Hellige bjerge…

I den religiøse kosmologi hører bjerge til den guddommelige sfære. Et bjerg forbinder himmel og jord; som en skyomkranset, urokkelig lokalitet, måske endda vulkansk, hører det til himlen, og bjerge er ofte blevet opfattet som himmelguders bolig, fx Olympos i det antikke Grækenland.

Det er en udbredt mytologisk forestilling, at der i urtiden fandtes et kosmisk bjerg i verdens midte, hvorigennem verdens akse mentes at gå. Et sådant bjerg lokaliseres til en konkret bjergtop og udtrykkes evt. symbolsk i bygningsværker som Borobudur på Java. Pyramider, tempeltårne og gotiske kirkespir kan gengive menneskets himmellængsel.

Guderne opfattes ofte som tabu. I jødisk sammenhæng er det således kun Moses, der direkte kan møde Jahve på Sinai. Herved er bjerget helliggjort, så blot det at berøre det vil medføre døden.

I religiøs praksis er bjerge ofte genstand for valfart, fx Fuji i Japan og Adam’s Peak på Sri Lanka; sidstnævnte er valfartsmål for hele fire religioner: buddhister, der påviser Buddhas fodaftryk på bjerget; muslimer, der mener, at Adam og Eva mødtes dér efter udvisningen af paradiset; hinduer, der knytter guden Shiva hertil, og indiske thomaskristne, der forbinder apostlen Thomas med pilgrimsfærden.

Ararats bjerg i Armenien, hvor Noahs Ark strandede, er en sovende vulkan. Ildtilbeldelsen er efter min opfattelse den ældste form for religionstilbeldelse på jorden. Johannes V. Jensen skriver: ”Jeg føler vished for, at den højere verden, vi længes imod, er vor egen velsignede jord, som vi til daglig er blinde for”.

Atter denne længsel mod Atlantis, som vi måske hellere skulle finde inde i os selv.

Ifølge Hindumytologien i Sydøstasien bevæger verdens gang sig gennem en cyklus på flere tidsaldre. Den første og mest dydige og langvarige – hvorefter alting begynder at gå ned ad bakke indtil den mest amoralske ender med, at ild og svovl udsletter alt. Efter en periode i hvile begynder den uafvendelige cyklus forfra igen med nyt liv, der opstår i vand….

Måske er det hele ikke så indviklet, som vi tro. Man ser på naturen – kommer til at beundre den – og til at tilbede den…