Hej Henning,

Jeg har, som du kan regne ud, besøgt din hjemmeside.

Ligesom du har besøgt Vesuv utallige gange, har jeg besøgt La Palma og Taburiente, foreløbig 7 gange, og jeg er ikke mæt endnu.

Du skriver, at begrebet en Caldera kommer fra Caldera Taburiente.

Det vil jeg ikke bestride, men til gengæld mener jeg, at det var en fejl at sætte Caldera sammen med Taburiente. En fejl begået af dem, som i sin tid har givet den navnet.

Jeg har læst José Manuel Navarros beskrivelse af, hvordan øen er dannet siden den første gang brød havoverfladen for godt 3 mio. år siden.

For godt 700.000 år siden var vulkanen vokset til over 3 km højde, og vægten af de enorme mængder aske, slagger og hvad en stratovulkan nu en gang består af, skulle have fået den sydvestlige del af vulkanen til at skride i havet.

Siden er det hesteskoformede krater blevet delvist lukket af den yngre vulkan Bejenado, og vulkanen har i dag et af verdens største erosionskratere.

Det svarer bestemt ikke til beskrivelsen af et indsynkningskrater som man ser det på bl.a. Teide.

Teorien om, at det skulle være vægten, der fik et stort stykke af vulkanen til at skride i havet, tror jeg heller ikke holder stik. Jeg mener der mangler en ‘detonator’ og hælder mere til en teori om, at det er foregået på samme måde som med Mount St. Helen i 1980. At en gigantisk eksplosion forårsaget af den opstigende Magmas møde med vulkanens store indhold af vand har afstedkommet de skred som har dannet Los Lanos Sletten.

Skulle du finde tid til at give mig et svar på hvad du mener, så vil jeg glæde mig til at modtage det.

Jeg er på ingen måde så velbevandret udi i vulkanologien som du, men jeg har altid været fascineret af naturens kræfter på det område, ikke mindst efter at jeg besøgte det lille vulkanmuseum i Reykjavik og så nogle af deres film.

M.v.h.
Johannes Lundstrøm

Tekst: Jørgen S. Aabech. Oversat fra norsk af Henning Andersen

Fra artikel på BBC’s Sci/Tech, onsdag 4. oktober 2000
En vulkan i Atlanterhavet som kollapser, kan udløse en enorm tsunamibølge, som efter kort tid ville oversvømme de Caribiske øer og meget af USAs østkyster. Dr. Simon Day, ved Benfield Greig Hazard Research Centre på University College London, England, tror at en af siderne på Cumbre Vieja bjergryggen på La Palma i Canarieøgruppen, er ustabil – og kan skride ud i havet.

Under udbruddet i 1949 fra San Juan-vulkanen på La Palma, opstod der en sprække på flere kilometers længde, og den ser ud til at fortsætte under jorden og bjergmassivet. Langs hele denne sprække kan bjergmassivet skride ud i havet, fra Puerto Naos til Punta de Fuencaliente og frigive mere end 200 kubikkilometer materiale efter beregningerne (oktober 1997).

Schweiziske forskere, som har lavet modeller af et skred på La Palma, siger, at en halv milliard tons sten, som skrider i vandet på een gang, ville danne en tidevandsbølge på 650 meters højde, og den ville sprede sig udover hele Atlanterhavet i høj hastighed. Bølgen ville naturligvis mindskes på sin vej over Atlanten, men ville fortsat være mellem 40 og 50 meter høj, når den ramte kysten af Amerika. En sådan bølge ville skabe kaos i Nord-Amerika indtil 20 kilometer ind over land.

Dette ville naturligvis ikke bare berøre beboerne på selve La Palma, men også beboere på den anden siden af havet – beboere som aldrig før i deres liv ville have hørt om La Palma overhovedet.

Som følge af en rapport, som nylig blev publiseret i the Journal of Volcanology and Geothermal Research, har Londons Geologiske Selskab skrevet til en minister i England, for at gøre ham opmærksom på farerne, som ville fremkaldes af en enorm mega-tsunamibølge i Atlanterhavet. Videnskaben har kendt til de ødelæggende kræfter ved tsunamier – enorme havbølger – i mange århundreder. Så sent som i 1998 blev over 2.000 mennesker dræbt af en stor bølge som traf kysten af Papua New Guinea. Den blev udløst af et jordskælv ude i havet, men forskere tror, at langt større bølger vil kunne fremkaldes af gigantiske skred på land. En af de største bølger, som man har registreret i historien, oplevedes i Alaska i 1958, og blev udløst af en tårnhøj klippe i Letuya-bugten. Bølgen var højere end nogen skyskraber på jorden, og væltede trærne i op til 500 meters højde over havets overflade.

Geologiske studier har fundet beviser for enorme skred andre steder, f.eks. på Hawaii, Kap Verde-øerne og på Reunion i det Indiske Ocean. For nylig er der også fremlagt en rapport fra Italien om et historisk skred fra Stromboli-vulkanen.

Når det gælder vulkanen på La Palma har man konstateret, at der er flere kratere, hvorfra et udbrud ville kunne komme. Det er også tænkeligt, at vand, som er fanget mellem lagene i selve bjergmassivet, ville kunne frembringe et så stort tryk med det resultat, at hele bjergryggen ville kunne skride ned under et fremtidigt udbrud.

En tsunamis – havbølge på 650 meters højde, ville have en bølgelængde på mellom 30 og 40 km, vælte vestover og krydse hele Atlanterhavet med en hastighed på 720 km i timen. Man forsikrer dog om, at man ikke tror, at en sådan katastrofe vil indtræffe før om nogle årtier.

Der kan komme op til fem flere udbrud fra Cumbre Vieja før vestsiden kollapser, bliver der sagt. Måske også 10 eller 20 – vi ved det kort og godt slet ikke. Men hvis jeg boede i Miami eller New York og hørte, at Cumbre Vieja havde udbrud, ville jeg følge godt med på de næste nyhedssendinger.

Det skal dog siges, at når man taler om, at bjergmassivet kan skride ud i havet, så snakker man om geologiske tidsperioder – og de er lidt længere end måneder og år. Sydvestsiden af øen skrider ikke ud sådan uden videre. Før det sker, så må vulkanen få et nyt udbrud, og midt i sprækken. Desuden bliver den vulkanske aktivitet nu målt med seismiske instrumenter, og enhver åbning af sprækken bliver nøjagtigt målt. De sidste fire år har den ikke bevæget sig så meget som en centimeter. Så der er ingen grund til at sprede panik – hverken på den ene eller anden side af Atlanterhavet.

——————————————————————————–

Følgende er et uddrag fra en artikel i The Independent, 24/6 1996
Tsunamier kan også opstå, når store landmasser skrider ud i havet. Det har ikke været set i historisk tid, men videnskaben har nu identificeret La Palma som en mulig risiko.

“Der er en fare for, at den side af vulkanen, som vender mod vest, kan skride ud i Atlanterhavet”, siger Professor Bill McGuire ved The Centre of Volcanic Research i Cheltenham, som for nylig var med på en ekspediton til La Palma. “Det kan bogstavelig talt ske i løbet af de næste uger eller måneder eller år”, siger han. “Men ligeså gerne om 100 år eller længere ud i fremtiden. Øen er meget ustabil, og dette er noget, som kan ske meget snart”.

La Palma er ikke bare den stejleste ø i verden, men har også været den mest vulkansk aktive ø på Canarieøerne i løbet af de sidste 500 år. Der har været to udbrud på øen i dette århundrede alene – det sidste var i 1971.

Selve vulkanerne er som så ikke særlig farlige. La Palma-lavaen bevæger sig så langsomt, at de fleste mennesker let kan løbe fra den, så der ikke er nogen grund til ængstelse for de mange turister som besøger øen. Den virkelige fare ligger i den mulighed, at et udbrud kan få hele den uholdbare vulkanbjergryg gennem øen til at kollapse.

Problemet begyndte med et udbrud i 1949, da adskillige kubikkilometer stenmasser skred nogle få meter mod havet. Der åbnede sig også en to kilometer lang sprække, som let kan ses idag. Der er ikke bare frygt for, at et fremtidigt udbrud vil føre til, at bjergryggen skrider igen, men næste gang det sker, vil skredet ikke standse op, før det har nået havet. Hvis det sker (eller måske skulle man hellere sige hvornår det sker?), vil en tsunami-bølge i kølvandet blive katastrofal.

“Der har været tre sådanne kollapser i øens historie”, siger Juan Carlos Carracedo fra The Spanish National Research Council. Ikke bare landskabet har “ar” efter disse katastrofer, men undervandsfotografier viser bjergtoppene på de gamle vulkaner langt ude i havet. “Faren for en ny kollaps er overhængende. Den eneste måde at gardere sig mod skader, er at studere omstændigt nok”.

Ved at overvåge ændringene i formen på bjergskråningerne, håber teamet på ikke bare at opdage om vestsiden kollapser på grund af bevægelserne under jorden, men også at kunne forudsige, om den sovende vulkan begynder at blive rastløs igen. Før et udbrud, hæver vulkaner altid flankerne lidt i vejret og buler ud. Denne optrængning af de smeltede masser kan være usynlige for det menneskelige øje. Kun ved at overvåge tilstanden af bjerggrunden med meget følsomme instrumenter, kan små ændringer opdages.

Sent på året 1994, satte videnskabsmænd et netværk af stationer op på bjergskråningerne og målte med stor nøjagtighed afstanden imellem dem. Efter et og et halvt år kom de tilbage for at måle netværket igen. Hvis afstanden mellem stationerne var blevet større i løbet af denne periode, ville det betyde, at bjergsiden begyndte at skride eller at grunden var sunket på grund af, at flydende lava bevægede sig under vulkanen.

For øjeblikket viser resultatene, at der ikke har været nogle bevægelser. Mens resten af os kan trække vejret lettet, er målingene meget værdifulde for videnskaben, da det giver dem et holdepunkt og viser, hvordan vulkanen opfører sig under normale forhold. Skulle fremtidige målinger og studier åbenbare, at vulkanen har ændret sig fra dagens status, så er muligheden for, at Amerikas kyst kommer til at blive oversvømmet mere en frygtelig virkelighed end et muligt fremtidsperspektiv.

NB: Tilføjes til denne artikel skal, at disse forskninger er blevet fornyet efter år 2000, og vi oplevede jo tsunamien i det Indiske Ocean i 2004. (Henning Andersen, 2007)

”Hovedmassen af det, der udstødes fra jordens indre gennem vulkanerne, er ikke ild, ikke glødende stenmasser, men vanddamp”, skriver professor N.V.Ussing i sin bog om vulkaner i 1904.

”Selve udbruddet skyldes luftudvikling i magmaet, der ved den nederste ende af kraterkanalen fremkalder dampbobler, som efterhånden udøver et så stort tryk, at den overliggende, størknede lava sprænges. I det modtrykket herved indskrænkes betydeligt, foregår der pludselig en yderst livlig udvikling af luftbobler, der med eksplosionsagtig voldsomhed slynger størknede lavabrokker i vejret og får den flydende lava til at stige op igennem krateret. Virksomheden kan bedst sammenlignes med den langsomme og spruttende kogning af grød, harpix eller lim, der til sidst koger over. Derimod foregår der ingen virkelig forbrænding i vulkanerne, og det er egentlig galt at kalde det fine lavastøv for aske. Det lysende ildskær, man om natten ser over krateret, skyldes ikke flammer, men er kun den glødende lavas genskin på dampskyerne. Da de øverste dele af af de kegleformede vulkanbjerge kun består af løst sammenhobede slagger, der ikke kan modstå trykket af lavaen, hæves denne næsten aldrig op til selve kraterranden, men bryder frem på bjergets sider. ”

Disse linjer om selve processen i et vulkanudbrud har man sandfærdigt tolket allerede for mere end 100 år siden og står omtalt i leksika fra begyndelsen af 1900 – tallet.
Derimod dannelsen af magma inde i jorden har længe været mere mystisk, og det er først indenfor de seneste 30 år man er begyndt at løfte sløret…

Opsmeltning af bjergarter inde i jorden har hovedsagelig tre årsager: stigende temperatur – aftagende tryk – eller tilsætning af bestanddele, der sænker smeltepunktet. Dette er hovedfaktoren for at danne magma i Astenosfæren(det bløde lag) – altså i ca. 100 til 300 kilometers dybde under jordens overflade – men kun i 10 – 20 kilometers dybde i de midtoceaniske højderygge – kontinentalspalter og underskydningsgrave(hvor en plade presses ned under en anden). Sedimenter i en vandholdig havbundsplade(altså underskydning) har som regel et noget lavere smeltepunkt, da der er mere vand i den og nedsænker det ovenfra liggende pres igen. Konvektionsbevægelser i jordens kappe opvarmer bjergarterne, der langsomt hæves opad gennem jordens kappe mod jordskorpen indtil de på et tidspunkt smelter og danner magma.

Et vulkanudbruds voldsomhed afhænger af to ting. Nemlig kisel og vandindhold. Kiselindholdet bestemmer flydetrægheden af smelten, det opløste vand i smelten bestemmer dets eksplosivitetsniveau. Ligger et magmakammer tæt ved jordens overflade kan den smeltede magma yderligere beriges af vand og kisel fra de omliggende klipper og fra gyndvandet.

Generelt kan man sammenligne et vulkanudbrud med åbningen af en sodavandsflaske, hvor den overophedede damp bobler i stedet for kulsyrebobler. I en tæt tillukket flaske holdes gassen usynlig i opløsningen af det oven overliggende tryk. I det øjeblik flasken åbnes, flyder boblerne i den ekspanderende gas som regel stille og roligt op til overfladen som netop tilfældet i et roligt vulkansk udbrud.

Hvis derimod væsken eller smelten er under et stort tryk, bliver den overmættet med gas, i det øjeblik kapslen tages af flasken, og væsken strømmer voldsomt skummende ud. I et eksplosivt vulkanudbrud er trykket på det sejtflydende og vandholdige magma så enormt, at boblerne ekspanderer eksplosivt.

Lavt vand og kiselindhold giver et roligt udbrud med tyndtflydende lava.

Lidt kisel og meget vand strømmer dampboblerne ud gennem den tynde lava og danner høje lavafontæner.

Er der lidt vand og meget kisel skydes en dejagtig træg kuppel eller prop af lava op og danner en dome i vulkanens flaskehals.

Er der meget kisel og meget vand i smelten forhindrer den trægtflydende lava dampen i at slippe roligt ud, og når trykket ovenover pludselig forsvinder, eksploderer den indesprærrede gas og danner askelaviner.

Ved ordet ”udslukt” vulkan tænker vi ikke altid på, at det faktisk betyder en vulkan, som har været i ro i de sidste 10.000 år – rettere sagt i historisk tid – altså den tid mennesker kan huske. Byer som Rom i Italien, Portland i U.S.A og Clermont – Ferrand i Frankrig, ligger i skyggen af gamle vulkaner, der har været ro i den tid mennesker har boet der, men det betyder ikke, at der ikke vil kunne ske noget igen. Dette er fakta. Vulkanerne er kun uddøde i de øjne, som hverken kan eller vil se.

Vi mennesker har en kort hukommelse. Såvel politiske som naturkatastrofer plager os ikke længere, så snart de er overstået, og de lærer os ikke altid meget. Hvis en vulkan ikke har været i udbrud i århundreder, så holder man op med at betragte den som en aktiv vulkan, og det gælder i endnu højere grad med en vulkan, som har holdt sig i ro i årtusinder eller mere.
Pinatubo på Filippinerne var et tydeligt eksempel i 1991.

I jordens geologiske tidsalder har der fundet enorme vulkanudbrud sted ”Supervulkaner” eller “Dommedagsvulkaner”, kalder vi dem nu, hvor tusinde meter tykke askelaviner eller glødende lavastrømme har fyldt dale og slugter ud. Tiltagende svag jordskælvsaktivitet i dybet under en vulkan er bevis på stigende magma opad igennem vulkanen. Efterhånden som det stiger opad, udvides vulkanen og hæver sig som et varmt brød i en bageovn for til sidst at sprænge taget i magmakammeret eller proppen af størknet lava i selve vulkanens hals, det såkaldte kraterrør.

Vulkanerne får tilført nye smeltemasser (magma) nedefra ved bevægelse i jordskorpepladerne.Ved de såkaldte underskydninger, subduktion, hvor en plade skubbes ned under en anden, dannes der mere sejtflydene smelter, hvor de opløste gasser har sværere ved at undslippe, men der opbygges et større og større gastryk i smeltemassen(lavaen). Denne type lava er ofte særlig rig på vanddamp og kiselsyre og udskiller krystaller i kammeret. Der opstår luftbobler, som bliver større og større i denne sejtflydende magma, som samler sig øverste i magmakammeret samtidig med, at de øverste dele af smelten nærmest køler af langs siderne af kammeret. Til sidst kan dæklagene ovenover ikke modstå trykket nedefra, og resultatet bliver et vulkanudbrud af eksplosiv karakter…

“Alle stærkt eksplosive vulkanudbrud et tit kommet fra vulkaner, som man har troet var udslukte”

. Omkring 550 har været i udbrud i historisk tid og mellem 1.300 og 1.500 har været i udbrud inden for de sidste 10.000 år.

Da en vulkan kan have en hviletid på tusinder af år mellem to større udbrud, giver det ikke rigtig nogen mening at tale om den som aktiv. I stedet kan man tale om vulkaner i udbrud i historisk tid.

Et andet problem er definitionen af, hvad en vulkan er. Man kan ikke blot tælle kraterrør. I vulkanske områder kan det vulkanske materiale udspyes via kilometerlange spalter i undergrunden, som man kender det i Island. Det vulkanske område Michoacán-Guanajuato i Mexico omfatter næsten 1.400 slaggekegler, maarer og skjoldvulkaner, der er strøet ud over et areal på 200 x 250 km, men som alle henter materiale i det samme magmakammer. Måske er det mest korrekt at fastslå, at vi ikke kender antallet af aktive vulkaner. Til gengæld har vi kendskab til mindst tusind magmasystemer.

Det skal bemærkes, at ovenstående tal kun dækker antallet af vulkaner på landjorden og ikke det store antal vulkanudbrud og ubeskrevne vulkaner i verdenshavene. Man mener, at rundt regnet ¾ af den magma, der når frem til Jordens overflade, når frem på havbunden.

Henning Andersen