1: Island ligger på den spaltezone, der danner grænsen imellem de to store kontinentalplader – den Amerikanske og den Euroasiske.

2: Island ligger på en hot – spot, dvs. en bred søjle af opadstigende varme fra dybere dele af jordens kappe.

Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil se på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen og på den anden siden ildens land på grund af de mange vulkaner. Vi finder her en fascinerende natur. Der er ikke noget at sige til, at Island blev døbt “Isens land” efter de mange isbræer og jøkler, som findes på bjergene, men i og for sig kunne man godt have kaldt Island for “Ildlandet” efter de mange vulkaner. Heklafjeldet, eller mere nøjagtigt “frøken Hekkenfeld”, gjorde Island berygtet ved det første store udbrud i året 1104, hvor Island kun havde været beboet i nogle få hundrede år. Glødende klippestykker på størrelse med huse, fluorgiftig aske, der forgiftede græsmarkerne, så al kvæget døde, giftige dampe og gasskyer kvalte alt levende. Sådan gik det til, at Hekla fik tilnavnet: “Djævelens bolig”. Islændingene selv var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere, både under og efter danskertiden.

Jeg har undret mig over, at de Islandske sagaer ikke omtaler vulkanerne mere end kun et sted, nemlig i Ragnarok, der henviser til Vølvens spådom, om verdens skabelse og undergang i ild og røg, og guderne vender tilbage til den verden, hvorfra de kom. Faktisk kan vi drage paralleller til Johannes Åbenbaring fra vores Bibelhistorie og alle de store verdensreligioner osv. om både undergang og genskabelse. Jeg har tit spurgt islændingene, hvorfor de fra gammel tid ikke har flere skriftlige beretninger om vulkanerne, og svaret har altid været: “Fordi vi betragtede vores vulkaner som ondskaben selv, og munken Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk fra 1647, at Hekla er nedgangen til Helvede, som Gud i fælles aftale med Djævelen har ladet stå åben til skræk og advarsel for alle de syndige mennesker”.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor mange vulkaner Island har. Tallet er ca. 30 navngivne aktive vulkanske systemer, men sandheden er faktisk, at det er uvist. Grunden er, at der ofte dannes nye kratere og sprækker i jorden, når kontinentalpladerne bevæger sig fra hinanden, hvilket sker med få cm. om året, og Island er dannet ovenpå den Midtatlantiske Ryg, hvor lava (magma indeholdende gasser) igennem næsten 40 millioner år har opbygget nyt land ved at opbygge lag på lag af nye størknede lavastrømme.

Det er et af de få steder på vores klode, hvor vi med det blotte øje kan se disse sprækker, hvor pladerne trækker sig fra hinanden. Ellers foregår det dybt nede på bunden af verdenshavene, 5 kilometer under havets overflade kloden rundt, dog på jordens overflade i den Østafrikanske Gravsænkning “Rift Valley”, et af de få andre steder, hvor man kan se et kontinent knække midtover og trække sig fra hinanden og den smeltede lava trænge op og danne vulkaner. De mægtige varmeopstrømninger i jordens kappe er skyld i bevægelserne af kontintalpladerne. Man kan egentlig godt sige, at Island bliver flået midt over – eller revet op med rode – og ved Tingvallasletten ses tydeligt den Amerikanske plades dybe skrænt og på den anden side af sletten den Europæiske pladegrænse. Da jeg i 1980’erne under den Kolde Krig stod med danske rejsegæster ved Tingvellir, sagde jeg altid til dem: “Her ser I et tydeligt bevis på, at Øst og Vest ikke kun politisk er uenige, men heller ikke geologisk kan med hinanden. De trækker sig i hver sin retning med 2 cm om året”.

Mange har en lidt forkert opfattelse af de vulkanudbrud, der for tiden finder sted på Reykjanes-halvøen i Island. 

At der på Island befinder sig så mange virksomme vulkaner skyldes altså dels, at landet ligger midt på den samme sprækkezone, der fortsætter længere ned gennem Atlanterhavet til Azorerne, Canarieøerne og Kap Verde, men også at Island ligger på en såkaldt “Hot-spot”, og det betyder igen, at der under hele Island befinder sig en kæmpesøjle af opadstigende hedt materiale, “en enorm lavasuppegryde”. Disse enorme beholdere af smeltede stenmasser er skyld i vulkanudbrud ca. hvert femte år et eller andet sted oven over i Island på jordens overflade og danner nyt land og bygger Island større, og hver gang pladerne rykker sig lidt, mærker man det som et jordskælv på jordens overflade.

I 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil. Vi skal helt frem til 1960-erne, hvor vi blev klar over, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island. Specielt efter Surtseys dannelse i 1963 og senere udbruddet på Heimaey i 1973, da man oprettede det Store Nordiske Vulkanologiske Institut i Reykjavik, og herfra holder man nu hele Islands undergrund under opsyn, hvilket er vigtigt, da der kan opstå nye vulkansprækker så godt som overalt.

Ragnarok i år 1973

Klokken var lidt over 23 den 22. januar 1973, da det sidste lys slukkedes i familien Haraldur Hannessons hus, der lå nærmest den gamle vulkan Helgafjeld på Heimaey, den eneste beboede af Vestmannaøerne. Omtrent kl. 1.55 om natten løftede fru Hannesson sit hoved fra puden. Hun var ikke straks klar over, hvad der havde vækket hende, indtil hun så et mørkerødt flammeskær gennem vinduet. Hurtigt kom hun ud af sengen, mens hendes mand stadig sov dybt. Hun skyndte sig neden under til telefonen. Hun drejede nul. Der gik en halv snes sekunder, inden røret blev taget i den anden ende. “Det brænder et eller andet sted herude på helgafjeld, dvs. Det Hellige Fjeld, jeg kan se ildfontæner fra mit soveværelsesvindue. Fru Hannesson var forbavsende rolig. Hun havde næppe slået alarm, før den første brandsprøjte var på vej. Således blev det fru Hannesson, der uden at vide det, slog alarm om vulkanudbruddet. Brandslukningsfartøjerne satte kurs mod det formodede brandsted med hylende sirener og fandt selve jorden brændende. Vulkanen Helgafjeld var vågnet op efter mere end 5000 års søvn og havde åbnet en to kilometer lang sprække i jorden og fra 40 skorstene sprøjtede glødende lavafontæner højt til vejrs. Voldsomme eksplosioner sendte store klippeblokke til vejrs sammen med vulkansk aske og pimpsten, dvs. lavaskumsprøjt, der nu faldt buldrende og bragende ned over folks hustage i byen på Heimaey.

Mennesker mod naturen på Heimaey

Evakueringen fandt gnidningsløst sted, tre højgravide kvinder faldt om i gaderne og fødte børnene midt på fortovet – de lever i bedste velgående i dag. Ved 9-tiden næste morgen var de godt og vel 5.000 indbyggere evakueret i fiskerkuttere til Reykjavik. Allerede det første døgns tid efter udbruddets start vendte skibene tilbage for at transportere bohave, møbler, fiskegrej og alt af værdi væk fra øen. Der var pendulsejlads en uges tid mellem Reykjavik og Heimaey. Man frygtede bl.a. for, at havneindsejlingen skulle lukkes af den nye fremadvæltende lavastrøm. Det skete heldigvis ikke.

For første gang i historien var det lykkedes for mennesker at standse en halvstørknet tyktflydende lavastrøm, men det kan kun gøres, når de rette betingelser er til stede. Ved at komme iskoldt vand fra det nærliggende ocean på den i forvejen efterhånden afkølende lavastrøm, som herved dannede en barriere mod den nye fremadvæltende lavastrøm bagved igen. Derved kunne man ændre lavaens retning.

Hjemme igen

Mange hævdede bagefter, at øen aldrig mere ville blive beboet, da flere hundrede huse var dækket af aske og lava, men man tog fejl. Vulkanen faldt til ro igen i juni samme år, og godt 4.600 ud af de lidt over 5.000 indbyggere flyttede tilbage til den vigtigste og rigeste af Vestmannaøerne med de så livgivende fiskeribanker. I dag – næsten 41 år efter udbruddet – hedder det: “Er du født før udbruddet eller efter udbruddet?”. Vulkanen har givet gratis jordvarme til byen og varmt vand og en nu langt bedre smal havneindsejling, så de kolde Atlanterhavsstorme om vinteren ikke kan ødelægge skibene. Over den lange vulkansprække, der opstod den uhyggelige vinternat i 1973, blev der ved udbruddet opbygget en ny vulkankegle. “Ildfjeld” er den døbt – en ca. 200 meter høj bjergkegle, og med mine gæster bestiger vi selvfølgelig krateret og samler lavastøv og -sten med hjem til de potteplanter, der ellers ikke vil gro. Vulkansk jord er jo yderst frugtbar. Island ligger normalt for langt oppe i Atlanterhavet til, at jorden er frugtbar på stedet. 

Heimaey blev 20 % større efter udbruddet, da den nye lava tilførte øen nyt land.

Her fødes Europa og i fremtiden vil der danne sig nye vulkanøer fra havbunden ud for Island.

Vulkaner har ofte kvindenavne

De fleste islandske vulkaner har kvindenavne. Normalt kigger kvinder vredt på mig, når jeg siger det i mine foredrag, men sagen er, at det er en kvindes lod at føde et barn – og det svarer til det nye frugtbare land. Jorden er identisk med kvinden, frugtbarheden og det skønne. Det ser vi i den græsk-romerske gudemytologi – ja over hele jorden. Vulkanbjerge er skønne og guddommelige som kvinder. Uden kvinder eller vulkaner var vi intet. Den ældste jordskorpe er skabt af størknet lava fra vulkaner. Ilten som er dannet i jordens atmosfære, og havet i verdenshavene gennem millioner af år, er generelt kommet ud af vulkanerne som gasser. 90 % af vores menneskekroppe består af vand og mineraler, som intet levende kan undvære. Atlanterhavssprækken, der går nede på bunden af Atlanterhavet, og som Island ligger ovenpå, går jordkloden rundt syd om Afrika, gennem det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet. Her siver vulkanske gasser ud med opløste mineraler i sig, og den ældste form for liv på jordkloden hævdes nu af flere og flere at stamme fra disse såkaldte “sorte skorstene”.

Intet levende liv på jorden uden vulkaner eller kvinder, og så behøver vi ikke sige mere om det. Alle islandske vulkaner har kvindenavne, Hekla, Katla, Laki Krafla, Helgafjeld, Surtsey osv.

For mig er den skønneste af alle islandske vulkankvinder Hekla (navnet kommer egentlig af hætte, fordi der altid hænger en hættesky over vulkanens top), som jeg første gang så en sommeraften i 1974. Jeg husker det som var det i går.

Citat fra Henning Andersens bog “Hekla Islands Dronningevulkan”:

“Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig du smukke kvinde
din ild du gemmer i dit dyb.
Indtil en skønne dag måske”….

Når Hekla har sine store udbrud, dannes der op til 75.000 kubikmeter aske pr. sekund. Dette siger noget om de enorme kræfter, der eksisterer i en eksplosiv vulkan som Hekla.

Jules Verne i “Rejsen til Jordens Indre” fra 1864:

“Stig ned i Snefellsjøkelens krater, som skyggen af Scartaris kærtegner før den første juli, og dristige rejsende, du vil nå frem til Jordens midte. Det gjorde jeg. Arne Saknussemm”.

Den mest urealistiske af alle Jules Vernes bøger, men romantisk og elskelig. Varme og trykforhold i det indre af jorden vidste man ikke meget om, da Jules Verne skrev sin roman. Om Islands og Surtseys dannelse.

“Dybt nede på Atlanterhavets bund skete der noget for 40 millioner år siden. Det var før der var mennesker på jorden. Langs denne linje eller sprækkezone, åbnede der sig en bred spalte, hvorfra der strømmede rødglødende lava ud. Da lavaen var ca. 1100 grader varm, sendte den søjler af damp op gennem de adskillige tusinde meter havvand. Der stod skyer af vanddamp op over det urolige Atlanterhavs overflade. En skønne dag, som årmillionerne gik, nåede de gentagne lavaudbrud havoverfladen, og en klump sort nystørknet lava stak sit våde klippehoved op af havet. Moder Jord havde nået havets overflade. En fugl fløj tilfældigt henover lavaklippen og tabte en klat, og livet begyndte”…

Her skabes Europa…

Surtsey

På samme måde i årene 1963-67 blev verden vidne til, at en ny ø, Surtsey blev dannet syd for Vestmannaøerne. Tidligt om morgenen så forbisejlende fiskerkuttere damp- og røgskyer stige op foran næsen af deres skibe og døde kogte fisk lå i havet. I løbet af en time stod høje dampskyer op og en undersøisk vulkan var i udbrud og dannede en flere hundrede meter høj ø af det udslyngede aske- og lavamateriale. Surtsey, efter “Surtur, der bringer sit ild- og flammesværd med sig gennem Ragnarok og udsletter alt”, blev øen døbt. I dag er øen forskningsområde, og ingen må gå i land – bortset fra forskere, der skal betragte livetsopståen på en nyfødt ø.

Islændingene

Jeg kan ikke skrive om Island uden at nævne de brave islændinge, som jeg siden 1974 er kommet til at sætte stor pris på, fordi de kan og tør gøre det, som vi andre normalt har svært ved. Noget af det første jeg i sin tid lagde mærke til ved dem var deres lovlydighed. Man tager pænt sine sko af, hvis man kommer på besøg i et hus. Drikkepenge kendes ikke, hvilket mange danskere hader at give. Jeg kender til det som rejseleder og guide. Hvad skal de også med det med de priser og lønninger, de har? 300.000 mennesker på en lavaø, der er næsten tre gange så stor som Danmark rent arealmæssigt. Når en islænding har oparbejdet et firma i ca. 10 år, og det går godt, sælger han det ofte, går ned i sin bank og siger: “Kan jeg låne 100 millioner?”. Bare for at prøve noget nyt. Som et fuglepar, der skubber deres unge ud af reden på den stejle klippeskrænt, hvorfra den så enten falder ned og dør – eller kan flyve med det samme. De er venlige, men bestemte. Jeg husker, da jeg engang som guide kørte Island rundt med en gruppe danske pensionister, hvor den ene kastede en tændstik i den øde lavamark. Min islandske chauffør gik hen og samlede den op og sagde stille: “Sådan gør vi ikke her”.

Islændingene er glade for, at danskerne har givet dem deres håndskrifter tilbage igen. I 1600-tallet var København Islands hovedstad, og de havde intet andet fra deres fortid end håndskrifterne. Forholdet blev tydeligt forbedret til Danmark. I dag taler man om, at hvis der skal holdes et møde mellem israelere og arabere, vil Hekla islændingene gerne gøre det som i 1986, hvor Gorbatjov og Reagan mødtes.

Endelig arbejder islændingene hårdt. Både mænd og kvinder med små børn. Ofte 40 timer om ugen. Der er dyrt, og de er ikke bange for at bruge penge. Bøger koster mere end her, men de køber flere og læser mere, end vi gør her i Danmark. Det har noget at gøre med de lange vinternætter, hvor man fra gammel tid har læst bøger, generation efter generation. Fremmedord vil man heller ikke finde sig i sniger sig ind i det islandske sprog. Man holder fast i sin kultur.

“Jeg kan – jeg vil – jeg gør” islandsk citat. “Det skal nok gå alt sammen”…

En dyb finanskrise eller et vulkanudbrud kan ikke slå en islænding af pinden.

“Hvorfor så stort ståhej for aflyste fly”…

Fordelene dominerer og overvinden frygten for naturkræfterne. 90 % af alle islandske hjem opvarmes af geotermisk energi. Turbinerne fremstiller elektricitet.