Henning Andersen: Vulkanernes mystik…

 

”Der er ikke noget så livsbekræftende som et godt vulkanudbrud…

 Vulkaner er skabende såvel som udslettende…
Vulkaner er ikke til at spøge med, men de er heller ikke til at undvære. De har nemlig skabt den luft vi til daglig indånder og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene, som intet liv kan undvære. Vulkaner er lige så meget vores venner som vores fjender. Så vulkanerne repræsenterer som i de store verdensreligioner det gode såvel som det onde”.

Citat slut…

Hvad er en vulkan?

En vulkan er en åbning i jordskorpen, hvor igennem smeltede bjergartsmasser og gasser fra Jordens Indre slipper ud. Vanddampen (H2O) er en af de vigtigste af de vulkanske gasser, der tvinger de rødglødende stenmasser – magmaet – eller smelten – op igennem en vulkan.

Magma er betegnelsen for de smeltede bjergarter, når de befinder sig inde i jorden og indeholder gas. Magma dannes i forbindelse med opstrømmende varme fra Jordens indre kerne, og disse opstrømninger – eller konvektionsstrømme – som vi kalder dem – er med til at drive jordens kontinenter rundt som enorme isflager på havet. Herved dannes bjergkæder, og både de mange jordskælv, der sker rundt omkring i verden og vulkanerne er faktisk et resultat af disse strømbevægelser i jordens kappe.

Varmen i vor jordklodes indre dannes bl.a. ved sønderdeling af grundstoffer som uran, thorium og kalium, og herved opstår der energi i form af varme. Denne varme vil stige til vejrs som vand i en gryde, der langsomt varmes op nedefra, og det er disse opadstigende strømbevægelser, der til sidst på grund af trykfaldet vil smelte og danne magmaet – og få kontinenterne til at bevæge sig enten ved at trække sig fra hinanden, støde ind under hinanden eller som “Hot-spotter”, d.v.s. hvor der er mere konstante og større opstrømninger i et bestemt område. Gasserne, der automatisk dannes ved smeltningen af den varme opstrøm vil tvinge magmaet til vejrs, og det udstrømmende materiale flyder ud som lava, som vi kalder det, når det strømmer ud igennem en vulkans krater i et udbrud. Det betyder igen, at optrængningen af lavaen skyldes afgivelse af vulkanske gasser. Processen kan bedst sammenlignes med en gryde mælk, der koger over. Hvor voldsomt udbruddet bliver, afhænger af lavaens sejhed og indhold af gasser og ikke at forglemme mængden af magma.

Det er ret så vigtigt at huske, at jordens skal af med sin overskudsvarme. Ellers ville den eksplodere. Så det betyder igen, at vulkaner lige såvel som jordskælv er en form for sikkerhedsventiler for jordens hede indre.

I det store hele er al form for vulkanvirksomhed intet andet end en afgasningsproces fra jordens indre. Temperaturen i sådanne glødende bjergarter kan være helt op til 1500 graders celsius, men normalt ligger den på omkring 1100 grader. I virkeligheden er der ikke ild i en vulkan, men da lavaen lyser op i sig selv, og ser rødglødende ud, har man fra gammel tid brugt benævnelsen “Ildsprudende bjerge” om vulkanerne.

Vulkanerne hænger altså sammen med jordens store “tektoniske stenplader”, der bærer kontinenterne – verdensdelene – ligesom brikkerne i et stort puslespil, som bevæger sig med nogle få cm om året fra 2 – 11 cm ovenpå jordens kappe, hvis øverste del er at betragte som et blødt transportbånd – asthenosfæren (et gammelt græsk ord for blødt dejagtigt materiale.

 

Langt de fleste vulkaner opstår, hvor hvor jordskorpen er tynd og skrøbelig, bl.a. i oceanerne på havbunden, hvor der rejser sig flere tusinde meter høje bjergkæder, der er dannet ved, at selve oceanbunden rives fra hinanden på grund af de tektoniske pladebevægelser. I midten strømmer ny magma op og danner undersøiske vulkaner, der til sidst når havets overflade som øer ude i midten af oceanet. I modssat retning skubbes den gamle oceanbund væk for til sidst at synke ned og ind under et kontinents pladerand, underskydning eller subduktion, som vi kalder det. Denne neddykkende havbundsplade er tungere end den oven over liggende kontinentale plade, der skubbes i vejret og danner bjergkæder som folden på en dug. Da den neddykkende havbundsplade er meget vandholdig samtidig med, at den opvarmes. Dette underliggende materiale er afhængigt af vandindholdet og trykforholdene og i ca. 100 kilometers dybde frigives vandet på grund af tryk og temperaturforholdene omkring pladen. Herved nedsættes smeltepunktet, og det varme materiale begynder at smelte, og da det er lettere end sine omgivelser, vil det begynde at stige opad i den koldere jordskorpe for til sidst at bryde ud som lava i et vulkanudbrud på jordens overflade.

Når en vandholdig magmamasse når frem til jordens overflade og flyder ud som kava i et vulkanudbrud og trykket falder, frigives vand og dampindholdet på samme måde som en sodavand bruser, når kapslen fjernes og trykket lettes. Denne form for afkogning kan være så voldsom, så selve den smeltede bjergartsmasse eksploderer is så fine partikler og udslynges som vulkansk aske.

Andre gange sker afgasningsprocessen i et vulkanudbrud mindre voldsomt, så lavaen flyder ud ad vulkanen som nærmest rødgrød.

Vulkaner dannet over en underskydningszone ses mange steder i verden, bl.a. rundt om hele Stillehavet , Ildringen eller også kaldet ”The Ring of Fire”, hvor to tredjedel af jordens virksomme vulkaner ligger og som omkranser Stillehavets kyster langs de Asiatiske og Amerikanske Stillehavskyster. Forkastningerne i onrådet er dannet ved underskydninger af havbundsplader – subduktion – under kontintalpladerne rundt om, og bæltet er arnested for hovedparten af alverdens vulkaner. Omtrent fire femtedele af alle jordskælv og vulkanudbrud finder sted i dette område.

Endelig er der de såkaldte hotspotvulkaner.

En hotspot er et varmeområde i Jordens kappe, hvor en varm opstrømning bringer magma (lava) mere konstant til vejrs. Eksempelvis ligger Island, Hawaii-øgruppen og De Kanariske Øer på sådanne hotspots. Man må endvidere sige, at i mange tilfælde bringer en hotspot magma (lava) op fra dybere dele af jordens kappe, og det ser ud til, at hotspotten forbliver på samme sted, mens havbundspladen eller kontinentalplader oven over flytter sig. Det er Hawaii-øerne det bedst kendte eksempel på, men også Island – Galapagosøerne i Ecuador og Yellowstone i U.S.A. ligger på en hotspot, og her er der tale om større varmeområde.

Andre hotspot er: Tristan da Cunha i Sydatlanten – Reunion i det Indiske Ocean – de Canariske Øer – Eifel i Tyskland – Kap Verdeøerne – Ascension.

De højeste lavatemperaturgrader er målt i hotspotvulkanen Kilauea på Hawaii med 1500 graders Celsius.

Man kan sige, at en hotspot ikke tilhører grænserne af de store tektoniske plader – udover Island – men ligger oftest inde på midten af en plade.

Geologer har konkluderet, at der befinder sig mellem 40 og 50 hotspots rundt om på kloden med Hawaii, Island, Galapagos, Reunion og Yellowstone som nogle af de mest aktive for tiden.

Vulkaner er forskellige

Vulkaner har man inddelt i typer fra år tilbage. Det er dog nu mere og mere anerkendt, at der faktisk kun er tale om to typer, nemlig den eksplosive (den gråhvide type) og den ikke eksplosive (den røde type). Vulkanologerne er stadig uenige. Man har bemærket, at fra den ene vulkan kan omdannes andre lavatyper og former for voldsomhed i selve udbrudsrytmen. Det har at gøre med smeltens karakterændring i magmakammeret under vulkanen i hvileperioderne, hvor der dannes krystaller – eller der kan være tale om tilførsel af nye smeltemasser nederfra. Generelt må siges, at vulkanernes form er bestemt af hvilken type lava, der strømmer ud af dem, samt indhold af gasser og siliciumindhold.

Tyndtflydende lavaer som basalter danner gerne brede og flade skjoldvulkaner men ikke nødvendigvis. I Island ser vi spaltevulkanerne, hvor to kontinentalplader trækker sig fra hinanden her i en såkaldt spredningszone.

De vulkantyper, der udspyr de mere tyktflydende lavatyper, danner tit højere vulkaner – såkaldte strato – eller keglevulkaner. Hvis vulkanen er meget høj, bryder lavaen ofte ud på flanken, hvis gastrykket er aftaget i den indvendige smeltemasse og danner såkaldte bikratere – parasitkratere – f.eks. som på Etna kaldet Etnas unger.

De vulkanske gasser dannes ved opsmeltningen af magmaet ved opstrømning af varme nedefra, hvoraf vanddampen er den vigtigste og mest udbredte af de vulkanske gasser (H2O). Vi hælder nu mere og mere til den anskuelse, at det er den vulkanske vanddamp, der har været med til at danne havet i oceanerne og luftens ilt gennem millioner af år. Derefter må nævnes svovldioxid, carbondioxid (kuldioxid), hydrogen (brint), chlor, fluor, hydrogenklorid (svovlbrinte, fluorbrinte). Det ser ud til, at man efterhånden får beviser på, at vulkanske gasser har været med til at danne jordens atmosfære og verdenshavene og dermed dannet grundlaget for livets opståen på Jorden.

Stratovulkaner eller keglevulkaner dannes ved pliniske udbrud af mere sure lavatyper, dvs. større kiselsyreindhold.

Skjoldvulkaner eller kuppelvulkaner dannes ved tyndtflydende lavaer såsom bl.a. basalt.

Spaltevulkaner eller sprækkevulkaner dannes ved tyndtflydende lavaer såsom basalt.

Askevulkaner eller eksplosionsvulkaner dannes ved kiselsyrerige lavatyper.

Som vi kan se, opdeles vulkaner i typer fra årtier tilbage. Det er dog nu mere og mere anerkendt, at der faktisk kun er tale om to typer, nemlig den eksplosive (den gråhvide type) og den ikke eksplosive (den røde type). Vulkanologerne er stadig uenige. Man har bemærket, at fra den ene vulkan kan omdannes andre lavatyper og former for voldsomhed i udbrudsrytmen, men generelt må siges, at vulkanernes form er bestemt af hvilken type lava, der strømmer ud af dem, samt indhold af gasser og siliciumindhold.

Tyndtflydende lavaer som basalter danner gerne brede og flade skjoldvulkaner men ikke nødvendigvis. I Island ser vi spaltevulkanerne, da to kontinentalplader trækker sig fra hinanden her i en såkaldt spredningszone.

De vulkantyper, der udspyr de mere tyktflydende lavatyper, danner tit højere vulkaner – såkaldte strato – eller keglevulkaner. Hvis vulkanen er meget høj, bryder lavaen ofte ud på flanken, hvis gastrykket er aftaget i den indvendige smeltemasse og danner såkaldte bikratere – parasitkratere – f.eks. som på Etna kaldet Etnas unger.

Navnet vulkan stammer fra de gamle romeres ildgud – smedegud – “Vulcanus”, der havde sit faste bosted under øen “Vulcano” nord for Sicilien. De sagde, at når han arbejdede dernede i sin smedje under vulkanen, så gnistrede og røg det op igennem vulkanerne. Han kunne gå på besøg under de andre vulkaner, og så gik de i udbrud. Hvor længe en vulkan er i udbrud afhænger af hvor meget lava, der presses opad, gasindhold – trykforhold o.s.v. I dag regner vi med, at vi på jorden har ca. 2.500 vulkaner, der kan betegnes som virksomme. Man skal huske, at en aktiv vulkan ikke behøver at være en vulkan, der har været virksom i historisk tid alene, men en vulkan, som man ved undersøgelse har registreret liv i på en eller anden måde.

”Magmakammeret” – ”Hvad sker der i krudtkammeret?

Når en smeltet magmamasse er dannet – enten ved pladeforskydning i den ene eller anden retning og opstigende varme – vil den begynde at stige til vejrs gennem sprækker og revner gennem den overliggende faste kappe eller jordskorpe, fordi smelten er lettere end sine omgivelser.

Den tilbagelægger sin vej i to etaper, da den ikke kan stige højere op – end den forbliver lettere end sine omgivelser. Når de ovenover liggende dæklag består af materiale med mindre massefylde end smelten, går denne i stå og danner et magmakammer i selve den faste jordskorpe. Smelten eller magmaet befinder sig nu i omgivelser, der er mere kølige end dem, den kom fra, og der sker en langsom form for fastfrysning eller krystallisering langs med randen af magmakammeret. Herved indskrænkes efterhånden pladsen for det endnu flydende magma eller restsmelte – og det indre damptryk forøges. Årsagen hertil er, at de opløste gasser i restsmelten ikke kan indbygges eller indgå i de nydannede krystalmineraler – eller magmakammerets omgivelser er gennemtrængt af grundvand, og ved denne fordampning stiger gasmængden i form af vanddamp.

Efterhånden som de forskellige mineraler udkrystalliseres ændres den tilbageværende restsmeltes kemiske sammensætning. Man forestiller sig, at en tyngdemæssig adskillelse af mineraler finder sted med det resultat, at de tungeste, bl.a. olivin, synker til bunds, mens de lettere som leucit, stiger opad i kammeret. Herved øges gastrykket, fordi de gasarter, der ikke indgår i de nydannede krystaller, forøges i restsmelten i den øverste del af magmakammeret, hvor der nu dannes gasbobler, som igen nedsætter magmaets vægt og et udbrud kan begynde ved trykaflastning og spaltedannelse til jordens overflade. Udløsningen af selve vulkanudbruddet fra magmakammeret skyldes magmaets indhold af gasser….

Al form for vulkanvirksomhed er en afgasningsproces fra jordens indre…

Udbrudsmekanismen i et vulkanudbrud.

Udbrudsmekanismen i et vulkanudbrud har man længe vidst en del om, men hvordan magmaet dannes har man længe diskuteret. Først nu er vi ved at løfte sløret.

”Hovedmassen af det, der udstødes fra jordens indre gennem vulkanerne, er ikke ild, ikke glødende stenmasser, men vanddamp”, skriver professor N.V.Ussing i sin bog om vulkaner i 1904.

”Selve udbruddet skyldes luftudvikling i magmaet, der ved den nederste ende af kraterkanalen fremkalder dampbobler, som efterhånden udøver et så stort tryk, at den overliggende, størknede lava sprænges. I det trykket herved indskrænkes betydeligt, foregår der pludselig en yderst livlig udvikling af luftbobler, der med eksplosionsagtig voldsomhed slynger størknede blokke af lava i vejret og får den flydende lava til at stige op igennem krateret. Virksomheden kan bedst sammenlignes med den langsomme og spruttende kogning af grød, harpiks eller lim, der til sidst koger over. Derimod foregår der ingen virkelig forbrænding i vulkanerne, og det er egentlig galt at kalde det fine støv af lava  for aske. Det lysende ildskær, man om natten ser over krateret, skyldes ikke flammer, men er kun den glødende lavas genskin på dampskyerne. Da de øverste dele af de kegleformede vulkanbjerge kun består af løse sammenhobede slagger, der ikke kan modstå trykket af lavaen, hæves denne næsten aldrig op til selve kraterranden, men bryder frem på bjergets sider. ”

Disse linjer om selve processen i et vulkanudbrud har man sandfærdigt tolket allerede for mere end 100 år siden og står omtalt i leksika fra begyndelsen af 1900 – tallet.
Derimod dannelsen af magma inde i jorden har længe været mere mystisk, og det er først indenfor de seneste 30 år man er begyndt at løfte sløret…

Opsmeltning af bjergarter inde i jorden har hovedsagelig tre årsager: stigende temperatur – aftagende tryk – eller tilsætning af bestanddele, der sænker smeltepunktet. Dette er hovedfaktoren for at danne magma i Astenosfæren(det bløde lag) – altså i ca. 100 til 300 kilometers dybde under jordens overflade – men kun i 10 – 20 kilometers dybde i de midtoceaniske højderygge – kontinentalspalter og underskydningsgrave(hvor en plade presses ned under en anden). Sedimenter i en vandholdig havbundsplade(altså underskydning) har som regel et noget lavere smeltepunkt, da der er mere vand i den og nedsænker det ovenfra liggende pres igen. Konvektionsbevægelser i jordens kappe opvarmer bjergarterne, der langsomt hæves opad gennem jordens kappe mod jordskorpen indtil de på et tidspunkt smelter og danner magma.

Et vulkanudbruds voldsomhed afhænger af to ting. Nemlig kisel og vandindhold. Kiselindholdet bestemmer flydetrægheden af smelten, det opløste vand i smelten bestemmer dets eksplosivitetsniveau. Ligger et magmakammer tæt ved jordens overflade kan den smeltede magma yderligere beriges af vand og kisel fra de omliggende klipper og fra gyndvandet.

Generelt kan man sammenligne et vulkanudbrud med åbningen af en sodavandsflaske, hvor den overophedede damp bobler i stedet for kulsyrebobler. I en tæt tillukket flaske holdes gassen usynlig i opløsningen af det oven overliggende tryk. I det øjeblik flasken åbnes, flyder boblerne i den ekspanderende gas som regel stille og roligt op til overfladen som netop tilfældet i et roligt vulkansk udbrud.

Hvis derimod væsken eller smelten er under et stort tryk, bliver den overmættet med gas, i det øjeblik kapslen tages af flasken, og væsken strømmer voldsomt skummende ud. I et eksplosivt vulkanudbrud er trykket på det sejtflydende og vandholdige magma så enormt, at boblerne ekspanderer eksplosivt.

Lavt vand og kiselindhold giver et roligt udbrud med tyndtflydende lava.

Lidt kisel og meget vand strømmer dampboblerne ud gennem den tynde lava og danner høje lavafontæner.

Er der lidt vand og meget kisel skydes en dejagtig træg kuppel eller prop af lava op og danner en såkaldt ”dome” d.v.s. en prop af sej lava i vulkanens flaskehals.

Er der meget kisel og meget vand i smelten forhindrer den sejt flydende lava dampen i at slippe roligt ud, og når trykket ovenover pludselig forsvinder, eksploderer den opløste gas og danner askelaviner.

Mængden af udbrudsmateriale gør, at man kan inddele vulkanens styrke i grader ved højden af udbrudssøjlen – og længde af lavastrømme – kraterrørets størrelse og dybde. I store udbrud udslynges der millioner af tons lava – materiale pr. sekund. Magmaets kemiske sammensætning – kraterrørets størrelse og dybde – magmakammerets størrelse og mængde af magma er alt sammen afgørende for et vulkanudbruds forløb med det udslyngede materiale og hvor længe udbruddet varer.

 

Herunder Hennings citater om vulkaner:

”Det som er sket før – vil ske igen” = citat slut.

”Vi har lært af fortiden og kan studere nutiden og også forberede os til fremtiden, men vi ved ikke nok” = citat slut.

”Geologi er ingen sikker videnskab” = citat slut.

”Naturen har tid nok at tage af – vi mennesker skal nå alt det vil på de 100 år vi er her, men naturen har millioner af år at tage af” = citat slut.

”Vi må tilbage i fortiden for at kunne se ind i fremtiden. Geologi handler også om fremtiden”.

 

Henning Andersen. www.vulkaneksperten.dk

Jorden består af tre forskellige dele. Yderst har vi jordskorpen, som vi går ovenpå og kender. Jordens skorpe er opbygget af bjergarter med et stort indhold af silicium – kisel – hvilket gør den forholdsvis let. Den er ca. 10 – 60 kilometer tyk.

Derunder har vi kappen, der udgør 75 – 80% af hele jordens masse. Den består af bjergarter med mindre indhold af silicium og har en større massefylde end skorpen. Det er processer i jordens kappe, der styrer de fleste geologiske processer, bl.a. dannelse af bjergkæder – oceaner og vulkaner ved kontinentalforskydningerne. Jordens kappe er 2900 kilometer tyk og opdeles i en øvre og nedre kappe.

Den ydre jordkerne befinder sig i mellem 2900 og 5140 kilometers dybde og består af det samme materiale – jern og nikkel – som den indre – men er flydende grundet et mindre tryk. Både den indre og ydre jordkerne udgør tilsammen 1/3 del af jordens vægt.

Kernen består af metallerne jern og nikkel, i den ydre i flydende form og den indre fast.
Grunden til, at den indre jordkerne er fast skyldes det enorme tryk udenom, hvor vi jo har først kappen og øverst skorpen med kontinenterne, som vi bor på. Kernens centrum ligger 6370 kilometer under jordens overflade.

Lithosfæren(stive) er den yderste stabile del af jorden, skorpen, som består af de tektoniske plader, som forskydes i forhold til hinanden. Lithosfæren består af selve skorpen og den yderste faste del af kappen ned til dybder af ca. 100 kilometer under oceanerne og 50 – 400 kilometer under kontinenterne. Derunder har i astenosfæren(uden styrke), som er lidt plastisk i det, nærmest som en slags sirup.

Undersøgelser viser, at jordens magnetfelt befinder sig i den ydre delvis flydende jordkappe. Det dannes og opretholdes af kraftige elektriske strømme. Hvis ikke der var modstand i den indre faste del af kernen, ville systemet uddø, men konvektionen i den ydre kerne holdes igang ved, at varmt materiale stiger opad og det koldere synker ned, altså en slags dynamo.

Hvad er da årsagen til, at temperaturen i Jorden er så høj, og nøjagtig hvor varmt er der helt inde i centrum?

Man regner med, at Jordens temperatur det første lange stykke stiger med omkring 24 grader for hver kilometer, man bevæger sig ind mod centrum. På overgangen mellem Jordens flydende ydre kerne og faste indre kerne 5170 kilometer under vores fødder er temperaturen cirka 4300 grader, mens den i centrum ligger på op til 5000 grader.

Årsagen til varmen skal findes lige efter Jordens dannelse for ca. 4,6 milliarder år siden. Solsystemet blev dannet i en enorm sky af støv og gas. Først dannedes solen af dette støv og gasmateriale, som lejrede sig i en ring rundt omkring den – fortættede sig til planeterne udenom. Den unge planet jorden blev bombarderet med millioner af meteorer. Tæppebombardementet fik temperaturen til at stige og overfladen til at smelte. Gradvist sank de tunge grundstoffer som jern ind mod centrum. Bevægelsen ind mod midten afgav energi og fik yderligere temperaturen til at stige, samtidig med at overfladen kølede af og virkede som et isolerende lag, der kunne holde på varmen. Nogle af de grundstoffer, der sank ind mod centrum, var radioaktive. Deres henfald og omdannelse til andre grundstoffer er hovedårsagen til, at Jordens indre i dag er så varmt, fordi der ved henfaldet dannes energi. Samlet set bliver Jorden dog kølet af. Man har stadig til gode at lave konkrete målinger. Den hidtil dybeste boring nåede blot lidt over 12 kilometer ned og blev foretaget i 1994 af russiske forskere på Kolahalvøen. I hullet målte de en temperatur på omkring 200 grader.

Til sidst og ret så vigtigt er, at det er jordens indre varme, der får kontinenterne til at bevæge sig og herved er hovedårsag til jordskælv og vulkanisme.

Jorden er en kugle med en radius på 6370 km. Jorden bliver opdelt i: den indre kerne, den ydre kerne og kappen. Den indre kerne består hovedsageligt af jern og nikkel. Den er fast pga. det strore tryk der kommer pga. tyngdekraften.
Den ydre kerne, som også består af en del svovl, er flydende pga. trykket er lavere. Man antager at jern-, og nikkel-atomerne er ioniserede, hvilket betyder at der går elekstriske strømme i den ydre kerne. Det er de elektriske strømme, der skaber Jordens magnetfelt.
Jordens kappe består af klippe opbygget af jern, magnesium, aluminium, silicium og oxygen.

Foto: vulkaneksperten Henning Andersen

I anledning af det frygtelige jordskælv i Tyrkiet har jeg valgt disse artikler plus det negative men også positive ved kontinentalpladernes bevægelser.

Jordskælv skyldes udløsninger af de opbyggede spændinger, når pladerne bevæger sig,

Vi må forestille os et jordskælv som når noget rives itu og skubber sig i jorden. Det kan være klippeformationer af mange kilometers udstrækning. Et jordskælv kan finde sted i en hvilken som helst dybde under jordoverfladen – dog ofte i 30 – 40 kilometers dybde. Jordskælv – rystelser – er stærkest lige over jordskælvets epicenter eller centrum.

I København og på Grønland bl.a. er der seismiske stationer med rystelsesmålere(seismografer). Danmark deltager i rapporteringen af jordskælv fra alle steder af jordkloden.

Det er de tektoniske pladers bevægelser, der er skyld i de spændinger, som opbygges herved på samme måde, som hvis man presser to hænder imod hinanden. I randzonerne, hvor to plader bevæger sig langsomt i forhold til hinanden med en fart af få cm om året – sagt på en anden måde – med den fart en fingernegl gror – stiger spændingsbevægelserne indtil pludselig et ryk – finder sted, og vi har oplevet et jordskælv.

Hvis der f.eks. sker ændringer i tid eller mangel på jordskælvsaktivitet i et område med mange jordskælv, kan det være et signal om, at et større skælv er på vej – eller under opbygning. Også ændringer imellem antallet af større og små jordskælv i et område kan være en forløber for et endnu større jordskælv.

I Kina har man bl.a. for år tilbage noteret sig, at f.eks. ændring i vandstand i brønde er en slags jordskælvsvarsel om, at et større jordskælv er under opsejling. Kortvarige forvarsler hos dyr om forestående jordskælv har vi beretninger om fra kinesiske forskere. Det kan være husdyr, men også vilde dyrs ændrede optræden. Slanger, der krøb ud af deres huller eller aber i en Zoo, som ændrer opførsel.

Nogen sikker margen for at kunne forudsige et jordsælv har vi indtil nu ikke fundet.

Henning Andersen: Vi er født af pladetektonik.

Den engelske professor Lewis Dartnell fra University of Westminster har i sin bog: ”Oprindelse” fra 2020 beskrevet om livets og menneskets tilblivelse på jorden som følge af pladetektonik. Jeg finder hans beskrivelse fascinerende selvom mangt og meget er udforsket og klarlagt langt henad vejen. Her følger hans opdateringer plus mine egne tilføjelser.

”Vi er født af pladetektonik. Hvert spring i menneskets udvikling hænger sammen med ændringer i vores omgivelser og klima. Alt sammen fordi vores geologiske hjem – jordkloden – som vi bor på – har formet os. I det gamle Grækenland udviklede demokratiet sig på grund af landets bjergrige landskaber, der betagede menneskene. Menneskene så på naturen og kom til at beundre og tilbede den. Menneskehedens største byer er anlagt, hvor flere tektoniske plader støder sammen. Kontinenternes sammenstød dannede Middelhavet som en boblende smeltedigel af mangfoldige kulturer. Kort og godt mennesker og livet på jorden er påvirket af naturens kræfter.

Vores klode er et hvileløst aktivt sted, der konstant ændrer sin overflade. Kontinenterne tørner sammen, hvorefter de bliver revet fra hinanden igen, mens enorme have åbnes for dernæst at skrumpe ind og forsvinde igen. Store kæder af vulkaner rejser sig, udspyr gasser, mens jorden sitrer af jordskælv, bjergrygge krølles op for derefter at blive malet til støv igen. Maskinen i jorden, der driver al denne aktivitet er pladetektonik. Jordens overflade, skorpen er en skrøbelig æggeskal, der omslutter den varmere og mere klæbrige kappe nedenunder. Jordskorpens skal er knækket i et væld af separate plader, der strejfer om på jorden. Kontinenterne består af en tykkere skorpe af mindre kompakte klipper, mens oceanbundspladerne er tyndere og derfor ikke kommer så tæt på overfladen som kontinentalpladerne. De tektoniske plader puffer konstant til hinanden, mens de sejler rundt oven på den varme, hvirvlende kappe.

Hvor to plader støder ind i hinanden langs det, der kaldes konvergerende, d.v.s. nærmer sig hinanden, og den ene plade ender ovenpå. bliver den ene plade altså skubbet ind og ned under den anden, hvilket igen udløser jordskælv og vulkanudbrud. Denne proces kaldes subduktion – underskydning. ”Det skabende og det ødelæggende hænger sammen”.

En spredningszone er omvendt et sted, hvor to plader trækkes fra hinanden. Varm kappe fra dybet stiger op som blod, der pibler ud fra en rift i en arm og danner ny klippeskorpe, når den størkner som lava. Spredningszonerne kan åbne sig midt på et kontinent og rive det midtover eller på havbunden. Den Midtatlantiske Ryg er et fremtrædende eksempel på en sådan havbundsdrift – med bl.a. Island som tydeligt eksempel.

For omkring 30 millioner år siden steg en paddehatteformet magmamasse – en såkaldt plume – af varm kappe op fra jordens indre under det nordøstlige Afrika. Landmassen – jordskorpen – blev tvunget til at bulne ud og op som en enorm bums. Hinden af kontinentalpladen over denne ophovnede kuppel strakte sig og blev tyndere , indtil den til sidst revnede og begyndte at blev flået op i en række rifts. Den Østafrikanske Rift blev revet op langs en nord-syd-gående linje og dannede en østlig gren i det, der nu er Etiopien, Kenya, Tanzania og Maili og en vestlig gren, der skærer gennem den Demokratiske Republik Congo og fortsætter til Tanzania.

NB: ”Dette citat er af vulkaneksperten: En plume er et stationært varmeområde i Jordens kappe, hvor strømbevægelser bringer magma op mod Jordens overflade. Jorden skal af med sin indre overskudsvarme. Plumer menes i dag at være årsag til pladetektonikken – også kaldet kontinentaldrift. Vi kalder det også for kappediapirer, hvilket igen betyder en varm opadstigende strømbevægelse i jordens kappe. Når varmestrømmen som en slags paddehat er trængt op under den faste jordskorpe eller havbund, er trykket faldet så meget, at materialet begynder at smelte og danne magma, der flyder ud som lava i vulkanudbrud på jordens overflade.” Citat slut.

Fra nord strømmede vand ind i denne dybe riftdal og dannede det Røde Hav mens en anden riftdal dannede Adenbugten. De havbundsspredende riftsdale rev en bid af Afrikas Horn af og dannede en ny tektonisk plade, Den Arabiske Plade. Det Østafrikanske Rift Valleysystem løber flere tusinde kilometer fra Etiopien til Mozambique. Da udbulingen af den opstigende magma fortsætter, bliver Riften stadig trukket fra hinanden. For mellem 5,5 og 3,7 millioner år siden skabte denne proces Riftens nuværende landskab, en bred, dyb dal en lille kilometer over havniveau omkranset af bjergkamme på begge sider.

Udvidelsen af Riften og opstigningen af magma resulterede i voldsomme vulkanudbrud og aske, der spyede aske og pimpsten ud over hele regionen. De fleste vulkaner ligger i selve Riften, men på kanten ligger de største og højeste, bl.a. Mount Kenya, Mount Elgon og Kilimanjaro, hvoraf sidstnævnte er Afrikas højeste bjerg. Et perfekt klima og de ideelle betingelser for alt levende livs skabelse og udvikling. Her udviklede de første mennesker sig fra aber til mennesker.  Disse Hominiers udvikling, d.v.s. fra menneskeabestadie til , forandrede sig og her var der planteædende pattedyr, som menneskene kunne jage. Her lærte de tidlige mennesker, der lige som os i dag var forholdsvis svage at arbejde sammen og jage i fællesskab. Nyere forskning har vist, at mennesket er nærmere beslægtet med de afrikanske menneskeaber end med orangutangen, og hominider bruges nu ofte som samlebetegnelse for mennesket, chimpansen, bonoboen og gorillaen samt uddøde arter på disses udviklingslinjer. Vi ser altså, at det er tektoniske pladebevægelser og vulkanaktivitet, der har skabt de rette betingelser for livets udvikling på jorden.

Igen vi mennesker er børn af pladetektonikken. Pladetektonik skabte ikke kun Østafrikas mangfoldige miljø, hvor de første mennesker udviklede os som art. Det blev også en faktor, hvor menneskeheden begav sig i kast med at opbygge vores tidlige civilisationer. Hvis man kigger på et kort over, hvor de tektoniske plader støder og skurer sammen mod hinanden, så vil man se placeringen af verdens store antikke civilisationer i disse udsatte områder ved pladegrænserne, ligger udsatte for jordskælv og vulkanudbrud. Det er meget usandsynligt, at det skulle have været tilfældigt. De tidlige civilisationer lader til at have valgt at lægge sig op ad de tektoniske brudlinjer, flere årtusinder før videnskabsmænd identificerede deres eksistens. Der må være noget ved pladegrænserne, der gjorde dem så gunstige for grundlæggelsen af antikke kulturer, til trods for faren for jordskælv, tsunamier og vulkaner, som brudlinjerne i jordens skorpe hele tiden er skyld i.

I Indusdalen opstod harappakulturen omkring år 3200 f. Kr. f. som en af de tidligste i verden ikke langt fra foden af Himalayabjergene, hvor Indien havde banket sig ind i den Eurasiske Plade. I Mesopotamien flød Tigris og Eufrat også langs en brudlinje, hvor den Arabiske Plade ved underskydning gled ind under den Eurasiske Plade. Jorden blev her beriget med sedimenter eroderet ud af den her dannede bjergkæde. Begge de assyriske og persiske civilisationer opstod begge lige præcis oven på dette knudepunkt mellem den Arabiske og Eurasiske Plade og sådan kan vi gå videre. Minoerne, grækerne, etruskerne og romerne udviklede også deres kulturer tæt på pladegrænser i Middelhavets tektoniske miljø med frugtbar landbrugsjord ved vulkanerne. Civilisationerne i Middelhavsområdet opstod i et område, hvor den Afrikanske Plade føres ned under de mindre plader, som Middelhavsregionen ved pladebevægelserne er delt op i. Nok er Middelhavets havbund og jordskorpe delt op i en række mindre knækkede plader, men årsagen her er Afrikapladens fremrykning imod Europa, hvorved Alperne er foldet op som dugen på et bord, der skubbes imod.

I Mellemamerika opstod mayafolket omkring år 2000 f. Kr. f. og bredte sig over det meste af det sydøstlige Mexico, Guatemala med større byer i bjergene, der var dannet og hævet af underskydningen af Cocospladen under den Nordamerikanske og den Caribiske Plade. Den senere aztekerkultur trivedes tæt på den samme pladegrænse, med sine mange jordskælv og vulkaner som Popocatepetl, ”Det rygende bjerg” og som var helligt for aztekerne. Hvis floderne skabte den frodige landbrugsjord, så skabte vulkanerne også fed landbrugsjord af aske og lava, som de spyede ud.

De to undtagelser til dette mønster af tidlige civilisationer, der opstod på tektoniske plade-grænser er civilisationerne i Egypten og Kina. Den egyptiske civilisation blev hjulpet med oversvømmelse af Nilen, som aflejrede frugtbart slam fra de bjerge, der ligger ved den tektoniske riftdal i Etiopien og Rwanda og den kinesiske civilisation begyndte på sletterne af den Gule flod og Yangtzefloden og begge floder flyder ned fra det Tibetanske  bjergplateau, der blev dannet ved sammenstødet af den Indiske og Eurasiske plade. Så selvom ingen af dem ligger på en pladegrænse, kan både den egyptiske og den kinesiske civilisation takke nylige tektoniske begivenheder for deres rigdom og udvikling.

Byer som Teheran, San Francisco, Los Angeles og Tokyo ligger også på kanten af forkastningslinjer og nogle af de mest udsatte steder, hvor pladerne bevæger sig. Nogle af verdens største byer er truet. Som summa summarium på det hele kan jeg tilføje, at nok er vi børn af pladetektonikken, men vi er også selv oftest skyld i, at det går så galt. Vi mennesker lever kun i ca. 100 år – en millionte del af et sekund i Jordklodens eksistens på ca. 4,5 milliarder år. Vesuv har haft over 30 udbrud siden Pompejis undergang i Oldtiden og alligevel bor der i dag snart 4 millioner mennesker i vulkanens skygge. Vulkanske udbrudsprodukter er frugtbare og fyldt med næringssalte og mineraler.

Vulkanerne er nok skyld i store naturkatastrofer på jorden, men altså også uundværlige for livet på jorden, som vi netop har set. Den første atmosfære er dannet af vanddampe fra vulkanerne og igen medvirkende til atmosfærens indhold af kuldioxid. Uden kuldioxid ingen drivhuseffekt og dermed en kold planet uden liv. Jordens vulkanske aktivitet er en afgørende betingelse for, at livet har kunnet udvikle sig på jorden.

Den indre jordvarme er altså årsag til dannelse af det vand – ilt – luft hvilket giver betingelser for alle former for levende organismer på jorden og i sidste instans også mennesket. Vores indre jordvarme er livgivende og dermed årsag til at alt levende liv på jorden. Igen pladetektonikken er fundamentet for alting.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

Herunder:

Kilde:

Aktuel Naturvidenskab

Aktuel Naturvidenskab er et landsdækkende tidsskrift med nyheder og baggrund fra den naturvidenskabelige verden.

http://aktuelnaturvidenskab.dk

 

Jordskælv og vulkaner i Danmark:

Sandsynligheden for, at Danmark bliver ramt af  jordskælv er lille – men den er der. Også vulkaner kan udgøre en risiko, selvom der ikke findes vulkaner på dansk område.

16. december 2008 skete der et jordskælv, større end sædvanlig, i Skåne. Det var så nær Danmark, at antallet af rapporter fra folk, der mærkede det her, slog alle tidligere rekorder. Seismologerne modtog over 4.000 indberetninger.

Selvom denne begivenhed synes ubetydelig, i forhold til hvad man oplever andre steder i verden, minder det os om, at Jorden er urolig.

Vi konstaterer det i jordskælvs- og vulkanforskningen, og de senere år er det med moderne geodætiske studier blevet muligt at konstatere bevægelser med nøjagtigheder på helt ned til millimeter pr år.

I anledning af, at FN har erklæret årene 2007-2009 som Planeten Jordens År, er det værd at overveje, hvordan Jordens uro, der manifesterer sig som jordskælv og vulkanudbrud, påvirker Danmark.

Langt fra Danmark:

Det vil være indlysende for læserne, at de aktive jordskælvszoner alle ligger langt fra Danmark. Især Stillehavets rand er ramt af jordskælv. Nærmeste aktive zoner ved Danmark er i Island og i Sydeuropa.

I de lande, hvor jordskælvsaktiviteten er stor, er der både videnskabelig og ingeniørmæssig meget stor regional indsats.

Danske forskere bidrager til dette arbejde gennem vores globale samarbejde om dækning af hele jordens overflade med et net af seismografer, hvorfra observationer online og 365 dage om året rapporteres til internationale centre. Jordskælvsaktiviteten i Danmark og i Grønland overvåges nøje med et net af seismografer, både for vores egen skyld og som en del af global overvågning.

At vi i Danmark er så heldige ikke at have den store aktivitet udelukker ikke, at der i fremtiden kan ske ødelæggende jordskælv i Danmark.

Der er en række forhold, det er værd at være opmærksom på, når man vurderer sandsynligheden for, at et stort jordskælv vil ramme Danmark:

For det første er der fundet tegn på store jordskælv i Skandinavien lige efter istiden, for 9.000 år siden. Geologisk set er dette »for nylig«. For det andet findes flere typer af jordskælv, og Danmark og Grønland har dem alle. Tilsammen tyder disse på en sammenpresning, der hænger sammen med de globale pladebevægelser, hvorved kontinenterne bevæger sig i forhold til hinanden. For det tredje hjælper geologisk kortlægning kun delvis med at finde aktive forkastninger, hvor jordskælvene kan ske. Seismologi og geologi skal supplere hinanden, som det ses i Skagerrak, hvor jordskælvene ikke ligger i en geologisk kendt forkastningszone.

Pladebevægelser er årsag til jordskælvene:

Jordskælv er udløsning af spændinger i grænseområderne mellem de store plader, som jordens ydre skal er brudt op i. Da vi i Danmark er langt fra pladegrænser, har vi ikke de ødelæggende jordskælv den ene gang efter den anden. Men bevægelserne opbygger spændinger inde på pladerne, der kan give sig udslag i jordskælv langt fra pladegrænserne – som man f.eks. så det midt i Australien i 1988.

Spændinger i jordskorpen kan også opstå af andre grunde end ved pladebevægelser. Således har den tre kilometer tykke iskappe over Skandinavien under sidste istid betydet opbygningen af spændinger, der er blevet udløst ved bortsmeltningen. Et meget relevant spørgsmål er derfor, om spændingerne i Skandinavien hænger sammen med istidens afslutning, eller om det er pladebevægelserne, der giver effekten.

Svaret på det spørgsmål kræver, at man ved hjælp af seismologisk forskning kan få et indtryk af spændingerne inde i pladerne – et emne, som geologer verden over diskuterer flittigt. De danske erfaringer indgår i denne diskussion, og her er vores konklusion, at spændingsforholdene i Skandinavien har ændret sig drastisk i de seneste 9.000 år.

I vores tolkning betyder det, at udløsninger af spændinger i jorden efter isens bortsmeltning var den dominerende årsag til jordskælv umiddelbart efter istiden, mens det i dag er pladebevægelserne, der er årsag til aktiviteten.

Jordskælv i Skandinavien – før og nu:

Ser man på jordskælvsaktiviteten i Skandinavien i nutiden, så er den samlet omkring den norske kyst og ligeså ved den svenske kyst ved den Botniske Bugt. Aktiviteten i Danmark kan tydes sådan, at vi her oplever den sydlige afgrænsning af aktiviteten i Norge og i Sverige. Aktiviteten i Nordtyskland, i Polen og i de baltiske lande er endnu mindre end i Danmark. Det er en solid fysisk observation, selvom man kan argumentere, at der er færre seismografer i disse egne, så følsomheden over for små jordskælv er nedsat. Om tiden lige efter istiden har vi også nogle oplysninger.

 

KRONIKØRERNE

Søren Gregersen er statsseismolog i De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland samt adjungeret professor ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

Paul Martin Holm er lektor på Institut for Geologi og Geografi, Københavns Universitet.

Jordskælv i Skandinavien – før og nu

Ser man på jordskælvsaktiviteten i Skandinavien i nutiden, så er den samlet omkring den norske kyst og ligeså ved den svenske kyst ved den Botniske Bugt. Aktiviteten i Danmark kan tydes sådan, at vi her oplever den sydlige afgrænsning af aktiviteten i Norge og i Sverige. Aktiviteten i Nordtyskland, i Polen og i de baltiske lande er endnu mindre end i Danmark. Det er en solid fysisk observation, selvom man kan argumentere, at der er færre seismografer i disse egne, så følsomheden over for små jordskælv er nedsat. Om tiden lige efter istiden har vi også nogle oplysninger. 

De stammer fra det nordlige Norge, Sverige og Finland. Det drejer sig om meget store forkastninger, der er dannet ved istidens slutning for ca. 9.000 år siden. Vi tyder disse som tegn på meget store jordskælv dengang. Dateringen stammer fra forstyrrelser af lag på bunden af søer i nærheden, hvor man kan tælle sig frem til alderen af lagene. Samtidig finder man fjeldskred ved disse store forkastninger, hvoraf nogle har en forskydning så stor som 10 meter.

Det er overbevisende, at alle disse fænomener hænger sammen og viser, at isens forsvinden udløste jordskælv i Nordskandinavien.

Da isen smeltede bort fra det nordlige Skandinavien efter sidste istid, begyndte dette landområde at hæve sig, da det ikke længere var tynget af de enorme ismasser.

Geodætiske målinger viser, at denne bevægelse stadig foregår med en hævning af terrænet i forhold til havniveau på mere end 8 mm pr år. Når denne zone indtegnes sammen med den nuværende jordskælvsaktivitet ser man ingen sammenhæng.

Vi tyder det sådan, at den dominerende årsag til jordskælvene ikke er denne hævning, der skyldes isens forsvinden ved istidens slutning. Når det tillige i studier af de nuværende spændinger i jordskorpen ser ud til at disse generelt på hele Jorden har indrettet sig parallelt med pladebevægelserne i området, har vi konkluderet, at spændingsforholdene har ændret sig drastisk i de seneste 9.000 år.

En global undersøgelse, hvor også danske data indgik, har vist, at mange af de små jordskælv i Skandinavien, af flere forskellige typer, udløses af en sammenpresning i retningen fra nordvest til sydøst. Det kan tydes sådan, at den dominerende årsag til de nutidige jordskælv i Skandinavien er pladens sammenpresning mellem en pladegrænse i Atlanterhavet, omkring Island, og en anden pladegrænse i Alperne og Karpaterne ned mod den afrikanske plade.

Det uventede kan ske:

At spændingsfeltet har ændret sig væsentligt siden sidste istid betyder altså, at vi ikke kan bruge de store jordskælv umiddelbart efter sidste istid som indikation på, at sådanne jordskælv kan ske også i dag. I stedet må man vurdere sandsynligheden for, at store jordskælv kan opstå på grund af pladebevægelserne.

Bedømmelsen af jordskælvsrisikoen for Danmark bliver derfor den samme som for andre områder med små jordskælv nu til dags, som for eksempel Canada, Indien og Australien. Om disse mange områder har vi den generelle erfaring, at der cirka en gang hvert tiår sker et helt uventet, ødelæggende jordskælv et eller andet sted på jorden. Det er sket i Afrika, Australien, Kina, Europa, Indien og Nordamerika. Et par veldokumenterede eksempler er Tennant Creek midt i Australien i 1988 med Richtertal ca. 6,5 og Latur i det vestlige Indien i 1993 – også med Richtertal op imod 6,5.

Som i så mange naturvidenskabelige spørgsmål er alt ikke afklaret. Der er forskellige tydninger af flere af disse konklusioner.

Denne artikel giver vores udlægning, som har en udbredt opbakning, men diskussionerne fortsætter ivrigt.

Ingen vulkaner i Danmark:

At vi i Danmark er så heldige ikke at have den store aktivitet udelukker ikke, at der i fremtiden kan ske ødelæggende jordskælv i Danmark

Af Søren Gregersen og Paul Martin Holm:

Søren Gregersen  er statsseismolog i De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland samt adjungeret professor ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

Paul Martin Holm er lektor på Institut for Geologi og Geografi, Københavns Universitet

I modsætning til jordskælv, findes der ikke vulkaner i Danmark.

Der er heller ikke i historisk tid registreret tegn på vulkansk aktivitet her i landet, hverken i form af vulkanisme eller strømninger af magma (smeltet sten) i undergrunden.

Imidlertid fortæller de geologiske lag i Danmark om både udbredt og voldsomt ødelæggende vulkanisme i tidligere tider. Vi skal heller ikke rejse længere end til Skåne for at finde bevarede, men gamle, vulkaner. Og i Tyskland findes store områder med overvældende evidens for ganske ung vulkanisme, så ung, at nogle af vulkanerne anses for at være aktive om end de nu er hvilende.

Som med jordskælv er vulkanudbrud ofte knyttet til pladegrænserne, især hvor de glider fra hinanden eller glider ind over hinanden, som det kendes fra talløse vulkaner på havbunden langs Den Midtatlantiske Ryg med Island eller vulkanerne i Andesbjergene i Sydamerika. For tiden har vi ikke et sådant tektonisk miljø i Danmark. En anden udbredt type vulkanisme finder sted inde på pladerne. Det er de såkaldte hotspots, eksempelvis Hawaii. Der er heller ikke et hotspot under Danmark. Vulkansk set lever vi således meget fredeligt.

Kan der finde vulkanudbrud sted i Danmark?

Der er dog tre geologiske forhold i Danmark, der giver anledning til bemærkninger:

Alt tyder på, at vi i Danmark fortsat kan leve ubekymrede videre i forhold til risikoen for at blive ramt af et stort jordskælv eller vulkanudbrud

For det første ligger landet hen over den vigtige pladegrænse for det Baltiske Skjold. Denne grænse har været aktiveret adskillige gange i den geologiske udvikling, hvilket har ført til vulkanudbrud lige på den anden side af Øresund i Skåne. For det andet viser den danske geologi tydeligt tidligere gentagen magmatisk aktivitet. Der er påvist enorme mængder størknet magma i skorpen i Jylland nogle kilometer under overfladen, og der er ved boringer påvist lava blandt gamle lag. Og for det tredje kan vulkanudbrud uden for landets grænser have katastrofal betydning for Danmark. Den geologiske evidens er omfattende: flere hundrede lag af vulkansk aske er aflejret i Danmark i, geologisk set, ikke så fjerne tider. Disse askelag er resultatet af store eksplosive vulkanudbrud i Tyskland og ved Nordatlanten; i Tyskland er det seneste så nyt som for 12.000 år siden.

Risici ved vulkanudbrud:

I Danmark er vi ikke i en højrisikozone med hensyn til udbrud i Island eller Eifel i Tyskland. Imidlertid kan udbrud dér godt få konsekvenser i Danmark.

Ved eksplosive udbrud kan en søjle af aske og gasarter stige op i de øvre dele af atmosfæren og blive ført med vinden til Danmark, hvor aske og medfølgende aerosoler kan falde ned. Asken kan dække jordoverfladen og dermed være til gene for såvel trafik som landbrug. Allerede i atmosfæren vil asken være til stor gene og direkte fare for lufttrafikken, da den beskadiger flymotorerne.

Ved vulkanudbrud ledes lufttrafikken rutinemæssigt uden om askeskyer. En anden fare fra asken stammer fra aerosolerne og giftige gasser, såsom forbindelser af chlor, fluor og svovl, der kan forgifte drikkevandet og afgrøderne til fare for husdyr og mennesker. Askepartiklerne og aerosolerne nedsætter solens indstråling på Jorden og fører dermed til et temperaturfald, der kan være globalt.

Det er udbruddets omfang og type foruden de atmosfæriske forhold, der er afgørende for virkningerne på samfund og miljø. Selv meget fjerne vulkanudbrud kan potentielt have effekt i Danmark.

En risiko til at leve med:

Alt tyder på, at vi i Danmark fortsat kan leve ubekymrede videre i forhold til risikoen for at blive ramt af et stort jordskælv eller vulkanudbrud. Skulle en vulkan begynde at rumle i vores nærhed, kan vi trøste os med, at vulkanudbrud kan forudsiges tilstrækkelig nøjagtigt til, at man vil kunne evakuere om nødvendigt.

Hvad angår jordskælvsvarsling, stiller sagen sig anderledes. Fysisk mener vi at kunne overskue, at der må være ændringer i jorden i kortere eller længere tid inden et jordskælv. Mange forskellige metoder har været forsøgt – herunder målinger af vægtfylder, seismiske hastigheder, elektriske og magnetiske egenskaber, vandindhold, udstrømning af visse luftarter, samt observation af dyrs aparte opførsel. Selvom nogle måleserier kan se lovende ud, er det endnu ikke lykkedes at finde en metode, som kan bruges til samfundsmæssig evakuering.

Så skulle et stort jordskælv ramme Danmark må vi nok indstille os på, at det vil være – ja, helt uventet!

Copyright: http://aktuelnaturvidenskab.dk og www.vulkaneksperten.dk