Mange vulkaner i udbrud efter istiden og påvirkning af vand…

Vulkaner koger og rumler rundt omkring og mindst 20 er i udbrud et eller andet sted på kloden mens dette læses.

Nye udforskninger tyder på, at der ofte sker flere vulkanudbrud om vinteren ved lufttryksfaldet og vandstanden stiger i havene.

Man har, efter datering af de vulkanske udbrudsprodukter udregnet, at der ved tidligere istiders afslutninger, hvor ismasserne smeltede og vandet i oceanerne steg, har ændringer af trykforholdene i den faste jordskorpe påvirket de smeltede gasrige glødende lavamasser i magmakamrene under vulkanerne. Specielt de ca. 60 % af alle jordens vulkaner, som ligger ved kysterne eller på øer i havet var der mange udbrud. Vi ved, at når vand omdannes til damp udvider det sig eksplosivt, hvilket så tydeligt blev bekræftet ved Krakataus udbrud i Indonesien i 1883.

Fakta er altså, at man ved forskellige målingsresultater har kunnet beregne, at i kølvandet på den seneste istids afslutning fandt der mange og kraftige vulkanudbrud sted samt mange jordskælv rundt omkring på kloden.

Man har iagttaget, at der er vulkaner, som får udbrud på bestemte årstider, hvilket kunne tyde på, at klimaet “ikke er uden indflydelse”, og man har bemærket, at et igangværende vulkanudbrud har vist sig at være påvirket af månefaserne.

Vulkanforskere har gisnet om det er muligt, at årsagen skal søges i, at den enkelte vulkan nærmer sig sin “modning” og når denne tilstand er opnået, skal der ikke meget til, for at udløse et udbrud, ja i visse tilfælde måske ikke andet end et atmosfærisk lavtryk.

Så kort og godt kan man sige, at klimaforhold kan påvirke vulkaner. For ca. 74.000 år siden sendte Toba – vulkanen på Sumatra så meget svovlsyre og aske op i stratosfæren, at temperaturen faldt og istiden kulminerede. Så omvendt i begge tilfælde påvirkes jorden overflade af både de indre og ydre naturkræfter.

Det betyder altså, at nogle vulkaners udbrud synes at være sæsonbestemt, f.eks. har man bemærket i Alaska, at der om efteråret og vinteren, når det faldende lufttryk får vandstanden til at ændre sig i oceanerne, lagt mærke til, at der sker flere udbrud i vulkanerne. Det stigende vandtryk presser ekstra på en vulkans fundament og dermed øges trykket ovenpå vulkanens magmakammer, der ligger neden under. På samme måde som hvis man presser tandpastaen ud af en tube.

Det ser altså ud til, at den øgede vandstand som følge af global opvarmning kan medvirke til at gøre Jorden mere ustabil og til sidst får vi hyppigere vulkanudbrud samt flere og flere jordskælv.

De mange istider, der har bundet enorme mængder af vand som is, har fået vandstanden i verdenshavene til at falde med adskillige hundrede meter. Det har for eksempel haft betydning i Middelhavet, hvor vulkanen Etna i perioder har opført sig anderledes end i dag. Undersøgelser har vist, at Etna var usædvanlig rolig under den seneste istid.

Da vandet stiger efter istidens iskapper var smeltet, voksede trykket på magmakammeret under vulkanen og Etna fik hyppigere udbrud.

Man har beregnet, at vandstanden steg med omkring 130 meter dengang. I dag siger nye beregninger, at oceanerne vil stige med fra 10 og til 88 centimeter frem til år 2100.

Det kan sagtens give store problemer. I de senere år er forskerne blevet mere overbevist om, at selv små forskydninger i vandmasserne kan få voldsomme konsekvenser.

Egentlig er det ikke så underligt, at vand kan påvirke undergrunden. En kubikmeter vand vejer et ton, så en stigning på blot 10 centimeter vil over en kvadratkilometer øge trykket med 100.000 tons eller det samme som et større højhus.

Alligevel er det først for nylig, at forskerne er begyndt at erkende sammenhængen mellem store klimaændringerog ekstreme geologiske begivenheder.

Professor Bill McGuire ved University College i London og en række andre geologer og geofysikere slår nu til lyd for, at medmindre vi minimerer den menneskeskabte drivhuseffekt, kan vi ikke kun forvente et varmere klima, men også en mere turbulent geologisk fremtid.

Stigende vandstand er ikke den eneste følge af klimaforandringerne, som kan påvirke Jordens velbefindende.

Ifølge geofysikeren Jeanne Sauber fra NASA og geologen Bruce Molnia fra US Geological Survey har hastigt smeltende gletsjere nær Icy Bay ved Alaskas stillehavskyst lettet trykket på undergrunden så meget, at det i 1979 var med til at udløse St. Eliasjordskælvet, der havde en styrke på 7,2.

Truslen om vigende gletsjere og øget vandstand er især knyttet til de tre store iskapper, der findes på Jorden i dag:

Den største er det gigantiske isdække på Østantarktis, fulgt af iskappen på Vestantarktis og indlandsisen på Grønland.

Når klimaet bliver varmere, afgiver iskapperne vand på grund af øget afsmeltning og kælvning af isbjerge.

Klimaforskerne er især bekymrede for stabiliteten af indlandsisen. Ifølge modelberegninger, der er udført af Jonathan Gregory fra University of Reading i England og Philippe
Huybrechts fra Vrije Universiteit Bruxelles, vil den indlede en uigenkaldelig og selvforstærkende nedsmeltning, hvis temperaturen i Grønland stiger med 2,7 grader. Hvis iskappen forsvinder helt over måske tusind år, bliver konsekvensen en stigning i havniveauet på syv meter. Og scenariet er desværre ikke urealistisk – klimamodellerne forudsiger temperaturstigninger i Arktis på mellem fire og syv grader frem mod år 2100.

Befriet for vægten af indlandsisen – og på kortere sigt vægten af gletsjere – vil undergrunden hæve sig, og det kan udløse jordskælv, der er kraftige nok til at skubbe de tykke af lejringer ved kysterne ud på dybere vand. Sådanne undersøiske landskred kan igen udløse tsunamier.

Bill McGuire sammenligner med det såkaldte Storegga-jordskælv på havbunden ud for Norges vestkyst for 8000 år siden, som medførte tre store undersøiske landskred. Det skabte en tsunami, som sendte 20 meter høje bølger ind over Shetlandsøerne og seks meter høje bølger ind over den skotske kyst. Sedimenterne omkring Grønland minder om datidens af lejringer ud for Norges kyst.

 

Vulkanudbrud fulgte efter istiden

Man kan få en fornemmelse af de geologiske konsekvenser ved forandringer i fordelingen af vand på kloden ved at studere fortidens skift mellem istiderog mellemistider. I løbet af de seneste 740.000 år har Jorden oplevet otte af disse dramatiske klimaskift, hvor iskappernehar bredt sig ud over kontinenterne for siden igen at trække sig tilbage
mod polerne. Under en istid presser vægten af de enorme iskapper de underliggende landmasser ned og lægger låg på vulkaner og forkastningszoner. Når iskapperne forsvinder, sker det omvendte:
Landjorden hæver sig og vulkaner og forkastninger bliver atter aktive, hvorved den seismiske aktivitet stiger.

Den bedst undersøgte periode med kraftig geologisk aktivitet er de første årtusinder efter den seneste istid, som sluttede for 11.500 år siden. Perioden er blandt andet karakteriseret ved store vulkanudbrud i Island, fordi smeltningen af isdækket på vulkanøen reducerede vægten på de underliggende magmakamre.

Allen Gardner fra University of North Carolina har identificeret et tilsvarende mønster i det østlige Californien gennem de seneste 800.000 år, og øget vulkansk aktivitet i starten af mellemistider er også blevet påvist i Cascades Range i USA og i Andesbjergene i Sydamerika.

Tilbagetrækningen af iskapperne medførte ligeledes en bølge af vulkanudbrud på grund af vandstandsstigninger i verdenshavene.

Bill McGuire og hans kolleger har ved analysering af havbundskerner fra Middelhavet påvist, at der er en direkte sammenhæng mellem styrken og hyppigheden af vulkanudbrud i området og svingninger i havvandstanden gennem de seneste 100.000 år.

En lignende tendens gør sig gældende for jordskælv. Et eksempel er Skandinavien, hvor der blev udløst kraftigere jordskælv, da landjorden hævede sig efter at iskappen smeltede bort. Det gælder især i forkastningsområdet i Lapland, hvor klimaændringerne i følge Iain Stewart fra Brunel University i England var med til at udløse et kæmpemæssigt jordskælv for 9000 år siden, hvilket efterlod den ti meter høje og 150 kilometer lange Parvieforkastning i Nordskandinavien.

Konsekvensen af begivenhederne omkring afslutningen af den seneste istid mærkes muligvis stadig i dag. Således mener Patrick Wu fra University of Calgary i Canada og Paul Johnston fra University of Western Australia, at den fortsatte hævning af det Nordamerikanske kontinent kan have bidraget til at udløse de store New Madrid-jordskælv, der rystede Mississippidalen i 1911 og 1912.

Om vi vil opleve en fornyet bølge af naturkatastrofer i samme stil, er det endnu umuligt at sige med sikkerhed, men ifølge Bill McGuire er der tegn på, at klimaændringerne bliver store og jordskorpens følsomhed er høj.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

 

Lidt ekstra krydderi om de gamle teorier om vulkaner…

NB: Morsomt er det, at i min gamle geografilærebog fra 1950-erne står der, at da vulkanerne mest ligger ved havet eller som øer i havet må det være havvandet, der siver ned og omdannes til damp og igen løfter lavaen og får vulkanerne til at gå i udbrud.

Andre videnskabsmænd mener, at det er det store tryk fra selve jordskorpen, der presser lavaen op igennem vulkanen.

Den første antagelse er der en hel del sandhed i…

Copyright: Henning Andersen




Magmakammer – hvad sker der?

Et magmakammer er en isoleret smeltemasse under en vulkan. Ordet magma er et græsk ord for dejagtig glødende stenmasser – og ordet lava et italiensk latinsk ord for samme – når den strømmer ud igennem et vulkanudbrud og afgiver sine gasser. Magma dannes i forbindelse med opsmeltning af bjergarterne i den øverste del af jordens kappe eller nederst i skorpen ved temperaturstigningen indad mod jordens midte ved pladeforskydningerne og trykændringerne ved – dels underskydningen af den ene af to plader – eller hvor to plader trækkes fra hinanden, som Island er så tydeligt et eksempel på.

3561_full

Tidligere opfattede man magmakamre som lukkede systemer, men vi ved nu at de ofte er åbne nedad imod jordens indre, således at nye pulser af magma med en mere afvigende kemisk sammensætning trænger ind og blander sig med det oprindelige magma.
Ofte ser vi, at brudstykker af de omgivende bjergarter fra magmakammerets side som brudstykker synker ned i magmakammeret og blander sig med smelten.
Hvis vulkanens indvendige rørsystem er tilstoppet af størknet lava efter det forrige udbrud, opbygges der et enormt tryk under denne forhindring, som til sidst får proppen til at eksploderer og sætter herved udbruddet går i gang. Hvis en vulkan har et langt indvendigt rørsystem, skydes der enorme søjler af aske og gasser højt til vejrs – ofte helt op i stratosfæren.

3561_2_full

Selve magmakammeret er fødekammeret – eller sagt på en anden måde krudtkammeret til en vulkan. Et magmakammer kan variere i størrelse og ligge i både den øvre og den nedre del af jordskorpen eller somme tider også længere nede i Jordens kappe.

Magmakamrene kan dannes på flere måder, men altid i forbindelse med opstrømning af smeltemasser fra dybet ved kontinentalpladernes bevægelser og trykfald. Når omgivelsernes massefylde er lig med eller mindre end magmaets, standses opdriften, og der dannes et magmakammer. På grund af temperaturforskelle opstår der strømninger i smeltemassen. Da omgivelserne er koldere end magmaet begynder smelten at størkne hvorved der udskilles krystaller af mineralerne, som får gastrykket til at stige i restsmelten. I den øverste del af magmakammeret dannes gasbobler, der nedsætter magmaets vægt og da modstanden er mindst fra oven, vil smeltemassen stige opad mod jordens overflade igennem vulkanens indvendige kraterrørsystem og et vulkanudbrud kan begynde. Der er ofte også tale om tilførsel af nyt magma – altså smeltemasser nedefra, som øger trykket i vulkanen.

Hele denne proces også sammenlignes med en flaske champagne, når man trækker proppen af.

Kiselindholdet(SiO2) og de opløste gasser i magmaet er afgørende for en vulkans udbrudsnatur samt størrelse af kammeret og dybde.

 

3561_3_full

Generelt kan man sammenligne et vulkanudbrud med åbningen af en sodavandsflaske, hvor den overophedede damp bobler i stedet for kulsyrebobler. I en tæt tillukket flaske holdes gassen usynlig i opløsningen af det oven overliggende tryk. I det øjeblik flasken åbnes, flyder boblerne i den ekspanderende gas som regel stille og roligt op til overfladen som netop tilfældet i et roligt vulkansk udbrud.

Hvis derimod væsken eller smelten er under et stort tryk, bliver den overmættet med gas, i det øjeblik kapslen tages af flasken, og væsken strømmer voldsomt skummende ud. I et eksplosivt vulkanudbrud er trykket på det sejtflydende og vandholdige magma så enormt, at boblerne ekspanderer eksplosivt.

Lavt vand og kiselindhold giver et roligt udbrud med tyndtflydende lava.

Lidt kisel og meget vand strømmer dampboblerne ud gennem den tynde lava og danner høje lavafontæner.

Er der lidt vand og meget kisel skydes en dejagtig træg kuppel eller prop af lava op og danner en dome i vulkanens flaskehals.

Er der meget kisel og meget vand i smelten forhindrer den trægtflydende lava dampen i at slippe roligt ud, og når trykket ovenover pludselig forsvinder, eksploderer den indesprærrede gas og danner askelaviner.

 

3561_4_full

 

Vulkaner – hvad kommer der ud af dem ?

Vulkaner kan være både voldsomme – eksplosive – i deres udbrudsformer – eller bløde eller sagt med et mildere ord – blide i sin udbrudsmåde.

Hvor voldsomt et vulkanudbrud bliver, afhænger altså af hvordan magmaet(lavaen) er sammensat.

MAGMA = lava + opløste gasser.

To yderpunkter:Silikatrig magma (sur): op til ca. 50 % SiO2

Silikatfattig magma (basisk): 40 – 50 % SiO2

GASSER: 60 – 90 % er vanddamp, svovldioxid og kuldioxid. De vulkanske gasser har indflydelse på eksplosiviteten i en vulkan, da det er de opløste gasser i magmaen, der er med til at skabe eksplosiviten.

Lavastrømmenes flydetræghed og hastighed – foruden gasindholdet – er også afhængig af SiO2 -d.v.s. kiselsyreindholdet.

Verdensrekord for lavastrømme: ca. 80 km pr. time

Almindelig tophastighed: 15 km pr. time for lavastrømme

Normal hastighed: 2 – 5 kilometer pr. time og ofte endnu mindre for lavastrømme.

Så altså jo mere sejtflydende – og fyldt med kiselsyre og gasser den smeltede lava indeholder – desto mere voldsomt og eksplosivt bliver udbruddet.




Lidt citater om vulkaner

“Jordskælv er ligesom vulkaner en trykaflastning – eller sagt på en anden måde – en sikkerhedsventil – for det store tryk i jordens kerne”…

“Uden den varme jordkerne ville jorden være ubeboelig.Jordens kerne er en atomreaktor der danner energi ved nedbrydning af grundstofferne helium og plutonium”…

“Jordens kerne er som en atomreaktor – det kraftværk, som driver planeten og dermed afgørende for fortsat levende liv på jorden. Uden den magnetiske beskyttelse ville vi blive udsat for radioaktivt angreb fra himmelrummet”…

Energien i “Theras(Santorins) eksplosion for 3645 år siden var 4 x Krakataus i 1883″…

“Vesuv er en forræderisk seriemorder med et flere kilometer langt synderegister”…

“Hawaii – øerne er en lang vulkan-ørække på 2500 kilometers længde midt ude i Stillehavet. Her har vulkanen Kilauea været i konstant udbrud siden 1983″…

“Diamon Head ved Honolulu var for 10.000 år siden en ildsprudende vulkan. Her bor nu over en halv million mennesker”…

“En ny vulkan – Loihi – er nu under dannelse og opbygning på havbunden ud for Hawaii”…

“Vi må tilbage i fortiden for at kunne se ind i fremtiden”…

“Geologi handler også om fremtiden”.

“Med ca. 20 millioner års mellemrum sker der noget voldsomt på jorden – en ny istid – en meteor braser ind i jorden eller kæmpemæssige vulkanudbrud og jordskælv”.

 

 


»


Citater om vulkanerne..

”Jeg har set så mange vulkanudbrud i de sidste 20 år, så jeg er ligeglad med, om jeg dør i morgen”…
udtalt af vulkanologen Maurice Krafft dagen før han blev dræbt på Unzen vulkanen i Japan 1991.

”De fleste vulkanologer dør i sengen”…
udtalt af Maurice Krafft.

”Dette er som Yellowstone”…
udtalt af amerikansk turist ved Krakatau i Indonesien i 2008.

”Hvornår og hvilken tid bryder vulkanen ud?”
udtalt af en turist på Etna i Italien i 2000.

”Dine lunger forvandles til sten”…”Merapi er en Supervulkan”…
udtalt af unavngiven vulkanolog på vulkanologisk conferance i Australien i 2006.

”Er denne vulkan aktiv?”
udtalt af en turist på Etna i Italien efter, at vedkommende havde sovet i et telt på vulkanen Etnas skråningen lige neden for en virksom kraterspalte.

”Behøver en blitz i mit kamera?”…
udtalt af en turist på vulkanen Kilauea på Hawaii efter mørkets frembrud.

”Ingen har fortalt os, at vi behøvede en gasmaske”…
udtalt af en turist på et besøg ved vulkanen Ambryn i den sydvestlige del af Stillehavet.

”Jeg behøver ikke en guide”…
udtalt af en turist på vulkanen Ambryn i 1999. Få timer senere han var forsvundet.

”Behøver vi at medbringe en sovepose eller vil vulkanen varme os om natten?”
udtalt af en dokumentarproduktør på Etna i 2000.




Kan vulkanudbrud påvirke jordens klima?

Denne artikel er skrevet af afdøde lektor Erik Schou Jensen fra Geologisk Museum og trykt i Geologi Nyt fra Geus år 2000

Studier i forbindelse med meget store vulkanudbrud har kunnet påvise, at netop sådanne udbrud har indflydelse på Jordens klima, idet de er istand til at reducere gennemsnitstemperaturen på jordoverfladen, en effekt der kan strække sig over flere år efter selve udbruddet.

De fleste mennesker betragter almindeligvis vulkaner som noget farligt og destruktivt. Men paradoksalt nok kan man også betragte vulkaner som noget af det mest kreative på denne jord. Dels er vulkanudbrud vel nok den geologiske proces, der på kortest tid er i stand til at frembringe, endog meget store mængder geologiske dannelser, dels har de vulkanske processer en meget afgørende indflydelse på miljøet på Jorden. For eksempel kan vi takke aktive vulkaner for vor atmosfære og dermed den mest afgørende betingelse for liv på denne klode.

LAKAGIGAR

En del af den 25 km lange kraterrække Lakagigar (Eldborgir) på Island, der opstod ved Lakis udbrud i 1783-84. Udbruddet medførte, foruden de klimatiske virkninger, en miljøkatastofe, hvor giftige svovl- og fluor dampe, blev udviklet ved lavaens størkning. Det er beregnet, at der under lavaens afkøling blev frigjort 12 km3 gasser fra lavaen, heraf omkring 10 million tons svovldioxid (SO2); Gasserne lå som en blålig tåge over store dele af landet, der dræbte vegetationen og vandløbenes dyreliv. Følgen blev en forgiftnings- og hungerkatastrofe, hvor 50% af hornkvæget og 75% af fårene og hestene omkom, og hvor omkring 20% af Islands befolkning døde af sult. Der blev fremsat forslag om at flytte resten af befolkningen til Vestjylland, hvor man mente, at livsbetingelserne dengang for “uldjyderne” ikke var meget forskellig fra forholdene på Island.
Lavaen fra udbruddet dækker et areal på ca. 600 km2, omtrent som Bornholms størrelse, og der blev udspyet den største mængde lava i historisk tid på omkring 14 km3 samt knap 1 km3 aske. Mellem 400 og 500 millioner tons gasser blev udspyet, og af ca. 140 millioner tons svovldioxid (SO2), blev der dannet mindst 80 millioner tons svovlsyre (H2SO4), der som en dråbesky (aerosol) blev spredt over Europa og det vestlige Asien.

Det er denne “Tørre tåge”, der påvirkede vejret på den nordlige halvkugle og medførte den usædvanligt kolde vinter 1783-84, som Benjamin Franklin bl.a. beretter om (se teksten).

Foto: Grétar Eiríksson

3552_full

Benjamin Franklins “Tørre tåge”

Benjamin Franklin (1709-1790) var den første, der erkendte at vulkanudbrud var i stand til at påvirke Jordens klima. Han lagde under et ophold i Paris mærke til, at den “tørre tåge”, som i løbet af 1783 kunne erkendes over hele Europa, havde en ejendommelig permanent karakter, idet den ikke påvirkedes af solens varme i løbet af dagen, ligesom den havde en så dæmpende effekt på solindstrålingen, at et brændglas knapt nok kunne påvirke et stykke brunt papir. Han antog, at denne “Tørre tåge”, spredt af forskellig vinde, havde forbindelse til et vulkanudbrud på Island, hvor der i Lakagígar, en vulkankraterrække netop i 1783 var et meget voldsomt udbrud.

Han mente desuden, at der var en sammenhæng mellem den tørre tåge og den usædvanlig kolde vinter man oplevede i 1783-84. Vi ved nu, at selvom et andet voldsomt vulkanudbrud samme år på den anden side af Jorden, nemlig af vulkanen Asama i Japan, utvivlsomt kan have medvirket, så er udbruddet i Laki dog sandsynligvis hovedansvarlig for fænomenet.

3552_2_full

Tekst til tegning herunder:

Vintertemperatur målt af Thomas Jefferson, U.S.A. daværende præsident for det østlige U.S.A. (1767-1805) sammenholdt med variationen af surhedsgraden i isborekernen gra Grønlands indlandsis.

3552_3_full

Året uden sommer

Denne tilsyneladende sammenhæng mellem vulkanudbrud og Jordens klima blev 32 år senere yderligere bekræftet, da det så afgjort største vulkanudbrud i historisk tid fandt sted på den indonesiske ø Sumbawa øst for Java. Udbruddet i vulkanen Tambora på Sumbawas nordkyst varede fra april til midt i juli 1815 (se diagrammet side 5). I denne periode sendtes ved talrige udbrud, 150 km3, svarende til 17 mill. tons vulkansk aske og gas mere end 40 km til vejrs. Detonationerne, som på udbruddets første dag blev forvekslet med fjern kanontorden, til stor uro for de europæiske handelskolonier på Java og Celebes h.h.v. 320 og 1200 km borte, kunne høres på øen Mauritius i Det Indiske Ocean mere end 2.600 km borte.

Da udbruddet efter tre måneder stilnede af var den 4.000 m høje Tamboravulkan blevet reduceret med en 1/3 og en 6 km bred og 1100 meter dyb indsynkning, en såkaldt caldera var dannet i vulkanens top. Mere end 10.000 mennesker havde mistet livet på Sumbawa og de omliggende øer, enten ved selve vulkanudbruddet eller ved de jordskælv og tsunamier (flodbølger) som ledsagede udbruddet. Endnu 82.000 skulle omkomme, som følge af hungersnød og sygdomme, der fulgte i kølvandet på dette gigantiske vulkanudbrud.
Den vulkanske aske fordelte sig fra Timor i øst til Sumatra i vest og til Borneo og Celebes i nord, et areal på mere end 2,5 millioner km2; men den klimatiske effekt dækkede stort set hele den nordlige halvkugle. Således slog vinhøsten fejl i Frankrig det år og kornhøsten 1816 blev en katastrofe. I London registrerede man sommertemperaturen i 1816 til at være 2-3°C under det normale. I Nordamerika sneede det over hele New England i juni måned, og nattefrost ødelagde i august de fleste haver i Connecticut. Stadig lever i Grønland sagnet om det år (1816), hvor det aldrig blev sommer.
Ingen så dengang nogen sammenhæng mellem disse kulderekorder og Tamboras udbrud; Benjamin Franklins betragtninger 33 år tidligere var glemt.

 

3552_4_full

Krakatau 1883

Tekst til maleri herover, der skildrer den indledende fase af vulkanen Krakataus udbrud i 1883, inden den eksploderede i et gigantisk udbrud.

En tæt, sort søjle med askeskyer bølger op af krateret og udbrudsmateriale “regner” ned fra askeskyerne. Det gigantiske udbrud resulterede i mere end 36.000 menneskers død og gav anledning til begyndelsen af den moderne vulkanforskning. Skarer af naturvidenskabsfolk tilbragte år med studier af alle aspekter af udbruddet og dets følgevirkninger.

Kilde: US Geological Survey.

Ved Tamboras udbrud registrerede man i en periode efter udbruddet for første gang en række spektakulære optiske fænomener. Blandt andet de meget smukke røde solnedgange, som kunne iagttages over det meste af datidens verden, uden at man dog dengang forbandt disse med Tambora. Først 67 år senere blev tilsvarende solnedgangsfænomener sat i forbindelse med et andet af århundredets store vulkanudbrud, nemlig udbruddet af vulkanen Krakatau i Sundastrædet mellem Sumatra og Java august 1883. Ved udbruddet, hvor talrige voldsomme eksplosioner sendte 18 km3 vulkansk aske og pimpsten op i en højde af 45 – 50 km, kunne trykbølgerne fra eksplosionerne registreres på deres vej flere gange rundt om Jorden. 36.400 mennesker omkom, først og fremmest på grund af de tsunamier, som opstod i forbindelse med udbruddet, og som strippede Sundastrædets kyster helt op til en højde af 20-30 m. 165 landsbyer blev skyllet i havet og 132 blev delvis ødelagt.
En af de mange effekter man registrerede efter Krakataus udbrud var en reduktion af solindstrålingen på Jorden, og en heraf følgende reduktion af gennemsnitstemperatur ved jordoverfladen. Målingerne var dog endnu for usikre og værdierne for små til at man kunne skelne dem fra den almindelige variation på ca. 0,2°C. Finfordelt støv, som i forbindelse med de voldsomme eksplosioner i Krakatau blev slynget helt op i stratosfæren, mere end 35 km til vejrs, blev indtil for små 20 år siden betragtet som værende hovedårsagen til disse optiske- og temperaturmæssige fænomener.
Først tidligt i 1980erne blev det påvist, at der ikke var tale om vulkansk støv, men i virkeligheden mikroskopiske dråber af svovlsyre (H2SO4). Denne langtidsvarende, finfordelte dråbesky (aerosol) i stratosfæren, tilbagekastede solens stråler og medførte derfor en reduktion af solenergi- indstrålingen på Jorden, samtidig med at solstrålerne ved lysbrydning i dråbeskyen ved solnedgang fremkaldte forskellige optiske fænomener på aftenhimlen.

El Chichón 1982

Indtil 1982 var El Chichón blot en mindre ret upåagtet vegetationsdækket vulkan i det sydlige Mexico med en højde på små 1260 over havet. Men i slutningen af marts 1982 overraskede den imidlertid de fleste vulkanloger ved et voldsomt eksplosivt udbrud, hvor udbruddet efter 5 dage med intens eksplosiv aktivitet, den 4 april gik over i tre på hinanden følgende gigantiske såkaldt pliniske udbrud. Denne fase varede varede 15 timer, hvor vulkanen per sekund sendte 60 tons aske og pimpsten 26 km til vejrs. Ved udbruddet blev i alt 1 km3 aske blæst ud af vulkankrateret, dobbelt så meget som fra Mt. St. Helens 2 år tidligere.

El Chichón´s udbrud er vigtig i klimamæssig sammenhæng, idet det var det første udbrud, hvor den atmosfæriske effekt blev studeret med moderne måleudstyr, både på jorden og fra rummet. Mt. St. Helens i det nordvestlige USA fik megen presseomtale, men dens atmosfæriske effekt var ubetydelig. El Chichóns klimatiske effekt var langt mere vidtrækkende, ikke fordi det var et exceptionelt stort udbrud sammenlignet med Tamboras 17 mill. tons aske svarende til 150 km3, men fordi dens tefra (det udkastede materiale i forbindelse med udbruddet) indeholdt op til 2 vægtprocent sulfater, nogle i form af SO2 gasser, andre af Anhydrit (CaSO4), et mineral der almindeligvis ikke findes i vulkansk aske, men derimod i inddampningsbjergarter i forbindelse med saltafsætninger. At anhydrit ikke tidligere var beskrevet i vulkansk pimpstensaske, skyldes givetvis at Anhydrit ikke er særlig bestandig og let udvaskes.

En sky af svovlsyre

PINATUBO

Askeskyen fra udbruddet af den ca. 1600 m høje vulkan Pinatubo på Luzon i Filippinerne. Pinatubos eksplosive udbrud i juni 1991 betragtes som det 3. største vulkanudbrud i det 20. århundrede. Alligevel er det kun et forholdsvis lille udbrud i forhold til Pinatubos 12 tidligere udbrud inden for de sidste 35.000 år. Disse udbrud var alle voldsomme og eksplosive med lang tids pause imellem. Den sidste pause var dog kort, “kun” 500 år. Takket være en hurtig og effektiv indsats fra de filippinske myndigheders side med evakuering af 60.000 mennesker omkring vulkanen, krævede Pinatubos udbrud i 1991, trods sin størrelse, kun få dødsofre, ca. 300; især sammenlignet med andre katastrofer i forbindelse med vulkanudbrud, fx Mt. Pelé i 1902 med 33.000 døde, og Krakatau i 1883 med 36.000 døde.

Fænomenet med kraftig rødfavning af aftenhimlen gentog sig i 1991. Mange vil sikkert stadig huske de smukke solnedgange, man igen kunne opleve i efteråret 1991 og foråret 92. Cirka 15 minutter efter at solen var gået ned, flammede vesthimlen pludseligt op et i fantastisk farveorgie i gult, orange, rødt og violet, ofte inddelt i tydelige zoner på himlen. De smukke solnedgange skyldtes denne gang vulkanen Pinatubo på Luzon i Filippinerne og dens meget eksplosive udbrud i juni 1991. Et udbrud som er blevet betegnet som et af de voldsomste vulkanudbrud i det 20. århundrede. Pina-tubo sendte ikke mindre end 5 km3 vulkansk aske og gas godt 23 km op i stratosfæren. Pimpstenen fra Pinatubos udbrud viste sig ligesom El Chichóns aske at indeholde anhydrit (CaSO4). Pinatubo udkastede hen ved 10 millioner tons aske, tillige med store mængder gasformigt svovl, som ved satellitobservationer blev anslået til 20 millioner tons svovldioxid (SO2).

Svovls opførsel i forbindelse med vulkansk aktivitet er meget kompleks, afhængig af temperatur, tryk og iltningstrin, dvs. mængden af ilt i svovlforbindelserne, i magmaet. Svovl kan således eksistere både i reduceret (sulfid) og i oxideret form (sulfat) og endda på fire forskellige måder, nemlig opløst i silikatsmelten, som en ublandbar sulfidsmelte, i en særlig gasfase eller i forskellige sulfid- og sulfatmineraler. Svovls opløselighed i et magma afhænger af dets indhold af jern. Indholdet af jern er almindeligvis omvendt proportinalt med svovl indholdet, dvs. jo mere jern desto mindre svovl.

Derfor knyttede de fleste undersøgelser af svovls opførsel i vulkanske systemer sig før 1982 særligt til de reducerende betingelser, hvorunder sulfider almindeligvis forekom, og som navnlig knytter sig til de store lavamængder, som trænger frem langs midt-oceanryggenes spredningszoner, fx på Island. Derimod havde man meget lidt kendskab til de oxiderende miljøer, som viste sig være fremherskende i den anden ende af lithosfærepladerne, hvor oceanbundspladen, glider ned under en modstående plade. Det indbyggede vand i den nedglidende oceanisk lithosfæreplade medvirker, i en dybde af 100-150 km, til en delvis op-smeltning af den overliggende lithosfæreplade med dannelsen af et magma, som eksplosivt trænger frem i underskydnings-zonevulkaner som fx Tambora, Krakatau, Mt. St. Helens og El Chichón. Det høje vandindhold er desuden ansvarlig for de oxiderende forhold i smelten som medfører dannelsen af sulfatmineraler som anhydrit og svovldioxid i gasform.

Eksperimentelle undesøgelser har vist at silikatsmelter under oxiderende betingelser kan opløse over 0,5 vægtprocent svovl hvilket er mere end dobbelt så meget svovl som kan opløses under reducerende betingelser.

Det er forklaringen på, at vulkaner knyttet til underskydningszonerne, fx langs Stillehavet i “The Ring of Fire”, ved deres eksplosive udbrud, er i stand til at sende svovlgasser som SO2 og H2S helt op i stratosfæren, hvor de reagerer med (OH÷) ioner, dannet ved spaltning (photodissociation) af vanddamp i den øvre atmosfære. Ved en kemisk reaktion som ikke er helt klarlagt dannes fine dråber af svovlsyre, en dråbesky, aerosol, som er i stand til at tilbagekaste en del af solens varmestråling og dermed reducere temperaturen ved jorden med 0,5°-1°C.

Svovlindholdet er derfor nøglen til den klimatiske effekt af et vulkanudbrud. Svolv-indholdet i magmaer, dannet i forbindelse med underskydningsvulkanisme, kan dog variere en del, hvorfor effekten af forskellige vulkanudbrud i “The Ring of Fire” kan være ret uensartet. For eksempel havde det store udbrud af Mt. St. Helens i 1980 næsten igen klimatisk effekt på grund af det forholdsvis lave SO2 indhold i asken, hvorimod El Chichónudbruddet trods mindre dimensioner, men med langt større SO2 indhold, havde en klar klimatisk effekt.

En anden afgørende faktor for et vulkanudbruds klimatiske effekt er naturligvis den eksplosivitet, hvormed udbruddet finder sted. Man taler ligefrem om forskellige vulkaners eksplosivitetsindex (VEI) Volcano Explosivity Index.

De voldsomme vulkanudbrud, som Tambora, Krakatau, El Chichón, med et højt VEI sendte aske, støv og gas 30 – 40 km til vejrs helt op i Stratosfæren. Disse havde en langtidseffekt på 3-5 år, medens andre vulkan-udbrud som Laki i 1783 med et lavere VEI, kun påvirkede Troposfæren.

Således aftog Benjamin Franklins “Tørre tåge” relativt hurtigt, idet den tilsidst blev vasket ud af vandrende atmosfæriske vejr-systemer (cykloner).
Når Laki udbruddet, trods det at dens lavafontæner så langt fra nåede stratosfæren, alligevel havde en markant klimatisk effekt, skyldtes det udbruddets intensitet og udsædvanligt lange varighed på næsten 5 måneder.

Endelig har vulkanernes placering med hensyn til breddegrad tydeligt en betydning for udbrudsskyens fordeling i Stratosfæren. Alle tre pliniske udbrud ved El Chichóns udbrud sendte gas og støv højt op i stratosfæren. Den sidste og største kunne man på satellitter følge mens den spredte sig vestpå med en hastighed på 20 meter i sekundet. Det meste af skyen forblev dog syd for 30 nordlig bredde. Vejrsattelitter kunne registrere at SO2 indholdet i skyen fra El Chichón var på 3,3 millioner tons gas, der i løbet af de første 3 måneder blev omdannet til svovlsyre. 20 dage efter udbruddet var skyen nået hele vejen rundt om Jorden i et 75-150 km bredt bælte.

Mt. Pinatubo udsendte under sit udbrud i juni 1991 mere end 5 km3 aske og gas, 6 gange så meget som blev sendt ud af El Chichón, men udbrudsskyen havde et andet forløb i stratosfæren idet den i løbet af relativ kort tid fordelte sig mod vest og dækkede efter en måned hele den nordlige halvkugle. Et lidt mindre men tilsvarende udbrud i vulkanen Hudson i det sydlige Chile, bevirkede tilfældigvis, at også den sydlige halvkugle blev dækket af en dråbesky af svovlsyre i løbet af sidste halvdel af 1991. En dråbesky dannet ved et vulkanudbrud på en af jordens halvkugler vil altså ultimativ i løbet af en månedstid påvirke hele den pågældende halvkugle. Dråbeskyer fra vulkaner placeret i troperne spredes til både nordlige og sydlige bredder, mens dråbeskyer fra udbrud uden for troperne (20° bredde) har meget vanskeligt ved at brede sig ind over den modsatte halvkugle. Et forhold som også afspejler sig i isborekernerne for Grønlands indlandis.

Arkivet i Indlandsisen

Diagrammet viser variationer i surhedsgraden målt i isborekerne fra Grønlands Indlandsis. Udslagene på diagrammet viser koncentrationen af svovlsyre (H2SO4) forårsaget af dråbeskyer (syreaerosoler) fra historiske vulkanudbrud. Adskillige udslag kan sættes i forbindelse med kendte vulkanudbrud, andre er mere tvivlsomme. Syrekoncentrationen er målt med hensyn til H+ ioner pr. kg. Det viste udslag ved 1601 fra en ukendt vulkan kan være et stort udbrud fra en vulkan i Andesbjergene, Huynaputina i Peru.

Kun seks ikke islandske vulkanudbrud kan ses i de grønlandske isborekerner: Agung 1963; Katmai 1912; Krakatau 1883; Tambora 1815; Thera (Santorini) 1645 f.kr. og Mazama, Japan 7000 f.kr.
Mens de geografisk tættere placerede islandske vulkaner er rigt repræsenteret, på trods af at deres tefra sjældent når stratosfæren. Det er altså ikke alle vulkanudbrud der indlemmes i det vulkanarkiv, som den grønlandske indlandsis er. Vulkanudbruddene registreres her i form af pludselige variationer i surhedsgrad (pH-værdi) svarende til den syreregn, der er en følge af svovludslippet i forbindelse med vulkanudbrud, i særlig grad fra de store eksplosive vulkanudbruds dråbesky af svovlsyre. Årsagen til at ikke alle vulkanudbrud forskellige steder på Jorden er repræsenteret skyldes, at de opståede dråbeskyer af svovlsyre ikke fordeler sig jævnt over kloden, men efter et mønster bestemt af de vindsystemer, der hersker i Stratosfæren. Den klimatiske effekt af svovlsyreaerosoler dannet ved vulkanske udbrud, der kan være stabile i flere måneder eller år, er derfor i første omgang begrænset til visse dele af Jorden. Alligevel ser vi, at den, om end ringe, afkøling som kan måles på jordoverfladen, ofte er jævnt fordelt på den ene eller den anden af de to jordhalvkugler. Afkølingen må således være et resultat af en indirekte snarere end en direkte klimatisk forstyrrelse (perturbationer).

Den klimatiske effekt

De her omtalte store vulkanudbrud synes at have medført et temperaturfald på 0,2-0,5 °C. Tambora i 1815 har sandsynligvis haft en effekt helt op til 1°C. Det samme gælder Laki 1783. Men den klimatiske effekt i forbindelse med vulkanudbrud kan imidlertid være vanskelig at måle helt nøjagtigt, idet flere andre faktorer som påvirker klimaet værdimæssigt ligger tæt på de nævnte værdier. Disse andre faktorer fx drivhuseffekten eller variationer i solind-strålingsintensiteten forårsaget af solpletaktivitet, vil i visse tilfælde virke i modsat retning. Pinatubos umiddelbare klimaind-flydelse kunne i først omgang kun registreres indirekte, ved at netop drivhuseffekten i årene 1991-94 var næsten borte.
Den stratosfæriske dråbesky fra Pinatuboudbruddet, som bredte sig ud over den nordlige halvkugle bistået af vulkanudbruddet i Hudson på den sydlige, bevirkede global afkøling på jordoverfladen på ca.0,5°C i årene 1992-94, tilstrækkeligt stor til at kunne skelnes fra den naturlige variation på 0,2°C.

Nogle observationer tyder på, at store vulkanudbrud også kan have indflydelse på ozonlaget ved polerne, samt spille sammen med en anden af de store klimafænomener “El Nino”. Koblingen kan være tilfældig, men flere observation synes at vise, at El Chichón dråbeskyen kan have været trigger for den store “El Nino” klimabegivenhed 1982-83, som netop da var under udvikling i Stillehavet
Fremtidige vulkanudbrud vil givetvis, som tidligere sende aske og gas op i stratosfæren, med dannelse af en syredråbesky, der også i fremtiden vil indvirke på Jordens klima. Hvor stor denne effekt i det enkelte tilfælde vil blive, vil derimod være vanskelig at sige, fordi det afhænger af samspillet mellem mange faktorer. Men efterhånden som man får bedre og bedre klimamodeller at arbejde med, vil man få bedre mulighed for at komme tættere på de processer, som påvirker vort klima og dermed også, hvor meget Jordens vulkaner i virkeligheden betyder for klimaudviklingen.

Erik Schou Jensen var cand.mag. i Geologi fra Københavns Universitet (1965). Han har været ansat som lektor ved Geologisk Institut (1966-1981) og siden 1981 ved Geologisk Museum, begge Københavns Universitet. Han har udført geologisk feltarbejde i Grønland og Sydnorge siden 1965, hvor han hovedsagelig har arbejdet med vulkanske bjergarter. På Geologisk Museum har han medvirket ved udarbejdelse af udstillinger og anden udadvendt formidlingsvirksomhed, herunder undervisningen af skoler og andre institutioner, der besøger Museet.

 

3552_gal_6_small 3552_gal_7_small 3552_gal_8_small
3552_gal_9_small 3552_gal_10_small 3552_gal_11_small
3552_gal_12_small 3552_gal_13_small 3552_gal_14_small