Et område i Jordens kappe (75 til 250 kilometers dybde), hvor jordskælvsbølger bevæger sig med lavere hastighed end ellers, hvilket skyldes, at den øverste del af jordens kappe er blød. Her dannes det meste magma, der som lava flyder ud af vulkanerne – ved varmeopstrømninger nedefra – i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser.
Vi kalder den også for Asthenosfæren, der betyder “uden styrke”.
Jordens yderste faste skal. Det er et gammelt græsk ord for sten og betyder “med styrke” eller “skal”. Lithosfæren er opdelt i 12 store og nogle mindre plader og hviler på Astenosfæren (d.v.s. lavhastighedszonen), der er den ydre, bløde del af Jordens kappe. Jordskorpen, som vi går og bor på, er den øverste del af lithosfæren og består også af den øverste faste del af jordens kappe.
Lyn ved eksplosiv vulkanisme opstår ved, at askepartikler i udbrudssøjlen konstant gnides mod hinanden under transporten opad og derved oplades med statiske elektricitet, der udlignes gennem lynene.
Selvom der ikke er fuldstændig enighed om dannelsen af lyn i en askesky fra en vulkan, så mener de fleste forskere, at lynene skabes på baggrund af spændingsforskelle mellem vulkanske partikler såsom støv og småsten.
Spændingsforskellen opbygges, når partiklerne kolliderer og skaber modsatrettede statiske, elektriske ladninger – og nogle teorier går på, at partikler med forskellig ladning også har forskellig aerodynamik, der lader dem optræde i ‘klumper’ separat fra hinanden.
Græsk ord for sej, dejagtig masse. Betegnelsen bruges om de opsmeltede bjergarter (lava) så længe de befinder sig under jordens overflade og indeholder gasser. Magma dannes i forbindelse med opstrømmende varme fra Jordens kappe og kontinentalpladernes bevægelser. (Se lava). Magma indeholder gasser i forskellige mængder og variationer, hvoraf vanddampen er den mest udbredte. Al magma behøver ikke at strømme ud gennem en vulkans krater men kan størkne inde i jorden. Når det strømmer ud i et vulkanudbrud som lava, kan den være meget varm – op til 1500 grader Celsius. Normalt ligger temperaturen fra 800 til 1100 graders Celsius. Ved afkølingsprocessen som lava dukker der krystaller op i takt med afkølingen. Vi kalder det også for krystallinske bjergarter eller magmabjergarter. Ved trykaflastning – vulkanudbrud – frigives gasarterne som gasblærer i smelten, som nu er blevet til lava.
Magmabjergarter dannes altså ved størkning af en smeltet stenmasse, der trænger op i jordskorpen fra jordens kappe. Hvis den størkner under jordens overflade kaldes den for Plutonitter – dybbjergarter – opkaldt efter underverdens gud Pluto, eller hvis den kommer ud på jordens overflade og størkner, taler vi om vulkanitter – dagbjergarter eller lavabjergarter.
Magmaet består af en flydende silikatsmelte, den vigtigste mineralgruppe, der udgør 90% af selve jordskorpen. Silikater indeholder fire iltatomer, som tilsammen udgør en fast enhed – nærmest en byggeblok. Efter magmaets indhold af kiselsyre – siliciumdioxyd – taler man om sure og basiske magmaer. De sureste magmabjergarter har et indhold på op til 70 % kiselsyre. Med mindre kiselsyreindhold som f.eks. 40% bliver indholdet mørke mineraler.
Udbrudstypen og derved vulkanernes former afhænger af magmaets kemiske sammensætning og af dets indhold af vanddamp og andre gasser.
De to hovedtyper af magma er: 1 Basaltiske kiselsyrefattige Basalt – Andesit
og 2: kiselsyrerige Dacit og Rhyolit(se disse navne i mini-leksikon)
Basisk magma = f.eks. Basalt.
Den indeholder ca. 50% SiO2
og et højt indhold af CaO, MgO, FeO + Fe2O3
men et lavt indhold af H2O
Den er svagt polymeriseret silikatstruktur
extr. temp. 1100 – 1200` Celsius.
men en lav viskositet, d.v.s. flydetræghed.
Surt magma = f.eks. Rhyolit.
Den indeholder 70% SiO2
og et lavt indhold af CaO,MgO, FeO + Fe2o3
men et højt indhold af H2O
Den er stærkt polymeriseret silikatstruktur, dog afhængigt af H2O, HC1, HF mv extr. temp. 900 – 1000`Celsius og en høj viskositet, d.v.s.flydetræghed.
En basisk lavasmelte er forholdsvis tyndtflydende og er derfor istand til at flyde langt fra krateråbningen. En sur lavasmelte er tykflydende, da gasblærerne som udskilles fra magmaet i selve udbruddet ikke kan undslippe(som flødeskum). En sur lavasmelte flyder som tyk pasta eller spredes ved eksplosive udbrud.
Man skelner imellem centraleruptioner og spalteeruptioner( = fissure eruptions), hvor lavaen trænger frem til overfladen langs en flere kilomter lang spalte i jordskorpen.
Skjoldvulkaner ( = shield volcanoes) er centralvulkaner som er opbygget af tyndtflydende lava af basaltisk sammensætning.
Stratovulkaner ( = keglevulkaner = composite volcanoes) og opbygget af vekslende lag af lava og pyroklastiske materialer, d.v.s. af løse udbrudsprodukter såsom bomber, slagger, lapilli ( = småsten) og aske. Hvis det pyroklastiske materiale dominerer opbygges der en slaggekegle (cindercone).
En vulkan kan have flere kratere ( vents). Foruden hovedkrateret eller centralkrateret kan man på vulkanens flanker finde parasitkratere.
Magmaets passage til overfladen sker gennem en eller flere tilførselsveje (conduits), der ofte er forbundet til samme magmakammer i dybet. Tilførselskanalerne er betegnes kraterrør (volcanic pipes).
