Hvorfor bor vi på en brudzone?
DR
14-03-2005 12:54:26
Californien er ufattelig rig. Det er USAs folkerigeste stat, der huser alt fra filmverdnens mekka Hollywood til hi-tech oasen Silicon Valley. De betagende bjerge, gyldne strande og urgamle kæmpefyrreskove tiltrækker tusindvis af turister hver dag og driver grundpriserne til astronomiske højder.
Men kan det betale sig at bo på en tikkende jordskælvsbombe?
Verden over bor folk på ventende katastrofer
“Folk bor der, hvor det er muligt at have et livsgrundlag,” fortæller seismolog Tine Larsen fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. “Det er selvfølgelig langt sikrere at bo inde på Grønlands indlandsis, men der er ikke så meget mad at finde og så mange ting at gøre, så derfor bor folk jo der, hvor de kan fiske og dyrke landbrug. Og det er typisk de samme steder, som der sker jordskælv og hvor der er vulkaner.”
Frugtbar jord er knyttet til vulkaner og jordskælv.
“Traditionelt er frugtbar jord, gode transportmuligheder og en strategisk lokalisering (knude-punkt, handelsruter, militært) vigtige lokaliseringsbetingelser for befolkninger,” forklarer kulturgeograf Søren Pilgaard Kristensen fra Københavns Geocenter. “Frugtbar jord er ofte knyttet til vulkaner – og det er jordskælv jo også.”
Rækker af afgrøder rykket af en vandret forskydning af en forkastning under El Progesso-jordskælvet i Guatemala 1976. (c)USGS
“Derfor finder vi befolknings-koncentrationer langs med bjergkæder (fx Andesbjergene), hvor stillehavspladen jo dykker ind under den sydamerikanske plade og forårsager jordskælv,” fortsætter Søren Pilgaard kristensen. “Kystnær lokalisering opfylder de sidste to betingelser og er ofte også knyttet til den første (Sydamerikas vestkyst, San Fransisco, Japan, Philipinerne).”
Vi bor, hvor der er farligt.
“Der er derfor en sammenhæng mellem disse faktorer. Andre typer af potentielle katastrofe-områder, hvor vi finder store befolkningskoncentrationer, er floddeltaer (f.eks. Bangladesh), som jo er hyppigt ramt af oversvømmelser.”
“Derfor er der en tendens til – hvis man kigger på et kort – over verdens befolkningskoncentration, og sammenligner det med et kort over seismisiteten i verden, så ligner de to kort hinanden utroligt meget,” fortæller Tine Larsen.
Vidste du at det første jordskælv europæere oplevede i Californien fandt sted i 1796?
Klima, skønhed og fare hænger sammen
“Klimaet er jo godt i Californien,” fortæller Tine Larsen. “Så derfor vil man gerne bo der, og i Indonesien – der er klimaet jo også godt.”
Den vestamerikanske stat er et yndet turistmål, og hver eneste dag drager tusindvis af mennesker på ferie for at nyde Solen og de bakker og bjerge, der har udsigt over den gyldne kyst.
Men det er netop Californiens jordskælvs-historie som har skabt det landskab, der tiltrækker både turister og bosættere.
Og statens jordskælvs-historie er uløseligt forbundet med San Andreas-forkastningen.
San Andreas- forkastningen.
San Andreas-forkastningen skaber Californiens jordskælv
“San Andreas-forkastninen er så berømt, fordi den er meget vel-studeret,” fortæller Tine Larsen. “Og fordi den ligger i et område hvor der bor mange mennesker, som har mange ressourcer.”
“Det er klart, at et land altid ønsker at beskytte sig selv og sine egne indbyggere, og da USA er et meget velstående land har de mange ressourcer til at studere deres egne mest aktive forkastninger. San Andreas-forkastningen er især berømt, fordi der var det store jordskælv i 1906 i San Fransisco, hvor mange mennesker blev dræbt. Og San Fransisco er jo et sted, hvor der sker meget. Det er et meget vigtigt område for USA’s økonomi og faktisk også for verdensøkonomien – hele området i Californien. Så derfor er den meget velstuderet, fordi der bliver brugt mange ressourcer på det.”
San Andreas-forkastningen er ikke speciel.
“Der findes lignende forkastninger andre steder,” forklarer Tine Larsen. “F.eks. i Tyrkiet, hvor der bliver dræbt langt flere mennesker, fordi man ikke har de samme ressourcer til at bygge på den rigtige måde langs forkastningen.”
San Andreas-forkastningen er ikke verdens største brudzone. Den er heller ikke enestående. Men den løber gennem et rigt og tætbefolket område, i en af verdens rigeste nationer, der bruger masser af ressourcer på at studere den.
Og så har San Andreas-forkastningen haft en rolle i indtil flere amerikanske katastrofefilm.