Cotopaxi i udbrud…

Cotopaxi buldrer og sender askeskyer i vejret.

Ecuadors vulkaner Ecuador er vulkanernes land i Sydamerika såvel som Island og Italien er det i Europa. Ecuador har mange vulkaner – faktisk er der 55 krateråbninger – som alle fra de tidligste tider af menneskene er blevet betragtet og tilbedt som guder. Nogle af de berømteste er Cotopaxi – Reventador – Tungurahua og Sangay. Når der er så mange vulkaner så skyldes det, at Ecuador ligger i Ildringen – “The Ring of Fire” – der er betegnelsen for den kæde eller bælte af vulkaner, der omkranser Stillehavets kyster. Forkastningerne i området er opstået ved forskydninger af Stillehavsbundpladen og den Sydamerikanske kontinentalplade. Resultatet af disse sammenstødninger danner arnestederne for nogle af verdens mest eksplosive vulkaner. Omtrent fire femtedele af alle vulkanudbrud på hele jorden finder sted i denne region. Ecuadors vulkaner blev i sin tid betragtet på afstand af de opdagelsesrejsende og først efter år 2000 mere intenst af vulkanforskerne. Den tyske naturvidenskabsmand Alexander von Humboldt besteg mange af vulkanerne i Ecuador og gav navn til vejruten ”vulkanernes gade eller alle” ned igennem den centrale del af Andesbjerkæden. Cotopaxi er med sine 5.911 m Ecuadors højeste aktive vulkan.

Den er en symmetrisk stratovulkan, d.v.s. keglevulkan, der altid er sneklædt på toppen til trods for, at den er beliggende mindre end 80 km fra ækvator. Siden 1738 har Cotopaxi været i udbrud 50 gange, hvoraf de tre har været meget kraftige (VEI = 4), nemlig i årene 1744, 1768 og 1877. (Se VEI-skala forneden i denne artikel).

Ved udbruddet i 1877 blev byen Latacunga ødelagt af lahars og en mudderbølge nåede på 18 timer kystbyen Esmeraldes. Lahars(d.v.s. muddebølger, som opstår ved at den vulkanske aske og sne og vand blander sig) endte 100 km ude i Stillehavet, og landskabet bærer stadig præg af den ødelæggende strøm. Da Cotopaxi kun ligger 50 km sydøst for hovedstaden Quito, vil et nyt stort udbrud berøre mange mennesker, der især vil være truet af de efterfølgende mudderstrømme. Vulkanens sidste større udbrud fandt sted i 1904.

Cotopaxis lavatype er andesit. Det betyder igen, at vulkanens udbrud oftest er meget eksplosive med askeskyer, der dannes ved frigørelse af de opløste gasser i vulkanens udbrudskanal. Andesit er mere sejtflydende end f.eks. basaltlava, og derfor har gasserne sværere ved at undvige. Herved eksplosiviteten.

Så for Cotopaxis vedkommende handler det om dels askeregn og så mudderstrømme, der udgør den største fare.

Da Cotopaxi kun ligger 50 km sydøst for hovedstaden Quito, vil et nyt stort udbrud berøre mange mennesker, der især vil være truet af askeregn.

Se herunder artiklen om andesitlava.

Andesit er efter basalten den mest udbredte lavatype. Navnet stammer fra Andesbjergene i Sydamerika, da den her er meget udbredt. Den er lys – eller grå – indeholdende helt op til 60%- SiO2 – kiselsyre – med både lyse og mørke vandholdige mineraler(natriumrig plagioklas,kalifeldspat)hvilket vidner om, at de er dannet under højt vanddamptryk. Denne lava er finkornet men indeholder enkelte store krystaller.

Andesit dannes hovedsageligt i underskydningszoner – subduktion – altså hvor to plader er i færd med at støde sammen og den ene skubbes – skyder sig ned under den anden på grund af varmeopstrømningerne i jordens kappe. Spørgsmålet, der melder sig er, hvor det højere kiselsyreindhold kommer fra – end f.eks. tilfældet er med basalten, hvis SiO2 indhold ligger omtrent ti procent lavere?

Det større vanddamptryk og den hermed efterfølgende større eksplosivitet i de vulkanudbrud, der opbygges ved andesitiske vulkanudbrud, kan tolkes ved, at den vandholdige havbundsplade med havbundssedimenterne, som gennem tiderne har aflejret sige oven på den, langsomt presses ned under den oven over liggende kontinentale plade, og da der er radioaktive grundstoffer til stede i kontinentalpladen oven over, vil temperaturen i denne ofte være højere end i den underskydende neddykkende oceanplade. Vanddamptilskuddet nedefra vil kunne fremsynde en delvis opsmeltning i bunden af den kontinentale plade, der ligger oven over, og dannelsen af andesitisk magma(lava) vil blive det afsluttende resultat. De vulkaner, der dannes oven over på jordens overflade bliver derfor mere eksplosive i det på grund af det stor damp-gas – og SiO2 indhold i smeltemasserne i de magmakamre under vulkanerne i en underskydningszone.

Dette ses bl.a. så tydeligt i ”The Ring of Fire” – Ildringen – Stillehavet rundt – Caribien – Indonesien – Filippinerne – Japan o.s.v.

Fra gammel tid har man vidst, at mere end halvdelen af jordens skorpe består af SiO2 – kiselsyre, som er grundbyggestenen for de fleste bjergarter og magma – og udforskingen i magma-kemi førte igen frem til konklusionen om, at mængden af SiO2 indholdet i magma måtte være medbestemmende til dens flydetræghed – jo større SiO2 indhold i den smeltede magma – desto tykkere magma.

Der udover, at ”vand udvider sig eksplosivt, når det omdannes til damp” er en gammel læreregel….Hvert år er der rundt regnet 60 vulkaner, som har udbrud, men med meget forskellig aktivitet. Hvordan måler vulkanologer så hvor stort et udbrud er? Der er ikke noget enkelt særpræg, som afgør størrelsen, men opstillingen nedenfor – Vulkansk Eksplosivitets Indeks, eller VEI – er baseret på en række forskellige fakta, der kan observeres under et udbrud.

VEI – skala:

VEI-skalaen er en benævnelse for den mængde materiale af aske og lava, som udslynges af en vulkan i udbrud, altså i et vulkanudbruds styrke eller såkaldt indeks (Volcanic Explosivity Index). F. eks. var Mount St. Helens udbrud i 1980 bedømt til at være VEI 5, og Krakataus i Indonesien i 1883 var VEI 6, og Tambora i 1815 var styrke 7.

Det største, kendte volumen i historisk tid var ved udbruddet af Tambora, Indonesien i 1815, hvor man mente, at det samlede volumen var på 150 km3. Dette er ved senere beregninger anslået til mellem 30 og 100 km3. I forhistorisk tid er der forekommet udbrud på flere tusind km3 – 1 km3 = 1 milliard m3 !

Hvis der er meget aske og løse udbrudsprodukter er volumen større end ved et udbrud af kompakt magma. Den almindelige mængde ved større udbrud er ofte mellem 10 og 30 km3, og ved mindre udbrud gerne nogle millioner kubikmeter (m3).

Supervulkaner slynger som regel over 1000 kubik-kilometer askemateriale ud og må derfor beregnes fra styrke 8 og opefter. Askelagenes tykkelse fra udbrud også i fortiden kan bedømmes, og herved beregnes fortidige udbrud i indeksstyrkegraden. Ligeså fortæller iskernerne på Grønlands indlandsis os om et stort svovlindhold, som stammer fra Lake Toba-udbruddet for 74.000 år siden på Sumatra, altså det seneste “super-udbrud” på Jorden. Vi kan tage f.eks. St. Helens udbrud i 1980, som havde en styrkegrad på VEI 5 og energimæssigt svarede til en Hiroshima-atombombe pr. sekund, så svarer Yellowstone-superudbruddet til 1000 Hiroshima-atombomber pr. sekund. Et nyt superudbrud i Yellowstone ville få konsekvenser for hele U.S.A. plus klimaændringer på hele Jorden. I zone 1 vil glødende askelaviner kunne udslette alt liv i en radius af mindst 100 km2. Der bor hen mod 100.000 mennesker i dette område i dag. I zone 2 ville askelag på mere end 15 cm få hustage til at styrte sammen.

Dertil kommer at askeskyerne sammen med svovlsyregasser ville sprede sig i både atmosfæren og stratosfæren og over det meste af verden. I Europa f.eks. kunne temperaturen højst sandsynligt falde med 12 grader og give os vinter året rundt i 2 – 3 år. Vi bør dog ikke glemme, at vi i den moderne vulkanforskning nu har mere sikre metoder til dels at forudsige udbrud, men også holde vore urolige geologiske områder på Jorden under mere konstant opsyn, og det er nødvendigt. En sovende vulkan kan f.eks. godt begynde at give varsler fra sig og så gå i stå igen.

Copyright: Henning Andersen

vulkaneksperten.dk

Tlf. 20-764247 og 38-193411