En Gudstjeneste

Vindeslev kl.10.15: 80 – 72,v.4-6- 74/ 274 – 87 – 78

Tekst: (Luk 21,25-36) Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«

Kære Gud, vi beder dig om, at du vil tale dit ord til os ved din hellige Ånd, så det holder os vågne og agtpågivende, så din dag ikke kommer bag på os. Amen.

Forleden var der en spændende mand i fjernsynet. Henning Andersen hed han, og han er det, man med et fint ord kalder vulkanolog. Ekspert i vulkaner. For godt 20 år siden blev hans navn kendt, da han vandt i Otto Leisners ”Kvit eller Dobbelt”, og nu er hans navn fremme igen, fordi han lige har skrevet en bog om ildens bjerg, vulkanen Etna. Slår man op på hans hjemmeside, vil man kunne læse om spændende foredrag, han holder rundt omkring, og at det kan lade sig gøre at komme på vulkanrejse, så man måske selv kan opleve noget af den slags på nært hold. For ca.74.000 år siden skete der et vulkanudbrud på øen Sumatra, fortalte han forleden. Det var så voldsomt, så det simpelt hen ændrede jordens klima. Han nævnte også vulkanen Vesuv, som sidst havde udbrud i 1944. Men den er der stadig! Den samler kræfter til det næste store udbrud, fik vi at vide. Derfor er det så katastrofalt, at mennesker har det med at bosætte sig lige i nærheden. Hvorfor gør de det? Jo, den forvitrede lava fra disse vulkanudbrud skaber den mest frugtbare jord, som tænkes kan. Sker der er vulkanudbrud, sætter vinbonden en flaske vin og fire vinglas frem for at byde lavastrømmen velkommen, siges det. Når så hans hus er brændt ned, går han ud og sætter grænsepæle i den jord, som hans tipoldebarn en dag skal eje og dyrke!

Det er spændende med den slags begejstrede mennesker! Men samtidig er der jo også noget her, som godt kan få håret til at rejse sig på ens hoved. Efter sigende er det nemlig sådan, at når vi oplever en global opvarmning, som det ser ud til at være tilfældet i vor tid, så kan det godt være et forvarsel om den slags voldsomme kræfter, som kan vende op og ned på det hele. Selvom vi ikke lever i en egn, der er kendt for vulkanudbrud, jordskælv og tsunamier, så lever vi jo stadig på den samme jord, hvor alt påvirkes af de kræfter, som kommer til udbrud andre steder.

Nu hører vi så i dag, hvordan Jesus også kommer med dommedags-profetier. ”Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen”, siger han og beskriver, hvordan mennesker vil gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, når himlens kræfter skal rystes. Der var engang, hvor man måske var tilbøjelig til at ryste på hovedet af den slags, men det gør vi jo ikke mere. Vi ved, at jorden har de kræfter i sig, som skal til for at ødelægge det hele, og skulle det alligevel knibe, ja, så er vi da selv i stand til at producere samme slags kræfter, når vi tænker på atombomber, forurening, nedbrydning af ozonlag osv.osv. Så ærlig talt: Der er nok at være bange for! Det kan sagtens gå sådan, at vi på en eller anden måde skal opleve kræfter, som styrer mod verdens undergang!

Men faktisk er det slet ikke meningen, vi skal være bange, får vi at vide i dag.

Tværtimod!

Når vi tror på Jesus Kristus og stoler på ham som vor frelser, så er der dybest set ingenting at være bange for. Nej, ”når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Forløsning! Ja, det er jo et ord, vi vel næsten ikke kender mere, men det handler jo om det, der sker, når en kvinde føder sit barn. Også her gælder det, at det er ganske voldsomme kræfter, som er i gang, men samtidig ved vi, at noget nyt er undervejs, og det nye, som bliver født, det er så vidunderligt, så glæden langt overstiger alt, hvad der hedder angst og smerte. Det siger vor Herre Jesus selv, når det hedder: ”Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.”

Se, det er det, vi skal prøve at huske, også når det drejer sig om denne verdens undergang! Blikket skal ikke først og fremmest rettes mod alt det forfærdelige, som kommer. Nej, vi skal huske, at det er en fødsel, en forløsning, som er i gang, og det nye, som kommer, det barn, som bliver født, det er Guds nye verden! Den verden, som Gud selv havde planlagt, men som blev ødelagt, da vi mennesker satte os op imod ham for at gå vore egne veje. Den verden, som Gud selv stiler målbevidst frem imod, indtil den dag kommer, hvor det hedder: ”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.”

Er det for utroligt? Lyder det for godt til at være sandt? Det skal der nok være en og anden, som tænker. Nu skal vi da lige passe på, vi ikke kommer for højt på. ”Ved jorden at blive, det tjener os bedst”, ikke sandt? Jo, selvfølgelig skal vi da passe på, det ikke går os til hovedet, så vi ender i sværmeri og pjat. Min egen oldefar, som døde helt tilbage i 1915, var vistnok en af dem, som det gik galt for, så da jeg selv begyndte at nævne, at jeg ville læse til præst, advarede min bedstefar mig med ordene: ”Pas nu på, det ikke går dig til hovedet!” Han vidste af egen bitter erfaring fra sin far, hvordan det var, når den slags kom til at fylde for meget.

Men i dag kan man nu godt frygte, at det ærlig talt fylder lige lovlig lidt i menneskers bevidsthed.

Gang på gang hører vi jo folk sige, at ”det eneste sikre i denne verden, det er jo, at vi skal dø engang”, og ”den vej skal vi jo alle”, osv. Så vil jeg provokere her i dag og sige: Nej, det er ikke det eneste sikre i denne verden, og det er ikke sikkert, vi alle skal den vej! Det eneste sikre i denne verden – det er derimod, at vor Herre Jesus kommer igen, for den har han selv lovet, og der er ingen, der nogensinde har kunnet tage ham i at lyve. Vi hører det, da han samler sine disciple på bjerget i Galilæa Kristi Himmelfartsdag. Da fortælles det, hvordan han bliver løftet op, og mens de ser på det, kommer der en sky og tager ham bort fra deres øjne, og så lyder det til dem: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Så ved vi det! Nøjagtig det samme ved vi fra vor Herre Jesus selv, når han siger: ”Da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.” Og endelig er det jo også det, som er forudsagt for os i det mærkelige skrift, som hedder Johannes’ Åbenbaring, hvor det skildres, hvordan Kristus vil komme som rytteren på den hvide hest (Åb 19,11-16). Kongernes konge og Herrernes Herre, kaldes han. Det er det navn, han bærer på sin kappe og sin hofte, fortælles det.

Jo, vist er det sandt, at han kommer! Det eneste sikre i denne verden! Og når vi ikke skal frygte for tegn i sol og måne og stjerner eller gribes af angst for havets og brændingens brusen, – når håret ikke skal rejse sig på hovedet af os på grund af trusler om global opvarmning eller kommende vulkanudbrud, ja, så er det, fordi han, som kommer, det er den samme Jesus, som hang på korset Langfredag, og som i sin kærlighed ofrede sig selv helt og fuldt for vor frelses skyld! Vist er det da sandt, at han kommer ”for at dømme levende og døde”, som vi siger det i vor kirkes trosbekendelse. Men det er også sandt, at den, som tror på Jesus Kristus, er gået over fra døden til livet og kommer ikke for dommen! Eller som vi synger det: ”Du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet.”

Det er derfor, vi kan løfte vort hoved, når forløsningen nærmer sig! ”Mine ord skal aldrig forgå”, siger han, og hans ord er det ord, som dømmer og frelser. Dømmer alt vort eget til fald og undergang, det er sandt nok. Men det er også det ord, som skænker os alt, hvad vi behøver, for at vi kan stå foran Menneskesønnen, når han kommer! Tror vi ordet om Jesu kors, ja, så ejer vi den retfærdighed, som ikke engang Gud kan sætte en finger på, fordi det ikke er vores retfærdighed, men Jesu retfærdighed!

Det er derfor, det er så vigtigt, at vi ikke blive sløve og ligegyldige undervejs! En kniv, som bruges til at skære i noget forkert materiale, bliver sløv, så den ikke dur mere. Sådan kan det også gå med os mennesker. ”Svir og drukkenskab”, nævner Jesus, og det er da alvorligt nok, hvis man kommer ud i den slags. Spørg en hvilken som helst alkoholiker, og du vil få at vide, hvilken uhyggelig magt det er, når den slags får herredømmet i et menneskes liv. Men læg mærke til, at Jesus i samme åndedrag nævner ”dagliglivets bekymringer”. Her er vi vist ikke nær så opmærksomme! At det kan gå sådan, at ganske almindelige dagligdags spekulationer kan komme til at fylde så meget hos os, så der trænger det med Gud og Jesus og hans genkomst i baggrunden. ”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves”, siger Jesus. ”Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen”.

Det er det, vi særlig skal minde hinanden om her 2.søndag i Advent. Fordi Gud så nødig vil se, at det var forgæves, hvad han gjorde for vor frelse! Det skulle så nødig gå sådan, at sløvhed og ligegyldighed bliver årsag til, at vi går glip af den frelse, han vandt os, fordi det hele lige så stille smuldrede for os undervejs.

Derfor er advents farve violet. Det er den også i retssalen. Da bærer anklageren en dragt med violet farve. I retssalen vil dommeren have forbryderen til at angre ved at huske. I kirken handler det ikke bare om at huske. Her hedder det: Alt er glemt, husk, det er tilgivet. Som én har sagt det: ”Anger har således en anden betydning i kirken end i retssalen. Derfor kan vi i en glædelig anger vente ham, som kommer, og leve som dem, der ikke blot er fri for dommen, men også fri for at dømme vor næste. For også der stiller Kristus sig imellem.” (Elmo Due).

Ej mer du gruer for dommedag,

du ved, din dommer har ført din sag

og fra sig selv den vundet.” Amen.