Ifølge World Heritage-konventionen, “naturarv” betegnes såvel biologiske og geologiske landområder såsom levesteder for truede planter og dyrearter og områder af værdi af både videnskabelige og æstetiske årsager.

Yellowstone (USA)

I en lang naturlig skov i Wyoming, Yellowstone National Park dækker mere end 9.000 kvadratkilometer. En imponerende samling af geotermiske fænomener kan iagttages som omfatter mere end 3.000 geysere, fumaroler og varme kilder.

Hawaii vulkaner National Park (Big Island, Hawaii)

To af de mest aktive vulkaner i verden, Mauna Loa og Kilauea har med deres udbrud skabt et konstant skiftende landskab, og nye lavastrømme afslører overraskende geologiske formationer. Sjældne fugle og endemiske arter findes her, samt skove af gigantiske bregner.

Hawaii Volcano National Park er et område af enestående naturskønhed. Den konstante vulkanske aktivitet i Kilauea har sat gang i den moderne vulkanforskning. Parken her består af subtropiske regnskove.

Lipariske Øer (Italien)

De Lipariske Øer leverer et fremragende bevis på en vulkans opbygningsfase af en vulkanø foruden den altid igangværende vulkanske virksomhed med sine udbrudsfænomener. Siden det 18. århundrede har øerne dannet grundlag for vulkanforskning med de to typer vulkanaktivitet –nemlig den Vulkano-typeagtige og Strombolianske(se minileksikon). Webstedet stadig fortsætter med at berige området vulkanologi undersøgelser.

De arkæologiske områder af Pompeji og Herculaneum. (Italien)

Da Vesuv brød ud den 24. august 79 e.Kr.f. opslugtes de to blomstrende romerske byer Pompeji og Herculaneum, såvel som de mange rige villaer i området. Siden midten af det 18. århundrede er disse delvis blevet afsløret og ggjort tilgængelige for offentligheden. Langt udvidet den kommercielle byen Pompeji i kontrast til de begrænsede, men bedre bevaret resterne af de feriested af Herculanum.

Sangay National Park (Ecuador)

Med sin enestående naturskønhed og to aktive vulkaner og parken vises hele spektret af økosystemer, der spænder fra tropiske regnskove til gletschere, med slående kontrast mellem sneklædte bjergtoppe og skove på sletterne.

Galapagos-øerne (Ecuador)

Beliggende i Stillehavet omkring 1000 km fra det sydamerikanske kontinent ligger disse 19 øer og det omkringliggende hav-reservat er blevet kaldt et unikt “levende museum og præsentation af udviklingen”. Placeret på sammenstrømningen af tre havstrømme er Galapagos er en “smeltedigel” af marine arter. Den igangværende seismiske og vulkanske aktivitet afspejler de processer, der dannede øerne. Disse geologiske processer sammen med den ekstreme isolation af øerne, førte til udviklingen af usædvanlige dyrs liv – såsom leguanerne, kæmpeskildpadden og andre typer har inspireret Charles Darwin’s teori om udviklingen efter hans besøg i 1835.

Vulkaner i Kamchatka (Rusland)

Dette er et af de mest fremragende vulkansk regioner i verden med en høj koncentration af aktive vulkaner, en række forskellige vulkantyper. Samspillet mellem aktive vulkaner og gletschere former et dynamisk landskab af stor skønhed.

Lord Howe Island (Australien)

Et bemærkelsesværdigt eksempel på isolerede oceaniske øer, født af vulkansk aktivitet mere end 2000 m under havet, disse øerkan prale med en spektakulær topografi og er hjemsted for mange endemiske arter, især fugle.

Macquarie Island (Australien)

Macquarie Island (34 km lang x 5 km bred) er en oceaniske ø i det sydlige Ocean, der ligger 1500 km sydøst for Tasmania og cirka midtvejs mellem Australien og det antarktiske kontinent. Øen er den udsatte rest af den undersøiske Macquarie Højderyg, hvor den indo-australske tektoniske plade mødes med Stillehavspladen. Det er et område af stor geofysisk forskning, da det er det eneste sted på jorden, hvor bjergarter fra jordens kappe (6 km under havbunden) kan ses over havets overflade.

Central Eastern Regnskov Reserver (Australien)

På Australiens østkyst ligger disse vulkanske formationer med et stort antal sjældne og truede regnskovs` arter af international betydning for videnskab og derfor bevarelse.

Heard-og McDonaldøerne (australsk territorium)

Heard-og McDonald-øerne er beliggende i den sydlige Ocean, cirka 1700 km fra det antarktiske kontinent og 4100 km sydvest for Perth.

Tongariro National Park (New Zealand)

Bjergene i hjertet af parken har kulturel og religiøs betydning for Maori folket og symboliserer den åndelige forbindelse mellem dette samfund og dets miljø. Parken indeholder aktive og uddøde vulkaner, en række forskellige økosystemer og meget naturskønne landskaber.

Mount Kenya National Park (Kenya)

Mount Kenya, 5199 m, er den anden højeste bjergtop i Afrika. Det er en gammel uddød vulkan, under hvis på aktivitet 3.1 – 2.6 millioner år siden har opbygget vulkantoppen til 6.500 m. Der er tolv gletsjere på bjerget. Mount Kenya er et af de mest imponerende landskaber i Østafrika

Lake Turkana nationalparker (Kenya)

De mest saltholdige af Afrikas store søer, Turkana er et enestående laboratorium for undersøgelse af plante-og dyrearter. De tre nationalparker tjener som en slags mellemlanding for vandrende vandfugle og er vigtige ynglesteder for Nilekrokodillen, flodheste og en række giftige slanger

Ngorongoro Conservation Area (Tanzania)

En stor koncentration af vilde dyr kan findes i det store og perfekte vulkankrater i Ngorongoro. I nærheden, ligger et andet krater Empakaai, med en dyb indsø, og den aktive vulkan af Oldonyo Lenga i nærheden. Udgravninger foretaget i Olduvai Gorge, ikke langt herfra der, har ført til opdagelsen af en af menneskets første forfædre, Homo habilis.

Kilimanjaro National Park (Tanzania)

Det højeste punkt i Afrika, Kilimanjaro er en vulkansk massivet 5963 meter høje der står, isolerede, over de omgivende sletter, med sine snedækket peak truende over savanne. Bjerget er omgivet af bjerget skov, og mange pattedyr, hvoraf mange er truede, lever i parken.
Virunga National Park (Den Demokratiske Republik Congo)

Virunga National Park (dækker et areal på 790.000 ha) omfatter et udestående mangfoldighed af levesteder, der spænder fra sumpe og stepper til snowfields af Rwenzori ved en højde på over 5000 m, og fra lava sletterne til savannahs på skråninger af vulkaner. Mountain gorillaer findes i parken, nogle 20000 hippopotamuses lever i floder og fugle fra Sibirien tilbringe vinteren der.

Kahuzi-Biega National Park (Den Demokratiske Republik Congo)

Et stort område af primære tropiske skove domineret af to spektakulære uddøde vulkaner, Kahuzi og Biega, parken har et mangfoldigt og rigelige fauna. En af de sidste grupper af bjerg gorillaer (bestående af kun omkring 250 personer) bor på mellem 2100 og 2400 m over havets overflade.

Luft og Tenere Natural Reserver (Niger)

Dette er det største beskyttede område i Afrika, der dækker ca 7,7 millioner hektar. Området betragtes som en beskyttet fristed er kun en sjettedel af det samlede areal. Det omfatter de vulkanske bjergarter massivet i luften, en lille Sahelian lommen, isolerede, hvad angår dens klima og flora og fauna i Saharaørkenen af Tenere. Reserven kan prale af en enestående variation i landskaber, planter og vilde dyr.

Gros Morne National Park (Canada)

Beliggende på vestkysten af øen New Foundland, ligger parken med et sjældent eksempel på processen med kontinentale glidning, hvor den dybe ocean – skorpe og klipper af Jordens kappe ligger i den blå luft. Bevægelser af isbræer i istiden har dannet et spektakulært landskab, bestående af sletteomraader, alpine plateauer, fjorde, kolde dale, store klipper, vandfald og mange uberørte søer.

Teide National Park (De Kanariske Øer, Spanien)

Teide vulkanen er den højeste bjergtop i Atlanterhavet og verdens tredje højeste vulkan, med en højde på 7.500 m over havets bund. Vulkanen blev observeret fra havet af Columbus i 1492 i udbrud.

”Vulkaner er ikke til at spøge med..
men de er heller ikke til at undvære…
Vulkaner har skabt den luft vi til daglig indånder…
Og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene..
Så intet liv på jorden uden vulkaner.
Hurra for dem”..

Citat: Henning Andersen

Vejr og vulkaner hænger sammen – specielt i forbindelse med de store eksplosive vulkanudbrud – hvor sænkning af temperaturen er særdeles påvirkelig på jordens overflade og dermed for livet på jorden.

Der er både negative men også positive ting at sige om vulkanerne, idet vi i dag ved, at de har været med til dannelsen af jordens atmosfære og dermed igen betingelserne for, at liv kan eksistere på vores jordklode.

Hvorfra vandet er kommet, er nu flere og flere forskere efterhånden af den opfattelse, at kometnedslag gennem milliarder af år – indeholdende is – fordi man ved, at kometer indeholder is i store mængder, er baldret ind i jorden. Men hvordan opstod livet på jorden?

Vi ved, at for 3,7 milliarder år siden var vores jordklode udsat for et bombardement af meteorer. Mikroskopiske organismer omdanner vand til drivhusgas, kuldioxid fra organiske forbindelser og ilt.
De mikroskopiske organismer var den dynamo, der satte skub i livets udvikling og medvirkede til at gøre jorden til en frugtbar oase.

For omtrent 6 milliarder år siden opstår vort solsystem af en gas- og og støvsky, der fortættes og danner først inderst solen. Det materiale, som svæver om kring solen samler sig og danner igen planeterne. Skyen som planeterne dannes ud af er kold, men grundet fortætningsvarmen og energi fra radioaktivt nedfald bliver jorden varm indeni og gør den flydende. De tungeste grundstoffer synker til bunds mod centrum og de letteste stiger opad til overfladen.

Selve vores jord blev dannet for ca. 4,6 milliarder år siden,
idet sten og støv samlede sig til en hed planet. Ca. 800 millioner år efter jordens fødsel stilnede meteorstormen af og tillod jorden at danne de ældste kontinenter.
I 1999 fandt man på Grønland den ældste form for livstegn – bittesmå partikler af organisk stof , opstået af alger, 3,7 milliarder år gamle. Alger, som hjalp til med at kontrollere livet og klimaet, så livet på jorden kan udvikles til et beboeligt sted. Når algerne døde, sank de ned og lagde sig som et ligklæde på havbunden, hvor de blev omdannet til kulstof. Disse alger har sikkert ved deres stofskifte via sollyset kunnet omdanne kuldioxid og vand til ilt og heraf organiske stoffer.

Kemiske analyser fremskaffet via laboratorieundersøgelser viser, at der var liv på jorden for 3,7 milliarder år siden. Vandet i oceanerne opstod sikkert i jordens barndom ved vulkanernes udspyning af kuldioxid, vanddampe og kvælstoffer. Ca, 200 millioner år efter jordens fødsel, var overfladen så kold, at at regnvandet samledes på overfladen, og de første oceaner blev dannet. Jorden har en radius på 6370 kilometer.

Inderst i vores planet har vi kernen i ca. 5000 – 6000 kilometers dybde. Den er fast og indeholder jern og nikkel. Ca. 5000 graders Celsius og på grund af det enorme tryk udenom er den fast. Det var den danske seismolog Inge Lehmann, der i 1936 opdagede, at jordens indre kerne må være fast, idet seismiske bølger(jordskælv/rystelser) passerer hurtigere gennem en fast end flydende masse.

Derefter har vi den ydre jordkerne fra ca. 3000 – 5000 kilometers dybde, der også består af jern og nikkel, men da trykket ikke er så stort her, er den flydende, hvilket bevirker, at der her foregår store strømbevægelser – og dette er igen årsag til jordens magnetfelt.

Kappen er ca. 3000 kilometer tyk og ikke rigtig flydende, men varm og istand til at bevæge sig langsomt, og denne bevægelse er drivkraften bag den pladetektoniske virksomhed, som vi oplever på jordens overflade. Kappen består af Silicium(kisel)ilt, magnesium, jern, aluminium og calcium i forskellig sammenhæng.

Herefter Asthenosfæren(uden styrke), som er delvis smeltet.

Endelig Lithosfæren(med styrke)eller jordskorpen, som vi går og bor ovenpå og består af både kontinenter og havbund. Den har en tykkelse på fra få kilometer på havbunden til flere hundrede kilometer under kontinenterne. Den er delt op i 8 store og en række mindre stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Disse bevægelser foregår lidt forskelligt, men generelt med en fart fra 1 – 11 centimeter om året.

I kappen sker der bevægelser, som stammer fra den energi, der går helt tilbage fra dels jordens dannelse ved frigivelse af radioaktivt henfald, og energien skaber bevægelser i kappen som konvektionsceller, hvor varmen stiger til vejrs, hvilket skaber spændinger i kontinentalpladerne, der resulterer i jordskælv og vulkanudbrud.

Vulkaner er altså en slags forbindelsvej mellem jorden indre og overfladen, hvor den gasrige magma dannes ved opstømmende varme i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser og så kan strømme ud på jordens overflade.
Seismiske undersøgelser viser, at der under de fleste virksomme vulkaner findes et magmakammer(indeholdende magma/lava), som ofte har form af et rødvinsglas med forskellig kemisk sammensætning alt afhængigt af, hvor på jorden vulkanen står eller ligger.Magmaet dannes ved lokal opsmeltning i selve jordskorpen eller den øverste del af jordens kappe og i forbindelse med trykfald og varmeopstrømningerne nede fra altså igen i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser. Altsammen et resultat af de varmeopstrømninger, der skyldes jordens magnetfelt og energiudladninger fra jordens kerne. I de Midtoceaniske rygge dannes magmaet tæt på jordens overflade, hvor pladerne trækkes fra hinanden.

Vulkanerne er både ødelæggende og livsgivende. Vi er nu og er mere og mere sikker på, at det meste af det vand, der er dannet i oceanerne, oprindeligt stammer fra jordens indre og er kommet ud til jordoverfladen i form af vanddamp.
Også vulkanske udbrudsprodukter er frugtbare, fyldt med næringssalte og mineraler.

Ved store vulkanudbrud slynges enorme mængder af aske og svovldioxid op i atmosfæren og stratosfæren. Her spreder støv og gasskyerne sig. Tidligere troede man, at det var støvet, der påvirkede klimaeffekten. Idag ved vi, at det er svovgasser, som er skyld i temperaturfaldet – alt afhængigt af hvor vulkanudbruddet finder sted på jordkloden, hvor store mængder udbrudsmateriale o.s.v. Også mængder af kuldioxid som drivhusgas kan komme ud og medvirke til den fortsatte drivhuseffekt og igen være påvirke temperaturforholdene på jorden.

Dog må siges, at vulkanerne nok er skyld i store naturkatastrofer på jorden, så er de også uundværlige for livet på jorden, som vi netop har set. Den første atmosfære er dannet af vanddampe fra vulkanerne og igen medvirkende til atmosfærens indhold af kuldioxid. Uden kuldioxid ingen drivhuseffekt og dermed en kold planet uden liv. Jordens vulkanske aktivitet er en afgørende betingelse for, at livet har kunnet udvikle sig på jorden.

Store vulkanudbrud slynger enorme mængder aske og svovl op i stratosfæren, og i Grønlands indlandsis kan syre- og askeindholdet ses i isborekernerne gennem århundrederne. Variationer i surhedsgraden(pH-værdien) i isen kan måles, bl.a. ved den syreregn, som er et resultat af svovludslippet i de eksplosive store vulkanudbruds dråbeskyer af svovlsyre.
Også ved sammenligning af mikroskopiske askeprøver fra indlandsisen med aske fra f.eks.vulkanen på Santorini kan man se, at de stammer fra den vulkan. Sammensætningen af grundstoffer i askelagene fra vulkan til vulkan er nemlig forskellig. Man har fundet ud af, at Santorin eksloderede for 3650 år siden og ikke 3500 år siden.
Ikke alle vulkanudbrud på jorden er her registreret eller repræsensteret, og det skyldes, at de dannede dråbeskyer af svovlsyre ikke fordeler sig jævnt over hele jorden, men følger de vinde, som hersker i stratosfæren.

I 1784 mente Benjamin Franklin Paris, at den usædvanlig kolde vinter og ”tørre tåge”, over det meste af Europa, nok stammede fra det enorme lavaudbrud på Island fra Laki i 1783. Han havde mange modstandere, men i dag ved vi han havde ret.

Året 1816 var uden uden sommer i Europa og Amerika. Tamboras udbrud i Indonesien 1815 udslyngede 150 km3 eller 17 millioner tons vulkanske udbrudsprodukter i vejret, og 100.000 mennesker mistede livet. Klimaeffekten gjorde sig gældende over hele den nordlige halvkugle. Høsten slog fejl i Frankrig og i London var temperaturen om sommeren 2 – 3 grader Celsius under det normale. Det sneede i juni måned i Europa og U.S.A. Alle havde glemt Benjamin Franklins forudsigelser 33 år tidligere. Man havde bemærket ejedommelige røde solnedgange over store dele af verden uden at man satte det i forbindelse med Tamboras udbrud.

I 1883 eksploderede vulkanøen Krakatau i Indonesien med et brag, der kunne høres over store dele af Sydøstasien og sendte 18 km3 aske og pimpsten i vejret, og næsten 40.000 mennesker druknede ved den efterfølgende tsunamisbølge. Her begynder den moderne vulkanforskning med en ny æra. Øen Krakatau lå på en befærdet søvej, og både askeskyer og udbrudsfænomener blev betragtet af mange hollændere. Fra begyndelsen af 1980-erne konkluderedes det bl.a., at det som man før havde betragtet som årsag til temperaturfaldet ikke var aske eller støvskyer, men dråber af svovlsyre(aerosoler) i stratosfæren, som tilbagekastede solens stråler og var skyld i en sænkning af temperaturen.

Pinatubos udbrud i på Filippinerne i 1991 sendte 5 km3 aske og gasser op i stratosfæren – eller 10 millioner tons aske og 20 millioner tons svovldioxid(SO2) til vejrs og temperaturen faldt op til en halv grad. Her i Danmark kunne man observere farverige solnedgange denne sommer, altsammen en effekt af Pinatubos udbrud.

Svovl er lidt indviklet i forbindelse med vulkanudbrud. Altsammen afhængigt af varme, tryk, mængde af ilt i selve svovlforbindelserne i magmaet. Det kan være opløst i selve den smeltede lava(magma) eller en gasfase, igen afhængigt af dets jernindhold. Jo mere jern, desto mindre svovl. Det har vist sig, at i en underskydningszone, hvor en havbundsplade langsomt skubbes ned og ind under en kontinentalplade, smelter havbundspladen allerede i en dybde af 100 – 150 kilometer, og der opløses 0,5 vægtprocent svovl, hvilket er mere end dobbelt så meget som ellers. Når en vandmættet havbundsplade presses ind og ned under et kontinent nedsættes smeltepunktet, og det nydannede magma stiger til vejrs og danner magmakamre – krudtkamre – til de vulkaner, som dannes på jordens overflade.

Resultatet er også, at vulkanerne langs en underskydningszone, som f.eks. Stillehavet, i deres eksplosive udbrud ofte udsender mere svovlgasser op i stratosfæren, som igen ved ved kemiske reaktioner danner fine dråber af svovlsyre, dråberskyer, der tilbagekaster en del af solesn varmestråling og dermed sænker temperaturen.
Svovlindholdet må derfor ses som en slags klimatisk nøgleeffekt i et vulkanudbrud, men der er forskel på hvor meget svovl, der er i magmaet og hvor meget magma, der udkastes alt efter hvor stort magmakammeret er. Mt. St. Helens udbrud i 1980 havde
næsten ingen klimatisk effekt på grund af det lave SO2 indhold i asken.

Klassificering af verdens farligste vulkaner er ofte genstand for debat.

Neden for er anført nogle af de farligste vulkaner på grund af deres eksplosive historie og nærhed til de store befolkningscentre.

Bemærk: Alle aktive vulkaner er farlige.

Vesuv i Italien

Popocatepetl i Mexico

Ulawun i Papua New Guinea

Merapi i Indonesien

Nyiragongo Niragongo i Congo

Unzen i Japan

Sakura-jima i Japan

Galeras i Colombia

I december 1995 fandt italienske arkæologer skeletter af flere flygtende mennesker ca. 16 kilometer øst for Vesuv og flere andre i nærheden på stærk flugt og dækket af vulkanske udbrudsmaterialer som pimpsten og aske. Den italienske vulkanolog Giuseppe Mastrolorenzo hørte om fundet og blev tilkaldt for at bedømme lagene i stenene. Det viste sig, at disse mennesker ikke var begravet af det udbrud, som dækkede Pompeji og Heculaneum i år 79 e. Kr.f., men var endnu ældre og levede i bronzealderlandsbyer for ca. 3780 år siden, hvor et enormt plinisk(se minileksikon) udbrud fandt sted i Vesuv.

Senere – både i 2002 og 2004 fandt man beviser på bebyggelser, som i al hast blev forladt, og fodspor i askelag af bronzealderindbyggere på flugt fra flugt fra Vesuvs udbrud for 3780 år siden.

Vesuv er en seriemorder med mange menneskeliv på samvittigheden. Vulkanens lange hvileperioder ind imellem mere hyppige aktivitetsperioder med lavastrømme, der løber ned ad skråningerne er skiftende, men altid efter en længere hvileperiode stopper kraterrøret til og danner en solid prop, som kræver et enormt tryk, der øges lidt efter lidt af de opløste gasser i smeltemassen nedefra i magmakammeret(magmakammer se minileksikon) for at slå hul i overfladen i toppen af vulkanen. I det øjeblik dette sker, sender den enorme eksplosion flydende sten så højt til vejrs, at det bryder lydmuren og med en trykbølge, der slynger måske 100.000 tons overophedede stenmaterialer som aske, pimpsten(lavaskum) og slagger op til 35 kilometers højde i stratosfæren pr. sekund.

Som skyen stiger til vejrs breder den sig ud som en paddehat eller pinjekrone, efter Plinius den Yngres beskrivelse af udbruddet, der dækkede Pompeji, i et brev til Tacitus. I de første 10 -12 timer holdt udbrudsskyen sig i en søjle højt til vejrs, hvorefter den kollapsede og faldt til jorden og dannede en gloende lavine af aske – klippestykker og hede gasser, der som brændende askelaviner med en fart af flere hundrede kilometer i timen og temperaturer på op til 8 – 900 graders Celsius fejer som en tornado nedover oplandet splintrer og opbrænder huse og er øjeblikkeligt dødbringende.

Sådanne askeskyer kan bringe vand i kog mindst 15 kilometer fra udbrudsstedet. Er temperaturen i skyen under 100 grader kan man måske overleve i nogle sekunder, hvis trykbølgen flytter sig hurtigt, men hvis man overlever varmen, kvæles man som regel hurtigt af det fine askestøv i luften. Hele egnen omkring Vesuv blev dækket af et sådant askelag fra et ca. 2 meter tykt askelag fra 5 kilometer fra vulkanens krater til et 25 cm tykt lag 25 kilomter fra vulkanen. Et 20 cm tykt askelag er nok til at få moderne hustage til at bryde sammen.

Når askeskyerne(pyroklastike laviner se minileksikon) er overstået bryder oftest enorme mudderstrømme nedover skrænterne på vulkanflanken i kølvandet af sammenblandingen af damp fra de overophedede underjordiske vandlag og tordenvejr og styrtregn, hvoved vulkanske mudderfloder (lahars) fylder flodale ud med en kraft, der kan flytte huse flere hundrede meter.

Først eksplosionen, nedfald af udbrudsmateriale, askesøjlen kollapser og så mudderstrømmene er den klassiske rækkefølge ved et Plinisk vulkanudbrud.

Forskere har beregnet, at Vesuvs vulkankompleks har præsteret sådanne udbrud for dels 25.000 år siden – 22.500 år siden – 17.000 år siden 15.000 år siden – 11.400 år siden – 8.000 år siden – 3780 år siden og for 2000 år siden, hvor det berømte udbrud dækkede Pompeji og Heculaneum.

Under millionbyen Napoli findes tykke askelag, som stammer fra Vesuv ved udbruddet for 11.400 år siden.

Når alt dette så er sagt, betragtes Vesuv i dag for en af verdens 10 mest farlige vulkaner, og en af årsagerne må ses i den betragtning, at området med storbyen Napoli er på 3 millioner mennesker, hvilket gør det til ikke blot til en farlig vulkan, men det tættest bebyggede område på jordkloden i skyggen af en voldsom og uberegnelig vulkan som Vesuv nu er. Vesuv overvåges af vulkanologer mere end nogen anden vulkan på jordkloden.

Vesuv er en meget farlig vulkan. Læs bogen af Henning Andersen: ”Vesuv en meget farlig vulkan” fra Skib Forlag.