Der er to årsager til, at Island er dannet vulkansk:

1: Island ligger på den spaltezone, der danner grænsen imellem de to store kontinentalplader – den Amerikanske og den Euroasiske.

2: Island ligger på en hot – spot, dvs. en bred søjle af opadstigende varme fra dybere dele af jordens kappe.

Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil se på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen og på den anden siden ildens land på grund af de mange vulkaner. Vi finder her en fascinerende natur. Der er ikke noget at sige til, at Island blev døbt “Isens land” efter de mange isbræer og jøkler, som findes på bjergene, men i og for sig kunne man godt have kaldt Island for “Ildlandet” efter de mange vulkaner. Heklafjeldet, eller mere nøjagtigt “frøken Hekkenfeld”, gjorde Island berygtet ved det første store udbrud i året 1104, hvor Island kun havde været beboet i nogle få hundrede år. Glødende klippestykker på størrelse med huse, fluorgiftig aske, der forgiftede græsmarkerne, så al kvæget døde, giftige dampe og gasskyer kvalte alt levende. Sådan gik det til, at Hekla fik tilnavnet: “Djævelens bolig”. Islændingene selv var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere, både under og efter danskertiden.

Jeg har undret mig over, at de Islandske sagaer ikke omtaler vulkanerne mere end kun et sted, nemlig i Ragnarok, der henviser til Vølvens spådom, om verdens skabelse og undergang i ild og røg, og guderne vender tilbage til den verden, hvorfra de kom. Faktisk kan vi drage paralleller til Johannes Åbenbaring fra vores Bibelhistorie og alle de store verdensreligioner osv. om både undergang og genskabelse. Jeg har tit spurgt islændingene, hvorfor de fra gammel tid ikke har flere skriftlige beretninger om vulkanerne, og svaret har altid været: “Fordi vi betragtede vores vulkaner som ondskaben selv, og munken Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk fra 1647, at Hekla er nedgangen til Helvede, som Gud i fælles aftale med Djævelen har ladet stå åben til skræk og advarsel for alle de syndige mennesker”.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor mange vulkaner Island har. Tallet er ca. 30 navngivne aktive vulkanske systemer, men sandheden er faktisk, at det er uvist. Grunden er, at der ofte dannes nye kratere og sprækker i jorden, når kontinentalpladerne bevæger sig fra hinanden, hvilket sker med 2 cm. om året, og Island er dannet ovenpå den Midtatlantiske Ryg, hvor lava (magma indeholdende gasser) igennem næsten 40 millioner år har opbygget nyt land ved at opbygge lag på lag af nye størknede lavastrømme.

Det er et af de få steder på vores klode, hvor vi med det blotte øje kan se disse sprækker, hvor pladerne trækker sig fra hinanden. Ellers foregår det dybt nede på bunden af verdenshavene, 5 kilometer under havets overflade kloden rundt, dog på jordens overflade i den Østafrikanske Gravsænkning “Rift Valley”, et af de få andre steder, hvor man kan se et kontinent knække midtover og trække sig fra hinanden og den smeltede lava trænge op og danne vulkaner.De mægtige varmeopstrømninger i jordens kappe er skyld i bevægelserne af kontintalpladerne. Man kan egentlig godt sige, at Island bliver flået midt over – eller revet op med rode – og ved Tingvallasletten ses tydeligt den Amerikanske plades dybe skrænt og på den anden side af sletten den Europæiske pladegrænse. Da jeg i 1980’erne under den Kolde Krig stod med danske rejsegæster ved Tingvellir, sagde jeg altid til dem: “Her ser I et tydeligt bevis på, at Øst og Vest ikke kun politisk er uenige, men heller ikke geologisk kan med hinanden. De trækker sig i hver sin retning med 2 cm om året”.

Hekla

At der på Island befinder sig så mange virksomme vulkaner skyldes dels, at landet ligger midt på den samme sprækkezone, der fortsætter længere ned gennem Atlanterhavet til Azorerne, Canarieøerne og Kap Verde, men også at Island ligger på en såkaldt “Hot-spot”, og det betyder igen, at der under hele Island befinder sig en kæmpesøjle af opadstigende hedt materiale, som samler sig i et enormt magmakammer – “en enorm lavasuppegryde” 400 kilometer dyb – som fra Skagen til Kruså. Denne enorme beholder af smeltede stenmasser er skyld i vulkanudbrud ca. hvert femte år et eller andet sted oven over på jordens overflade og danner nyt land og bygger Island større, og hver gang pladerne rykker sig lidt, mærker man det som et jordskælv på jordens overflade.

I 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil. Vi skal helt frem til 1960-erne, hvor vi blev klar over, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island. Specielt efter Surtseys dannelse i 1963 og senere udbruddet på Heimaey i 1973, da man oprettede det Store Nordiske Vulkanologiske Institut i Reykjavik, og herfra holder man nu hele Islands undergrund under opsyn, hvilket er vigtigt, da der kan opstå nye vulkansprækker så godt som overalt.

Ragnarok i år 1973

Klokken var lidt over 23 den 22. januar 1973, da det sidste lys slukkedes i familien Haraldur Hannessons hus, der lå nærmest den gamle vulkan Helgafjeld på Heimaey, den eneste beboede af Vestmannaøerne. Omtrent kl. 1.55 om natten løftede fru Hannesson sit hoved fra puden. Hun var ikke straks klar over, hvad der havde vækket hende, indtil hun så et mørkerødt flammeskær gennem vinduet. Hurtigt kom hun ud af sengen, mens hendes mand stadig sov dybt. Hun skyndte sig neden under til telefonen. Hun drejede nul. Der gik en halv snes sekunder, inden røret blev taget i den anden ende. “Det brænder et eller andet sted herude på helgafjeld, dvs. Det Hellige Fjeld, jeg kan se ildfontæner fra mit soveværelsesvindue. Fru Hannesson var forbavsende rolig. Hun havde næppe slået alarm, før den første brandsprøjte var på vej. Således blev det fru Hannesson, der uden at vide det, slog alarm om vulkanudbruddet. Brandslukningsfartøjerne satte kurs mod det formodede brandsted med hylende sirener og fandt selve jorden brændende. Vulkanen Helgafjeld var vågnet op efter mere end 5000 års søvn og havde åbnet en to kilometer lang sprække i jorden og fra 40 skorstene sprøjtede glødende lavafontæner højt til vejrs. Voldsomme eksplosioner sendte store klippeblokke til vejrs sammen med vulkansk aske og pimpsten, dvs. lavaskumsprøjt, der nu faldt buldrende og bragende ned over folks hustage i byen på Heimaey.

Mennesker mod naturen på Heimaey

Evakueringen fandt gnidningsløst sted, tre højgravide kvinder faldt om i gaderne og fødte børnene midt på fortovet – de lever i bedste velgående i dag. Ved 9-tiden næste morgen var de godt og vel 5.000 indbyggere evakueret i fiskerkuttere til Reykjavik. Allerede det første døgns tid efter udbruddets start vendte skibene tilbage for at transportere bohave, møbler, fiskegrej og alt af værdi væk fra øen. Der var pendulsejlads en uges tid mellem Reykjavik og Heimaey. Man frygtede bl.a. for, at havneindsejlingen skulle lukkes af den nye fremadvæltende lavastrøm. Det skete heldigvis ikke.

For første gang i historien er det lykkedes for mennesker at standse en halvstørknet tyktflydende lavastrøm, men det kan kun gøres, når de rette betingelser er til stede. Ved at komme iskoldt vand fra det nærliggende ocean på den i forvejen efterhånden afkølende lavastrøm, som herved dannede en barriere mod den nye fremadvæltende lavastrøm bagved igen. Derved kunne man ændre lavaens retning.

Hjemme igen

Mange hævdede bagefter, at øen aldrig mere ville blive beboet, da flere hundrede huse var dækket af aske og lava, men man tog fejl. Vulkanen faldt til ro igen i juni samme år, og godt 4.600 ud af de lidt over 5.000 indbyggere flyttede tilbage til den vigtigste og rigeste af Vestmannaøerne med de så livgivende fiskeribanker. I dag – næsten 41 år efter udbruddet – hedder det: “Er du født før udbruddet eller efter udbruddet?”. Vulkanen har givet gratis jordvarme til byen og varmt vand og en nu langt bedre smal havneindsejling, så de kolde Atlanterhavsstorme om vinteren ikke kan ødelægge skibene. Over den lange vulkansprække, der opstod den uhyggelige vinternat i 1973, blev der ved udbruddet opbygget en ny vulkankegle. “Ildfjeld” er den døbt – en ca. 200 meter høj bjergkegle, og med mine gæster bestiger vi selvfølgelig krateret og samler lavastøv og -sten med hjem til de potteplanter, der ellers ikke vil gro. Vulkansk jord er jo yderst frugtbar. Island ligger normalt for langt oppe i Atlanterhavet til, at jorden er frugtbar på stedet. Men prøv at tage den med hjem og brug den til potteplanterne. Prøv det! Jeg lyver ikke.

Heimaey blev 20 % større efter udbruddet, da den nye lava tilførte øen nyt land.

Her fødes Europa og i fremtiden vil der danne sig nye vulkanøer fra havbunden ud for Island.

Vulkaner har kvindenavne

Alle islandske vulkaner har kvindenavne. Normalt kigger kvinder vredt på mig, når jeg siger det i mine foredrag, men sagen er, at det er en kvindes lod at føde et barn – og det svarer til det nye frugtbare land. Jorden er identisk med kvinden, frugtbarheden og det skønne. Kvinden er selve jorden. Det ser vi i den græsk-romerske gudemythologi – ja over hele jorden. Vulkanbjerge er skønne og guddommelige som kvinder. Uden kvinder eller vulkaner var vi intet. Den ældste jordskorpe er skabt af størknet lava fra vulkaner. Ilten som er dannet i jordens atmosfære, og havet i verdenshavene gennem millioner af år, er kommet ud af vulkanerne som gasser. 90 % af vores menneskekroppe består af vand og mineraler, som intet levende kan undvære. Atlanterhavssprækken, der går nede på bunden af Atlanterhavet, og som Island ligger ovenpå, går jordkloden rundt syd om Afrika, gennem det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet. Her siver vulkanske gasser ud med opløste mineraler i sig, og den ældste form for liv på jordkloden hævdes nu af flere og flere at stamme fra disse såkaldte “sorte skorstene”.

Intet levende liv på jorden uden vulkaner eller kvinder, og så behøver vi ikke sige mere om det. Alle islandske vulkaner har kvindenavne, Hekla, Katla, Laki Krafla, Helgafjeld, Surtsey osv.

For mig er den skønneste af alle islandske vulkankvinder Hekla (navnet kommer egentlig af hætte, fordi der altid hænger en hættesky over vulkanens top), som jeg første gang så en sommeraften i 1974. Jeg husker det som var det i går.

Citat fra Henning Andersens bog “Hekla Islands Dronningevulkan”:

“Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig du smukke kvinde
din ild du gemmer i dit dyb.
Indtil en skønne dag måske”….

Når Hekla har sine store udbrud, dannes der op til 75.000 kubikmeter aske pr. sekund. Dette siger noget om de enorme kræfter, der eksisterer i en eksplosiv vulkan som Hekla.

Jules Verne i “Rejsen til Jordens Indre” fra 1864:

“Stig ned i Snefellsjøkelens krater, som skyggen af Scartaris kærtegner før den første juli, og dristige rejsende, du vil nå frem til Jordens midte. Det gjorde jeg. Arne Saknussemm”.

Den mest urealistiske af alle Jules Vernes bøger, men romantisk og elskelig. Varme og trykforhold i det indre af jorden vidste man ikke meget om, da Jules Verne skrev sin roman.
Om Islands og Surtseys dannelse.

“Dybt nede på Atlanterhavets bund skete der noget for 40 millioner år siden. Det var før der var mennesker på jorden. Langs denne linje eller sprækkezone, åbnede der sig en bred spalte, hvorfra der strømmede rødglødende lava ud. Da lavaen var ca. 1100 grader varm, sendte den søjler af damp op gennem de adskillige tusinde meter havvand. Der stod skyer af vanddamp op over det urolige Atlanterhavs overflade. En skønne dag, som årmillionerne gik, nåede de
gentagne lavaudbrud havoverfladen, og en klump sort nystørknet lava stak sit våde klippehoved op af havet. Moder Jord havde nået havets overflade. En fugl fløj tilfældigt henover lavaklippen og tabte en klat, og livet begyndte”…

Her skabes Europa…

Surtsey

På samme måde i årene 1963-67 blev verden vidne til, at en ny ø, Surtsey blev dannet syd for Vestmannaøerne. Tidligt om morgenen så forbisejlende fiskerkuttere damp- og røgskyer stige op foran næsen af deres skibe og døde kogte fisk lå i havet. I løbet af en time stod høje dampskyer op og en undersøisk vulkan var i udbrud og dannede en flere hundrede meter høj ø af det udslyngede aske- og lavamateriale. Surtsey, efter “Surtur, der bringer sit ild- og flammesværd med sig gennem Ragnarok og udsletter alt”, blev øen døbt. I dag er øen forskningsområde, og ingen må gå i land – bortset fra forskere, der skal betragte livetsopståen på en nyfødt ø.

Islændingene

Jeg kan ikke skrive om Island uden at nævne de brave islændinge, som jeg siden 1974 er kommet til at sætte stor pris på, fordi de kan og tør gøre det, som vi andre normalt har svært ved. Noget af det første jeg i sin tid lagde mærke til ved dem var deres lovlydighed. Man tager pænt sine sko af, hvis man kommer på besøg i et hus. Drikkepenge kendes ikke, hvilket mange danskere hader at give. Jeg kender til det som rejseleder. Hvad skal de også med det med de priser og lønninger, de har? 300.000 mennesker på en lavaø, der er næsten tre gange så stor som Danmark rent arealmæssigt. Når en islænding har oparbejdet et firma i ca. 10 år, og det går godt, sælger han det ofte, går ned i sin bank og siger: “Kan jeg låne 100 millioner?”. Bare for at prøve noget nyt. Som et fuglepar, der skubber deres unge ud af reden på den stejle klippeskrænt, hvorfra den så enten falder ned og dør – eller kan flyve med det samme. De er venlige, men bestemte. Jeg husker, da jeg engang som guide kørte Island rundt med en gruppe danske pensionister, hvor den ene kastede en tændstik i den øde lavamark. Min islandske chauffør gik hen og samlede den op og sagde stille: “Sådan gør vi ikke her”.

Islændingene er glade for, at danskerne har givet dem deres håndskrifter tilbage igen. I 1600-tallet var København Islands hovedstad, og de havde intet andet fra deres fortid end håndskrifterne. Forholdet blev tydeligt forbedret til Danmark. I dag taler man om, at hvis der skal holdes et møde mellem israelere og arabere, vil Hekla islændingene gerne gøre det som i 1986, hvor Gorbatjov og Reagan mødtes.

Endelig arbejder islændingene hårdt. Både mænd og kvinder med små børn. Ofte 40 timer om ugen. Der er dyrt, og de er ikke bange for at bruge penge. Bøger koster mere end her, men de køber flere og læser mere, end vi gør her i Danmark. Det har noget at gøre med de lange vinternætter, hvor man fra gammel tid har læst bøger, generation efter generation. Fremmedord vil man heller ikke finde sig i sniger sig ind i det islandske sprog. Man holder fast i sin kultur.

“Jeg kan – jeg vil – jeg gør” islandsk citat.
“Det skal nok gå alt sammen”…

En dyb finanskrise eller et vulkanudbrud kan ikke slå en islænding af pinden.

“Hvorfor så stort ståhej for aflyste fly”…

Fordelene dominerer og overvinden frygten for naturkræfterne. 90 % af alle islandske hjem opvarmes af geotermisk energi. Turbinerne fremstiller elektricitet.

Vulkaner er åbninger til jordens indre, hvorfra smeltede stenmasser (magma) trænger frem til overfladen og størkner til vulkanske bjergarter. Vulkaner er det mest synlige udtryk for de termiske processer, der til stadighed foregår i Jordens indre, og som bevirker, at der afgives varme til Jordens overflade. Denne varme stammer tilbage fra klodens tilblivelse.

De fleste af Jordens vulkaner er placeret i kæder, der følger grænserne mellem de bevægelige dele af jordskorpen, der kaldes de tektoniske plader. Over halvdelen af Jordens vulkaner befinder sig i randen af eller inden for Stillehavspladen.

Forskellen imellem en eksplosiv vulkan og en rolig vulkan er at finde i lavaens sejhed og indhold af gasser. Dræbervulkanen indeholder magma, der er tykt og klæbrigt og et gasindhold, der er under så stort et tryk, at magmaet eksploderer når det endelig slipper ud.

En vulkan er ganske simpelt et hul i jorden, som går så dybt ned, at det når ind til jordens varme indre. Hver gang vulkanen har udbrud bliver den lidt højere, fordi lavaen stivner og lægger sig som en høj krans ovenpå det forrige hul. Åbningen i jorden kalder man et krater. I Mexico opstod i 1943 pludselig en ny vulkan midt på en pløjemark, Paricutin. På en eneste uge var Paricutin blevet 40 meter høj. Da der var gået et år, var den blevet ca. 500 meter høj.

En vulkan kaldte man i gamle dage for et ildsprudende bjerg. De første gange små børn prøver at tegne bjerge, lader de dem altid sprutte ild op i luften, for så er det et bjerg, hvor der sker noget. De fleste vulkaner er i lang tid stille. Det kan ryge lidt op af krateret, eller flydende lava står tilfældigt og bobler som kogende grød i kraterets munding. Jævnligt er vulkanen helt død. Man kan tro, at der aldrig mere vil ske noget. Så pludselig bliver den levende. Det begynder gerne med dybe drøn i jordens indre, og der kommer jordskælv rundt omkring. Det er fordi det indre tryk nede i vulkanen nu er blevet så stærkt, at det har kraft til at presse sig op gennem det gamle stoppede kraterrør, eller trykket kan være dannet pludselig. Hvis for eksempel en dybtliggende stor vandåre baner sig vej til kraterrevnen, og vandet styrter ind i den glødende lava, så dannes der så kolossale masser af vanddamp, at vulkanen ganske simpelt eksploderer, og ved eksplosionen bliver sten, støv og aske revet med op gennem krateret, slynget mange hundrede meter, til tider mange kilometer, og så vælter den flydende lava frem og glider fra vulkanen ned over landet.

Hvis folk lod være med at bo i nærheden af jordens 2500 vulkaner, kunne der ikke ske alverden, selvom de fik udbrud engang imellem.

Sagen er imidlertid, at jorden omkring vulkanerne jævnligt er meget frugtbar, og når der er gået nogen tid, og lavaen begynder at smuldre, så falder folk til ro, der er jo ikke sket noget i lang tid, ofte er det hundrede år eller mere siden der sidst var udbrud, og så flytter folk op ad bjergsiden eller bygger huse i selve krateret, der kan være en vældig grydedal øverst i bjerget. Landsbyer og byer gror langsomt op i det frugtbare land, efterhånden er alle sikre på, at nu da der ikke er sket noget så længe, så nu sker der der nok heller ikke noget – indtil en skønne dag vulkanen begynder at rumle, eller den springer i luften med et frygteligt brag, og så er ulykke og død over landet.

Vore forfædre frygtede vulkanerne men lærte at udnytte ilden derfra. I dag lever ca. 500 millioner mennesker på jorden i skyggen af en vulkan. 2 – 10 vulkaner på jorden er i udbrud kså godt som hele tiden, og forskerne mener, at ca. 100 vulkaner er specielt faretruende og 300 behøver omhyggelig overvågning.

Vulkaner er adgangsdøren til underverdenen, der ikke kun former og opbygger jordens overflade, men også præger menneskenes religioner og kulturer.

Engang udtalte en risbonde ved en truende vulkan: ”Jeg føler mig tryg og sikker her. Det er min pligt at blive her. ” ”Vulkanens kongedømme vokser sig større og større”, fortsætter han mens han kigger mod vulkanens rygende bjergtop.

Vulkanerne er et bevis på selve livet og samtidig et symbol på planetens livskraft. Den vulkanske aske gøder jorden, og man kan i tropiske egne høste tre gange i en sæson, når der er tilstrækkelig fugtighed som bl.a. på Java.

Vi ønsker ikke, at vulkanerne forsvinder, for de sørger for at livet på vores planet hele tiden opretholdes og holdes ved lige. På samme måde som vores blod nærer og føder vores bestanddele i vor organisme gør vulkanerne det samme for jordens liv. Magma(lava) indeholder de bestanddele, som jorden behøver for at kunne give frutbarhed.

Men vi skylder vulkanerne mere. Vulkanerne har dannet jordens lithosfæreplader – kontinter – igennem millioner – ja milliarder af år. Den faste jordskorpe, som alt levende liv eksisterer ovenpå, er vulkanernes gave til os.

På Bali er vulkanen “Gunung Agung” verdens centrum, hvor guderne hviler og bor – og betragtes af hinduerne her som indgangen til himmel og helvede. Her bor de tre vigtigste guder: Shiva – skaberen og dødens gud – Bhrama – skaberen af universet og Vishnu – universtes beskytter.

Vulkanerne varsler om politiske ændringer og sociale fornyelser. Man kan sige, at vulkanerne fungerer som en smeltedigel, hvor mysticisme, det moderne liv, Islam, Kristendommen,Hinduismen og alle andre religioner blandes.

Hvis vulkanologerne advarer om at vulkanen eksploderer om kort tid, vil de stædige beboere, som betragter vulkanen mere som et levende væsen end et naturfænomen, ofte protestere og smilende sige: ”Ja det siger de kloge, men en tåbe som mig kan ikke se, at der er noget at frygte.”

Ved Tobasøen på Sumatra hævder visse beboere, at det første menneske på jorden steg ned fra himlen på en aktiv vulkan, og hos Tenggerfolket på Javas østlige del kaster hinduerne penge, grønsager og levende høns og geder ned i den rygende vulkans krater.

Men det, som engang blev betragtet som gudernes vrede, anses nu som en gave. Klipper, aske og stenstykker, som udslynges i voldsomme udbrud, bliver senere brugt til at bygge hoteller, restauranter og huse med. Ofte anses det for givet, at menneskenes tåbelige handlinger tit udløser naturkatastrofer.

Vulkaner er gudernes troner og repræsenterer naturens stærkeste kræfter, som både kan give og tage liv.

“Vulkaner er ikke til at spøge med, men de er heller ikke til at undvære. De har nemlig skabt den luft vi til daglig indånder og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene, som intet liv kan undvære. Vulkaner er lige så meget vores venner som vores fjender. Så vulkanerne repræsenterer som i de store verdensreligioner det gode såvel som det onde”.

Uden den varme jordkerne ville jorden være en ubeboelig planet. Jorden gør bare, som den altid har gjort. Den reagerer med kontintalforskydninger på grund af varmen i sit indre, som atter giver sig udslag i jordskælv og vulkanudbrud.Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, og man flytter ind i de farlige risikozoner, hvor vulkaner, jordskælv og tsunamier kan udslette alt levende. Så vulkanerne og jordskælvene er sikkerhedsventiler for den overskudsvarme, der ellers ville få hele Jorden til at eksplodere på et tidspunkt. Den ødelægger og genskaber sig selv.

Copyright: Henning Andersen

Europas tættest befolkede område er Campaniens skønne egn ved vulkanen Vesuv i Syditalien. Her bor der næsten tre millioner mennesker i et område, hvor alt liv kan blive udslettet på få timer.

Vesuv er idag Italiens største problem.

Ved siden af storbyen Napoli ligger der en næsten ubrudt kæde af byer ved foden af Vesuv, denne verdens mest berømte vulkan, som har været i udbrud gang på gang i de årtusinder, hvor egnen har været beboet. Det hidtil seneste udbrud var i 1944, hvor Vesuv sendte aske og stenstykker kilometre op i luften, mens lavastrømme fossede nedad vulkanflanken. Adskillige sten landede 16 kilometer borte, og skyer af aske dalede ned i Italien – ja helt til Albanien mere end 500 kilometer borte.

Alle spørger i dag: Hvornår sker det igen? Hvornår sprænger proppen i vulkanen, så den kommer i udbrud. Sandheden er, at det ved vi ikke, men følger vi vulkanens cyklus og tager ved lære af fortiden med henblik på at kunne lægge en prognose for fremtiden – så kan hvileperioden siden 1944 og indtil nu – afbrydes når som helst. Vulkanologer og geologer er uenige, men Vesuv har altid efter længere perioder med udbrud haft hvileperioder, som igen afløses af eksplosive udbrud.

I de senere år, hvor jeg har været i Napoli, har jeg gentagne gange forsøgt at få beviser på om hvor galt det i grunden er, og om det realistiske i sådanne tanker. Hvis man står på kraterranden af Vesuv, virker det ikke som om den vil kunne gøre det igen. Der kommer ganske vist røg og dampskyer ud fra sprækker og revner, men det er så svagt, så vinden hvisker det hele ud. I vulkanens flaskehals, den gamle krateråbning, har en kilometer tyk lavaprop sat sig fast i bunden, og mange har glemt, at det var denne vulkan, som for næsten 2000 år siden begravede byerne Pompeji og Herculaneum. Vulkanologerne har bedømt Vesuv som en af verdens ti farligste vulkaner.

I dybet under vulkanen strømmer ny lava – magma – til kammeret og på et tidspunkt vil Vesuv udspy sit dødbbringende indhold ud over alle de mennesker og byer, som ligger omkring den. Eksperterne er sikker på, at det vil ske igen, men bare ikke hvornår. Det kunne blive i år men også om 200 år. Jo længere hvileperiode, jo voldsommere bliver det næste udbrud. Der er mange spekulationer, og hvert eneste år erklærer aviser og tv, at nu er det lige op over, mens de med angste øjne ser på den smukke vulkankegle, der våger op over byen. Det hele minder om en uundgåelig katastrofe.

Hvad med evakueringsplanerne – fungerer de?

Vesuvs vulkanobservatorium, som er verdens ældste, havde 150 års jubilæum i 1991, og her udtalte den daværende direktør Giuseppe Luongo, at vi ved Vesuv kommer i udbrud igen, bare ikke hvornår, og det er vores fornemste opgave at kunne forudsige det, således at man i tide kan redde de millioner af mennesker der bor i skyggen af vulkanen. Inden den 2. verdenskrig boede der i de 18 bykommuner, som grænser op til Vesuv, omkring 100.000 menensker – i dag er det steget til over 600.000. Den tætte befolkning i byerne Portici og Torre del Greco er nogle af de højeste i hele verden, og det er en skandale i sig selv, udtaler direktøren for Vesuvobservatoriet, Lucia Civetta.

”Det er en fejl, at man ikke har talt nok om, hvor farlig Vesuv er specielt efter det seneste udbrud i 1944. Vi får måske et mindre udbrud med lidt lava, der flyder over, men intet alvorligt, var de lokale myndigheders holdning fra 1950-erne og fremover. Så folk byggede løs på vulkanens skråninger – med eller uden tilladelse. Der var stærkt eksplosive udbrud flere gange i det første årtusinde efter Pompeji og Herculaneums undergang og i 1631 – også efter en længere hvileperiode. For mennesker er det lang tid siden, men ikke i en vulkans liv. Vesuv er i dag langt mere farlig end i 1800-tallet, hvor der var mange mindre udbrud, og der konstant kom røg ud fra toppen”.
Er der tid nok til at evakuere de mange mennesker i Vesuv-regionen, når det næste udbrud kommer. Evakueringsplanen blev sat op i 1990-erne og den første af sin art i Vesuv-området. Vel i teorien ja, men det hele afhænger jo af, om de udsatte indbyggere i kommunerne vil rette sig efter planen og lade sig evakuere i tog, busser, biler og skibe for at blive genhuset i venskabskommunerne i Norditalien.

”Planen er ikke perfekt, men den giver trods alt en sikkerhed i forhold til før, hvor der ikke eksisterede en plan og det hele ville ende i kaos, hvis der opstod en nødsituation. Da man bekendtgjorde den, blev den modtaget med et væld af protester fra befolkningen, kommunerne og private virksomheder. Ingen ville se risikoen i øjnene, men idag har man en mere realistisk holdning til truslen. Mange beboere vil være sikre på, at de får erstatning for de huse, de flytter væk fra, om hvem der passer på deres værdier, mens de er evakuerede. Specielt byggefirmaerne kan ikke lide, at der tales for meget om vulkanudbrud, fordi det lægger en dæmper på deres forretninger. Kommunerne er bange for, at investeringerne vil dale i egnen. De vil hellere lade som om Pompeji og Herculaneum ikke eksisterer og en total håbløs holdning, der gør evakueringsplanen virkningsløs og sætter den over halve million menneskeliv i fare. Det kan godt være det er svært for de mange mennesker, der bor i Vesuvegnen at have tillid til evakueringsplanen og de autoriteter, der står bag, men det er deres eneste chance for at redde livet”, slutter direktøren for Vesuvobservatoriet.

”Hvis folk bare ville acceptere, at Vesuv er en virksom vulkan – selvom den sover for tiden – og at evakueringsplanerne er realistiske – har de en chance for at redde livet”, fortsætter Lucia Civetta. ”Korruptionen i kommunerne og ineffektiviteten har været så stærk, at folk, der har penge og magt, har kunnet bygge løs, hvor de ville. Italiens regering har gjort det hele værre ved at indføre særlove, som tillod folk at bygge i ellers ulovlige områder på ryggen af Vesuv når bare der faldt godt med penge i statskassen. Jeg ser hellere, at folk herfra flytter til sikre områder andre steder i Italien”, slutter direktøren for vulkanobservertoriet.

Det hed sig indtil midten af 1990-erne, at storbyen Napoli, altid var gået ram forbi ved Vesuvs store udbrud, dels fordi vindretningen normalt kommer fra nordøst, så askeregnen blev båret i sydvestlig retning, men dette holder ikke nødvendigvis altid skik. Ganske vidst er Napoli i de seneste årtusinder gået ram forbi, men i 1995 fandt man 30 kilometer nordøst for Napoli skeletresterne af en mand og kvinde, som så ud til at have lidt en smertefuld død under hurtig flugt. Skeletterne blev dateret helt tilbage i bronzealderen til det udbrud fra Vesuv, som fandt sted for 3780 år siden. Senere i 2004 fandt mand nord for Napoli fodspor af flere tusinde menensker på vej nordpå fra Vesuv, også et bevis på det store udbrud for 3780-år siden.

Dette udbrud har været endnu voldsommere og mere eksplosivt end det oftere mere omtalte ”Pompejiudbrud”, som fandt sted i år 79. e.Kr.f. Ved mere normale vulkanudbrud flyder lavaen ud som rødgrød uden fløde, men i tilfældet af Vesuvs mest eksplosive udbrud, er kraterkanalen – tilførselskanalen – nede fra igennem vulkanens rørsystem – så tilproppet af fast klippemateriale, at der skal et ekstremt stort tryk til at sprænge toppen af vulkanen. Når det til sidst sker, sender den voldsomme eksplosion flydende sten, overophedede slagger og aske helt op i stratosfæren, mens det bryder lydmuren. Enorme drøn følger i kølvandet, og et sådant eksplosivt udbrud varer som regel et par døgn eller mindre. Vestenvinden fører småsten og aske i nordøstlig retning og begraver landskabet i flere meter tykke lag. Brændende askeskyer laviner vælter som ildtornadoer udover landskaberne og er øjeblikkeligt dræbende. Temperaturen på ca. 500 graders celsius koger et menneske til døde på sekunder og får det meste af en menneskekrops blod og kød til at fordampe.

Hvis man ikke kvæles af varmen, så bliver man det automatisk af det fine askestøv, som består af små glassplinter. Glødende laviner af aske og løse klippestykker kan bevæge sig mange kilometer og er dødbringende med øjeblikkelig virkning. Varme kvælende vinde med en fart af 400 kilometer i timen som tornadoer heover jordens ov erflade. I Vesuvs tilfælde kan sådanne ildlaviner få vand til at koge i en afstand af 15 kilometer fra vulkanen.

Ganske vist lagde Vesuv en mildere personlighed til sig i det 18. og 19. århundrede med hyppige udbrud, hvor rødglødende strømme af lava flød nedad vulkankeglen.

Vulkanobservertoriet i Napoli har undersøgt de vulkanske jordlag under millionbyen, o Napoli
”Napoli pas nu på med alle jeres tre millioner indbyggere. Det er muligt, at der igen vil komme et udbrud af den størrelsesorden, og det kan ske snart”.

Når alt dette er sagt om Vesuvs synderegister, skal det siges, at vulkaner ikke kun er ødelæggende, men også livsgivende, og den vulkanske mineralholdige jord omdannes til noget af det mest frugtbare på planeten. Det milde vejr og adgangen til havet og i det hele taget den skønne egn har siden de første tider, hvor der har levet mennesker, fået folk til at slå sig ned i egnen ved Vesuv og Napoli.
Det er årsagen til, at folk flytter hertil. Den frugtbare jord lokkede, her kunne man med rigt udbytte dyrke korn og holde husdyr.

Et stærkt jordskælv ramte egnen i 1980, og tusinder døde, mens landsbyer blev udslettet og forvandlet til ruindynger af murbrokker. Mange så med bange øjne mod Vesuv, også fordi at jordskælv ofte er forløbere for vulkanudbrud. 17 år før Pompeji blev begravet af Vesuvs udbrudsprodukter, ramte et stort jordskælv byen.

Op igennem 1990-erne er der opført flere og flere huse omkring vulkanen. Livet går videre, dag for dag. Hektisk, intenst. Som en tikkende bombe. Nedtællingen er begyndt.

Enhver der kører i Napolis gader opdager hurtigt, at her er der tale om en speciel form for trafik. Store børn i vild fart på kallerter igennem gaderne. Unge piger, to på en scooter, der fræser ned ad ensrettede gader uden hjelm, med langt flagrende hår og brændende øjne. Mens de kører, fører de samtaler med andre unge, der også drøner af sted med samme fart på motorcykler. Der er masser af trafiklys, fint opstillet, men 98 % af dem er ikke sluttet til.

Overalt i byerne langs med Napolibugten kan man se vulkanens smukke og velkendte profil luge i horisonten. Undertiden helt overvældende stor, lige bag ved.

Der er noget psykisk over selve formen, den sidder på nethinden i lang tid – og svær at glemme. Men hvis man holder noget tæt til øjnene, kan man ikke længere se det tydeligt. Det virker som om at netop Vesuv ligger så tæt ved, bliver den på en utrolig måde bortrangeret fra det bevidste oplevelsesfelt og ned i underbevidstheden, hvorfra virkningerne så bobler op til overfladen.

Da jeg kom kørende op ad Sorrentohalvøen og holdt ved en tankstation, lå Vesuv som en lavabombe udstrakt i landskabet med et elektrisk tæppe af byer og biler svøbt omkring sine fødder.

Der var gabende halvfærdige nybyggerier på selve skråningerne op mod krateret. Monumeneter over drømme, som benægter døden.

Kørende på autostradaen, der skærer sig forbi Vesuv, stod den synkende, ildrøde sol i bakspejlet, den opstigende fuldmåne stak kanten op over bjergets foran og med chokerende regelmæssige mellemrum Vesuvs kegle, der står der, tidløst, ventende, ude gennem sideruden, mens titusinder af Fiat `er fræser forbi uden at tage hensyn til de fysiske love.

Stolte fantastiske kvinder, bevidste og i den grad tilstede, at de får mange danskere til at ligne noget, der bliver hentet op af Rigshospitalets kælder. Hvis man minder dem om vulkanen, får man som regel et filosofisk fornægtende svar om, at skæbnen er uvis. Præcis det samme i dag som i Pompeji, hvor en flygtende pompejaner indridsede på en af husmurene under flugten fra den buldrende vulkan: ”Skæbnen er dig uvis. Ingen kender dagen før solen går ned”.

I det hele taget oplever man en såkaldt ”her og nu atmosfære”, som kan vække een. Det skønne og befriende er, at det er nu og her, at tingene sker – ikke i livløse, træge gennemdrøftede og livløse handlinger, men her og nu i dette øjeblik. At der er store omkostninger ved at leve livet så spontant, er en anden historie. Livet bliver farligt, men når vi ser på dyrenes liv i junglen og i skovene, så er det farligt at leve – faktisk livsfarligt.

Til gengæld får livet en hel anden fylde og kraft, hvis et menneske lever med livet sopm indsats. Der ern en form for dødsforagt i Napolitanernes måde at leve på., men også noget andet. En helt speciel intensitet.

En hyldest til livet. Til det i mennesket, der ikke vil dø. Der er mange måde at forholde sig til døden på. En populær måde er at feje det ind under gulvtæppet og så lade som ingenting. Håbe på, at det går vel nok altsammen.

En anden er at springe helt ud i livet, helt ind der, hvor der ikke er plads til hverken fortid eller fremtid, men kun i dette ene øjeblik. Her er anspændt.Voldsomt. Eksplosivt. Uforudsigeligt. Ligesom en vulkan.

Måske er der slags samliv mellem vulkanen og dens beboere. En slags afsmitning. Gad vide, hvordan det ville være i København, hvis der lå en aktiv, rygende vulkan i Kongens Enghave? Hver dag står den der. Uflyttelig. Upåvirkelig af af vores meninger. Tilstede med magtfulde forbindelser og dybe rødder.

En invitation til at leve livet her og nu.

Læs bogen: “Vesuv en meget farlig vulkan”.

Mange har undret sig over, at dette udbrud var så kraftigt, hvilket man forholdsvis hurtigt kunne tolke. 

Som læsere af vulkaneksperten husker var det kraftige vulkanudbrud i Stillehavet ved Tongaøerne et af de mest energiudladende på vores jordklode i de seneste 30 år. Det seneste inden dette her, var vulkanen Pinatubos udbrud på Filippinerne i juni 1991. Askeskyerne ved Tongaudbruddet i år steg op til ca. 60 kilometers højde og spredtes med vinden i alle retninger. Udbruddet begyndte sidst i december 2021 i vulkanen ved Tonga og knapt en måned senere kom det voldsomme udbrud med eksplosionerne. Øen, hvor udbruddet fandt sted, hævede sig lidt over havets overflade. Døgnet inden de store eksplosioner havde der været et mindre udbrud, hvilket ændrede og sænkede vulkanens overflade, så havvandet nu fossede ind i den glødende smeltede lava, der havde en temperatur på mindst 1000 graders Celsius. Når havvandet – eller is for den sags skyld – vælter ned i en glødende stenmasse, som lava nu engang er, så vil det nå kogepunktet og splintre alt omkring sig til småskår.

Det var denne proces, der i dette udbrud blev skyld i de stærke eksplosioner.

En liter vand kan forvandles til flere tusinde liter vanddamp og når det sker lynhurtigt dannes der kraftige eksplosioner. Et sådant vulkanudbrud kaldes for en hydromagmatisk eksplosion, d.v.s. vanddampeksplosion. Dette er ske før, bl.a. ved undersøiske vulkanudbrud.

Analyse og tolkning af udbrudsfænomenerne og det udslyngede materiale blev gjort af vulkanologer på stedet og vulkanolog Melissa Scruggs fra University of California. 

Kermandec og Tongaøerne består af en ø-kæde af vulkaner af hvilke de 15 betragtes som aktive, 8 undersøiske vulkaner.

Ud af dem er der Falcon Island og Late.

Hele området  Hunga Tonga og Niuafouou ligger på en subduktion – underskydning af Stillehavs – og Australienspladerne.(se pladetektonik i minileksikon). Der ligger henimod 20 vulkanske krateråbninger over og under vandet.

Niuafou`ou er en lille bevokset vulkanø i Stillehavet – ikke langt fra Fiji – Tonga og Samoa. Den er ca. 200 meter høj og kaldes også Tin – can fra den tid, da psoten til øen blev afhentet i en tilloddet kiksdåse, som en svømmer trak i land efter sig. Øen er godt 20 kilometer i omkreds og har en lagune i midten. I lagunen er der varme kilder.

Vulkanologien siger, at Niuafou`en udgør toppen af en stor undersøisk skjoldvulkan, samt at den vandfyldte lagune er en caldera, og ringvolden består af lava og askelag. Der sker både vulkanudbrud af den rolige slags og så de mere eksplosive fra bunden af lagunesøen. Her bor folk faktisk inde i selve vulkanen, og i 1929 opstod et ildspyende krater sig i midten af byen Angahas ved et køkken udenfor et hus og 20 meter fra et andet hus, der var beboet. Folk løb heldigvis væk med det samme. Husene blev begravet under 100 meter lag af lava og aske.😊