Vulkanen Hekla – Islands dronning.

“Island, en ø i havet – en ildø, hvis stræbsomme vulkaner tårnede deres lavamasser, størknede i lag på lag, så højt til vejrs, at der til sidst lagde sig sne på dem. En ø, som i Vikingetiden, da Nordboerne mere og mere vandt herredømme over havene, nu og da er bleven set af søfarende, engang imellem med ilden, men vel oftest med isen som øverst”.

(Digt af Gunnar Gunnarsson)

——————————————————————————–

Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil kigge på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen, og på den anden side ildens land på grund af de mange vulkaner. Af alle de islandske vulkaner, har Hekla formået at fremstå på førstepladsen, og det har sine årsager.

Jeg husker, da jeg var en lille dreng, hvordan min faster fortalte mig om et stort ildsprudende bjerg, der lå oppe på Island. Da hun for ca. 60 år siden gik i skole, havde hendes lærer fortalt hende om Heklafjeldet, der kunne spy glødende lava, giftig aske og sten så store som huse ud over marker og byer, og om giftige dampe og skyer, der kvalte alt liv og afgrøde.

Var der noget at sige til, at man forestillede sig “Djævelens bolig”, den onde selv, der holdt til og boede her, hvorfra han kunne udføre sine slemme gerninger. Islændingene var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere både under og efter Danskertiden. Jeg har selv undret mig meget over, hvorfor ikke de Islandske Sagaer omtaler Hekla eller de andre islandske vulkaner mere. Det samme spørgsmål har jeg tit stillet islændingene, og svaret har altid været, at vulkanerne specielt i fortiden blev betragtet som ondskaben selv. Det er årsagen til, at vulkanerne ikke har fået en større plads i sagaerne…

Da jeg kom i skole i 1950-erne og i geografi hørte om Islands vulkaner, var det Hekla, vi først fik nævnt, og når vi taler om Islandske vulkaner i almindelighed, er det Hekla, der som regel træder i forgrunden.

Den ældste beskrivelse om vulkanen Hekla, finder vi i munken Herbet af Clairvauxs bog fra 1100-tallet, “Miraklernes bog”, i kapitel 115 om Islands helvede:

… “Det vides, at der i Norden findes en ø, kaldet Island, som er underlagt den kristne tro. Men på den findes der et stejlt og umådeligt bjerg, der dækker en stor del af egnen, og de lokale indbyggere mener, at der nedenunder dette bjerg og inden i det findes et kæmpemæssigt helvede. For dette bjerg, som på alle sider er fuld af huller og hulheder, gløder over det hele, spyr flammer og udsender en evig ild, der gennemtrænger og ødelægger det udvendigt og indvendigt helt ned til dets fod, ja endog hinsides foden af bjerget. Thi det bekræftes af sikre beviser, at denne rædselsvækkende ild lever og raser ikke alene nede under bjergets grundvold, men under havets bund”.

I 1300-tallet skriver munken Trofaines om kvæghyrder, som i vulkanens nærhed har set sorte gribbe drive de faldnes sjæle ned i krateret. Den italienske munk Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk år 1647, at Hekla er nedgangen til helvede, som Gud har ladet stå åben til skræk og advarsel for eventuelle syndere.

Men også vor egen historie skriver Sakse fra 1200-tallet omtaler Hekla i en malende beskrivelse fra Island: “Vest for Norge ligger der, omskyllet af det store hav, den ø, som kaldes Island, hvor der næsten ikke er til at bo for mennesker, og om hvilken der er utrolige ting at fortælle, så vidunderlige er de. På denne samme ø findes der også et bjerg, der står i brand, og uafladelig spruder ild. Dette er lige så sælsomt, thi skønt der ruger den stærkeste kulde over jorden, må den altså have sådan en overflod af hede i sig, at den lønlig kan holde en stadig ild ved lige i sig og bestandig give brændsel til at nære et sådant bål ved”.

Jules Verne var også fascineret af Islands vulkaner. I det hele taget har han omtalt vulkaner ret så meget i de fleste af hans bøger. Hans motto i sine bøger var, at alt hvad et menneske er i stand til at forestille sig, vil andre mennesker virkeliggøre en dag… Ikke desto mindre er hans bog: “Rejsen til Jordens Indre”, nok en af hans mest urealistiske. En rejse ned igennem en islandsk vulkan Snæfell og tværs under Europa for så at blive spyet ud, siddende på en tømmerflåde ovenpå en lavastrøm igennem den syditalienske vulkan Strombolis krater.

Dette er det mest urealistiske, der kan foretages. Tryk- og temperaturforhold i det indre havde man omkring sidste århundredskifte temmelig delte meninger om. Men ikke desto mindre er Jules Vernes historie om de brave forskeres interesse for vulkaner nok den beretning, der satte min vulkaninteresse i gang.

Når der er så mange vulkaner på eet sted, så skyldes det, at Island ikke alene ligger på den Midtatlantiske Ryg, men også på en “hot-spot”, og det vil igen sige, at der kommer ekstra meget varmt magma (lava) op igennem kontinentalsprækken på dette sted. Geologerne har målt, at Island brækker midtover med ca. 2 – 3 cm om året. Det er årsagen til, at Island eksisterer og består af lavastrømme, der har bygget øen højere og højere derude i midten af Atlanterhavet.

Vil du læse mere om Hekla og dens udbrudsteknik, så læs bogen af Henning Andersen:
“Hekla – Islands dronning”.

Hekla
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hekla er en 1491 m høj islandsk vulkan, der ligger på koordinaterne 64.0° N, 19.7° W, i den sydlige del af Island, ca. 110 km øst for Reykjavik. Fjeldet ligger i nærheden af det fredede område Landmannalaugar. Hekla er en kegleformet vulkan, en såkaldt stratovulkan.

Hekla betyder på islandsk hætte eller hat og Heklas top er ofte indhyllet i et tykt lag skyer – en hætte. På dansk er ordet “Hekkenfeldt” afledt af “Heklafjeldet”, så når man siger “skrub ad Hekkenfeldt til” siger man faktisk “skrub til Hekla”. Ifølge folketroen var Hekla et sted hvor heksene mødtes med Fanden.

Den italienske munk Julius Cæsar Recuptus skriver i 1647, at Hekla er nedgangen til helvede, som Gud har ladet stå åben til skræk og advarsel for syndere. Vulkanerne på Island omtales ikke meget i sagaerne, da også vikingerne troede på, at vulkanerne var ren ondskab

Den 14 km lange opstigning til toppen begynder ved Landmannaleið vest for Nýjahraun ved krateret Rauðaskál.

Hekla er sammen med vulkanen Grímsvötn de mest aktive i Island.

Siden 1970 har Hekla haft udbrud med et regelmæssigt mellemrum på ca. 10 år. Det seneste udbrud var i februar 2000.

Et typisk udbrud fra Hekla starter med et eksplosionsagtigt udbrud, der varer nogle få timer, derefter fortsætter vulkanen med at lække store mængder lava i op til flere uger.

Hekla udbrud: 1104, 1158, 1206, 1222, 1300, 1341, 1389, 1510, 1597, 1636, 1693, 1766, 1845, 1947, 1970, 1980, 1991 og 2000.

I 1947 gik den islandske vulkan Hekla efter 101 års pause i udbrud. En askesøjle på 27 km rejste sig fra vulkanen, og først i april året efter stoppede lavastrømmen.

“Hekla du er et fjollet fjeld når du opfører dig på den måde. Altid kommer der askefasld fra dig du gamle kone”…

 

GPS coordinates: 63°59’29” N, 19°39’41” W
Max. elevation: 1490 m.a.s.l.

Hekla is located in south Iceland where the South Iceland Seismic Zone intersects the Eastern Volcanic Zone and is characterized by eruption of intermediate to silicic magma. It is a volcanic ridge, but the view along the volcanic zone reveals the profile of a perfectly shaped stratovolcano. The central volcano is superimposed on a basaltic hyaloclastite basement, probably produced in the last glacial period. Basaltic lavas are also produced in effusive eruptions on a parallel fissure system. Hekla has been active since the early Holocene, featuring several large silicic Plinian eruptions as well as smaller sub-Plinian eruptions forming two-coloured tephra layers of rhyolitic to andesitic composition. The best known and largest explosive eruptions producing only tephra, occurred roughly 7000 years ago, 4200, 3900 and 3000 years ago, and the last one in the year 1104 AD. Several smaller explosive eruptions occurred in this period, but information on lava production is scant.
In the period AD 1200-1900 Hekla produced one to two eruptions per century. Each eruption began with a sub-Plinian to Plinian tephra-producing phase of andesitic to dacitic composition and in many eruptions this was followed by a longer-lasting phase of lava effusion. The composition of these lavas ranges from basaltic andesite to andesite. This eruption pattern changed in the latter half of the 20th Century, and since 1970 Hekla has produced small basaltic andesite to andesite eruptions every 9-10 years. Historical eruptions from the Hekla volcanic center, including the eruption 1104 AD, are 18 as counted by detailed tephrochronology and historical records. The dates are; 1104, 1158, 1206, 1222, 1300, 1341, 1389, 1510, 1597, 1636, 1693, 1766, 1845, 1947, 1970, 1980, 1991 and 2000.

Compiled by Guðrún Sverrisdóttir, 13.12. 2011