Kilde Ritzau:
En ny supervulkan er måske blevet fundet.
Sådan lyder det i et studie offentliggjort denne uge, skriver blandt andet National Geographic og Science Daily. Studiet ser nærmere på flere vulkanøer ud for det sydlige Alaskas kyst.
Seks vulkaner kan være sammenhængende
En række analyser tyder på, at seks vulkaner, som man troede var uafhængige af hinanden, i virkeligheden kan være sammenhængende.
De seks vulkaner hedder Herbert, Carlisle, Cleveland, Tana, Uliaga og Kagamil og er placeret i noget, der minder om en cirkelform.
Det kan tyde på, at vulkanerne i virkeligheden ligger i kanten af en caldera, som er et enormt, indsunket krater dannet efter et stort udbrud, der kan have fundet sted for lang tid siden.
Teorien er, at de seks vulkaner fungerer som ventiler for et samlet magmakammer, der ligger begravet under havet.
Idéen blev præsenteret denne uge på en konference, men den er endnu ikke bekræftet, skriver National Geographic.
Ændrer ikke noget ved risikobilledet
Vigtigst af alt giver den ikke grund til bekymring, siger en af forskerne bag.
Den her nye forskning ændrer ikke på risikobilledet, siger John Power, forsker ved det amerikanske jordskælvscenter US Geological Survey (USGS), ifølge National Geographic.
Vi forudser ikke noget farligt her.
Teorien om supervulkanen i Alaska baserer sig blandt andet på geologiske analyser.
Forskerne mener, at hvis der rent faktisk viser sig at være tale om en supervulkan, så kan det være med til at forklare, hvorfor den ene af vulkanerne – Mount Cleveland – har været så aktiv i en årrække.
Cleveland har over de seneste 20 år været blandt de mest aktive vulkaner i Nordamerika og har flere gange generet flytrafikken mellem USA og Asien, skriver Science Daily.
I nationalparken Yellowstone ligger den mest kendte supervulkan af alle.
Her ligger også en caldera, som millioner af turister hver år går ovenpå. Den følges tæt af myndigheder, så der er styr på rystelser og andre tegn på udbrud.
Herunder min artikel: Hvad er en supervulkan?
Tamboras udbrud i 1815 er det eneste kendte i historisk tid, som nåede niveau 7 på VEI-skalaen.
Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de gigantiske udbrud trænger enorme mængder af gasmættet eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Den hastige udtrængning af store mængder magma forårsager at den oven over beliggende jordoverflade kollapser, hvorved et vældigt kraterlignende landskab – en såkaldt caldera dannes. Nogle gange benævnes disse enorme fordybninger supercalderaer og de kan dække tusindvis af kvadratkilometer. En anden stor forskel mellem supervulkanerne og de øvrige vulkaner er, at der i reglen går hundredetusinder år mellem hver udbrud og når calderaen dannes, kan den ses i millioner år.
Supervulkanudbrud er typisk nok medvirkende til at forårsage langtidsændringer i vejret (som f.eks. udløse en istid), hvilket kan udrydde og true alt levende liv på jorden. Navnet supervulkan blev oprindeligt første gang anvendt i BBC programmet Horizon i 2000 til at refererer til disse typer af udbrud.
Vulkanologer og geologer refererer ikke til “supervulkaner” eller “megacalderaer” i deres videnskabelige arbejde men gør det af og til i offentlige præsentationer.
Indtil 2003 var supervulkan ikke et vulkanologisk fagudtryk. Navnet megacaldera bliver nogle gange anvendt for caldera supervulkaner.
Kilde: Henning Andersen
www.vulkaneksperten.dk
Alaska øer kan være en del af enkelt, massiv vulkan
Foreløbig analyse af en fjerntliggende ø klynge tyder på, at hvad vi troede var flere små, uafhængige vulkaner kan faktisk være en enkelt udbrud monstrum.
Maya Wei – Haas fra National Geographic skriver:
Spor af vulkanske øer ud for kysten i det sydlige Alaska kan faktisk være en del af en enkelt kæmpe caldera, ifølge beviser, der præsenteres i næste uge på det amerikanske Geophysical Union’s efterårs møde. Hvis ja, er det muligt den nyligt afslørede vulkanske gigant engang brød ud i så enormt et udbrud, at det katastrofale 1980 udbrud af Mount St. Helens kun var en dværg ved siden af.
Den pågældende monstrum er præget af en halvcirkelformet klynge af toppe på De Aleutiske Øer kendt som øerne med de fire bjerge (IFM). Man har længe anset dem for at være uafhængige vulkaner, de seks toppe- herunder Herbert, Carlisle, Cleveland, Tana, Uliaga, og Kagamil, men de kan faktisk være en række forbundne ventilationskanaler langs kanten af en meget større vulkansk caldera.
“Dette nye forskningsresultat ændrer ikke farerne,” siger John Power, en geofysiker ved US Geological Survey og Alaska Volcano Observatory, der vil præsentere arbejdet mandag på AGU møde. “Vi forudsiger ikke noget farligt her.”
Søgning efter monstrum
Forskerne satte sig ikke for at søge beviser for den mægtige eksplosion, da de første gang sejlede til IFM i 2014, men fokuserede i stedet på regionens arkæologi. En anden gruppe ledes ud i løbet af de næste par år for at se på vulkanernes tektoniske fundament.
Forskerne undersøgte den lokale geologi og brugte en forskellig teknologi til at studere regionen, herunder seismometre til at opfange bittesmå rystelser og kemiske analyser for at forstå sammensætningen af de udsivende gasser fra jorden. Som de arbejdede og vurderede materialet og indsamlede data, indså de for nylig, at det hele havde en ekstrem voldsom forhistorie fra årtusinder siden.
Den første puslespilsbrik var den halvringformede IFM – vulkanerne. En forklaring kunne være en caldera.
Calderaer dannes, når en massiv mængde reservoir af magma pludselig udtømmes og den oven overliggende jord kollapser, hvilket skaber en stor fordybning i Jordens overflade fra en til 30 miles på tværs. Dannelsen af en caldera producerer et væld af frakturer, hvor igennem magma derefter kan sive til overfladen, så vulkanske ophobninger og bjerge af det udslyngede materiale bygger sig op omkring deres kanter eller centre.
I dette tilfælde har forskerne mistanke om, at IFM vulkaner kan repræsentere en række forbundne geologiske strukturer omkring en potentiel 12-mile-dækkende caldera, som de mener ligger hundredvis af fødder under overfladen af det kolde Stillehavsfarvande.
“Dette ville være et simpelt problem, hvis det var på land,” siger Diana Roman, en vulkanolog på Carnegie Institution for Science og en af de vigtigste efterforskere på projektet. “Men det er under vandet, så det gør det størrelsesordenen vanskeligere.”
En anden brik i puslespillet var opdagelsen af sten kendt som sammensvejsede ignimbrites.
Ignimbrit er latinsk og betyder “itubrækket bjergart dannet ved ild eller ildregn”. Brændende askelaviner eller strømme er et fænomen, som beslægtes med det franske ord for glødeskyer “Nuee Ardente”.De består for det meste af aske og småsten – mindre løse udbrudsprodukter og bevæger sig ofte som en tyndtflydende væske, fordi gasserne, som undslipper, virker som en slags smøremiddel.
I nogle tilfælde kan materialet i de glødende askelaviner have så høj en temperatur, at det ikke er helt størknet, når strømmen standser. Delene smelter delvis sammen og kaldes ignimbrit.
Foranlediget af disse gådefulde data, begyndte forskerholdet at “skrabe sofaen for puder,” som Roman siger, med at finde andre oplysninger til at hjælpe med at forklare de fænomener, der her har måttet have fundet sted engang. De indsamlede en række beviser, herunder tyngdekraftanomalier fra satellitdata og batymetriske undersøgelser, der blev gennemført i området kort efter Anden Verdenskrig. Selvom det ikke er i høj opløsning, så har havbundens kortlægning antydet flere buede højderygs strukturer og en fordybning, der kunne være en del af en vulkansk calderaindsynkning.
Hvis deres mistanke bliver bekræftet, så mener forskerholdet, at det undersøiske bassin kan have været dannet ved en vulkansk eksplosion ved et såkaldt “super udbrud.”
“Ethvert stykke af disse beviser er tvivlsom,” udtaler Power, “Men som vi får flere og flere af dem analyseret får vi et stærkere argument.”
Stor, men måske ikke den største
Holdet advarer dog om, at der er mange spørgsmål, der stadig mangler at blive besvaret, som f.eks. størrelsen af calderaen, og de ved ikke, om det var dannet i et stort ”Superudbrud” eller ved flere mindre udbrud.
Selv hvis det var en enkelt begivenhed, ville det nok kun have været et mellemstort udbrud i forhold til andre superudbrud rundt om i verden.
For eksempel ville en meget grov beregning placere IFM – udbruddet her som omkring en tiendedel af størrelsen af den, der rystede et superudbrud i Yellowstone for omkring 640.000 år siden, udtaler flere vulkanologer på Oregon State University, der ikke var en del af undersøgelsesholdet. “Det ville have påvirket hele verden, men det betød ikke verdens undergang.”
Denne foreløbige forskning giver nogle fristende spor til at hjælpe forskerne bedre til at forstå de nuværende og potentielle fremtidige farer i denne region med hensyn til fremtidige vulkanudbrud.
En vulkanolog og seismolog Jackie Caplan-Auerbach, ved Western Washington University, som ikke var en del af forskerholdet udtaler: “Dette lægger en rigtig dejlig historie for fremtidige undersøgelser,”
Copyright: Maya Wei – Haas og Henning Andersen.