Erik Schou jensen var en af Danmarks vulkanologer. Hans artikel her er så forklarende, at jeg har valgt at fremhæve den:

AF Erik Schou Jensen:

Ordet vulkan kommer det romerske gudenavn Vulcanus.

Vulkaner er det mest synlige udtryk for de termale processer, som til stadighed foregår inden i Jorden, hvilket bevirker, at der konstant sker en udstrømning af varme gennem Jordens overflade. Varmen stammer helt tilbage fra klodens tilblivelse og fra radioaktive processer, som stadig foregår i Jordens kappe.

Vulkaner er blandt de første geologiske dannelser på Jorden og har været medvirkende til oceanernes og atmosfærens tilblivelse. De kan desuden på meget kort tid opbygge endog meget store geologiske dannelser.

Klassifikation og vulkantyper

Man kan klassificere vulkaner dels efter den kemiske sammensætning af magmaet (smelten under vulkanen) og den voldsomhed, hvormed de vulkanske udbrud finder sted, dels ud fra vulkanens udseende. Ligeledes kan man klassificere vulkanske udbrud ud fra de enkelte udbruds karakteristiske forløb, fx som et hawaiiansk, stromboliansk, pliniansk eller peléeansk udbrud. Der er en tydelig sammenhæng mellem magmaernes kemiske sammensætning og vulkaners eksplosivitet, og man kan udregne et såkaldt eksplosivitetsindeks (Vulcanic Explosivity Index, VEI), en værdi mellem 0 og 8, for samtlige potentielt aktive vulkaner som mål for deres farlighed.

Vulkaner med et lavt VEI er almindeligvis af basaltisk sammensætning. De er kendetegnet ved stor produktion af lavviskos lava, fx ved fremtrængen af plateaubasalter, som repræsenterer de største lavastrømme, man kender, dannet ved spalteudbrud på bl.a. Færøerne og Grønland for 60-50 mio. år siden samt på Island for 15-3 mio. år siden. Nutidige islandske vulkaner er ofte spaltevulkaner, hvor lavaen trænger frem fra en eller flere parallelt orienterede sprækker i jordoverfladen; eksempler på store spalteudbrud er Laki 1783 og Krafla 1975-84. Ved afslutningen af et spalteudbrud kan der undertiden dannes en række af askekegler, en såkaldt kraterrække.

Skjoldvulkaner er punktvulkaner, dvs. at udbruddet sker fra et eller flere kratere, og de er næsten udelukkende opbygget af lavastrømme af basalt. De har form som et skjold med en meget ringe hældning (kun op til 15°) af vulkanskråningerne (flankerne). Mange oceaniske vulkanøer, fx De Kanariske Øer og Hawaii, er opbygget som skjoldvulkaner i deres initialfase.

Stratovulkaner (afledt af lat. stratum ‘lag’) er betegnelsen for den mest karakteristiske vulkantype, idet langt de fleste af de store vulkanbygninger på Jorden er berømte for deres regelmæssige kegleform. Stratovulkaner, som almindeligvis er af andesitisk sammensætning, er opbygget af slagge- og askelag, som veksellejrer med sejtflydende (med relativt høj viskositet) lavastrømme. De har derfor et forholdsvis højt VEI. Særlig smukke eksempler på stratovulkaner er Fujisan (Japan), Popocatépetl (Mexico) og Mayon (Filippinerne).

Undertiden kan magmaet under vulkanen og dermed kraterrøret i en stratovulkan ændre placering i vulkanbygningen, og man får da en sammensat vulkan som fx Monte Somma-Vesuv i Italien. Ved meget voldsomme, såkaldt paroxysmale udbrud kan vulkanen udkaste så meget materiale fra magmakammeret, at vulkanbygningen pga. manglende understøtning styrter sammen, og der dannes en caldera, som kan være mere end 5 km i diameter. Den græske ø Santorini og Crater Lake i Oregon, USA er gode eksempler herpå.

Vulkanske domer er vulkanbygninger, som udelukkende består af lava med meget høj viskositet, fx andesit eller rhyolit. Lavaen bevæger sig derfor med meget ringe hastighed op gennem kraterrøret. Ofte er vulkanske domer knyttet til meget eksplosive vulkaner med højt VEI, netop fordi lavaen i disse vulkaner er så sejtflydende.

Slaggekegler er en almindelig vulkanform knyttet til vulkaner af mindre størrelse. De består næsten udelukkende af vulkansk slagge, som danner en regelmæssig kegle omkring krateråbningen.

Askevulkaner, der består af store mængder af vulkansk aske, er dannet ved forholdsvis korte, eksplosive udbrud, hvor aktiviteten i form af lavafontæner og udslyngning af aske ikke er afbrudt af fremtrængende lava. Hverfjall på Island er et eksempel på en askevulkan med en diameter på over 1 km og en højde på 150 m.

Maarer er resultatet af rene gaseksplosioner, som efterlader cirkelrunde huller i jordoverfladen. Kun sjældent dannes en egentlig ringvold af det materiale, der udslynges ved eksplosionen. Víti nordøst for Mývatn på Island er et eksempel. I Eifel i Tyskland og Auvergne i Frankrig ses flere sådanne dybe, nu vandfyldte maarer.

I forbindelse med vulkansk aktivitet taler man om sekundær vulkansk virksomhed i form af gas- og dampudstrømninger i fumaroler og termale felter, herunder gejseraktivitet (se gejser).

Udbredelse

Der findes ca. 2500 vulkaner, som er potentielt aktive. Af disse er 50-60 i gennemsnit i udbrud inden for samme år. 500-700 har været aktive i historisk tid, mens de øvrige har været i udbrud i løbet af de sidste 10.000 år. Gennem en årrække er verdens vulkaner blevet registreret og beskrevet af vulkanologer, geologer og geofysikere, der videnskabeligt beskæftiger sig med vulkaner, deres dannelse og vulkanske fænomener. Vulkanerne viser sig at være knyttet til nogle ganske bestemte, mere eller mindre lineære zoner eller kæder i et særligt mønster på Jorden. Hovedparten ligger langs med eller i nærheden af de tektoniske pladegrænser. Kun et fåtal findes inde på selve pladerne.

Vulkaner langs pladegrænser

Et stort antal vulkaner findes langs midtoceanryggene, de såkaldte divergerende (konstruktive) pladegrænser. Antallet er ukendt, da udbrud på oceanryggene finder sted på ca. 1000 m havdybde og derfor kun sjældent registreres på havoverfladen. En vedvarende, skiftende spaltevulkanisme er årsag til dannelsen af ny oceanbund langs midtoceanryggene. Enkelte steder, hvor magmaproduktionen er særlig høj, fx hvor der er sammenfald mellem oceanbundsspredning og hot spot-aktivitet, kan vulkanerne nå op over havniveau som fx på Island.

Flere steder optræder vulkaner på havbunden i en vis afstand fra oceanryggene, fx Galápagosøerne, Azorerne, Kap Verde og De Kanariske Øer. De kan her opbygge undersøiske vulkanbygninger på helt op til 4000 m, før de når havoverfladen, og kan derefter endog opbygge en vulkan på andre 4000 m, fx Teide på Tenerife.

De fleste af Jordens høje stratovulkaner er imidlertid knyttet til de såkaldt konvergerende (destruktive) pladegrænser, hvor lithosfærepladerne bliver trukket ned i kappen. Vulkanerne langs disse pladegrænser har alle et højt VEI. De optræder ofte i øbuer, der kan være adskillige hundrede kilometer lange. Eller de findes et stykke inde i de foldebjerge, som også dannes langs de destruktive pladegrænser. Mere end 1500 potentielt aktive vulkaner befinder sig over nedglidende plader, heraf ca. 1000 i en næsten ubrudt ring omkring Stillehavet, den såkaldte Ring of Fire. Langs den 7000 km lange Andeskæde findes flere hundrede vulkaner, mange i over 5000 m højde, bl.a. verdens højeste aktive vulkan, Llullaillaco (6723 m; angives også til 6739 m); kun ca. 100 er potentielt aktive. Hvorvidt Nevado Ojos del Salado, verdens højeste vulkan (6887 m), er aktiv, er omdiskuteret. Lignende subduktionsvulkanisme findes i De Små Antiller i Caribien, i South Sandwich Islands og gennem de store indonesiske øer Java og Sumatra; endvidere i vulkanerne fra Kaukasus gennem Lilleasien og Det Ægæiske Hav samt i vulkanerne i Det Tyrrhenske Hav og på Den Italienske Halvø. Også de befinder sig over en nedglidende lithosfæreplade.

Andre vulkaner ligger langs med eller i nærheden af de såkaldte riftdale, hvor kontinenterne brydes op langs kilometerlange, parallelle brud, der skærer sig langt ind på kontinenterne, fx det østafrikanske Rift Valley-system og nord herfor Afar, hvor tre riftstrukturer mødes. Adskillige aktive vulkaner knytter sig til Rift Valley fra Etiopien mod syd gennem Kenya med Mt. Kenya (5199 m) og Kilimanjaro (5895 m) i Tanzania, Afrikas højeste bjerg.

Intrapladevulkaner

Nogle vulkaner ligger inde på de store lithosfæreplader langt fra pladegrænserne. Blandt disse findes nogle af de mest spektakulære i Afrika: Tibesti- og Hoggar-bjergene i Tchad og Algeriet. Andre er den lange række af vulkaner, som strækker sig fra det indre af det afrikanske kontinent til Guineabugten, den såkaldte Cameroun-linje, der fortsætter ud i Atlanterhavet som en kæde af oceaniske intrapladevulkaner. Vulkanerne i Centralmassivet i Frankrig og Eifel i Tyskland er andre eksempler.

Hot spot-vulkaner

Hot spot-vulkaner ligger over en opstigende søjle af varmt kappemateriale, et såkaldt hot spot. Blandt oceaniske vulkaner er Hawaiiøerne de største. Her ligger Jordens mest produktive vulkaner, Mauna Loa og Kilauea, der gennemsnitlig producerer 1,6 km³ udbrudsmateriale pr. år, hovedsagelig lava. Når denne søjle (plume) af varmt, plastisk materiale fra den dybeste del af kappen med en hastighed på ca. 340 mm pr. år når op i den øvre del af kappen, dvs. ca. 100 km under overfladen, begynder her en delvis opsmeltning pga. det lavere tryk svarende til 6-7% af kappematerialet. Den dannede smelte fortsætter opad og trænger gennem den oceaniske lithosfæreplade og hæver efterhånden havbunden op til 500-1000 m. De dannede vulkanbygninger på havbunden bliver pga. Stillehavspladens bevægelse flyttet sidelæns bort fra den opstigende smelte, som derfor med mellemrum danner et nyt gennembrud og en ny vulkan. Det tager i gennemsnit 400.000 år at danne en så gigantisk vulkanbygning som Hawaii fra 4000 m havdybde. Hot spot-vulkaner efterlader gradvist en lang række af udslukte vulkanbjerge på havbunden, der er ældre, jo længere man befinder sig fra hot spot-plumen. Da der gradvist også sker en forøgelse af havdybden bort fra den opstigende søjle af varmt kappemateriale, viser de gamle vulkanruiner sig i en vis zone som atoller for til sidst at ende som undersøiske bjerge, seamounts. Hele Emperor- og Hawaiivulkankæden udgør et såkaldt hot spot-spor. Stillehavsbunden indeholder flere sådanne spor, fx Line Island-kæden, Tuamotuøerne, Marshall- og Elliceøerne samt den australske seamount-kæde, alle med den ældste vulkanbygning i den nordvestlige ende.

I den nordatlantiske region ses en anden hot spot-aktivitet, som er begyndt i Tidlig Tertiær (Palæogen) for ca. 60 mio. år siden. De tidlige smelteprodukter herfra findes i dag i de vest- og østgrønlandske samt færøske plateaubasalter. Island ligger i dag oven på denne hot spot-plume, som adskiller sig fra de pacifiske ved at befinde sig mere eller mindre direkte under en midtoceanryg.

I Kridttiden dannedes i det vestlige Indien store mængder af plateaubasalt, som i dag ses i bl.a. Deccan Traps. Disse basalter strømmede frem på overfladen for ca. 65 mio. år siden i forbindelse med Indiens adskillelse fra Madagaskar. Denne vulkanske aktivitet har været meget voldsom og menes af nogle at have medvirket til den store masseuddøen på Kridt-Tertiær-grænsen. I dag findes rester fra denne hot spot-aktivitet under vulkanen Piton de la Fournaise i nærheden af Réunion i Det Indiske Ocean.

Magmaets dannelse

Seismiske registreringer viser, at der 5-10 km under de fleste aktive vulkaner findes et magmakammer, der ofte har form som et champagne- eller rødvinsglas. Denne flydende stensmelte er meget lokal og af forskellig kemisk sammensætning, alt efter hvor på kloden vulkanerne står. Det afgrænsede kammer viser, at magmaet må dannes i jordskorpen eller den øverste del af kappen. Smeltetemperaturer for Jordens øvre kappemateriale, som består af peridotit, stiger med det tiltagende tryk ned gennem Jorden. Da de hele vejen ligger højere end den almindelige temperaturstigning ned gennem Jorden, den såkaldte geotermiske gradient (se geotermi), vil bjergarterne bibeholde deres faste konsistens. Når der alligevel visse steder dannes magma, skyldes det lokal opsmeltning. Dette kan forårsages af, at lithosfæren i nogle tilfælde strækkes og fortyndes, hvorved den varme asthenosfære bevæger sig opad i det opståede rum; denne proces finder fx sted i forbindelse med dannelsen af store, sedimentære bassiner samt ved riftdannelse inde på kontinenterne. Det varme asthenosfæremateriale kommer herved op i et niveau med lavere tryk (teknisk udtrykt tangerer den geotermiske gradient smeltetemperaturen for peridotit), og en del af kappen begynder at smelte. Dette sker i ca. 60 km dybde. Kun nogle få procent af kappematerialet smelter op, hvorfor man taler om en delvis (partiel) opsmeltning.

Magmadannelse langs midtoceanryggene kan betragtes som en videreudvikling af denne proces. Lithosfærepladerne trækkes her fra hinanden, hvorved asthenosfæren trænger helt op under oceanbundsskorpen, og den geotermiske gradient krydser nu i en mindre dybde smeltekurven for peridotit, hvilket bevirker, at der sker opsmeltning af meget store mængder af kappemateriale, ca. 20 km³ pr. år globalt svarende til 10-15% af kappematerialet. Magmaet dannes på kun få kilometers dybde. I hot spot-områder er asthenosfæren meget varmere end omgivelserne pga. opstigningen af kappemateriale fra stor dybde. Et sammenfald mellem kontinental riftåbning og en hot spot-plume afstedkommer dannelsen af store mængder af basaltisk smelte og fremtrængning af plateaubasalt, som dækker store arealer på jordoverfladen.

Ved subduktionszoner, hvor den kolde lithosfæreplade glider ned i asthenosfæren, medtager den foruden havbundsmateriale store mængder af vand. Dette vil i dampform afgives til den overglidende plade, hvilket bevirker en sænkning af smeltepunktet for kappematerialet i den nedre del af denne lithosfæreplade og medfører en delvis opsmeltning i 100-150 km dybde. Alt efter vinklen af den underskydende plade vil vulkaner fremtræde på overfladen i en afstand fra pladegrænsen af mellem 150 og 500 km. Vanddampens tilstedeværelse er medvirkende til, at vulkanudbrud ved subduktionszoner foregår med stor voldsomhed.

Basaltisk magma, som dannes i forbindelse med den delvise opsmeltning af den øvre del af kappen, kaldes ofte primært eller primitivt magma. I modsætning hertil ændrer magma i magmakamre i eller nær jordskorpen karakter. Her kan smelten gradvist ændre sig enten ved at krystallisere, dvs. udskille bestemte mineraler, under en såkaldt fraktioneret krystallisation, eller ved at magmaet reagerer med sidestenen ved en såkaldt assimilation. Et sådant magma siges at være afledt eller udviklet, idet restsmelten nu har fået en anden og mere SiO₂-rig sammensætning end udgangsmaterialet. På denne måde kan magmaet gradvis ændre sammensætning fra basaltisk til fonolitisk eller til andesitisk og rhyolitisk ved subduktionszoner eller til trakytisk i riftzoner. 

Udbrudsprodukter

Ved vulkanudbrud frigøres store mængder af energi, hvorved forskellige former for vulkansk materiale slynges eller flyder ud på jordoverfladen. De faste udbrudsprodukter, der kastes ud af vulkanåbningen i forbindelse med et udbrud, betegnes pyroklaster eller tefra og spænder fra vulkanske bomber (ifølge IUGS større end 64 mm i diameter) over lapilli (64-2 mm) til vulkansk aske (2-¹/₆ mm).

Lava er den flydende form for vulkansk materiale, som trænger frem på jordoverfladen under vulkanudbrud. Den kan være mere eller mindre sej (viskos) afhængigt af den kemiske sammensætning og temperatur. Således er en basaltisk lava med et lavt (ca. 50%) indhold af SiO₂ letflydende, dvs. at viskositeten er lav, mens en rhyolitisk lava med et stort (ca. 72%) SiO₂-indhold har en høj viskositet. Ofte er sure lavaer, pga. det høje SiO₂-indhold, så sejtflydende, at de kun vanskeligt kan trænge frem gennem krateråbningen. Basaltisk lava er normalt ved sin fremtrængen på jordoverfladen ca. 1150 °C og derfor lysende. Når lavaen er afkølet til 475 °C, er den ikke længere glødende, men kan stadig antænde brændbart materiale.

De vulkanske gasser består alt efter magmaets kemiske sammensætning hovedsagelig af vanddamp, helt op til 80-90%, dernæst af CO₂, CO, SO₂, H₂S og i mindre mængder HCl, HF, H₂ og He. Gasserne er på mange måder den dynamiske kraft bag et vulkanudbrud, og gasindholdet i den flydende lava har stor indflydelse på dens viskositet. De opløste gasser i magmaet, der frigøres pga. den trykaflastning, som finder sted under et vulkanudbrud, er i stand til at løfte magmaet op gennem kraterrøret og ud på jordoverfladen. Gasudstrømningen gennem krateråbningen kan ske med meget stor voldsomhed; således kan udstrømningshastigheden under et sådant paroxysmalt udbrud nå helt op på 600 m/s med en transporteret materialemængde på 150.000-200.000 t/s, hovedsagelig som pyroklastisk materiale. En sådan gasudblæsning er i stand til at løfte en askesøjle helt op til 35-40 km højde. De udstrømmende gasser når derved op i stratosfæren, hvor de, fx SO₂ sammen med vanddamp, danner en dråbesky, en aerosol, af H₂SO₄, der ved refleksion af sollyset kan nedsætte solindstrålingen og derved påvirke Jordens klima med 0,5-1 °C over en periode på 2-3 år. Den derved skabte syreregn gør det muligt at registrere disse udbrud i isborekerner fra Indlandsisen på Grønland som variationer i islagenes surhedsgrad.

I forbindelse med udbrud i vulkaner med højt SiO₂-indhold og dermed dannelsen af en sejtflydende lava kan gasserne eksplosivt frigøres fra smelten og sammen med aske i suspension danne de frygtede pyroklastiske strømme eller askelaviner, der med hastigheder på over 200 km/h og en indre temperatur på 200-600 °C ruller ned ad vulkanflankerne. Foran en sådan askelavine opstår en trykbølge, der kan have et energiindhold svarende til 1 mio. t trotyl, og som derfor er i stand til at knuse tværgående mure i bygninger, den møder på sin vej. Det pyroklastiske materiale i askelaviner kan undertiden være så varmt, op til 1000 °C, at det er lysende, hvorfor det betegnes nuée ardente (fr. ‘glødende sky’); se også ignimbrit. Netop askelaviner har forårsaget tusindvis af dødsofre i forbindelse med eksplosive vulkanudbrud, fx ved Vesuvs og Mont Pelées udbrud. Hvis grundvand eller havvand trænger ind i vulkanbygningen og derved kommer i direkte kontakt med magmaet, fx i forbindelse med calderadannelse, vil der ske en voldsom dampeksplosion, og man taler om et phreatisk udbrud. Udstrømmende gasser kan under vulkanudbrud med letflydende lava med stor voldsomhed blæse gennem den lavasø, som undertiden samler sig i krateret, og frembringe lysende lavafontæner, som kan nå helt op til 600 m højde. De frigjorte gasser i magmaet løfter i et udbruds slutfase lavaen op gennem krateret og ud på overfladen på samme måde, som når mælk koger over eller en champagneflaske åbnes.

Mange vulkanbygninger når op i mere end 2000 m højde og kan derfor i hvileperioderne være helt eller delvist dækket af sne og gletsjere. Isen og sneen smelter under et udbrud og vil ligesom kraftige regnskyl, der ofte følger med kraftige vulkanudbrud, bevirke, at den faldende aske omdannes til en vulkansk mudderstrøm, lahar. Lahars kan med stor hastighed bevæge sig ned ad vulkanens flanker og være årsag til tusindvis af dødsofre selv på stor afstand af vulkanen, som det fx skete i 1985 under udbruddet i Nevado del Ruiz i Colombia.

Endelig kan seismiske rystelser i forbindelse med store vulkanudbrud frembringe store flodbølger (tsunamier), som kan forårsage store ødelæggelser og kræve tusindvis af dødsofre selv langt fra vulkanen. Dette skete bl.a. ved Krakataus udbrud i Indonesien i 1883.

Varsling

Siden 1500 er skønsmæssigt 250.000 mennesker omkommet i forbindelse med vulkanudbrud. Alligevel vælger stadig flere at leve på eller i umiddelbar nærhed af vulkaner, da vulkansk jordbund er meget frugtbar. Man forsøger derfor at reducere tabstallene ved fremtidige vulkanudbrud ved varsling. Moderne vulkanologi handler om at øge kendskabet til vulkanerne og deres “adfærdsmønstre”, bl.a. også ved studier af udslukte vulkaner over hele Jorden, og der er etableret vulkanobservatorier på mange af de mest berømte vulkaner. Desuden er der oprettet rejsehold af vulkanologer, som kan bistå de lokale myndigheder, idet udbrud med en vis sandsynlighed kan forvarsles med nogle dage, hvilket er nok til at iværksætte en evakuering. Det har imidlertid ofte vist sig vanskeligt at evakuere folk frivilligt, hvorfor en forvarsling må være ret sikker for at kunne bevare sin troværdighed. Ved Pinatubos udbrud på Filippinerne i 1991 lykkedes det at evakuere 80.000 mennesker i tide, hvorved tabstallet blev reduceret til ca. 800; denne bedrift regnes for den hidtil største succes for vulkanologien.

Læs også om luftforurening i forbindelse med vulkanudbrud.

Mount St. Helens’ udbrud 1980

I midten af maj 1980 blæste et voldsomt, eksplosivt udbrud nordsiden ud på vulkanen Mount St. Helens i staten Washington i det vestlige USA. Udbruddet kom ikke uventet, men dets voldsomhed var overraskende.

US Geological Survey konkluderede i 1978, at netop Mount St. Helens frembød den største risiko blandt vulkanerne i Cascade Range, og at et stort, eksplosivt udbrud var sandsynligt inden for de næste hundrede år. Et område i en radius af 25 km fra vulkanen blev spærret af. Mount St. Helens var, efter at vulkanen “vågnede” 27.3.1980, under konstant overvågning af vulkanologer og fotografer, og da katastrofen indtraf, blev det et af verdens bedst dokumenterede vulkanudbrud til dato.

Udbruddet indledtes med, at små dampeksplosioner dannede et ca. 70 m bredt krater, og store øst-vest-gående sprækker åbnede sig i sne- og isdækket på vulkanens top. Blå flammer fra brændende gasser, sandsynligvis svovlbrinte, kunne om natten to dage senere iagttages fra luften. 1/4 viste seismografer på vulkanens flanker en række mere eller mindre konstante, rytmiske vibrationer af undergrunden, hvilket sandsynligvis skyldtes bevægelse af magmaet under vulkanen, frigørelse af opløste gasser i magmaet eller dannelsen af gasbobler i forbindelse med begyndende overophedning af grundvand i vulkanen. Damp- og askeeksplosionerne fortsatte; nogle som pulserende jetudblæsninger, der varede i timevis. Imens voksede vulkanens krater til ca. 300 m i diameter, og en 3 km høj søjle af aske og vanddamp rejste sig over toppen. Den høje seismiske aktivitet fortsatte, og vulkanologer på bjergsiden registrerede nu en bule midt på nordflanken, som gradvist voksede frem med ca. 1,5 m pr. dag. 12/4 var den mere end 2 km i diameter og over 150 m høj. Bulen og jordskælvene umiddelbart herunder var forårsaget af, at magma under vulkanen var i færd med at trænge ind i den nedre del af vulkanbjerget; et udbrud var nært forestående. 15/5-17/5 var Mount St. Helens tavs, selvom væksten af bulen fortsatte. 18/5 kl. 8.32 begyndte hele nordsiden af vulkantoppen at bevæge sig som én gigantisk masse af sten og gletsjeris og at glide nedad og udad mod nord langs et dybtliggende glideplan. Sekunder efter rystedes bjerget af en voldsom eksplosion, og en sortgrå askesky rejste sig skråt opad fra den øvre del af vulkanen, mens udskridningen af den nordlige vulkanflanke gik over i et kolossalt lavineskred, der med en voldsom hastighed bevægede sig sidelæns bort fra vulkanen. 40 sekunder senere blev, efter endnu en eksplosion, den enorme udskridning overhalet af en gigantisk askelavine, en såkaldt pyroklastisk strøm, som blæste vandret ud fra vulkanen mod nord. Udskridningen havde reduceret trykket, hvorved overophedet vanddamp i vulkanbjerget samt opløste gasser i det nu højtliggende magmakammer frigjordes under en eksplosion, der havde en udgangshastighed på ca. 1000 km/h. 3 km³ knust stenmateriale og gletsjeris blæste som en askefyldt dampsky hen over jorden med en hastighed på mere end 350 km/h. Den gigantiske massestrøm pløjede gennem begge grene af Spirit Lake ved vulkanens fod og sendte tonsvis af vand ned gennem den nordlige gren af Toutle River ca. 10 km længere mod nord. Askestrømmen blæste hen over søen og fortsatte op over en 360 m høj, tværgående bjergryg og fire andre rygge på den anden side af søen, inden den faldt til ro mere end 20 km fra vulkanen.

Udskridningen og den følgende dampeksplosion, der havde forårsaget en horisontal sten- og askeudblæsning mod nord, havde totalt ændret landskabet i et 600 km² stort område nord og NV for Mount St. Helens. De første få kilometer fra vulkanen var samtlige træer, nogle på 2 m i diameter, revet op med rode og fejet omkuld af den fremstormende eksplosionssky. Herefter fulgte en zone på 10-15 km, hvor træerne, alle fuldvoksne douglasgraner, var knækket ca. 1 m over jorden. I den ydre del af destruktionszonen stod træerne stadig, men deres grene var blæst af eller fuldstændig afløvede. Op til 7 km NV for og 18 km NØ for vulkanen var træstammer forkullede på den side, som vendte mod eksplosionsstedet. Alle de væltede træer var orienteret efter bugtede strømlinjer eller turbulente strømhvirvler forårsaget af de varme, hurricaneagtige vinde, som herskede inde i askeskyen. Kantede blokke fra selve vulkanbygningen og varm, nyligt størknet magma var slynget op til 20 km bort fra vulkanen. Til slut aflejredes en grå afsætning af aske og sten på fra 1 m til få millimeters tykkelse over hele destruktionszonen.

Efter udskridningen og eksplosionerne, som kun varede 4-5 min, rejste sig over vulkanen en lodret askesøjle, der nåede sit maksimum på 26 km kl. 9 samme morgen. Samtidig rullede adskillige pyroklastiske strømme af fin aske og pimpsten med hastigheder på op til 100 km/h ud af det gigantiske, hesteskoformede krater, som var opstået ved udskridningen, og dækkede i en vifte på 3-5 km nord for vulkanen de netop afsatte sedimenter fra udblæsningsskyen. Askelavinerne fortsatte ud over den sydlige bred af Spirit Lake 5 km nord for vulkanen, og kontakten mellem vandet i søen og de varme, pyroklastiske strømme afstedkom nye eksplosioner, som sendte damp- og askeskyer 2 km til vejrs. Tusindvis af gasudblæsninger (fumaroler), som skyldtes indesluttet vand under pimpstensafsætningerne, sendte, efter at asken var faldet til ro, større eller mindre dampskyer til vejrs.

Hovedparten af udskridningslavinen forvandledes efter at have passeret den vestlige gren af Spirit Lake til en gigantisk mudderstrøm af pimpstensaske og nedknust klippemateriale fra den kolossale udglidningslavine, der med en konsistens som våd cement bevægede sig 21 km ned gennem Toutle River-dalen mod vest. Vandet stammede fra smeltet sne og is fra bjergets top samt vand slynget ud af Spirit Lake, da lavinen ramte søen. Flodbølgen, som skyllede ned gennem dalen, blev på træerne langs dalen målt til at have været 16 m høj. Asken fra den lodrette eruptionssky, der i løbet af dagen aftog til 14 km højde, blev ført ind over den centrale del af staten Washington samme dag. På tre dage passerede den tværs over USA.

I månederne efter udbruddet rejste der sig i det nye, amfiteaterlignende krater et kuppelformet lavadome på 250 m højde, så selvom Mount St. Helens tilsyneladende atter er en sovende vulkan, er netop et sådant dome en potentiel kilde til nye, farlige askelaviner; vulkanen er derfor stadig under observation.

Den totale ødelæggelse var overvældende: 57 mennesker omkom under udbruddet, 1 mio. træer var ødelagt, og værdier for mere end 1 mia. dollar var gået tabt eller ødelagt, hovedsagelig inden for træindustrien. Landskabet blev totalt ændret ved udbruddet, men vegetationen er med en overraskende hastighed atter spiret frem af asken.

Kilde og Copyright: Erik Schou Jensen

At Etna er i udbrud er ikke noget nyt som så. Vulkanen bygger sig højere og højere op med alt det udbrudsmateriale i form af lavasten og aske, som den udslynger igennem sine kratere i toppen. Jeg har her beskrevet Etnas udbrudsteknik. Erna er lidt kompliceret i forhold til Italiens andre vulkaner og min fremlægning her er min forskning plus INGV det vulkanologiske Institut på Sicilien i Catania.

Henning er forfatter til bogen: “Etna ildens bjerg”.

“I nattens mørke gløder Etna – ikke dramatisk og ondskabsfuldt som et varsel om død og fordærv, men snarere som spidsen af en middagsherres cigar, som et vågeblus på et gaskomfur, en slags undskyld jeg er her, jeg eksisterer, men glem mig ikke, for jeg hører ligesåvel til her som Siciliens agaver og mandeltræer. Jeg ligger her, og jeg gør turistreklame for Jer, men spøg ikke med mig, for måske pludselig en dag…”
“Det er uvisheden, der gør mig så spændende i denne verden, hvor alt er lagt til rette for menneskeheden fra vugge til grav. Jeg repræsenterer det gode for menneskene ved den frugtbare jord og den billige byggegrund, som jeg giver dem, men også det onde, når Fanden selv slipper helvede løs igennem mig”.

——————————————————————————–

Sådan fungerer Dame Etna

Jeg hører gang på gang fra folk, at nu er Etna da gået helt agurk, og specielt efter det kraftigere udbrud i august år 2001 og nu igen. Jamen, hvad er der da galt med den “temperamentsfulde sicilianske dame”, som lokale indbyggere kalder deres vulkan. Hertil kan man sige, at Etna er under ingen omstændigheder hverken værre end mange andre af de godt 2500 vulkaner vi finder på vores jordklode. Der er bare et par enkelte ændringer i selve vulkanens udbrudsrytme, man fra vulkanologisk side har bidt sig mærke i, specielt efter udbruddet i år 2001. For det første var der udbrud fra topkrateret og flanken på samme tid (noget, som ikke så tit sker på Etna), og for det andet noterede man sig, at en type mineralsten, amfibol – en mineralsten i lavaen, som ikke er observeret i Etnas lavastrømme i større mængder i ca. 15.000 år – kom med ud i lavamasserne i august 2001. Amfibol er en mineralsten, der oftest dannes i dybere dele af jordskorpen eller kontinentet på grund af tryk og varme, og ofte kommer denne mineraltype ud af vulkaner, der tilhører de mere eksplosive vulkaner, som ligger på en underskydningszone, altså hvor den ene af to kontinentalplader skyder sig ind under den anden. Dette er også en af årsagerne til, at visse vulkanforskere nu mener, at Etna om nogle tusinde tusinde år vil blive mere eksplosiv, men indtil videre, som Catanias Vulkanobservatorium siger (der, hvor de holder Etna under opsyn) tager vi den med ro. “Etna bliver ikke en Vesuv eller Pinatubo-type i morgen”, som en af vulkanologerne sagde til mig.

Vi ved, at Etnas vulkankegle er bygget op af sine udbrudsprodukter for “små” 600.000 år siden, men for over 2 millioner år siden begyndte vulkanvirksomheden øst for selve den nuværende vulkankegle på bunden af havet, først som en undersøisk vulkan, der siden har bygget sig op fra havbunden ved gentagne udbrud. Det afrikanske kontinent presser sig fra syd mod nord med ca. 2 cm om året og er årsag til, at hele Middelhavsregionen og Alperne, og alle bjergene plus de mange vulkaner i Italien o.s.v. dannes ved denne pladeforskydning. Ud af de ca. 900.000 jordskælv, der finder sted om året på hele vores jordklode, sker de ca. 100.000 alene i hele Middelhavsregionen, hvoraf de ca. 200 kan mærkes og heldigvis kun få er mere alvorlige og skaber værre skade. Vi ser altså her en stor geologisk livsproces, og årsagen til den livlige jordskælvs- og vulkanvirksomhed skyldes atter de enorme varmeopstrømninger i jordens kappe og ydre jordkerne, der befinder sig uden om den indre hede jordkerne. Alt som er varmt stiger til vejrs og koldt synker nedad. Dette danner disse varmestrømme i kappen, og en sådan opstrøm tager i tusindevis af år, men er mere eller mindre konstant. Vi ved nu, at Etna og hele Sicilien dels ligger oven på den Afrikanske Kontinentalplades neddykning – subduktion – ind under Italien fra syd, hvilket også er tydeligt både natur og klimamæssigt at se og føle. Sicilien ligner mere Afrika end Italien.

For at gøre Etnas vulkanvirksomhed endnu mere indviklet, finder vi udfor Siciliens østkyst en enorm gravsænkning, der må sættes i forbindelse med Maltagraven, eller nærmere begyndelsen til en udvidelseszone, lig den, der har dannet vulkanerne på Island i midten af Atlanterhavet. Dette forklarer også hvorfor Etnas topkratere gradvist er rykket fra øst mod vest i de sidste hundretusindevis af år. Den næste årsag til Etnas livlige vulkanvirksomhed har man allerede for årtier forklaret som begyndelsen til en “Hot-Spot vulkan” – lig Hawaii-øerne i midten af Stillehavet, hvor en konstant eller bredere opstrømning af magma (græsk ord for smeltet stenmasse inde i jorden så længe den indeholder opløste gasser i sig) – altså smeltet lava (italiensk ord for stensmelte). Det svarer nogenlunde til, hvis man lader en vandhane udgylpe vand mere eller mindre konstant. Vi må heller ikke glemme, at Etna har været i mere eller konstant virksomhed de sidste 3000 år – den tid mennesker har boet der – og haft udbrud med intervaller fra få til 10 års mellemrum. Et af de kraftigste udbrud i gammel tid var det, som fandt sted i år 122 f. Kr.f., men senere i historisk tid må 1669-udbruddet betegnes som det største, hvor lavaen overstrømmede store dele af byen Catania, som ligger ved vulkanens østlige fod og i dag er Siciliens anden største by. Karakteristisk for Etna er, at topkrateret i ca. 3350 meters højde er konstant åbent for damp- og gasudtrømning, og i de fleste udbrud, hvor altid gastrykket er størst i begyndelsen, sprøjter lavaen til vejrs i høje fontæner, men kan også glide ned ad vulkanflanken, men som regel ikke ret stærkt. Men værre er, når gastrykket ikke er stærkt nok til at løfte den smeltede lava ud igennem vulkanens topkrater, men slår en revne på siden i måske 500 – 2000 meters højde og hvorfra lavaen strømmer ud og er nærmere de bebyggelser i nærheden. Dette sker og er sket gang på gang ved Etnas udbrud.

De andre italienske vulkaner som Vesuv og vulkanerne på de Lipariske øer nord for Sicilien har alle et større indhold af både Siliciumoxid og vanddamp i deres lavamasser, hvilket bevirker, at deres lavatype er mere sejtflydende, og deres udbrud ofte mere eksplosive, da gasserne har sværere ved at undvige, og der opbygges et større tryk. Dette har Vesuv gang på gang bevist ved sine enormt kraftige udbrud. Det betyder samtidig, at der her tydeligt er tale om den sammenhæng, der er med den underskydende Afrikanske Kontinentalplade ind under Italien, altså den kontinentalplade, som Etna ligger oven på.

Etna er en god nabo

Sicilianerne betragter Etna som en god nabo, og jeg glemmer aldrig i 1972, da jeg for første gang af en af beboerne fik fortalt, at Etna jo trods alt er en sikkerhedsventil imod stærke jordskælv. En årtusind gammel indbygget tanke hos beboerne om, at når sikkerhedsventilen er åben, kommer overtrykket ud der igennem. Etna er en god nabo, og den hvide røg – vanddampen – der hver dag kommer ud af toppen i vulkanen – betyder, at alt er godt. Kommer der sort røg op, betyder det, at der er lava på vej op. Lavaen er først ødelæggende, men også frugtbar, når den forvitrer. Vi har arvet jorden og vil ikke forlade den. “Inderst inde kan man kalde Etna for et uhyre, men det er et godt uhyre”, fortæller borgmesteren i Nicolosi, en af de mange byer på Etnas skråninger. “Når en lavastrøm er størknet og køler af, går beboerne op og sætter grænsepæle på det nye stykke lava, som dækker deres mark, fordi deres efterkommere vil komme til at opdyrke den forvitrede og frugtbare jord. Vulkanerne repræsenterer lige såvel som de store verdensreligioner kampen imellem det gode og det onde. Det gode ved frugtbare jord og vanddampen, der udgør ca. 90 procent af vulkanske gasser har været med til at danne havet i verdenshavene igennem millioner af år. Intet liv uden vand. Blev den første form for liv på jorden ikke skabt i vand, og så må vi vidst sige, at vulkanerne bør betragtes som vores venner og ikke fjender”.

I hele verden bor i dag ca. 500 millioner mennesker i skyggen af en vulkan. Man har talt meget om, at vi lever i en mere vulkansk periode i øjeblikket, og det er også rigtigt, at vores jordklode i perioder har været inde i mere aktive vulkan- og jordskælvsperioder, f.eks., da kontinenterne brækkede i stykker for henholdsvis 250 og 65 millioner år siden, men vi må heller ikke glemme, at for 75.000 år siden var en vulkan på Sumatra skyld i, at måske kun ca. 1000 mennesker på jorden overlevede Toba-eksplosionen på Sumatra på grund af enorme aske og mængder af gasser, der sænkede temperaturen over hele kloden og fik den sidste istid til at kulminere. Dog ser det ikke ud til at være så slemt endnu, kun at vi mennesker mere registrer tingene. Vulkanologien har i de sidste 20 år været inde i en rivende udvikling, og vi er nu i stand til at forudsige vulkanudbrud, således at man i tide kan nå at evakuere de alt for ofte tæt beboede bebyggelser ved en vulkan, og det har man med held gjort, tydeligst i 1991 ved Mount Pinatubo i Filippinerne. Nu mangler vi kun at kunne forudsige jordskælv, og det kommer en dag. Man arbejder for tiden stærkt på det i USA og Japan. De stærke tektoniske jordskælv, skyldes de forskydninger, der pludselig udløses i jordskælv hver gang, når kontinenterne eller “blokkene”, som Middelhavsregionen er delt op i, pludselig forskubbes på grund af Afrikas fremrykning imod Europa med 2 cm om året. På nøjagtig samme måde, som hvis man presser to hænder imod hinanden, og pludselig kommer rykket eller jordskælvet.

I 1908 omkom hen imod 100.000 mennesker ved et stærkt jordskælv i Messina nord for Etna, og i 1693 blev Catania så godt som totalt ødelagt ved et stærkt jordskælv, der i begge tilfælde må sættes i forbindelse med den Afrikanske Kontinentalplades forskydning i mod Europa. Der ud over skal det siges, at mange små jordskælv eller “harmoniske rystelser” altid sker i en vulkan, dels ved damp- og gaseksplosionerne, når udbruddet starter, men også inden selve udbruddet kommer. Når magmaet bevæger sig op under en vulkan, kommer der mange små jordskælv, hvilket betyder, at vulkanen er ved at komme i udbrud. Som et varmt brød i en bageovn hæver sig, således hæver vulkanflanken sig også inden udbruddet starter, og for Etnas vedkommende ser vi typiske eksempler på, at flanken ofte danner en revne, hvor igennem lavaen strømmer ud. Al form for vulkanvirksomhed er en afgasningsproces fra jordens indre. Kortere kan det ikke siges.

Myterne om Etna

Navnet Etna betyder: “brændt” eller “brændende”. Sicilianerne kalder også vulkanen for Mongibello, og det kommer af det italienske ord “monte” og det arabiske “gebel”, der igen betyder bjerg og stammer fra 8-900-tallet, dengang Sicilien var under arabisk herredømme. Omkring år 450 f. Kr., det var dengang Sicilien var under grækernes herredømme, hævdede Empedokles, filosoffen, at alting består af fire ting, nemlig: luft, jord, ild og vand. Faktisk var Empedokles den første vulkanforsker, og han skal have grundlagt et vulkanologisk observatorium oppe på Etna, ikke langt fra toppen. En dag, da hans nysgerrighed var for stor, sprang han ned i vulkanens indre glødende hovedkrater, men ak, den lunefulde vulkan spyttede den ene af hans sandaler ud igen. Grækerne hævdede også, at Hefaistos, ildens og smedekunstens guddom, havde sin faste boplads og værksted under Etna, og når han arbejdede dernede i sin esse under vulkanen, røg det ud fra toppen i vulkanen. Han må have været en meget flittig mand, for altid røg det ud fra toppen – ja ligeså meget dengang som i dag. Han kunne gå på vandring under de andre vulkaner, og så kom de i udbrud. Hos romerne tog han navneforandring til Vulcanus, og flyttede sin bolig ud under øen Vulcano, og herfra har vi fået ordet vulkan om de såkaldte ildsprudlende bjerge. En anden sagnlegende berettede, at et stort uhyre var spærret inde under Sicilien, og det skulle være forklaringen på, hvorfor øen rystede hver gang, at han forsøgte at løsrive sig fra sine lænker.

Odysseus skal efter sigende have været taget til fange af den enøjede kæmpe Polyfemos, som boede i en stor hule oppe på Etnas østskråning, og det var med nød og næppe, at han slap derfra i live, fordi Polyfemos begyndt at æde hans mænd levende. Da Polyfemos lå og sov, efter at Odysseus havde drukket ham godt fuld i vin, stak Odysseus en glødende pæl i kæmpens øje, og brølende af smerte kastede han de store stenblokke efter Odysseus og hans bortflygtende mænd, og disse sten ligger i dag i havet udfor Siciliens østkyst, der hvor den ældste vulkan blev dannet.

Senere hen troede man, at Etna var Helvedes forgård, og sammen med heksene St. Hans nat mødtes de på både vulkanen Etna og vulkanen Hekla oppe på Island (Hekkenfeldt), og det var herfra de hentede de syndige sjæle, der blev stegt og grillet i vulkanens indre. Vores egen Saxo skriver i 1200-tallet, at “Etna hele tiden ryger og sprutter ild fra sig”. Etna fascinerede også H.C. Andersen, da han kom sejlende udfor Siciliens østkyst, som han malerisk beskriver i “En digters bazar”: “Højt over skyerne i den klare luft stod toppen af Etna, bedækket med sne, dog rundt om kraterets rand var den smeltet i lange revner. Hvilken storhed! Vesuv er en sandhøj kun mod denne kjæmpe, Siciliens stolthed og velgører. Det er et Amphitheater af de høje Guder selv! Hvert trin danner en zone, den nederste viser os vinbjerge og haver, den anden er en skovregion med hundredårige træer, den tredje har kun is og sne, den fjerde røg og flammer. Altid damper det, altid sprudler det, men denne dampen og sprudlen kaldes en hvile, når ikke lavastrømmen flyder milevidt og omstyrter byer og ødelægger vinmarker og dale”. Jeg har gang på gang tænkt på disse linjer af H.C. Andersen, når jeg sidder i et fly fra Catanias lufthavn, der ligger ved Etnas fod, og hvorfra man kan betragte den rygende vulkan fra luften.

Artiklen er et uddrag af bogen: “Etna – Ildens Bjerg”.

Lidt mere: 

Etna, Siciliens 3350 høje – kegle og brede – skjoldvulkan er igen mere aktiv. Siden januar måned har mindre eksplosioner fundet sted i det sydøstre krater nærved toppen.

Etna er en af Europas meget omtalte vulkaner og kendt for sin livlige vulkanaktivitet med forholdsvis korte intervaller imellem.

Italienske vulkaner hører til nogle af verdens mest beskrevne, hvor vulkanologien startede med beskrivelser helt tilbage fra den græske og romerske oldtid. Omtaler af Etnas, Strombolis og Vesuvs udbrud er nogle af de ældste i hele verden.

Etnas vulkankegle er bygget op af sine udbrudsprodukter for “små” 600.000 år siden, men for over 2 millioner år siden begyndte vulkanvirksomheden øst for selve den nuværende vulkankegle på bunden af havet, først som en undersøisk vulkan, der siden har bygget sig op fra havbunden ved gentagne udbrud. Det afrikanske kontinent presser sig fra syd mod nord med ca. 2 cm om året og er årsag til, at hele Middelhavsregionen og Alperne, og alle bjergene plus de mange vulkaner i Italien o.s.v. dannes ved denne pladeforskydning. Ud af de ca. 900.000 jordskælv, der finder sted om året på hele vores jordklode, sker de ca. 100.000 alene i hele Middelhavsregionen, hvoraf de ca. 200 kan mærkes og heldigvis kun få er mere alvorlige og skaber værre skade. Vi ser altså her en stor geologisk livsproces, og årsagen til den livlige jordskælvs- og vulkanvirksomhed skyldes atter de enorme varmeopstrømninger i jordens kappe og ydre jordkerne, der befinder sig uden om den indre hede jordkerne. Alt som er varmt stiger til vejrs og koldt synker nedad. Dette danner disse varmestrømme i kappen, og en sådan opstrøm tager i tusindevis af år, men er mere eller mindre konstant.

Vi ved nu, at Etna og hele Sicilien dels ligger oven på den Afrikanske Kontinentalplades neddykning – subduktion – ind under Italien fra syd, hvilket også er tydeligt både natur og klimamæssigt at se og føle. Sicilien ligner mere Afrika end Italien.

For at gøre Etnas vulkanvirksomhed endnu mere indviklet, finder vi udfor Siciliens østkyst en enorm gravsænkning, der må sættes i forbindelse med Maltagraven, eller nærmere begyndelsen til en udvidelseszone, lig den, der har dannet vulkanerne på Island i midten af Atlanterhavet. Dette forklarer også hvorfor Etnas topkratere gradvist er rykket fra øst mod vest i de sidste hundretusindevis af år.

Den næste årsag til Etnas livlige vulkanvirksomhed har man allerede for årtier forklaret som begyndelsen til en “Hot-Spot vulkan” – lig Hawaii-øerne i midten af Stillehavet, hvor en konstant eller bredere opstrømning af magma (græsk ord for smeltet stenmasse inde i jorden så længe den indeholder opløste gasser i sig) – altså smeltet lava (italiensk ord for stensmelte). Det svarer nogenlunde til, hvis man lader en vandhane udgylpe vand mere eller mindre konstant. Vi må heller ikke glemme, at Etna har været i mere eller konstant virksomhed de sidste 3000 år – den tid mennesker har boet der – og haft udbrud med intervaller fra få til 10 års mellemrum. Et af de kraftigste udbrud i gammel tid var det, som fandt sted i år 122 f. Kr.f., men senere i historisk tid må 1669-udbruddet betegnes som det største, hvor lavaen overstrømmede store dele af byen Catania, som ligger ved vulkanens østlige fod og i dag er Siciliens anden største by. Karakteristisk for Etna er, at topkrateret i ca. 3350 meters højde er konstant åbent for damp- og gasudtrømning, og i de fleste udbrud, hvor altid gastrykket er størst i begyndelsen, sprøjter lavaen til vejrs i høje fontæner, men kan også glide ned ad vulkanflanken, men som regel ikke ret stærkt. Men værre er, når gastrykket ikke er stærkt nok til at løfte den smeltede lava ud igennem vulkanens topkrater, men slår en revne på siden i måske 500 – 2000 meters højde og hvorfra lavaen strømmer ud og er nærmere de bebyggelser i nærheden. Dette sker og er sket gang på gang ved Etnas udbrud.

Den nederste del af Etnas vulkankegle er opbygget som en skjoldvulkan(som et bredt skjold) 40 x 60 kilometer, mens den øverste del er en stejlere stratovulkan(keglevulkan). Etnas lavatype er lig den, som kommer op fra jordens kappe, men med den forskel, at der er natrium og kaliumaflejringer i den, og det bliver blandet med basaltlavaen, når den passerer op gennem den øverste del af jordskorpen.

Læs mine artikler om Etna under artikelindekset på hjemmesiden her.

Læs bogen: “Etna ildens bjerg” af Henning Andersen. Den kan bl.a. bestilles her til Henning Andersen. 

Seneste nye: Det er stadig usikkert, om Nyiragongos udbrud fortsætter sine udbrud. Det farlige ved denne vulkan er dels den hurtigstrømmende lava (op til 60 kilometer i timen) og dels dens indhold af gasser. Det skyldes det rige indhold af CO2 fra den smeltekilde af magma(lava) under vulkanen, som sætter gang i vulkanen. Det skal huskes, at Nyiragongo er Afrikas mest virksomme vulkaner. Der er frygt for, at vulkanen kan åbne nye sprækker og revner i omegnen, hvor lava eventuelt kan strømme ud.

Herunder information fra Volcano Discovery:

Kilde og Copyright: Volcano Discovery

Lidt mere om Nyiragongo, der fortsætter sine udbrud…

Nyiragongo-vulkanen (DR Congo): frygt for potentielt katastrofalt udbrud udløser delvis evakuering af Goma City

Nylige jordskælv i nærheden af ​​vulkanen Nyiragongo (billede: Rwanda Seismic Monitor)

Myndighederne er meget bekymrede over risikoen for et andet – potentielt mere destruktivt, hvis ikke katastrofalt – udbrud fra vulkanen i den nærmeste fremtid og har beordret en delvis evakuering af Goma, hvor en masseudvandring ser ud til at være startet, hvilket gør den overordnede situation endnu mere kaotisk og vanskelig.
Årsagen til, at forskere bekymrer sig, er både mangel på præcise overvågningsdata, potentialet for stor påvirkning af et udbrud og de fortsatte jordskælv, der rasler i området omkring Goma og Gyseni, samt jordrevner i og omkring Goma, hvilket kan indikere, at magma akkumuleres under området og kan meget vel føre til et nyt udbrud.
Mere end 200 rysten er registreret i de sidste 2 dage. Ifølge nogle ubekræftede indlæg på sociale medier udsætter nogle af de nye jordrevner glød under (sandsynligvis fra varme gasser, hvis det er sandt).

Ifølge de seneste resultater fra forskere drænede den nylige udbrud faktisk lavasøen, men ifølge nogle kilder er den allerede delvist genopfyldt (eller drænet ikke helt).
Askeplumer stiger op fra vulkanens krater, sandsynligvis fra indre sammenbrud efter (delvis?) Dræning af lavasøen. Kombineret med den intense afgasningsaktivitet skaber de farligt forurenet sur regn, og folk opfordres til ikke at bruge regnvand til madlavning, vask osv., Hvis det er muligt.

Fra et resume på reliefweb :
“Forskere, der observerer vulkanen, har en begrænset fornemmelse af det aktuelle risikoniveau. Situationen er fortsat meget uforudsigelig, da flere advarselsskilte dukker op for risikoen for et nyt udbrud i de næste par dage, herunder flere revner på jorden, emission af gas og bekymrende kendsgerning, at Kivu-krateret ser ud til at være genopfyldt meget hurtigt, hvilket indikerer en anden mulig udbrud. IRC forbereder et svar for at imødekomme de eskalerende humanitære behov i samarbejde med regeringen og andre ngo’er. Der er nu et desperat behov for en stigning i finansieringen gennem støtte fra det internationale samfund. “

Der er flere scenarier, hvordan situationen kan udvikle sig (tilpasset fra Nyiragongo: de 3 scénarios présentés par l’OVG, une prochaine éruption du volcan est inévitable):

Scenarie 1 :
Et nyt udbrud af Nyiragongo på dets sydlige flanke, hvor brud åbnes i området Goma og Gisenyi. Lavastrømme ville sandsynligvis ødelægge ødelægge en del af dem.

Scenarie 2 :
Et udbrud af vulkanen Nyiragongo på dens sydlige flanke, men med sprækker inde i byen og strækker sig tæt på Kivu-søen. Store mængder lava ødelægger en del af byerne Goma og Gisenyi og når søen. Mængden af ​​lava, der ville strømme ud i søen, er utilstrækkelig til at hæve temperaturen på det dybe vand over hele søen med mindst 1 ° C, der vil ikke være nogen væltning af søen og udbrud af dødelig opløst CO2 fra det gasrige dyb- søvand.

Scenarie 3 :
Et udbrud af Nyiragongo vulkanåbning af brud på dens sydlige flanke inde i byen og / eller inde i søen Kivu. Dele af Goma og Giseny ville blive ødelagt, og varmen frigivet af lava i søen ville udløse en væltning af det dybe søvand rig på opløst CO2. Dette ville medføre en katastrofal væltning og pludselig frigivelse af store mængder CO2, et såkaldt limnicudbrud. Gasskyen dræbte øjeblikkeligt alle mennesker og dyr i lavere højder omkring søen – sandsynligvis tusinder af mennesker.
Det samme kunne udløses, hvis et meget stort jordskælv skulle forekomme under søen, der tilstrækkelig forstyrrede vandlagene …
Selvom dette er det værste scenario, er det forhåbentlig også det mindst sandsynlige.

Scenarie 4 :
Ingen udbrud forekommer. Seismisk aktivitet dør gradvist ned, da det er et resultat af interne justeringer efter det nylige udbrud.

15 mennesker har mistet livet i forbindelse med et vulkanudbrud i DR Congo. Dødstallet ventes at stige.

Nyiragongo er en aktiv vulkan i Demokratiske Republik Congo. Det ligger i Virunga nationalpark 20 km nord for Kivusøen i Riftdalen. Bjerget er en stratovulkan(d.v.s. lagdelt keglevulkan) og måler 3.470 m.o.h. Nyiragongo er kendt for at have en stort set permanent lavasø. 

 Et vulkanudbrud i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) har søndag efterladt et ødelæggende spor med en bredde på cirka 800 meter efter sig.

Hundredvis af huse er blevet begravet, og mange beboere i området savnes.

Den glødende lava fra vulkanen Nyiragongo stoppede, lige før den ramte storbyen Goma.

Mange af Gomas cirka to millioner indbyggere blev ramt af panik lørdag aften, da Nyiragongo gik i udbrud og sendte en strøm af lava i retning mod byen, der ligger nær grænsen til Rwanda.

15 mennesker har mistet livet, herunder ni personer, som blev dræbt i en trafikulykke, mens beboere forsøgte at komme væk. To andre omkom i den glohede lava, mens fire indsatte blev skudt og dræbt, da de forsøgte at flygte fra Mynzenze-fængslet i Goma.

Det oplyser regeringstalsmand Patrick Muyaya i en erklæring.

Lavaen havde kurs mod byen Goma. 

Dødstallet ventes ifølge nyhedsbureauet Reuters at stige. En journalist fra Reuters så to mennesker, som blev dræbt i en landsby uden for Goma, da vulkanen først gik i udbrud.

Samtidig fortæller vidner om døde og savnede slægtninge.

Dele af forstaden Bushara blev opslugt af lavaen. 

Med minderne om et udbrud i 2002, der dræbte 250 mennesker og efterlod 120.000 hjemløse, i erindringen flygtede mange til fods med deres ejendele. Nogle flygtede mod den nærliggende grænse til Rwanda.

Internationale Røde Kors vurderer, at mellem 3000 og 5000 flygtede fra Goma til Rwanda lørdag. Mange af dem bønder og landmænd med deres kvæg.

Tusindvis af mennesker flygtede fra lavaen.

I alt blev 17 landsbyer ramt af vulkanudbruddet, oplyser regeringstalsmand Patrick Muyaya. Tre sundhedsklinikker, en skole og en vandledning blev ødelagt.

68-årige Ernestine Kabuo fortæller, at hun forsøgte at bære sin syge mand ud af deres hus, da den flydende lava nærmede sig. Men manden var for syg til, at det kunne lade sig gøre.

– Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke kan gå alene. Da vi blev gift, var det i medgang og modgang.

– Jeg gik tilbage for i det mindste at forsøge at få ham ud, men jeg kunne ikke. Jeg løb væk, og han brændte inde. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg forbander denne her dag, siger hun.

Strømmen af lava mod Goma stoppede et par hundrede meter fra bygrænsen.

Udbruddet ser ud til at være delvist ovre…

Copyright: Henning Andersen www.vulkaneksperten.dk  tlf. 29764247…

Læs min artikel om, hvad en vulkan er og  hvordan et vulkanudbrud opstår:

En vulkan er en åbning i jordskorpen, hvor igennem smeltede bjergartsmasser og gasser fra Jordens Indre slipper ud. Vanddampen (H2O) er en af de vigtigste af de vulkanske gasser, der tvinger de rødglødende stenmasser – magmaet – eller smelten – op igennem en vulkan.

Magma er betegnelsen for de smeltede bjergarter, når de befinder sig inde i jorden og indeholder gas. Magma dannes i forbindelse med opstrømmende varme fra Jordens indre kerne, og disse opstrømninger – eller konvektionsstrømme – som vi kalder dem – er med til at drive jordens kontinenter rundt som enorme isflager på havet. Herved dannes bjergkæder, og både de mange jordskælv, der sker rundt omkring i verden og vulkanerne er faktisk et resultat af disse strømbevægelser i jordens kappe, som befinder sig imellem den ydre jordskorpe og selve jordens kerne.

Varmen i vor jordklodes indre dannes bl.a. ved sønderdeling af grundstoffer som uran, thorium og kalium, og herved opstår der energi i form af varme. Denne varme vil stige til vejrs som vand i en gryde, der langsomt varmes op nedefra, og det er disse opadstigende strømbevægelser, der til sidst på grund af trykfaldet vil smelte og danne magmaet – og få kontinenterne til at bevæge sig enten ved at trække sig fra hinanden, støde ind under hinanden eller som “Hot-spotter”, d.v.s. hvor der er mere konstante og større opstrømninger i et bestemt område. Eksempler herpå er bl.a. de Kanariske Øer, Hawaii-øgruppen – Azorerne og Island.

Gasserne, der automatisk dannes ved smeltningen af den varme opstrøm vil tvinge magmaet til vejrs, og det udstrømmende materiale eller lava, som vi kalder det, når det strømmer ud igennem en vulkans krater i et udbrud. Det betyder igen, at optrængningen af lavaen skyldes afgivelse af vulkanske gasser. Processen kan bedst sammenlignes med en gryde mælk, der koger over. Hvor voldsomt udbruddet bliver, afhænger af lavaens sejhed og indhold af gasser.

I det store hele er al form for vulkanvirksomhed intet andet end en afgasningsproces fra jordens indre. Temperaturen i sådanne glødende bjergarter kan være helt op til 1500 graders celsius, men normalt ligger den på omkring 1100 grader. I virkeligheden er der ikke ild i en vulkan, men da lavaen lyser op i sig selv, og ser rødglødende ud, har man fra gammel tid brugt benævnelsen “Ildsprudende bjerge” om vulkanerne.

Vulkanerne hænger altså sammen med jordens store “tektoniske stenplader”, der bærer kontinenterne – verdensdelene – ligesom brikkerne i et stort puslespilm som bevæger sig med nogle få cm om året fra 2 – 11 cm ovenpå jordens kappe, hvis øverste del er at betragte som et blødt transportbånd – asthenosfæren (et gammelt græsk ord for blødt dejagtigt materiale.

Navnet vulkan stammer fra de gamle romeres ildgud – smedegud – “Vulcanus”, der havde sit faste bosted under øen “Vulcano” nord for Sicilien. De sagde, at når han arbejdede dernede i sin smedje under vulkanen, så gnistrede og røg det op igennem vulkanerne. Han kunne gå på besøg under de andre vulkaner, og så gik de i udbrud.

Hvor længe en vulkan er i udbrud afhænger af hvor meget lava, der presses opad, gasindhold – trykforhold o.s.v. Et udbrud kan vare i få dage -eller som Kilauea på Hawaii i Stillehavet, der har været i konstant udbrud siden 1983.

I dag regner vi med, at vi på jorden har ca. 2.500 vulkaner, der kan betegnes som virksomme. Man skal huske, at en aktiv vulkan ikke behøver at være en vulkan, der har været virksom i historisk tid alene, men en vulkan, som man ved undersøgelse har registreret liv i på en eller anden måde….

V.I.P. 

* Et vulkanudbrud opstår, når materiale fra Jordens indre – en flydende stenart, der kaldes magma – bliver tilstrækkeligt let og presser så meget på, at den bryder op igennem overfladen og spys ud fra en vulkan.

* Når magmaen er ude af vulkanen, kaldes den lava.

* Ved vulkanudbrud dannes skyer af vulkansk støv, aske og gas. Askeskyerne kan bevæge sig så højt til vejrs og svæve jordkloden rundt.

* Jordens indre er omkring 5000-6000 grader varmt, og denne varme udvikler sig og danner overskudsvarme, der stiger opad mod jordens overflade og er skyld i kontinentaldrift og skaber jordskælv og vulkanvirksomhed.

Copyright: Henning Andersen