Hvert år er der rundt regnet 60 vulkaner, som har udbrud, men med meget forskellig aktivitet. Hvordan måler vulkanologer så hvor stort et udbrud er? Der er ikke noget enkelt særpræg, som afgør størrelsen, men opstillingen nedenfor – Vulkansk Eksplosivitets Indeks, eller VEI – er baseret på en række forskellige fakta, der kan observeres under et udbrud.

VEI-skalaen er en benævnelse for den mængde materiale af aske og lava, som udslynges af en vulkan i udbrud, altså i et vulkanudbruds styrke eller såkaldt indeks (Volcanic Explosivity Index). F. eks. var Mount St. Helens udbrud i 1980 bedømt til at være VEI 5, og Krakataus i Indonesien i 1883 var VEI 6, og Tambora i 1815 var styrke 7.

Det største, kendte volumen i historisk tid var ved udbruddet af Tambora, Indonesien i 1815, hvor man mente, at det samlede volumen var på 150 km3. Dette er ved senere beregninger anslået til mellem 30 og 100 km3. I forhistorisk tid er der forekommet udbrud på flere tusind km3 – 1 km3 = 1 milliard m3 !

Hvis der er meget aske og løse udbrudsprodukter er volumen større end ved et udbrud af kompakt magma. Den almindelige mængde ved større udbrud er ofte mellem 10 og 30 km3, og ved mindre udbrud gerne nogle millioner kubikmeter (m3).

Supervulkaner slynger som regel over 1000 kubik-kilometer askemateriale ud og må derfor beregnes fra styrke 8 og opefter. Askelagenes tykkelse fra udbrud også i fortiden kan bedømmes, og herved beregnes fortidige udbrud i indeksstyrkegraden. Ligeså fortæller iskernerne på Grønlands indlandsis os om et stort svovlindhold, som stammer fra Lake Toba-udbruddet for 74.000 år siden på Sumatra, altså det seneste “super-udbrud” på Jorden. Vi kan tage f.eks. St. Helens udbrud i 1980, som havde en styrkegrad på VEI 5 og energimæssigt svarede til en Hiroshima-atombombe pr. sekund, så svarer Yellowstone-superudbruddet til 1000 Hiroshima-atombomber pr. sekund. Et nyt superudbrud i Yellowstone ville få konsekvenser for hele U.S.A. plus klimaændringer på hele Jorden. I zone 1 vil glødende askelaviner kunne udslette alt liv i en radius af mindst 100 km2. Der bor hen mod 100.000 mennesker i dette område i dag. I zone 2 ville askelag på mere end 15 cm få hustage til at styrte sammen.

Dertil kommer at askeskyerne sammen med svovlsyregasser ville sprede sig i både atmosfæren og stratosfæren og over det meste af verden. I Europa f.eks. kunne temperaturen højst sandsynligt falde med 12 grader og give os vinter året rundt i 2 – 3 år. Vi bør dog ikke glemme, at vi i den moderne vulkanforskning nu har mere sikre metoder til dels at forudsige udbrud, men også holde vore urolige geologiske områder på Jorden under mere konstant opsyn, og det er nødvendigt. En sovende vulkan kan f.eks. godt begynde at give varsler fra sig og så gå i stå igen.

Alarmberedskabskoder
De fleste lande opererer med fire faser:

GRØN: Rolig
GUL: Øget aktivitet, usikker udvikling
ORANGE: Udbrud igang eller kan komme når som helst
RØD: Udbrud igang/eksplosioner forventes

Nogle lande bruger nummerering fra 0 til 5, hvor 5 svarer til RØD

Vul’canus, Volcanus, (navn af omstridt opr.), romersk gud, som herskede over ild i jorden, dvs. over forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. I romersk mytologi blev han opfattet som identisk med Hefaistos.

He’faistos, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera, gift med Afrodite eller Charis; identificeret med romernes Vulcanus og egypternes Ptah. Hefaistos skildres i kunst og litteratur som indbegrebet af håndværkeren med hammer i hånden, forkrøblede ben og muskuløs overkrop. Han har bygget gudernes bronzehuse på Olympen og smedet Zeus’ lyn og er højt værdsat af guder og mennesker.

Hefaistos er oprindelig en underjordisk ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild”. Da grækerne mødte tilsvarende naturfænomener i Italien (Etna, De Lipariske Øer, Campanien), kaldte de disse steder for “Hefaistos’ værksteder”. I klassisk tid var hans kult især knyttet til Athen (Hefaisteion).
I flere myter optræder han med komiske overtoner: Han hjælper til ved Athenas fødsel ved at kløve Zeus’ pande, og i en lille novelle indlagt i Odysseen gør Afrodite og Ares ham til hanrej. Mere alvorligt er han skildret i Iliaden, hvor han smeder Achilleus’ våben og kæmper mod de trojanske floder.

I kunsten fremstilledes Hefaistos som halt og iklædt håndværkernes korte kjortel og filthue. I Hefaisteion i Athen stod en kultstatue, tilskrevet billedhuggeren Alkamenes. Et yndet tema i vasemaleriet er et optog af guder, der fører Hefaistos ridende på et æsel op på Olympen.

En vulkan er en åbning i jordskorpen, hvor igennem smeltede bjergartsmasser og gasser fra Jordens Indre slipper ud. Vanddampen (H2O) er en af de vigtigste af de vulkanske gasser, der tvinger de rødglødende stenmasser – magmaet eller smelten – op igennem en vulkan.

Jordens vulkaner befinder sig dels i kanten af Lithosfærepladerne, hvor to plader støder imod hinanden ved subduktion(underskydning, og den ene dykker ned under den anden. Det kaldes også for en destruktiv pladerand). Mange jordens vulkaner ligger dels under havet langs den 74.000 kilomter lange “Midtoceaniske ryg” og danner vulkanøer, som bl.a. Island – Azorerne -de Canariske Øer og Rift Valley i Østafrika.
Dette er en åbningszone, hvor to plader trækker sig fra hinanden og endelig har vi de såkaldte “hot-spot” vulkaner, som befinder sig på midten af en lithosfæreplade som f.eks. Hawaiiøerne i midten af Stillehavet.

Magma er betegnelsen for de smeltede bjergarter, når de befinder sig inde i jorden og indeholder gas. Magma dannes i forbindelse med opstrømmende varme fra Jordens indre kerne, og disse opstrømninger – eller konvektionsstrømme – som vi kalder dem – er med til at drive jordens kontinenter rundt som enorme isflager på havet. Herved dannes bjergkæder, og både de mange jordskælv, der sker rundt omkring i verden og vulkanerne er faktisk et resultat af disse strømbevægelser i jordens kappe, som befinder sig imellem den ydre jordskorpe og selve jordens kerne.

Varmen i vor jordklodes indre dannes bl.a. ved sønderdeling af grundstoffer som uran, thorium og kalium, og herved opstår der energi i form af varme. Denne varme vil stige til vejrs som vand i en gryde, der langsomt varmes op nedefra, og det er disse opadstigende strømbevægelser, der til sidst på grund af trykfaldet vil smelte og danne magmaet og få kontinenterne til at bevæge sig enten ved at trække sig fra hinanden, støde ind under hinanden eller som “Hot-spotter”, d.v.s. hvor der er mere konstante og større opstrømninger i et bestemt område. Eksempler herpå er bl.a. de Kanariske Øer og Hawaii-øgruppen og Island.

Gasserne, der automatisk dannes ved smeltningen af den varme opstrøm vil tvinge magmaet til vejrs, og det udstrømmende materiale eller lava, som vi kalder det, når det strømmer ud igennem en vulkans krater i et udbrud. Det betyder igen, at optrængningen af lavaen skyldes afgivelse af vulkanske gasser. Processen kan bedst sammenlignes med en gryde mælk, der koger over. Hvor voldsomt udbruddet bliver, afhænger af lavaens sejhed og indhold af gasser.

I det store hele er al form for vulkanvirksomhed intet andet end en afgasningsproces fra jordens indre. Temperaturen i sådanne glødende bjergarter kan være helt op til 1500 graders celsius, men normalt ligger den på omkring 1100 grader. I virkeligheden er der ikke ild i en vulkan, men da lavaen lyser op i sig selv, og ser rødglødende ud, har man fra gammel tid brugt benævnelsen “Ildsprudende bjerge” om vulkanerne.

I naturen finder vi 92 kemiske grundstoffer.

I magma – lava – er de to vigtigste ilt(oxygen) og Silicium(kiselsyre).

Vulkaner kan være både voldsomme – eksplosive – i deres udbrudsformer – eller bløde eller sagt med et mildere ord – blide i sin udbrudsmåde.

Hvor voldsomt et vulkanudbrud bliver, afhænger af hvordan magmaet(lavaen) er sammensat.

MAGMA = lava + opløste gasser.

To yderpunkter: Silikatrig magma (sur): op til ca. 60 – 70 %  kiselsyre – SiO2. Lav størkningstemperatur: fra ca. 600 – 800 grader Celsius. Meget sejtflydende.

Efter størkningen er en silikatrig lavastrøm ofte slaggeagtig at se på, nærmest som kokslignende bloklava.

Silikatfattig magma (basisk): 40 – 50 % kiselsyre – SiO2.

Høj størkningstemperatur 1100 – 1200 grader Celsius. Gasindholdet gør lavaen letflydende.

GASSER: 60 – 90 % er vanddamp; derefter kommer svovldioxid og kuldioxid. Hydrogen – klor – fluor – klorbrinte –

Lavastrømmenes flydetræghed og hastighed – foruden gasindholdet – er først og fremmest afhængig af SiO2 -d.v.s. kiselsyreindholdet.

Verdensrekord for lavastrømme: ca. 80 km pr. time

Almindelig tophastighed: 15 km pr. time for lavastrømme

Normal hastighed: 2 – 5 kilometer pr. time og ofte endnu mindre for lavastrømme.

Så altså jo mere sejtflydende – og fyldt med kiselsyre den smeltede lava indeholder – desto mere voldsomt og eksplosivt bliver udbruddet.