Selve navnet er faktisk et vi selv har opfundet gennem medierne om enormt stærke vulkanudbrud, som faktisk – og heldigvis – kun finder sted med ca. 100.000 års mellemrum. Supervulkaner er oftest fordybninger i jordens overflade, hvor et helt vulkanbjerg er sprængt væk ved de stærke eksplosioner.

Det mest livlige, d.v.s. med mange små jordskælv og skiftende aktivitet i form af varme kilder, som skifter temperatur o.s.v., er Yellowstone i USA, og det t¿ttest befolkede er Napoli-området i syd-Italien, hvor 3 millioner mennesker bor oven i et kæmpe, bortsprængt krater. Det blev dannet for mange tusinde år siden, og vandet har herefter fyldt det ud i form af selve Napolibugten, og bl.a. Vesuv h¿ver sig syd herfor.

Yellowstonefilmene, som blev sendt i TV på Danmarks Radio, fortæller om den voldsomste form for vulkanaktivitet på vores jordklode, nemlig de såkaldte “super-udbrud”. Vi kan desværre ikke komme uden om dem. Det hidtil seneste var Lake Toba-dannelsen af den bortsprængte vulkan på øen Sumatra i Indonesien for ca. 74.000 år siden, og som fik vores sidste istid til at kulminere grundet askeregn og gasser i luften. Ordet Yellowstone betyder gul fra dels de gule sandsten og dels den farverige gulagtige rhyolitlava, d.v.s. meget sure vulkanske bjergart med 72 % SIO2- indhold (kiselsyre). Under Yellowstone befinder der sig en såkaldt “hot-spot”, altså større opstigning af varmt materiale nede fra, som har dannet den delvis smeltede magmabeholder, der ved seismiske beregninger er bed¸mt til at indeholde ca. 25.000 kubikkilometer magma og være ca. 80 kilometer lang – 40 kilometer bred og godt 8 kilometer dyb. De voldsomme udbrud har igennem millioner af år dannet calderasænkningerne, d.v.s. fordybninger i jordens overflade, der som en isflage bevæger sig med ca. 5 cm om året hen over denne “hot-spot”, d.v.s. mere konstant opstigende magma-(lava)tilførsel fra dybere dele af jordens indre i forbindelse med kontinenternes bevægelser. En caldera er en kraterindsynkning, som dannes efter st¿rkt eksplosive vulkanudbrud, hvor magmakammeret eller -kamrene i dybet tømmes ud, hvorved jorden oven over synker sammen. I de sidste 10.000 år har Yellowstones caldera været rastløs, hvilket betyder, at magmabevægelser i dybet både er skyld i ændringerne af de varme kilders aktivitet og hævninger eller sænkninger af jordens overflade. Ofte størkner den opadstigende magma i dybet uden at komme til udbrud ovenover på selve jordens overflade. Kraftige jordskælv ville kunne åbne magmakammeret i dybet – eller efter ny magmatilførsel under det store magmakammer – og et udbrud kan blive resultatet – både i større eller mindre form. Heldigvis holdes hele egnen under konstant opsyn på alle mulige måder med de mest moderne vulkanologiske instrumenter. Man har udregnet vulkanudbrud i styrkeindekser fra VEI 1 – 8, og et “superudbrud” beregnes til at ligge på mindst 8.

VEI-skalaen er en skala for den mængde udbrudsmateriale, som udslynges af en vulkan i et udbrud, altså i et vulkanudbruds styrke eller såkaldt indeks (Volcanic Explosivity Index). F. eks. var Mount St. Helens udbrud i 1980 bedømt til at være VEI 5, og Krakataus i Indonesien i 1883 var VEI 6, og Tambora i 1815 var styrke 7. Supervulkaner slynger som regel over 100 km3 askemateriale ud og må derfor beregnes fra styrke 7 og opefter.

Askelagenes tykkelse fra udbrud også i fortiden kan bedømmes, og herved beregnes fortidige udbrud i indeksstyrkegraden. Ligeså fortæller iskernerne på Grønlands indlandsis os om et stort svovlindhold, som stammer fra Lake Toba-udbruddet for 74.000 år siden på Sumatra, altså det seneste “super-udbrud” på jorden. Vi kan tage f.eks. St. Helens udbrud i 1980, som havde en styrkegrad på VEI 5 og energimæssigt svarede til en Hiroshima-atombombe pr. sekund, så svarer Yellowstone-superudbruddet til 1000 Hiroshima-atombomber pr. sekund. Et nyt superudbrud i Yellowstone ville få konsekvenser for hele USA plus klimaændringer på hele jorden. I zone 1 vil glødende askelaviner kunne udslette alt liv i en radius af mindst 100 km2. Der bor hen mod 100.000 mennesker i dette område i dag. I zone 2 ville askelag på mere end 15 cm få hustage til at styrte sammen plus at askeskyerne sammen med svovlsyregasser ville sprede sig i både atmosfæren og stratosfæren og over det meste af verden. I Europa f.eks. kunne temperaturen højst sandsynligt falde med 12 grader og give os vinter året rundt i 2 – 3 år. Vi b¸r dog ikke glemme, at vi i den moderne vulkanforskning nu har mere sikre metoder til dels at forudsige udbrud, men også holde vore urolige geologiske områder på jorden under mere konstant opsyn, og det er n¸dvendigt. En sovende vulkan kan f.eks. godt begynde at give varsler fra sig og så gå i stå igen.

Ved Napoli i Syd-Italien – hvor også Vesuv ligger – har jorden hævet sig ved Pozzuoli igennem årevis, men for tiden er der roligt. Også her har eksplosive udbrud fundet sted for mange tusinde år siden i form af super-udbrud. Vi ved nu, at der under hele Napolibugten befinder sig et kæmpemæssigt magmakammer lidt større end Gardasøen og med en omkreds af ca. 440 kvadratkilometer, som føder både vulkanerne Vesuv, øen Ischias vulkan og De Flegreiske Marker; d.v.s. brændende marker grundet de mange gas- og svovlkilder i området, som ligger vest for Napoli fra tid til anden, men Vesuv er den mest aktive af dem alle. Andre steder på jordkloden kan man i fremtiden vente “super-udbrud” bl.a. i New Zealand og i Indonesien.

Det store spørgsmål til sidst er dog imidlertid: Hvor stor sandsynlighed er der for, at vi om et år eller om tusinde år ville komme til at opleve et super-udbrud i Yellowstone eller et andet sted på jorden? Sandheden er, at vi ved det ikke, men en gammel vulkanologisk og geologisk læreregel siger, at “hvad, som er sket før, vil ske igen”. Det vigtige er dog, at vi i dag er i stand til bedre at kunne forudsige disse naturbegivenheder end før, således at vi i tide kan tage vores forholdsregler og gøre os rede til at konfrontere begivenhederne.

Om årsagen til de mange jordskælv er atter bevis på de indre jordkræfters bevægelser. Intet kan stoppe de varme strømbevægelser i jordens kappe, der er årsag til kontinenternes bevægelser, og som skaber jordskælv og vulkaner i randkanterne ved de spændinger, som opbygges pladerne imellem, og til sidst bl.a. udløses i jordskælv.

Kort og godt det eneste man kan gøre er at lære at bygge huse, der kan holde imod jordskælv og så selvfølgelig lade være med at bosætte sig de mest udsatte steder, og hvor er så det? Ja det er, hvor vi har sammenstødningerne i randkanterne, og der ligger desværre ofte tætte bebyggelser – tænk blot på millionbyer som Los Angeles og San Francisco, men vi mennesker kan dog lære at leve med en fælles truende fare, og det gør mennesker meget i jordskælvsudsatte lande.

Dog har vi heldigvis ikke så stærke bevægelser af jordskorpen i Danmark, som ligger inde på midten af en kontinentalplade – nemlig den Europæisk – Asiasiske, så derfor bliver rystelser heldigvis kun af forholdsvis svag karakter. Det som mange spørger om er, hvad og hvorfor alt dette. Simpelthen er der tale om den indre jordvarme i Jordens kerne, som stammer fra dengang jorden blev dannet ved meteorerne, som ramlede ned – og de tungeste dele som jern og nikkel sank ind mod centrum. Herved afgives energi i form af jordvarme ved de radioaktive grundstoffers deling. Den stadige deling af disse stoffer i jordens centrum er årsag til, at jordens indre i dag er gloende hed med en temperatur på en 5 – 6000 graders Celsius. I dag er jordens overflade kold, men jordens magnetfelt i den ydre jordkerne afgiver varme i form af strømbevægelser opad mod jordens overflade, og som får kontinenterne til at bevæge sig.

Jordens magnetfelt skifter plads med nogle hundrede tusinde års mellemrum, og for tiden sker det lidt hurtigere – uden at vi egentilg ved hvorfor. Man har beregnet at Taiwan er et af de farligste steder at bo på jordkloden med hensyn til naturkatastrofer som jordskælv og cykloner. En FN-rapport fortæller, at hen imod 2 millioner mennesker er døde som følge af naturkatastrofer i de seneste 20 år…..

Herunder tekst fra:

NB: Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En supervulkan er en fællesbetegnelse af vulkaner hvis udslyngne materiale under en enkelt vulkanudbrud overstiger 1.000 kubikkilometer. En anden benævnelse er VEI 8, det vill sige den h¸jeste niveau på VEI-skalaen. Til sammenligning kan nævnes at rumfanget ved det største kendte udbrud i historisk tid, Tambora år 1815, kun var i størrelsesordenen 100 til 150 kubikkilometer. Hvor går så grænsen mellem en Supervulkan og en stærk almindelig eksplosiv vulkan? Vulkanologerne bedømmer et udbrud med styrke 7 på VEI-skalan (rumfang mellem 100 og 1.000 kubikkilometer) som superudbrud. Tamboras udbrud i 1815 er det eneste kendte i historisk tid som nåede niveau 7 på VEI-skalaen.

Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de gigantiske udbrud trænger enorme mængder af gasmættet eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Den hastige udtrængning af store mængder magma forårsager at den ovenliggende jordoverflade kollapser, hvorved et vældigt kraterlignende landskab – en såkaldt caldera dannes. Nogle gange benævnes disse enorme fordybninger supercalderaer og de kan dække tusindvis af kvadratkilometer. En anden stor forskel mellem supervulkanerne og de øvrige vulkaner er, at der i reglen går hundredetusinder år mellem hver udbrud og når calderaen dannes, kan den ses i millioner år.

Supervulkanudbrud er typisk nok medvirkende til at forårsage langtidsændringer i vejret (som f.eks. udløse en istid), hvilket kan udrydde og true alt levende liv på jorden.

Termen supervulkan blev oprindeligt første gang anvendt i BBC programmet Horizon i 2000 til at refererer til disse typer af udbrud. Dette program introducerede storskalaudbrud emnet til offentligheden.

Vulkanologer og geologer refererer ikke til “supervulkaner” eller “megacalderaer” i deres videnskabelige arbejde, men gør det af og til i offentlige præsentationer. Men de beskriver udbrud som er VEI 7 eller 8 som “superudbrud”.

Indtil 2003 var supervulkan ikke et vulkanologisk term. Termen megacaldera bliver nogle gange anvendt for caldera supervulkaner, såsom Blake River Megacaldera Complex i Abitibi greenstone belt i Ontario og Quebec, Canada. Supervulkaner er blevet set på andre planeter via Voyager-programmets rumsonder på Jupiters og Saturns måner. Men sådanne store vulkaner blev ikke opdaget før længe efter Voyager havde fortsat der

I disse år ønsker vulkanologerne en udvidet debat om hvad og hvordan vi skal forholde os – hvis der kommer et Super-udbrud igen. Det er ikke et spørgsmål om hvis, men hvornår det sker.

Efter beregningerne er der 1% chance for, at et superudbrud vil ske i løbet af dette århundrede.

“Vi har lært af fortiden og kan studere nutiden og også forberede os til fremtiden, men vi ved ikke nok!”

Jordskælv forstærker vulkanudbrud

Forskere har med data fra Nasa’s jordobservationssatellitter vist, at større jordskælv kan forstærke den vulkanske aktivitet i et område. Med tiden håber de på at kunne finde et mønster, der kan indgå i modeller for jordskælvs påvirkning af udbrud.

Af Thomas A. E. Andersen, onsdag 25. apr 2007.

Intensiteten af to aktive vulkanudbrud på den Indonesiske ø Java voksede kraftigt i tre dage i maj sidste år. Væksten skete lige efter et kraftfuldt jordskæl med en styrke svarende til 6,4 på Richter-skalen. Den forøgede aktivitet varede i ni dage.

Eksemplet viser, at skælven under jordens skorpe forplanter sig og forstærker den vulkanske aktivitet i et område. Bag den opdagelse står et hold forskere under ledelse af Andrew Harris fra Hawaii’s Universitet.

Deres resultater, der er offentliggjort tidsskriftet the American Geophysical Union’s Geophysical Research Letters, viser ifølge Harris, at jordskælvet fik begge vulkaner til at frigive store mængder varme og lava, som steg to til tre gange højere op end før udbruddet.

Seismiske bølger optrapper udbrud.

De to vulkaner, Merapi og Semeru, var overvåget af Nasa’s Terra- og Aqua-satellitter. De målte vulkanernes varme som den del af satellitternes program for overvågning af aktive områder på jorden.

Satellitternes Modis-instrument (Moderate Resolution Imaging Spectroradiometer) bliver benyttet til at steder, hvor overfladetemperaturerne er meget højere end deres omgivelser.

De to vulkaner befinder sig 260 kilometer fra hinanden og henholdsvis 50 kilometer nord og 280 kilometer øst for jordskælvets centrum. Forskerne mener, at jordskælvets seismiske bølger har pumpet magmaen ind i revnerne fra vulkanerne og herved forøget deres udbrud.

Jordskælv har ofte tendens til at aktivere vulkaner ved åbning af nye sprækker og revner, der baner vej for opadstigende magma.

Taupo vulkanen er 760 meter høj og bestaår af en meget stor caldera(kraterindsynkning)med adskillige krateråbninger i bunden af den sø af vand, som befinder sig i calderaen.

I de fleste udbrud produceres rhyolitlava, (d.v.s. kiselsyrerig – se mit minileksikon), som omdannes til aske og pimpsten i selve vulkanens udbrud, når den er aktiv.

I år 186 e.v.t. fandt det femte største udbrud sted i historisk tid i denne vulkan på vores jordklode, som man har bedømt til at være. Endnu stærkere udbrud fandt sted for 26.500 år siden i denne vulkan.

Vulkanen Taal på Filippinerne er på vej til udbrud.

En dampeksplosion har fundet sted i dag den 12. januar i den filippinske vulkan Taal, der ligger 60 kilometer syd for Manila. Eksplosionen sendt skyer 100 meter i vejret.
Er kraftigt udbrud fandt sted I Taal i 1977. Taal har haft 6 kraftige udbrud ud af 24 registrerede udbrud siden 1572. Taal er en forholdsmindre mindre vulkan, der er bygget op inden i en større caldera, som har en stor sø, og den vulkanske jord er tæt bebygget langs med søens bredder. Derfor har flere af vulkanens udbrud kostet mange menneskeliv grundt tsunamis – bølger, som er opstået i selve søen i forbindelse med vulkanens udbrud. I 1911 omkom der 1334 mennesker og der faldt askeregn over hovedstaden Manila, der ligger 60 kilometer derfra.

Filippinerne har 58 keglevulkaner, hvoraf de 15 betegnes som aktive og 12 befinder sig i solfataravirksomhed(se minileksikon). 

Navnene er bl.a.: Pinatubo – Ragang – Catarman – Mayon – Taal

Se hvert enkelt navn i verdens vulkaner

Disse vulkaner tilhører Subduktionsvulkantypen. Se ordet subduktion i minileksikon.

Den 2460 meter høje keglevulkan Sinabung på øen Sumatra i Indonesien er i udbrud i igen.

Vulkanen har ikke været i udbrud i de sidste 400 år  indtil år 2010, men viser nu kraftig aktivitet selvom der længe har været udstrømninger af vulkanske gasser. Vulkanen består af fire krateråbninger, hvor igennem lava er strømmet ud igennem i de forrige udbrud.

De indonesiske myndigheder holder vulkanen under streng opservation.

Indonesien er det land på vores jordklode, der har flest virksomme vulkaner i verden, ca. 151. Alene øen Java er et af af verdens tættest befolkede områder, og enhver storby her ligger i skyggen af en vulkan. Nogle af vor jordklodes mest berømte vulkaner ligger i Indonesien, såsom Krakatau(også kaldet Krakatoa), Tambora, Bromo, Kelut, Agung og Batur.

Indonesiens vulkaner ligger fordelt i det kæmpemæssige ørige på de 13.677 øer og må ses som et produkt af dels den Indo-australske Kontinentalplades underskydning ned under den Euroasiske plade mod nord, og dels af den Pacifiske plade fra øst, altså Stillehavspladen, og man kan generelt sige, at vulkanerne her for det meste hører og producerer de mere sejtflydende lavatyper, hvilket bevirker, at de bliver mere eksplosive i deres udbrudsrytmer. De har tit været genstand for gudedyrkelse igennem årtusinder, ikke mindst fordi når nu mennesker ikke kunne eller havde magt over så mægtigte naturkræfter, ja så måtte der ofres til dem. I dag har Indoneserne et afslappet forhold til deres vulkaner, og når vulkanologerne sender evakueringsvarsler ud, forlader folk på stedet deres hjem med det samme. Sagt med andre ord: de betragter vulkanerne som en naturlig ting, som man skal have respekt for.

En af de gode ting, som hollænderne gjorde i de 350 år, de herskede i Indonesien var, at de grundlagde de vulkanologiske observationsposter på mange af vulkanerne i det øjemed at kunne nå at varsko de tæt bebyggede områder, så folk kunne komme væk i tide. En anden ting, man også kan sige om hollænderne er, at efter Krakataus store eksplosive udbrud i 1883, blev der sat skub i den moderne vulkanforskning.

Johannes V. Jensen skriver om Javas vulkaner:

”Vældig er Java, en ø som Jorden synes at have sat til side til sine skorstene, landskabet fortoner sig med de ene himmelstræbende vulkan efter den anden, høje fuldkommen regelmæssige pyramider med toppen foreflygtiget op i tropeskyerne og lige så skønne i formen som det japanske nationalbjerg Fujiyama.”