1

Guddommelige vulkaner

 

 “Da jeg så Fusijama brast den sidste drøm om en anden tilværelse end den, der er. Jeg begreb, at den højere verden, vi stunder imod, kun kan være netop den, der er, men at vi aldrig i det givne øjeblik er nået frem til den, at vi til daglig er blinde for den. Derfor er Fusijama et helligt bjerg og genstand for et folks kultus”.

 Johannes V. Jensen

Forfatter, i bogen ”Myter og Jagter” fra 1907, hvori han sanser og tolker den japanske vulkan Fujiyama som hellig.

 BROMO – OFRINGER TIL ILDGUDEN

 

Indonesien er det land i verden med flest vulkaner,

og fra tidernes morgen har man betragtet

vulkanerne som en vigtig del af livet. Hver vulkan

var bolig for guder og dæmoner, på trods af

at islam i dag er den største religion.

Vulkanudbrud var et varsel om politiske og sociale

omvæltninger eller anden form for menneskelig

tåbelighed. F.eks. havde ildguden i vulkanen

Bromo på Java stor magt over den lokale

hindubefolkning.

Legenden fortæller, at et kongepar ikke kunne

få børn. Derfor bad de til ildguden i vulkanen om

at få deres ønske opfyldt. Bromo lovede at

opfylde deres bøn, hvis de ville ofre deres yngste

søn. Parret fik nu 25 børn, men var ikke meget for

at holde dets løfte. Derfor flygtede de med deres

børn, men blev indhentet af en mørk tåge. Det

var Bromo, der indhentede dem og fangede deres

yngste søn. Fra vulkanens indre lød en stemme

til forældrene:

»Vend hjem med fred. Jeres yngste søn er nu

blevet forenet med ildguden i Bromo.«

Indtil for 100 år siden ofrede man én gang om

året et barn til Bromo ved at kaste det ned i krateret.

I dag nøjes man heldigvis kun med høns og

riskager.

 

AGUNG – HINDUGUDERNES TRONE OG BOLIG

 

På Bali ligger den hellige vulkan Gunung Agung

– bjergenes bjerg. Balis indbyggere er hinduer og

gudernes hjem for skaberen Brama, opretholderen

Vishnu og ødelæggeren Shiva.

Det gælder om at leve i harmoni med de skabende

og ødelæggende kræfter inde i vulkanen.

Fra Agung kommer det gode i form af vand, som

overrisler markerne og den frugtbare vulkanjord,

der ved forvitring giver næring til planterne, men

fra Agung kommer også ild, lava og aske, som det

skete i 1963, da vulkanen brød ud.

Man var netop startet på en stor offerfest i

Besakihtemplet på Agungs skråning med det formål

at genoprette harmonien imellem naturen og

mennesket. Pludselig lød der buldrende brag fra

Agung, og en søjle af glødende sten og aske slyngedes

10 km i vejret og haglede ned over det

meste af Bali. Glødende gas og askelaviner rullede

som flammende ildtornadoer ned over vulkanens

skråninger og skoldede på sekunder alt

levende liv til døde.

Den 14. marts kl. 04 om morgenen var hele Bali

indhyllet i tæt askeregn, så man næsten ikke

kunne se frem for sig. I landsbyen Badeg Tengah

på Agungs skråning samledes byens indbyggere

sig om deres præst. Præsten kom ud med sin lille

søn i favnen og sagde til drengen:

»Løb op til et sikkert sted på den høj derovre.

Jeg forlanger, at du skal gøre det. Du er min eneste

søn. Jeg giver dig ordre til at gå straks. Jeg

lever videre igennem dine børn og børnebørn.«

Drengen ville helst blive hos sin far, men på

Bali adlyder man sin far, og drengen kravlede op

på den høje bakke, hvorfra han kunne se en glødende

lavastrøm nærme sig byen.

Da faderen var sikker på, at sønnen var i sikkerhed

og ville overleve, kaldte han alle landsbybeboerne

til sig. Han bad dem iklæde sig deres

smukkeste tøj og gå med ham ind i dødstemplet.

Alle skulle være parate til at møde Brama – Universets

skaber, der kom som glødende lava.

Præsten havde en hvid bomuldsdragt og sine

fornemste guldsmykker på som til en tempelfest

og begyndte at bede. Landsbyens indbyggere

satte sig på gulvet rundt om præsten. Alle tog deres

fornemste klæder med udsmykninger på,

kvinderne med guldsmykker i håret som til en

tempelfest. Mændene satte sig med et barn i favnen

med deres hustruer og andre børn bag sig.

Kvinderne trak deres babyer ind til sig, nogle

havde et spædbarn ved brystet. Så lagde de hvide

bomuldslagner over sig – et symbol på renhed –

og var nu klar til at møde Brama, der nærmede

sig som brændende lava. Præsten sang en hyldest

og ringede med en klokke for at byde guden velkommen.

Nu væltede lavaen frem mod tempelmuren,

der revnede og pludselig holdt klokken op med

at ringe. Drengen vidste, at hans far, familie og

naboer nu måtte være døde. Ikke én skreg. Alle

afventede med gudsfrygt døden.

En uge senere, da Agung var faldet til ro, var

en 50 m dyb, dampende hed flod af lava, alt

hvad der var tilbage. Templet, byen og mennesker

var totalt forsvundet.

Mange tusinder af mennesker var døde, ingen

ved det præcise tal, og mange ønsker ikke at tale

om det den dag i dag. Militæret ransagede landsbyerne

ved vulkanen. I et hus fandt de en gammel

mand, der var krøbet sammen under sin seng

og hev ham ud. Patruljens chef sagde til ham:

»Far du må forlade landsbyen. Lavaen kommer

snart hertil.«

Den gamle mand kiggede ned i jorden:

»Vil I ikke nok lade mig være. Jeg vil ikke forlade

det her sted. Det er mit hjem.«

»Regeringen vil give dig et nyt stykke land et

andet sted,« svarede politichefen.

Men den gamle svarede:

»Vil regeringen give mig et nyt stykke land? Vil

de passe mine afgrøder? Desuden kan det være

ligegyldigt. Jeg skal snart dø alligevel.«

Helvedes mund havde åbnet sig, men de indbyggere,

der boede ved vulkanen og havde overlevet,

ville hellere blive boende frem for at

bosætte sig et nyt sted.

Hjælpen strømmede ind fra hele verden. Balineserne

tog imod den, men de tilgav også deres

hellige vulkan Agung.

Vulkanforskere havde advaret befolkningen,

men et er, hvad videnskaben siger, noget andet er,

hvad befolkningen tror og mener. Man påstod, at

det var gudernes hævn over de syndige mennesker,

der havde plyndret det hellige bjerg for træ i

skovene, frugter fra træerne og brugt byggesten

af lava. Det var årsagen til vulkanens vredesudbrud.

Hvor der var anbragt en sten eller et stykke

træ fra Agung, der vil lavaen flyde og sygdom og

død ramme, lød advarslerne.

Udbruddet opfattedes som et tegn fra hinduguderne

om, at den genoprettelse af naturens

balance, der skulle bringe lykke og harmoni til

menneskeheden, ikke var i ligevægt. Agungs

udbrud var en hellig og guddommelig straf for

menneskenes synder, og som sådan accepterede

man det.

 

VULCANUS – ILDENS OG SMEDEKUNSTENS GUD

 

Vulcanus var hos de gamle romere ildens og

smedekunstens gud, ham der i sin smedje ved

hjælp af ilden formede jern og metaller til

guderne og skabte de lyn, som Jupiter i sin vrede

slyngede mod de syndige mennesker på Jorden.

Han var frygtet, da han havde total magt over al

form for ild og lignede en klodset mand med forkrøblede

ben og sort svedent skæg.

Hos de gamle egyptere hed han Ptah, og han

blev betragtet som universets skaber og bygmester.

I den græske kultur skiftede han navn til

Hefaistos, og hans smedje lå under vulkanen

Etna. Vulcanus flyttede sin faste bolig til øen Vulcano

nord for Sicilien, og herfra har vi fået navnet

vulkan som en fællesbetegnelse for de ildsprudende

bjerge.

Selv om hans faste boplads var under øen Vulcano,

kunne Vulcanus gå på vandring under de

andre vulkaner, og de gik i udbrud, når han arbejdede

dernede i sin gloende esse under vulkanerne.

Altid flittig og hårdt arbejdende, godmodig

og højt værdsat af både guder og mennesker. Han

var gift med kærlighedens og skønhedens gudinde,

Venus. Det smukke og det grimme hører

sammen lige såvel som det gode og det onde. Når

Venus var sin mand utro, blev Vulcanus meget

vred og slog ekstra hårdt med sin hammer i sin

esse under vulkanen, og så kom der ifølge fortællingen

endnu voldsommere udbrud.

 

HEKLA – NEDGANGEN TIL HELVEDE

 

I kristendommen mangler der heller ikke myter

og sagn om de kraftfulde vulkaner.

Tanken om at Hekla i Island skulle være nedgangen

til Helvede stammer fra et udbrud i 1104,

det første efter at Island var blevet beboet af

mennesker. I hele Europa spredtes troen på, at

Gud skulle have ladet dette skrækkelige ildbjerg

stå åbent som Helvedes indgang til skræk og

advarsel for de mange syndige mennesker.

Når Hekla har sine store eksplosive udbrud

dannes der op til 80.000 m3 aske pr. sekund i de

første timer. Det er derfor Islands berømteste

vulkan fra gammel tid, og takket være biskopperne

i Skalholt, der interesserede sig meget for

det onde og det djævelske, har vi velbeskrevne

beretninger om Heklas store udbrud igennem

hele Middelalderen. Det var også her heksene

mødtes med Djævelen visse tider om året.

Ordet Hekkenfeldt kommer fra Hekla, og at ”gå

ad Hekkenfeldt til” betyder at gå til Heklafjeldet

eller Helvede. I juni 1750 besteg to islændinge for

første gang vulkanen uden at komme galt af sted,

og overtroen forsvandt herefter lidt efter lidt.

Siden da har mange stået på toppen af Heklas

1.500 meter snedækkede top.

En af dem udtalte:

»At stå på toppen af Hekla er som at opnå

noget større end en sejr, en åbenbaring. Man får

lyst til på samme tid at le og græde. Således er

Hekla ildens vældige tempel.«

 

SAN GENNARO – SKYTSHELGENEN

 

Vulkanerne repræsenterer i kristendommen ligesom

i andre religioner troen på det gode og det

onde. Måske er det skæbnens ironi, at den katolske

kirkes overhoved, paven i Rom, i Middelalderen

anlagde sin sommerresidens på kanten af en

sovende vulkan, Albanersøen, Castel Candolfo,

uden for Rom.

I Napoli tilbeder man i dag San Gennaros blod.

Han led martyrdøden under romerne ved halshugning.

Først ville de stege ham til døde i en

stor ildovn, men da ilden ikke ville fortære ham,

huggede de hovedet af ham, og hans blod opbevares

nu i en glaskolbe i domkirken. Da ilden

ikke brændte ham op, blev han skytshelgen imod

vulkaner, og hver gang Vesuv truer Napoli, bæres

glaskolben af præsterne igennem gaderne mod

vulkanen uden for byen.

I 1631 bombarderede Vesuv Napoli med stenregn,

men da det størknede blod i glaskolben

blev flydende, standsede vulkanens udbrud, og

folk græd af glæde. Den hellige Gennaros sjæl i

blodet havde hørt folkets bønner. Det gode vandt

over det onde.

 

KILAUEA – DRONNING PELES HJEM

 

Ordet Hawaii betyder åndedræt og livskraft, som

i forening med vulkanernes urkraft har dannet

øerne. Vulkanernes gudinde hedder Pele. Hun er

ildens gudinde, stenenes smelter og alle Hawaiiøernes

og bjergenes skaber og herskerinde og

ødelægger i en og samme gud. Hendes far er

himlen, mens hendes mor er jorden.

Af mennesker kræver Pele ikke kærlighed, men

respekt og ofringer. Som lille pige legede hun i

sin mors ildsted og lærte at tænde ild. Som voksen

blev hun smuk, men også temperamentsfuld

og viser sin vrede ved at udsende flydende lavastrømme

fra sit hjem i vulkanen Kilaueas

rygende krater. Derfor må der ofres til hende.

Pele kunne vise sig for døende mennesker i to

personer, enten som en gammel heks eller en fristende

ung kvinde. Da kristne missionærer kom

til øerne, forbød de menneskeofringer til den

vrede gudinde. Indtil da kastede hawaiianerne en

smuk ung kvinde – jomfru skulle hun være – ned

i den glødende lavagryde, når Pele truede for

meget. I dag nøjes man heldigvis med gin-flasker.

Kilauea har været i udbrud konstant siden

1983, og når Pele bliver meget vred, kan temperaturen

i hendes lavastrømme stige til op til 1.500

graders celsius, og det er den højeste temperatur,

man har målt i vulkaner på Jorden.

Er man dristig nok til at vove sig ned i gudindens

bolig – den store kratergryde med de smalle

stier – ses mange advarselsskilte om, at man skal

holde sig til vejen og ikke gå væk, da der er op til

100 fod dybe spalter under de tynde skorper af

størknet lava. Et fald kan nemt betyde døden.

»Sørg for at holde Dem og Deres børn under

kontrol,« står der på skilte.

På Hawaii siger sagnet, at ulykken vil ramme

dig, hvis du fjerner sten fra dronning Peles hjem.

I ”Volcano House” oppe på kraterranden af

Kilauea kan man i en glasmontre se farverige

lavasten fra Peles hjem i krateret, som besøgende

turister tog med hjem som gratis souvenirs, og

som man har returneret i håb om at slippe for

dronning Peles forbandelser.

En japaner blev udsat for den ene ulykke efter

den anden. En anden skrev, at familien fik de

mest uforståelige sygdomsanfald. Et amerikansk

ægtepar blev udsat for den ene ægtefælles død.

Alle havde de returneret stenene fra vulkankrateret

i Kilauea.

Ifølge flere breve er ulykkerne efter returneringen

igen holdt op, og på Hawaii tror man den

dag i dag på Pele, så de lokale vulkanologer advarer

derfor turisterne imod at tage sten med som

souvenirs.

På Hawaii ofres der

stadig til gudinden Pele,

for hvis hun ikke vises

respekt, viser hun sit

temperament og vrede

ved at udsende lava fra

sit hjem i vulkanen

Kilauea.

Artiklen har været trykt i Jyllands-Posten SØNDAG DEN 28. DECEMBER 2014 Vulkanologi Newton

Copyright: Henning Andersen . Vulkaneksperten.dk