Græsk gudemytologi

teogo’ni, (af gr. theogonia, af theos ‘gud’ og afledn. af gonos ‘afkom’), gudernes tilblivelse og indbyrdes slægtskab inden for den antikke græske og romerske mytologi. I græsk religion spiller de første tider kun en underordnet rolle. Af urtidens guder er det således kun Jorden (Gaia), der er genstand for egentlig kult, og det er betegnende, at Homers digte kun indeholder upræcise forestillinger om tiden for de olympiske guders indtog.
Derimod findes der flere spor af genealogiske digte, der behandler de første tider. Hesiod fremstiller i Theogonien (‘gudernes fødsel’) verdens skabelse (se citat til begyndelse); efter Chaos og Gaia opstår i rækkefølge Underverdenen, Kærligheden, Mørket, Natten, Dagen og Lyset. Jorden (Gaia) føder herefter Himmelen (Uranos), med hvem hun får Havene og senere titanerne, heriblandt Rheia og Kronos, kykloperne og giganterne. Udviklingen fortsætter i en successionsmyte, hvor en gudegeneration afløser en anden efter en magtkamp. Kronos tager magten fra sin far, Uranos, ved at kastrere ham, og af sæden fra det afskårne lem opstår Afrodite. Med sin søster Rheia får Kronos seks børn, Hestia, Demeter, Hera, Hades, Poseidon – og til sidst Zeus. Sammen med sine søskende udkæmper han en kosmisk kamp med sin fars generation af guder, titanerne, (titanomachien) og vinder magten over verden, som han fordeler mellem sig og sine brødre. Hermed har den olympiske gudefamilie for evigt holdt sit indtog, og Zeus forhindrer, at successionen fortsætter, ved at sluge Metis, som ifølge et orakelsvar ville føde ham en søn, der ville tage magten fra ham.
Hesiods fortælling har så mange lighedspunkter med hittitiske, babyloniske og fønikiske myter, at man almindeligvis går ud fra, at grækerne har overtaget successionsmyten østfra, men man ved ikke, om det er sket i tiden umiddelbart før Hesiod eller allerede i minoisk-mykensk tid. Se også kosmos, myte og skabelse.

ti’taner, i græsk mytologi (s.m. kykloper og giganter) gudeslægten før de olympiske guder; se teogoni.
Titanerne, heriblandt Kronos og Rheia, blev besejret af de olympiske guder med Zeus i spidsen i en drabelig kosmisk kamp, titanomachien. De blev kastet ned i Tartaros og er s.m. giganterne årsag til jordskælv og vulkansk aktivitet. En række af titanernes børn undgik dog denne skæbne, fx Helios, Selene, Eos, Atlas og brødrene Prometheus og Epimetheus.

‘Tartaros, i græsk mytologi søn af Gaia; ifølge Hesiod et mørkt og frygteligt sted dybt under Hades, hvor de besejrede titaner blev kastet ned efter kampen med de olympiske guder. Også store forbrydere, fx danaiderne, Sisyfos og Tantalos, tænkes at udstå deres straf her, men grækerne skelnede ikke skarpt mellem Hades og Tartaros.
Hades, den græske underverdensgud, søn af Kronos, bror til Zeus og Poseidon, gift med Persefone. Ved fordelingen af kosmos fik Zeus himlen, Poseidon havet, og Hades dødsriget, “Hades’ hus”, ofte blot kaldt Hades.
I porten til hans hus, som ligger under Jorden eller langt ude mod vest, vogter hunden Kerberos, så ingen sjæle slipper ud, når Charon har fragtet dem over floden Styx til det trøstesløse mørke, hvor ingen ønsker sig hen. Nogle græske helte (Odysseus, Herakles, Orfeus) besøgte dog underverdenen, og beskrivelser derfra findes i Odysseens 11. sang.
Hades opfattes som en grum, men retfærdig hersker over de døde, og selvom han også overvåger Sisyfos’, Tantalos’ og andre forbryderes straffe, har han intet fælles med persiske, jødiske og kristne djævleforestillinger. Hades dyrkedes ikke selvstændigt som dødsgud, men spillede en vigtig rolle i kulten i Eleusis, hvor hans tilnavn Pluton ‘den rige’ antyder agerbrugsreligionens opfattelse af død, begravelse, frugtbarhed og ny grokraft som en cyklus.

I antikkens kunst afbildes Hades (på etruskisk Aitu eller Calu) som en skægget mand, ofte tronende, evt. sammen med sin hustru Persefone eller i færd med at røve hende fra Jordens overflade. I den etruskiske kunst kan Hades desuden være iført en ulvekappe, hvor ulvens hoved benyttes som hjelm.

Hefaistos værksted.

He’faistos, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera var gift med kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite(Venus hos romerne) og identificeres med egypternes Ptah. Hans mor Hera slyngede ham i vrede ned fra Olympen efter hun havde født ham, fordi hun så, hvor svag og vanskabt han var lige efter fødslen. Han faldt ned fra Olympen og landede på den vulkanske ø Lemnos, hvorunder han havde sin smedje, hvor han smedede de lyn, som Zeus slyngede imod de syndige mennesker. Han fik hjælp af Kykloperne, de enøjede uhyrer, de sidste af giganterne, Jordens børn, som Zeus havde sparet, for at de kunne være Hefaistos` slaver i de underjordiske værksteder under vulkanerne. Da han blev voksen kom han til at ligne en stor kæmpe med enorme armkræfter op og fremstilledes i kunst og litteratur som en aldrende, skægget mand med kort kjortel og spids hue. Med forkrøblede ben og en muskuløs overkrop, men en dygtig og flittig håndværker og højt værdsat af både guder og mennesker.blev og var han. Da han havde lært smedehåndværket, hævnede han sig på sin moder Hera ved at forære hende en trone, som dog havde den egenskab, at da Hera satte sig på den, var det hende umuligt at rejse sig igen. For nu at slippe fri tilbød hun at skaffe ham den skønne, men trodsige gudinde Afrodite( hos romerne Venus) til hustru.

Hefaistos havde bygget gudernes bronzehuse på Olympen i Grækenland. Oprindelig var han en slags ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild” gennem vulkanerne. Da grækerne ved deres kolonisation kom til Syd-Italien flyttede han med og fik sin faste bolig under vulkanen Etna, hvor han igen fik hjælp af de enøjede kykloper, der boede og opholdt sig her i huler og grotter.. Også på de Lipariske Øer og i Campanien, kaldte grækerne vulkanerne her for “Hefaistos’ værksteder”.

Hos romerne skiftede han navn til Vul’canus, som romersk gud, der kunne beherske ild i jorden, dvs. over alle forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Han kunne starte og kontrollere ildebrande, men var også beskyttende guddom for hjemmets ild og arne.

Hans faste boplads flyttes fra vulkanen Etna til øen Vulcano nord for Sicilien, og herfra har vi fået ordet vulkan om alle ildsprudende bjerge, selvom det ikke er direkte ild, der kommer ud af vulkanerne, men smeltede rødglødende stenmasser, der lyser op i sig selv..Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. Selvom han havde en fast boplads under Vulcano, kunne han gå på vandring under de andre vulkaner, så røg og gnistrede det op fra kraterne, når han arbejdede dernede i sin esse.

Homer beskriver Hefaistos:

”Fra sin ambolt sig rejste på stand den forpustede krøbling, humped af sted; og de vanføre ben sig bevæged med møje. Pusterne lagde fra ilden han fjernt, og sit samtlige værktøj hvormed han øved sin dont, det lagde han ned i et sølvskrin. Derpå han toed sig ren med en svamp på hænder og ansigt og på den senede hals og den hårbevoksede bringe”….