Ildringen – “The Ring of Fire” – er betegnelse for den kæde eller bælte af vulkaner, der omkranser Stillehavets kyster langs de Asiatiske og Amerikanske Stillehavskyster. Forkastningerne i onrådet er dannet ved underskydninger af havbundsplader – subduktion – under kontintalpladerne rundt om, og bæltet er arnested for hovedparten af alverdens vulkaner. Omtrent fire femtedele af alle jordskælv og vulkanudbrud finder sted i dette område.

Ili Boleng på øen Andonara i Indonesien er en 1669 meter høj vulkankegle, som producerer eksplosive udbrud og forholdsvis korte lavastrømme, senest i 1950.

Barren – øen er 306 meter høj skjoldvulkan over havets overflade – og består af en caldera i hvilken mange udbrud – både eksplosive og milde – har fundet sted.To mindre kegler er dannet ved udslyngning af aske og slagger og vulkanske bomber(se minileksikon). Udbrud i 2005 – 2009 udbrud med aske og tyndtflydende lavastrømme.

I juli i år er der igen askeudbrud, som af vinden drives ud over det Indiske Ocean.

Den indiske kontinentalplade er en rest af det gamle Gondwanaland. Sammenstødet mellem den Indiske plade og den Euroasiske kontinentalplade har dannetg Himalyabjergkæden.

Deccan vulkanplateauet i Indien er dannet ovenpå en hot-spot – eller også kaldet plume(se minileksikon) for 65 – 67 millioner år siden og er også skyld i dannelsen af den nuværende aktive vulkan på øen Reunion i det Indiske Ocean.

Indonesien er det land på vores jordklode, der har flest virksomme vulkaner i verden.

Alene øen Java er et af af verdens tættest befolkede områder, og enhver storby her ligger i skyggen af en vulkan. Nogle af vor jordklodes mest berømte vulkaner ligger i Indonesien, såsom Krakatau(også kaldet Krakatoa), Tambora, Bromo, Kelut, Agung og Batur.

Indonesiens vulkaner ligger fordelt i det kæmpemæssige ø-rige på de 13.677 øer og må ses som et produkt af dels den Indo-australske Kontinentalplades underskydning ned under den Euroasiske plade mod nord, og dels af den Pacifiske plade fra øst, altså Stillehavspladen, og man kan generelt sige, at vulkanerne her for det meste hører og producerer de mere sejtflydende lavatyper, hvilket bevirker, at de bliver mere eksplosive i deres udbrudsrytmer. De har tit været genstand for gudedyrkelse igennem årtusinder, ikke mindst fordi når nu mennesker ikke kunne eller havde magt over så mægtigte naturkræfter, ja så måtte der ofres til dem. I dag har Indoneserne et afslappet forhold til deres vulkaner, og når vulkanologerne sender evakueringsvarsler ud, forlader folk på stedet deres hjem med det samme. Sagt med andre ord: de betragter vulkanerne som en naturlig ting, som man skal have respekt for.

En af de gode ting, som hollænderne gjorde i de 350 år, de herskede i Indonesien var, at de grundlagde de vulkanologiske observationsposter på mange af vulkanerne i det øjemed at kunne nå at varsko de tæt bebyggede områder, så folk kunne komme væk i tide. En anden ting, man også kan sige om hollænderne er, at efter Krakataus store eksplosive udbrud i 1883, blev der sat skub i den moderne vulkanforskning.

Johannes V. Jensen skriver om Javas vulkaner:

”Vældig er Java, en ø som Jorden synes at have sat til side til sine skorstene, landskabet fortoner sig med de ene himmelstræbende vulkan efter den anden, høje fuldkommen regelmæssige pyramider med toppen foreflygtiget op i tropeskyerne og lige så skønne i formen som det japanske nationalbjerg Fujiyama.”