Den nyeste viden om vulkaner skal gøres mere tilgængelig for jordklodens befolkning med det henblik på udvikling af metoder og apparatur til at registrere processerne under vulkanerne. Det er vigtigt for at undersøge, om en vulkan vil gå i udbrud og hvornår den vil gøre det. Når dette er sagt, skal det siges, at det ikke kun drejer sig om de største vulkanudbrud, som påvirker vores klima og kan udslette det meste af livet på jorden – de såkaldte superudbrud – men også vulkaner, der er tæt beboede af mennesker.

Mange menneskers eksistens er afhængig af overvågning af de farligste vulkaner, som er et meget vanskeligt arbejde. Fejlvurderinger kan få uoverskuelige konsekvenser. Specelt Vesuv, hvor millionbyen Napoli kun ligger i få kilometers afstand fra denne eksplosive vulkan og de Flegreiske Marker ligger vest for millionbyen, et område, hvor der for 35.000 år siden skete giganske vulkanudbrud, som udspyede omtrent 80 kubikkilometer vulkanske udbrudsprodukter og dannede et stort krater – en caldera – på ca. 12 kilometer i diameter. Vulkanen Pinatubo på Filippinerne udsendte i 1991 ca. 8 kubikkilometer materiale i forhold hertil. Siden har der været et mindre udbrud i de Flegreiske Marker bl.a. i 1538, hvor en ny vulkan dannedes, men vulkanaktiviteten er kun sovende, og vi ved, at der i ca. 4 kilometers dybde under jordens overflade ligger et magmakammer med smeltede stenmasser, som kan komme i udbrud igen.

I perioder har jordens overflade hævet og sænket sig, og i 1982 – 1984 hævede den sig 180 centimeter ved mange små jordrystelser, hvilket normalt er bevis på den glødende lavas bevægelser udner jordens overflade. Jordoverfladen sænkede sig igen, men der skete intet vulkanudbrud, og det konkluderes i dag, at de tilbagevendende hævninger og sænkninger af jordoverfladen skyldes opvarmning af underjordiske grundvandsreservoirer lige over magmakammeret, imellem jordeoverflade og den smeltede stenmasse i 4 kilometers dybde. Når vand bliver opvarmet, udvides det, og det hæver trykket i vandførende jordlag.

Magmaet eller den smeltede lava i dybet ligger og samler energi til et udbrud på et tidspunkt, og man frygter den dag, hvor jordoverfladen igen vil hæve sig, når smelten stiger opad fra dybet. Napoliområdets vulkaner er derfor nogle af de mest overvågede i hele verden, og man har evakueringsplanerne i skuffen og sættes i gang, når varslerne om et vulkanudbrud kommer. Problemet er bare, at man er nødt til at vente med at sætte en evakuering igang indtil man er 110% sikker på, at der vil ske noget. Den totale kaos-og panikstemning vil dog også opstå, hvis man venter med at evakuere indtil det er for sent, og folk vil flygte i blinde. Det er meget nødvendigt, at en evakuering først sættes igang, når det er helt sikkert, at der vil ske noget, men også i så god tid, at evakueringen kan ske forholdsvis roligt og stille.

Fejlvurderinger har haft uoverskuelige konsekvenser. I 1976 evakuerede man over 76.000 mennesker fra vulkanen La Soufriere på den franske ø Guadeloupe, en af de små Antiller i Caribien.Vulkanen gav varsler fra sig, men der kom ingen eksplosion, hvilket fik enorme økonomiske konsekvanser. I over tre måneder var befolkningen indkvarteret andre steder. Det blev en lærestreg ved overvågningsvurdering af verdens vulkaner. Året i forvejen tiltog jordskælvsaktiviteten under vulkanen La Soufriere og fortsatte de næste måneder. Da vulkanen på en anden af øerne, Mt. Pelee på Martinique er af samme type som La Soufriere, frygtede man, at en tilsvarede katastrofe ville kunne ramme beboerne på Guadeloupe i 1976. I 1902 eksploderede Mt. Pelee på Martinique og dræbte over 29.000 indbyggere på få sekunder ved glødende askelaviner. Frankrigs præsident Giscard D`Estaing besøgte Guadeloupe og forlangte, at befolkningen skulle beskyttes. Flere vulkaneksperter, bl.a. den nu afdøde Haroun Tazieff fra Frankrig og Robert Brousse, konkluderede efter at have undersøgt vulkanen, at der ikke var tale om et ”rigtigt” vulkanudbrud. Det var ikke smeltet magma(lava), som pressedes op gennem krateret, men et såkaldt ”freatisk udbrud”, d.v.s. på græsk brønd, hvor gasserne, som fusede ud igennem vulkanens krater, kun var kogende grundvand.

Årsagen var, at grundvandet sivede ned i sprækker og revner i de varme bjergarter, som lå ovenover og omkring den smeltede magma i få kilometers dybde under vulkanen. Vandet begyndte at koge i samme øjeblik, hvor det mødte de hede bjergarter, og da vand udvider sig eksplosivt, når det omdannes til damp, var det hovedårsagen til de mange jordrystelser og eksplosioner i krateret. Tazieff og Brousse udtalte, at der ikke var tale om et ”rigtigt” udbrud, da der bl.a. ikke var svovl i de udstrømmende gasser, som hovedsageligt bestod af vanddampen. De forlod stedet, men jordrystelser og eksplosionerne i krateret fortsatte, og sten på 100 kilo blev slynget ud fra krateret, og man troede at nu kom magmaet(lavaen) nok snart ud. Der var dog stadigvæk ikke ændringer i de gasser, som kom ud af vulkanen. Ingen svovl eller anden tegn på magma i vulkanens kraterrør. Dette blev forklaret ved, at der nok kunne være lagt en slags låg ovenpå magmaet af de oven over liggende bjergarter, som nok forhindrede de opløste gasser i den underliggende magma i at undslippe.

Hvis magmaet blev ved at presse sig på, ville der sikkert komme en enorm eksplosion, og man ville ikke kunne nå at redde befolkningen på øen, tænkte man og Brousse blev nu tilkaldt, og han mente, at disse stadier lignede de hændelser, som skete på Mt. Pelee i 1902, der kostede over 29.000 mennesker livet. De 76.000 mennesker evakueredes, og de mange evakuerede øboere frygtede, at deres huse og sukkerrørsafgrøder skulle blive ødelagt. Jordrystelserne og dampeksplosionerne i vulkanen fortsatte uden noget udbrud. Ved undersøgelserne af udbrudsprodukterne viste det sig, at de bestod af pulveriserede bjerarter, ikke nydannet vulkansk materiale, og det betød igen, at magmaet ikke var brudt igennem eller lå parat til at eksplodere. Ikke destomindre observeredes nu svovlforbindelser i gasserne, så ingen turde afvise, at et udbrud var nært forestående. Fra andre af områdets vulkaner vidste man, at årelange perioder med freatisk virksomhed i en vulkan var gået forud for et større vulkanudbrud.

Ikke destomindre skete der intet, og befolkningen vendte begejstret tilbage til deres hjem på Guadeloupe i december 1976. I Paris afholdte vulkanologerne diskussionsmøder, og man konkluderede, at det overvågningsudstyr eller apparatur man havde sat op på stedet, ikke var godt nok til at vise, om magmaet var på vej op igennem vulkanen. At et udbrud i La Soufriere udeblev, kunne også forklares ved, at magmaet i dybet fandt lettere veje ud i sprækker og revner nede i jordskorpen og tabte energi. Den freatiske aktivitet i la Sourfriere ophørte i 1977, et bevis på, at magmaet ikke længere havde kontakt med grundvandet.

Denne ydmygende fiasko overfor naturkræfterne blev ikke alene en lærestreg, men måske også årsagen til, at 25.000 mennesker mistede livet i Columbia i 1985, da vulkanen Nevado del Ruiz gik i udbrud, og myndighederne af frygt for at gentage fiaskoen, udskød den endelige beslutning om at evakuere befolkningen i byen Amero.
En mudderstrøm – en såkaldt lahar – bestående af smeltet sne og is blandes med aske og vulkanske udbrudsprodukter og oversvømmede en novemberaften byen Amero med de fleste af dens indbyggere, som druknede.

Ydmygelsen blev dog overvundet, da vulkanen Soufriere Hills i 1996 på naboøen Montserrat – 90 kilometer nord for Guadeloupe – gik i udbrud efter et tilsvarende ”freatisk forspil”, der meget lignede det, som skete på Guadeloupe i 1976. Her evakueredes indbyggerne også, bl.a. fordi nu havde man mere opdateret udstyrsapparatur, så man reddede 15.000 mennesker, inden hovedstaden Plymouth blev udslettet ved hede askelaviner og tykke lag af vulkanske udbrudsprodukter.

Tsunamikatastrofen i Sydøstasien viste os, at geologiske katastrofer på få minutter kan blive årsag til ødelæggelser og død for mennesker i udsatte områder. Det hele hænger sammen med de pladeforskydninger og bevægelser, som er gentagelse på gentagelse i hele jordens geologiske historie. Sant Andreasforkastningen i Californien, vulkaner som Mt. Pelee og Vesuv overvåges konstant, men faktisk er der også tale om helt andre og uventeder steder på kloden, hvor den slags hændelser kan ske. Specielt vulkaner, der har været “inaktive” i århundreder – måske årtusinder – kan vågne til live igen med enorme kræfter, hvilket Vesuv i år 79 med den “klassiske Pompejikatastrofe” var så tydeligt et bevis på.

Vi ved meget nyt om vulkaner, men ikke nok. Det er dog nemmere at forudsige et udbrud i dag end at konkluderede hvornår det er forbi…

24. marts 2009 kl. 20:00 på DR2.

Vi lever på skorpen af jordens glohede smeltede stenmasser. Kæmpe områder med supervulkaner bobler faretruende flere steder i verden. Eksploderer de vil jorden opleve en katastrofe af dimensioner. Men også på Island viser vulkanerne os, at jordens indre er dynamisk og farligt. Ann Marker er taget til vulkanøen for at kigge nærmere på dem og undersøge truslen fra undergrunden.

Jordens inderste kerne er gloende varm. Varmen stiger opad, men stenmasserne uden på kernen fungerer som isolerende rockwool og gør det svært for den opsparede varme at slippe ud. Men vulkaner er et eksempel på at varmen kan komme ud.

En vulkan er en åbning eller sprække i jordoverfladen, der tillader varm, smeltet bjergart kaldet magma, aske og gasser at undvige til overfladen fra dybere niveauer under overfladen. Vulkaner finder man især nær grænserne af de såkaldte tektoniske plader, dvs. de kontinentalplader, som vores kontinenter ligger på. Vulkaner kan dog også findes andre steder, nemlig ved de såkaldte hot-spots.

Hot-spots er en slags direkte skorstene fra meget dybt nede i jordens indre og op til overfladen. Island er speciel, fordi Island både ligger ved en grænse mellem to kontinentalplader og lige oven på et hot-spot. Et andet hot-spot har skabt øgruppen Hawaii, som ligger langt fra pladegrænserne. Men et af de mest berømte hot-spots ligger under Yellowstone Nationalparken og giver næring til en supervulkan.

En supervulkan er en populær fællesbetegnelse for vulkaner med kolossale udbrud.
Ved et enkelt udbrud udsender en supervulkan mere end 1.000 kubikkilometer materiale (magma, aske, pimpsten etc.). Til sammenligning var rumfanget ved det største kendte udbrud i historisk tid, Tambora i år 1815, kun 100 til 150 kubikkilometer.

Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de enorme udbrud trænger enorme mængder af eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Ved det enorme udbrud kollapser jordoverfladen og et vældigt krater dannes.

Men det kan være svært at lokalisere supervulkaner, fordi de kun har udbrud meget sjældent. Der går hundredetusinder år mellem hver udbrud, så krateret kan gemme sig under store søer eller være vokset til, så det ikke umiddelbart er til at genkende som et vulkansk krater.

Det var først i 1960erne, at geologerne blev klar over at Yellowstone var et gigantisk vulkansk krater, og det er langt fra sikkert at geologerne har fundet alle potentielle supervulkaner.

Supervulkanudbrud kan forårsage store klimaændringer. For eksempel udløse en istid, som kan true mange dyre og plantearter. Ved det seneste supervulkanudbrud – Lake Toba udbruddet for cirka 75.000 år siden – blev jorden sendt ind i en vulkansk vinter. Omkring 60% af den daværende menneskelige befolkning blev udryddet.

Men selv mindre vulkanudbrud kan have stor betydning. I 1783 havde vulkanen Laki på Island et udbrud, som er ét af de største, man har haft på jorden siden sidste istid. Så langt væk som i København stank det af svovl. Temperaturen faldt i et par år og afgrøder og træer gik ud i hele Nordeuropa. Det gik værst ud over Island, hvor der udbrød hungersnød og en femtedel af befolkningen døde, men også i resten af Nordeuropa døde mange af sult.

Den række af øer, der nærmest som en bro strækker sig fra Vest-Indien og hedder Antillerne, består af ca. 10 vulkaner, der alle må betegnes som sovende, og et par af dem mere eller mindre aktive.

Columbus kom til den nordlige del af øerne i 1493. Det ældst noterede udbrud var i 1690 på øen Guadeloupe I alt ligger her 17 vulkaner, og de fleste af vulkanerne her må betegnes som meget eksplosive.

F.eks. Mount Pelees udbrud på øen Martiniquic i 1902 udslettede den daværende hovedstad Saint Pierre med 29.000 indbyggere på 5 minutter med en såkaldt glødende askelavine eller pyroklastisk askesky – på fransk Nuee Ardente. En dansk kaptajn på sit skib Valkyrien nåede lige at redde sit skib og besætning, fordi han så det røg kraftigt oppe fra vulkanen, som mange ellers troede var ganske uskadelig, men ikke destomindre nåede kaptajnen lige ud af havnen, da vulkantoppen eksploderede og sendte en 900 grader varm hed askelavine ned over Saint Pierre og dræbte alle de 29.000 indbyggere.

I 1995 begyndte vulkanen Soufriere Hills på øen Montserrat at udsende gas og hvide askeskyer. Typisk for vulkaner med meget seje lavatyper kommer der ikke rødglødende lava ud, men damp- og gaseksplosioner fra vulkanens indre frigjorde sig fra lavaen nedenunder, og store askeskyer indhyllede snart det meste af øen. Herefter evakueredes byen Plymouth, hovedstaden, inden kraftige askelaviner oversvømmede den del af øen.

Hele vulkanø-kæden eller ø-rækken er dannet ved underskydning af Atlanterhavsbundpladen, der skubbes ind og ned under den Caribiske Havbundsplade. Herved dannes der først undersøiske vulkaner, hvilke der er flere af i området, for dernæst at opbygge disse vulkanøer med sure lavatyper. Ofte er lavaen så fyldt med kiselsyre og sej, at den presses i vejret som en prop i en vinflaske for til sidst at eksplodere, hvorefter de undvegne gasser som gloende gas – og askelaviner ruller nedad vulkanflankerne, hvilket vi netop har set på Montserrat og også Mount Pelee i 1902 var et tydeligt eksempel på. Indtil 1902 betragtede man askelaviner som et forholdsvis unormalt fænomen ved vulkudbrud. I dag ved vi, at de er normale ved sure lavatyper.

Vulkanerne har lange hvileperioder imellem deres udbrud, som regel fra 100 ja op til 500 – og 1000 år imellem. Øernes vulkaner overvåges af lokale vulkanobservatorier….

Oprindelig var han en slags ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild” gennem vulkanerne.

Da grækerne ved deres kolonisation kom til Syd-Italien flyttede han med og fik sin faste bolig under vulkanen Etna, hvor han igen fik hjælp af de enøjede kykloper, der boede og opholdt sig her i huler og grotter. Også på de Lipariske Øer og i Campanien, kaldte grækerne vulkanerne her for “Hefaistos’ værksteder”.

Vulcanus(hos romerne) – He’faistos(hos grækerne, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera var gift med kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite(Venus hos romerne) og identificeres med egypternes Ptah. Hans mor Hera slyngede ham i vrede ned fra Olympen efter hun havde født ham, fordi hun så, hvor svag og vanskabt han var lige efter fødslen. Han faldt ned fra Olympen og landede på den vulkanske ø Lemnos, hvorunder han havde sin smedje, hvor han smedede de lyn, som Zeus slyngede imod de syndige mennesker.

Hefaistos overlevede denne ydmygelse fra sin mor og måtte leve som “outsider”.

Han fik hjælp af Kykloperne, de enøjede uhyrer, de sidste af giganterne, Jordens børn, som Zeus havde sparet, for at de kunne være Hefaistos` slaver i de underjordiske værksteder under vulkanerne. Da han blev voksen kom han til at ligne en stor kæmpe med enorme armkræfter og fremstilledes ofte i kunst og litteratur som en aldrende, skægget mand med kort kjortel og spids hue. Med forkrøblede ben og en muskuløs overkrop, men en dygtig og flittig håndværker og højt værdsat af både guder og mennesker blev og var han.

Klædt i et stort forklæde, klodset, tildels lammet og med et sodsvedent ansigt, gik han altid rundt rundt med en hammer og tang.

Da han havde lært smedehåndværket, hævnede han sig på sin moder Hera ved at forære hende en trone, som dog havde den egenskab, at da Hera satte sig på den, var det hende umuligt at rejse sig igen. For nu at slippe fri tilbød hun at skaffe ham den skønne, men trodsige gudinde Afrodite(hos romerne Venus) til hustru.

Det skønne og det grimme. Det smukke og det ækle.
Alligevel ser vi her, hvordan de to modsatte elementer hører sammen. Kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite og Hefaistos er kombineret med hendes elegance og ynd – og hans kreative færdigheder.

Han arbejdede hårdt i sin gloende smedje, hvor han fik hjælp af de uhyggelige enøjede kykloper.

Hefaistos havde bygget gudernes bronzehuse på Olympen i Grækenland.

Hos romerne skiftede han som sagt navn til Vul’canus, som romersk gud, der kunne beherske ild i jorden, d.v.s. over alle forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Han kunne starte og kontrollere ildebrande, men var også beskyttende guddom for hjemmets ild og arne.

Hans faste boplads flyttes fra vulkanen Etna til øen Vulcano nord for Sicilien, og herfra har vi fået ordet vulkan om alle ildsprudende bjerge, selvom det ikke er direkte ild, der kommer ud af vulkanerne, men smeltede rødglødende stenmasser, der lyser op i sig selv.

Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. Selvom han havde en fast boplads under Vulcano, kunne han gå på vandring under de andre vulkaner, så røg og gnistrede det op fra kraterne, når han arbejdede dernede i sin esse.

Homer beskriver Hefaistos:

”Fra sin ambolt sig rejste på stand den forpustede krøbling, humped af sted; og de vanføre ben sig bevæged med møje. Pusterne lagde fra ilden han fjernt, og sit samtlige værktøj hvormed han øved sin dont, det lagde han ned i et sølvskrin. Derpå han toed sig ren med en svamp på hænder og ansigt og på den senede hals og den hårbevoksede bringe”….

Rejser
Vulkanrejse til Italien