A’corerne, portugisisk øgruppe i Atlanterhavet ca. 1500 km vest for Lissabon; det samlede areal er 2344 km2, og indbyggertallet 237800 (1991). Øerne har selvstyre. Acorerne består af ni vulkanske øer, seks med toppe på over 1000 m, og Portugals højeste punkt Pico (2351 m) findes på øen af samme navn. Øen São Miguel rummer regionshovedstaden Ponta Delgada, hvor over halvdelen af befolkningen bor. Befolkningstallet er stærkt dalende pga. udvandring især til USA.
Frugtbar lavajord og et mildt klima giver så gode naturlige betingelser for landbruget, at der kan høstes tre gange om året. Kvægavl og mejeriproduktion er udbredt, og der dyrkes bl.a. hvede, majs, sukkerroer, vin, tobak, te, ananas og citrusfrugter – alle kulturplanter, som er bragt dertil.
Mens øerne tidligere var et centrum for hvalfangst, er tunfiskeriet i dag det vigtigste, også for konservesindustrien. En stadig vulkansk aktivitet udnyttes i geotermiske kraftværker, der dækker størstedelen af energiforsyningen.
Turismen har i stigende grad fået betydning for Acorernes økonomi. Beliggenheden ved Golfstrømmen giver et subtropisk, oceanisk klima med en gnsntl. temp. på 23 °C (august) og 14 °C (februar). Nedbørsmængden varierer fra 760 mm på São Miguel til 1600 mm på Flores, og vegetationen er frodig med over 800 forskellige arter, heraf 56 med Acorerne som eneste voksested (endemiske).

Geologi. De ni vulkanøer ligger hen over Den Midtatlantiske Ryg og er dannet i forbindelse med brudzoner, hvor de tre lithosfæreplader, den eurasiske, den nordamerikanske og den afrikanske, mødes. Vulkanudbrud er beskrevet siden midten af 1500-t. São Miguel alene har haft fem: tre trakytiske og to basaltiske.

Historie. Fund af puniske mønter på Corvo vidner om, at kartaghinienserne har kendt Acorerne. Senere har arabere haft kendskab til øerne. I midten af 1300-t. genopdagedes Acorerne af catalanere, og de nævnes på catalanske og italienske søkort. I 1427 kom portugiseren Diogo de Senill til Acorerne, og de helt ubeboede øer kom under portugisisk herredømme. Den første kolonisering fandt sted i 1432 på Santa Maria og 1444 på São Miguel. I 1500-t. fik Acorerne stor betydning som mellemstation for skibstrafikken mellem Europa og Amerika. 1580-1640 var øerne – ligesom det øvrige Portugal – under den spanske krone. Fra 1640 har de været portugisiske, og i slutningen af 1600-t. var alle øerne koloniseret.
I 1777 fik Acorerne den første guvernør og blev 1832 opdelt i tre administrative distrikter. I 1895 etableredes en begrænset autonom administration, og øerne udgør nu (1994) en autonom region på linje med distrikterne på fastlandet, men med udvidede selvstyrerettigheder og lokalt valgt politisk forsamling.
Under 2. Verdenskrig havde Acorerne strategisk betydning som kommunikationscenter mellem USA og Europa og med baser for allierede skibe og fly. Fra 1951 har USA haft en NATO-flybase på øerne.

243900 indb. (2001). Op gennem 1990’erne forsøgte lokalregeringen at omlægge øernes økonomi. Hvalfangsten, som udgjorde en vigtig indtægtskilde frem til midt i 1980’erne, erstattedes af hvalsafarier for turister, men turismen udviklede sig kun langsomt. Øerne har kun få strande, hvilket stiller dem dårligt i konkurrencen med Madeira og De Kanariske Øer. Som supplement til turismen satses der lokalt på at udvikle de primære erhverv fiskeri og mejeribrug.
Pga. øernes særlige flora og fauna udpegede EU-kommissionen i 2002 store dele af Acorerne som et særligt naturområde.

Et vulkanudbrud fødes ikke blot af ild, men også af is.

At der skulle være en årstid for vulkanudbrud, lyder umiddelbart mærkeligt. Ikke desto mindre er det præcis, hvad et par studerende og deres vejleder fra Cambridge University påstår.

Ph.d. Ben Mason og kolleger viser i en publiceret artikel, at der – på den nordlige halvkugle – er langt flere udbrud om vinteren end om sommeren. Og konklusionen er baseret på et solidt statistisk grundlag – 3.200 vulkanudbrud i perioden 1700-1999.

Den fysiske forklaring tager udgangspunkt i det, der kaldes klodens åndedræt – dvs. de 10.000.000.000.000.000 liter (10 millioner millioner tons!) vand, der hvert år flyttes fra den nordlige til den sydlige halvkugle og tilbage igen.

Processen skulle ifølge Mason medføre en rytmisk trykændring i de magmakamre, der fodrer vulkanerne. Dels fordi noget af vandet falder som sne på vulkanerne og deres umiddelbare omgivelser; dels fordi atmosfæren er koldere – og derfor tungere – om vinteren.

De rytmiske trykændringer får så på et givet tidspunkt en i forvejen ladt vulkan til at gå af. Og trykforholdene er altså mest favorable for magma-afgang om vinteren.

Jorden er ikke rigtig rund. Det skyldes blandt andet de 10.000.000.000.000.000 liter vand, der hvert år flyttes fra den nordlige til den sydlige halvkugle og tilbage igen.

I begyndelsen var Mason faktisk slet ikke interesseret i årstiden, men indførte blot datoer for vulkanudbrud i sin computer. På et tidspunkt gik det op for ham, at han meget oftere tastede ‘januar’ og ‘februar’ end ‘juni’, ‘juli’ og ‘august’, og det krævede naturligvis en nærmere undersøgelse.

Sammenhængen eksisterer faktisk også på en større skala, hvor det viser sig, at vulkanudbrud er særlig hyppige lige efter afslutningen af en istid. Når presset fra de udbredte gletschere forsvinder, så ændres trykket i magmakamrene hvilket altså medfører øget risiko for vulkanudbrud.

Vejret påvirker også vulkaner på anden vis. Blandt andet viste Adrian J. Matthews og Jenni Barclay for nylig, hvordan intens nedbør (30-45 millimeter over et par timer) udløser vulkanen Soufrière Hills på den caribiske ø Montserrat.

Og som om det ikke var nok; så går påvirkningen også den anden vej. Vulkaner kan tillige påvirke vejret. Er udbruddet voldsomt nok, så slynges store mængder aske – og frem for alt svovl – højt op i atmosfæren. Her reflekterer partiklerne Solens lys og fører til en afkøling på op til flere grader ved jordoverfladen de efterfølgende år. Det hændte blandt andet ved udbruddet af Tambora i Indonesien (1815), der i 1816 førte til hungersnød og koleraepidemi i Europa og Nordamerika. 1816 blev siden hen kendt som ‘året uden sommer’.

Mason og kollegers arbejde er et værdifuldt bidrag i forsøget på at beskytte den hen ved halve milliard mennesker, der på verdensplan så at sige bor i skyggen af en vulkan, men det er mere end det. Det er også en påmindelse til videnskaben om, at det kan være frugtbart at søge årsagssammenhænge selv der, hvor de synes usandsynlige.

Journal of Geophysical Research, vol. 109, B04206, doi:10.1029/2002JB002293, 2004

Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk
DMI, 27. april 2004

En voldsom seismisk aktivitet i Etiopien viser at det nordøstlige hjørne af Afrika er ved at blive revet af.

Det betyder blandt andet, at havet inden for dét, geologer, betragter som kort tid vil dække den nuværende ørken.

Det er ikke første gang i historien det sker. De første brud i området skete for flere millioner år siden og gav anledning til dannelsen af et Røde Hav og Adenbugten.

Der Spiegel citerer Tim Wright fra School of Earth and Environment ved Leeds University for at sige, at de kun 25 meter høje bakker, der omgiver området, kan synke sammen i løbet af nogle få dage.

Når bakkerne falder sammen, kommer vandet fra Det Røde hav, siger Tim Wright og forklarer, at inden for de seneste fem år er den geologiske transformation i det nordøstlige Afrika accelereret dramatisk.

MIDDELHAVETS DANNELSE

Italiens jordskælv og vulkaner er alle et produkt af den Afrikanske Kontinentalplades fremrykning med ca. 1 cm om året imod Europa. Det samme må siges om udformningen af de lande omkring hele Middelhavsregionen, dels med bjergkæder som både Alperne nord herfor, og de bjerge, der strækker sig ned igennem Italien, Grækenland, Spanien og ikke at forglemme Atlasbjergkæden i Nord-Afrika.

Indtil begyndelsen af 1970-erne troede man på, at havet imellem de to kontinenter havde eksisteret igennem adskillige hundrede millioner år, men nu viste boringer ned i selve havbunden pludselig, at der befandt sig op til 3000 meter tykke saltaflejringer under Middelhavets bund. Dette tolkes som et bevis på, at hele Middelhavets bund indtil for ca. 6 millioner år siden må have været totalt tørlagt. Det Middelhav vi i dag kender er dannet for ca. 5 millioner år siden ved, at kraftige jordskælv i vest ved Gibraltar har åbnet sprækker og kløfter i de bjergklipper, der dengang lå ud til Atlanterhavet. Vi må forestille os et vandfald, hvor vandmasser på op til næsten 200 gange Victoriavandfaldene i Afrika, der er nogle af Jordens største vandfald, med enorm kraft er fosset ind i hele den daværende tørlagte Middelhavsbund.

Mange mener, at det må have taget godt og vel 100 år for det indfossende havvand at nå den højde, som Middelhavet nogenlunde har i dag. Sådanne geologiske ændringer har som før omtalt sine årsager og igen skal vi se på de bevægelser, der finder sted i undergrunden og stadig giver os vidnesbyrd om kontinentalpladernes bevægelser. Ud af de ca. 900.000 jordskælv/rystelser, som finder sted på vores jordklode hvert eneste år, sker alene de 100.000 i Middelhavsregionen, og ud af dem kan de ca. 200 mærkes af mennesker og måske et eller to om året skaber ødelæggelser. Ikke alene de mange jordskælv, men også vulkanerne i dels Italien og Grækenland og andre steder i Middelhavet tilhører de samme geologiske bevægelser….

AFRIKA VÆDRER EUROPA

Middelhavsregionen er et resultat af en kollision mellem Afrikas og Europas Kontinenter. Den Afrikanske Plade presses på grund af varmestrømningerne i jordens kappe flere hundrede kilometer ned og ind under den Europæiske Plade, det som vi også kalder for en subduktion eller underskydningszone sagt på en anden måde et puslespil, hvor brikkerne tvines til at bevæge sig på grund af pres fra syd.

Herved opfoldes bjergene nord herfor. Vi kan egentlig sammenligne det med, at hvis vi presser to hænder imod hinanden, på samme måde presses Afrikapladen ned i dybet. Pludselig bliver spændingen for stor, og pladerne glider et stykke hver vej, og vi oplever et jordskælv. Hvor stort eller stærkt bevægelsen bliver, afhænger af pladernes gnidningsmodstand og varmeopstrømninger i jordens indre. Jordskælvets styrke afhænger af, hvor stor bevægelsen er og hvor dybt nede, bruddet ligger.

Efterhånden som Afrikapladen skubbes ned i kappen, sker der en opvarmning af den samtidig med, at temperaturen dels stiger ind mod jordens kerne, men også ved varmeopstrømningen stiger temperaturen. Der sker en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og dette opsmeltede materiale, har en anden kemisk sammensætning gør, at den nydannede magma er mere sejtflydende og derfor bliver de vulkaner der opbygges ovenpå jordens overflade generelt mere eksplosive i deres udbrudsrytmer. Derfor finder vi her mere eksplosive vulkaner oven over på jordens overflade i den østlige del af Middelhavet og på den Italienske støvlehalvø, hvor havbundspladen bevæger sig ned og ind under Italien både fra syd og øst og det samme er tilfældet med vulkanerne på de Lipariske Øer, mens Etna på Sicilien har et mere kompliceret mønster, da den ligger dels på underskydningen fra syd, men også ved et åbent sår – Maltagraven mod øst – starten på en åbningszone og efter manges mening et såkaldt ”hot-spot” altså hvor der tilføres ekstra meget magma nedefra dybere del af jordens kappe, (Se min artikel: Sådan fungerer Etna).

For at gøre det endnu mere kompliceret finder vi også i den vestlige del af Middelhavet også en såkaldt åbningszone, der tillader smelter(magma) at bevæge sig op nedefra. Altså et kompliceret system, som man i de seneste årtier har fået mere og mere forståelse for.

Vi kan ikke stoppe pladebevægelsen af Afrika imod Europa og gnidningsmodstanden bevirker, at pludselig et sted brister spændingen og der opstår et jordskælv.

Først og sidst Middelhavsregionen med sine mange jordskælv og vulkaner er et produkt af, at Afrika rykker mod Europa.