Vulkaner er forskellige
Vulkaner har man inddelt i typer fra år tilbage. Det er dog nu mere og mere anerkendt, at der faktisk kun er tale om to typer, nemlig den eksplosive (den gråhvide type) og den ikke eksplosive (den røde type). Vulkanologerne er stadig uenige. Man har bemærket, at fra den ene vulkan kan omdannes andre lavatyper og former for voldsomhed i selve udbrudsrytmen. Det har at gøre med smeltens karakterændring i magmakammeret under vulkanen i hvileperioderne, hvor der dannes krystaller – eller der kan være tale om tilførsel af nye smeltemasser nederfra. Generelt må siges, at vulkanernes form er bestemt af hvilken type lava, der strømmer ud af dem, samt indhold af gasser og siliciumindhold.
Tyndtflydende lavaer som basalter danner gerne brede og flade skjoldvulkaner men ikke nødvendigvis. I Island ser vi spaltevulkanerne, hvor to kontinentalplader trækker sig fra hinanden her i en såkaldt spredningszone.
De vulkantyper, der udspyr de mere tyktflydende lavatyper, danner tit højere vulkaner – såkaldte strato – eller keglevulkaner. Hvis vulkanen er meget høj, bryder lavaen ofte ud på flanken, hvis gastrykket er aftaget i den indvendige smeltemasse og danner såkaldte bikratere – parasitkratere – f.eks. som på Etna kaldet Etnas unger.
De vulkanske gasser dannes ved opsmeltningen af magmaet ved opstrømning af varme nedefra, hvoraf vanddampen er den vigtigste og mest udbredte af de vulkanske gasser (H2O). Vi hælder nu mere og mere til den anskuelse, at det er den vulkanske vanddamp, der har været med til at danne havet i oceanerne og luftens ilt gennem millioner af år. Derefter må nævnes svovldioxid, carbondioxid (kuldioxid), hydrogen (brint), chlor, fluor, hydrogenchlorid (svovlbrinte, fluorbrinte). Det ser ud til, at man efterhånden får beviser på, at vulkanske gasser har været med til at danne jordens atmosfære og verdenshavene og dermed dannet grundlaget for livets opståen på Jorden.
Stratovulkaner eller keglevulkaner dannes ved pliniske udbrud af mere sure lavatyper, dvs. større kiselsyreindhold.
Skjoldvulkaner eller kuppelvulkaner dannes ved tyndtflydende lavaer såsom bl.a. basalt.
Spaltevulkaner eller sprækkevulkaner dannes ved tyndtflydende lavaer såsom basalt.
Askevulkaner eller eksplosionsvulkaner dannes ved kiselsyrerige lavatyper.
Som vi kan se, opdeles vulkaner i typer fra årtier tilbage. Det er dog nu mere og mere anerkendt, at der faktisk kun er tale om to typer, nemlig den eksplosive (den gråhvide type) og den ikke eksplosive (den røde type). Vulkanologerne er stadig uenige. Man har bemærket, at fra den ene vulkan kan omdannes andre lavatyper og former for voldsomhed i udbrudsrytmen, men generelt må siges, at vulkanernes form er bestemt af hvilken type lava, der strømmer ud af dem, samt indhold af gasser og siliciumindhold.
Tyndtflydende lavaer som basalter danner gerne brede og flade skjoldvulkaner men ikke nødvendigvis. I Island ser vi spaltevulkanerne, da to kontinentalplader trækker sig fra hinanden her i en såkaldt spredningszone.
De vulkantyper, der udspyr de mere tyktflydende lavatyper, danner tit højere vulkaner – såkaldte strato – eller keglevulkaner. Hvis vulkanen er meget høj, bryder lavaen ofte ud på flanken, hvis gastrykket er aftaget i den indvendige smeltemasse og danner såkaldte bikratere – parasitkratere – f.eks. som på Etna kaldet Etnas unger.
