En vulkanologs arbejde
Plinius den Yngre, har givet os den ældste beskrivelse af et vulkanudbrud på Jorden, nemlig af Vesuvs udbrud over Pompeji for 2000 år siden, så vi må kalde ham den første vulkanolog.
Før ham havde grækeren Empedokles hævdet, at alting består af fire elementer, nemlig: luft – vand – jord og ild. Han var så fascineret af vulkanen Etnas rygende krater, at han besteg den og byggede et observatorium deroppe, og efter sigende skal han have sprunget ned i det glødende krater, men ak, den lunefulde vulkan kastede den ene af hans sandaler ud igen.
En vulkanolog er en geolog, der har specialiseret sig i udforskning og overvågning af vulkaner, med hovedformålet at kunne forudsige en vulkans udbrud. Vulkanologien er en ung videnskab, selvom Plinius den Yngre har givet os den ældste beskrivelse af en vulkans meget eksplosive udbrudsform, nemlig Vesuvs store udbrud i året 79 efter Kristi Fødsel, dengang byerne Pompeji og Herculaneum blev begravet. Hans beskrivelse af Vesuvs første udbrud i historisk tid er så velskrevet og nøjagtig, at vi kalder denne form for vulkanaktivitet for “den pliniske” eller “pliniansk” efter hans navn, så den fortjener en kort omtale.
Plinius sidder omtrent 30 kilometer væk fra vulkanen i en villa og beskriver, hvordan jorden rystede hele tiden, en kæmpemæssig askesky, der lignede en piniesky (havde det været i dag havde han nok kaldt det for en paddehattesky) rejste sig over vulkanen, og nu dryssede askeregnen og store mængder af pimpsten (størknet lavaskum) ned fra denne sky. Han beskriver store bølger på havet, der væltede ind over kysterne ved Napolibugten, og han fortæller om de hede aske- og gasskyer, der sænker sig, så det er svært at trække vejret. Denne beskrivelse i to breve til historieskriveren Tacitus er så nøjagtig en beskrivelse af den heftigste form for vulkanaktivitet, at vi kalder den for den pliniske type den dag i dag..
Sir William Hamilton var Englands ambassadør i Napoli i slutningen af 1700-tallet, og var oprindelig interesseret i arkæologi, men endte med at blive accepteret amatørvulkanolog, ikke mindst fordi Vesuv på det tidspunkt var meget virksom, og hans iagttagelser er vel beskrevet. Fra 1766 til 1794 havde Vesuv 9 udbrud, og Hamilton forsøgte at finde årsagen til vulkanens udbrud ved at besøge den berømte vulkan ikke mindre end 200 gange. Da han stod på vulkanens kraterrand og så ned i det rygende krater med den mindre udbrudskegle, hvorfra der slyngedes sten og aske ud i eksplosioner, konkluderede han, at alle Middelhavets vulkaner på denne måde måtte være opbygget fra havbunden ved gentagne udbrud. Dermed noterede han sig, “at alle bjerge måtte være dannet af vulkansk materiale, ikke vulkaner af bjerge”. Dette er det første vulkanologiske arbejde i nyere tid.
Den nu afdøde danske professor Arne Noe-Nygaard var en af Danmarks berømte geolologer, der beskæftigede sig meget med vulkaner i sit liv, bl.a. på Island, hvor vi finder det nuværende “Askja” – “Store Nordiske Vulkanologiske Institut”. På insitituttet beskæftiger man sig med vulkanerne i Det Nord-Atlantiske Område.
En vulkanologs arbejde består bl.a. i at tage prøver af udsivende gasser ved aktive og sovende vulkaners kratere. Vulkanske gasser er interessante, fordi de siger noget om, hvad der sker i den smeltede lava inde i jorden under vulkanerne.
Det bør huskes, at en aktiv vulkan ikke behøver at være en vulkan, der er i virksomhed for tiden, men en sovende vulkan, som man har registreret liv i netop ved vulkanologiske undersøgelser, og som man herefter kan regne med vil kunne blive virksom igen på et tidspunkt. Jordbundsundersøgelser, såsom hævninger af en vulkanflanke er vigtigt, da magmaen som er fyldt med opløste gasser i smeltemassen, inden den strømmer ud igennem en vulkans krater som udbrudsmateriale, altid får vulkanen til at bule ud eller hæve sig lidt. Sådanne hævninger på en vulkanflanke hører med til en vulkanologs regelmæssige undersøgelser.
En vulkanologs arbejde består også i at tage temperaturprøver af en rødglødende lavastrøm, der bevæger sig ned ad vulkansiden for at bedømme temperatur og gasindhold og ligeså dens kemiske sammensætning.
Vulkanologer bruger specielle elektriske thermometre, som kaldes thermocopler for at tage temperaturen i en vulkan. Den glødende lava er så hed, så et almindeligt thermometer ville smelte.
At komme tæt på en vulkan der er i udbrud er ikke ufarligt. Derfor bærer vulkanologerne foruden gasmasker også metaldragter, som til dels kan holde den stærke hede ude.
Selv de mest erfarne vulkanologer kommer somme tider ud for slemme overraskelser, og det koster også en del af dem livet. Et tydeligt eksempel var vulkanen Galeras i Columbia, der i 1993 kostede 9 vulkanologer livet. De var steget ned i selve toppen af vulkanens hovedkrater og tog dels gasprøver, og dels undersøgte de dens mindre udbrudskegle, dens dome, d.v.s. prop af lava, der sad øverst i kraterrøret.
Netop som de var på vej op ad kraterets inderside, kom der nogle kraftige eksplosioner i vulkanen, der slyngede vulkanske bomber (sten på ca. 10 cm. størrelse), gasser og askeskyer i op til 3 kilometers højde. I dette tilfælde havde vulkanologerne været forsigtige og gjort deres undersøgelsesarbejde, som deres job gik ud på, men vulkanen gjorde det uventede.
I denne forbindelse skal det siges, at dette vulkanologhold på ialt 14,hvoraf de 9 døde, var tilkaldt af Colombia, fordi den slumrende vulkan efter godt 40 års ro, nu begyndte at vise tegn på uro.
Det var nødvendigt med en vulkanologisk undersøgelse af vulkanen, idet hen imod en halv million mennesker lever i dens skygge og kan blive berørt ved et eventuelt udbrud.
Et andet eksempel på vulkanologer, der har mistet livet, var ægteparret Katja og Maurice Krafft, der begge som franske uddannede geologer med speciale i vulkaner havde specialiseret sig i at fotografere vulkaner i udbrud på nærmeste hold. Deres undersøgelse af halvstørknede lavastrømme og gåen for tæt på aktive kratere, bragte dem adskillige gange i dødsensfarlige situationer, og det endte da også med, at de begge i 1991 mistede livet i Japan ved vulkanen Unzens udbrud. De troede sig sikre, men en kraftig “pyroklastisk” sky af gloende aske og gas rullede som en askelavine med stærk fart hen over det plateau, hvor de opholdt sig – i øvrigt i selskab med ca. 40 journalister, som alle døde.
Generelt kan man sige, at man kan forudsige vulkanudbruddene, men ikke desto mindre har vi lært så meget nyt om vulkaner i sidste halvdel af vort århundrede. Dels er teorien om pladetektonikken efterhånden blevet accepteret som fakta, men selvom der er ting, man stadigvæk er i tvivl om med vulkanerne, så må det dog siges, at det takket være vulkanologien er lykkedes at forudsige mange udbrud, så man i tide har kunnet evakuere de ofte tæt beboede vulkanske egne, som vi specielt finder i subtropiske og tropiske lande. Et sådant tydeligt eksempel var Pinatubo på Filippinerne i 1991.
Vesuvobservatoriet
I august 1991 havde Vesuvobservatoriet 150 årig jubilæumsfest, og det forgik i Napoli i den gamle middelalderborg Castel del’ Ovo, hvor jeg deltog som inviteret gæst. I en uge blev der holdt foredrag af geologer og vulkanologer fra hele verden om vulkanforskningens seneste resultater. Den daværende direktør for Vesuvobservatoriet, Giuseppe Luongo, sagde i sin velkomsttale: “Vesuvobservatoriet er verdens ældste vulkanobservatorium grundlagt af den syditalienske Konge Ferdinand den 2. i 1841. Vi er stolte af, at mange af de fænomener, der er observeret i et aktivt vulkancenter, først blev foretaget herfra”.
Vulkanforskningen er i rivende udvikling, men Vesuv er også en af de bedst studerede vulkaner netop grundet vort observatorium. Der har været skrevet en del i pressen om, at Vesuv på et snarligt tidspunkt vil blive aktiv igen, og lad mig sige det konkret og sagligt, at så vil det ikke komme som nogen overraskelse. Vi kan nogle måneder i forvejen forudsige et eventuelt udbrud, da der her er tale om en vulkan, der befinder sig i en hvileperiode.
Der er to vigtige ting i denne forbindelse. 1: Den lokale befolkning skal vide, hvad det drejer sig om. 2: Evakueringsplaner. Det var specielt det stærke jordskælv vi havde hernede i 1980 omkring Napoli, der satte gang i evakueringsplanerne, så et nyt udbrud i Vesuv vil ikke komme bag på os. Vi må heller ikke glemme, at en vulkans hvileperiode hører med til dens livscyklus (aktivitetsrytme). I tilfældet Vesuv har vi at gøre med en meget aktiv vulkan, der har haft lange hvileperioder ind imellem dens udbrudsperioder. Vi kender Vesuv. Altid efter en længere hvileperiode kommer der et kraftigere udbrud.
Et nyt moderne vulkanobservatorium er nu åbnet i selve Napoli by. Herfra er der seismografiske måleapparater, som står i forbindelse med lokale seismografer og tiltmetre dels på Vesuv, men også i et andet sovende vulkankompleks nordvest for selve storbyen Napoli, nemlig De Flegræiske (d.v.s. “Brændende marker”). For mere end 30.000 år siden fandt der i denne kæmpemæssige “Caldera” (kraterindsynkning) stærkt eksplosive vulkanudbrud sted, og beviserne kan dels ses i de mange fumaroler(ryge) og svovldioxidpøler i det nu til dels rolige vulkankrater “Solfatara”. Selve Pouzzoli by måtte på et tidspunkt i årene 1983-85 evakueres med sine godt og vel 84.000 indbyggere, fordi man frygtede for et nyt udbrud i området.
En næsten konstant svag jordskælvsaktivitet viste, at der befandt sig en flydende magmasmelte (så længe lavaen er inde i jorden og indeholder gas, kalder vi den for magma) i få kilometers dybde under selve byen, og jorden hævede sig flere meter op og ned i området i svage jorskælvsbevægelser. Som en indbygger fortalte: “Jorden er som en ballerina, der danser, og vi må danse med hende”.
Jeg stod i 1990 på toppen af vulkanen Vesuv med den daværende direktør for Vesuvobservatoriet, Giuseppe Luongo og kiggede udover Napolibugten. Det var solskin, og herfra kan man se, hvor enormt tæt bebyggelserne er ved vulkanens nordlige og østlige fod. Specielt bebyggelsen opad flankerne udgør en overordentlig høj risiko ved et kommende udbrud fra Vesuv. Ved Vesuvs fod – indenfor en radius af 10 kilometer fra krateret – bor der ca. 1 million mennesker, altså Europas tættest beboede område, og storbyen Napolis centrum ligger ca. 15 kilometer fra vulkanen.
De italienske myndigheder er klar over situationen. Man har opdelt områderne ved Vesuv i risikozoner, og man holder jævnligt møder, hvor man diskuterer evakueringsplanerne. Kraterets laveste åbning vender mod nord – retning mod storbyen Napoli og de tættest bebyggede områder. Det bemærker jeg til Luongo. “Fra 1631 til 1944 var Vesuv i en meget aktiv periode med næsten konstant vulkanvirksomhed, kun afbrudt af hvileperioder på få år. Dette mønster er nu totalt ændret. Vesuv befinder sig i en hvileperiode, men vi ved, at der er liv i vulkanen. Kig blot tilbage over skulderen og se de skyer af gasser, der hæver sig fra indersiden af kratervæggen i sprækker og revner. Vesuv tilhører det geologiske mønster, der har dannet Italiens andre vulkaner og har foldet Appenninerbjerkæden op, fordi den Afrikanske Kontinentalplade presser sig imod Europa sydfra. Vi ser sådan på det idag, at hvis en del af området er aktivt, så betragter vi hele området som virksomt. Vesuv har været i ro siden 1944, og der vil komme mange jordrystelser inden krateret åbner sig igen”.
Vi kører nedad bjerget forbi det klippefremspring, hvor det gamle vulkanobservatorium fra 1841 blev bygget på et fremspring. “Kongen grundlagde det netop på en klippetop, så lavastrømme ikke skulle kunne nå det. Indtil nu er det ikke blevet ødelagt. Der ligger et moderne ved siden af, men vi har jo det helt nye inde i Napoli, hvorfra vi også holder de Flegræiske Markers vulkanområde under opsyn”, slutter Luongo.
“Dette her er ikke almindelig lava”, siger jeg til Luongo, da vi passerer en mærkelig gråagtig metalagtig overflade. “Nej, det er pyroklastisk materiale, og det vil sige dannet af ild”, forklarer Luongo. “Det er noget af det farligste en vulkan kan præstere”. Videre fortsætter han: “En sådan sky af overophedede gasser og aske dræber øjeblikkeligt og kan have en temperatur på hen imod 1000 grader og bevæge sig med en fart af 200 kilometer i timen”…
Jeg kommer til at tænke på vulkankatastrofen på øen Martinique, hvor Mount Pelee i 1902 skoldede 29.000 mennesker til døde på ca. 2 minutter.
“Vores forskning skal være så realistisk som mulig, så vi kan give befolkningen korrekt besked”, afslutter Luongo samtalen.
Hvis du vil læse mere om Vesuv, har jeg skrevet bogen: “Vesuv en meget farlig vulkan” Den kan købes her på: info@vulkaneksperten.dk og koster kr. 100,- og 20 i forsendelse.
»
