Når vi kigger på et landkort og ser omridsene af Napolibugten, vil man ikke undgår at lægge mærke til de store cirkelformede indsynkninger, som såvel Pozzuolibugten og Napolibugten består af.

Vulkanen Vesuv og den forhenværende bortsprængte vulkan Monte Somma, som Vesuv flere gange er bygget op i er også en Calderra-rand, der er bortsprængt adskillige gange. Både Sommavulkanen og det nuværende Vesuv er bygget op ved gentagne udbrud på kanten af denne kæmpemæssige Calderrand for henved 300.000 år siden.

I november år 2001 udsendte den tidligere direktør fra Vesuvobservatoriet Paolo Gasparini meddelelse om, at man efter mange seismiske undersøgelser havde lokaliseret et ca. 400 kilomter bredt bælte af smeltet magma i godt og vel 8 – 10 kilometers dybde under Vesuv og er på størrelse med Gardasøen.
Altid har man vidst, at Vesuv havde sit magmakammer i godt og vel 5 – 6 kilometers dybde, og vi kender Vesuv og ved, at jo længere vulkanen er i ro, desto voldsommmere bliver det næste udbrud.

Gang på gang har denne vulkan i længere hvileperioder ligget rolig og stille hen for så pludselig at udfolde al sin indestængte energi. Normalt udtømmes et magmakammer ikke helt i et udbrud, kun ca. 20 – 25 %. Vesuv er relativ rolig for tiden, dog med mindre, det som vi også kalder for milde jordrystelser og sender lave temperaturer af vulkanske gasser ud forskellige steder, men vulkanen har en meget eksplosiv historie, bedst kendt fra det store udbrud i året 79 e. Kr.f., da Pompeji og Herculaneum blev begravet af aske og pimpsten.Det seneste udbrud i Vesuv fandt sted i 1944, og vulkanen er i dag langt farligere end i det forrige århundrede, idet den havde en mere konstant aktivitetsrytme – lidt lig Etnas på Sicilien – som er mere eller mindre konstant aktiv. Seismiske målinger viser, at når en bevægelse igennem den faste jordskorpe går hurtigere end igennem en flydende masse. For denne nye opdagelse, at magmakammeret har en størrelse lig Gardasøen i Norditalien, er baseret på 1800 seismiske undersøgelser foretaget fra et skib dels i Napolibugten, og man har herefter konkluderet, at magmalaget strækker sig helt til Appenninerbjergene, er ca. 8 kilometer dybt, og ligger ind under storbyen Napoli og de nærliggende vulkaner såsom Den Flegræiske Marker vest for Napoli og den sovende vulkan på øen Ischia.

Undersøgelser tyder endvidere på, at dette magmalag er nærmest svampeagtigt og sammenblandet med de omkringliggende bjergarter, som svømmer rundt i denne flade beholder af smeltede stenmasser. Denne store undersøiske glødende masse af blandede smeltede stenmasser føder flere mindre kamre af magma ovenover som f.eks. Vesuvs, De Flegræiske Marker og vulkanen på øen Ischia fra tid til anden. På den måde holdes vulkanerne i gang, selvom der er uregelmæssige aktivitetsperioder i dem. F.eks. var der et tydeligt eksempel senest i 1982 ved Pozzuoli, da der var en mindre magmamasse tæt på jordens overflade ved havnemolen i byen, og den gamle gamle Serapeum tempelruin har gentagne gange hævet sig op og ned grundet magmastrømninger tæt på jordens overflade.

VULKANEN VESUVS VÆSEN

Som før omtalt er en vulkan opbygget og bortsprængt adskillige gange i Vesuvs sammensatte vulkankompleks eller bygning. Den ældste vulkankegle Somma er efter radioaktive dateringer af de vulkanske udbrudsprodukter bedømt til at være ca. 300.000 år gamle, og de viser, at den sidste enorme eksplosion, der bortsprængte Sommavulkanen og dannede den nuværende halvkredsformede Calderarand for ca. 17.000 år siden. En vulkan med en sejtflydende magmasmelte opbygger efterhånden et stigende gastryk i magmakammeret, som i tilfældet Vesuv ligger i ca. 5 – 6 kilometers dybde, altså lidt ovenover det store nyopdagede smeltede magmalag. Dette giver også forklaring på, at dette magmakammer fyldes op fra det større nedenunder, dels fordi der er opløste gasser i smelten og for Vesuvs vedkommende er der meget vanddamp, og desuden ekstra meget kuldioxid og kulilte, der stammer fra tykke lag af kalksten, der befinder sig under Napolibugten. Kalkstenene blødgøres på grund af den underjordiske varme og dumper ned i smeltemassen i Vesuvs magmakammer og herved dannes bl.a. de ekstra gasser i smelten. Samtidig med må vi heller ikke glemme, at Vesuv og vulkanerne her ligger på den neddykkende Afrikanske pladeforskydning, der skubbes ned under den Italienske halvø.

Vesuvs vulkantop er dannet på samme måde som den ældste Sommavulkan ved gentagne udbrud af lava og løse udbrudsmaterialer igennem mange tusinde år, har bygget vulkantoppen højere op af det udslyngede udbrudsmateriale. Krateret hæver sig i dag 1280 meter over havet, og det først kendte udbrud er det, som begravede oldtidsbyerne i 79 e.Kr.f. Pompeji og Herculaneum. Siden har Vesuv haft mange udbrud i de følgende århundreder, adskillige ikke særligt omtalte, men i 1631, efter en flere hundrede år lang hvileperiode, fik vulkanen et voldsomt udbrud, hvor mange tusinde mennesker mistede livet, og siden da indtil 1944 har vulkanen været aktiv så godt som konstant med forskellige intervaller, sjældent mere end 7 års pauser i aktiviteten. I dag er der igen tale om en lang hvileperiode, og det bekymrer vulkanologerne..”Vesuv er rastløs”, har vulkanologer fra Vesuvobservatoriet udtalt. Aldrig har vi haft så mange rystelser som i de sidste par år, og det betyder, at der sker noget i undergrunden”.

“Når jorden ryster, selvom det er svagt, opstår der nye sprækker og revner, bl.a. i den størknede lavaprop, der sidder oven i Vesuvs vulkankrater. Derved lettes trykket for den smeltede lava neden under, og til sidst sprænges proppen i toppen af vulkanen. På samme måde, som når man trækker en flaske champagne op. Når proppen pludselig er væk, skummer meget af champagnen over, og man har beregnet, at på Vesuv kan et område ved vulkanens fod på ca. et kvarter bliver overskyllet af vulkanske udbrudsprodukter, såsom hede askeskyer og andre udbrudsprodukter. Her lever over 1 million mennesker i dag.

Vesuv har mange gange vist, at den må betragtes som en meget farlig og eksplosiv vulkan, specielt efter sine hvileperioder. Derfor holder Italienske vulkanologer på Vesuvobservatoriet konstant vulkanen og hele området under døgnovervågning med moderne vulkanologiske måleapparater, hvoraf en af de vigtigste er seismometrene, hvor man kan registrere stigende jordskælvssværme og bevægelser i vulkanens undergrund.

“Vesuv år 2000” er en evakueringsplan, hvor man i fællesskab med Italiens minister for civilbefolkningens beskyttelse, har oprettet et system, der har det formål at meddele befolkningen i tide, hvornår man bør forlade sit hjem, hvor meget man bør have med sig, og hvor sent et tidspunkt, man kan blive i sit hjem, inden det er for sent at komme væk, men aller vigtigst også, på hvilken måde man kommer væk. Man har telte, der på timer kan stilles op hvor som helst og huse de mange mennesker, og man har lavet aftaler med kommuner andre steder i Italien, således at man kan indkvartere så og så mange. I de tættest befolkede byer ved vulkanen er der tale om ca. 1 og en halv million mennesker, der skal evakueres. Vi finder her verdens tættest beboede område ved en vulkan, ja nogle steder helt op til 30.000 mennesker pr. km2. Faktisk kan op til 3 millioner mennesker blive berørt af et “plinisk” (opkaldt efter Plinius den Yngres beskrivelse af det store udbrud ved Pompejis undergang)udbrud fra Vesuv eller De Flegræiske Marker, i dag. Siden Vesuvs sidste udbrud i 1944 har vulkanen været tavs, men man har i de sidste fem år, specielt siden lørdag den 9. oktober og igen den 11. oktober i 1999, hvor flere mærkbare rystelser blev registreret under Vesuv, målt stigende jordskælvssværme i vulkanens undergrund.

Dette har også været medvirkende til, at man fra international side fører intense samtaler med italienske vulkanologer og holder møder fra tid til anden. Alene i et års tid efter 1991 fandt der 718 rystelser sted i Vesuvs undergrund, og der er derfor nu grund til bekymring, bl.a. fordi at man er nødt til at være 110% sikker på, der vil komme et udbrud, inden man sætter evakueringsplanerne i gang for så mange mennesker.

PLINIUS BESKRIVELSE AF POMPEJIS UNDERGANG

Vi har den ældste beskrivelse af en vulkan på jordkloden overhovedet af et menneske, nemlig Plinius den Yngres beskrivelse af Pompejis undergang i året 79 e. Kr. f. til den romerske historieskriver Tacitus. Dette udbrud er så nøje beskrevet, at vulkanologer i dag har givet det navn efter ham om denne meget voldsomme type vulkanudbrud. Plinius skriver: “Der rejste sig en sky, men når man betragtede den på lang afstand var det umuligt at afgøre fra hvilket bjerg den kom. Først senere fik vi at vide, at det var Vesuv. Skyen mindede i facon mest af alt om en pinje, idet den nemlig steg op som en høj stamme, bredte sig ud ligesom grene, formentlig fordi den blev drevet i vejret af en kraftig eksplosion, men så efterhånden mistede sit tryk eller af sin egen vægt blev tynget ud i bredden for derpå at gå i opløsning. På sine steder var skyen hvid, andre steder snavset og grumset, alt efter om den førte jord eller aske med sig op i luften”. Videre fortæller Plinius i sit næste brev: “I dagevis var der gået jordrystelser forud, men de er ikke særlig foruroligende eftersom de er ganske almindelige i Campanien”. Tydeligt bevis på, at der kommer mange svage jordskælv inden en voldsom vulkan eksploderer. Videre fortsætter han: “Man så en sort og uhyggelig sky, der sprængtes af forvredne og flakkende zigzag linjer fra flammende eksplosioner”. Denne beskrivelse forklarer en glødende hed askelavine , der med stærk fart er rutschet fra Vesuvs sprængte krater nedad flankerne og udover Napolibugten på den anden side, hvor Plinius boede. “Inden længe sænkede den omtalte sky sig over jorden og dækkede havet og omsluttede og skjulte Capri og lukkede udsigten til det yderste af Misenum. Nu begyndte der at falde aske ned, men dog endnu ret spredt. Jeg kastede et blik bagud, hvorfra en tæt tåge skyllede henover jorden som en rivende strøm, der fulgte efter os. Der blev atter mørkt, og der faldt igen askeregn, denne gang voldsom og tung. Vi rejste os gang på gang og rystede asken af os. Det blev nat, ikke sådan som når månen ikke skinner, eller det er overskyet, men som i et lukket rum, hvor lyset er gået ud.”

Plinius beskrivelse af det store udbrud, der begravede oldtidsbyerne Pompeji og Herculaneum er så godt beskrevet af et typisk eksplosivt vulkanudbrud, først med askeskyen, der stiger til vejrs, derefter de pyroklastiske askeskyer, der som brændende laviner af overophedet aske og gasser, er skyllet nedover vulkanens skråninger over byerne og kvalte de indbyggere, der endnu ikke var flygtet….

Tak til Plinius for denne beskrivelse, for som vulkanologen Haraldur Sigurdsson udtaler: “Da jeg første gang i 1979 besøgte Vesuv og Pompeji og samtidig havde læst Plinius breve til Tacitus, forstod jeg straks måden, som Vesuv dræbte indbyggerne på”. Hans undersøgelser af askelagene viste også, at dels Pompejis indbyggere og også Herculaneums beboere måtte være kvalt af sådanne askelaviner, der pludselig fejede nedover vulkanens flanker i løbet af det ca. 17 timer lange udbrud.

VESUV I DAG

En regel gælder om en vulkan og det er, at for at vide noget om fremtiden, må man kende dens forhistorie.

“Vesuv sover, men dens hjerte er vågen. Der er ingen tvivl om, at den vil vågne igen fra sin urolige søvn og eksplodere i sin fulde pragt og endnu engang overraske verden med søjler af ild og røg, mens jorden gyser. Utallige mennesker vil få ødelagt deres byer, mens historien om Pompeji og Herculaneum gentages. Vesuv er et uhyre, der ikke kan styres af nogen menneskers dygtighed og genialitet – og derfor storslået og ærefrygtindgydende”.

Citat af vulkanologen Alesandro Malladra i 1913.

I slutningen af år 2001 opdagede man i udkanten af byen Nola syd for Vesuv resterne af en bronzealderby begravet i hvid pimstensaske som Pompeji blot ca. 1500 år før. Udgravningerne begynder så småt, og indtil nu ser det ud til, at indbyggerne har forladt stedet i tide, da vulkanen buldrede ildevarslende…

“Vesuv vil gentage sit store nummer. Det er ikke et spørgsmål om hvis der kommer et udbrud, som jeg har hørt mange udtale, men hvornår det sker” Citat af mig selv..

forrige 5 næste 5

21-05-2007
Lidt om vulkanforskningens historie…

20-05-2007
Stort magmakammer under Napolibugten…

19-05-2007
Krater…

18-05-2007
Vulkanguden…

17-05-2007
Hellige bjerge er ofte vulkaner…

forrige 5 næste 5 Henning Andersen – Skoleholdervej 37, 4.th., 2400 København NV – Tlf. 38 19 34 11 / 20 76 42 47 (mobil)
fax: 38 19 34 10 – e-mail: info@vulkaneksperten.dk

Stromboli er en af de syv Lipariske Øer(opkaldt efter den største vulkanø i øgruppen De Lipariske Øer). Man kalder dem også de Eoliske Øer, da der er stormfuldt og blæsende vejr omkring øerne. De gamle grækere påstod, at vindguden Aeolis boede her, hvilket også fortælles i beretningen om Odysseus.

Stromboli er og bliver Europas mest aktive vulkan. Med en 10 – 20 minutters mellemrum slynges glødende lavablokke og slagger op i luften. Om dagen ligner det røde røgskyer – om natten et ildrødt festfyrværkeri.
Lavaen er trægtflydende, og der kan forekomme korte lavastrømme, men for det meste slynges materialet ud som småsten, lavabomber og aske. Denne vulkans hyppige mindre udbrud har givet navn til Stromboliansk vulkanvirksomhed – altså svag men næsten konstant vulkansk aktivitet med udslyngning af basaltisk lava i form af sten, aske og lavabomber med korte intervaller. Enkelte lavastrømme flyder engang imellem ned ad “Ildvejen”, på vulkanøens nordflanke.

Vulkanøen har opført sig på denne måde i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den kaldt “Middelhavets fyrtårn” på grund af de talrige udbrud, og om natten kunne man på forbisejlende skibe se de røde lavafontæner flere gange i timen over vulkantoppen.
Stromboli er dannet for mange millioner år siden ved den subduktion(d.v.s. underskydning), som den Afrikanske Kontinentalplade danner ved sin pladeforskydning ned under Italien fra syd og øst.

Stromboli er fra havbunden ca. 3000 meter, men fra havets overflade 926 meter høj. Navnet Stromboli kommer af det græske ord Strongyle og betyder den runde. Grækerne mente, at deres ild og smedegud Hefaistos havde et ekstra værksted under Stromboli, hvor han arbejdede ihærdigt sammen med de eenøjede kykloper. Lavastenene, som udslyngedes måtte være de gnister, der føg, når guden og hans hjælpere bearbejdede det glødende jern og brugte blæsebælgen i det underjordiske værksted.
Senere hen påstod den italienske digter Gisoue Carducci i det 19. århundrede, at goterkongen Theoderik skulle være set forsvinde ned i vulkanens flammer, klamrende sig til sin sort ustyrlige hest.
I 1971 sad jeg første gang på toppen af Stromboli i 920 meters højde og kigge ned i det store krater mod de tre mindre kratere, hvorfra et orangerødligt skær kunne skimtes gennem røgskyerne, og jeg må indrømme, at det må have været svært for Theoderik at få sin hest op ad Strombolis stejle løse askeskråninger, og hvorfor skulle han derop.
Langt mere sandsynligt er det at forstå, at Jules Verne lod sine brave videnskabsmænd i sin bog ”Rejsen til jordens indre” komme ud igennem Strombolis flammende ildkrater, selvom det er den mest usandsynlige af Jules Vernes fremtidsromaner.

Andre har beskrevet Stromboli som en gammel højt snorkende hidsig mand.
H.C. Andersen beskrev levende vulkanøen, da han sejlede forbi øen i midten af 1800-tallet.

Stromboli er faktisk mere aktiv end Etna men står til dels i skyggen af Etna, hvilket jeg synes er synd, fordi Stromboli ligger på en mere ufarbar vej langt ude i havet end Etna.

I december år 2002 havde Stromboli et kraftigere udbrud, der skabte en mindre tsunami- bølge i Middelhavet, men ingen omkom. Pyroklastiske askeskyer sendtes som en bølge gennem ” Il Scara del Fuocco ” – Ildvejen – en lavakøft på nordflanken og ud i havets bølger. Mængder af sten og aske haglede ned over husene i Stromboli, men heldigvis mest på den side af øen, der vender væk fra de små byer på øen.
Øens to kirker og vejaltre er bevis på, at vulkanen bestemmer og hersker over øen.

Det er også det indtryk man får af vulkanøen, når man ser Roberto Rosselinis berømte film: ”Stromboli” fra 1949 med Ingrid Bergman i hovedrollen. Øen er et smukt, isoleret men nådeløst sted, hvor folk lever fattigt og forknyttet med vulkanen og havet som konstante trusler.

Øens ældste husker endnu Ingrid Bergmanns ophold på øen, da filmen blev indspillet, og cafeen ”Club Ingrid” ligger på torvepladsen.
Det er dog lidt andre forhold i dag.
”Jeg har boet her i hele mit liv, og jeg vil ikke flytte andre steder hen”, siger Turid Hatlen ”og også selvom vulkanen rører på sig har den ikke gjort noget alvorligt i min tid”. Turid er en af øens 500 beboere.
Der er ikke rigtige biler på Stromboli, da gaderne er for snævre. Trehjulede vogne og knallerter er transportmidlerne. Der er ikke gadebelysning om aftenen.

“Man skal se tre udbrud, hvoraf det tredje betyder, at man skal vende tilbage til Stromboli igen.
Jeg vil gerne tilbage til Stromboli igen”…

Citat: Henning Andersen…

Geologer advarer om vulkaner med udbrud så kraftige, at de vil påvirke alt liv. Bare mængden af aske vil være så voldsom, at solens lys blokeres i store dele af verden

Af Birgitte Svennevig,fredag 02. feb 2001 trykt i Ingeniøren.

Cirka 50 gange om året går en vulkan i udbrud et sted i verden. Nogle udbrud registrerer vi knap nok, mens andre får ødelæggende konsekvenser for de mennesker, der lever i nærheden af udbruddet. Huse – måske hele byer – begraves i aske, og byens indbyggere må flygte til et mere sikkert sted, mens udbruddet står på. Sådanne udbrud betragter vi som katastrofer, men faktisk er de intet at regne i forhold til de alt ødelæggende udbrud, som geologer nu advarer om. Selv det historisk voldsomme St. Helen udbrud i Nordamerika i 1981, der som en anden flammekaster nedbrændte 600 kvadratkilometer, er ingenting i forhold til de udbrud, som de såkaldte supervulkaner sender ud. I løbet af de senere år er forskere verden over begyndt at tale om supervulkanerne. Vulkaner, hvis udbrud er så voldsomme, at det vil påvirke livet for alle planter, dyr og mennesker på Jorden. I øjeblikket kender forskerne til en lille håndfuld – måske er der flere, men de er vanskelige at finde og derfor er det ikke usandsynligt, at kloden gemmer på flere af dem. – Det er svært at identificere supervulkaner. Der går 50.000 år eller mere mellem deres udbrud – derfor er det ikke let umiddelbart at se, om et område stadig er hjem for en potentielt aktiv supervulkan. Der er også stadig mange områder på kloden, der endnu ikke er geologisk undersøgt til bunds – områder, som geologerne ikke ved ret meget om, forklarer David Peate, geolog ved Dansk Litosfære Center.

Tikkende bombe i USA

En af de kendte supervulkaner ligger i den amerikanske nationalpark Yellowstone. Og den er en tikkende bombe. I februar 2000 trådte det geologiske selskab Geological Society frem og advarede britiske politikere om den lurende katastrofe, som den skjulte supervulkan under Yellowstone Park udgør. Selskabet anbefaler, at verdens regeringer tager advarslen alvorligt. Supervulkanen kan nemlig eksplodere når som helst nu. Geologiske beregninger har vist, at den gennem de sidste to millioner år har været i udbrud ca. hvert 600.000ende år. Det er nu 640.000 år siden, den sidst var i udbrud. Næste gang kan blive ødelæggende for livet, som vi kender det i dag. Selve udbruddets eksplosion vil være så højlydt, at den kan høres over det meste af kloden. Himlen vil formørkes, og askemættet sort regn vil falde. Mængden af udspyet aske vil være så voldsom, at den vil blokere for solens lys i store dele af verden. Resultatet er faldende temperaturer, som kan ødelægge verdens avl og høst af fødevarer, mener Michael Rampino, klimaforsker ved Columbia University, USA. De askemængder, der ikke holdes fast i atmosfæren, vil falde ned på jorden igen. Forskerne er især bekymrede ved udsigten til de enorme askemængder, der bl.a. vil drysse ned over de nordamerikanske områder, der producerer en stor del af verdens korn. Høsten vil forsvinde, bogstaveligt talt, fra den ene dag til den anden.

Sprænger hul

Supervulkanerne er et drilagtigt fænomen, der kun vanskeligt lader sig undersøge. De er nemlig ikke som almindelige vulkaner. En almindelig vulkan kender alle som en knejsende kegle med hul i midten, hvorfra lava, damp og gasser spyr op, og hvor lavaen flyder ned af vulkanens sider. Således opbygger vulkanen sig selv, og vi kan se det foregå. En supervulkan er helt anderledes. Den bygger ikke stille og roligt sig selv op i en synlig top. Inden et katastrofalt super-udbrud har et enormt underjordisk og dermed usynligt kammer af glohedt materiale fra Jordens indre (magma) samlet sig lige under jordoverfladen. Gennem lang tid er denne magma steget op og har samlet sig i et såkaldt kammer blot 5-10 km under jordoverfladen. Med i den opstigende magma følger vulkanske gasser, som under andre geologiske forhold er i stand til at sive gennem magmaen og op gennem jordoverfladen. Dermed lettes trykket på magma-kammeret, og en katastrofal eksplosion afværges. Men det sker ikke i en supervulkans magma-kammer. Her er magmaen så tyk, at den fastholder de vulkanske gasser, og dermed opstår et kolossalt pres gennem tusinder af år. Før eller siden må det gå galt: Magma-kammeret lige under jordens overflade må give efter og sprænge hul i jordoverfladen for at lette trykket. Et sådant underjordisk magma-kammer er ikke umiddelbart synligt – der skal deciderede geofysiske undersøgelser til for at finde det. Dette arbejde er uhyre tidskrævende og kræver mange arbejdstimer, forklarer David Peate.

Afslørende satellitfotos

Et synligt, overjordisk spor har forskerne dog at gå efter: Når en supervulkan går i udbrud, vil udbruddet være så voldsomt, at det vil få jorden over det tømte kammer til at kollapse og falde sammen. En stor fordybning i landskabet kan altså være et tegn på, at en supervulkan engang har været på spil, og at den måske stadig er aktiv. En sådan fordybning findes i Yellowstone Nationalpark. Men den er så stor, at forskerne først fik øje på den, da de fik adgang til satellitbilleder af parken. Med det blotte øje var fordybningen simpelthen ikke til at få øje på. Satellitbillederne af slørede en 70 x 30 km stor fordybning. Geokemiske undersøgelser afslørede, at supervulkanen har været i udbrud tre gange før: Forskerne fandt tre forskellige askelag, der hver især kunne sættes i forbindelse med et udbrud. Det ældste udbrud har to mio. år på bagen. For 1,2 mio. år siden kom det næste, og det sidste udbrud hærgede Jorden for 600.000 år siden. Forskerne stod altså med noget, der lignede en regelmæssigt cyklus. De begyndte derfor at søge efter tegn på, om supervulkanen stadig er aktiv, og om et endnu et udbrud er i vente.

Jorden hæver sig

Geofysiske undersøgelser viste, at jorden i Yellowstone Nationalpark hæver sig. Siden 1920erne har jorden hævet sig ca. 75 mm i fordybningens midte. Samtidig har jordoverfladen hævet sig mere i den nordlige del af parken, mens resten af parken tippes nedad. For geologerne kan det kun betyde en ting: Det underjordiske magma-kammer, der ligger ca. otte km under jorden, er aktivt og er ved at være under pres. Kun et pres nedefra kan forklare, hvorfor jordoverfladen hæver sig i parken. Ved hjælp af seismografiske undersøgelser har forskerne nu slået fast, at magma-kammeret ligger under parkens fordybning – altså der, hvor landskabet kollapsede ved sidste superudbrud for 600.000 år siden. Kammeret er enormt – formodentligt er det 40-50 km langt, 20 km bredt og har en dybde på ca. 10 kilometer.
Når det sprænges udløses den katastrofe, som Geolocical Society nu advarer om.

En supervulkan er en fællesbetegnelse af vulkaner hvis udslyngede materiale under en enkelt vulkanudbrud overstiger 1.000 kubikkilometer. En anden benævnelse er VEI 8, det vil sige det højeste niveau på VEI-skalaen. Til sammenligning kan nævnes at rumfanget ved det største kendte udbrud i historisk tid, Tambora år 1815, kun var i størrelsesordenen 100 til 150 kubikkilometer.
Tamboras udbrud i 1815 er det eneste kendte i historisk tid, som nåede niveau 7 på VEI-skalaen.

Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de gigantiske udbrud trænger enorme mængder af gasmættet eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Den hastige udtrængning af store mængder magma forårsager at den oven over beliggende jordoverflade kollapser, hvorved et vældigt kraterlignende landskab – en såkaldt caldera dannes. Nogle gange benævnes disse enorme fordybninger supercalderaer og de kan dække tusindvis af kvadratkilometer. En anden stor forskel mellem supervulkanerne og de øvrige vulkaner er, at der i reglen går hundredetusinder år mellem hver udbrud og når calderaen dannes, kan den ses i millioner af år.

Supervulkanudbrud er typisk nok medvirkende til at forårsage langtidsændringer i vejret (som f.eks. udløse en istid), hvilket kan udrydde og true alt levende liv på jorden. Navnet supervulkan blev oprindeligt første gang anvendt i BBC programmet Horizon i 2000 til at refererer til disse typer af udbrud.
Vulkanologer og geologer refererer ikke til “supervulkaner” eller “megacalderaer” i deres videnskabelige arbejde men gør det af og til i offentlige præsentationer.
Indtil 2003 var supervulkan ikke et vulkanologisk fagudtryk. Navnet megacaldera bliver nogle gange anvendt for caldera supervulkaner.