Pladetektonik er læren om de altomfattende bevægelser i jordskorpen – i jordens yderste hårde skal – lithosfæren(gl. græsk stive)som til stadighed forskydes. Pladerne er ca. 100 kilometer tykke og består nederst af den ydre stive del af kappen, som bærer jordens skorpe ovenover. Under oceanerne er skorpen tyndere – somme tider få kiometer, mens den under skorpen er omtrent en 50 kilomter tyk.

A: I vulkanske oceanrygge når magmaet fra Jordens kappe op til havbundens overflade. Her dannes der ny havbund i de aflange spaltedale, som udgør grænsen imellem oceanbundspladerne, der tvinges fra hinanden. Bevægelseshastigheden er fra 2 – 20 cm om året, men der regnes med en gennemsnitshastighed på ca 6 cm pr. år. Disse områder kaldes tilvækstzoner Det opstigende basaltiske materiale – lava – udfylder spalterne og flyder ud på havbunden. Hvis der er tale om større lavaproduktion dannes der øer som Island og Hawaii-øerne er så tydelige eksempler på.
Der er mange vulkaner i spredningszonerne på havbunden, som vi ikke ser.
Sker opsplitningen på land, dannes der først en lang dal, em gravsænkning, hvor de to dalsider langsomt glider fra hinbanden med få cm om året, og siden bliver dalen til et hav, og ny vulkaner dannes i brudlinjerne.

B: Destruktionszoner eller subduktionszoner er områder, hvor en jordskorpeplade – eller havbundsplade går til grunde ved, at den tunge havbundsplade skubbes og tvinges ned i dybet og dykker ned under en kontinentalplade, der som regel er tykkere, men består af lettere bjergarter. Disse sedimenter bliver skubbet op som foldebjerge langs kontinentranden. Der opstår jordskælv langs grænsefladen mellem pladerne, Benioff-zonen, opkaldt efter en jugoslav, Benioff, der i forrige århundrede opdagede, at i dette område opstod jordskælv som følge af bevægelser i brudområder, hvor skorpen gled imod hinanden. Den frigjorte varme, der opstår ved pladernes bevægelser langs med hinanden, er medvirkende til, at der dannes en ny opsmeltning af Oceanbundspladen. Da de smeltede bjergarter er lettere end de omgivende faste klipper, vil de stige op mod jordens overflade. Det opadstigende magma har modtaget tilskud fra både den vandholdige oceanbundplade og fra kontinentpladen og er derfor ofte mere sejtflydende, og de opløste gasser i smelten har sværere ved at undvige. Disse vulkaner, der dannes ved underskydningszonerne er tit mere eksplosive, og det skyldes, at den gas, der dannes i magmaet, har sværere ved at slippe ud gennem den her mere sejtflydende magma. Først når trykket fra gasserne i smelten er meget stærkt, finder der et voldsomt udbrud sted af eksplosiv karakter. Der opbygges altså et overtryk i disse magmabeholdere eller kamre under vulkanerne langs disse subduktionszoner – underskydningszoner – eller destruktionszoner, og resultatet er derfor meget eksplosive vulkanudbrud, der ofte ender med calderadannelse i forbindelse med de stærke eksplosioner og askestrømme eller glødende askelaviner af de undvigne gasser fra den smeltede lava.

C: F.eks. også under ø-buer som Aleuterne og Kurillerne, mødes to jordskorpeplader, hvor den tungeste tvinges i dybet og begynder at smelte. De dele af pladen, der har det laveste smeltepunkt begynder først at smelte, og de indgår i det opad stigende magma nede fra, som igen giver ny næring og magmatilførsel til ø-buevulkanerne. Der hvor oceanbundspladen dykker ned og dannes en dybhavsgrav i oceanet, der kan være ca. 10 kilometer dyb.

D: Inde på en plade eller en oceanbund kan der dannes vulkaner oven på et varmeområde – en såkaldt “hot-spot” eller plume, der stammer nede fra dybere dele af jordens kappe. Efterhånden som ocenbundspladen eller kontinentet bevæger sig hen over det såkaldte varmeområde, vil der dannes en vulkankæde med virksomme vulkaner i den ende, der ligger over det opstrømmende varme magmamateriale. Et meget tydeligt eksempel er Hawaii-ø-kæden i Stillehavet, der alle næres af tyndtflydende basaltiske lavamasser, som har opbygget store skjoldvulkaner, fordi magmaet er tyndtflydende.

E: Forskellige steder er tyndtflydende, basaltisk magma fra tid til anden som enorme lavastrømme vældet ud fra spalter og revner i store områder. Op til flere tusinde meters tykkelse finder man adskillige steder på jorden i flere hundrede tusinde kvadratkilometers områder, hvor sådanne lavaudbrud har fundet sted fra tid til anden. Feks. ved vi nu, at adskillelsen af Grønland fra Europa og dermed Nordatlantens dannelse må ses som et resultat af sådanne enorme lavaudbrud i Tertiærtiden.

F: Riftdale eller sprækkezoner eller spredningszoner, bl.a. den Øst-afrikanske gravsænkning er nye åbninger, altså som en slags forløber for et oceaniske riftsystemer, hvor kontinentet eller pladen revner og langsomt trækker sig fra hinanden. Bunden imellem synker ned, og der strømmer magma op og dannes som følge heraf vulkaner i bunden af dalen, som før omtalt. Andre eksempler herpå er Rødehavet – Jordandalen – Rhingdalen.

Vulkaner opstår altså på flere måder. Ved konstruktive pladerande, hvor to “tektoniske plader” bevæger sig væk fra hinanden – og ved destruktive pladerande, hvor to plader presses imod og den inde ned under den anden.
Endelig de såkaldte “hot – spots”, hvor magma nedefra slår hul igennem pladen ovenover.

Vi kalder også “Pladetektonikken” for den nye geologi. Teorien – hypotesen – om kontinenternes forskydninger blev officielt fremsat af Alfred Wegener i 1915. Siden 1960 – erne er denne hypotese eller teori blevet mere et fakta end en kun en formodning efter mange undersøgelser af vor jordklode. Pladetektonikken forklarer ikke kun vulkaner og jordskælv, men også bjergkædedannelserne – udbredelsen af fortidige klimazoner o.s.v. Faktisk er der tale om en revolution i geologiens verden, og i forskning er sikkerhed meget.

I vulkanske oceanrygge når magmaet fra Jordens kappe op til havbundens overflade. Her dannes der derfor ny havbund i de aflange spaltedale, som udgør grænsen imellem oceanbundspladerne, der tvinges fra hinanden. Bevægelseshastigheden er fra 2 – 20 cm om året, men der regnes med en gennemsnitshastighed på ca 6 cm pr. år. Disse områder kaldes tilvækstzoner Det opstigende basaltiske materiale – lava – udfylder spalterne der og flyder ud på havbunden. Hvis der er tale om større lavaproduktion dannes der øer, der som Island når op over havets overflade, ja nogle højderygge er helt op til 4000 meter høje fra havbunden.

Destruktionszoner eller subduktionszoner er områder, hvor en jordskorpeplade – eller havbundsplade går til grunde ved, at havbundspladen, der er den tungeste tvinges ned i dybet og dykker ned under kontinentalpladen, der som regel er tykkere, men består af lettere bjergarter. Disse sedimenter bliver skubbet op som foldebjerge langs kontinentranden. Der opstår jordskælv langs grænsefladen mellem pladerne, Benioff-zonen, der hælder ind under kontinentet. Det var en jugoslav, Benioff, der i forrige århundrede opdagede, at i dette område opstod jordskælv som følge af bevægelser i brudområder, hvor skorpen gned imod hinanden. Den frigjorte varme, der opstår ved pladernes bevægelser langs med hinanden, er medvirkende til, at der dannes en ny opsmeltning af Oceanbundspladen. Da de smeltede bjergarter er lettere end de omgivende faste klipper, vil de stige op mod jordens overflade. Det opadstigende magma har modtaget tilskud fra oceanbundpladen og fra kontinentpladen og er derfor mere sejtflydende, og de opløste gasser i smelten har sværere ved at undvige. Derfor opbygges der et overtryk i disse magmabeholdere elller kamre under vulkanerne langs disse subduktionszoner eller destruktionszoner, og resultatet er derfor meget eksplosive vulkanudbrud, der ofte afstedkommer calderadannelse i forbindelse med de stærke eksplosioner og store askestrømme eller glødende askelaviner, båret oppe af undvigne gasser fra den smeltede lava.

F.eks. også under ø-buer som Aleuterne og Kurillerne, mødes to jordskorpeplader, hvor den tungeste tvinges i dybet og begynder at smelte. De dele af pladen, der har det laveste smeltepunkt begynder først at smelte, og de indgår i det opad stigende magma nederfra, der igen nærer ø-buevulkanerne.

Inde på en plade eller en oceanbund kan der dannes vulkaner oven på et varmeområde – en såkaldt “hot-spot” eller plume, der stammer nede fra dybere dele af jordens kappe. Efterhånden som ocenbundspladen eller kontinentet bevæger sig hen over det såkaldte varmeområde, vil der dannes en vulkankæde med virksomme vulkaner i den ende, der ligger over det opstrømmende varme magmamateriale. Et meget tydeligt eksempel er Hawaii-ø-kæden i Stillehavet, der alle næres af tyndtflydende basaltiske lavamasser, som har opbygget store skjoldvulkaner, fordi magmaet er tyndtflydende.

Forskellige steder er tyndtflydende, basaltisk magma fra tid til anden som enorme lavastrømme vældet ud fra spalter og revner i store områder. Op til flere tusinde meters tykkelse finder man adskillige steder på jorden i flere hundrede tusinde kvadratkilometers områder, hvor sådanne lavaudbrud har fundet sted fra tid til anden. Feks. ved vi nu, at adskillelsen af Grønland fra Europa og dermed Nordatlantens dannelse må ses som et resultat af sådanne enorme lavaudbrud i Tertiærtiden.

Riftdale eller sprækkezoner eller spredningszoner, bl.a. den Øst-afrikanske gravsænkning er nye åbninger, hvor kontinentet eller pladen er ved at gå i stykker og langsomt trækker sig fra hinanden. Bunden imellem synker ned, og der strømmer magma op og dannes som følge heraf vulkaner i bunden af dalen.

Et meget voldsomt vulkanudbrud (lig et paroxysmalt udbrud) med udkastning af store mængder løst materiale til en højde af 20 til 30 kilometer, somme tider op til 45.000 – 50.000 meters højde. Plinius den Yngre var den første, som beskrev denne udbrudstype. Han var 17 år gammel, da han oplevede Vesuvs udbrud på afstand i år 79 og er så nøjagtig og godt beskrevet, at denne type udbrud opkaldes efter ham. Plinisk – Pliniansk.(se de to artikler: “Plinius breve til Tacitus” og “Plinius var den første vulkanolog” under artikler)

Først stiger udbrudssøjlen til vejrs af det enorme gastryk nedefra. Derefter kollapser udbrudssøjlen i form af hede askelaviner og vælter som laviner nedover vulkanflanken. Det er den voldsomste af alle typer for normal vulkanvirksomhed. Plinius sammenlignede askeskyen over Vesuv med et pinjetræ. Samtidig er det den ældste beskrivelse af et vulkanudbrud på jordkloden og så nøjagtigt en beskrivelse af en vulkans udbrudsforløb, at moderne vulkanologer i dag kalder den type vulkanudbrud for den “pliniske type”. Egentlig kan man kalde ham for den første vulkanolog efter denne meget nøjagtige beskrivelse, som han i år 104 e.Kr.f. sendte til den romerske historieskriver Tacitus. Oftest dannes der en caldera efter udtømning af magmakammeret under vulkanen ved en vulkans udbrud af dette format. Nogle af de største udbrud i senere tid har været pliniske, bl.a. Pinatubo, Filippinerne i 1991 – og Tambora i 1815 i Indonesien, hvoraf sidsnævnte forårsagede “Året uden sommer” i Europa og U.S.A. i 1816 grundet enorme mængder aerosoldråber, så jordens overfladetemperatur sank stærkt. Også Krakatau i Indonesien i 1883 var et “Plinisk” udbrud.

Et subplinisk udbrud er et eksplosivt vulkanudbrud men en tand lavere i udbrudsstyrke end det pliniske.

Et stationært varmeområde i Jordens kappe, hvor en opstrøm bringer magma op mod Jordens overflade. Plumer menes at være en af årsagerne til kontinentaldriften, bevægelsen af kontinenterne – eller også kaldet for pladetektonikken. Vi kalder det også for kappediapirer, hvilket betyder en varm opadstigende strømbevægelse i jordens kappe. Når varmestrømmen som en slags paddehat er trængt op under den faste jordskorpe eller havbund, er trykket faldet så meget, at materialet begynder at smelte, og der dannes magmakamre under en hot-spotvulkan.