets befolkning at leve sammen m ed vulkanen under et minimum af risiko.

De fleste Merapi-beboere ville ikke tage andre steder hen, selvom de havde mulighed for det. Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres smukke dræbervulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Den javanske ingeniør opsummerer det således: “Vulkanen her giver os – ligesom den gav vores forfædre – et glimt ind i paradis og et glimt ind i helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de mørke og lyse sider af vores egen sjæl.”

(Bearbejdelse af artikel af Peyton Johnson i Bangkok Post, dec. 1989)
Både den tidligere omtalte migration fra Mataram til Østjava og den kendsgerning, at Borobudur er blevet – i hvert fald delvist – dækket af aske på et tidspunkt, har givet anledning til spekulationer, hvori Merapi spiller en fremtrædende rolle: I første halvdel af 700-tallet blev det første medlem af det hinduistisk-orienterede Sanjaya-dynasti konge i Mataram – området omkring vulkanen Merapi. Senere i århundredet dominerede den buddhistiske Sailendra-familie landet – og lod bl.a. det fantastiske Borobudur opføre. Efter et ægteskab mellem en Sailendra-dronning og en Sanjaya-konge i 832, blev sidstnævnte familie atter den dominerende, og nu var det deres tur til at opføre et fantastisk tempel – Prambanan. En Sailendra-prins gjorde oprør, men blev slået i 856 og flygtede til Sumatra, hvor han gennem ægteskab blev hersker over det mægtige, buddhistiske Srivijaya, Matarams værste fjende. I begyndelsen af det 10. årh. indtraf så det mystiske, at byggeaktiviteten pludselig ophørte, og magtcentret flyttede fra Mataram mod øst, til landet omkring floden Brantas. Nogle har ment, at det skete pga. af en pestepidemi eller et udbrud fra Merapi; et voldsomt udbrud ville ikke alene have dækket egnen med et tykt lag af aske og lava, men også være blevet opfattet som et tegn på gudernes utilfredshed. Imidlertid er der ikke fundet belæg for disse forklaringer. Det vides ganske vist ikke med bestemthed, om kong Sindok, som grundlagde det nye rige i Østjava, var en Sinjaya, men i så fald kan han have flyttet hovedstaden af frygt for, at Srivijayas hersker skulle forsøge at genoplive dette styre i Centraljava; en faktisk invasion er også blevet nævnt som en mulighed. Men heller ikke denne forklaring kan dokumenteres, og de javanske krøniker indeholder ingen antydninger. Mange steder kan man læse den samme “historie” om begyndelsen af det 11. årh. – at Borobudur og Centraljava blev forladt til fordel for Østjava – og de fleste vil vide, at det skyldtes et udbrud fra Merapi i 1006, som begravede helligdommen (den ligger 40 km fra vulkanen) og store områder af Centraljava i aske. Dog oplyser inskriptionen i Borobudur (som jeg kun har set omtalt i Johnsons artikel) åbenbart ikke hvilken form for katastrofe. For øvrigt invaderede Srivijaya riget i Østjava samme år, hovedstaden blev ødelagt og kongen dræbt. Blandes begivenheder i de to århundreder undertiden sammen? Også observatoriet i Yogyakarta har 1006 på deres liste, men derefter er der et spring helt op til 1548! I dette og de følgende to århundreder indtræffer udbrud med undertiden korte, undertiden lange mellemrum, inkl. det nævnte i 1672. I alle tilfælde fandt Stamford Raffles Borobudur mere eller mindre dækket af aske i 1814, da han lod den første udgravning foretage, men fra hvilket eller hvilke udbrud? Så vidt jeg har fået oplyst, er det nu bekræftet, at der var aske fra et udbrud i 1006.

I dag udgør Borobudur og Prambanan – samt Yogyakartas smukt udsmykkede sultanpalads fra det 18. århundrede – områdets største turistattraktioner, foruden selvfølgelig Merapi selv, som synlig fra alle tre steder på én gang storslået og truende uophørligt minder om sin tilstedeværelse: Dagen igennem vil man normalt kunne iagttage røg og damp vælde op, og om natten kan man undertiden følge rødglødende lavastrømme på deres vej ned over vulkanens sider, mens gnister flyver højt til vejrs. Det er ikke kun under udbrud, at Merapi udgør en trussel. Under hver regntid kan voldsomme regnskyl løsne kold lava på vulkanens top og rive det med ned ad dens sider. Sådanne regn-lahar kan føre lavablokke større end huse med sig og bevæge sig med over 30 km/t. Det er især farligt for alle, der bor langs de floder, som har deres “udspring” direkte fra toppen. Lavakuplen er under konstant genopbygning. Den alene var før udbruddet i 1984 på 1,4 mlo. m3, og i 1989 var den nået op på 6,5 mlo. m3. Man har oplevet, at jordskred i løbet af en enkelt måned har ført 3,5 mlo. m3 kold lava med sig – og ødelagt en del af digerne. I alt skal digesystemet beskytte 3809 ha boligområde med 60.000 indbyggere og kontrollere 26,5 mlo. km3 lava (1991). Der er også gennemført evakueringsøvelser for befolkningen. Vulkanen overvåges fra fem udsigtsposter, hvortil kommer seismisk observation, målinger af de vulkanske gassers indhold og iagttagelse af klimatiske forhold, men gardere sig fuldstændigt vil man næppe nogensinde kunne – allermindst på en egn som denne, hvor mennesker lever i den grad inde under vulkanens skygge… Merapis nyeste udbrud – i november 1994 – kostede 31 mennesker livet, og 5.000 måtte evakueres.