“Da jeg så Fusijama brast den sidste drøm om en anden tilværelse end den, der er. Jeg begreb, at den højere verden, vi stunder imod, kun kan være netop den, der er, men at vi aldrig i det givne øjeblik er nået frem til den, at vi til daglig er blinde for den. Derfor er Fusijama et helligt bjerg og genstand for et folks kultus”.
Johannes V. Jensen
Forfatter, i bogen ”Myter og Jagter” fra 1907, hvori han sanser og tolker den japanske vulkan Fujiyama som hellig.
BROMO – OFRINGER TIL ILDGUDEN
Indonesien er det land i verden med flest vulkaner,
og fra tidernes morgen har man betragtet
vulkanerne som en vigtig del af livet. Hver vulkan
var bolig for guder og dæmoner, på trods af
at islam i dag er den største religion.
Vulkanudbrud var et varsel om politiske og sociale
omvæltninger eller anden form for menneskelig
tåbelighed. F.eks. havde ildguden i vulkanen
Bromo på Java stor magt over den lokale
hindubefolkning.
Legenden fortæller, at et kongepar ikke kunne
få børn. Derfor bad de til ildguden i vulkanen om
at få deres ønske opfyldt. Bromo lovede at
opfylde deres bøn, hvis de ville ofre deres yngste
søn. Parret fik nu 25 børn, men var ikke meget for
at holde dets løfte. Derfor flygtede de med deres
børn, men blev indhentet af en mørk tåge. Det
var Bromo, der indhentede dem og fangede deres
yngste søn. Fra vulkanens indre lød en stemme
til forældrene:
»Vend hjem med fred. Jeres yngste søn er nu
blevet forenet med ildguden i Bromo.«
Indtil for 100 år siden ofrede man én gang om
året et barn til Bromo ved at kaste det ned i krateret.
I dag nøjes man heldigvis kun med høns og
riskager.
AGUNG – HINDUGUDERNES TRONE OG BOLIG
På Bali ligger den hellige vulkan Gunung Agung
– bjergenes bjerg. Balis indbyggere er hinduer og
gudernes hjem for skaberen Brama, opretholderen
Vishnu og ødelæggeren Shiva.
Det gælder om at leve i harmoni med de skabende
og ødelæggende kræfter inde i vulkanen.
Fra Agung kommer det gode i form af vand, som
overrisler markerne og den frugtbare vulkanjord,
der ved forvitring giver næring til planterne, men
fra Agung kommer også ild, lava og aske, som det
skete i 1963, da vulkanen brød ud.
Man var netop startet på en stor offerfest i
Besakihtemplet på Agungs skråning med det formål
at genoprette harmonien imellem naturen og
mennesket. Pludselig lød der buldrende brag fra
Agung, og en søjle af glødende sten og aske slyngedes
10 km i vejret og haglede ned over det
meste af Bali. Glødende gas og askelaviner rullede
som flammende ildtornadoer ned over vulkanens
skråninger og skoldede på sekunder alt
levende liv til døde.
Den 14. marts kl. 04 om morgenen var hele Bali
indhyllet i tæt askeregn, så man næsten ikke
kunne se frem for sig. I landsbyen Badeg Tengah
på Agungs skråning samledes byens indbyggere
sig om deres præst. Præsten kom ud med sin lille
søn i favnen og sagde til drengen:
»Løb op til et sikkert sted på den høj derovre.
Jeg forlanger, at du skal gøre det. Du er min eneste
søn. Jeg giver dig ordre til at gå straks. Jeg
lever videre igennem dine børn og børnebørn.«
Drengen ville helst blive hos sin far, men på
Bali adlyder man sin far, og drengen kravlede op
på den høje bakke, hvorfra han kunne se en glødende
lavastrøm nærme sig byen.
Da faderen var sikker på, at sønnen var i sikkerhed
og ville overleve, kaldte han alle landsbybeboerne
til sig. Han bad dem iklæde sig deres
smukkeste tøj og gå med ham ind i dødstemplet.
Alle skulle være parate til at møde Brama – Universets
skaber, der kom som glødende lava.
Præsten havde en hvid bomuldsdragt og sine
fornemste guldsmykker på som til en tempelfest
og begyndte at bede. Landsbyens indbyggere
satte sig på gulvet rundt om præsten. Alle tog deres
fornemste klæder med udsmykninger på,
kvinderne med guldsmykker i håret som til en
tempelfest. Mændene satte sig med et barn i favnen
med deres hustruer og andre børn bag sig.
Kvinderne trak deres babyer ind til sig, nogle
havde et spædbarn ved brystet. Så lagde de hvide
bomuldslagner over sig – et symbol på renhed –
og var nu klar til at møde Brama, der nærmede
sig som brændende lava. Præsten sang en hyldest
og ringede med en klokke for at byde guden velkommen.
Nu væltede lavaen frem mod tempelmuren,
der revnede og pludselig holdt klokken op med
at ringe. Drengen vidste, at hans far, familie og
naboer nu måtte være døde. Ikke én skreg. Alle
afventede med gudsfrygt døden.
En uge senere, da Agung var faldet til ro, var
en 50 m dyb, dampende hed flod af lava, alt
hvad der var tilbage. Templet, byen og mennesker
var totalt forsvundet.
Mange tusinder af mennesker var døde, ingen
ved det præcise tal, og mange ønsker ikke at tale
om det den dag i dag. Militæret ransagede landsbyerne
ved vulkanen. I et hus fandt de en gammel
mand, der var krøbet sammen under sin seng
og hev ham ud. Patruljens chef sagde til ham:
»Far du må forlade landsbyen. Lavaen kommer
snart hertil.«
Den gamle mand kiggede ned i jorden:
»Vil I ikke nok lade mig være. Jeg vil ikke forlade
det her sted. Det er mit hjem.«
»Regeringen vil give dig et nyt stykke land et
andet sted,« svarede politichefen.
Men den gamle svarede:
»Vil regeringen give mig et nyt stykke land? Vil
de passe mine afgrøder? Desuden kan det være
ligegyldigt. Jeg skal snart dø alligevel.«
Helvedes mund havde åbnet sig, men de indbyggere,
der boede ved vulkanen og havde overlevet,
ville hellere blive boende frem for at
bosætte sig et nyt sted.
Hjælpen strømmede ind fra hele verden. Balineserne
tog imod den, men de tilgav også deres
hellige vulkan Agung.
Vulkanforskere havde advaret befolkningen,
men et er, hvad videnskaben siger, noget andet er,
hvad befolkningen tror og mener. Man påstod, at
det var gudernes hævn over de syndige mennesker,
der havde plyndret det hellige bjerg for træ i
skovene, frugter fra træerne og brugt byggesten
af lava. Det var årsagen til vulkanens vredesudbrud.
Hvor der var anbragt en sten eller et stykke
træ fra Agung, der vil lavaen flyde og sygdom og
død ramme, lød advarslerne.
Udbruddet opfattedes som et tegn fra hinduguderne
om, at den genoprettelse af naturens
balance, der skulle bringe lykke og harmoni til
menneskeheden, ikke var i ligevægt. Agungs
udbrud var en hellig og guddommelig straf for
menneskenes synder, og som sådan accepterede
man det.
VULCANUS – ILDENS OG SMEDEKUNSTENS GUD
Vulcanus var hos de gamle romere ildens og
smedekunstens gud, ham der i sin smedje ved
hjælp af ilden formede jern og metaller til
guderne og skabte de lyn, som Jupiter i sin vrede
slyngede mod de syndige mennesker på Jorden.
Han var frygtet, da han havde total magt over al
form for ild og lignede en klodset mand med forkrøblede
ben og sort svedent skæg.
Hos de gamle egyptere hed han Ptah, og han
blev betragtet som universets skaber og bygmester.
I den græske kultur skiftede han navn til
Hefaistos, og hans smedje lå under vulkanen
Etna. Vulcanus flyttede sin faste bolig til øen Vulcano
nord for Sicilien, og herfra har vi fået navnet
vulkan som en fællesbetegnelse for de ildsprudende
bjerge.
Selv om hans faste boplads var under øen Vulcano,
kunne Vulcanus gå på vandring under de
andre vulkaner, og de gik i udbrud, når han arbejdede
dernede i sin gloende esse under vulkanerne.
Altid flittig og hårdt arbejdende, godmodig
og højt værdsat af både guder og mennesker. Han
var gift med kærlighedens og skønhedens gudinde,
Venus. Det smukke og det grimme hører
sammen lige såvel som det gode og det onde. Når
Venus var sin mand utro, blev Vulcanus meget
vred og slog ekstra hårdt med sin hammer i sin
esse under vulkanen, og så kom der ifølge fortællingen
endnu voldsommere udbrud.
HEKLA – NEDGANGEN TIL HELVEDE
I kristendommen mangler der heller ikke myter
og sagn om de kraftfulde vulkaner.
Tanken om at Hekla i Island skulle være nedgangen
til Helvede stammer fra et udbrud i 1104,
det første efter at Island var blevet beboet af
mennesker. I hele Europa spredtes troen på, at
Gud skulle have ladet dette skrækkelige ildbjerg
stå åbent som Helvedes indgang til skræk og
advarsel for de mange syndige mennesker.
Når Hekla har sine store eksplosive udbrud
dannes der op til 80.000 m3 aske pr. sekund i de
første timer. Det er derfor Islands berømteste
vulkan fra gammel tid, og takket være biskopperne
i Skalholt, der interesserede sig meget for
det onde og det djævelske, har vi velbeskrevne
beretninger om Heklas store udbrud igennem
hele Middelalderen. Det var også her heksene
mødtes med Djævelen visse tider om året.
Ordet Hekkenfeldt kommer fra Hekla, og at ”gå
ad Hekkenfeldt til” betyder at gå til Heklafjeldet
eller Helvede. I juni 1750 besteg to islændinge for
første gang vulkanen uden at komme galt af sted,
og overtroen forsvandt herefter lidt efter lidt.
Siden da har mange stået på toppen af Heklas
1.500 meter snedækkede top.
En af dem udtalte:
»At stå på toppen af Hekla er som at opnå
noget større end en sejr, en åbenbaring. Man får
lyst til på samme tid at le og græde. Således er
Hekla ildens vældige tempel.«
SAN GENNARO – SKYTSHELGENEN
Vulkanerne repræsenterer i kristendommen ligesom
i andre religioner troen på det gode og det
onde. Måske er det skæbnens ironi, at den katolske
kirkes overhoved, paven i Rom, i Middelalderen
anlagde sin sommerresidens på kanten af en
sovende vulkan, Albanersøen, Castel Candolfo,
uden for Rom.
I Napoli tilbeder man i dag San Gennaros blod.
Han led martyrdøden under romerne ved halshugning.
Først ville de stege ham til døde i en
stor ildovn, men da ilden ikke ville fortære ham,
huggede de hovedet af ham, og hans blod opbevares
nu i en glaskolbe i domkirken. Da ilden
ikke brændte ham op, blev han skytshelgen imod
vulkaner, og hver gang Vesuv truer Napoli, bæres
glaskolben af præsterne igennem gaderne mod
vulkanen uden for byen.
I 1631 bombarderede Vesuv Napoli med stenregn,
men da det størknede blod i glaskolben
blev flydende, standsede vulkanens udbrud, og
folk græd af glæde. Den hellige Gennaros sjæl i
blodet havde hørt folkets bønner. Det gode vandt
over det onde.
KILAUEA – DRONNING PELES HJEM
Ordet Hawaii betyder åndedræt og livskraft, som
i forening med vulkanernes urkraft har dannet
øerne. Vulkanernes gudinde hedder Pele. Hun er
ildens gudinde, stenenes smelter og alle Hawaiiøernes
og bjergenes skaber og herskerinde og
ødelægger i en og samme gud. Hendes far er
himlen, mens hendes mor er jorden.
Af mennesker kræver Pele ikke kærlighed, men
respekt og ofringer. Som lille pige legede hun i
sin mors ildsted og lærte at tænde ild. Som voksen
blev hun smuk, men også temperamentsfuld
og viser sin vrede ved at udsende flydende lavastrømme
fra sit hjem i vulkanen Kilaueas
rygende krater. Derfor må der ofres til hende.
Pele kunne vise sig for døende mennesker i to
personer, enten som en gammel heks eller en fristende
ung kvinde. Da kristne missionærer kom
til øerne, forbød de menneskeofringer til den
vrede gudinde. Indtil da kastede hawaiianerne en
smuk ung kvinde – jomfru skulle hun være – ned
i den glødende lavagryde, når Pele truede for
meget. I dag nøjes man heldigvis med gin-flasker.
Kilauea har været i udbrud konstant siden
1983, og når Pele bliver meget vred, kan temperaturen
i hendes lavastrømme stige til op til 1.500
graders celsius, og det er den højeste temperatur,
man har målt i vulkaner på Jorden.
Er man dristig nok til at vove sig ned i gudindens
bolig – den store kratergryde med de smalle
stier – ses mange advarselsskilte om, at man skal
holde sig til vejen og ikke gå væk, da der er op til
100 fod dybe spalter under de tynde skorper af
størknet lava. Et fald kan nemt betyde døden.
»Sørg for at holde Dem og Deres børn under
kontrol,« står der på skilte.
På Hawaii siger sagnet, at ulykken vil ramme
dig, hvis du fjerner sten fra dronning Peles hjem.
I ”Volcano House” oppe på kraterranden af
Kilauea kan man i en glasmontre se farverige
lavasten fra Peles hjem i krateret, som besøgende
turister tog med hjem som gratis souvenirs, og
som man har returneret i håb om at slippe for
dronning Peles forbandelser.
En japaner blev udsat for den ene ulykke efter
den anden. En anden skrev, at familien fik de
mest uforståelige sygdomsanfald. Et amerikansk
ægtepar blev udsat for den ene ægtefælles død.
Alle havde de returneret stenene fra vulkankrateret
i Kilauea.
Ifølge flere breve er ulykkerne efter returneringen
igen holdt op, og på Hawaii tror man den
dag i dag på Pele, så de lokale vulkanologer advarer
derfor turisterne imod at tage sten med som
souvenirs.
På Hawaii ofres der
stadig til gudinden Pele,
for hvis hun ikke vises
respekt, viser hun sit
temperament og vrede
ved at udsende lava fra
sit hjem i vulkanen
Kilauea.
Artiklen har været trykt i Jyllands-Posten SØNDAG DEN 28. DECEMBER 2014 Vulkanologi Newton
Copyright: Henning Andersen . Vulkaneksperten.dk