En vulkanolog er en geolog som har specialiseret sig i studiet af vulkaner. Det er ikke muligt at standse en vulkan i udbrud eller prøve at forhindre det. Derfor studerer forskerne vulkaner for at kunne forudsidge deres udbrud, men også for at forstå de processer, der foregår inde i vores jordklode. Vulkanerne bringer bud fra en del af jorden, der ikke er tilgængelig for os mennesker, nemlig vor klodes indre. Når lavaen vælter ud af en vulkan i udbrud har vi at gøre med en nyfødt form for jord, som vores jordklodes første skorpe så ud i tidernes morgen.

At undersøge en vulkan er en vulkanologs opgave, uanset om der er tale om aktive, sovende eller udslukte vulkaner, og prøve at bedømme vulkanens livscyklus – og finde ud af om et udbrud er nært forestående eller ej.

Vulkanologiens vigtigste rolle er at få en forståelse af, hvordan vulkaner fungerer og at søge yderligere videnskabelige risikovurderinger ved vulkaner rundt om i verden.

Den største udfordring i vulkanologien er at kunne forudse farlige begivenheder, når en vulkan skruer bissen på, specielt i de ofte alt for tæt beboede områder ved og på vulkanerne således at man kan redde menneskeliv, når et udbrud finder sted.

Når magmaet presses op inden i vulkanens kegle hæver vulkanbjerget sig, mens der kommer mange små jordskælv, som kan måles af en seismograf.

Udtrykket vulkanologi kommer fra det latinske ord Vulcanus – ildens og smedehåndværkets gud i den romerske gude – mytologi og vulkanologien er en gren indenfor geologien.
En vulkanolog er en person som forsker i vulkaners opståen – deres nuværende men også forhistoriske udbrud.
Vulkanologer besøger ofte vulkaner, specielt de aktive, dels for at observere vulkanudbruddet, dels samle materiale og prøver af udbrudsprodukterne såsom tefra, d.v.s. små løse sten som vulkansk aske eller pimpsten og tage prøver af den type lava, der strømmer ud af vulkanen.
Deres vigtigste opgave er at kunne forudsige et truende vulkanudbrud med det formål at kunne redde så mange menneskeliv som muligt.
Indhold:
1: Vulkanologiens historie med mytologiske historier.
2: Den græsk-romerske naturvidenskab
3: Den kristne mytologi.
4: Observationer under Renæssansen
5: Eksterne links.
1: Vulkanologi er en meget omfattende historie. Den først kendte nedtegnelse – eller motiv – af et vulkanudbrud findes på et hulemaleri, der forestiller en vulkan i udbrud fra ca. år 6000 f.kr.f. Dette hulemaleri er fra den neolitiske beboelse ved Çatal Höyük (også kendt som Çatalhöyük) i Anatolien i det nuværende Tyrkiet. Hulemaleriet viser en vulkan bestående af to bjergkegler i udbrud, hvor der bor mennesker ved vulkanens fod. Vulkanen har man bedømt til at måtte være Hasan Dag, som har to toppe.
Mytologiske forklaringer. I det gamle Grækenland – Hellas og det tidlige romerske rige troede man på, at vulkaner og deres udbrud måtte være gudernes virke og værk, fordi ingen dengang kunne se nogen anden naturlig forklaring på dette fænomen. Så det måtte vel være guderne, der stod bag. Den nok mest berømte græske myte fortæller historien om Atlantis – en ø som pludselig sank i havet som følge af et vældigt vulkanudbrud. Det er filosoffen Platon, der levede i årene 428 – 348 f.Kr. som fortæller om denne ø med en højt udviklet civilisation – Atlantiderne – i to af sine værker Timaios og Kritias. Mange mener nu, at han har digtet sin ”Atlantishistorie” fra vulkanøen Thera – vore dages Santorini, hvis rester ligger i Ægæerhavet, der blev ødelagt ved et enormt eksplosivt vulkanudbrud ca. år 1645 f.Kr.f. Asken spredtes overalt og lå mindst i 30 cm`s højde i Tyrkiet. Eksplosionerne på Thera dannede enorme tsunamis`bølger på omtrent 30 – 40 meters højde og hen ved en kilometer lange og har derfor med uhyggelig gentagne gange efter hinanden skyllet ind over kysterne i det østlige Middelhav og i særlig grad ramte Kretas nordkyst og druknede og ødelagde alt, bygninger, huse, træer, mennesker, dyr, redskaber, simpelthen alt. De højere dele af øen og de andre øer, som disse flodbølger ikke nåede toppen af, blev dækket med metervis tykke lag af vulkansk aske.
Alle øerne i den østlige del af Middelhavet må efter denne katastrofe have lignet et månelandskab og har, i hvert fald for en generation, været næsten ubeboelige. Intet under, at en civilisation kollapser under sådan en katastrofe.
Mange i dag mener, at denne begivenhed også har været med til at danne grobund for andre græske myter – bl.a. Deukalion, hvor havguden Poseidon tog hævn over Zeus ved at oversvømme Attika, Argolis , Saloniki , Rhodos og kysten af Lucia i Tyrkiet og helt til Sicilien.
Grækerne troede, at ildens og smedehåndværkets gud Hefaistos, havde sin faste bolig under vulkanen Etna, hvor han smedede våben til den øverste gud – den almægtige Zeus. Hefaistos undersåtter var kykloperne, der kun havde et øje som man identificerede med de mange små såkaldte sidekratere på Etnas skråninger med et hul i toppen. Det græske ord for at beskrive vulkaner var faktisk Etna eller Hiera efter Zeus’ søn Herakles. Den romerske digter Virgil Solid Edge gav senere hen sin egen fortolkning af denne græske myte, at det skulle være den ulydige Enkalados som blev begravet under Etna af gudinden Athene som straf for, at han ikke at ville adlyde guderne. Når vulkanen Etna buldrede var det hans pinefulde skrig man kunne høre – og ilden – flammerne, der stod op fra vulkanen måtte være hans åndedrag og de mange jordskælv skyldtes, når han i sit fængsel forsøgte at komme ud af sine gloende lænker. Enkalados’ bror, Mimas blev begravet under vulkanen Vesuv også af Hefaistos, og blodet fra de andre overvundne kæmper strømmede ud som glødende lava dels fra Vesuv men også fra de ”brændende marker” det nuværende vulkanske område ”Campi Flegrei” vest for Napoli.
Lokale legender om vulkaner findes i overflod rundt omkring Stillehavet ”Ildringen”, og de omtaler ofte vulkankræfterne som det overnaturlige eller guddommelige, for at forklare de voldsomme udbrud fra vulkaner.
Taranaki og Tongariro, var i henhold til Maorisk mytologi, begge elskere der blev forelsket i Pihanga, hvorpå det blev efterfulgt af en grufuld jalousi-strid. Maorierne vil i dag fremdeles ikke bo i området mellem vulkanerne Tongariro og Taranaki, af frygt for at konflikten skal blusse op igen
2: De første forsøg på at finde en mere videnskabelig forklaring på vulkaner blev foretaget af den græske filosof Empedokles (ca. 490 – 430 f.Kr., som delte verden op i de fire vigtige elementer: Jord – vand – luft og ild.
Han hævdede, at vulkanerne var de tydelige beviser på det stærke grundelement: ilden. Platon hævdede på sin side, at der fandtes underjordiske floder af enorme vandstrømme, der strømmede ud både som varmt og koldt vand i uudtømmelige mængder. Aristoteles anså den underjordiske ild som et resultat af «gnidningsmodstanden, der blev skabt af vinde, når de strømmede igennem smalle gange inde i jorden».
Lucretius , en romersk filosof, hævdede at Etna i sit indre var fuldstændig hul og at ilden under jorden blev drevet af en voldsom vind som cirkulerede nær ved havet. Ovid mente, at flammerne fik næring fra «fedtholdig mad», og at udbruddene ophørte, når maden var fortæret. Vitruvius mente at svovl, alun og asfalt gav næring til den type flammer. Plinius den Ældre havde bemærket, at der ofte kom jordskælv inden en vulkan kom i udbrud(hvilket også er rigtigt). Det var ham, der omkom ved Vesuvs udbrud i år 79 – ikke langt fra Pompeji. Hans nevø – Plinius den Yngre – beskrev dette udbrud i to breve til Tacitus og det er den ældste og – ikke at forglemme – en meget realistisk beskrivelse om et vulkanudbrud i historisk tid. Den er så levende beskrevet, da han på afstand betragtede den buldrende vulkan. En så god beskrivelse, at vores nutidige vulkanologer i dag stadig kalder den for den ”pliniske” eller ”plinianske” udbrudstype af et stærkt eksplosivt vulkanudbrud, nemlig fald af aske og slagger fra en kraftig eksplosionssky.
Vinden kom til at spille en central rolle i menneskers opfattelse af vulkaner helt frem til 1500-tallet.
3: Kristen mytologi. Vulkanologien som studium havde ikke så meget fremgang i tidsrummet fra Platon og frem til James Hutton. Det kristne verdensbillede forklarede vulkanerne bl.a. med, at det var selve Satans håndværk – eller Guds vrede over de syndige menensker – bl.a. troede man , at Heklafjeldet – Hekkenfeldt – i Island var selveste nedgangen til Helvede og Gud havde en aftale med Djævelen om, at denne indgang skulle stå åben så man kunne høre de fordømtes skrig og hyl fra vulkanens indre, når de syndige mennesker blev grillet og stegt dernede i flammerne.
Dog kunne de såkaldte ”Helgenmirakler” formilde denne vrede. De jordiske rester af de stakkels helgener, som, havde lidt en grufuld martyrdød – bl.a. Santa Agatas buste bar man i procession op mod lavastrømmen som nærmede sig Catania og rent mirakuløst delte lavastrømmen sig i to dele og flød udenom byen. Det havde dog ikke samme effekt i 1669, da lava begravede store dele af Catania.
I 1660 medførte et udbrud i Vesuv at der regnede små tvillingeagtige pyroxenkrystaller og aske ned over landsbyerne ved foden af vulkanen. Disse pyroxenkrystaller lignede små krusifikser og det blev fortolket til at måtte være den hellige St. Jannuarius værk. I Napoli vandrer indbyggerne med det størknede blod af helgenen St. Januarius ved hvert udbrud fra Vesuv, der ligger lige sydøst for byen.
Beskrivelser om disse processioner gjorde det muligt for den britiske diplomat og naturforsker Sir William Hamilton at dokumentere Vesuvs udbrud igennem tiderne og gjorde det første mere videnskabelige undersøgelse af udbrudshistorie af Vesuv og i det hele taget Syditaliens vulkaner.

servasjoner under renessansen [ redigér ] Observationer i renæssancen Beskrivelser av vulkaner under renessansen økte dramatisk kunnskapsnivået, på tross av den motstanden Kirken hadde mot vitenskapelige undersøkelser av den verdslige verden, spesielt de som gikk på tvers av bibelsk lære. Beskrivelser af vulkaner under renæssancen steget dramatisk det niveau af viden, på trods af modstand i Kirken havde videnskabelige undersøgelser af den sekulære verden, især dem, der gik på tværs af den bibelske lære. Ikke desto mindre ble nuées ardentes (hurigbevegende pyroklastiske skyer) beskrevet på Azorene i 1580 . Georgius Agricola mente at stråling fra sola, som siden ble foreslått av Descartes , ikke hadde noe å gjøre med vulkaner. Ikke desto mindre nuées ardentes (hurigbevegende pyroclastic skyer) er beskrevet i Azorerne i 1580 . Georgius Agricola troede, at stråling fra solen, som senere blev foreslået af Descartes , havde intet at gøre med vulkaner. Agricola trodde at vann under trykk forårsaket utbrudd av «fjellolje» og basalt . Agricola mente, at vandtrykket forårsagede udbruddet af “Rock olie” og basalt .

Johannes Kepler anså at vulkaner var kanaler for jordas tårer og ekskrementer, noe som ugyldiggjorde asfalt, tjære og svovel. Johannes Kepler troede, at vulkaner var kanaler for Jordens tårer og ekskrementer, som gjorde ugyldig asfalt, tjære og svovl. Descartes, som uttalte at Gud hadde skapt jorden på et øyeblikk, sa at dette hadde blitt gjort i tre lag – det flammende dypet, et lag av vann, og luften. Descartes, som erklærede, at Gud havde skabt jorden på et øjeblik, sagde, at dette var sket i tre lag – det flammende dybder, et lag af vand og luft. Vulkaner, sa han, ble dannet der stråler fra sola gjennomboret bakken. Vulkaner, sagde han, blev dannet hvor de stråler fra solen hullede jorden.

Vitenskapen slet med idéene om forbrenning av pyritt med vann, at berg var størknet asfalt, og med begrepet rundt at bergarter ble skapt fra vann ( Neptunisme ). Forskere kæmpede med ideer om forbrænding af pyrit med vand, blev klippen størknede asfalt, og konceptet omkring klipperne blev skabt af vand ( Neptunisme ). Alle vulkaner som var kjent på den tiden, lå nær vann, og herav fulgte at havets interaksjon med land ble brukt som forklaring på vulkansk aktivitet. Alle de vulkaner, der var kendt på det tidspunkt var i nærheden af vandet, og dermed kom havets interaktion med jorden blev brugt som en forklaring på vulkansk aktivitet.
Igennem den mørke middelalder har man kun vage forestillinger om den indre jordvarme og trykforhold i det indre af vor
jordklode. En saksisk læge, Georg Bauer eller Agricola, der levede i begyndelsen af 1500 – tallet, påstod, at den underjordiske ild fik bjerge til at brænde ved, at luftstrømmene inde i jorden pressedes sammen således, at der opstod ild og antændte brændbare stoffer.Giordano Bruno dristede sig til at sige, at der aldrig havde været en altomspændende syndflod. Han mente, at da mange vulkaner lå ved havet eller i nærheden heraf, måtte vulkanernes virksomhed skyldes vandets indvirkning på den indre jordvarme. Denne udtalelse kostede ham døden som kætter på bålet i år 1600 i Rom.

Jesuiten Kircher skrev i det 17. århundrede et værk om den underjordiske ild – flodernes og kildernes oprindelse. Fra en centralild trænger der brændende luft gennem spalter ud til arnestederne, der igen nærer vulkanerne på jordens overflade.

En franskmand, Telliamed, hævdede i 1716, at vulkaner vel måtte være et resultat af en slags forbrænding af olie og fedt fra dyr og fisk koncentreret på visse steder i de sedimenter, der var aflejret fra den bibelske syndflod.
En italiensk lærd, Antonio Lazaro Moro påstod, at alle landmasser vel måtte være slynget ud fra kratere på havbunden i jordens urhav. For at undgå døden på bålet, trak han i land ved at tilføje: ”Det må dog have behaget skaberen”…

Læren om urhavet forblev intakt indtil midt ind i det 18. århundrede, hvor en franskmand, Jean – Etienne Guettard, tilfældigt opdagede i 1751, at en sort sten ved vejen i Sydfrankrig jo lignede den type lava, som han havde set på de italienske vulkaner Vesuv og Etna. Kunne Vesuv eller Etna i Italien have spyet disse lavasten helt til Frankrig fra Italien. Det kunne ikke være tilfældet, og pludselig gik det op for ham, at der måtte have været vulkaner her på stedet, som engang havde udslynget dem. Hans argument var uangribeligt, og han kom til at starte den kølige strid mellem Vulkanisterne(Plutonisterne efter Underverdenens gud Pluto) og Neptunisterne(efter havguden Neptun). Neptunisterne påstod, at alt var skabt i havet, mens Plutonisterne hævdede, at bjergarterne var dannet i smeltet tilstand i jordens varme indre.

Striden fortsatte i årene fremover, men nu fremkom skotten James Hutton i 1785 med den konklusion, at ingen varmekilde på jordens overflade kunne smelte en stenmasse i sig selv. I vor jordklodes indre måtte der være en ”smeltet flydende masse, som var uændret af varmepåvirkning”. ”Jorden er en planet, hvis enorme indre varme holder dens overflade i en konstant bevægelsestilstand.Vulkaner bør betragtes som en slags åndehuller for jordens smelteovn – eller sagt på en anden måde som sikkerhedsventiler”. Helt forkert er nu det ikke, og James Hutton betragtes den dag i dag som den moderne geologis grundlægger, fordi han var den første til at opfatte jorden som et stadigt skiftende dynamisk system.
Jordskorpen er i konstant bevægelse selvom det foregår uendelig langsomt, og jorden anvender vulkanerne som sikkerhedsventiler for at kunne skaffe sig af med den overskudsvarme, som kræfterne i dens indre fremkalder.

Englænderen George Julius Scrope byggede i kølvandet videre på Huttons konklusion og han anerkendte, at vulkanbjerge må være opbygget af det udbrudsmateriale, som dynges op omkring udbrudsstedet, altså selve vulkanens krater.Desuden fremkom han med en ny og revolutionerende triumfkonklusion, nemlig at ”hovedkraften i et vulkanudbrud må være indestængte gasser, der kæmper for at komme ud fra en lavamasse og at vanddampen var den mest fremherskende af alle vulkanske gasser”. Han havde ved vulkanske udbrud set, at ud af alle de luftarter, der udsendtes af vulkanerne, var vanddampen den mest fremherskende. Hans teori var, at dybt inde i jorden måtte der befinde sig enorme mængder af vand i flydende tilstand opløst i de smeltede bjergarter. Dette vandrige magma pressedes opad igennem revner og sprækker i jordlagene, mens trykket faldt jo højere mod jordens overflade det bevægede sig, og til sidst udskiltes vandet af smeltemassen i dampskyerne. Man vidste godt, at vand udvider sig, når det omdannes til damp, men det var første gang man på en enkel forklarende måde fremkom med årsagen til, hvordan en vulkan fungerede og kom i udbrud.

Vulkanologi er læren om vulkaner – lava – magma og relaterede geologiske fænomener.

Udtrykket vulkanologi kommer fra det latinske ord vulcanus – ildens og smedehåndværkets gud i den romerske gudemytologi.

Vulkanologi er en gren indenfor geologien.

En vulkanolog er en person som forsker i dannelsen af vulkaner og deres nuværende og historiske udbrud.

Vulkanologer besøger ofte vulkaner, specielt de aktive, dels for at observere vulkanudbruddet, dels samle materiale fra udbruddet, inklusiv udbrudsprodukter såsom tefra (altså løse sten som vulkansk aske eller pimpstein ) og tage prøver af den type lava, der strømmer ud af vulkanen.

Deres vigtigste opgave er at kunne forudsige et vulkanudbrud med det formål at kunne redde så mange menneskeliv som muligt.

Indhold:

1 Vulkanologiens historie med mytologiske historier.

2 Den græsk-romerske naturvidenskab

3 Den kristne mytologi.

4 Observationer under renæssansen

5 Se også 5 Se også
6 Eksterne lenker 6 Eksterne links

[ rediger ] Vulkanologiens historie [ redigér ] vulkanologi historie Vulkanologi har en veldig omfattende historie. Vulkanologi er en meget omfattende historie. Den tidligst kjente nedtegnelsen av at vulkanutbrudd finnes på et hulemaleri som forestiller et vulkanutbrudd, fra rundt 6000 f.kr. De tidligste kendte referat af vulkanske udbrud på en hule maleri forestiller en vulkanudbrud, fra omkring 6000 f.Kr. Hulemaleriet, fra den neolittiske bosetningen ved Çatal Höyük (også kjent som Çatalhöyük) i sør Anatolia i nåtidens tyrkia, viser en vulkan med to fjelltopper, under utbrudd, med bosetningen ved foten. Cave maleri fra den neolitiske afvikling af Catal Höyük (også kendt som Çatalhöyük) i det sydlige Anatolien i det moderne Tyrkiet, en vulkan med to toppe, under udbrud, med afregning ved foden. Vulkanen er trolig Hasan Dað , som har to topper. Vulkanen er formentlig Hasan Dag , som har to toppe.

[ rediger ] Mytologiske forklaringer [ redigér ] Mytologiske forklaringer Det klassiske Hellas og det tidlige Romerriket forklarte vulkaner som gudenes verk på vitenskapelig vis, da vitenskapen og alkymi ikke hadde noen forklaring på fenomenet. Det klassiske Grækenland og i begyndelsen af Romerriget forklaret vulkaner som guder arbejde på videnskabelig måde, når videnskaben og alkymien havde ingen forklaring på fænomenet. Greske myter og fortellinger beretter historien om Atlantis , en oppdiktet øy som sank i havet. Platon ( 428 – 348 f.Kr.) fortalte om forsvinningen av en svær øy og dens mektige sivilisasjon, Atlantidene, i to av verkene sine – Timaios og Kritias . Græske myter og historier fortæller historien om Atlantis , en fiktiv ø, der sank i havet. Platon ( 428 – 348 f.Kr.) fortalte om forsvinden af en stor ø, og dens mægtige civilisation, Atlantide, i to af hans værker – Timaios og Kriti . Det er nå trodd at øya Thera (dagens Santorini ), i Egeerhavet, ble ødelagt av en voldsom serie av vulkanutbrudd rundt 1620 f.Kr. , med aske som falt og lå over 30 cm i høyden, i Tyrkia. Det er nu troede, at øen Thera (moderne Santorini ), i Det Ægæiske Hav, blev ødelagt af en voldsom serie af vulkanudbrud omkring 1620 f.Kr. , med den aske, der faldt og blev over 30 cm i højden, i Tyrkiet. Eksplosjonene på Thera forårsaket kolossale flodbølger, beregnet til over 30 meter i høyden, som forflyttet seg kjapt over Egeerhavet, og sør-kysten av Kreta. De eksplosioner af Thera forårsaget enorme flodbølger, der anslås til over 30 meter i højden, der bevægede sig hurtigt over Det Ægæiske Hav, ligger på Kretas sydkyst. Andre nedtegnelser av Thera-utbruddet ga grobunn for greske myter, det vil si Deukalion , hvor Poseidon , guden for havet og elvene, tok hevn over Zevs ved å oversvømme Attika , Argolis , Saloniki , Rhodos og kysten av Lucia ( Tyrkia ) til Sicilia . Andre optegnelser Thera udbruddet gav anledning til den græske myter, det vil sige, Deucalion, hvor Poseidon , gud af havet og floder, tog hævn over Zeus ved swimmingpoolen Attika , Argolis , Saloniki , Rhodos og kysten af Lucia ( Tyrkiet ) til Sicilien .

Grekerne trodde også at Hefaistos , ildens gud, oppholdt seg under vulkanen Etna , og smidde Zevs sine våpen. Grækerne mente også, at Hefaistos , ildens gud, forblev under vulkanen Etna , og smedet Zeus ‘våben. Hans undersåttere, kyklopsene som hadde kun ett øye, er muligens en allegori til de runde kraterne og kjegleformene på vulkanen. Hans undersåttere, kyklopsene der kun havde ét øje, er muligvis en allegori af den cirkulære kratere og koniske former af vulkanen. Det grenske orde for å beskrive vulkaner var faktisk etna , eller hiera etter Zeus’ sønn Herakles . Det Grenske anbefalede at beskrive vulkaner var faktisk Etna, eller Hier efter Zeus ‘søn Heracles . Den romerske dikteren Vergil fastholt, gjennom sin tolkning av greske myter, at Enkelados ble begravd under Etna av gudinnen Athene , som straff for å ikke adlyde gudene – rumlingen fra fjellet var hans pinselsskrik, flammene hans åndedrag, og skjelvingene hans risting av gitteret i fengselet hans. Den romerske digter Virgil Solid Edge, gennem sin fortolkning af den græske myter, var, at Enkelados begravet under bjerget Etna af gudinden Athena som straf for ikke at adlyde guderne – rumlen af bjerget var hans pinselsskrik, brande hans ånde, og tremor af hans rysten på gitter i fængsel hans. Enkalados’ bror, Mimas ble begravd under Vesuv av Hefaistos, og blodet fra de andre nedkjempede kjempene strømmet ut over de flammende markene rundt Vesuv. Enkalados ‘bror, var Mimas begravet under Vesuvs af Hefaistos, og blodet af de andre besejrede krigere strømmede ud af den flammende markerne omkring Vesuv.

Lokale legender rundt vulkaner finnes i overflod i områdene rundt « Ildringen i Stillehavet » og Amerika, og de omtaler ofte vulkankreftene som overnaturlige eller guddommelige, for å forklare de voldsomme utbrudde fra vulkaner. Lokale legender om vulkaner findes i overflod i de omkringliggende områder ” Ildringen i Stillehavet “og Amerika, og de ​​ofte refererer til vulkanske kræfter, der er overnaturlige eller guddommelige, for at forklare den voldelige udbrud af vulkaner. Taranaki og Tongariro, var i henhold til Maorisk mytologi, elskere som ble forelsket i Pihanga, hvorpå det ble etterfulgt av en grufull, sjalu strid. Taranaki og Tongariro, var under Maorisk mytologi elskere, der faldt i kærlighed Pihanga, hvorefter den blev efterfulgt af en grusom, jaloux skænderier. Maoriene vil i dag fremdeles ikke bo i området mellom Tongariro og Taranaki, av frykt for at konflikten skal blusse opp igjen. Maori vil i dag stadig ikke bor i området mellem Tongariro og Taranaki, af frygt for at konflikten vil blusse op igen.

[ rediger ] Gresk-romersk vitenskap [ edit ] græsk-romerske naturvidenskab De første forsøkene på å finne en vitenskapelig forklaring på vulkaner ble foretatt av den greske filosofen Empedokles (ca. 490 – 430 f.Kr. ), som delte verden opp i fire elementer – Jord , vann , luft og ild . De første forsøg på at finde en videnskabelig forklaring på vulkaner blev foretaget af den græske filosof Empedokles (ca. 490 – 430 f.Kr. ), der delte verden op i fire elementer – jord , vand , luft og ild . Han hevdet at vulkaner var manifestasjoner av elementærkraften ild. Han hævdede, at vulkaner var manifestationer af den elementære kraft af brand. Platon hevdet på sin side at det fantes underjordiske elver der varmt og kaldt vann flommet i uutømmelige mengder. Aristoteles anså underjordisk ild som et resultat av «friksjonen skapt av vinden når den styrter ned i trange passasjer.» Platon hævdede, at der var underjordiske floder, hvor varmt og koldt vand flød i uudtømmelige mængder. Aristoteles betragtes undergrunden brand som følge af “friktion skabt af vinden, når den styrter ind i den smalle passager.”

Vind kom til å spille en sentral rolle i forklaringer rundt vulkaner fram til 1500-tallet . Lucretius , en romersk filisof, hevdet at Etna var fullstendig hul, og at ilden under jorden ble drevet av en voldsom vind som sirkulerte nær havnivå. Ovid mente at flammene fikk næring fra «fettholdig mat», og at utbruddene opphørte når maten gikk tom. Vitruvius mente at svovel , alun og asfalt ga næring til de type flammene. Plinius den eldre merket seg at det ofte var jordskjelv forut for etvulkanutbrudd – han døde i et slikt i Stabiae. Vind kom til at spille en central rolle i forklaringer om vulkaner, indtil 1500-tallet . Lukrets , en romersk filisof, hævdede, at Etna var helt hule, og ilden under jorden, der drives af en hård vind, der cirkulerer nær havoverfladen. Ovid mente, at Flammerne fik næring af “fedtholdige fødevarer”, og at udbruddene ophørte, da maden slap op. Vitruvius mente, at svovl , alun og asfalt gav mad til typen af brand. Plinius den Ældre bemærkes, at det ofte var jordskælv forud for etvulkanutbrudd – han døde i sådan i Stabiae.

[ rediger ] Kristen mytologi [ redigér ] kristne mytologi Vulkanologi som studium hadde så ikke så mye fremgang fra tiden rundt Platon fram til Hutton. Vulkanologi denne undersøgelse gjorde det ikke så langt fra tidspunktet for Platon indtil Hutton. Det kristne verdensbildet forklarte vulkaner utfra en rekke forutvitende begrep, men det ble også trodd at det kunne være Satans håndverk eller Guds vrede, og at bare helgen-mirakler kunne forhindre vreden deres. Den kristne verdenssyn forklarede vulkaner baseret på en række af forudgående kendskab til begreber, men det var også mente, at det kunne være Satans håndværk eller Guds vrede, og at kun helgenagtige mirakler kan forhindre deres vrede. Av denne grunn ble relikvier fra helgenen Agata vist foran lava som strømmet mot byen Catania i 253 , og på mirakuløst vis delte lavastrømmen seg i to (ned to dalfører) og unngikk å treffe byen. Af denne grund relikvier af Sankt Agata vises foran den lava, der flød mod byen Catania i 253 , og den mirakuløse måde, hvorpå delte lava flow i de to (ned to dale) og undgået at ramme byen. Uheldigvis hadde ikke relikviene like stor effekt i 1669 da mye av byen gikk tapt til lava fra Etna. Desværre er det ikke relikvier så effektiv i 1669 , da store dele af byen blev tabt til lava fra vulkanen Etna.

I 1660 medførte utbruddet på Vesuv at det regnet tvillingdannede pyroksenkrystaller og aske på landsbyene i nærheten. I 1660 førte til udbrud af Vesuv, at den fandt de to dannede pyroksenkrystaller og aske på nærliggende landsbyer. Pyroksenkrystallene liknet på krusifikser, og dette ble tolket dithet at det var St. Januarius’ verk. Pyroksenkrystallene end på krucifikser, og det blev tolket dithet, at det var St. Januarius arbejde. I Napoli vandrer befolkningen rundt med relikviene etter St. Januarius ved hvert nytt utbrudd fra Vesuv. I Napoli indvandrerbefolkning omkring relikvier af Skt Januarius ved hver ny vulkanen Vesuv. Nedtegningene om disse prosesjonene gjorde det mulig for den britiske diplomaten og naturforsker Sir William Hamilton å dokumentere utbruddene til Vesuv, noe som var en av de første “vitenskapelige” studiene av utbruddshistorikken til en vulkan. Har du været skrevet om disse processioner gjort det muligt for den britiske diplomat og naturforsker Sir William Hamilton til at dokumentere udbrud af Vesuv, som var en af ​​de første “videnskabelige” undersøgelser af udbruddet historien om en vulkan.

[ rediger ] Observasjoner under renessansen [ redigér ] Observationer i renæssancen Beskrivelser av vulkaner under renessansen økte dramatisk kunnskapsnivået, på tross av den motstanden Kirken hadde mot vitenskapelige undersøkelser av den verdslige verden, spesielt de som gikk på tvers av bibelsk lære. Beskrivelser af vulkaner under renæssancen steget dramatisk det niveau af viden, på trods af modstand i Kirken havde videnskabelige undersøgelser af den sekulære verden, især dem, der gik på tværs af den bibelske lære. Ikke desto mindre ble nuées ardentes (hurigbevegende pyroklastiske skyer) beskrevet på Azorene i 1580 . Georgius Agricola mente at stråling fra sola, som siden ble foreslått av Descartes , ikke hadde noe å gjøre med vulkaner. Ikke desto mindre nuées ardentes (hurigbevegende pyroclastic skyer) er beskrevet i Azorerne i 1580 . Georgius Agricola troede, at stråling fra solen, som senere blev foreslået af Descartes , havde intet at gøre med vulkaner. Agricola trodde at vann under trykk forårsaket utbrudd av «fjellolje» og basalt . Agricola mente, at vandtrykket forårsagede udbruddet af “Rock olie” og basalt .

Johannes Kepler anså at vulkaner var kanaler for jordas tårer og ekskrementer, noe som ugyldiggjorde asfalt, tjære og svovel. Johannes Kepler troede, at vulkaner var kanaler for Jordens tårer og ekskrementer, som gjorde ugyldig asfalt, tjære og svovl. Descartes, som uttalte at Gud hadde skapt jorden på et øyeblikk, sa at dette hadde blitt gjort i tre lag – det flammende dypet, et lag av vann, og luften. Descartes, som erklærede, at Gud havde skabt jorden på et øjeblik, sagde, at dette var sket i tre lag – det flammende dybder, et lag af vand og luft. Vulkaner, sa han, ble dannet der stråler fra sola gjennomboret bakken. Vulkaner, sagde han, blev dannet hvor de stråler fra solen hullede jorden.

Vitenskapen slet med idéene om forbrenning av pyritt med vann, at berg var størknet asfalt, og med begrepet rundt at bergarter ble skapt fra vann ( Neptunisme ). Forskere kæmpede med ideer om forbrænding af pyrit med vand, blev klippen størknede asfalt, og konceptet omkring klipperne blev skabt af vand ( Neptunisme ). Alle vulkaner som var kjent på den tiden, lå nær vann, og herav fulgte at havets interaksjon med land ble brukt som forklaring på vulkansk aktivitet. Alle de vulkaner, der var kendt på det tidspunkt var i nærheden af ​​vandet, og dermed kom havets interaktion med jorden blev brugt som en forklaring på vulkansk aktivitet.

[ rediger ] Se også [ redigér ] Se også Vulkan Volcano
[ rediger ] Eksterne lenker [ redigér ] Eksterne links Area Vesuvio (it) Område Vesuvio (IT)
European Volcanological Society (en) Europæiske vulkanologisk Society (a)
United States Geologic Survey- Volcanic Hazards Program (en) USA Geologiske Undersøgelse Volcanic Farer Program (a)
Volcano Live- What is a volcanologist? (en) Volcano Live-Hvad er en volcanologist? (a)
VolcanoWorld- How to become a volcanologist (en) vulkan verden Hvordan Bliv volcanologist (a)

Yellowstonefilmene i TV på Danmarks Radio fortæller om den voldsomste form for vulkantivitet på vores jordklode, nemlig de såkaldte “super-udbrud”. Heldigvis finder den form for vulkan-udbrud normalt kun sted med ca.flere hundrede 100.000 års mellemrum, men vi kan ikke komme uden om dem. Det hidtil seneste var Lake Tobadannelsen af den bortsprængte vulkan på øen Sumatra i Indonesien for ca. 74.000 år siden, og som fik vores sidste istid til at kulminere grundet askeregn og gasser i luften. Ordet Yellowstone betyder gul fra dels gule sandsten og dels den farverige gulagtige rhyolitlava, d.v.s. meget sure vulkanske bjergart med 72 % SIO2 indhold(kiselsyre). Under Yellowstone befinder der sig en såkaldt “hot-spot”, altså større opstigning af varmt materiale nede fra, som har dannet den delvis smeltede magmabeholder, der ved seismiske beregninger er bedømt til at indeholde ca. 25.000 kubikkilometer magma og være ca. 80 kilometer lang – 40 kilometer bred og godt 8 kilometer dyb. De voldsomme udbrud har igennem årmillionerne dannet calderasænkningerne, d.v.s. fordybninger i jordens overflade, der som en isflage bevæger sig med ca. 5 cm om året hen over denne “hot-spot”. En caldera er en kraterindsynkning, som dannes efter stærke eksplosive vulkanudbrud, hvor magmakammeret eller kamrene rene i dybet tømmes ud, hvorved jorden oven over synker sammen. Den nuværende caldera i dette – Nordamerikas størst vulkanske område – blev dannet for 640.000 år siden. Yellowstone indeholder 180 geysirs(springkilder) og adskillige muddervulkaner.

I 2008 var der registreret “jordskælvssværme” under Yellowstone Lake(søen), der indikerede uro i den vulkanske undergrund. Siden 1983 har man registreret 70 mærkbare rystelser og frem til 2006.

I de sidste 10.000 år har Yellowstones Caldera været rastløs, hvilket betyder, at magmabevægelser i dybet både er skyld i ændringerne af de varme kilders aktivitet og hævninger eller sænkninger af jordens overflade.
Ofte størkner den opadstigende magma i dybet uden at komme til udbrud på jordens overflade.
Et eventuelt kraftigt jordskælv ville kunne åbne magmakammeret i dybet eller efter ny magmatilførsel under det store magmakammer – og et udbrud kan blive resultatet- både i større eller mindre form. Heldigvis holdes hele egnen under konstant opsyn på alle mulige måder med de mest moderne vulkanologiske instrumenter.

Yellowstone har været i udbrud for henholdsvis 70.000 år siden – for 160.000 og 640.000 år siden.

Man har udregnet vulkanudbrud i styrkeindekser fra VEI 1 – 8, og et “superudbrud” beregnes til at ligge på mindst 8.

VEI-skalaen er en benævnelse for den mængde materiale af aske og lava, som udslynges af en vulkan i et udbrud, altså et vulkanudbruds styrke eller såkaldt indeks. (Volcanic Explosivity Index).

F. eks. var Mt. St. Helens udbrud i 1980 bedømt til at være VEI 5 og Krakataus i Indonesien i 1883 var VEI 6 og Tambora i 1815 til styrke 7. Supervulkaner slynger som regel over 100 kubikkilometer askemateriale ud og må derfor beregnes fra styrke 7 og opefter.
Askelagenes tykkelse fra udbrud også i fortiden kan bedømmes, og herved beregnes fortidige udbrud i indeksstyrekegraden. Ligeså i iskernerne på Grønlands indlandsis fortæller os om et stort svovlindhold, som stammer fra Lake Tobaudbruddet for 74.000 år siden på øen Sumatra i Indonesien, altså det seneste “super-udbrud” på jorden.

Vi kan tage f.eks. St. Helens udbrud i 1980, som havde en styrkegrad på VEI 5 og energimæssigt til 1 Hiroshima-atombombe pr. sekund, så svarer Yellowstone-superudbruddet til 1000 Hiroshima-atombomber pr. sekund…..

Et nyt superudbrud i Yellowstone ville få konsekvenser for hele U.S.A. plus klimaændringer på hele jorden. I zone 1 vil glødende askelaviner kunne udslette alt liv i en radius af mindst 100 km2. Der bor hen mod 100.000 mennesker i dag i dette område i dag. I zone 2 ville askelag på mere end 15 cm få hustage til at styrte sammen plus at askeskyerne sammen med svovlsyregasser ville sprede sig i både atmosfæren og stratosfæren og over det meste af verden. I Europa f.eks. kunne temperaturen højst sandsynligt falde med 12 grader og give os vinter året rundt i 2 – 3 år.

Vi bør heller ikke glemme, at vi i den moderne vulkanforskning nu har mere sikre metoder til dels at forudsige udbrud, men også holde vore urolige geologiske områder på jorden under mere konstant opsyn, og det er nødvendigt. En sovende vulkan kan f.eks. godt begynde at give varsler fra sig og så gå i stå igen….

Ved Napoli i Syd-Italien – hvor også Vesuv ligger – har jorden hævet sig ved Pozzuoli igennem årevis, men for tiden rolig igen, også et sted, hvor eksplosive udbrud har fundet sted for mange tusinde år siden..Vi ved nu, at under hele Napolibugten befinder sig et kæmpemæssigt magmakammer større end Gardasøen og med en omkreds af ca. 440 kvadratkilometer, som føder både vulkanerne Vesuv, øens Ischias vulkan og De Flegreiske marker;d.v.s. ”brændende marker grundet de mange gas og svovlkilder i området”,som ligger vest for Napoli fra tid til anden, og det betyder igen med op til årtusinder imellem, men Vesuv er den mest aktive af dem alle. Andre steder på jordkloden kan man i fremtiden vente ”super-udbrud” bl.a. på New Zealand og i indonesien…

Det store spørgsmål til sidst er dog imidlertid: “Hvor stor sandsynlighed er der for, at vi om et år eller om tusinde år ville komme til at opleve et super-udbrud i Yellowstone eller et andet sted på jorden? Sandheden er, at vi ved det ikke, men en gammel vulkanologisk og geologisk læreregel siger, at hvad som er sket før vil ske igen”. Det vigtige er dog, at vi i dag er i stand til bedre at kunne forudsige disse naturbegivenheder end før, således at vi i tide kan tage vores konsekvenser og gøre os rede til at konfrontere os imod dem”.

Yellowstone er en af de største super-vulkaner i verden. Hvert 600.000 – tusinde år kommer der et stort udbrud, og det sidste skete for 640.000 år siden, så følger man vulkanens cyklus er det næste på trapperne.

Supervulkanen i Yellow Stone

– her er filmens supervulkan

Denne artikel er skrevet af geolog Steen Laursen og trykt i Geologisk Nyt

Gejserne i Yellow Stone national park er et af tegnene på, at området er vulkansk aktivt. Foto: Thomas Mejer Hansen

Yellow Stone er det vulkanske område i Wyoming i USA, som har lagt navn og rygte til den aktuelle film om en civilisationsødelæggende supervulkan. Den har endnu ikke ødelagt nogen civilisationer, men den har haft nogle yderst voldsomme udbrud, og der kommer flere.

Yellow Stone er dannet af en hotspot

Den vulkanske caldera i Yellowstone i Wyoming er dannet af en hotspot, et særligt varmt område i Jordens indre, og det har ligget under det Nordamerikanske kontinent i 17 millioner år. I løbet af de sidste to millioner år har der været tre meget store vulkanudbrud over denne hotspot, og de har alle fulgt det samme mønster. Først steg en masse af smeltet sten, et magma, op fra hotspotten i Jordens indre til den nedre del af Jordens skorpe. Her smeltede magmaet den nederste del af skorpen, og dette nye magma trængte videre op og fyldte et eller flere store magmakamre få kilometer under overfladen.

Alle tre udbrud var yderst eksplosive, fordi magmaet fra skorpen var tyktflydende. Det tyktflydende magma forhindrede nemlig gasser fra vulkanen i at komme ud af den. Men gassernes tryk steg med tiden, til det blev så stort, at det pressede magmaet ud af vulkanen. Da var trykket så stort, at store områder af overfladen blev sprængt bort ved udbruddet.

Tre kæmpestore calderaer

Det første udbrud i Yellowstone bortsprængte omkring 2.500 km3 klipper for 2 millioner år siden. Det svare til at bortsprænge hele Sjælland og efterlade et flere hundrede meter dybt hav. Det andet udbrud fjernede 280 km3 klipper for 1,3 millioner år siden og det sidste sendte yderligere 1.000 km3 bort for små 630.000 år siden. Efter hvert udbrud styrtede magmakammeret sammen og efterlod en caldera, et dybt hul i overfladen.

Det sidste udbrud dannede den nuværende Yellowstone Caldera, som måler 85 gange 45 kilometer, og som ligger i Yellowstone National Park. Askelagene fra dette udbrud lagde sig så langt borte som ved Den mexicanske Golf. Efter dette udbrud er små, nye vulkaner vokset op ved Sour Creek og Mallard Lake i hhv. calderaens nordøstlige og sydvestlige del.

Fordi Nordamerika bevæger sig vest på hen over hotspotten nede i Jorden, har hotspotten indtil i dag dannet en linie af vulkaner, der løber igennem dele af Oregon, Idaho og Wyoming. Desuden ligger der en caldera fra hvert af de tre store udbrud på linien.

Der er stadig magma nedenunder

I dag er gejserne og de skoldhede kilder det tydeligste tegn på, at der stadig er et magma under Yellowstone. Området hæver og sænker sig også langsomt, og siden istiden er det sunket med omkring 80 meter.

Hævningerne og sænkningerne af terrænet har en sammenhæng med de mange små jordskælv i calderaen hvert år. Skælvene har overvejende centrum omkring Hedge Lake Fault lige uden for den nordvestlige caldera-kant. I hhv. 1985 og 1995 var der et stort jordskælv og mange mindre i denne forkastning, og de var i begge tilfælde forbundet med ændringer i terrænbevægelserne.

Læs GeologiskNyt’s artikel om vulkanismen i Yellow Stone

Der kommer flere udbrud

I 1872 oprettede den amerikanske kongres Yellowstone National Park som verdens første nationalpark for at beskytte områdets natur mod mineralefterforskning og tømmerhugst. I begrundelsen for fredningen fremhævede man områdets gejsere, dets canyon og forstenede skov samt Yellowstone Lake.

I dag er Yellowstone Nationalpark et yndet udflugtsmål på grund af de mange gejsere og andre resultater af den vulkanske aktivitet. Der er givet mange skøn på betydningen af denne aktivitet, og de fleste er enige om, at den er almindelig for perioden mellem de store udbrud. Derfor er der også enighed om, at Yellowstone vil komme med nye store udbrud i fremtiden.