Geyser betyder springkilde på islandsk. En geyser er en springkilde med periodiske udbrud bestående af varmt vand. Geysere findes udelukkende i vulkanske områder og består af et lodret vandrør med et vandreservoir, som opvarmes af den vulkanske varme i undergrunden til over kogepunktet. Når det overstiges ved tyngdeændring i Geyserens kanalsystem, omdannes det kogende vand til damp og slynges op igennem kanalen, indtil det underjordiske vandtryk er i ligevægt igen. Så siver det omgivende vand ind i røret, og det næste udbrud kan starte.

Geysere findes hyppigst i Island, New Zealand, Japan og U.S.A. Normalt springer en geyser med et tidsinterval på grund af den tid, det tager at varme vandet i reservoiret op til “eksplosionsniveauet”.

Geysere består i store træk af et lille lufthul ved jordoverfladen, som er forbundet med en eller flere smalle skakter, som fører ned til et stort underjordisk vandbassin. Der sker det, at der gradvist siver vand ned gennem jorden, indtil det rammer den varme stengrund, som varmer vandet op.

Vandet stiger så tilbage op til overfladen ved konvektion (det vil sige, at det varmeste vand stiger til tops). Efterhånden som gejseren bliver fyldt, nedkøles det øverste vand, men fordi skakten er så smal, kan det “koldere” vand ikke bare synke til bunds igen. Det kolde vand foroven presser ned mod det varme vand nedenunder – lidt ligesom låget på en trykkoger.

Derfor bliver vandet i bassinet “overophedet”, og det betyder, at det kan forblive flydende ved en temperatur på langt over 100°C.

Hvordan kommer gejseren i udbrud?

Til sidst bliver vandet så varmt, at det begynder at koge alligevel, og der stiger dampbobler op i skakten. Når dampboblerne kommer ud gennem gejserens lufthul og sprænges, falder trykket inde i gejseren, og det overophedede vand bliver til damp, der koger voldsomt i hele skakten.

Det varme vand og dampen, der udvider sig, bliver til skum, der sprøjter ud af gejseren.

Det vand, der er tilbage i gejseren, køler til sidst ned til under kogepunktet, og udbruddet slutter; Opvarmet grundvand begynder at sive tilbage i bassinet, og det hele starter forfra.

Granit består af store krystaller bl.a. ofte med feldspat og er en grovkornet lavabjergart, der er størknet langsomt nede i jorden, som senere ved erosion og jordskorpens bevægelser er blotlagt på jordens overflade.

En populær betegnelse for den mere eksplosive vulkantype, som har voldsomme udbrud med generelt askeudbrud i form af askestrømme, men også lavastrømme af den mere sure type, hovedsageligt andesit, dacit og trakyt – altså et højere indhold af kiselsyre i selve smelten, hvorved de opløste gasser i smelten har sværere ved at undvige. En vulkan kan sagtens være både rød og gråhvid som f.eks. Vesuv, men begge typer udbrud forekommer ikke samtidig. Jo længere hvileperiode en vulkan befinder sig i, jo voldsommere bliver det næste udbrud, da smelten i magmakammeret ændrer karakter imellem udbruddene. Gastrykket stiger til vulkanrørets prop eller tag ikke længere kan modstå trykket.

Oprindelig var han en slags ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild” gennem vulkanerne.

Da grækerne ved deres kolonisation kom til Syd-Italien flyttede han med og fik sin faste bolig under vulkanen Etna, hvor han igen fik hjælp af de enøjede kykloper, der boede og opholdt sig her i huler og grotter. Også på de Lipariske Øer og i Campanien, kaldte grækerne vulkanerne her for “Hefaistos’ værksteder”.

Vulcanus(hos romerne) – He’faistos(hos grækerne, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera var gift med kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite(Venus hos romerne) og identificeres med egypternes Ptah. Hans mor Hera slyngede ham i vrede ned fra Olympen efter hun havde født ham, fordi hun så, hvor svag og vanskabt han var lige efter fødslen. Han faldt ned fra Olympen og landede på den vulkanske ø Lemnos, hvorunder han havde sin smedje, hvor han smedede de lyn, som Zeus slyngede imod de syndige mennesker.

Hefaistos overlevede denne ydmygelse fra sin mor og måtte leve som “outsider”.

Han fik hjælp af Kykloperne, de enøjede uhyrer, de sidste af giganterne, Jordens børn, som Zeus havde sparet, for at de kunne være Hefaistos` slaver i de underjordiske værksteder under vulkanerne. Da han blev voksen kom han til at ligne en stor kæmpe med enorme armkræfter og fremstilledes ofte i kunst og litteratur som en aldrende, skægget mand med kort kjortel og spids hue. Med forkrøblede ben og en muskuløs overkrop, men en dygtig og flittig håndværker og højt værdsat af både guder og mennesker blev og var han.

Klædt i et stort forklæde, klodset, tildels lammet og med et sodsvedent ansigt, gik han altid rundt rundt med en hammer og tang.

Da han havde lært smedehåndværket, hævnede han sig på sin moder Hera ved at forære hende en trone, som dog havde den egenskab, at da Hera satte sig på den, var det hende umuligt at rejse sig igen. For nu at slippe fri tilbød hun at skaffe ham den skønne, men trodsige gudinde Afrodite(hos romerne Venus) til hustru.

Det skønne og det grimme. Det smukke og det ækle.
Alligevel ser vi her, hvordan de to modsatte elementer hører sammen. Kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite og Hefaistos er kombineret med hendes elegance og ynd – og hans kreative færdigheder.

Han arbejdede hårdt i sin gloende smedje, hvor han fik hjælp af de uhyggelige enøjede kykloper.

Hefaistos havde bygget gudernes bronzehuse på Olympen i Grækenland.

Hos romerne skiftede han som sagt navn til Vul’canus, som romersk gud, der kunne beherske ild i jorden, d.v.s. over alle forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Han kunne starte og kontrollere ildebrande, men var også beskyttende guddom for hjemmets ild og arne.

Hans faste boplads flyttes fra vulkanen Etna til øen Vulcano nord for Sicilien, og herfra har vi fået ordet vulkan om alle ildsprudende bjerge, selvom det ikke er direkte ild, der kommer ud af vulkanerne, men smeltede rødglødende stenmasser, der lyser op i sig selv.

Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. Selvom han havde en fast boplads under Vulcano, kunne han gå på vandring under de andre vulkaner, så røg og gnistrede det op fra kraterne, når han arbejdede dernede i sin esse.

Homer beskriver Hefaistos:

”Fra sin ambolt sig rejste på stand den forpustede krøbling, humped af sted; og de vanføre ben sig bevæged med møje. Pusterne lagde fra ilden han fjernt, og sit samtlige værktøj hvormed han øved sin dont, det lagde han ned i et sølvskrin. Derpå han toed sig ren med en svamp på hænder og ansigt og på den senede hals og den hårbevoksede bringe”….