Spor efter bebyggelse i Japan fører os årtusinder tilbage, og en ubrudt linje af kejsere kan fremvises helt tilbage til år 660 f.v.t. Japans første dokumenterede historiske vulkanudbrud fandt sted i Aso-vulkanen i 553 e.v.t.

Det største udbrud, som vi kender til i Japan var i år 915 fra vulkanen Towada, og forinden havde 17 vulkaner været aktive. Det er mere end i hele resten av verden tilsammen (inkluderet 10 i Europa), men det var ikke før år 1626, at mennesker oplevede det første historiske udbrud på Hokkaido, og denne ø blev først en del af Japan i 1868. Sydøst for Japan ligger Marianna-øerne, som vi ved har være beboede siden år 1500 f.v.t. og 3000 år senere fundet af spaniolerne, som underlagde sig øerne senere. Det første historisk kendte vulkanudbrud fandt sted året efter.

De nordlige vulkanske øer blev solgt til Tyskland i 1898 og i 1947 underlagt FNs administration for derefter at blive en selvstændig stat indenfor De Forenede Stater. Hele denne regions område inkluderet Japan er i størrelsesorden omtrent som Californiens, men befolkningen er 4 gange større, hvoraf Marianna-øerne kun udgør 0,1% af arealet og befolkningen.

Japan’s lange og detaljerede historie har givet os et godt indblik i den vulkanske aktivitet. Et resultat af dette ses bl.a. i, at hele regionen ligger foran på verdensbasis i antal af daterede vulkanudbrud, i alt 1274 og antal af vulkaner, som har været i udbrud, er 94. Til sammenligning i andre regioner, f.eks. New Zealand eller Middelhavsregionen, har vi beskrevet en stor andel af kraftige og eksplosive vulkanudbrud (VEI 4: se minileksikon), som har fundet sted for over 2.000 år siden.

I modsætning til dem, har regioner som Latin Amerika, Indonesien og Filippinerne, været udsat for store udbrud indenfor de sidste 200 år. Japan derimod, sammen med Alaska, Kamchatcka og Island, viser en mere jævn liste med udbrud, både i antal og styrke. Vulkanerne i denne region er usædvanlig eksplosive og inkluderer bl.a. Kikai, der producerede et af jordens mest eksplosive vulkanudbrud for omkring 6.000 år siden. Ingen andre regioner har opdateringer af flere store eksplosioner i samme styrkegrad og omfang (VEI 4).

Pyroklastiske askelaviner har ledsaget har ofte ledsaget udbruddene i ca. 30% af tilfældene, inklusiv Unzen-udbruddet i 1991. Man konkluderer i dag, at de fleste vulkaner i dette område må være dannet og bør ses som et resultat ved subduktionen(d.v.s. underskydningen) af den vestligt-bevægende ocean-havbundsplade, der presses langsomt ned under den Asiatiske fastlandsplade. I Izu-Mariana-kæden,er der derimod tale om to oceanplader, som kolliderer og danner øgrupperne, hvor de opbyggede vulkaners udbrudsmaterialer hovedsagelig er af mere basaltisk (basalt: se minileksikon) sammensætning, men dog med mere eksplosive udbrud end hot-spotvulkanerne (hot-spot: se minileksikon) i havområderne.

Regionen har også det største antal af undersøiske vulkaner, som vi kender på jorden. De fleste ligger nedover Izu-Mariana-øygruppen, og her finder der enormt mange undersøiske vulkanudbrud sted. Gang på gang observeres der havområder, som er misfarvet af på grund af den undersøiske vulkanvirksomhed fra havbunden.

Tekst af Jørgen Aabech og Henning Andersen

Øen Java i Indonesien har ca. 60 vulkaner, hvoraf 20 betragtes som aktive og 10 viser konstant solfataravirksomhed.

De vigtigste er: Gedeh – Papandayan – Guntur – Galunggung – Slamet – Merapi – Kelud – Semeru – Bromo – Lamongan – Raung og Kawah Idjen.

Se hver enkelt vulkan ved navn i Verdens vulkaner.

Jorullo er en 1338 meter keglevulkan i Mexico, som opstod i 1759 og fortsatte de mixede udbrud til 1774. Der udslyngedes slagger og lava.

Kaiserstuhl, bjergområde i Rhindalen mellem Colmar og Freiburg i SV-Tyskland; ca. 10 km × 15 km. Det højeste punkt, Totenkopf, når op i 557 m. Kaiserstuhl har en tertiær vulkansk kerne, og i den centrale del findes varme kilder. Størstedelen af området er dækket af løss; tykkelsen er størst i nord og nordøst, hvor den når op på 80-90 m. Et varmt klima kombineret med en frugtbar jordbund, dannet på forvitret lava og på løss, har betydet, at området tidligt er blevet intensivt udnyttet. Mennesker har gennem et par tusinde år omformet terrænet ved at bygge terrasser. De gamle terrasser var små og smalle. 1960-75 undergik næsten hele området en radikal omdannelse gennem anlæg af storterrasser, så vinbønderne kunne anvende maskiner. Pga. store jordskred og kraftige protester fra bl.a. naturfredningsforeninger er den sidste del af omlægningen foregået mere nænsomt. På ca. 60% af Kaiserstuhls areal dyrkes vin hovedsagelig af deltidslandmænd. Desuden findes en del frugtplantager. Områder over ca. 400 m er skovklædte.
Kilde: Dansk National – leksikon