Batur

Batur, der ligger på øen Bali i Indonesien er en 1717 meter høj keglevulkan. Mange udbrud både eksplosive og miksede.

Batur producerer andesitlava, og er en ny vulkan, der er skudt op indeni den gamle Caldera, der blev bortsprængt for mere end 20.000 år siden. Idag bor der 10.000 mennesker fordelt i landsbyer nede i selve calderaen rundt omkring den ny vulkan, der ryger mere eller mindre konstant og har været særdeles aktiv indenfor de seneste 30 år.

Legenden fortæller, at batur var en gammel kæmpe, der levede af andre menensker, og for den stedlige befolkning, blev det mere og mere problematisk. de bad ham om at grave en dyb brønd og krybe ned i hullet for at grave længere ned. Pludselig kom de jord ovenpå ham, og han ligger nu nede under vulkanen, hvor han forsøger at trække vejret op igennem vulkanens kraterrør.

3078_full

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

3078_2_full




Beerenberg

Beerenberg, på den Norske ø Jan Mayen, ligger på 71.1N og 8.2W og hæver sig 2.277 meter over havets overflade.
Beerenberg er en stratovulkan, i det nordligste aktive vulkanbælte på jorden, nemlig den Midtatlantiske Oceanryg, 600 kilometer nordøst for Island. Øen er dannet fra havbunden for ca. 700.000 år siden, og der er observeret 6 gange siden 1732 senest i 1985. Jan Mayen er ubeboet, dog med en bemandet vejrstation, men der skal speciel tilladelse til at komme til øen. Alle udbruddene finder som regel sted på flankerne af den sneklædte vulkankegle, som regel fra lange spalter. Der produceres som oftest fra Oceanryggenes vulkaner typisk basaltlava.

3079_full

Beerenberg tilhører oceanrygsvulkanismen. Se minileksikon.




Begrænsning af vulkanske katastrofer

En begrænsning av vulkanske katastrofer i tæt befolkede områder kan baseres på en
katastrofeplan, eller på samordnede rutiner. En katastrofeplan ligger forud for et udbrud
og er beregnet på evakuering, mens samordnede rutiner hjælper til med at reorganisere
samfundet for at undgå mindst mulige skadevirkninger af fremtidige udbrud og evakueringer.
Det sidste er absolut at foretrække på grund af vores manglende evne til at forudsige et utbrud med mere end nogle dage eller uger(selvom vi er blevet dygtigere nu), og problemerne, som opstår med at evakuere et
stort antal mennesker, som ignorerer risikoen eller ikke ønsker at evakuere, på grund af
økonomiske og politiske konsekvenser ved en massiv evakuering, eller ved en tilsvarende evakuering uden at noget udbrud egentlig kommer.
Indledning
Der er mange steder på jorden, hvor mennesker lever og arbejder i nærheden af
farlige vulkaner, og hvor problemene med at mindske risikoen fra fremtidige vulkanubrud bliver vanskeligere og vanskeligere eftersom befolkningsvæksten stiger med tiden.
Risikomomenterne er mange, og baseret på et vulkanudbruds størrelse, befolkningens sårbarhed,
infrastruktur og område berørt af fremtidige udbrud. Dernæst betyder tidspunktet for et udbrud
meget, om vulkanen producerer langsomme lavastrømme, eller om udbruddet er eksplosivt og producerer skyer af gas og aske i form af hede askelaviner, såkaldte pyroklastiske askeskyerder med enorme hastigheder
kan vælte nedover vulkanens flanker. Mennesker, huse, transport og kommunikationsruter-
og systemer, vandforsyning, elektricitet og telefonlinjer, samt kulturelle og arkæologiske sider
er alle sårbare og i forskellig grad afhængig af forskellige utbrudstyper, og man kan bare
delvis anslå, hvor sårbare alle disse faktor er.
Dernæst har hver af disse infrastukturer forskellig værdi, som kan blive meget vanskelige eller til
og med umulige at beregne i forhold til mulige ødelæggelser. En sådan beregning vil også være
genstand for ændringer hele tiden, da samfundet vil være i stadig ændring. Endvidere kan
befolkningen rundt omkring en vulkan betragte bevaringen af sin eksisterende kultur som meget
væsentlig, noget som i større grad komplicerer en sådan værdiberegning.
Det er derfor nødvendigt at få pålidelige data frem, som definerer risikoen, inden man konkluderer
om en befolkning rundt omkring en farlig vulkan skal flyttes, eller at området skal spærres for
fremtidig udvikling. Mere forvirring og frygt om problemet skyldes ofte ligegyldigheden til problemet, eller om man ignorerer det istedet for at konfrontere
sig med det, og aktivt deltager i de beslutninger, som må gøres.

Oyama-Miyake-vulkanen i Japan
(Foto:JMA via SWVRC)
Mennesker, der bor i et højrisikoområde, er udstyret med den nødvendige kundskab om risikoen og er derfor ofte bedre istand til at tage beslutninger om fremtidige tiltag end politikerne,
som ofte tager hensyn til sine egne interesser eller af dem, der ønsker at udvikle området med økonomisk vinding som mål.
På den anden side, så er de samme mennesker ofte ikke særlig optaget af fremtidige
udbrud med påvirkning af området, for deres ofte begrænsede erfaring siger
dem, at potentielle farlige vulkanudbrud i området nok er sjældne, og at byrden af eventuelle problemer bør lægges på fremtidens generationer, som ønsker at bo der.
Konsekvensen er imidlertid bare, at de fleste mennesker prøver
at finde en måde at leve på, der er i harmoni med vulkanerne idag, og de flytter sig først, når
vulkanen bliver urolig, eller hvis de af andre grunde føler behov for det.
At vente på, at en risikabel vulkan skal blive rastløs og begynde at skælve eller udsende gasser
og så prøve at styre udviklingen, vil ofte bare lykkes i ikke-befolkede områder, hvor de sociale,
politiske og økonomiske faktorer er lettere at håndtere. En tilsvarende måde at mindske virkningerne på,
og som i øjeblikket praktiseres af vulkanologer, har alvorlige begrænsninger og kan ikke
betragtes som en tilfredsstillende framgangsmåde, når det gælder om at mindske risikoen i
tæt befolkede områder.

arkivfoto Italia 1944
Hvad historien har lært oss
Historiske nedtegnelser viser, at 1 million mennesker er dræbt af vulkanske udbrud i de sidste
2.000 år , og at de fleste dødsfald fandt sted bare ved nogle få udbrud. I det 20.århundrede
dræbte utbruddet i 1902 fra Mt- Pelee omkring 29.000 mennesker, mens
Nevado del Ruiz-vulkanen i Colombia dræbte yderligere 25.000 i 1985.
I det 19.århundrede førte to udbrud i Indonesien til, at Tambora i 1815 og Krakatau i 1883
dræbte over 120.000 mennesker. I 1792 var det Unzen-vulkanen på Kyushu i Japan, som
dræbte omkring 15.000. Under udbruddet fra Vesuv i 1631 blev 10.000 mennesker dræbt,
mens udbruddet i år 79, som ødelagde Herculaneum og Pompeji førte til ca. 2.000 dødsfald.(uofficielt)
Byen San Salvador i Republikken San Salvador i Mellem-Amerika ligger klods indtil en
indsø, som blev dannet af et massivt udbrud i år 300, som iføgle antagelser dræbte fra flere
tusinde til hundrede-tusinder af mennesker og forandrede fremtiden for flere lokale civilisasioner. Et andet stort
udbrud fandt sted på øen Thera i Ægæerhavet omkring år 1645 f.v.t. – (nu Santorini) – og som
ødelagde hele regionen og søfarten i denne del af Middelhavet. Udbruddet skal have ændret
udviklingen af den vestlige civilisasion ved at påvirkningen fra den Minoiske kultur (ægæiske bronzealderkultur på Kreta) forsvandt, og istedet kom under den Mykenske kultur
(bronzealder-kultur i Hellas og Ægæerhavsområdet) på det græske fastland.
Landene med den højeste vulkanske risiko med eksplosive vulkaner er: Italien,
Indonesien, New Zealand, Papua New Guinea, Filippinerne, Japan, Rusland, U S A, Mexico, Mellem-Amerika, Colombia, Equador, Peru og Chile. En del af disse lande har ikke råd til at
udvikle et effektivt program for mindskning af risikoen og må derfor se til de industrialiserede nationer for konkrete eksempler på effektive måder at gøre det på.
Udbruddet 1902 fra Pelee i byen Saint Pierre blev katastrofalt, fordi dens guvernør frygtede
tab af stemmer ved et valg og ikke udstedte de nødvendige evakueringsordrer i tide – og det til trods
for de mange jordskælv og rumlerier, der havde rystet området i flere uger forinden.

Mudderstrømmen, der udslettede Armero i Colombia
Foto: R.J. Janda, courtesy of USGS Cascades Volcano Observatory.
Byen Armero, i dalen nedenfor Nevado del Ruiz-vulkanen blev bygget på en tidligere
mudderstrøm, og heller ikke her gik myndighederne igang med at evakuere befolkningen
til trods for tydelige tegn på, at vulkanen var blevet aktiv igen. Vandmængder fra den sne, der
smeltede på grund af udbruddet, begravde byen totalt i en mudderstrøm og 25.000 menneskeliv gik tabt.
I 1986 førte den vulkanske aktivitet ved Kale Nyos, Cameroon, til at giftige karbon-dioxid-skyer drev ned gennem dalene om natten, og dræbte flere tusinde mennesker og fordrev
andre tusinder fra området, mens omkring 60.000 mennesker blev evakueret fra dalene rundt om.
På den anden side førte en falsk alarm til, at 70.000 mennesker på Guadaloupe-øen i
Caribien 1975, blev evakueret da Soufriere-vulkanen begyndte at rumle. Det blev en meget
kostbar og diskutabel affære i lang tid bagefter..
Ved udbruddet fra St. Helens i USA i 1980 blev mange liv sparet, da man i rimelig tid lukkede
vejene ind til nationalparken, som omgav vulkanen. At nogle menneskeliv her også gik tabt,
skyldes udelukkende, at de overså myndighedernes advarsler.
Katastrofale utbrud fra vulkaner har ikke bare dræbt tusindevis af mennesker i fortiden, men
også ført til verdensomspændende atmosfærisk virkning, som har vært farlig for mennesker.
Udbruddet fra El Chicho’n i Mexico i 1982 førte til globale forstyrrelser ved at millioner af tons
gas og aske blev spredt vestover af vinden, og førte til klimaændringer på grund af det høje svovlinhold. Udbruddet fra Laki-vulkanen på Island og Asama-vulkanen i
Japan i 1783 har også haft globale virkninger på klimaet. De små partikler af gasser og
aske i skyen, som opstår og bliver ført rundt om hele jorden, førte til, at vandamp
fortættede sig i partiklerne, og de deraf følgende regnskyl – og ofte i områder, hvor man
mindst venter det..
Meget store udbrud kan sende mørke skyer flere hundrede eller tusinder af kilometer væk –
og rundt om jorden flere gange og føre til globale vejrændringer som f.eks. i kølvandet af 1883-udbruddet fra Krakatau(Krakatoa), hvor det antages, at udbruds-skyen nåede ca. 50.000 meters højde. Udbruddet fra
Tambora i 1815 førte til nedkøling af jorden i 1816, da askepartiklene absorberede noget af
solens energi som normalt opvarmer jordkloden. Vulkanske gasser indeholder også
klorin, som kan virke forstyrrende på ozon-laget i atmotsfæren og beskytter jordens
befolkning mod dødelige ultraviolette stråler.

Tambora på Indonesia
Kandidater til fremtidige katastrofer.
Med vulkanske katastrofer mener vi her udbrud, som er så ødelæggende, at det ændrer
den sociale orden i en hel region. Ifølge en sådan definision siger det sig selv, at det er umuligt at
forudsige en katastrofe fra en vulkan, som har været sovende i hundrevis eller tusindvis af år.
Vi kan imidlertid klassificere flere velkendte vulkaner som glimrende kandidater for fremtidige katastrofer, for hver af dem kan i betydelig grad ændre den sociale orden og det økonomiske grundlag for en hel nation.
Vesuv I Italien har ved sin mange tusindårige historie produceret store pliniske eksplosive udbrud med
nogle tusinde års mellemrum, og middel store (såkaldte subplinianske) eksplosive utbrud med nogle
hundrede års mellemrum. Udbruddet i 79 e.v.t. begravede de græsk-romerske byer Pompeji og Herculaneum, ødelagde hele det omkringliggende landskab og gjorde det uproduktivt i
flere hundrede år.
Omkring 600 år senere, i 1631, førte et subpliniansk udbrud til endnu større ødeleggelse i
området grundet den på det tidspunkt større befolkningstæthed og dræbte mindst 10.000 menneskers dødsfald.
Efter dette utbrud, ændrede Vesuv sin udbrudsrytme til at blive strombolianske og effusive, hvor dog også
nogle af disse førte til store ødelæggelser, som f.eks. udbruddet i 1794, som ødelagde
Torre del Greco, og udbruddet i 1944, der ødelagde San Sebastiano al Vesuvio.
Vesuv er nu klar for næste opvågning, som kan blive stort eller middel i intensitet og kan føre
til en uforudsigelige menneskelig og miljømessig katastrofe på grund af den nuværende
endnu meget større befolkningstæthed. Selv et lille udbrud kan føre til titusen eller hundretusind
døde og berøre mindst 3 millioner mennesker, som bor indenfor en radius af
30 kilometer fra vulkanen. Der bor omkring 1.000.000 mennesker indenfor en radius af
7 kilometer, med op til 15.000 – 20.000 mennesker pr kvadratkilometer.

Popocatepetl i Mexico
Popocatepetl i det centrale Mexico skiller Mexico City (hovedstaden) og Puebla – dalene
med mere end 20 millioner indbyggere og i løbet af de sidste 5.000 år har vulkanen vist til flere
aktive perioder, med den nyligste fra år 675 til 1095. Som følge av den aktivitet ødelagde
vulkanen lokale samfund og var sandsynligvis også årsag til, at det store religiøse center
Cholula ophørte med at eksistere. (Cholula, en gammel by i Mexico, ca 120 km sydøst for
Mexico City. Bosætning fra ca 800 f.v.t. Særlig kendt for Mexico’s største pyramide,
55 m høj. Omkring år 1.300 ble Cholula et centrum for Mixteca- Puebla-kulturen
som med sin dekorerede keramikk og sine gudlsmedearbeider har en central plads i
mexsikansk kunsthistorie.- )
I 1994 genoptog Popocatepetl sin aktivit igen,og dette førte til evakueringen av 75.000 mennesker fra dens østlige side. I dag overvåges Popocatepetl i lighed med Vesuv, fra
minut til minut for at observere mulige ændringer i aktiviteten, men det kan hænde, at det ikke er
nok til at mildne virkningene på de flere hundrede tusinde indbyggere, der bor indenfor en
15 kilometers radius fra vulkanen, ved et moderat udbrud. Katastrofeplanene for
Popocatepetl er imidlertid bedre end dem for Vesuv, fordi de er enklere og meget
fordringsfulde, men baseret både på vulkanologiske og myndighedernes holdning.

Den snedæggede Mount Rainier
(Foto: Archive of SWVRC)
Den snedækkede Mount Rainer, som rejser sig majestætisk bag Tacoma og Seattle i staten
Washington i U S A, har en historie, der viser massive skred og mudderstrømme fra sine
skråninger, som også i de udbrud har nået befolkede områder i disse to byer. Dens sidste
aktivitet i 1882 er efterhånden blevet glemt af de lokale myndigheder. .
Taal-vulkanen midt i en stor caldera-indsø bare 50 km fra Manila på Filippinerne har haft
mere end 30 udbrud siden 1572 og er også en glimrende kandidat for stilling som en
ødelæggende vulkan, der kan forårsage en menneskelig og miljømessig katastrofe –
både lokalt og globalt – ikke mindst på grund af befolkningstætheden i denne del af verden.
De ovennævnte vulkaner er bare nogle ud af adskillige eksempler på vulkaner, som kan frembringe menneskelige og miljømæssige katastrofer. For en familie kan det betyde tabet af
flere af familiemedlemmene og for en by – tabet af flere hundrede eller tusinder af indbyggerne –
for en region tab af – eller forflytning af tusinder på tusinder, og for et land et sammenbrud
af regeringen eller politiske omvæltninger. Er så summen af dette – at vi er magtesløse, når
det gælder at definere mimensionerne på sådanne problemer – eller er midlerne og redskaberne
vi skal benytte ufuldstændige?
Ovenstående er fritt oversatt fra artikkelen
‘Mitigation of Volcanic Disasters in Densely Populated Areas’ av Flavio Dobran




Bezymianny

Bezymianny-vulkanen(navnet betyder den ikke navngivne) på Kamchatka i Rusland. Khamchatkahalvøens ca. 60 vulkaner er næsten alle er typiske stratovulkaner(lagdelte) og opbygget over den neddykkende Stillehavsbundplades subduktion(d.v.s. underskydning). Dette giver for det meste andesitisk magma, der gang på gang giver eksplosive vulkanudbrud, og det første i historisk tid observerede udbrud fandt sted i 1955 den 29. september. Den 30. september fandt en enorm eksplosion sted, idet en ca. 100 meter høj dome, d.v.s. størknet lavaprop, der blev presset i vejret grundet det underliggende opadstigende gasrige magma, og resultatet blev en eksplosion lig Mt. Saint Helens den 18. maj i 1980. Nu er Kamchatkahalvøen heldigvis kun tyndt befolket af mennesker, så eksplosionen kostede ingen menneskeliv.
24 miles høj var askeskyen og i op til 40 kilometers omkreds brændte træerne efter de hede askelaviners afsvedning af plantevæksten.
Året efter – 1956 – begyndte en ny ”dome” eller lavaprop langsomt at presse sig op igennem vulkanens kraterrør, hvorved mange askelaviner fejede ned over de omkringliggende dale og landskaber. 36 gange siden 1956 har denne vulkan været i udbrud. Det seneste i 1997.

3080_full

Bezymianny er en af de mest kendte og omtalte vulkaner på Kamchatkahalvøen. Den er 2869 meter høj og havde i 1955 et meget kraftigt udbrud med glødende askeskyer – efter en hvileperiode på over 1000 år. 200 meter brede mudderfloder strømmede i maj 2007 ned igennem vulkanens kløfter og dale på skråningerne. Den 5. november strømmede nyt materiale ned gennem kløfterne – ca. 200.000 kubikmeter flød tre kilometer ned i oplandet.

Denne vulkan har de seneste år været i udbrud med fem til seks måneders mellemrum. Det sidste udbrud var i oktober 2007.

3080_2_full

Denne vulkan tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

3080_3_full
Bezymianny-vulkanen(navnet betyder den ikke navngivne) på Kamchatka i Rusland 2882 meter over havet 55.98N og 160E. er en af Kamchatkahalvøens ca. 60 vulkaner, der næsten alle er typiske stratovulkaner(lagdelte) og opbygget over den neddykkende Stillehavsbundplades subduktion(d.v.s. underskydning). Dette giver for det meste andesitisk magma, der gang på gang giver eksplosive vulkanudbrud, og det første i historisk tid observerede udbrud fandt sted i 1955 den 29. september. Den 30. september fandt en enorm eksplosion sted, idet en ca. 100 meter høj dome, d.v.s. størknet lavaprop, der blev presset i vejret grundet det underliggende opadstigende gasrige magma, og resultatet blev en eksplosion lig Mt. Saint Helens den 18. maj i 1980. Nu er Kamchatkahalvøen heldigvis kun tyndt befolket af mennesker, så eksplosionen kostede ingen menneskeliv. 24 miles høj var askeskyen og i op til 40 kilometers omkreds brændte træerne efter de hede askelaviners afsvedning af plantevæksten.

Året efter – 1956 – begyndte en ny ”dome” eller lavaprop langsomt at presse sig op igennem vulkanens kraterrør, hvorved mange askelaviner fejede ned over de omkringliggende dale og landskaber. 36 gange siden 1956 har denne vulkan været i udbrud.