Vulkaner rumler rundt omkring, og mindst 20 er i udbrud et eller andet sted på kloden mens dette læses.

Nye udforskninger tyder på, at der ofte sker flere vulkanudbrud om vinteren ved lufttryksfaldet og vandstanden stiger i havene.

Man har, efter datering af de vulkanske udbrudsprodukter udregnet, at der ved tidligere istiders afslutninger, hvor ismasserne smeltede og vandet i oceanerne steg, har ændringer af trykforholdene i den faste jordskorpe påvirket de smeltede gasrige glødende lavamasser i magmakamrene under vulkanerne. Specielt de ca. 60 % af alle jordens vulkaner, som ligger ved kysterne eller på øer i havet var der mange udbrud. Vi ved, at når vand omdannes til damp udvider det sig eksplosivt, hvilket så tydeligt blev bekræftet ved Krakataus udbrud i Indonesien i 1883.

Fakta er altså, at man ved forskellige målingsresultater har kunnet beregne, at i kølvandet på den seneste istids afslutning fandt der mange og kraftige vulkanudbrud sted samt mange jordskælv rundt omkring på kloden.

Man har iagttaget, at der er vulkaner, som får udbrud på bestemte årstider, hvilket kunne tyde på, at klimaet “ikke er uden indflydelse”, og man har bemærket, at et igangværende vulkanudbrud har vist sig at være påvirket af månefaserne.

Vulkanforskere har gisnet om det er muligt, at årsagen skal søges i, at den enkelte vulkan nærmer sig sin “modning” og når denne tilstand er opnået, skal der ikke meget til, for at udløse et udbrud, ja i visse tilfælde måske ikke andet end et atmosfærisk lavtryk.

Så kort og godt kan man sige, at klimaforhold kan påvirke vulkaner. For ca. 74.000 år siden sendte Toba – vulkanen på Sumatra så meget svovlsyre og aske op i stratosfæren, at temperaturen faldt og istiden kulminerede. Så omvendt i begge tilfælde påvirkes jorden overflade af både de indre og ydre naturkræfter.

Det betyder altså, at nogle vulkaners udbrud synes at være sæsonbestemt, f.eks. har man bemærket i Alaska, at der om efteråret og vinteren, når det faldende lufttryk får vandstanden til at ændre sig i oceanerne, lagt mærke til, at der sker flere udbrud i vulkanerne. Det stigende vandtryk presser ekstra på en vulkans fundament og dermed øges trykket ovenpå vulkanens magmakammer, der ligger neden under. På samme måde som hvis man presser tandpastaen ud af en tube.

Det ser altså ud til, at den øgede vandstand som følge af global opvarmning kan medvirke til at gøre Jorden mere ustabil og til sidst får vi hyppigere vulkanudbrud samt flere og flere jordskælv.

De mange istider, der har bundet enorme mængder af vand som is, har fået vandstanden i verdenshavene til at falde med adskillige hundrede meter. Det har for eksempel haft betydning i Middelhavet, hvor vulkanen Etna i perioder har opført sig anderledes end i dag. Undersøgelser har vist, at Etna var usædvanlig rolig under den seneste istid.

Da vandet stiger efter istidens iskapper var smeltet, voksede trykket på magmakammeret under vulkanen og Etna fik hyppigere udbrud.

Man har beregnet, at vandstanden steg med omkring 130 meter dengang. I dag siger nye beregninger, at oceanerne vil stige med fra 10 og til 88 centimeter frem til år 2100.

Det kan sagtens give store problemer. I de senere år er forskerne blevet mere overbevist om, at selv små forskydninger i vandmasserne kan få voldsomme konsekvenser.

Egentlig er det ikke så underligt, at vand kan påvirke undergrunden. En kubikmeter vand vejer et ton, så en stigning på blot 10 centimeter vil over en kvadratkilometer øge trykket med 100.000 tons eller det samme som et større højhus.

Alligevel er det først for nylig, at forskerne er begyndt at erkende sammenhængen mellem store klimaændringerog ekstreme geologiske begivenheder.

Professor Bill McGuire ved University College i London og en række andre geologer og geofysikere slår nu til lyd for, at medmindre vi minimerer den menneskeskabte drivhuseffekt, kan vi ikke kun forvente et varmere klima, men også en mere turbulent geologisk fremtid.

Stigende vandstand er ikke den eneste følge af klimaforandringerne, som kan påvirke Jordens velbefindende.

Ifølge geofysikeren Jeanne Sauber fra NASA og geologen Bruce Molnia fra US Geological Survey har hastigt smeltende gletsjere nær Icy Bay ved Alaskas stillehavskyst lettet trykket på undergrunden så meget, at det i 1979 var med til at udløse St. Eliasjordskælvet, der havde en styrke på 7,2.

Truslen om vigende gletsjere og øget vandstand er især knyttet til de tre store iskapper, der findes på Jorden i dag:

Den største er det gigantiske isdække på Østantarktis, fulgt af iskappen på Vestantarktis og indlandsisen på Grønland.

Når klimaet bliver varmere, afgiver iskapperne vand på grund af øget afsmeltning og kælvning af isbjerge.

Klimaforskerne er især bekymrede for stabiliteten af indlandsisen. Ifølge modelberegninger, der er udført af Jonathan Gregory fra University of Reading i England og Philippe Huybrechts fra Vrije Universiteit Bruxelles, vil den indlede en uigenkaldelig og selvforstærkende nedsmeltning, hvis temperaturen i Grønland stiger med 2,7 grader. Hvis iskappen forsvinder helt over måske tusind år, bliver konsekvensen en stigning i havniveauet på syv meter. Og scenariet er desværre ikke urealistisk – klimamodellerne forudsiger temperaturstigninger i Arktis på mellem fire og syv grader frem mod år 2100.

Befriet for vægten af indlandsisen – og på kortere sigt vægten af gletsjere – vil undergrunden hæve sig, og det kan udløse jordskælv, der er kraftige nok til at skubbe de tykke af lejringer ved kysterne ud på dybere vand. Sådanne undersøiske landskred kan igen udløse tsunamier.

Bill McGuire sammenligner med det såkaldte Storegga-jordskælv på havbunden ud for Norges vestkyst for 8000 år siden, som medførte tre store undersøiske landskred. Det skabte en tsunami, som sendte 20 meter høje bølger ind over Shetlandsøerne og seks meter høje bølger ind over den skotske kyst. Sedimenterne omkring Grønland minder om datidens af lejringer ud for Norges kyst.

Vulkanudbrud fulgte istiden

Man kan få en fornemmelse af de geologiske konsekvenser ved forandringer i fordelingen af vand på kloden ved at studere fortidens skift mellem istiderog mellemistider. I løbet af de seneste 740.000 år har Jorden oplevet otte af disse dramatiske klimaskift, hvor iskapperne har bredt sig ud over kontinenterne for siden igen at trække sig tilbage mod polerne. Under en istid presser vægten af de enorme iskapper de underliggende landmasser ned og lægger låg på vulkaner og forkastningszoner. Når iskapperne forsvinder, sker det omvendte: Landjorden hæver sig og vulkaner og  forkastninger bliver atter aktive, hvorved den seismiske aktivitet stiger.

Den bedst undersøgte periode med kraftig geologisk aktivitet er de første årtusinder efter den seneste istid, som sluttede for 11.500 år siden. Perioden er blandt andet karakteriseret ved store vulkanudbrud i Island, fordi smeltningen af isdækket på vulkanøen reducerede vægten på de underliggende magmakamre.

Allen Gardner fra University of North Carolina har identificeret et tilsvarende mønster i det østlige Californien gennem de seneste 800.000 år, og øget vulkansk aktivitet i starten af mellemistider er også blevet påvist i Cascades Range i USA og i Andesbjergene i Sydamerika.

Tilbagetrækningen af iskapperne medførte ligeledes en bølge af vulkanudbrud på grund af vandstandsstigninger i verdenshavene.

Bill McGuire og hans kolleger har ved analysering af havbundskerner fra Middelhavet påvist, at der er en direkte sammenhæng mellem styrken og hyppigheden af vulkanudbrud i området og svingninger i havvandstanden gennem de seneste 100.000 år.

En lignende tendens gør sig gældende for jordskælv. Et eksempel er Skandinavien, hvor der blev udløst kraftigere jordskælv, da landjorden hævede sig efter at iskappen smeltede bort. Det gælder især i forkastningsområdet i Lapland, hvor klimaændringerne i følge Iain Stewart fra Brunel University i England var med til at udløse et kæmpemæssigt jordskælv for 9000 år siden, hvilket efterlod den ti meter høje og 150 kilometer lange Parvieforkastning i Nordskandinavien.

Konsekvensen af begivenhederne omkring afslutningen af den seneste istid mærkes muligvis stadig i dag. Således mener Patrick Wu fra University of Calgary i Canada og Paul Johnston fra University of Western Australia, at den fortsatte hævning af det Nordamerikanske kontinent kan have bidraget til at udløse de store New Madrid-jordskælv, der rystede Mississippidalen i 1911 og 1912.

Om vi vil opleve en fornyet bølge af naturkatastrofer i samme stil, er det endnu umuligt at sige med sikkerhed, men ifølge Bill McGuire er der tegn på, at klimaændringerne bliver store og  jordskorpens følsomhed er høj.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

De islandske vulkaner har kvindenavne, fordi selve jorden altid har været betragtet som det feminine. ”Moder jord” siger man i mytologiens verden. Det er en kvindes lod at føde børn, og hvis ikke Island havde haft vulkaner, så havde Island ikke eksisteret som det land over havets overflade, som øen består af. For 40 millioner år revnede bunden af Atlanterhavet i en lang sprække med det resultat, at de to havbundsplader begyndte at bevæge sig væk fra hinanden med nogle få cm om året og processen fortsætter den dag i dag. Ud af sprækkerne begyndte varmt materiale dybt fra jordens indre at sive ud som rødglødende smeltet lava, kølede af og lagde lavastrøm på lavastrøm oven på hinanden for til sidst at nå havets overflade og bygge en ø op af havet, nutidens Island.

Når Island er så stort et vulkansk område, så skyldes det to ting: For det første så ligger Island på den Midtatlantiske Ryg, hvor de to tektoniske plader trækker sig fra hinanden med ca. 2 – 3 cm om året. For det andet så ligger Island på en ”hot-spot”, d.v.s. at ekstra meget varmt magma(smeltet lava) fra jordens indre presser sig op lige her under selve øen og føder vulkanerne på jordens overflade i form af vulkanudbrud.

Der finder et vulkanudbrud sted i Island med ca. 5 års mellemrum i en af øens mange vulkaner, alt sammen afhængigt af, hvor meget stensmelte, der presses op under Island ved pladebevægelserne. Vi må forestille os en ca. 200 kilometer bred søjle af varmt kappemateriale dybt nede fra jordens indre bevæger sig opad i koldere omgivelser for til sidst for at komme til udbrud i form af lava. Hvor stort vulkanudbruddet bliver, afhænger af hvor meget materiale, der presses op og ud igennem den enkelte vulkan.

Da Eyjafjallakøkull i det sydlige Island for 3 år siden spyede op til 7000 tons aske ud pr. sekund i en periode på 72 timer, fik det flytrafikken til at gå i stå i næsten en uge, da skæbnen ville, at vinden bar asken i sydøstlig retning fra Island nedover Europa, hvor 63.000 fly blev aflyst på grund af askeskyen.

Dette gik ud over det meste af Europa, og når vi så samtidig ved, at endnu voldsommere udbrud har fundet sted i Island indenfor de 1000 år Island har været beboet af mennesker, så siger det noget om de enorme naturkræfter, der er stærkere end os mennesker og bestemmer over os.

Eyjafjallajøkull ligger under en gletscher eller jøkel, som islændingene kalder deres isbræer og det værste er, at selve krateret i vulkanens top ligger begravet dybt under is og sne, en enorm eksplosiv coctail, når is og ild mødes i den smeltede 1000 grader glødende lava i vulkanens indre. Dampeksplosioner flår den smeltede lava til aske, sammen med de frigivne gasser, der automatisk blæses sig ud i atmosfæren.
Vulkansk aske består af bitte små glaspartikler, som kan stoppe jetmotorer i flyvemaskiner.

Var vinden ikke gået i sydøstlig retning mod Europa men mod vest, havde det været Grønland, Canada og U.S.A., der måtte lukke deres lufthavne, men vindretningen er nu engang bestemmende for, hvor en vulkansk askesky bevæger sig hen.

Hvad værre er, at de tre gange i historisk tid, hvor Island har været beboet af mennesker, har vulkanen Eyjafjallajøkulls udbrud vækket den nærliggende og meget større og mere eksplosive vulkan Katla, som er ekstrem eksplosiv og med en meget mere tyk gletscher, altså isbræ oven over selve vulkanens kratergryde i toppen, Myrdalsjøkelen. Ikke alene kun giftig aske og skyer af gasser, men også store jøkelløb, hvor enorme mængder af smeltevand fra vulkanens is og sne pludselig vælter udover de omkringliggende landområder og drukner alt og alle. Man har bedømt Katla til at være langt kraftigere end Eyjafjallajøkull rent energimæssigt. Katlas krater er 10 kilometer bredt og fem gange større end sin lillesøster Eyjafjallajøkull, så et udbrud i Katla vil få meget større konsekvenser for askemængder og klimaet på jordkloden, udtaler eksperterne end det vi oplevede i 2010, udtaler eksperterne.
I historisk tid er man bekendt med mindst 18 udbrud fra Katla. Sidste store udbrud i Katla var den 12. oktober i 1918. Beretningerne fra dengang vidner om voldsomme vandmasser, der pludselig vælter ud under iskappen. Floden, der opstod, sendte 3-400.000 kubikmeter vand ud pr. sekund i en 100 meter dyb flod, som fossede fra gletsjeren til havet. De enorme vandmasser pressede havvandet ud, som efterfølgende reagerede med en gigantisk tsunami, flodbølge, der oversvømmede de lavest beliggende dele af byen. Alle beboerne nåede heldigvis forinden i sikkerhed i bjergene.

Efterfølgende var Katla i udbrud i en måned, hvor enorme mængder af glødende lava og aske og giftige gasarter blev sendt ud i området omkring vulkanen. Beretningerne fortæller om de vanskelige situationer, fordi himlen var kulravende sort og tilsodet. Midt om dagen var det sort som om natten, så man ikke kunne se en hånd for sig.

Som følge af de udbrud, der har fundet sted i vulkanen Katla i de sidste 1000 år, er kystlinien ved Vik, som ligger 10 kilometer fra Katla, ændret efter hvert udbrud. De enorme vandmasser fra de smeltede sne og ismasser har hver gang bragt hundrede tusinder tons af sand, slagge, lavastykker og sort vulkanstøv med sig og har flyttet kystlinjen efter hvert udbrud adskillige kilometer længere ud i havet. Klippestykker på størrelse med flere etagers huse flyttes med vandmasserne, og de kan ses liggende rundt om på sandsletten.

For at kunne advare indbyggerne i området i god tid måler flere jordskælvsstationer jordbevægelserne, og mineralindholdet i de omkringliggende elve bliver ligeledes jævnligt målt.

Ifølge eksperter er Katla forfalden til et kraftig eksplosion, og det kan ændre jordens klima.
Hvis vi følger vulkanens cyklus med et udbrud med fra ca. 40 – 80 års mellemrum, så er Katla klar til det næste udbrudså bliver det næste Katla-udbrud sikkert et sub-plinisk, d.v.s. eksplosivt og måske af samme styrke som det vi oplevede i 2010 af Eyjafjallajøkull, men problemet vil så blive, at der er meget mere is og sne oven på Katla, der er 5 gange større end Eyjafjallajøkull, så eksplosionerne bliver kraftige når ild – is og og vand mødes og med langt større konsekvenser, i hvilken retning vinden fører askeskyen med sig.
Vulkanen Eyjafjallajokull, der i 2010 lukkede for lufttrafikken i Europa, er kun en lilleput i forhold til kæmpen Katla, fordi Katla er 5 gange større end sin lillesøster ”Eyjafjallajøkull” og har en meget større iskappe over sig, og det betyder igen, at konsekvenserne med aske fra Katla kan blive langt værre.
Selve det underjordiske sprækkesystem forbinder de to vulkaner med hinanden.

Der har i de senere år været registreret forstyrrelse i vulkanen i form af mindre jordrystelser og smeltninger af is på vulkanen og islandske forskere forventer i dag, at Katla snart går af, men når vi taler om geologisk tid behøver det ikke at være i dag eller i morgen, men om 2 år. Naturen har tid nok at tage af. Vi mennesker skal nå alt det vi gerne vil i de 100 år vi lever.

I Middelalderen, da Island hørte ind under Danmark, troede man i mange lande her i Europa, at Islands vulkaner var porte og indgange til Helvede, men først efter, at to islandske studenter fra Københavns Universitet besteg Islands nok mest berømte vulkan Hekla og kom tilbage i god behold, reduceredes frygten for vulkanerne.
Som en atomvinter.
I 1783 oplevede Island et af de værste vulkanudbrud i historisk tid(d.v.s. den tid mennesker har registreret det), da vulkanen Laki ikke langt fra Katla, kom i udbrud i otte måneder.
Det gav så voldsomme mængder af aske, hydrogenfluorid og svovldioxid, at det dræbte en femtedel af Islands befolkning samt halvdelen af landets husdyr i form af pestepedemier.
I Danmark hostede og stønnede vi af svovlgasserne, og temperaturen faldt over det meste af kloden med det resultat, at tusinde af mennesker omkom forskellige steder på kloden som følge af hungersnød, da planter og dyr visnede og døde og hygiejnen var ikke dengang, hvad den er i dag.
Så vi kan kun håbe, at det næste udbrud i Katla ikke bliver noget i den retning, men damen bestemmer selv. Hun spørger ikke os mennesker til råds.
En sagnlegende om Katla: Navnet Katla er hentet fra en gammel folkefortælling om en kvinde af samme navn.

Katla var en kvinde, der arbejdede på et kloster ved navn Kirkjubæjerklaustur, som lå i landområdet Alftaver, ca. 25 km øst for vulkanen i Myrdals distriktet på Island. I samme kloster arbejdede også en mand ved navn Bardi. Han blev mistænkt for at have stjålet et par bukser tilhørende Katla. Disse bukser besad den egenskab, at den person som bar dem, kunne gå endeløst uden at blive træt.

Bardi blev en dag beordret til at bringe alle fårene fra bjergene til klosteret, hvilket indebar en tur på mere end 40 km.

Bardi bragte fårene tilbage på en dag og røbede dermed tyveriet. Katla slog ham ihjel og gemte liget i en tønde med væske. Forbrydelsen forblev derfor uopdaget i nogle måneder, men da den blev opdaget, måtte hun iført sine bukser flygte for at undgå sin straf, og hun blev sidst set gående i retningen mod Myrdalsjökull, hvor hun forsvandt ned i en stor gletscherspalte. Kort tid herefter kom vulkanen i udbrud, og det udlagdes som et tegn fra Katla. Spalten, hvori hun forsvandt, blev herefter navngivet Kotlugja – Katlas spalte.

Copyright: Henning Andersen

Den islandske vulkan Katla ryster – Seismiske sværm på Katla meddeler Met – det Islandske Meteorologiske Institut. 

2016/09/30

En intens seismisk sværm( d.v.s. mange små jordskælv) har været i gang siden i går morges 29. september registreret i den islandske vulkan Katla. En intens pulseren er i dag registreret den 30. september med flere jordskælv omkring størrelsesorden 3 på jordskælvsskalaen.

Katla overvåges vulkanen nøje af de islandske myndigheder.

Lad det være sagt med det samme, at det er for tidligt at vurdere, om der vil komme et udbrud nu.

Icelands Met Office har derfor udstedt en erklæring for at modvirke, hvad de føler er vildledende rapporter om vulkansk aktivitet i Katla. Talrige turister har ringet til kontoret for at spørge, om det er sikkert at flyve til Island. Mange har også ringet for at finde ud af, om deres familier er sikre på Island.

Så mangt så meget fra Met Office i Island.

Mere information om Islands vulkaner fås hos: www.Nordvulk.hi.is

Herunder information om Katla:

De islandske vulkaner har kvindenavne, fordi selve jorden altid har været betragtet som det feminine. ”Moder jord” siger man i mytologiens verden. Det er en kvindes lod at føde børn, og hvis ikke Island havde haft vulkaner, så havde Island ikke eksisteret som det land over havets overflade, som øen består af. For 40 millioner år revnede bunden af Atlanterhavet i en lang sprække med det resultat, at de to havbundsplader begyndte at bevæge sig væk fra hinanden med nogle få cm om året og processen fortsætter den dag i dag. Ud af sprækkerne begyndte varmt materiale dybt fra jordens indre at sive ud som rødglødende smeltet lava, kølede af og lagde lavastrøm på lavastrøm oven på hinanden for til sidst at nå havets overflade og bygge en ø op af havet, nutidens Island.

Når Island er så stort et vulkansk område, så skyldes det to ting: For det første så ligger Island på den Midtatlantiske Ryg, hvor de to tektoniske plader trækker sig fra hinanden med ca. 2 – 3 cm om året. For det andet så ligger Island på en ”hot-spot”, d.v.s. at ekstra meget varmt magma(smeltet lava) fra jordens indre presser sig op lige her under selve øen og føder vulkanerne på jordens overflade i form af vulkanudbrud.

Der finder et vulkanudbrud sted i Island med ca. 5 års mellemrum i en af øens mange vulkaner, alt sammen afhængigt af, hvor meget stensmelte, der presses op under Island ved pladebevægelserne. Vi må forestille os en ca. 200 kilometer bred søjle af varmt kappemateriale dybt nede fra jordens indre bevæger sig opad i koldere omgivelser for til sidst for at komme til udbrud i form af lava. Hvor stort vulkanudbruddet bliver, afhænger af hvor meget materiale, der presses op og ud igennem den enkelte vulkan.

Da Eyjafjallakøkull i det sydlige Island for 3 år siden spyede op til 7000 tons aske ud pr. sekund i en periode på 72 timer, fik det flytrafikken til at gå i stå i næsten en uge, da skæbnen ville, at vinden bar asken i sydøstlig retning fra Island nedover Europa, hvor 63.000 fly blev aflyst på grund af askeskyen.

Dette gik ud over det meste af Europa, og når vi så samtidig ved, at endnu voldsommere udbrud har fundet sted i Island indenfor de 1000 år Island har været beboet af mennesker, så siger det noget om de enorme naturkræfter, der er stærkere end os mennesker og bestemmer over os.

Eyjafjallajøkull ligger under en gletscher eller jøkel, som islændingene kalder deres isbræer og det værste er, at selve krateret i vulkanens top ligger begravet dybt under is og sne, en enorm eksplosiv coctail, når is og ild mødes i den smeltede 1000 grader glødende lava i vulkanens indre. Dampeksplosioner flår den smeltede lava til aske, sammen med de frigivne gasser, der automatisk blæses sig ud i atmosfæren.
Vulkansk aske består af bitte små glaspartikler, som kan stoppe jetmotorer i flyvemaskiner.

Var vinden ikke gået i sydøstlig retning mod Europa men mod vest, havde det været Grønland, Canada og U.S.A., der måtte lukke deres lufthavne, men vindretningen er nu engang bestemmende for, hvor en vulkansk askesky bevæger sig hen.

Hvad værre er, at de tre gange i historisk tid, hvor Island har været beboet af mennesker, har vulkanen Eyjafjallajøkulls udbrud vækket den nærliggende og meget større og mere eksplosive vulkan Katla, som er ekstrem eksplosiv og med en meget mere tyk gletscher, altså isbræ oven over selve vulkanens kratergryde i toppen, Myrdalsjøkelen. Ikke alene kun giftig aske og skyer af gasser, men også store jøkelløb, hvor enorme mængder af smeltevand fra vulkanens is og sne pludselig vælter udover de omkringliggende landområder og drukner alt og alle. Man har bedømt Katla til at være langt kraftigere end Eyjafjallajøkull rent energimæssigt. Katlas krater er 10 kilometer bredt og fem gange større end sin lillesøster Eyjafjallajøkull, så et udbrud i Katla vil få meget større konsekvenser for askemængder og klimaet på jordkloden, udtaler eksperterne end det vi oplevede i 2010, udtaler eksperterne.
I historisk tid er man bekendt med mindst 18 udbrud fra Katla. Sidste store udbrud i Katla var den 12. oktober i 1918. Beretningerne fra dengang vidner om voldsomme vandmasser, der pludselig vælter ud under iskappen. Floden, der opstod, sendte 3-400.000 kubikmeter vand ud pr. sekund i en 100 meter dyb flod, som fossede fra gletsjeren til havet. De enorme vandmasser pressede havvandet ud, som efterfølgende reagerede med en gigantisk tsunami, flodbølge, der oversvømmede de lavest beliggende dele af byen. Alle beboerne nåede heldigvis forinden i sikkerhed i bjergene.

Efterfølgende var Katla i udbrud i en måned, hvor enorme mængder af glødende lava og aske og giftige gasarter blev sendt ud i området omkring vulkanen. Beretningerne fortæller om de vanskelige situationer, fordi himlen var kulravende sort og tilsodet. Midt om dagen var det sort som om natten, så man ikke kunne se en hånd for sig.

Som følge af de udbrud, der har fundet sted i vulkanen Katla i de sidste 1000 år, er kystlinien ved Vik, som ligger 10 kilometer fra Katla, ændret efter hvert udbrud. De enorme vandmasser fra de smeltede sne og ismasser har hver gang bragt hundrede tusinder tons af sand, slagge, lavastykker og sort vulkanstøv med sig og har flyttet kystlinjen efter hvert udbrud adskillige kilometer længere ud i havet. Klippestykker på størrelse med flere etagers huse flyttes med vandmasserne, og de kan ses liggende rundt om på sandsletten.

For at kunne advare indbyggerne i området i god tid måler flere jordskælvsstationer jordbevægelserne, og mineralindholdet i de omkringliggende elve bliver ligeledes jævnligt målt.

Ifølge eksperter er Katla forfalden til et kraftig eksplosion, og det kan ændre jordens klima.
Hvis vi følger vulkanens cyklus med et udbrud med fra ca. 40 – 80 års mellemrum, så er Katla klar til det næste udbrudså bliver det næste Katla-udbrud sikkert et sub-plinisk, d.v.s. eksplosivt og måske af samme styrke som det vi oplevede i 2010 af Eyjafjallajøkull, men problemet vil så blive, at der er meget mere is og sne oven på Katla, der er 5 gange større end Eyjafjallajøkull, så eksplosionerne bliver kraftige når ild – is og og vand mødes og med langt større konsekvenser, i hvilken retning vinden fører askeskyen med sig.
Vulkanen Eyjafjallajokull, der i 2010 lukkede for lufttrafikken i Europa, er kun en lilleput i forhold til kæmpen Katla, fordi Katla er 5 gange større end sin lillesøster ”Eyjafjallajøkull” og har en meget større iskappe over sig, og det betyder igen, at konsekvenserne med aske fra Katla kan blive langt værre.
Selve det underjordiske sprækkesystem forbinder de to vulkaner med hinanden.

Der har i de senere år været registreret forstyrrelse i vulkanen i form af mindre jordrystelser og smeltninger af is på vulkanen og islandske forskere forventer i dag, at Katla snart går af, men når vi taler om geologisk tid behøver det ikke at være i dag eller i morgen, men om 2 år. Naturen har tid nok at tage af. Vi mennesker skal nå alt det vi gerne vil i de 100 år vi lever.

I Middelalderen, da Island hørte ind under Danmark, troede man i mange lande her i Europa, at Islands vulkaner var porte og indgange til Helvede, men først efter, at to islandske studenter fra Københavns Universitet besteg Islands nok mest berømte vulkan Hekla og kom tilbage i god behold, reduceredes frygten for vulkanerne.
Som en atomvinter.
I 1783 oplevede Island et af de værste vulkanudbrud i historisk tid(d.v.s. den tid mennesker har registreret det), da vulkanen Laki ikke langt fra Katla, kom i udbrud i otte måneder.
Det gav så voldsomme mængder af aske, hydrogenfluorid og svovldioxid, at det dræbte en femtedel af Islands befolkning samt halvdelen af landets husdyr i form af pestepedemier.
I Danmark hostede og stønnede vi af svovlgasserne, og temperaturen faldt over det meste af kloden med det resultat, at tusinde af mennesker omkom forskellige steder på kloden som følge af hungersnød, da planter og dyr visnede og døde og hygiejnen var ikke dengang, hvad den er i dag.
Så vi kan kun håbe, at det næste udbrud i Katla ikke bliver noget i den retning, men damen bestemmer selv. Hun spørger ikke os mennesker til råds.
En sagnlegende om Katla: Navnet Katla er hentet fra en gammel folkefortælling om en kvinde af samme navn.

Katla var en kvinde, der arbejdede på et kloster ved navn Kirkjubæjerklaustur, som lå i landområdet Alftaver, ca. 25 km øst for vulkanen i Myrdals distriktet på Island. I samme kloster arbejdede også en mand ved navn Bardi. Han blev mistænkt for at have stjålet et par bukser tilhørende Katla. Disse bukser besad den egenskab, at den person som bar dem, kunne gå endeløst uden at blive træt.

Bardi blev en dag beordret til at bringe alle fårene fra bjergene til klosteret, hvilket indebar en tur på mere end 40 km.

Bardi bragte fårene tilbage på en dag og røbede dermed tyveriet. Katla slog ham ihjel og gemte liget i en tønde med væske. Forbrydelsen forblev derfor uopdaget i nogle måneder, men da den blev opdaget, måtte hun iført sine bukser flygte for at undgå sin straf, og hun blev sidst set gående i retningen mod Myrdalsjökull, hvor hun forsvandt ned i en stor gletscherspalte. Kort tid herefter kom vulkanen i udbrud, og det udlagdes som et tegn fra Katla. Spalten, hvori hun forsvandt, blev herefter navngivet Kotlugja – Katlas spalte.

Copyright: Henning Andersen den 30. september 2016.

Indonesiske myndigheder arbejder I disse timer på evakuering af adskillige hundrede turister efter at vulkanen Mount Barujari på øen Lombok øst for Bali siden onsdag har spyet enorme mængder af askeskyer op I atmosfæren. Mere end 1100 lokale beboere er nu evakueret

Denne vulkan kaldes også for Rinjanis barn, fordi vulkankeglen ligger indeni selve Rinjanis bortsprængte caldera (d.v.s. kedelformede kratergryde).

Indtil nu er der ikke rapporteret om tilskadekomne ved udbruddet.

Lufthavnen på henholdsvis Lombok og den nærliggende ø Bali er berørt af udbruddet og flyruter omdirigeres.

Der ligger grå askelag over landskaber og landsbyer.

Rindjani på øen Lombok i Indonesien er en 3726 m stratovolcano sender nye askeskyer ud fra vulkanens mindre bjergkegle i calderaen.

Rindjani har en en Caldera på ca. 4,8 km i størrelse.

Der er to aktive centre beliggende i den østlige del af Calderaen – Barujari og Rombongan- keglerne.Segara Anak Sø er beliggende inde i en mindre Caldera.

Udbrud:

2004, 1994, 1966, 1965, 1953, 1949-50, 1944-45, 1941?, 1915, 1909, 1906, 1901, 1900, 1884, 1847.
Indonesien ligger på krydset af fire tektoniske plader, den australske, den filippinske, den Eurasiske og Stillehavspladen.

Indonesien har flere aktive vulkaner end noget andet land. Den indeholder nogle af verdens mest berømte vulkaner, Krakatau (Krakatoa), Tambora, og Merapi.

76 vulkaner ud af 151 vulkaner i Indonesien har været i historisk tid.

Copyright: Henning Andersen

Tlf. 20-764247