“Vesuv er skolevulkanen over alle vulkaner, og det er der flere årsager til, bl.a.ved det første beskrevne udbrud i historisk tid af noget menneske, nemlig Plinius den Yngres beretning om oldtidsbyerne Pompeji og Herculaneums undergang i året 79 e. Kr.f., men også fordi, det var på denne vulkan, at vulkanforskningen rigtigt begyndte dels ved grundlæggelsen af verdens ældste vulkanologiske observatorium i årene 1841 – 45.Desuden er Vesuv igen i søgelyset med nye vulkanologiske opdateringer – men også, fordi vi her finder verdens tættest befolkede område ved foden af en farlig og meget eksplosiv vulkan”…… .

MIDDELHAVETS DANNELSE

Italiens vulkaner – inklusiv Vesuv – er alle et produkt af den Afrikanske Kontinentalplades fremrykning med ca. 2 cm om året imod Europa. Det samme må siges om udformningen af de nuværende lande omkring hele Middelhavsregionen, dels med bjergkæder som både Alperne nord herfor, og de bjerge, der strækker sig ned igennem Italien, Grækenland, Spanien og ikke at forglemme Atlasbjergkæden i Nord-Afrika. Indtil begyndelsen af 1970-erne troede man på, at havet imellem de to kontinenter havde eksisteret igennem adskillige hundrede millioner år, men nu viste boringer ned i selve havbunden pludselig, at der befandt sig op til 3000 meter tykke saltaflejringer under Middelhavets bund. Dette må tolkes som et bevis på, at hele Middelhavets bund indtil for ca. 6 millioner år siden havde været totalt tørlagt. Det Middelhav vi i dag kender er dannet for ca. 5 millioner år siden ved, at kraftige jordskælv i vest ved Gibraltar har åbnet sprækker og kløfter i de bjergklipper, der lå ud til Atlanterhavet. Vi må forestille os et vandfald, hvor vandmasser på op til næsten 200 gange Victoriavandfaldene i Afrika, der er nogle af Jordens største vandfald, med enorm kraft er fosset ind i hele den daværende tørlagte Middelhavsbund.

Man har beregnet, at det har taget godt og vel 100 år for det indfossende hav-vand at nå den højde, som Middelhavet nogenlunde i dag har. Sådanne geologiske ændringer har som før omtalt sine årsager, og igen skal vi se på de bevægelser, der finder sted i undergrunden og stadig giver os vidnesbyrd om kontinentalpladernes bevægelser. Ud af de ca. 900.000 jordskælv/rystelser, som finder sted på vores jordklode hvert eneste år, sker de 100.000 i Middelhavsregionen, og ud af dem kan de ca. 200 mærkes af mennesker, og måske et eller to om året skaber ødelæggelser. Ikke alene de mange jordskælv, men også vulkanerne i dels Italien og Grækenland og andre steder i Middelhavet tilhører de samme geologiske bevægelser….

JORDKLODENS OPBYGNING.

Når sådanne geologiske fænomener som de mange jordskælv og vulkanudbrud her er dannet og sker, skyldes det først og fremmest vor jordklodes indre opbygning. Vi mennesker lever ovenpå den ydre skal eller skorpe – kontinent eller plade – og denne har en tykkelse fra få kilometer under oceanerne og op til over 100 kilometer andre steder under kontinenterne. Vi kalder også denne skal for lithosfæren, hvilket betyder “med styrke” eller “stenlag”. Her under har vi jordens kappe, der er næsten 3000 kilometer tyk og som hovedsagelig består af bjergarter indeholdende silikatmineraler som olivin og pyroxen. Den øverste del af jordens kappe er forholdsvis blød i det, hvilket jordskælvsmålinger fortæller os, da de her i denne dybde har en lav hastighed. Dette bløde lag “smørelaget” eller Astenosfæren, d.v.s. “uden styrke” eller blød, betragter vi i dag som stedet, hvor pladerne, bl.a. Afrika bevæger sig mod nord, med nogle få cm om året. Inde i jordens kerne, der består af jern og nikkel, den indre er fast, den ydre flydende, opstår varme på grund af radioaktive processer såsom sønderdeling af grundstofferne uran, kalium og thorium. Herved frigives der energi i form af jordvarme. En del af den indre jordvarme stammer helt tilbage fra jordens tilblivelse. Der opstår de strømbevægelser i jordens kappe, som befinder sig uden om kernen. Vi må forestille os, at disse strømbevægelser på samme måde som opvarmet vand stiger til vejrs, mens det kolde synker ned, men det er bevægelser, som sker meget langsomt og tager op til tusindvis af år. På samme måde, som hvis man f.eks. sætter en gryde vand over et gasblus og tænder ild under, vil vandet blive varmet op. Det varme stiger til vejrs, og det kolde synker ned; med andre ord en ganske naturlig proces. Vi kalder disse enorme strømbevægelser for konvektionsstrømme, d.v.s. varmestrømme, der bringer materialet fra de dybere dele af kappen opad imod jordens overflade. Herved falder trykket i det opadstigende materiale, hvilket medfører en delvis opsmeltning af dette kappemateriale i en vis dybde, og nu dannes der magma, et græsk ord for dejagtigt hedt materiale – der flyder ud som lava, italiensk ord for stensmelte, af vulkanerne rundt om på jorden. Magmaet dannes altså i forbindelse med den opstrømmende varme, men også ved kontinenternes eller pladernes bevægelser med få cm om året.

VULKANEN DANNES

Når magmaet eller en smeltemasse på grund af trykfald i den opadstigende varmestrøm er dannet, er den tvunget til at bevæge sig, fordi den er lettere end sine omgivelser, og da trykket er mindst fra oven, vil den stige opad mod jordens overflade. Når omgivelsernes massefylde er lig med magmaets, standses opdriften, og der dannes et magmakammer. Et sådant magmakammer kan ligger højt eller lavt i jordskorpen – eller i den øverste del af jordens kappe, som i tilfældet Etna på Sicilien, altså længere nede. Magmaets indhold af SiO2(eller kiselsyre), og gasser, hvoraf vanddampen er den vigtigste helt op til ca. 90%, er bestemmende for, hvor eksplosivt et vulkanudbrud bliver. I magmakammeret opstår der strømbevægelser på grund af temperaturforskelle, altså en mindre form for konvektionsstrømme. magmakammerets sider er koldere end omgivelserne, og nu begynder dele af smelten at størkne. Samtidig med, at de lette krystaller, der dels befinder sig i den smeltede lava i kammeret, såsom kvarts stiger til vejrs i smeltemassen, vil de tunge som olivin, synke til bunds, og da de opløste gasser, hvoraf vanddampen og de andre opløste gasser som kuldioxid, svovldioxid og chlor, ikke kan indgå i det størknede og efterhånden afkølede materiale i restsmelten, vil gasboblerne samle sig øverst i magmakammeret og danne bobler, der letter magmaets vægt og får det til at stige til vejrs, og et vulkanudbrud vil begynde, indtil trykket i kammeret er genetableret.

Dertil kommer, at en del af magmakammerets sidesten også er blødgjort af varmen, og tilsætter magmaet nye bestanddele. Lava kaldes smeltemassen, når den trænger op på jordens overflade og afgiver en del af sit gasindhold. Hvis et magmakammer ligger tæt på jordens overflade, kan der trænge yderligere grundvand ind fra omgivelserne, men generelt jo mere Silicium(kiselsyre) og gas, desto større flydetræghed bliver lavaen og mere eksplosivt bliver vulkanudbruddet.

Processen kan sammenlignes med en gryde mælk, der koger over. I det store hele er al form for vulkanvirksomhed intet andet end en afgasningsproces fra jordens indre.

AFRIKA VÆDRER EUROPA

Middelhavsregionen er et resultat af en kollision mellem Afrikas og Europas Kontinenter. Den Afrikanske Plade presses på grund af varmestrømningerne i jordens kappe flere hundrede kilometer ned og ind under den Eurpoæiske Plade, det som vi også kalder for en subduktion – eller destruktion – eller underskydningszone. Herved opfoldes havaflejringerne på havbunden, men også bjergene nord herfor. Vi kan sammenligne det med, at hvis vi presser to hænder imod hinanden, på samme måde presses Afrikapladen ned i dybet. Pludselig bliver spændingen for stor, og pladerne glider et stykke hver vej, og vi oplever et jordskælv. Hvor stort eller stærkt bevægelsen bliver, afhænger af pladernes gnidningsmodstand pladerne imellem og varmeopstrømningen i jordens kappe på stedet. Jordskælvets styrke afhænger af, hvor stor bevægelsen er og hvor dybt nede, bruddet ligger. Efterhånden som Afrikapladen skubbes ned i kappen, sker der en opvarmning af den samtidig med, at temperaturen dels stiger ind mod jordens kerne, men også ved varmeopstrømningen stiger temperaturen. Der sker en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og dette opsmeltede materiale, der dels tilfører mere vanddamp, da der er tale om en havbundsplade med en anden kemisk sammensætning gør, at den nydannede magma er meget fyldt med gasser – hovedsageligt vanddamp – hvilket vi så tydeligt ser i tilfældet Vesuv – og endvidere er årsag til, at de opløste vulkanske gasser i denne mere sejtflydende smelte har sværere ved at undvige. Derfor finder vi her mere eskplosive vulkaner oven over på jordens overflade. Langs den Italienske støvlehalvø, skyder havbundspladen sig ned under Italien både fra syd og øst, og det samme er tilfældet med vulkanerne på de Lipariske Øer, Vesuv, Campi Flegreei ved Napoli og de gamle vulkaner på Appenninerhalvøen.

VESUV OG DE BRÆNDENDE MARKER

Vesuv – Vesoo`ves – italiensk Vesuvio – den rygende – brand – eller ikke udslukte, er selv i dag omtalt som den eneste aktive vulkan på Europas fastland i mange leksika og ordbøger, hvilket må siges at være forkert. I nærheden – også på fastlandet – ligger De Flegræiske marker(d.v.s. brændende marker på græsk), der er resterne af et forhistorisk bortsprængt vulkanbjerg, hvoraf adskillige kedelformede kraterindsynkninger, såkaldte Caldera-rande, er tydelige beviser på flere vulkaner, der har bygget sig op og til sidst bortsprængt sig selv i ekslosive udbrud på et tidspunkt. Den største nuværende Caldera-rand er dannet for ca. 35.000 år siden, og da man har fundet knoglerester af elefanter, næsehorn, flodheste og mennesker, betyder det, at klimaet dels har været varmere, og der har levet mennesker i området, da vulkanen eksploderede. Denne Caldera-rand er ca. 13 kilometer i diameter og ligger 25 kilometer vest for Napoli. Senere udbrud fandt sted omkring 8050 f.Kr. og 1700 f. Kr. og i den mellemliggende periode fandt 13 udbrud sted, hvoraf de 8 har produceret pyroklastiske askeskyer, altså glødende askelaviner, der som ildtornadoer med en fart på op til 200 kilometer i timen og temperaturer på op til 900 graders Celsius har fejet ud over de omkringliggende landskaber. Den slags askelaviner dannes, når gasrigt og sejtflydende magma kommer under lavt tryk og optræder ofte ved subduktionsvulkaner, altså når en havbunds-eller kontinentalplade presses ned under en anden, fordi der her er tale om mere kiselsyrerigt magma. Når sådanne udbrud finder sted, dannes der mange gange ikke lavastrømme, fordi lavaen er så sej og gasrig, at når den kommer ud af vulkanens krater,eksploderer den i form af sådanne gloende askeskyer og løst udbrudsmateriale såsom slagger og pimpsten. Navnet pyroklast kommer af det græske ord: pyro d.v.s. ild og klast = itubrækket. Flere af disse udbrud har man beregnet en energi på op til VEI 3 – 4, d.v.s. Vulkansk Eksplosivitets Indeks, hvor askeskyerne har nået en højde af 15 – 25 kilometers højde.
Landskabet består af både grå og gule(det kommer lidt an på, hvilke kemiske bestanddele asken indeholder) forvitret askelag – tuf – og disse askelag har mange steder en tykkelse på op til 200 meter. Under selve storbyen Napoli ligger der adskillige lag, der er dannet ved sådanne kraftige eksplosive udbrud fra henholdsvis De Flegræiske Markers forhistoriske udbrud, men også fra Vesuv, som ligger ca. 12 kilometer sydvest for millionbyen. Det seneste udbrud fandt sted i 1538, et tydeligt bevis på, at vulkanvirksomheden kun er sovende, og indenfor den gamle Calderrand er der opstået ikke mindre end 40 kratere, hvoraf “Solfatara”, d.v.s. et krater med udsivning af svovldampe, dannedes i 1198 – også på det Italienske fastland plus alle de gamle – før omtalt som udslukte – men i dag mere betegnet som sovende vulkaner, selvom de ikke har været virksomme i historisk tid, og det betyder igen den tid, som mennesker har boet der. Til gengæld har der i to perioder både i årene 1970 og senest i 1982, begyndte undergrunden at ryste i form af små jordskælv, der var så periodiske og konstante, samtidig med at jorden under Pozzuoli by hævede sig 2 meter. Byens ca. 100.000 indbyggere blev evakueret, da man frygtede et nyt udbrud i området, men intet skete, og i dag bor der hen imod en halv million mennesker indenfor Caldera-randen, og fra det nye Vesuvobservatorium i Napoli registreres bevægelserne i området med moderne udstyr, først og fremmest seismometre, der måler hævning eller sænkning af jordens overflade. Heraf kan man bedømme bevægelserne af magmaet under jordens overflade.

KÆMPE MAGMAKAMMER UNDER NAPOLIBUGTEN

Når vi kigger på et landkort og ser omridsene af Napolibugten, vil man ikke undgår at lægge mærke til de store cirkelformede indsynkninger, som såvel Pozzuolibugten, Napolibugten også består af. Tilsyneladende er vulkanen Vesuv og den forhenværende bortsprængte vulkan Monte Somma, som Vesuv flere gange er bygget op i også en Calderra-rand, der er bortsprængt i flere omgange. Det ser ud til, at både Sommavulkanen og det nuværende Vesuv er bygget op ved gentagne udbrud på kanten af en sådan kæmpemæssig Calderrand for henved 300.000 år siden. I november år 2001 udsendte den tidligere direktør fra Vesuvobservatoriet Paolo Gasparini meddelelse om, at man efter mange seismiske undersøgelser havde lokaliseret et ca. 400 kilomter bredt bælte af smeltet magma i godt og vel 8 – 10 kilometers dybde under Vesuv. Opdagelsen af dette magmakammers størrelse har overrasket os, og det strækker sig ind under de andre vulkaner i Napoliområdet. Altid har man vidst, at Vesuv havde sit magmakammer i godt og vel 5 – 6 kilometers dybde, og vi kender Vesuv og ved, at jo længere vulkanen er i ro, desto voldsommmere bliver det næste udbrud. Gang på gang har denne vulkan i længere hvileperioder ligget rolig og stille hen for så pludselig at udfolde al sin indestængte energi. Normalt udtømmes et magmakammer ikke helt i et udbrud, kun ca. 20 – 25 %. Vesuv er relativ rolig for tiden, dog med mindre, det som vi også kalder for milde jordrystelser og sender lave temperaturer af vulkanske gasser ud forskellige steder, men vulkanen har en meget eksplosiv historie, bedst kendt fra det store udbrud i året 79 e. Kr.f., da Pompeji og Herculaneum blev begravet af aske og pimpsten.Det seneste udbrud i Vesuv fandt sted i 1944, og vulkanen er i dag langt farligere end i det forrige århundrede, idet den havde en mere konstant aktivitetsrytme – lidt lig Etnas på Sicilien – som er mere eller mindre konstant aktiv. Seismiske målinger viser, at når en bevægelse igennem den faste jordskorpe går hurtigere end igennem en flydende masse. For denne nye opdagelse, at magmakammeret har en størrelse lig Gardasøen i Norditalien, er baseret på 1800 seismiske undersøgelser foretaget fra et skib dels i Napolibugten, og man har herefter konkluderet, at magmalaget strækker sig helt til Appenninerbjergene, er ca. 8 kilometer dybt, og ligger ind under storbyen Napoli og de nærliggende vulkaner såsom Den Flegræiske Marker vest for Napoli og den sovende vulkan på øen Ischia. Undersøgelser tyder endvidere på, at dette magmalag er nærmest svampeagtigt og sammenblandet med de omkringliggende bjergarter, som nærmest svømmer rundt i denne flade beholder af smeltede stenmasser. Denne store undersøiske glødende masse af blandede smeltede stenmasser føder flere mindre kamre af magma ovenover som f.eks. Vesuvs, De Flegræiske Marker og vulkanen på øen Ischia fra tid til anden. På den måde holdes vulkanerne i gang, selvom der er uregelmæssige aktivitetsperioder i dem. F.eks. var det et tydeligt eksempel senest i 1982 ved Pozzuoli, da der var en mindre magmamasse tæt på jordens overflade ved havnemolen i byen, og den gamle gamle Serapeum tempelruin har gentagne gange hævet sig op og ned grundet magmastrømninger tæt på jordens overflade.

VULKANEN VESUVS VÆSEN

Som før omtalt er en vulkan opbygget og bortsprængt adskillige gange i Vesuvs sammensatte vulkankompleks eller bygning. Den ældste vulkankegle Somma er efter radioaktive dateringer af de vulkanske udbrudsprodukter bedømt til at være ca. 300.000 år gamle, og de viser, at den sidste enorme eksplosion, der bortsprængte Sommavulkanen og dannede den nuværende halvkredsformede Calderarand for ca. 17.000 år siden. En vulkan med en sejtflydende magmasmelte opbygger efterhånden et stigende gastryk i magmakammeret, som i tilfældet Vesuv ligger i ca. 5 – 6 kilometers dybde, altså lidt ovenover det store nyopdagede smeltede magmalag. Dette giver også forklaring på, at dette magmakammer fyldes op fra det større nedenunder, dels fordi der er opløste gasser i smelten og for Vesuvs vedkommende er der meget vanddamp, og desuden ekstra meget kuldioxid og kulilte, der stammer fra tykke lag af kalksten, der befinder sig under Napolibugten. Kalkstenene blødgøres på grund af den underjordiske varme og dumper ned i smeltemassen i Vesuvs magmakammer og herved dannes bl.a. de ekstra gasser i smelten. Samtidig med må vi heller ikke glemme, at Vesuv og vulkanerne her ligger på den neddykkende Afrikanske pladeforskydning, der skubbes ned under den Italienske halvø.
Vesuvs vulkantop er dannet på samme måde som den ældste Sommavulkan ved gentagne udbrud af lava og løse udbrudsmaterialer igennem mange tusinde år, har bygget vulkantoppen højere op af det udslyngede udbrudsmateriale. Krateret hæver sig i dag 1280 meter over havet, og det først kendte udbrud er det, som begravede oldtidsbyerne i 79 e.Kr.f. Pompeji og Herculaneum. Siden har Vesuv haft mange udbrud i de følgende århundreder, adskillige ikke særligt omtalte, men i 1631, efter en flere hundrede år lang hvileperiode, fik vulkanen et voldsomt udbrud, hvor mange tusinde mennesker mistede livet, og siden da indtil 1944 har vulkanen været aktiv så godt som konstant med forskellige intervaller, sjældent mere end 7 års pauser i aktiviteten. I dag er der igen tale om en lang hvileperiode, og det bekymrer vulkanologerne..”Vesuv er rastløs”, har vulkanologer fra Vesuvobservatoriet udtalt. Aldrig har vi haft så mange rystelser som i de sidste par år, og det betyder, at der sker noget i undergrunden”. “Når jorden ryster, selvom det er svagt, opstår der nye sprækker og revner, bl.a. i den størknede lavaprop, der sidder oven i Vesuvs vulkankrater. Derved lettes trykket for den smeltede lava neden under, og til sidst sprænges proppen i toppen af vulkanen. På samme måde, som når man trækker en flaske champagne op. Når proppen pludselig er væk, skummer meget af champagnen over, og man har beregnet, at på Vesuv kan et område ved vulkanens fod på ca. et kvarter bliver overskyllet af vulkanske udbrudsprodukter, såsom hede askeskyer og andre udbrudsprodukter. Her lever over 1 million mennesker i dag.
Vesuv har mange gange vist, at den må betragtes som en meget farlig og eksplosiv vulkan, specielt efter sine hvileperioder. Derfor holder Italienske vulkanologer på Vesuvobservatoriet konstant vulkanen og hele området under døgnovervågning med moderne vulkanologiske måleapparater, hvoraf en af de vigtigste er seismometrene, hvor man kan registrere stigende jordskælvssværme og bevægelser i vulkanens undergrund.
“Vesuv år 2000” er en ny evakueringsplan, hvor man i fællesskab med Italiens minister for civilbefolkningens beskyttelse, har oprettet et system, der har det formål at meddele befolkningen i tide, hvornår man bør forlade sit hjem, hvor meget man bør have med sig, og hvor sent et tidspunkt, man kan blive i sit hjem, inden det er for sent at komme væk, men aller vigtigst også, på hvilken måde man kommer væk. Man har telte, der på timer kan stilles op hvor som helst og huse de mange mennesker, og man har lavet aftaler med kommuner andre steder i Italien, således at man kan indkvartere så og så mange. I de tættest befolkede byer ved vulkanen er der tale om ca. 1 og en halv million mennesker, der skal evakueres. Vi finder her verdens tættest beboede område ved en vulkan, ja nogle steder helt op til 30.000 mennesker pr. km2. Faktisk kan op til 3 millioner mennesker blive berørt af et “plinisk” (opkaldt efter Plinius den Yngres beskrivelse af det store udbrud ved Pompejis undergang)udbrud fra Vesuv eller De Flegræiske Marker, i dag. Siden Vesuvs sidste udbrud i 1944 har vulkanen været tavs, men man har i de sidste fem år, specielt siden lørdag den 9. oktober og igen den 11. oktober i 1999, hvor flere mærkbare rystelser blev registreret under Vesuv, målt stigende jordskælvssværme i vulkanens undergrund. Dette har også været medvirkende til, at man fra international side fører intense samtaler med italienske vulkanologer og holder møder fra tid til anden. Alene i et års tid efter 1991 fandt der 718 rystelser sted i Vesuvs undergrund, og der er derfor nu grund til bekymring, bl.a. fordi at man er nødt til at være 110% sikker på, der vil komme et udbrud, inden man sætter evakueringsplanerne i gang for så mange mennesker.

PLINIUS BESKRIVELSE AF POMPEJIS UNDERGANG

Vi har den ældste beskrivelse af en vulkan på jordkloden overhovedet af et menneske, nemlig Plinius den Yngres beskrivelse af Pompejis undergang i året 79 e. Kr. f. til den romerske historieskriver Tacitus. Dette udbrud er så nøje beskrevet, at vulkanologer i dag har givet det navn efter ham om denne meget voldsomme type vulkanudbrud. Plinius skriver: “Der rejste sig en sky, men når man betragtede den på lang afstand var det umuligt at afgøre fra hvilket bjerg den kom. Først senere fik vi at vide, at det var Vesuv. Skyen mindede i facon mest af alt om en pinje, idet den nemlig steg op som en høj stamme, bredte sig ud ligesom grene, formentlig fordi den blev drevet i vejret af en kraftig eksplosion, men så efterhånden mistede sit tryk eller af sin egen vægt blev tynget ud i bredden for derpå at gå i opløsning. På sine steder var skyen hvid, andre steder snavset og grumset, alt efter om den førte jord eller aske med sig op i luften”. Videre fortæller Plinius i sit næste brev: “I dagevis var der gået jordrystelser forud, men de er ikke særlig foruroligende eftersom de er ganske almindelige i Campanien”. Tydeligt bevis på, at der kommer mange svage jordskælv inden en voldsom vulkan eksploderer. Videre fortsætter han: “Man så en sort og uhyggelig sky, der sprængtes af forvredne og flakkende zigzag linjer fra flammende eksplosioner”. Denne beskrivelse forklarer en glødende hed askelavine , der med stærk fart er rutschet fra Vesuvs sprængte krater nedad flankerne og udover Napolibugten på den anden side, hvor Plinius boede. “Inden længe sænkede den omtalte sky sig over jorden og dækkede havet og omsluttede og skjulte Capri og lukkede udsigten til det yderste af Misenum. Nu begyndte der at falde aske ned, men dog endnu ret spredt. Jeg kastede et blik bagud, hvorfra en tæt tåge skyllede henover jorden som en rivende strøm, der fulgte efter os. Der blev atter mørkt, og der faldt igen askeregn, denne gang voldsom og tung. Vi rejste os gang på gang og rystede asken af os. Det blev nat, ikke sådan som når månen ikke skinner, eller det er overskyet, men som i et lukket rum, hvor lyset er gået ud.”
Plinius beskrivelse af det store udbrud, der begravede oldtidsbyerne Pompeji og Herculaneum er så godt beskrevet af et typisk eksplosivt vulkanudbrud, først med askeskyen, der stiger til vejrs, derefter de pyroklastiske askeskyer, der som brændende laviner af overophedet aske og gasser, er skyllet nedover vulkanens skråninger over byerne og kvalte de indbyggere, der endnu ikke var flygtet….
Tak til Plinius for denne beskrivelse, for som vulkanologen Haraldur Sigurdsson udtaler: “Da jeg første gang i 1979 besøgte Vesuv og Pompeji og samtidig havde læst Plinius breve til Tacitus, forstod jeg straks måden, som Vesuv dræbte indbyggerne på”. Hans undersøgelser af askelagene viste også, at dels Pompejis indbyggere og også Herculaneums beboere måtte være kvalt af sådanne askelaviner, der pludselig fejede nedover vulkanens flanker i løbet af det ca. 17 timer lange udbrud.

VESUV I DAG

En regel gælder om alle vulkaner og det er, at for at vide noget om fremtiden, må man kende dens forhistorie.

“Vesuv sover, men dens hjerte er vågen. Der er ingen tvivl om, at den vil vågne igen fra sin urolige søvn og eksplodere i sin fulde pragt og endnu engang overraske verden med søjler af ild og røg, mens jorden gyser. Utallige mennesker vil få ødelagt deres byer, mens historien om Pompeji og Herculaneum gentages. Vesuv er et uhyre, der ikke kan styres af nogen menneskers dygtighed og genialitet – og derfor storslået og ærefrygtindgydende”.

Citat af vulkanologen Alesandro Malladra i 1913.

I slutningen af år 2001 opdagede man i udkanten af byen Nola syd for Vesuv resterne af en bronzealderby begravet i hvid pimstensaske som Pompeji blot ca. 1500 år før. Udgravningerne begynder så småt, og indtil nu ser det ud til, at indbyggerne har forladt stedet i tide, da vulkanen buldrede ildevarslende…

“Vesuv vil gentage sit store nummer. Det er ikke et spørgsmål om hvis der kommer et udbrud, som jeg har hørt mange udtale, men hvornår det sker” Citat af mig selv..

 

Bugten ved Napoli har altid virket tillokkende på menneskene. Hvor jorden er frugtbar og livet behageligt, har menneskene det med at slå sig ned. Hvis man kigger på et kort over hele bugten, kan man se, at kystlinjen ligner et kæmpestort vulkankrater, hvad det i virkeligheden også er. Inden de ældste beboelser blev anlagt her, fandt der enorme eksplosive vulkanudbrud sted, ikke alene fra Vesuv, men også fra de Flegræiske (på græsk: brændende) marker vest for Napoli, der også er en sovende vulkan, og øen Ischia i midten af bugten, som må betragtes som den tredje sovende vulkan i området. I dag lever der 3 millioner mennesker i hele dette område inklusiv storbyen Napoli, der kan udsættes for total ødelæggelse fra Vesuv, der må siges at være den største trussel.

Vesuv har altid vist os, at jo længere vulkanen er i ro, desto voldsommere bliver det næste udbrud. Det er mange århundreder siden, at vulkanen har haft så lang en hvileperiode som nu siden det seneste udbrud i 1944, og Vesuv er derfor i dag meget mere farlig, end den var i det forrige århundrede, hvor den var aktiv mere elle mindre konstant. Derfor har man opsat en evakueringsplan for hele området, der hedder Vesuv år 2000, men allerede i 1991, på Vesuv – observatoriets 150-årige jubilæumsfest i Napoli, talte man om realiseringen om sådan en evakueringsplan, der går ud på at få befolkningen væk i tide, inden der kommer et udbrud. Den Italienske regering ved det, og der udsendes regelmæssige bulletiner fra vulkanobservatoriet om vulkanens tilstand. At det næste udbrud kommer er sikkert, for vulkanen trækker vejret, og mindre harmoniske rystelser i vulkanens fundament viser os, at der er liv i den. Det betyder nu ikke, at der er et nært forestående udbrud under opsejling lige om hjørnet. Men 50 eller 100 år er en meget kort tid i en vulkans liv. De fleste vulkanologiske beregninger på Vesuv går på, at der kommer et udbrud indenfor de næste 50 år, og det bliver lig 1631 – udbruddet med både lavastrømme og heftig askeregn, altså knapt så kraftigt som da Pompeji og Herculaneum blev begravet. Hvis ikke, vil Vesuv sove videre de næste par hundrede år, og vi får et kraftigt ”plinisk” udbrud lig det, der begravede byerne Pompeji og Herculaneum, som Plinius den Yngre så levende har beskrevet i sine to breve til historikeren Tacitus.

Vulkanforskningen har i de seneste år været i rivende udvikling, og man har fundet ud af meget nyt, men én ting, der er sikkert er, at for at vide noget om en vulkans kommende virksomhed og rytme, må man kende dens fortid. Meget af den viden om vulkaner, som vi har i dag stammer fra forskning på Vesuv. Verdens ældste vulkanologiske observatorium ligger på Vesuv, og fra Danmark har H.C. Andersen meget romantisk beskrevet denne vulkan under hans Italiensrejser og Chr. Den 8 har studeret og levende beskrevet en lavastrøms bevægelser ned ad vulkanens skråning i 1820. Hans afhandling om mineraler i Vesuvs lavastrømme, som var på tysk, blev udarbejdet til Videnskabernes akademi, og jeg har i min nye bog: ”Vesuv en meget farlig vulkan” fra Skib Forlag oversat den til dansk.

 

 

 

---

Dramadokumentarfilmen om Pompejis undergang vist i Danmarks Radio er en oversat genudsendelse, hvis hovedtema er “plineansk vulkanaktivitet” – opkaldt efter den ældste beskrivelse af et vulkanudbrud på jorden – nemlig af Plinius den Yngres to breve til den romerske historieskriver Tacitus om Vesuvs udbrud den 24. august i år 79 e. Kr.f.

Det er en fornøjelse at se Plinius den Yngres beskrivelse af udbruddet og fortælle om det, som han gør til historikeren Tacitus om hvordan hans morbror kom for nær vulkanen og blev kvalt ved forkanten af en gloende hed askesky eller såkaldt brændende askelavine båret af overophedede gasser.

Hans onkel blev – den ældre Plinius – blev, som befolkningen i begge byerne, kvalt af kuliltegas – den gas, der er specielt meget af i vulkanen Vesuv. I Vesuvs undergrund befinder sig enorme tykke lag af kalksten ovenpå magmakammeret, og disse opløses af varmen nede fra, og på denne måde opstår den ekstra kulilte i denne vulkan… Ikke rigtigt omtalt var, at Vesuv kun har rumlet fra tid til anden i de sidste 2000 år.

Vulkanen har haft 60 udbrud siden år 79, da Pompeji og Herculaneum blev begravet. De fleste har været knapt så voldsomme. Vesuvs seneste udbrud fandt sted i marts 1944. Generelt var filmen lavet godt rent historisk – dog har selve udbrudsforløbet været voldsommere end filmen kunne fremstille. Man kunne f.eks. knapt se en hånd frem for sig under udbruddet. Filmen nævnte også, at hvileperioden forinden havde varet i ca. 1500 år. Det er ikke rigtigt. Ca. 800 års pause har der været, og dette kan aflæses i vulkanens forhenværende udbrudsprodukter, altså de vulkanske udbruds- produkter af lava, som ligger neden under. Det skal understreges, at dette er en ny konklusion fra vulkanobservatoriet i Napoli. Filmen viste også korrekt, at Vesuv har en cyklus – altså en udbrudsperiode med et plinisk vulkanudbrud med ca. 2000 års mellemrum.

I bogen “Vesuv – en meget farlig vulkan” kan man læse om hele Vesuvs udbrudsteknik, og bogen kan købes i boghandelen, lånes på biblioteket eller bestilles her.

Øverst: Den første vulkankegle hedder Ur-Somma. Den var opbygget som en typisk stratovulkan, det vil sige lagdelt af lava og aske. Imellem udbruddene ændrer smelten i magmakammeret under vulkanen sammensætning, idet der dannes krystaller, hvorved gastrykket i restsmelten stiger. Jo længere hvileperiode, jo mere stiger gastrykket, og jo voldsommere bliver det næste udbrud.

Midt: Efter lang tids pause i udbruddene, hvor vejr og vind har nedslidt store dele af vulkantoppen, starter en ny udbrudscyklus. Udbrud efter udbrud har gennembrudt det gamle kraterrør og opbygget en ny kegle i toppen af Ur-Somma for til sidst at dække hele den gamle vulkan.

Nederst: Gammel-Sommas fortsatte opbygning kulminerer ved, at gas- og damptrykket i den flydende magma under vulkanen udøver et stadigt stigende pres på bjergkeglen på grund af gasindholdet. Til sidst brister det, og et eksplosivt udbrud følger efter. Så følger atter en længere hvileperiode, og vulkantoppen nedbrydes. Ung-Somma dannes nu oveni Gammel-Sommas ruiner. Ung-Somma bortsprænges igen, og nu bygges Vesuv op som den yngste vulkan herefter.
Studierne af de vulkanske askelag i Vesuvs undergrund tyder på, at der er en bestemt udbrudsrytme i vulkanens aktivitet, og den fortsætter. Efter de eksplosve udbrud dannes der som ved andre vulkaner en caldera, da magmakammeret som regel delvis tømmes ud.

På tegningen med magmakammeret ses numre på jordlagene.

Nr. 7 er tilførselskanalen nedefra, hvorfra nyt smeltet magma i perioder trænger op ved kontinentalforskydningerne.
Nr. 6 er magmakammeret (se processen i minileksikon under magmakammer)
Nr. 5 er kalkstenslag, som det meste af Napolibugtens undergrund består af. Det blødgøres og blandes i magmaet under Vesuv og giver ekstra gasser, hvilket ofte er set.
Nr. 4 er selve den nye vulkantop Vesuv opbygget ved udbruddet efter år 79.
Nr. 3 er Ung-Somma
Nr. 2 er Gammel-Somma
Nr. 1 er Ur-Somma.

I Kamma Svensson og Torben Gregersens beretning: “Pompeji den begravede by” fra 1959, fortælles meget levende om den romerske dreng Lucius brev til en fætter i udkanten af det Romerske Rige. Han er sammen med sin familie flyttet ud på et landsted i udkanten af Napolibugten.

Han skriver: “Min kære Marcus. Der er sket noget forfærdeligt. Pludselig hørte jeg en dump rumlen, og det var som om hele huset rystede. Mor og Gerina talte sammen på terrassen. De lød så ophidsede, og bedstemor sagde hele tiden: Jeg frygter det værste. Jeg har oplevet det engang før. Er det ikke ligesom det buldrer dybt nede i jorden?

Og Gerina skreg, at hun kunne se havet var i vildt oprør, skønt himlen var blå, og ikke en vind rørte sig. Der var skum på bølgerne. Men lidt efter blev vandet roligt igen, og kun lange dønninger viste, at der havde været høje bølger lidt før.

Mor sagde, at det sikkert ikke betød noget. Vi havde så tit oplevet, at jorden rystede lidt, og at en væg slog revner. Det var da ikke noget, man plejede at tage så alvorligt. Fordi der var lidt uhygge i luften, skulle bedstemor ikke straks tro, at der ville ske en katastrofe som den, hun oplevede et par år før, jeg blev født.

Så sendte min mor Gerina bort, men hun og Bedste og jeg blev stående på terrassen og så ud over havet. Og bedstemor fortalte om engang, da der indtraf et lille jordskælv, netop som kejser Nero skulle synge på teatret i Napoli. Hele teatret bævede, og folk løb ind på scenen for at advare Nero. Men han fortsatte sin sang, som om intet var hændt. Det fandt man dengang var meget modigt gjort. Men tænk dig, næppe havde Nero og de andre tilskuere forladt teatret, før det styrtede sammen. Sådan noget er temmelig uhyggeligt at høre om, når man selv lige har mærket jorden bæve under sine fødder. Og jeg vil ærligt indrømme, at jeg begyndte at blive bange.

Min lærer gik ned gennem haven og op på udsigtshøjen. Han sagde, at der sikkert kom uvejr. Alt var dødstille. Ikke en vind rørte sig. Solen bagte og bagte, og havet, der før havde været uroligt, lå nu som smeltet bly.

Alt dette skete om formiddagen. Gerina havde taget mine små søstre med ud i køkkenet, og her sad hun og snakkede om alle de varsler og ulykker, man i den sidste tid havde været ude for. En brønd, som i årevis havde givet det fineste, klareste vand, var pludselig tør. Vandet var sporløst forsvundet. Og hun spurgte, om vi havde lagt mærke til, at fuglene ikke mere ville synge. De tav stille dagen igennem og flagrede hvileløst omkring.

Den næste dag om morgenen var der heller ikke noget usædvanligt, Det var stadig varmt og lummert. Men henimod middag skete det. Et mægtigt jordskælv rystede hele egnen, og terrassen på bedstemors hus blev fuldstændig ødelagt. Søjlerne knækkede, og det smukke mosaikgulv brød sammen, Væggene slog revner, og møblerne raslede rundt mellem hinanden.

Hvad sagde jeg, sukkede bedste og var med et roligere end nogen anden. Lidt efter gik et frygteligt uvejr hen over vore hoveder. Det lynede og knitrede og bragede. Men det mærkelige var, at bragene og lynene både kom fra skyerne og fra Vesuv, bjerget, som hæver sig over vor slette. Himlen var nu helt mørk, men Gerina påstod, at hun havde set høje flammer over Vesuv. Det samme mente min lærer at have set. Vi andre var alt for forskrækkede til at undersøge den slags ting. Og min mor talte ustandseligt om min far, som efter aftalen for længst skulle have været her sammen med os.

Efterhånden var det mørkt som om natten, skønt det var midt på dagen. Og det regnede. Men det var en underlig snavset regn. Den strømmede ned som en syndflod, og pludselig dukkede min far og hans ledsagere op. Han kunne fortælle, at en forfærdelig katastrofe truede byerne i nærheden af Vesuv. Sagen er den, at bjerget havde åbnet sig, noget som vidst aldrig var sket før. Og det havde slynget sten og aske, giftige dampe og glødende ting op i luften. Fuglene faldt døde ned fra himlen sagde min far, og havet kastede døde fisk op på land. Hvis ikke han og hans ledsagere havde begivet sig på vej, ville de have lukket sig inde i huset og være blevet i byen, men nu var de akkurat så langt, at de ligeså godt kunne fortsætte.
Senere blev vi klar over, at det var fars store held, at han kom af sted i rette tid. For det viste sig, at mange, mange mennesker – både folk, vi kender og ikke kender – var døde i deres huse, fordi de ikke turde flygte ud i uvejret.

Vinden førte en masse aske mod vort hus. Alle de grønne træer i haven var gråhvide af asken, og luften var dårlig at indånde. Det begyndte at regne med små lette pimpsten. De faldt i store mængder. På gader og veje, i folks haver og på husene. Folk blev meget forskrækkede over jordskælvet og stenregnen og flygtede ind i deres huse for at finde ly. De troede, at verden var ved at gå under. Nogle sagde, at solen faldt ned på jorden, andre at det var guderne, der steg ned fra deres himmel for at straffe menneskene. Og hvor skulle de flygte hen, når hele verden styrtede sammen.

Efterhånden blev jordskælvet svagere, mens regnen af pimpsten blev ved. Til deres rædsel mærkede folk, at der rullede skyer af giftig luft fra bjerget og ned over byen. Mange blev dårlige og døde. Den giftige luft krøb helt ned i kældrene, og når folk ville bringe deres penge og smykker i sikkerhed der, inden de flygtede, hændte det mange gange, at de aldrig nåede op fra kælderen igen. De blev forgiftede dernede og døde.
Fordi folk var så forvirrede og skrækslagne og hverken vidste ud eller ind, kom mange af dem for sent i tanker om at slippe bort fra byen. Pimpstensregnen fyldte hurtigt gaderne op til 1ste sals højde, og når så staklerne endelig besluttede sig til at flygte, blev mange af dem stikkende i grusdyngerne. Men der var dog også en del mennesker, som slap levende ud af gaderne og bort fra byen. Det er synd for menneskene, men det er også synd for vores lænkehund, som ingen tænkte på at løse fra sin lænke. Den er død som så mange andre mennesker og dyr.

Mange familier, som er flyttet ud på landet eller til Napli, har ikke mere råd til at have deres slaver. De kan simpelthen ikke skaffe mad til dem. Og hvis de ikke kan sælge dem og på den måde få lidt kontanter ind, giver de dem fri, hvad de stakkels slaver under disse omstændigheder slet ikke er begejstrede for. Hvad skal de stille op? Overalt er der for mange mennesker. I stedet for en familie bor der nu ti i hvert hus her på egnen. I Napoli, som er en stor by, er det naturligvis ikke så slemt. Flygtningene skal hjælpes har den guddommelige kejser Titus bestemt. Og han har lovet at sende folk herned for at se på ødelæggelserne. De skal undersøge, om det kan betale sig at grave byerne ud og bygge dem op igen.
¨Men vi tror, at det er håbløst. Alle vil bort herfra. Ingen bryder sig om at bo på denne forgiftede egn mere.
Men der er også sket andre ulykker. Tænk. Kommandanten for sikkerhedsflåden i Det Tyrrhenske hav er omkommet.
Hans navn er Plinius, og han havde i sin bolig ved Misenum ikke hørt det mægtige brag fra bjerget, men han havde set uvejret og en stor sort sky over Vesuv. Da han ville tage disse ting i nærmere øjesyn, havde han givet ordre til, at en hurtiggående båd skulle være parat til at tage ham ombord. Det var hans mening at sejle langs med kysten for at se, hvad der foregik.

Vesuv udbrud 79 2000 stk bevarede biblioteksbøger/papyrusruller i Herkulaneum

Vesuv lagde tre byer i ruiner
Da Pompeji og Herculaneum blev begravet af Vesuv, havde et andet af vulkanens ofre allerede ligget i jorden i 1800 år. Bronzealderbyen Nola dukkede frem på en byggeplads sidste år. Mens arkæologerne udgraver det nye fund, prøver geologerne at forudse Vesuvs næste vredesudbrud.

Byerne Pompeji, Herculaneum og Stabiae blev fuldstændig begravet.
Under udgravningerne i Pompeji har arkæologerne fundet rester af ca. 1150 døde, i Herculaneum 350. Det reelle dødstal var dog langt større, fordi mange af beboerne omkom under flugten.

Vesuv har været i udbrud mere end 30 gange siden år 79, senest i 1944. Der har længe været frygt for et nyt, stort udbrud, og vulkanen regnes i dag for at være en af de farligste i verden – ikke mindst fordi der i dag bor flere end tre millio­ner mennesker ved dens fod. Napoli, der allerede i oldtiden var en storby, slap i år 79 forholdsvis let.

Vulkanudbruddet begyndte lidt over middag den 24. august 79 e.Kr. med et brag fra toppen af det høje bjerg. en sky af gas og pimpsten rejste sig i en 15 kilometer høj søjle.

Pompeji

Vinden førte skyen mod sydøst, hvor en regn af tefra og pimpsten i løbet af de næste timer dækkede Pompeji og hele det omkringliggende område med et lag på op til seks meter. Vægten af stenene knuste alt under sig.

Herculaneum, der lå væsentlig tættere på Vesuv end Pompeji – men vest for og derfor i læ af vinden – gik fri under udbruddets første fase. Efter midnat kollapsede udbrudssøjlen af søjlen over vul­kanen imidlertid sammen og der blev dannet skyerne af gas, aske og sten; en såkaldt pyroklastisk sky (Skyer med gasser og pyroklastiske bjergarter,
dvs. løse udbrudstykker slynget ud i atmosfæren. som stammer fra dels den smeltede magma, men også fra sønderrevne dele af det indvendige fra kraterkanalen).

Med en temperatur på over 400 grader fejede den ned over vulkanens skræn­ter med 100 km i timen og ramte byen med fuld kraft.

Et lag af mudder flød ned over den begravede by. Mudderet forseglede den størknende masse og holdt luften ude, hvilket gav ideelle forhold for bevaringen af bogrullerne.

De pyroklastiske skyer blev også årsagen til, at organisk materiale som træ, madvarer, tøj, skeletter og papy­rus blev bevaret udsat for en meget høj temperatur, der øjeblikkelig forkullede dem. Da varmen fortrængte al ilt, kunne de ikke brænde.

I løbet af natten blev byen ramt af yderligere fem pyroklastiske skyer.

Skanner skal læse de forkullede skrifter
Siden 1752 har forskere forgæves forsøgt at åbne de forkullede manuskripter.

Papyrologerne forsøger at læse de skrøbelige “bøger” uden at rulle dem ud.
De omkring 2000 ruller, vi har i dag, er nok kun halvdelen af det oprindelige antal og knap 800 ruller er blevet læst helt eller delvist indtil nu.

Bøgerne er bl.a. af Syrisk-fødte tænker Philodem, der levede fra ca. 1 10 til ca. 40 f.Kr. navn efter sin grundlægger, grækeren Epikur (ca. 340 til 270 f.Kr.). Hans lære gik ud på, at mennesket skal finde ro i sjælen ved at undgå smerte og ubehag. Han anbefalede, at menneskene levede et tilbagetrukket og eftertænksomt liv.

De italienske myndigheder vil ikke give tilladelse til at grave videre, fordi de fritlagte ruiner er meget udsat-te i den fri luft. Indtil de store udgrav­ninger i området i 1930’erne var Herculaneum dækket af det beskyttende jordlag; nu forårsager regn, dueekskre­menter og forurening fra det moderne samfund et bekymrende forfald.

 

---

I 1841 var kong Ferdinand 2. ophavsmand til grundlæggelsen af det Vulkanologiske Observatorium på Vesuv. Man besluttede at anlægge det på et fremspring på Monte Somma, hvor lavastrømme ikke skulle kunne nå det. Den solide stenbygning, som var færdig i 1845, indeholdt forskellige videnskabelige instrumenter – såsom en seismograf, et bibliotek og en konferencesal og var beboelse for den ansvarshavende direktør. Endelig – ikke at forglemme – havde man fra observatoriet et bredt udsyn mod Vesuvs krater, ca. 3 km derfra. Men de kongelige interesser i projektet svandt hen, indtil 1850, da bjerget igen fik udbrud med ødelæggende effekt. Fordi dets specielle beliggenhed beskyttede det mod lavastrømme, blev det nu besluttet for alvor at gøre brug af det. En kendt forsker, Luigi Palmieri, blev direktør i 1856, og de næste 16 år besteg han regelmæssigt bjerget og følte det på pulsen med opstillede instrumenter – bl.a en seismograf.

Palmieri blev en berømt italiensk helt, og observatoriet et monument for hans tapperhed. I marts 1872 åbnede Vesuv sin flanke – og lavastrømme fossede ned over bjergsiden – og stråler af gasser steg mod himlen. Palmieris instrumenter begyndte at registrere stor aktivitet inden i bjerget, men han blev på sin post indtil den 25. April. I seks dage var han oppe på bjerget ved at kvæles i de skadelige gasser, men lejlighedsvis gik han udenfor for at studere de halvstørknede lavastrømme nedenfor observatoriet. I Napoli havde man også følt sig truet, men blev beroliget, fordi man i kikkerter havde set Palmieris skikkelse oppe ved observatoriet. Når han kunne overleve på det flammende bjerg – måtte byen på længere afstand også kunne!

Vesuvs udbrud i 1906.

Observatoriet var blevet beskadiget under aske- og slaggeregnen – men blev repareret og Vesuv faldt efter denne kraftanstrengelse fuldstændig til ro. Så fredelig blev vulkanen, at Thomas Cook grundlagde en jernbane omkring Vesuv, og en funicular – tandhjulsjernbane – til hovedkrateret på toppen. Her kunne man stå og kikke ned i gabet på en af verdens mest berømte vulkaner. Altid stod der en dampsky i vejret fra det gloende dyb i krateret. Gamle postkort fra Napoli omkring århundredskiftet viser vulkanens berømte røgfane. – Dette udseende havde Vesuv frem til det meget stærke udbrud fandt sted i 1906. Hårrejsende rapporter blev sendt ned fra observatoriet, som i 1872, der blev omringet af nedadflydende glødende lavastrømme.

Rapporter var Frank Perret, søn af en amerikansk videnskabsmand, som dengang lige var begyndt at studere og samarbejde med Raffaele Matteuci, bosiddende vulkanolog på Observatoriet. De notater, som Perret gengiver, viser den fare og det drama, man kan komme i. Faktisk kan disse beretninger også tåle sammenligning med Plinius den Yngres breve om det store udbrud i oldtiden og Hamiltons i 1700-tallet.

Under den første udbrudsfase, som så småt begyndte i foråret i 1905, var langt mindre ødelæggende end året efter i 1906, men der hændte flere dramatiske episoder.
Bl.a. var en lille dreng, Giovanni Olivieri, kravlet op på en højtstående klippe ikke langt fra Observatoriet.

Pludselig så drengen sig omringet af glødende lava, der hurtigt væltede nedad skråningen. Hørende drengens råb for hjælp kaldte Matteuci på en Vesuvguide, der kendte stier og lavamarker, Pasquale Pacifico, og de to mænd skyndte sig henover den tynde skorpe af lava, der var begyndt at blive kold på overfladen, for at redde den letsindige dreng. Neden under var lavaen smeltet og rødglødende. Matteucci har senere beskrevet denne redningsepisode.

”Det må minde om tynde isflager ovenpå vandet. Men hvor forskellig og hvor uendelig mere forfærdelig er betingelserne ikke, når der i stedet for at være vand neden under er flydende ild. Varmen var dræbende. Med fugtige klæder beskyttede vi vore ansigter – og med støvler, der brændte, forrev vi vore hænder og vort tøj begyndte at ryge – men vi kom tværs over skorpen – greb den rystende dreng. Vi tog ham ikke i vore arme, men fordelte vægten ved, at vi gik foran hinanden og på denne måde frelste vi ham”.

Som udbruddet fortsatte og nærmede sig sit klimaks i 1906, blev observatoriet flere gange udsat for stærk fare, dels ved jordrystelser, dels ved salver af sten, der haglede nedover bygningen, gasser, der gjorde det svært at trække vejret. Perret skrev: ”Inden i huset var det vanskeligt at gå midt igennem et værelse uden forsigtigt at lade sin hånd følge væggen”.

Perret gik udenfor. Der kom en summende, kogende lyd fra vulkanen, alting vibrerede. Landsbyerne på nordøstsiden af bjerget blev begravet af aske. Jernbanen og funicularen var ødelagt. Trods dette, tildels på grund af dels positionen og robustheden, blev Observatoriet stående, beboeligt og brugeligt. Matteucci, Perret og 6 brave italienske politifolk -soldater blev på posten og gjorde hyppige ekspeditioner omkring den urolige vulkan. Videnskabsmænd efter ordre for at følge vulkanens opførsel, men også for at sende rapporter til de nærliggende beboede byer og egne. Da det store udbrud begyndte, havde 30.000 mennesker samlet sig i Napolis domkirke for at bede til den hellige Januarius.

Busten af martyren blev i procession båret igennem byens gader. Processionen havde ingen mærkbare effekt på vulkanen, men helgenens popularitet tog til, fordi mændene oppe i Observatoriet overlevede. Både Matteucci og Perret sendte rapporter ned om forbløffende fænomener. Elektriske vinde, regn af mudder, som Perret forestillede sig var dannet af aske højt oppe i luften og som i den kolde luft faldt til jorden som mudderargtige hagl. I et andet tilfælde var Perret vågnet op fra sin søvn og hørte en mærkelig sireneagtig summende lyd i sit øre. Det skyldtes den harmoniske vibration, der kommer, når magma bevæger sig. Få dage senere tiltog Vesuvs udbrud.

En anden redningsepisode indtraf den 18. april 1906. I en pause under den ellers kvælende askeregn, hvor Perret og Matteuci var gået udenfor bygningen, så de at en gruppe mænd, kvinder og børn var ved at søge tilflugt i en gammel barak oppe på vulkanflanken – ikke langt fra Observatoriet. Som før drog Perret, Matteuci og soldaterne af sted mod den gamle træbarak. Bygningen var ikke langt fra dem, da askeskyerne igen sænkede sig, og denne gang værre end før. Gasser gjorde det svært at ånde, skriver Perret, og asken dannede et mørke som var absolut. Intet kompas kunne anvendes fordi det ikke kunne ses. Og yderligere blæste en barsk vind aske rundt, og læberne begyndte at bløde. Da de nåede frem til barakken, fandt de en skræmt gruppe af arme mennesker sammenklumpet indendørs, som forsøgte at holde døren lukket mod askeregnen og gasserne. I nærmest panik var de søgt op i huset under en spadseretur og troede de var i dækning her.

Vesuv udtømte ikke sig selv indtil slutningen af april 1906. Toppen af vulkanen blev synlig – det vat det kraftigste udbrud siden 1631. Napoli, Pompeji og andre byer blev sparet, men et antal landsbyer var begravet i aske. 150 mennesker omkom i en kirke i San Giuseppe, da taget styrtede ned under askelagets vægt. Store områder med vinmarker og opdyrket land – i alt ca. 78.000 ha var ødelagt af lava og aske. Bjerget selv havde mistet 722 fod af kraterranden og selve krateret var 1.000 fod dybere. Så dybt, at bunden dårligt kunne ses. Laviner af løst askemateriale rutsjede ned i kraterbunden, så bunden hævedes af det nedfaldende materiale. Direktøren for Observatoriet, Matteucci, døde i 1909. Han skrev:

”Jeg elsker mit bjerg, jeg er gift med hende for altid, mine få venner siger, at hendes åndedrag vil angribe mig og få mit fattige liv til at forgå”.

Og sådan gik det. Års indånding af Vesuvs gasser havde ødelagt hans helbred og til sidst fik en alvorlig lungebetændelse bugt med ham.

Beretning af Sven Lange(Frem 1920):

Da Sven Lange som opholdt sig i Napoli om morgenen den 5. April 1906 åbnede sine vinduesskodder, så han til sin store forundring, at alt uden for var gråt. Balkonen var dækket med et fint lag af gråsort vulkansk aske, og i parken lige over for, hvor mange træer netop havde klædt sig i lysegrønt, stod de nu i hængende løv, tunge, ubevægelige, gustne af farve. Det så sært ud. Og endnu mere fremmedartet virkede Vesuv. Op fra krateret væltede røgen i tætte, sorte masser isprængt rødgule glimt; den spredte sig ud over byen og bugten som en uhyre vifte af blåsorte, metalfarvede skyer og opløste sig i en art tåge af den rødbrune farve, som fabriksrøg har. Der faldt stadig aske, men den var næsten usynlig; man gniggede med øjnene, og det knaste let mellem tænderne. Det hele var ikke noget videre, en ejendommelig dyster stemning, en påmindelse; menneske, husk, at du er støv! Og gadedrengene skrev kåde udbrud i askelaget, og grønthandlerne forhøjede deres priser, og man morede sig over, at man ved middagsbordet fandt aske på bunden af suppetallerkenen.

Det var sidste gang, at Vesuv viste sig i al sin pragt; hen ad aftenen indhyllede den sig i dampgasser, og i de følgende dage kom bjerget ikke til syne, – men snart lod vulkanen høre fra sig.
Først var det knitrende, smældende lyde, som fjerne artillerisalver, og folk spidsede øren og stirrede uroligt op mod de mørke dampgasser, der indhyllede bjerget; skulle det virkelig blive alvor? Så fulgte med lange mellemrum dumpe drøn, en hul buldren, der lød, som kom den fra kanoner, det kunne ikke være spøg længere. Og gennem den hede, tunge luft, der blev mere og mere kvælende, faldt den sortegrå aske og blev ved med at falde, dag og nat indhyllende alt i et tæt slør gennem hvilket solen ikke kunne trænge. Samtidig fyldtes atmosfæren af en underlig lugt, en blanding af jern og svovl, der pressede for brystet og jog uhyggelige anelser gennem folk – man var nu for alvor opskæmt.
Og byen skiftede langsomt udseende. Dens livlige farver udviskedes lidt efter lidt under askeregnen. Gaderne blev sorte, parkerne med deres palmer, deres magnolier og cypresser, deres funklende blomsterbede og lysegrønne græsplæner, alt blev gråt og gustent. Ubønhørligt lagde den sig som et liglagen over den hele by.
Bladene begyndte at udsende ekstraudgaver, der reves bort af nervøse hænder. Man læste om de voksende rædsler der oppe på bjerget, om mennesker, der dræbtes af stenregn eller knustes under de sammenstyrtede huse eller kvaltes af vulkanens giftige dunster. Man læste om de glødende lavastrømme, der med forfærdelig hast væltede ned af bjerget og truede hele egnen med undergang. Og man samledes om de kæmpemæssige plakater på murene, hvori magistraten i alle tonearter formanede til ro og forsikrede, at der ingen fare var for byen. Men alt bidrog kun til at forøge uroen.
Hvad var det da egentlig, der skete?

I april året før (1905) var Vesuv, som den gang var 1335 m høj, begyndt at vise forøget virksomhed. Eksplosionerne i det 80 m dybe krater blev hyppigere, og om boccaen (åbningen) i kraterbunden dannede der sig af udslynget aske og lavastumper en lille kegle eller top. Den voksede hurtigt, og midt i maj ragede den en 15 m op over kraterranden. Den 25. – 27. Maj kom der en række stærke eksplosioner, som kunde høres i alle landsbyerne på Vesuvs skråninger, de bevirkede, at der udslyngedes vældige dampgasser og en regn af glødende aske og lavastumper. De ophørte om aftenen d. 27. Maj samtidig med. At der dannede sig en bocca i ydersiden mod NV. Af den store vulkankegle i en højde af 1245 m få timer efter åbnede der sig to andre boccaer i en højde af 1180 m vest for den første og nærmere ved den øverste station på tovbanen. Ud af boccaerne(åbningerne) kom der lava, som flød ned af bjergsiden i to strømme, der fra Napoli om natten så ud som to ildlinier, der løb ned ad skråningen på den store vulkankegle. Ved dennes fod, o. 800 m over havet, standsede lavaen, men snart skød en strøm sig videre. Hen imod Monte Somma og derefter i sydvestlig retning, og en anden tyndtflydende strøm løb hen imod den elektriske bane. Men så syntes det ikke at blive til mere, det så ud til, at bjerget vilde falde til ro. – Men det samlede bare kræfter til et vældigt udbrud.

Onsdagen d. 4. April 1906 brød der lava frem, denne gang på sydøstsiden af bjerget i en højde af 1160 m over havet; om eftermiddagen nåede de mægtige dampmasser, der slyngedes ud af krateret, op til 2½ km o. H. Den 5, og 6. April åbnede der sig nye boccaer i højder af 800 og 600 m o. H. Og lavastrømmene fra disse tog retning mod SSØ, mod landsbyen Boscotrecase. Natten før palmesøndag (mellem den 7. Og 8. April) skete der to uhyre eksplosioner i bjerget, så at hele krateret sprængtes bort og Vesuvs højde formindskedes til 1223 m SV. – Man får en forestilling om katastrofens omfang ved, at det omtrent var lige så meget som himmelbjerget, der sprængtes bort.

Enorme dampmasser slyngedes ca. 15 km op i luften, aske og lavastykker og stumperne af kraterranden fulgte med, og en ødelæggende askeregn faldt over egnen nord og øst for Vesuv. Det gik navnlig ud over byerne Somma Vesuviana, Ottajano og San Giuseppe. Asken dækkede dem med et lag, der sine steder nåede en tykkelse af 1 1/4m. Dens vægt bragte mange huse til at styrte sammen. I San Giuseppe styrtede kirken sammen, så at over hundrede mennesker, der hørte på messen i den, omkom. En bocca til åbnede sig og gav lavastrømmen ny kraft, den strømmede gennem Boscotrecase, ødelagde alt på sin vej, og rykkede derpå frem mod byen Torre Annunciata ved havet med en hastighed af 1 km i timen. Den gik over banelinien, men lykkeligvis standsede den 30 m høje lavastrøm dog palmesøndag 500 m fra byen ved kirkegården. Dagen efter gik vinden om og førte askeregnen mod sydvest. Den 10. April faldt der 5 cm aske i Napoli, så at en torvehal styrtede sammen. Endnu den 20. April var askeskyen over 10 km høj. Asken nåede endog over til Montenegro.

Man har beregnet, at der under udbruddet strømmede over 10 millioner kubikmeter lava ud, som dækker qt areal af 3 millioner kvadratmeter. Den anrettede skade ansloges til 60 mill. Lire (43 mill. Guldkroner). Dette er i al korthed de tørre fakta om Vesuvs store udbrud 1906, men en forestilling om, hvad et sådant udbrud vil sige, og hvad det medfører af rædsel og skræk, af død og ødelæggelse, får man bedst gennem øjenvidners fortællinger.

En italiensk forfatterinde beretter:
“Natten til palmesøndag skete de frygtelige eksplosioner. Det var som himmel og jord stod i flammer, og verden skulle gå under. Alt rystede og skælvede, det drønede, som om tusinder af kanoner blev affyret på en gang. Ilden mod himlen var højere end selve bjerget. Masser af glødende sten slyngedes op af krateret og faldt som en ildregn ned over vulkanen. I siksak krydsede lynene hverandre, bulder og drøn fulgte slag i slag. Jorden skælvede, og dampene og flammerne fra de glødende lavastrømme steg højt i vejret. Når bulderet et øjeblik standsede, hørtes stormklokkernes klemten fra kirkerne. Uafladelig strømmede menneskemasserne af sted på landevejen Maria Rossaria, det hellige Madonnabillede fra kirken i Valle di Pompeji, blev båret i procession mod bjerget. Sangen og bønnerne blandede sig med buldret fra vulkanen. Jeg kom ind i skarerne. Længe travede jeg af sted med en gammel fårehyrde ved hånden, vi støttede hinanden og bad sammen, og vi standsede ikke, før vi stod mellem de tusinder af mennesker ved kirken i Torre Annunziata.”

“Alt var forvirring, råb og skrig, – og nærmere og nærmere kom den mægtige lavastrøm. Vi så husene i Boscotrecase stå i brand midt i lavastrømmen. På de flade tage stod mennesker – ulykkelige mødre rakte deres små børn mod himlen, inden de sank i flammerne. Heste, køer, æsler, får og geder kom styrtende mellem de flygtende, mange blev såret og nedtrampet af de rædselsslagne dyr. Den gamle hyrde og jeg var blevet skilt i forvirringen, og ene vandrede jeg nu videre. Jeg så en mand stå fortvivlet på muren omkring den vinmark, som tilhørte ham, han knyttede hænderne mod den glødende strøm, som langsomt nærmede sig hans ejendom. Da den nåede lige til muren, og alt syntes tabt, kastede han sine nøgler i ildhavet og råbte. ”Hellige Madonna, tager du alt, hvad jeg ejer, så tag nøglerne med”. Da skete det forunderlige. Den mægtige lavastrøm bøjede af og fortsatte sin vej uden at ødelægge vinmarken. Så gik jeg tilbage til kirken, hvor Santa Anna var båret ud. Omkring hende lå tusinder af knælende mennesker. Det var så højtideligt, da præsterne i deres hvide klæder gik foran med korset og strakte hænderne ud mod den glødende lavastrøm. Da så jeg underet ske. Strømmen bøjede af ved kirkegårdsmuren og standsede lidt efter. Alle knælede og takkede Santa Anna og Madonna for den store nåde”.

“Jeg søgte tilflugt i et hotel i Pompeji. Ud på natten kom der en mængde flygtninge. Alle, som kendte det mindste til ejeren, tyede dertil og fyldte både salonen og læseværelset. Det komiske følger ofte med store ulykker. En gammel kone, en ren mumie, ville ikke sidde andre steder end på klaveret. Hver gang jeg satte en stol til hende, puffede hun den bort. Den gamle doktor og hans kone fra Torre Annunziata sad der, hver med sin bylt på skødet. Han havde reddet nogle gamle klæder og en høne, han havde en hovedpude og en tang til at trække tænder ud med. Hen ad morgenstunden lagde hønen kaglende et æg i papirkurven. En anden kone sad med sin lille sorte gris på skødet, – ingen syntes, at der var noget mærkeligt i, at grisen var med i hotellets salon.”

Rose Bruhn fortæller: “Jeg kom med det første tog, som efter katastrofen skulle gå til Pompeji. Ved Torre Annunziata standsede toget, og snart efter stod jeg ved kirken, der, hvor lavastrømmen var standset. Her var det, at miraklet skete, og Santa Anna hørte folkets bønner og dæmpede bjergets vrede. Hvem der endnu tvivler kan komme og se. Ved siden af den sorte lava, hvorfra blålige dampe stiger mod himlen, står kirken fri og frank midt på kirkegården, hvor roserne blomster og vinen slynger sig op ad kirkegårdsmuren.
Jeg kravler over lavastrømmen, som her ikke er så bred. Det brænder gennem støvlesålerne, og fingrene svides lidt, når jeg snubler. Jeg går hen til soldaterne, som bevogter en jernbanebro, hvorunder lavastrømmen er gået, lidt derfra går en anden strøm mod Pompeji, – men den er standset og ligger nu størknet foran den. Når soldaterne fortæller dette, truer mængden. Hvem tør krænke helgenerne og sige, at det er menneskeværk. Evviva Santa Anna! Hun hørte folkets bønner, da hun blev båret mod den glødende strøm.”

“Lidt derfra er lavastrømmen gået over jernbanen og hovedlandevejen. En lang omvej må jeg køre for at nå til Boscotrecase, som er gennemskåret og halvvejs ødelagt af den brede lavastrøm. Ude i den ligger omstyrtede huse i et kaos. Enkelte står næsten urørt, de er løftet af den glødende strøm og ført videre. Jeg går over den sorte stenmasse hen til et sted, hvor blålig røg vælter frem. Det er som at stirre ind i en mægtig ovn. Det røde dyb gløder mig i møde, og heden er uudholdelig. Lidt derfra er der et hus, hvis indre er fyldt af sorte slagger, mange mennesker skal være omkommet her og ligger begravet i lavaen. Også her er strømmen standset ved kirken. Kirken selv er rigtignok blevet en ruin, men San Gennaro har dog frelst byen fra fuldstændig ødelæggelse, da hans billede blev ført mod strømmen. Evviva San Gennaro råbes der af de hundreder kvinder og børn, som knæler foran helgenbilledet uden for kirken”.

“Ved den sammenstyrtede kirke i byen San Giuseppe havde infanteriet slået lejr. Præsten havde midt under ildregnen samlet en 120 mennesker derinde under bøn til byens skytshelgen. Så styrtede taget ned og dræbte dem alle. Kun præsten, som stod under alterhvælvingen, undgik døden. Jeg så ligene blive gravet ud og den vanvittige mængde styrte sig over dem. For stankens skyld måtte de begraves hurtigt muligt. Kister var der naturligvis ikke tale om. Indhyllet i hvide lagener førtes de straks til kirkegården, hvor store fælles grave ventede dem.”

Forfatteren Stephan Hansen skriver i en artikel fra 1906:

“Vi ankom til Napoli den 10. April om morgenen. Hele byen lå i røg og damp, asken regnede ned, så solen formørkedes, og støvlaget lå på byens gader og husenes tage. Mennesker for forvirrede omkring, alle havde travlt og talte råbende højt om ulykken, der truede. Kirkedørene stod åbne, de hvinede derinde, og store skarer strømmede ud og ind under skrig og larm, mens de råbte Madonnas navn. Kvinderne rev og sled i deres hår, mens de råbte, enkelte borede neglede i deres kinder så blodet flød – alle råbte og hvinede de: ”Madonna Mia – Mamma Mia.” Fra kirken drog de i processioner med kors, helgenbilleder og relikvier. Store skarer tændte vokslys og sluttede sig til, mens askeregnen farvede deres klæder grå og gule.

“Skrig og støj og bønner blandedes på gaden med skældende røster, der forbandede ulykken, der truede, samt ham, som havde sendt den over deres hoveder. – Aldrig har jeg tvivlet om, hvad ordet ”panik” indeholdt, dog først nu havde jeg en levende illustration. Toget som skulle føre os ud til de ødelagte byer (Pompeji og Herculanum) var omtrent tomt, og på banegården hylede nyankomne flygtninge os i møde, at det ville være en dårskab at tage derud. Asken forhindrede togenes gang, og dertil var det umuligt at ånde. Vi kørte dog af sted med den bane, der i en ring fører omkring Vesuv, men allerede en mil udenfor byen sad vi fast i aske, toget kunne ikke køre videre, og på en damper, der ad søvejen førte flygtninge til sikre egne ved Castellamare, indskibede vi os og tog vejen mod Pompeji, hvor alt var trygt, og man kunne iagttage vulkanen uden fare.”

“Vi indlogerede os på et hotel i nærheden af Pompeji og talte bl.a. med en norsk geologi-professor, som fortalte, at han langsomt fulgte en lavastrøms bevægelser, så den stivne, så den smeltes af nye fremrullende masser og sådan hele vejen nedad bjerget – hele vejen i en time havde han til fods ledsaget den flydende strøms bevægelser. Når der dog er kommet mennesker af dage, er det udelukkende panikkens skyld. En familie vi så installeret i en jernbanekupe så forgrædte og ulykkelige ud. Da vi skulle høre grunden, viste det sig, at de i sidste øjeblik havde glemt en fem års pige i deres bolig, da de så huset styrte sammen under den fremvæltende glødende lavastrøm uden at kunne hjælpe. En kirke står halvt ødelagt i den samme by. Lavastrømmen er standset midt for hovedalteret. Beboerne så straks heri et tegn fra himlen.”

“Antallet af de døde og overblikket over den ganske katastrofe kan man endnu ikke overskue. Udgravningsarbejdet er begyndt, militærkorps er udsendt med hakker og spader. Flygtningene begynder at vende tilbage, nogle til ødelagte huse og haver, andre til udplyndrede boliger, for Napolis forbryderverden havde straks benyttet lejligheden til rov og plyndring.”