En atoll er et vandfyldt(lagune)oftest cikelformet koralrev eller ring omkring en sunken vulkanø i oceanet.

Ordet Basalt (af latin basaltes) – en forvranskning af det græske ”basanos” ”prøvesten” efter det egyptiske landskab Bashan, tæt finkornet vulkansk lavabjergart og en af de mest almindelige bjergarter på jordens overflade. Den opbygger oceanernes bund og store plateaubasalter på kontinenterne, bl.a. Deccanplateauet i Indien(det største på jorden med et overfladeareal på 512.000 kvadratkilometer) og i Østgrønland. Basalt er hovedlavatypen i de vulkanske oceanøer, f.eks. Island og Hawaiiøerne. Basalt består af små krystaller – mineralerne calciumrig plagioglas og clinopyroxen i nogenlunde lige store dele. Andre vigtige mineraler er olivin, orthopyroxen, jern-titan-oxider og nefelin eller kvarts. Basaltlava er en basisk bjergart med 45 – 52 % SiO2(Kiselsyre) eller fattigt på Kiselsyre. Kisel eller Kiselsyre er en betegnelse for Siliciumdioxid. Man troede før, at SiO2 var en slags syre, men det er en metal-ilte.

Det er det fundamentale strukturelement i opbygningen af de mineraler, der udgør halvfems procent af jordskorpens mineraler, de såkaldte silikater. Silikater er igen en betegnelse for alle de mineraler, som indeholder grundstoffet Silicium som hovedbestanddel. De mest almindelige er: kvarts, feldspat, olivin, pyroxen, amfibol, granat og glimmermineraler. Størstedelen af alle jordens bjergarter inddeles i deres indhold af SiO2.

Hvis den størkner i revner i jorden dannes gange(dykes) af den finkornede bjergart diabas eller dolerit. Når basaltiske smeltemasser størkner i et magmakammer, dannes den grovkornede bjergart gabbro. Basalt, diabas og gabbro har samme kemiske sammensætning, men forskellig kornstørrelse som udtryk for forskellige størkningsforløb.

Basaltiske smelter opstår eller dannes ved opsmeltning af kappen under oceanryggene, riftzonerne eller under hot-spots. Sker det f.eks. ved kraftig opsmeltning under lavt tryk i ringe dybde(f.eks.i 15 – 35 kilometers dybde), som det er tilfældet under oceanryggene, dannes tholeiitiske basalter. Ved ringe grad af opsmeltning på stor dybde(f.eks. i 35 – 70 kilometers dybde), som det er tilfælde under øerne i oceanerne, dannes alkalibasalter.

Når basaltlava størkner dannes der ofte sekskantede søjler ved afkølingen.

Ca. 80 % af jordens vulkaner producerer basaltlava. Jo højere temperatur basaltlavaen har, desto lavere flydetræghed. – og lavaen strømmer hurtigere af sted. På Hawaii kalder man den for ”pahoehoe-lava”, d.v.s. reblava eller tovlava, idet overfladen ligner reb eller tove. Hvis basaltlavaen har en høj flydetræghed, desto langsommere flyder den, og der dannes ”aa-lava” eller bloklava, da overfladen har kantede og ru blokke. Den hedeste temperatur på jorden er målt i basaltvulkanen Kilauea på Hawaii med ca. 1500 graders Celsius.

Når hed basaltlava strømmer ud på havbunden, afkøler vandmasserne den så hurtigt, at der dannes pudeformede stenblokke fra få cm`s størrelse til flere meter. Det samme fænomen dannes under tykke ismasser.

Navnet basalt blev i år 77 e. Kr.f. brugt af Plinius den Ældre(der omkom ved Vesuvs udbrud over Pompeji to år senere), om tætte sorte sten anvendt til skulpturer, søjler o.s.v. I 1546 blev navnet indført i geologien af Georg Agricola for sorte bjergarter af vulkansk oprindelse.

Batholit er et stort størknet, afkølet magmaområde under jordens overflade – eventuelt magmakammer og somme tider mange hundrede kvadratkilometer stort – som ved erosion eller hævning af jordskorpen kommer frem i dagslyset, som f.eks. granit. Granitten er den mest udbredte bjergart på jorden og har et SIO2-indhold på 72%. Bornholms undergrund består næsten udelukkende af granit. Studier af sådanne blotlagte, størknede magmabjergarter har givet os oplysning om de processer, som foregår inde i jorden. Der er ofte tale om genopsmeltning af andre bjergarter i dybet grundet forskydninger af kontinenterne.

Kort og godt samling af hundrevis af magmakamre.

Benioff-zonen kaldes den skrå flade mellem to pladeelementer, hvor f.eks. to jordskorpeplader møder hinanden, og den lettere plade tvinges ned i dybet og går til grunde ved smeltning og omdannelse. Herved opstår også jordskælv. Det var jugoslaven Benioff, der opdagede denne grænse og fandt årsagen hertil. Vi kalder det også for friktion, når to sådanne plader glider imod hinanden, ind under hinanden eller forbi hinanden. Det er varmeopstrømninger nede i jordens kappe, der er årsagen hertil. Der opstår ekstra varme ved denne langsomme gnidning efter samme princip, som hvis man presser hænderne mod hinanden, og som pludseligt udløses. Dette er årsagen til de mange jordskælv, og desuden dannes der magma ved samme proces, som stiger til vejrs op igennem vulkanerne til jordens overflade. Dette kaldes subduktion – altså underskydning.